Tag-arkiv: mudder

Ikke kategoriseret

7. april 1918 – Ernst Christiansen: “Brag i Brag i alle Retninger”

1 kommentar

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. I begyndelsen af 1918 befandt han sig i Frankrig.

7. April.
Da vi i Aftes vækkedes Kl. 11½, regnede det igen, og til en Forandring gjaldede Bragene af engelske Granater igen paa Fronten nord for La Bassée- Vejen, vort Arbejdsfelt.

Stemningen er noget trykket ved Opstillingen. Da vi ved La Bassée-Vejen maa vente længe paa Pionererne og et Brag lyder i nærmeste Nærhed, forsvinder en Del stiltiende. Vi afmarcherer saa ad Herlies-Vejen og farter omkring til Kl. 4, halvt i Løb, trods Mørket, over et farligt Stykke, et andet Sted nødte til at søge Dækning i Lerpløret.

Brag i Brag i alle Retninger. Brandgranater sprænges som røde Fyrværkerifontæner. Til højre en stor rød Røgsky og Eksplosioner, somme Tider røde Stjerner i Skyen, vel et Oplag af Lysbomber, der er skudt i Brand. Ret interessant det hele, kun at Granatstumperne til Tider kommer betænkelig nær. Om Natten tager vel det meste sig farligere ud, end det er: men Pionerløjtnanten var dog ret bekymret, og Kolonnerne var holdt op at køre.

Om at vende om var der dog ikke Tale. Langt om længe naaede vi ud til en Skyttegrav i anden Linje og gjorde ryddeligt paa Vejen langs med den. Det var Materiale som i Lertraden paa et Teglværk. Flyvere hele Tiden, ogsaa paa Hjemvejen og her. Det blev klart i Morges.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 202)

Ikke kategoriseret

4. april 1918 – Ernst Christiansen: “… nogle Frøer, en svømmende Mus, en enlig, forsagt Lærke”

Skriv en kommentar

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. I begyndelsen af 1918 befandt han sig i Frankrig.

4. April
I Aftes vækket Kl. 10½. Det kunde efter en god Middagssøvn ikke lønne sig at gaa i Seng, og jeg var i Biograf. Disse muntre Lystspil et Sted som her, hvor de fleste kommer lige fra Skyttegravene og alle er i Fare, virker med sær Ironi. I Bælgmørke stiller vi saa ved Kirkegaarden og marcherer ud igen. Der sker ingenting, og alligevel tror jeg, at mangen Krigsven kunde have nok af denne ene Tur.

Det regner, og Føret er fedtet og pløret. Man kan knap skimte den Mand, der gaar foran en. Og saa to Timers Marche ad stadig daarligere Vej, en Tid langs en Feltbane. Vældig Trafik alle Vegne i Modsætning til tidligere, da vi ikke mødte en Sjæl. Raslende Lastavtomobiler uden Lygte, et enkelt kørt i Grøften, lange Vogn- og Munitionskolonner. Engang klemmes vi inde paa en smal Strimmel foddybt Ælte mellem to Vognkolonner, der kører hver sin Vej i Mørket.

Mærkeligt, at hver Gang jeg har det lidt ondt eller er i Fare, saa er der en lille spøgefuld Trold i mit Indre, som morer sig over den forkælede Fyr, der uformodet er kommen ud i dette. Og næsten hver Gang klinger pludselig i mit Øre, med en bælgmørk Vintermorgen som Baggrund og til klaprende træskos Ledsagelse den halvt sørgmodige, halvt lystige Melodi (»I Kugleregnen«), som mine Belgiere oftest sang — Hengivelse i Skæbnen og dog gemt under den Mod og Tro paa Livet kunde man lægge ind i disse Toner.

Den mørke Nat udnyttes nok stærkt til at føre Forraad frem. Lyskuglerne ved Fronten bruges iøvrigt mere end ellers. I en dansk Mils [ca. 7,5 km/red.] Afstand lyser de paa Vejen, men blænder mere end de vejleder. Stadig nærmere kommer vi dem, nærmere end sidst og et helt andet Sted.

Efter over to Timers Marche Holdt. En lille Flok skal vi rense en tilgroet Vejgrøft. Premierløjtnanten, der holder et lille Foredrag om Arbejdets Betydning, anbefaler os at gaa ud i Grøften. Om vi fik vaade Fødder, maatte hjælpe sig. Jeg var saa forsigtig at lodde først og fandt, at Vandet vilde naa mig til Brystet. Nogle Steder, i Granathuller, naaede Spaden ikke Bund; andre Steder var Grøften spærret af Lermasser. Der stod vi saa halvt i Vand og arbejdede med det klæbrige Ler og blev vaade fra oven imens, i Bælgmørke.

Men disse Nattetimer gaar hurtigt under den stadige Spænding med Hensyn til, om Tommy vil lade os i Fred. Soldater færdes til og fra Skyttegravene, Afløsning, Kaffehentere osv. Lysskuddene lyser her dagklart som det skønneste Fyrværkeri i en Bue omkring os, og i Pavserne ind imellem kan man slet ikke se. Og alt imens gryr Dagen umærkeligt. Ansigterne skelnes og Egnen. Lange visne Græsstraa, tuede og hullede og sumpede Marker, lomter og Stubbe, Granathuller som smaa Gadekær, nogle Frøer, en svømmende Mus, en enlig, forsagt Lærke.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 198-200)

Ikke kategoriseret

21. februar 1918 – Mathias Damm: “… to Mand hjælper en tredie at trække Støvlerne ud af Skiddet”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 21.2.18.
Kære Moder!
Vil idag sende eder et par Ord. Jeg havde snart ventet at faa Pakke 50 idag eller igaar, men den kom ikke, blot den ikke er borte. Jeg har det saavidt godt og er sund og rask. Vi have nu faaet Tø og et godt Smadder er det igjen.

Jeg saa idag i Bladet at de ikke kunde undvære de gamle Karle over 45. Det er intet godt Tegn og der jo forresten ingen Udsigter til at det snart giver Fred. Her er der intet Godt at hente, og jeg har ingen Lyst mere. Det er et led Haandværk. Cathrine vilde gærne vide, hvordan to Mand hjælper en tredie at trække Støvlerne ud af Skiddet. Der gaar en ved hver Side og har fat i hver en Støvle og med den anden Haand trækker de deres egne Støvler ud.

Her er det meget maadelig med Forpleiningen. Da det alt bliver bragt os i Kander. Men forhaabentlig varer det kun 8 Dage. Jeg ved ikke meget at fortælle, hvad der kan interessere eder. Derfor vil jeg slutte med mange Hilsner til eder alle fra eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

 

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Ikke kategoriseret

28. december 1917. Suget ned i mudderet ved Passechendaele

Skriv en kommentar

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I december 1917 blev regimentet indsat ved Passchendaele.

Vi laa derude ved Passchendaele fuldstændig indfiltret i hinanden.

Ingen vidste, i hvilket Granathul der laa Englændere, og i hvilket der laa Tyskere. Mange Kammerater druknede i disse fæle, store Huller, der for en Del var fulde af Mudder og Vand.

Da vi en Nat gik i Gaasegang efter hinanden mellem Granathullerne, gled jeg ud og sad uhjælpelig fast med det samme, og da jeg prøvede paa at arbejde mig op, mærkede jeg snart, at jeg i Stedet for ganske langsomt sank dybere og dybere ned.

Jeg fik Tornysteren af og lagt foran mig med mit Gevær ovenpaa, og dér stod jeg da foroverbøjet, støttende mig til det, og jeg kunde jo ikke af fuld Hals raabe om Hjælp, for saa vilde Englænderne sætte et Maskingevær i Gang, og jeg kunde vente at blive gennemboret, maaske af flere Kugler.

Der var Angst og Spænding, Bøn og Skrig i mit Hjerte til min Gud og Frelser.

Omsider kom der Kammerater saa nær forbi, at de blev opmærksomme paa mig.

Straks rakte den ene sit Gevær  ud, som jeg greb med begge Hænder, den anden stillede sig bagved og lagde sin Arm omkring hans Bryst bagfra, og saa halede disse to trofaste Kammerater mig op.

Jeg fik oven i Købet begge mine Støvler med mig, hvilket mange ikke fik.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Ikke kategoriseret

15. december 1917 – Peter Knudsen: “Granaterne slog ned rundt omkring os”

Skriv en kommentar

Peter Knudsen stammede fra Vogelsang i Töstrup Sogn få kilometer nordvest for Kappeln ved Slien. Han modtog læsestof fra Pastor Nic. C. Nielsen og sendte ham af og til et brev fra fronten. Knudsen var i 1917 Ersats-Reservist ved Infanterie-Regiment Nr. 28´s 4. kompagni, der lå i Flandern.

Im Felde d. 15 Detz 1917

Kære Hr. Pastor!
Deres kære Brev har jeg modtaget mange Tak derfor. For 3 Dag[e siden] er vi komne her til Meulebecke mellem Roilers og Kortryk og ligger her i Ro men inden Jul gaar det atter i Stilling d. 18 fejer vi her Festen[.]
Det gaar mig ellers Herren være takket godt, han den kære Frelser har atter flere Gange bevaret mig. En Gang floj en Granede ned lige for min Fod og dog kunde jeg gaa udskadt videre[.] Verdens Børn sige der har du havdt Lÿkke eller det platte Sold[at]erudtryk ”hast aber Schwein gehabt,” dog vi ved det er Herren der saa let kan bevare, ham Midler fattes ej.

Da vi blev afløste og gik i Reservestillingen[,] hvor vi boede i Baracker[,] blev en syg og slap og kunde ikke følge med. Jeg blev hos ham og Komp gik i Gåsegang videre[.] det er forfærdelig besværligt gennem Morasten som undertiden gaa til over Knæerne. Vi 2 gik saa helt langsomt bagefter, kom i den mørke Nat fra Stien og pa en Gang satte den engelske Artillerie forfærdelig an[,] Granaterne slog ned rundt omkring os; hvor nu hen[?] overalt kun Sump og store Granathuller, vi råbte til ham som har sagt kald paa mig paa Nødens dag og jeg vil udfri dig. vi fandt den rette Sti og kom lykkelige efter 6 Timer atter til Komp som for 2 Timer vare komne, Vejen er vel kun 7 Kilometer. Men Morasten gør Vandringen saa besværlig. Paschendale vil længe være i min Erindring.

Tak o Herre for din Naade og Godhed.

Min Broder Georg har i Gaar skreven fra Rumænien, det er jo nu meget rolig der. Vi vil haabe at Aaret 1918 vil bringe Freden, men give England ikke efter er vist endnu svære Kampe i vente her i West.
Min kære Moder maa jo lide meget dog hun er glad i Herren og skrive snart er jeg hjemme og staa for Tronen, hvad gør det da om Solen har os brendt.

Nu ønsker jeg Dem Kære Hr. Pastor en velsignet Julefest
Kærlig Hilsen sender fra Flandern Deres unge Ven P. Knudsen.

(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)

Ikke kategoriseret

28. oktober 1917. I Flanderns mudder og søle

Skriv en kommentar

Christian Hach, Padborg, læste på seminariet i Haderslev ved krigens udbrud. I november 1916 blev han indkaldt som rekrut  og tildelt Regiment 464. I foråret 1917 kom han til Vestfronten.

Efter kamphandlinger i forhenværende rolige stillinger blev vi som såkaldt flyvende division indsat på forskellige frontområder, hvor der var fare for gennembrud. Vi var både ved St. Quentin, ved Aisne, i Champagne og ved Reims, indtil vi den 12. oktober 1917 i stor hast blev transporteret til Flanderns mudder og søle, hvor der udkæmpedes hårde, blodige kampe.

Vi afløste et jægerregiment, der havde lidt svære tab, og der lå mange døde rundt omkring, men der var i øjeblikket ingen mulighed for at få dem fjernet i det åbne terræn.

Her fandtes ingen skyttegrave, og vi måtte grave os ned i granathuller eller søge dækning i »kaninhulerne«, men frem for alt holde os i ro, så flyverne ikke skulle få øje på os.

Her sad vi så dagen lang og frøs gudsjammerligt, skønt vi fik snaps udleveret for at fremme blodcirkulationen. Vi troede, at det nok skulle ende med en lungebetændelse, men vi var efterhånden blevet så hærdede, at vi ikke engang blev forkølede.

Angreb slap vi for i første omgang og kom et par dage i hvilestilling, men måtte derefter af sted igen for at standse englændernes angreb.

Undervejs til fronten gled jeg i pløret og styrtede med hele oppakningen ned i et dybt granathul, og jeg faldt så uheldigt – eller skal vi sige heldigt – at jeg fik en alvorlig forstuvning af venstre ankel, så jeg omgående måtte transporteres til vor divisions sygestue, hvor jeg måtte holde sengen i fem dage.

I det tidsrum blev vor troppeafdeling indviklet i hårde kamphandlinger og led svære tab, men jeg var jo ikke iblandt dem, jeg var uden for fare og havde det hyggeligt på sygestuen.

Bagefter kunne jeg slutte op i kompagniet og efter den store åreladning – sammen med de andre – blive trukket ud og dirigeret til roligere stillinger i Nordfrankrig.

DSK-årbøger 1971

Ikke kategoriseret

2. august 1917 – Johannes Ankersen: “… skyttegrave var der ikke nogen tilbage af”

3 kommentarer

Flensborgeren Johannes Ankersen var løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der siden midten af juni havde ligget i reserve bag fronten ved Ypres i Flandern. Den 31. juli indledte briterne deres offensiv i Flandern, og dagen efter blev regimentet alarmeret og rykkede frem mod fronten (læs om det her).

Den næste morgen modtog jeg ordre til igen at slutte mig til regimentet ved Becelaere. Bataljonen var efter at have ligget hele natten ude i regnen igen blevet trukket tilbage.

Det regnede stadig, da vi brød op, men jeg forventede hurtigt at kunne støde til regimentet, da det kun lå en halv time væk. Men denne gang forregnede jeg mig. På vejen stødte vi på en ammunitionskolonne, der var blevet stoppet af en kolonne i modsat retning. Nu hang vi også fast. Vende om kunne vi ikke, for vejen var for smal. Så måtte alt der kunne kravle og gå tage fat for at løse den sammefiltrede knude. Et vidunderligt arbejde, hvorunder det regnede uafbrudt, så skjorten snart klæbede til kroppen. Det tog over tre timer, før vi kom fri af det sammenrodede kaos. Endelig, til slut ankom vi til vores enhed. Desværre var der heller ikke her mulighed for at få tørret det våde tøj, så vi måtte fortsætte, som det var.

Der var heller ikke lang tid til at få sig udhvilet og tørret. Jeg fik straks ordre til at begive mig til staben for et infanteriregiment, som vi skulle afløse, for at orientere mig om minekasterstillingen. Med min feldwebel og to mand begav jeg mig på vej. I regimentets kommandostation fik vi en fører, og så gik det fremad. Det var højlys dag, og skyttegrave var der ikke nogen tilbage af, altså måtte alt foregå på åben mark. Fra Somme var vi jo allerede godt vant med kratermarker. Heller ikke her var der knapt et sted, hvor der ikke for hver ti kvardratmeter havde været et nedslag. Men her gjorde den omstændighed, at grundvandet står højt i Flandern, sig i aller højeste grad ubehageligt mærkbar. Alle granathuller var derfor fulde af vand eller rettere fuld af en tyk grød, der som en sugekop holdt alt fast. Langt bagud var jorden rodet op. Regnen havde ikke gjort vores vej bedre, og vi så ud som svin, da vi ankom til bataljonens kommandostation.

Underligt nok var vi stort set ikke blevet beskudt undervejs. Men knap var vi nået frem, før helvede brød løs. Englænderne skød som vanvittige og gjorde et lille angreb, som vi altså var nået rettidigt frem til, men som ikke blev kronet med held. Ved bataljonen var det til at holde ud, her var en stor, stærk betonbunker, der nok kunne holde til noget. Men vi måtte længere frem, minekasterne befandt sig videre fremme i den såkaldte ”Hølund”.

Kratermark i Flandern 1917 (Deutsches Museum Nordschleswig)

Det fjendtlige artilleri var endnu ikke faldet til ro, men det kunne jeg ikke vente på. Altså fremad, benene på nakken, og løbe om kap med døden. Vi nåede lykkeligt frem til Hølunden, men her så først for alvor slemt ud. I det lille skovstykke havde fjenden med rette formodet al muligt og hans kanoner havde derfor velsignet den rigeligt. Lunden var blevet en sand urskov. Granathul ved granathul. De få tilbagblevne træer sønderskudt og sønderrevet sammenfiltret til en ufremkommelig klump. I mellem dem resterne af feltbanesporet. Det var svært at arbejde sig fremad, og det var ubehageligt, for på grund af den kraftige, vedvarende beskydning ville man gerne fremad.

En af vores førere faldt i et granatkrater og kun med stort besvær kunne vi trække ham fri af det seje mudder. Når en såret først var havnet i sådan et hul, så var han med sikkerhed fortabt til jammerligt at blive hængende i mudderet og omkomme. Endelige nåede vi frem til føreren af minekasterafdelingen. Jeg havde knap troet, at vi ville være kommet frem, men det lykkedes alligevel. Jeg orienterede mig, så godt jeg kunne, og så hed det tilbage igen. Endnu engang et løb på liv og død til bataljonens kommandostation, og så var også det overstået. Derfra var det bedre, området lå ikke længere under så kraftig beskydning, og vi kom godt tilbage til vores enhed. Ganske vist var jeg møgbeskidt og våd til skinnet, men nu fandt jeg i det mindste et sted, hvor jeg kunne hvile ud og tørret mine ting. Dog ikke længe.

Om natten måtte jeg frem igen, denne gang med mandskab for at afløse forude. På trods af at vi måtte udholde en betydelig beskydning hele vejen, nåede vi frem uden tab. Selv i den forfærdelige Hølund skete os intet. Jeg fordelte folkene så godt jeg kunne på de otte minekasterpladser. De stakkels karle fandt kun dårligt ly, der var kun en ikke særlig god bunker, men jeg kunne ikke tilbyde noget bedre. Efter at alt var ordnet og overdraget, begav jeg mig selv til bataljonsstaben, hvor jeg skulle opholde mig som minekasterofficer. Her var det endelig til at holde ud at være.

Kommandostationen var, som jeg allerede har nævnt, et rigtigt godt dækningsrum af beton, der kunne holde til mangt en fjendtlig granat. Det var dog småt med pladsen, for her befandt sig ud over bataljonsstaben og min ringhed også forbindelsesofficeren for artilleriet, telefontropper, lystkastere, jordtelegrafer, ordonnanser og meldeløbere fra kompagnierne. Men der kan være mange tålmodige får i en stald, og når nøden er stor, kan man godt presse sig sammen.

(Oversat fra tysk efter erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Krigens forløb

1. august 1917 – Johannes Ankersen: “steg … på min stridshest og red højt syngende af sted”

Skriv en kommentar

Flensborgeren Johannes Ankersen var løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der siden midten af juni havde ligget i reserve bag fronten ved Ypres i Flandern. Her havde regimentets soldater i ugevis  igen og igen trænet på at indtage deres alarmstillinger. Den 31. juli indledte briterne deres offensiv i Flandern.

På grund af de mange prøvealarmer osv. var vi til sidst blevet så ligeglade, at vi da vi om morgenen den 1. august blev vækket af den sødeste søvn med det bekendte stikord, først ikke troede, det var alvor. Alt blev gjort klart og så af sted til vores post. Det var et ubehageligt regnfuldt vejr, det dog alligevel gav en del fordele, da vores modstander ikke kunne observere vores fremmarch. Trods det forefandt vi vores alarmstation under en svag spredningsild fra det fjendtlige artilleri. Det kostede nogle ubetydelige tab, og havde ikke den store betydning. Alligevel forstyrrede det naturligvis, da vi indtil videre måtte blive liggende og afvente nærmere ordre.

Til sidste erfarede vi, at fjenden havde angrebet over hele linjen. For an os, altså i vores kampområde, var han ikke trængt frem, men derimod så det til højre for os i området foran Becelaere værre ud. Efter forventningsfuldt at have tilbragt hele formiddagen på vores alarmstation, fik vi henimod middag ordre til at rykke frem mod Becelare. Ankommet til Becelaere gjorde vi igen holdt for at modtage nye ordre. Om aftenen indløb besked med ordre om at indtage en beredskabsstilling. Nu gik det atter løs.

Løjtnant Johannes Ankersen højt til hest (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Jeg var ved temmelig godt mod, da jeg som erstatning for middagsmad og som middel mod regnen, der havde gjort mig våd til skindet, havde drukket et par ordentlige glas cognac. Da alt var klart til opbrud, steg jeg på min stridshest og red højt syngende af sted. Det gode stemning forlod mig heller ikke, da vi måtte igennem en slugt, der lå under voldsom beskydning. Jeg kan nu kun huske, at jeg højt til hest med høj stemme sang ”Wintersturm wichen dem Wonnemond”, mens vi passerede et travlt skydende tysk batteri, og de engelske granater slog ned til alle sider. Nu drejede infanteriet af vejen og ud på åben mark ind i en sænkning for at her at holde sig klar. Vi havde endnu ikke været i berøring med fjenden, foran os lå stadig tyske tropper.

Men der var ikke plads til mig og min minekasterafdeling i sænkningen. Vi havde læsset vores svære minekastere á fire styk på store vogne. Hestespandene var utilstrækkelige, små panjeheste [dvs. russiske heste, red. ], der vel godt kunne trække vognene på gode veje, men ikke havde en chance på den regnopblødte jord. Allerede tidligere havde vi på dårlige veje haft problemer i den retning. Hvis jeg nu drejede af vejen, så ville vi være kørt uhjælpelig fast efter ti skridt. Det var altså nytteløst. Jeg orienterede regimentschefen om forholdene, han indså rigtigheden af min opfattelse, og gav mig frie hænder til at indrette mig passende i nærheden. Det gjorde jeg gerne, og fandt da også i nærheden snart en passende tom gård, hvor min deling slog sig ned. Jeg oprettede forbindelse med regimentet, og så lagde vi os alle dødsens trætte hen. Udenfor strømmede regnen uophørligt ned. Vi kunne være glade for at have tag over hovedet, mens vores arme kammerater vel måtte tilbringe natten i det fri.

(Oversat fra tysk efter erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Krigens forløb, Sønderjyder

11. april 1917. Tanks! “Uhyret sneglede sig altid nærmere …”

Skriv en kommentar

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I foråret 1917 lå han i Frankrig. Om kampene ved Arras skrev han i et længere brev den 17. april.

Somain (Frankrig), 17. April 1917.

Min kære, kære Ven!

Solen er forlængst gaaet ned i sin Seng af rosenrøde Dyner, som Olfert Ricard siger, — der er Fred og Stilhed her, kun de tunge Drøn høres i det Fjerne.

Jeg er 25 Kilometer bag Fronten mellem Arras og Valenciennes.

Vi skal hvile et Par Dage oven paa den skrækkelige Tur.

Nu vil jeg kort fortælle, hvad jeg har oplevet, hvad jeg led, og hvad jeg vandt. —

Anden Paaskedag lød Alarmsignalet, og allerede en halv Time senere var vi undervejs til Fronten, som laa 12 Kilometer fra Byen, hvor vi laa. Englænderne var brudt igennem ved Wancourt, og vi maatte ind i Aabningen.

Klokken 5 om Eftermiddagen begyndte Kompagnierne at grave sig ned ved Landevejen til højre for Landevejen bag Monchy. I Snevejr og Regn arbejdedes der uafbrudt i fjorten Timer.

Da fik Bataillonen Befaling til at gaa frem og tage Føling med Fjenden.

Foran Briterne, — til venstre for Landevejen Cambrai-Arras, maatte Soldaterne nu begynde forfra at grave sig ned, udsat for Ilden fra Englændernes Kanoner og Maskingeværer.

Tre Gange blev engelske Infanteriangreb afslaaede af vore Kompagnier i Dagens Løb. De engelske Stormkolonner kom altid i en Snestorm, som de havde i Ryggen, men deres Storm var forgæves, ikke mindst, og vel kun, fordi de var aldeles berusede.

Den Dag og den følgende Nat arbejdede 84erne ustandseligt.

Sammen med Bataillonsstaben laa jeg i et Skur paa en Højde bag Monchy, hvorfra vi kunde overse hele Terrænet, hvor vore Kompagnier laa, og hvorfra vi havde en nogenlunde Ordonnansforbindelse med Tropperne. Her fejrede jeg Din Fødselsdag. Min Tanke var hjemme hos Dig, jeg havde Ro til inderligt og længe at dvæle i Bøn for Dig og Dine.

Paa Ordonnansturen tænkte jeg paa Dig og glemte Kulden og Trætheden.

Om Aftenen kom Brev fra Dig, og jeg var lykkelig og mærkelig rolig.

Da jeg om Aftenen gik gennem Stillingen forude, kunde jeg opmuntre de forfrosne, gennemblødte og forvaagede Kammerater.

Ved Tilbagekomsten til Staben blev der meldt, efter engelske Fangeudsagn, som syntes aldeles tilforladelige, at et engelsk Angreb paa Monchy blev forberedt til Onsdag Morgen den 11. April.

Straks blev jeg sendt afsted til vor Bagage, som laa 10 Kilometer bag os, i Byen Sailly, for at hente Patronvognen med 24,000 Patroner.

Klokken 5 om Morgenen kom jeg tilbage med Vognen. Midt paa Skraaningen opad Højen til Stabslageret saa jeg, at der forude signaliseredes et engelsk Angreb. Brandgule Lyskugler svævede over en bred Front, — der var alvorlig Fare.

I en Fart blev Patronerne udladede og Kammeraterne hentede for at slæbe dem op til vort Lagersted.

Det var næsten lyst, og fra Højden kunde jeg se, hvorledes Tropperne, der dækkede 84ernes Flanke, veg tilbage i vild Uorden.

Kanonerne drønede foran og bag os, og Skæret fra Tusinder af eksploderende Granater lyste i Morgengryet.

Da saa jeg noget mærkeligt, noget, som jeg aldrig vil kunne glemme. 84erne sprang ud af deres Skyttegrave og bombarderede en stor graa Kolos, som drejede sig rundt og gav Ild, saa det lyste som Lyn fra dens Sider.

Det var en engelsk »Tanks«. Snart fik vi Øje paa tre andre, og en af dem var os ganske nær. Den listede sig op ad Bakkeskraaningen fra Monchy op til os, og nu gav den Ild mod os.

Som Hagl smældede Kuglerne mod Barakkerne og Træerne, og snart var Staben der med Geværer og Karabiner. Men Uhyret sneglede sig altid nærmere.

Linjen foran os var gennembrudt. Briterne stormede og tog Monchy, vi, omkring ved en Snes Mand, var de eneste Forsvarere af Højden.

Da blev der givet Ordre til Tilbagetog.

Endnu i Dag maa jeg le over den »Flugt«. Bag os sprængte Artilleriet frem med deres svære Heste for at hente Kanonerne ud. Alt løb, som om det var betalt for det, — uden Maal, blot tilbage.

Jeg travede, fuldt belæsset, skydende min Cykle gennem den vaade, granatpløjede Jord, — bag efter hele Kolonnen. — En Gang før har jeg fortalt om den Evne jeg har til at finde ud af vanskeligt Terræn, med andre Ord, — finde de mindst udsatte Steder i Terrænet.

Ikke en eneste Gang kastede jeg mig ned, og naaede snart Sukkerfabrikken — vort foreløbige Maal.

Englænderne, som vi ventede i Hælene paa os, havde endnu ikke naaet Bakkens Top, hvor vor Barakke laa. Hvad var der sket?

Straks maatte vi kaste vor Oppakning og frem til vore Kompagnier. Vi er jo »Gefechtsordonnanser« og maa frem for alt holde Forbindelsen vedlige.

Skrækkeligt var det at se de lange Rækker af Saarede, som kom fra forreste Linje, skrækkelige var de engelske Granaters Eksplosioner
paa Vejen Arras-Cambrai, som vi maatte frem ad.

Vi mødte flere af vore Folk, som dog ingen Oplysninger kunde give om Hovedstyrken. De var om Morgenen sendt bort for at hente Kaffe, og da de vilde vende tilbage til Linjen, rasede Kampen i Skyttegraven. De lod alting staa og løb med Flokken tilbage, og tog de Saarede, som havde slæbt sig ud af Tummelen, med tilbage.

Snart naaede vi vore Linjer. Kuglerne peb fra Hundreder Bøssepiber
mod os, det gik fra Hul til Hul, endeligt naaede vi ind. Stillingen var holdt.

Vel Tusinde engelske Lig laa foran Skyttegraven, og mange Saarede laa og jamrede sig. De kunde ikke hentes ind, thi blot et Hoved oven for Skyttegravens Rand, og en engelsk Kugle peb om Ørerne paa det.

Løjtnanten afgav følgende Melding: En engelsk »Tanks« havde kunnet nærme sig, uden at det ved Geværkugler og Haandgranater var muligt at forhindre det, dens Panser var uigennemtrængelig for disse Forsvarsmidler.

Foran Graven drejede den Siden til, og kørende langs Skyttegravens Rand havde den mejet Besætningen ned, som ikke vilde vige, før der blev givet Kommando dertil.

Det var dog lykkedes en stor Del at redde sig i Granathuller bag Skyttegraven, og denne Flok havde afslaaet de engelske Regimenters Angreb, som fulgte umiddelbart bagefter.

Det havde været Massemord. Englænderne var døddrukne, og oprejst kom de i tætsluttet Linje. Maskingeværerne ‘havde mejet alt ned. Paa samme Maade var de engelske Kavalerilinjer, som sprængte frem, bleven mejede ned.

De fire »Tanks« var bleven tilintetgjorte ved det tyske Artilleri.

Til højre for Landevejen trængte Englænderne frem, men var udsatte for 84ernes Flankeild.

Derfor var Højden, hvor vi havde haft vor Bolig, endnu ubesat.

Med denne Melding gik vi tilbage til Sukkerfabrikken, som laa under koncentreret Artilleriild. Vi blev der Dagen over og den følgende Nat, — da vor Bataillon endelig blev afløst, den 12. om Morgenen.

Til venstre og til højre for Bataillonen laa Englænderne saa langt fremme, at 84erne laa i en Sæk, som de dog kom godt ud af, men Afløsningen tabte straks Stillingen, som ikke var sært.

Vi kom ikke tilbage i Ro, men som Reserve til Chirissy, nær den engelske Linje ved Heninel. Der laa vi tre Dage, udsat for morderisk Ild, og der modtog jeg den 12. om Aftenen Din Pakke. Tak, min Ven,  for alt.»Valhalla« ligger ganske sikkert endnu i Flandern, maaske ser jeg den aldrig mere, men saa har jeg Mindet.

Der har jeg levet mange glade, lykkelige Timer sammen med Dig, disse glade Timer, som Dine dejlige Breve gav mig. —

Kommer en Offensiv i disse Egne, er Hytten snart en Grushob. Ikke et Hus i Chirissy blev ‘hel. Jeg blev ganske, ganske let saaret, da Vinduerne sprang i den Stue, hvor jeg laa. Men det var kun Draaber Blod, der flød, og Bulen svinder for hver Dag. —

Om Aftenen blev jeg ofte sendt tilbage, og det var en drøj Tur, thi Dyndet laa 10 Centimeter tykt paa Vejen og Hundrede  Munitionsvogne sprængte forbi.

Værre har jeg ikke oplevet. For hver 100 Meter slog en Granat ned paa Vejen eller ved Siden af, og utallige Shrapnel eksploderede. Men alt gik godt. Skrækkeligt var det at se Soldaterne fra Skyttegraven.

Leret klæbede ved alt deres Tøj, tommetykt sad det, vaadt, klæbrigt Ler. — Og saa tavse gik de tilbage, uden at dække sig, naar en Granat suste lige over deres Hoveder, — de var hærdede, eller snarere sløve.

Nu er vi her i Somain. I Morgen rejser vi til Valenciennes som Armee-Reserve. Altid maa vi være parate til at gaa i Ilden paa ny. — —

84erne har faaet en glimrende Ros, — som ingen agter paa. De sikrede højre Flanke, men der randt Blod, ungt Blod i Strømme. Vor Bataillon tabte 2 Kompagniførere og 3 Løjtnanter, og Major Koiler,
— Chefen for anden Bataillon faldt. —

Om Tabene tør jeg ikke skrive i Dag, — maaske en anden Gang.

Om Slaget ved Arras, hvis første Storm vi kom ind i, kan der ikke siges meget i Dag. Hvad der er tabt, er ikke opgivet med god Vilje, — men hvis England fremdeles vil sende berusede Sønner i Kamp, vil England aldrig kunne vinde.

Englands Taktik fra Somme var: Stærk ruinerende Artilleriforberedelse forud for Infanteristormen, som ofte blev aldeles glimrende udført.

Her ved Arras, — og i private Breve skildres det samme ved de øvrige engelske Angrebssteder, — kom de oprejst, og altsaa Skive for Infanteriilden, ravende, totalt berusede. Det var en Indsats af Menneskemateriale, som ligner de alleruforsigtigste russiske Masseangreb.

Vore Fanger var stolte, kønne Skikkelser, men sanseløs berusede allesammen. Det var rørende, med hvilken Omhu de forbandt de saarede tyske Fanger.

Selv er jeg ikke Øjenvidne dertil; men fra flere Sider, fra aldeles paalidelige Kammerater har jeg de kønneste Skildringer af Englændernes Menneskelighed og humane Optræden over for den slagne Fjende.

Det er haardt at se Lidelser, — Medlidenhedsfølelse er tung Smerte. Disse stovte, bredskuldrede, ranke Gutter, som gaar i Slag, vaager, lider i Døgn, sulter, tørster, staar der, — men bliver. Mange finder deres Grav derude, andre lemlæstes. Man holder af disse Gutter; thi man deler alt med dem, den sidste Rest af Humøret, den sidste Mundfuld Vand, og den sidste Bid Brød.

Det er dem, der i Dødens Stund forbinder det blødende Saar, dem, der varsomt hyller den døde Kammerat ind i Kappen og gemmer ham i Moder Jords Skød. Og saa spænder de den tunge Hjelm af og bøjer Hovedet i Bøn for den døde Kammerat. —

Det er Ting, som binder en til disse Krigere, det gør ondt at se dem segne, segne uden Smil.

Kærlige Hilsener til Jer alle, men mest til Dig. Mikael

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

Aviser, Krigens forløb, Sønderjyder

21. februar 1916. Flygtende krigsfanger, Østfront og faldne sønderjyder

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

Tilskyndelse til at flygte

”Schleswigsche Grenzpost” i Haderslev meddeler, at adskillige tjenestekarle på landet i den sidste tid er blevet anholdt, fordi de havde tilskyndet russiske krigsfanger til at flygte. Disse tjenestekarle kan selvfølgelig vente en hård straf.

Vanskelige forplejningsforhold for tyskerne på Østfronten.

Ingen skyttegrave – for meget vand. Megen sygdom.

Vi anfører nedenfor en del oplysninger om forhold, således som disse allerede i længere tid har hersket og endnu hersker på adskillige steder på Østfronten. De her givne oplysninger stammer fra folk, der indtil for ganske nylig har ligget i Polen.

Når det siges, at de her i Polen kæmpende afdelinger ligger i skyttegravene, er det i grunden at forstå som en talemåde. Den forholdsvis milde vinter i forbindelse med den stærke nedbør bevirker nemlig, at den i forvejen fugtige jordbund ikke tillader at grave dybere end et par spadestik, før vandet siver frem og umuliggør yderligere uddybning af dækningsværnet. Praktisk talt ligger man her i egnen på den bare jord.

Med hensyn til forplejningen kniber det ofte med at skaffe den frem, idet afdelingerne ofte kan være indtil 100 km, ja mere, fjernt fra de bag fronten liggende magasiner. Og da forplejningen meget ofte må transporteres i køretøjer med okse- eller hesteforspand ad opkørte og sumpede veje, hvor køretøjerne ikke sjældent synker så dybt, at selv meget forstærkede forspand er ude af stand til a trække de velbelæssede befordringer igennem, som så må graves ud af udkommanderet mandskab, hænder det, afdelinger i 5 dage ikke har fået anden forplejning end den, som mandskabet tilfældigt har opsparet eller på anden måde har tilvejebragt.

På grund af disse forplejningsvanskeligheder hersker stor sygelighed i afdelingerne, så at afgangen af mandskab som følge af sygdom til tider flere gange overstiger den afgang, der skyldes fjendens projektiler.

Faldne, sårede og fangne.

Efter Nordslesvigske blade

Knud Juhl, søn af Simon Juhl i Strandelhjørn ved Bevtoft, er falden den 23. december, 24 år gl.

Jørgen Jensen, en søn af gårdejer Hans Jensen, på Avnbøl Mark (Pilegård) ligger på lazaret. Han var med i de sidste dages kampe mod vest.

Martin Lund fra Ustrup er hårdt såret, mens Johan Peter Petersen fra Hostrupskov, og underofficer Hans Brodersen fra Sottrup er let sårede.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Asger Jacobsen fra Brøns Mølle er savnet.

Christian Prahm fra Stenderup (kredsen ikke anført) er ifølge efterretninger, der er indløbne fra udlandet, men ikke er militært bekræftet, er i fangenskab.

Ikke kategoriseret

2. februar 1916. Trætte soldater på Østfronten

Skriv en kommentar

Johann H. Schramm gjorde krigstjeneste på Østfronten.

På marchtur under slaget ved Masuren.

De største anstrengelser for soldaterne på østfronten var de evindelige marchture. Hvilket besvær det var for mandskaberne, kan man næsten ikke dannede evindelige marchture. Hvilket besvær  det var for mandskaberne, kan man næsten ikke danne sig en forestilling om, når man ikke selv har været med, og det er utroligt, hvad soldaterne kunne holde til.

Den 2. februar 1916 nåede vi fra den tidligste morgenstund og til middag kun femten kilometer frem. Vejene var så at sige  ufremkommelige. Trætte, som vi var, undte man os ikke noget hvil. Vi  måtte omgående stille os til rådighed som dækning for et  armékorps, som var under march, og det vil sige, at vi resten af dagen måtte stå på vagt for at forhindre, at de marcherende kolonner blev angrebet fra siderne.

Vi stod i en vælling af dyb ler. Vi sank i til langt op ad benene. Det var et frygteligt pløre, og vi måtte holde ud til klokken otte om aftenen, altsaa til langt efter, at det var blevet mørkt. Tro ikke, at der så blev en hvilepause! Nej, vi måtte omgående marchere videre og nåede  frem til en by, der hed Krambola. Her fik man fat i en civilperson, der skulle føre os ti kilometer frem.

Vejen var et frygteligt ælte, for her havde regiment efter regiment  marcheret, her havde et utal af vogne kørt. Det var bælgmørkt. Vi var beskidte til langt op ad benene. Af og til lå der store sten på vejen, Dem faldt man over. Så tændte man en lommelygte for at faa lidt oversigt over terrænet. Så blev der råbt og skreget: »Sluk lyset!« — Russerne var jo i nærheden.

Langsomt gik det fremad. Da vi havde passeret midnat, og klokken var blevet ét, opdagedes det, at civilisten var ved at narre os. Han  var lige ved at føre os over til russerne; men så kan det nok være, at han fik en omgang. Jeg har aldrig hørt nogen skrige og jamre så  grusomt, som her i den stille nat. For resten blev civilisten skudt tre dage senere, fordi han var ved at snige sig gennem den tyske forpostkæde på vej over til russerne.

Vi måtte nu marchere omkring ved tre kilometer tilbage, og først klokken tre om natten nåede vi vort bestemmelsessted. Her fik vi den sølle besked, at enhver måtte se at finde et sted, hvor han kunne  få tag over hovedet. I løbet af et øjeblik var hele kolonnen opløst  og forsvundet.

Jeg var sammen med nogle kammerater kommet ind i et hus. Vi havde fået de våde støvler af og var ved at skifte strømper — hvis man da var så heldig at være i besiddelse af et par ekstra strømper — da der kom ordre om, at vort kompagni straks skulle træde an igen for at marchere videre til den næste by.

Men kompagniet var jo nu fuldstændig opløst, og der var derfor kun få, der adlød befalingen. Ordren blev gentaget; men — vi blev, hvor vi var, og det var håbløst at tænke på, at kompagniet nu kunne samles. Ærlig talt syntes vi, at vi havde ydet tilstrækkeligt, og vi lagde os simpelthen til at sove, og det gjorde vi til langt op ad formiddagen.

Da vi vågnede, gjorde vi vel nok store øjne, for det viste sig, at vi lå lige lukt blandt en flok russiske soldater. De var lige så trætte, som vi. Deres befalingsmænd havde ikke kunnet få dem til at marchere videre. De havde smidt sig ned på gulvet og var omgående faldet i søvn.

Vor ankomst havde ikke forstyrret dem; men nu var de i en ubehagelig situation, for de var for få i forhold til os. Komme bort kunne de ikke. Det var for sent, og der var ikke andet at gøre for dem end at lade sig tage til fange.

Først om eftermiddagen klokken to blev kompagniet igen samlet, hvorefter vi omgående blev sat i gang med at bygge stillinger.  Russerne lå kun en kilometer borte, så vi havde travlt; men da aftenen var gået, og morgenen brød frem, opdagede vi, at alt vort arbejde havde været nytteløst, for russerne havde trukket sig tilbage, og — så gik det atter fremad på march på de  ufremkommelige og opløste veje, og atter blev der stillet umenneskelige krav til soldaternes udholdenhed.

DSK-årbøger, 1958

Krigens forløb

4. december 1914. “Tre hundrede meter foran os ligger franskmændene, og kuglerne fløjter ustandseligt om os.”

1 kommentar

Senest ændret den 14. marts 2016 20:58

Brev fra Kresten Andresen til sine forældre

Lassigny, 4-12-14

Kære forældre!

Nu har jeg ligget et døgn i skyttegraven; tre hundrede meter foran os ligger franskmændene, og kuglerne fløjter ustandseligt om os. Jeg kom hertil i går morges tidligt, inden det endnu var lyst. Det havde regnet, og der var et lerælte, som trodser enhver beskrivelse. Hver mand fik sit skydehul; bajonetten opplantet, sådan stod vi den først time.

I kan tro, jeg dukkede hovedet for hvert fløjt, der gik lige hen over, men værre ting stod for. Da det blev lyst, blev der kun stillet enkelte poster, resten skulde rense op i al det pløre. Da lød der med ét et huj og et skarpt knald over os; det var den første shrapnel; og den var tiltænkt os.

I de følgende timer blev der musik. Jeg var netop kommanderet hen med en trillebør til den nærmeste ruin for at hente sten til at lægge i bunden af graven; da kom der et forfærdeligt knald og et tryk; jeg vendte mig om og så en snes meter fra mig en sort kvalm af jord og sten sprøjte til vejrs. Feltwebelen stod og råbte, at vi skulde tilbage i dækning. Vi krøb ind i vore jordhuler. Det var også på høje tid. Granaterne sprang rundt om vor stilling. Men ingen blev såret. Ved middagstid tav de, og jeg åndede lettere. Men kort efter begyndte vort artilleri at give svar på tiltale, og det æggede franskmændene til at give os en omgang til.

Som jeg skriver dette, begynder bombardementet igen, og denne gang med en voldsomhed, som vist ikke i lange tider. Vi kom meget hurtigt i dækning, hvor da i det mindste shrapnellerne ikke kan gøre os noget.

Det var ikke morsomt; jeg lå på maven med ansigtet boret ned mellem to tornystre og lyttede efter, hvor de slog ned. Tit rystede vor hele hule ved lufttrykket. Vi hørte det jamre udenfor. To mand kom løbende og bad om husly; de turde ikke være længere, en granat have nær revet hele taget af.

Vi fik en lige ind i dæmningen; men det var en blindgænger. Da bombardementet havde varet i tre timer, hørte det endelig op – å, hvor det gav en lettelse; vi listede ud, for at se, om verden vel stod endnu. Der var kun en eneste såret af en granatsplint; han hed Petersen og var fra Nordslesvig.

Nu har de begyndt igen; men foreløbig gælder det byen bagved os. Den dejlige by er næsten helt skudt ned. Kirken ligger i ruiner, og de fleste folk er flygtet.

I må tro, vi længes alle sammen efter fred, og nu er det snart jul. Men glad er jeg, at jeg kom herned og ikke blev oppe ved Yserkanalen, for da er her vist et himmerige mod det helvede.

Vil I ikke sende mig en lille pakke med smør? Det er vist for sent at sende julepakker; men så kan jeg da altid få den til nytår. Jørgen Brag var lige henne at besøge mig efter uvejret; jeg skal hilse fra ham.

En kærlig hilsen til jer alle

fra jeres Kresten

Claus  Bundgård Christensen: “Krestens breve og dagbøger.” (2012)

Andresen, Kresten, Ullerup 02569H

Krigens forløb

21. oktober 1914. Jeppe Østergaard: “I to dage har vi været uden for kanonernes rækkevidde.”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 22. februar 2016 8:54

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Dagbogen 21.10. 1914.

Afmarch videre mod sydvest. Vejene opblødte og elendige. Vi passerer Skiernewice og 10 km videre i kvarter.

I to dage har vi været uden for kanonernes rækkevidde. Deres drøn høres som en fjern dundren, og det blinker om aftenen som kornmod. Det er velgørende.

1914-10-19 russisk artilleri
Russisk artilleri
Krigens forløb, Nyheder

18. oktober 1914. Hemming Skov på Østfronten: “Det gik jo nu den vej, hønsene skraber …”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 21. februar 2016 13:18

Af Allan Otto Wagner

176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i kampene om Warszawa.

Den 18. Oktober Kl. 4 Morgen traadtes an til en sidste Dyst imod Warszawa. Jeg opholdt mig den Dag i Nærheden af vor Sanitetsvogn, og der var meget at bestille, for der kom mange Saarede. Letsaarede kom krybende paa alle fire, en af vore Løjtnanter (Westphal) bragtes haardt saaret tilbage og døde kort efter.

Hen paa Eftermiddagen fik vi af en østrigsk Officer Besked om at køre tilbage. Vi betænkte os heller ikke længe, for nu saa vi Infanteriet komme løbende fra alle Hjørner og Kanter.

En af Kompagniets Tambourer, der var saaret ved Munden, fik jeg op paa min Vogn, og i fuld Fart kørte vi en Snes km tilbage og traf sammen med vore Feltkøkkener.

Vi hastede videre ad daarlige Veje, gjort endnu daarligere af de lange og tunge Artillerikolonner. Ud paa Aftenen blev jeg stikkende i en af disse Artilleriets Mudderhuller. Hestene var udasede, og hvor nødigt jeg end vilde, maatte jeg spænde fra og overnatte i Nærheden.

Her havde været Samleplads for Saarede, men af disse var de sidste ved at blive bragt væk. At blive her ret længe, var der sikkert ikke Raad til.

Men man fik ligesom lettere ved at fatte, hvorfor der altid stod saa mange Køretøjer tilbageladt af Russerne, naar de gik tilbage. Og skulde det nu mon blive din Lod?

Kammeraterne var over alle Bjerge, min Tambour sagde intet paa Grund af Saaret ved Munden, saa jeg maatte fundere over Tingene med mig selv. — Vanen sløvede; vi lagde os til at sove. Men ud paa Natten, vistnok til Held for os, blev vi purret ud af en Saniteter, der bemærkede, at der var Geværild i Nærheden.

Efter denne ”Bulletin” om Begivenhedernes Gang prøvede vi at slippe væk, og det lykkedes. I en By, i hvilken vi havde været før, (det gik jo nu den Vej, Hønsene skraber), traf vi Bagagen fra 1. Komp., der ligeledes var kørt fast og havde maattet overnatte. Efterhaanden blev der Samling paa Bagagen indenfor Bataillonen, og samlet fortsatte vi saa Tilbagetoget Dag og Nat ad usle Veje.

For ikke atter at blive hængende, ofrede jeg en Nat til en af disse ,,Artillerilöcher” et Par Sække løse Patroner, som jeg var blevet overlæsset med fra II. Batl. — Søvn og Hvile blev det smaat med, man sad og faldt i Søvn paa Bukken, og det hændte, at Tømmen slæbte under Vognen. Engang vaagnede jeg ved, at Hjælmen var trillet af Hovedet. Det gik som Regel godt, Hestene fulgte bare efter; dog kunde det hænde, at man med et Bump holdt stille i en Vejgrøft.

EasternFront1914b

Krigens forløb

12. september 1914. “Der var vist ikke længere nogen, der ikke fandt krigen ubehagelig!”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 5. februar 2016 9:49

Af Regiment 86’s historie:

Den 12. 9. hørte regimentet under Detachement Obernitz og havde således sammen med feltartilleri-regiment 45 til opgave at sikre 9. armékorps’ overgang over Aisne.

III bataljon gik i stilling foran Croutoy for at sikre regimentets afmarch.

Da melder kavaleriet om fremrykning af stærke fjendtlige infanterikolonner fra sydlig retning. Men samtidig med meldingen klasker allerede de første projektiler ind i landsbyen. De kom fra nogle lavninger syd og sydøst for Croutoy. III bataljon tager ildkampen op og holder den fremtrængende fjende fra livet.

I den ildkamp havde artilleri-regiment 45 svære tab af mennesker og navnlig af heste. Således måtte III bataljon bøde med 43 heste under forsøget med at frigøre sig for fjenden.

Endnu mere kritisk blev situationen for I bataljon. Den befandt sig på march fra Jaulzy til Vic sur Aisne, da den kommer under heftig infanteribeskydning til højre for de sydlige Aisne-højder. Straks deployeres 3. kompagni, og det besvarer ilden. Køretøjerne bøjer af til venstre for landevejen og galoperer tværs ind over markerne mod Vic.

De når landsbyen og kommer over broen uden tab, skønt denne ligger under heftig maskingeværild. Også denne bataljon når uden nævneværdige tab nordsiden af floden, hvor 2. kompagni allerede havde etableret en modtagestilling. Så sprængte pionererne broen. Snart efter stødte franske patruljer frem mod Aisne. Têten af II bataljon støder allerede foran Vic på den fjendtlige fortrop.

Bataljonen gør derfor omkring og når ved Attichy, 6 km syd for Vic ned ad floden lykkeligt over Aisne. Det samme gør regimentsstaben og III bataljon, efter at det var lykkedes dem at frigøre sig fra fjenden. Kun dele af 12. kompagni var under ildkampen blevet trængt tilbage i retning af Vic til I bataljon. Her fandt de broerne allerede sprængt. Hurtigt besluttede de sig til at kaste sig ud i Aisne, og svømmende under fjendtlig ild når de den anden bred. Først hen mod aften nåede de helt gennemvåde tilbage til deres bataljon.

Det var kritiske timer, regimentet havde gennemlevet, og alle åndede lettet op, da også broen ved Attichy sprang i luften. Beslutsomhed og rolig optræden havde været nødvendigt for at mandskab, vogne og kanoner kunne komme over. Roligt gemyt har jo Slesvig-Holsteneren. Således var det tilsyneladende helt nødvendigt, at der ved Aisne-broen skulle plyndres et æbletræ, mens fjendtlige projektiler allerede slog ned i trækronen og pionererne gjorde klar til sprængning.

Bataljonerne marcherede nu på nordbredden af Aisne mod nord endnu ledsaget af nogle franske granater og shrapnels. I bataljon fra Vic over Autréches op på højderne syd for Audignicourt, II og III bataljon samt maskingeværkompagniet fra Attichy over Moulin sous Touvent, hvis navn nu for første gang dukker op for regimentet, til Ticlet-Ferme.

1914-09-12

”Holdt! Gør front! Gå i stilling!” Tilbagetogsbevægelserne var nu slut. Almindelig lettelse. Følelsen at marchere med fjenden i ryggen blev efterhånden utålelig.

Regimentets nye stilling begyndte foran La Grange des Moines-Ferme syd for Audignicourt og forløb i sydøstlig retning indtil høj 151 1 km sydvest for Vassens. Den var ca. 8 km borte fra Aisne.

Trods bevidstheden om, at her skulle man blive, var situationen ikke besnærende. Det regnede i stride strømme, og den tunge, franske lerjord forvandledes til mudder. I de dybe dele af graven står der vand. På andre steder kryber folkene tæt sammen på bunden af graven og ryster af kulde og væde, mens andre står på vagt. Der var vist efterhånden ikke længere nogen, der ikke fandt krigen ubehagelig.

Krigens forløb

11. september 1914. “Bare dog regnen snart ville holde op.”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 4. december 2020 9:28

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86‘eren H.C. Brodersen fortæller:

Crontoy, den 11. September 1914.

Det har regnet lige siden den 9., og det regner stadig.

Til at begynde med, virkede det forfriskende, men nu har Kanonernes og Bagagevognenes opæltende Hjulbevægelser, Menneskers- og Hestefødders uendelige Trampen forvandlet Vejene til ét ufremkommeligt Pløre. Ved Vic-sur-Aisne skal Armékorpset over Aisnefloden, og vor Bataillon skal overtage Dækningen. I et Par Dage er store Troppemasser allerede gaaet igennem Byen Crontoy, hvor vi ligger og venter.

Bare dog Regnen snart vil holde op. Skorstensfejeren har anskaffet sig en Cylinderhat og en Paraply til Beskyttelse mod den alt for rigelige Væde. Mange har fulgt hans Eksempel og har hentet civilt Tøj ud fra Skabe i de af Beboerne forladte Huse, og med Overfrakker, Paraplyer, Slag og andet, som de alle har forsynet sig med, ser Kompagniet ud, som skulde de til Maskerade.

 

09 Marchkort til Moulin mindre