Tag-arkiv: IR129

Ikke kategoriseret

11. marts 1918 – Mathias Damm: “… at Grænsen skulde flyttes, er der ikke store Udsigter”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 11.3.18.

Kære Veninde!
Allerførst min hjerteligste Tak for Dit Brev, som jeg har modtaget. Du kan tro, det glæder mig, hvergang jeg faar noget fra eder derhjemme. Du mener, det er svært, at holde Modet oppe. Ja, naar jeg ingen Postsager fik fra eder alle, i Kære derhjemme, da vilde Humøret snart være borte. Og derfor skal Du især have mange Tak, at Du saa flittigt skriver, skønt Du slet ikke kender mig. Det er altid en god Opmuntring. Du har vel nu Vin og Kringler tilgode for Dine Vintergækker, men Du faar jo vente, til jeg engang faar Lov, at komme hjem, saa skal Du komme og hente det. Vi sad netop og stredes igaar, om vel Vintergækkerne vare saa vidt derhjemme, saa de kom jo rigtig tilpas, kan Du jo nok forstaa.

Jeg vil nok tro, at der gaar mange nordfor Aaen og længes, lige saa meget som vi herude, og det vilde være gaaet mig ligesaa, tidt er det bleven mig sagt, vil Du virkelig atter sætte Dit Liv paa Spil, for noget Du ingen Interesse har for. Og jeg har saavidt maattet give dem Ret, men Nordslesvig er mit Hjemland, og naar jeg var gaaet, kunde jeg aldrig mere faa mit Hjem at se, det Hjem, som engang, naar Krigen er til Ende, i dobbelt Forstand skal blive mit eget Hjem, naar det maa forundes mig at vende hjem med sunde og hele Lemmer.

At det skal gaa i Opfyldelse, hvad saa mange hele Tiden har drømt og haabet, at Grænsen skulde flyttes, er der ikke store Udsigter til endnu og bliver heller ikke mere i denne Krig. Det er tidt svært nok, at man maa føie sig og lystre nogle Herrer, man intet har tilfælles med, men Haabet holder en oppe. Dag for Dag det samme Haab, at Krigen snart maa fåa en Ende, at man kan trække i en anden Trøie og vende hjem til eder, i Kære derhjemme. Saa vil Savn og Nød man har døiet, synes mindre slemt og vil tilsidst blive som en ond Drøm der er forbi. Dog mangen en vil savnes i de unges Flok, som aldrig mere vender tilbage. Dog de har Fred og for mangen en er Nøden ikke forbi om ogsaa Krigen er til Ende. Men Tiden læger alle Saar, og den der vil og kan arbeide, finder altid Beskæftigelse.

Du har vel ogsaa hørt fra Hans, at Orlov er spærret. Men til Sommers haaber jeg dog at komme paa Orlov. Haaber saa, at træffe Dig hjemme. Man skal vel ogsaa gratulere Dig til Din nye Værdighed som Tante! Moder skrev forleden at Din Broder og Svigerinde havde faaet en Søn.

den 17.3.18.
Jeg vil nu slutte mit Brev og sende det af kanske gaar det et par Dage længere end sædvanlig, men Hovedsagen Du faar det. Jeg er nu kommen lidt i frisk Luft og lever omtrent som et Menneske et par Dage. Det er det fineste Søndagsveir, som hjemme i Mai. Hvis Du vil komme i Aften, kan vi jo faa os en lille Spaseretur og en god Holdsnak. Haaber det ikke maa vare for længe inden faar Fred, saa vi kunne mødes hjemme i Nordslesvig. De venligste Hilsner sender Din Ven
Mathias Damm.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Ikke kategoriseret

5. marts 1918 – Mathias Damm: “… med Døden for Øie hvert Øieblik”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 5.3.18.

Kære Moder!
Mange Tak for Dit Brev fra den 23. som jeg endelig har modtaget. Det er alle Postsagerne fra en Dag, der mangler. Avisen og Pakken fra d. 16 er endnu ikke kommen og kommer vist heller ikke. Brevet har været ved 7. Comp.

Jeg vil nok tro at de ogsaa længes, som er i Fangenskab, men det maa dog være Guld imod dette her, hvor man slider og slæber, som om det gav 10 M Dagløn og saa endda med Døden for Øie hvert Øieblik, og hvad for en Død. Naar det saa endda var en ærlig Kugle, men Krigen nutildags er det rene Snigmord som aldrig før.

Du mener at R kommer vist ikke bort fra Rusland nu. Den Slags Krig gad jeg ogsaa være med til. Der kunde Fader gaa med Egestokken, som han før sagde. M.W. har de ingen Brug for der blot et godt Mundtøj, det er Hovedsagen, og saa et par gode Ben, at man kan holde ud. Det er jo det rene Væddeløb.

Vi have idag faaet 100 gr. Brød mere, hvorlænge det varer, ved jeg ikke. Nu mangler der kun 50 gr i fuld Portion (750 gr) Men derfor gør det intet, om Du har sendt Pakken. Mange Hilsner sendes eder alle af eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Ikke kategoriseret

17. februar 1918 – Mathias Damm: “… en, hvis Trøie kløede paa et par Steder”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

Søndag den 17.2.18.

Kære Moder!
Mange Tak for Dit Brev fra den 11. Du regner nok altid med en Uge (7 Dage). Vi ere 8 Dage her. Paa Tirsdag snører vi atter Randselen. Pakken Du skriver om har nok været 45. Den anden fik jeg den Morgen, vi vare kommen her om Aftenen.

Det jeg skrev om Stævnemøde har i nok ikke faaet Skovlen under. Der var en, hvis Trøie kløede paa et par Steder, især paa venstre Bryst og Kraven [lyst til medaljer/red.] og vilde hente et par Naboer, men vi skulde saa først se, hvor Posterne stod, og derfor gik vi i Patroullie. Men det hele blev bagefter intet til, og vi græd ikke.

Du skriver at Kortet er vist kommen med i et Brev fra Lørdag. Det sidste jeg har modtaget var dog fra den 8, mener jeg. I tre Dage har jeg dog intet faaet, men det kan i bedst se, om jeg har takket for det. Du skriver, at Kuverter koster 3 Pf. Jeg kan købe 5 Ark Papir og 5 Kuverter for 18 pf, men jeg har endnu 40 Ark af disse uden Kuverter, og Kuvert har jeg til 10. Men jeg bruger ogsaa en del Papir uden Kuvert til Pakker og naar jeg skriver 5-8 Sider. Men en 20 Kuvert kan jeg nok bruge lidt paa lang.

I kunne jo rigtig faa Bønnesuppe nu de ere ligesaa gode som Ærter. Naar vi blot havde nok af dem her. Men de ere jo ogsaa gode at sætte, saa i kunne faa noget at spise til Efteraar. Vi have her faaet Frost igjen, dog Solen skinner saa varmt at det er en Lyst. I Aften gaar jeg atter til Teater eller Variete-Forestilling, i Forgaars havde vi Foredrag og Lysbilleder. Det første brød der sig ingen om, forskellige snorkede dertil.

Stalden nede ved L.C. er da bleven bygget, mens jeg gik i Skole. A. Rosenberg har jo allerede boet der en 4-5 Aar. Naar han kunde sælge det andet, maatte han nok hellere se at blive det løs, skønt dumme Asener gives der jo nok af nutildags, som mener at naar de først fåar fat paa en Landeiendom ere de ovenpaa. Især dem der let er kommen ved lidt Penge, og intet har at spise. Nutildags gjælder det om at forlange for en Ting. Budet bliver altid givet i Forhold dertil. Den virkelige Værd er der ingen der ved mere.

Jeg skal nu afisted til Gudstjeneste. Derfor vil jeg til at holde op, kanske faar jeg imidletid Postsager og faar noget at tilføie. Jeg har lige afsendt en Pakke med noget i kunne bruge, naar i ingen Petroleum har (3,50 M) og for et par Siden afsendte jeg tre Kasser med mine Handsker og lidt andet. Skriv nu om i faar dem, og ligesaa den jeg afsendte første Dag her med Kasser og et par St. af ovennævnte. Der var intet fra eder idag. Jeg fik blot et par Blade fra Th P.

