22. januar 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “Der skydes med skarpt … over Grænsen”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia

1. Der skal foruden den nuværende Postkæde langs den danske Grænse i nær Fremtid etableres endnu en bevogtet Linie c. 1 Mil sydligere, og for den østlige Del gaaende fra Bæltet S. om Fjelstrup over Hjerndrup. Dens videre vestlige Forløb kendes endnu ikke. Folk, der er bosiddende Syd for denne Linie, skulde saa have Pas i Flensborg, hvis de vilde over Grænsen til Danmark.

2. Det hedder sig, at den østlige Grænsebataillon (N. 21), der kom fra Rendsborg, i en nær Fremtid skal ombyttes, da Mandskabet – som Følge af Underernæring – ikke kan taale Vagttjenest. Forleden Dag fandt man ved Afløsningen om Morgenen 1 Md død og 2 besvimede. Af et Komp. skal c 80 Md være syge, da Komp i 14 Dage ikke havde faaet Brød men væsenligt kun Kartofler og Kaalrabi. Diagnosen Underernæring maa ikke officielt støttes.

3. Der skydes med skarpt af de tyske Poster over Grænsen til stor Gene og ikke ringe Fare for de danske Beboere ved Grænsen. Det skal være en befalet Signalskydning, hvorved Posterne skal holde Forbindelse indbyrdes. Hver Post siges i Løbet af Natten at skulle afgive 3 Skud.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *