Senest ændret den 16. marts 2016 15:47
Af Allan Otto Wagner.
176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten
Tidlig om Morgenen d. 12. Dec. modtog vi paa fastende Hjerte den Befaling, vi frygtede mest af alle, den nemlig, at der skulde angribes. Vi skulde 200 m længere frem for at komme nærmere ind paa Fjenden. Vor Delingsfører laa allerede foran med to Mand. „Befaling er Befaling!”
Og vi sprang op i en Klump, men en Strøm af Maskingeværkugler hvæsede om vore Øren, og vi styrtede tilbage i Graven. En af mine Kammerater havde faaet et svagt Strejfskud paa den ene Kind, det var imidlertid ikke nok til et „Heimatschuss”; men derimod nok til at tage Varsel af. — Vi troede nemlig paa den Slags, og ofte nok havde man desværre noteret sig Varslets Fuldbyrdelse. Ogsaa nu sagde Kammeraten: „Für mich ist bald eine Kugel bestimmt!”
Ulykken lod i dette Tilfælde ikke vente længe paa sig. — Lidt efter kom Kompagniføreren, og vi maatte af Sted.
En haabløs Angstfølelse griber en, og man maa gøre sig haard og følelsesløs for at kunne holde ud til dette uophørlige Myrderi og for at faa Mod til at gaa Faren i Møde. Af Sted skal vi, og vi løber nu en for en for at vække mindst mulig Opsigt.
Den fastsatte Linie kan ikke naas i ét Spring, nogle Gange maa man kaste sig ned, og hver Gang der kom en hylende Salve oven over os fra vore Batterier, foretog man det næste Spring. Vi benyttede disse Øjeblikke, fordi vi vidste, at Russerne da tog Dækning og ikke skød.
Undervejs løb vi forbi mange saarede, som vaandede sig i Smerter; men her var foreløbig ikke Tid og Sted til at yde Hjælp; det vilde betyde den visse Død.
Under saadanne Forhold var vor lille Spade en saare vigtig Udrustningsgenstand. Liggende paa Maven arbejdes der i en Fart en lille Dynge Jord op foran Hovedet. Men der skal stærke Nerver til, og man ligger ikke ret længe ad Gangen, naar man ganske tæt foran sig ser, hvorledes Jorden sprøjter i Vejret af de nedslaaende Projektiler. Derfor søger man at naa den fastsatte Linie saa hurtigt som muligt.
Jeg naar den uden Mén og ligger nu skiftevis paa Maven og paa Ryggen og arbejder af al Kraft i denne Stilling for hurtigt at faa et Hul at putte mig ned i. Jeg ser Sidekammeraten sidde paa Knæene for bedre at kunne arbejde, og næppe har jeg faaet udtalt: „Menneske, du har en Skrue løs”, før Kammeraten ligger død ved min Side. Lidt bag ved mig ligger en anden Kammerat, som er saaret og ikke formaar at komme hverken frem eller tilbage.
Med disse Omgivelser for Øje er det alt andet end hyggeligt her, 100 m fra Russernes Stilling, og mange slipper ikke godt fra det. Jeg nøjes med en Kugle gennem mit Kogekar og yderligere en gennem mit Tornyster. Denne sidste havde været yderst nærgaaende, idet den havde hullet min Kappe under Tornysteret og var gaaet ud af Tornysterets ene Side. Med Hentydning hertil lød det fra Kammeraterne bagefter: „Kamerad, du hast Schwein gehabt!” —
Russerne blev overdænget med en frygtelig Artilleriild. Den ene Salve efter den anden kom hylende tæt over os; vi var lige ved at være i egen Artilleriild, idet enkelte eksploderede tæt foran os. Røg og Krudtslam blindede næsten vore Øjne. Et ødslende Tal af Granater slyngedes bort. Frygtelig Susen og Hylen blandes med ens nærmeste saarede Kammeraters Jamren. For Røg og den Mængde Jord der slynges op i Luften kan vi ikke se, hvor mange Fuldtræffere den russiske Skyttegrav har, men mange Granater udfører sikkert deres frygtelige Arbejde, og Døden holder sin Høst. — Det var et Skyttegravs-Helvede.
Vi fik os kun halvt nedgravet, før Russerne hist og her i Skyttegraven begyndte at stikke smaa hvide Flag i Vejret, og enkelte kom løbende med oprakte Arme over imod os i en Grøft.
Nogle holdt endnu Stand. Men da Tilbagevejen var spærret af brændende Huse fra Artilleri-Beskydningen, ligesom der ogsaa af samme Grund var spærret for Tilførsler af Reserver, blev der stadig stukket flere smaa hvide Pjalter i Vejret paa Bajonetspidserne. Trods disse Tegn paa Overgivelse blev vi — belært af dyrekøbt Erfaring — roligt liggende. Fra 100 m og nedefter var vi jo glimrende Skydeskiver, og Russerne var før faldet for denne Fristelse. Og da vort Artilleri stadig var i stort Kamphumør, var der ikke noget, der hastede, saa meget mere, som der nu viste sig aftagende Virksomhed fra Fjendens Artilleri, hvoraf vi nu formodede, at de forberedte Tilbagetoget. Det var Tegnet til, at Afgørelsen nærmede sig. Unægteligt var det rart for begge Parter at faa en Ende paa dette her. —
Afslutningen kom overvældende: som paa én Kommando myldrer Russerne op af Skyttegraven og løber over imod os med oprakte Arme. En Del af dem løb tilbage, de saas tydeligt mellem de brændende Huse.
Fangerne her var noget uensartet paaklædt, nogle var i høje, graahvide Pelshuer. Fangerne blev hurtigt ekspederet, og vi maatte af Sted fremad igen. Den lige forladte Russergrav, hvor der selvsagt raadede skrækkelige Tilstande med baade døde og døende, gjorde man bedst i at passere hurtigst muligt, hvis man vilde skaane sine Nerver.
Der skulde vist ryddes op i Russernes Reserver, men efterhaanden kom vi i Ild fra vort eget svære Artilleri, og vi beordredes lidt tilbage. I en lille By blev vi sat til at begrave store Stabler efterladt Artilleri-Ammunition. Bagefter maatte vi til at grave en forskriftsmæssig Skyttegrav med overdækket „Unterstand” og hvad dertil hører. Lysten til at gøre stort og ulasteligt Arbejde var ikke særlig stor; vi var ikke forvænt med lange Ophold og troede, at det snart gik videre. Graven blev færdig, og snart laa eller sad man i Skyttegravens „Bolig”.
Kampen var stilnet af, og Omgivelserne prægedes af Ro. Vi drømmer os tilbage til de rolige Dage foran Lodz. Vi ligger og tænker paa, hvad næste Dag vil bringe; da er det nemlig Søndag, og som oftest møder vi om Søndagen „dicke Luft”.
Kammeraterne kalder det for Søndagens „Skyttefest”. Et Par Timer i Nattens Løb ligger jeg sammen med to Kammerater foran paa Lyttepost, hvor jeg gentagne Gange maa prikke til dem med Bajonetten, fordi de vilde falde i Søvn. Det er her ikke just rart at vaage alene.