Præsten talte helt godt idag, men han havde det som vor gamle Præst, at han ikke rigtig kan faa det udtalt. Her finder man ellers mest den Slags som taler meget og mener lidt. Nu blot mange Hilsner til eder alle eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Krigens forløb

24. januar 1918 – Mathias Damm: “… chikanerer andres værgeløse Kvindfolk”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 24.1.18.
Kære Søster!
Mange Tak for Dit Brev som jeg modtog igaar. Jeg har det godt og er sund og rask. Ser at det gaar ligesaadan hjemme, at de store ser til, naar andre arbeider, og tilmed for dem.

Men som Du skriver, det er jo Krig, og hvad det angaar, saa arbeider man tidt for en, man hjemme vilde smide ud, naar man skulde arbeide. Men P.H. skal ikke undre sig, om han en skønne Dag faar Tak for al hans Venlighed med Krigskoner. Han er jo snart værre end “Fædrelandspartiet” og Storagrareme. Kanske han regner sig til de sidste, men tøv kun, nogen af os, som stadig er i Felten, kommer dog hjem, om ikke alle, og saa ved vi jo hvordan vi har at forholde os.

Jeg tænker Fader er af samme Mening. Han er i hvertfald ikke af førnævnte Parti. Mangen en af d’ Hr som nu spiller sig op og chikanerer andres værgeløse Kvindfolk, vil bittert komme til at angre det, de vil dog nok komme til den Erkendelse, hvor var jeg dog et stort Fæ.

Man har her lært at bruge Snuden kanske lidt mere end godt er, og naar man engang kommer godt hjem, saa rappler det, naar nogen vil puste sig op, saadan har man lært det, og hvad man lærer ved Prøisseme er mønsterværdigt!!!: For Eks. at spise hveranden Dag, Dörrgemüse og Sauerkraut. Det skulde i ogsaa gøre saa sparede i en mængde Flæsk og Kartofler o.s.v. Og naar i saa vasker jer en Gang i Ugen sparer i Sæbe. Naar eders Pjalter ere ubrugelige, venter i endnu i ¼ Aar inden i anskaffer ny, til Gengæld skriver i det op i en Notitsbog og naar nogen mener, at de ere for gamle, siger i blot at det er noteret. Imorgen er der atter Appel med daarlige Klæder. Dennegang fik jeg jo ingen Trøie, kan nu atter blive noteret for et par Maaneder. Jeg har den, jeg havde paa Orlov. Bukser fik jeg forleden og de var nye da jeg var paa Orlov.

Jeg fik Kort fra R idag, han mente nu først at faa Orlov til Foraarsarbeidet. De sidste, her kørte paa Orlov var kun 7 Dage undervejs. De har nok faaet Efterorlov. Nu er det helt spærret. Det gaar godt. Men Hovedsagen at man er sund og rask. Det bedste Barometer for tyk Luft er hvor tidt man kommer paa Orlov. Naar man taber ¾ af Komp. er det klart, at man kommer før paa Orlov. H. Kallesen mener jo ogsaa snart at faa Orlov igjen. I overmorgen reiser vi atter ud igjen, eller rettere ned. Du ved nok hvorhen, jeg troer nok det gaar den Vei til Helvede!

Her er i Aften Ballade. I Eftermiddag blev Liebesgaben fordelt, de skulde være til Jul, men kom den Dag vi gik i Stilling efter Nytaar. Hver Mand fik et Nummer. Jeg fik saa en (en af de Bedste) Pakke med 6 Papirshaandtørklæder, en Notitsbog, Koperstiften, jeg skriver med, et lille St. Sæbe, en Bønnebog-(Kløver Knægt og Sorte Pær) der er god til at spille Skat med, 10 Feltpostbreve til at skrive til mine mange Kærester, et Lommespeil med Skægbørste og do. Kam. Jeg har jo ogsaa et vældigt Skæg, 7½ Dun i 11¾ Rade!!! Saa var der et par Nummere tilovers. De blev saa given til den, der kunde gøre en bestemt Gymnastikøvelse, og hvad et par andre kunne kan jeg ogsaa, og saa fik jeg en Pakke Tobak-”Ersatz” som jeg forærede bort, en Tandbørste med tilhørende Tandpulver, som jeg solgte og en halv Snes Cigaretter. Andre fik lignende, et par Papirs Hængsler eller en Lommekniv, andre Mundharmonikaer, og de ere nu alle i Gang, saa man kan godt gaa hen og blive nærvøs og tummelumsk. Skade at man er det i Forveien. Ellers havde de da havt noget ud af deres Musik.

Vi har faaet en god Formaning om at se at fange et par Naboer, thi vi skulle dog være Uge saa gode som andre, saa faar man Orlov og Belønning o.s.v. Men vi mener, at naar blot vor Nabo ikke fanger os, er alting godt. Rasmus mener jo at han snart kommer herover. Det er jo meget tænkelig. Hvad skal en Kriger gøre, hvor der ingen Krig er, han kunde jo gæme gaa hen og gaa i Hundene af Sorg over, at han ikke kan leve sit vante Liv og skyde sine Medmennesker. Imorgen er der Kino her. Jeg er jo naturligvis ogsaa blandt dem, der er saa dum at gaa hen, det koster 30 pf. Forleden fik vi hver et Pund Kunsthonning, Vi Pund Sukker og Vi Pakke Keks for 1 M. og nu lige ½ l Øl (25 pf). Ja, vi lever som “gott in Frankreich” som Tyskerne siger. Men jeg troer dog at vi løb hjem, om det skulde være i bare Ben og Skjorte, naar de gav os Lov at stikke af. Forleden fik jeg forresten ogsaa et Pund Pølse for 5 M. Her sparer jeg ikke mange Penge, men de slaar godt til.

Jeg sendte R en rød en i Julen i et Blad, og lagde en Seddel ved. Nu skrev han at det var et Under at hans Kamerater ikke havde brugt dem til noget ekstra noget bagfra, thi han lagde altid Bladene paa Hylden og fik dem tidt ikke læst, far de var væk. Sedlen maa han ikke have fundet. Naa, godt at han fik den, ellers havde jeg dog ærgret mig over det Kludderhoved.

De ryger og smøger her, saa jeg er ved at faa Hovedpine. Det er ogsaa nogle rigtige Giftstængler nutildags. Den Pakke “Ersatz” jeg havde var lutter Hummel, som Du før brugte til Øl. Saa, nu faar Du nøies med dette. Hvis Du bliver træt inden Du er færdig, kan Du jo læse det andet en anden Dag. Jeg vil nu slutte med mange Hilsner til eder alle. Din Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Ikke kategoriseret

5. januar 1918 – Mathias Damm: “… naar man kravlede 14-16 m i Jorden”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I efteråret 1917 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 5. Januar 18.
Kære Moder!
Mange Tak for Pakkerne fra d 27 og Kort fra den 28-29, som jeg modtog i Aftes. Jeg har det stadig godt hernede i Frankrig. Hjemme hos eder vilde man nok drukne, naar man kravlede 14-16 m i Jorden ved Juletid, og her er det snart for tørt. Thi Læberne revner, naar man sover 6 Timer ved en opvarmet Kakkelovn. Luften er for tør, og det hjælper kun lidt om man stiller Vand paa Kakkelovnen, for at det skal dampe. Men godt at det aldrig er saa slemt som naar Læberne revner af Kulde. Naar man her staar to Timer paa Post, er de atter hele. Det er her rigtig Vinter. Det fryser, saa det knager, men i Rusland er det vist værre. Men der behøver der jo ikke at staa saamange Poster nu.

At Guste ikke hører fra Mathias undrer mig slet ikke, thi der er der ikke Orden for en rød Øre mere. Derfor er det intet Under, at Postsageme gaar tabt. Hovedsagen er at Fangerne i det hele har det bedre nu, og de bliver nok allerede saa langsomt samlede til Udveksling, baade her og i Rusland. Er Stephan endnu hos Onkels? Her er de alle borte nu, som her har arbeidet i Etappen. Gid de andre Magter ogsaa vilde besinde sig, men de ere ligesaa Stædige som før. Nu blot mange Hilsner til eder alle eders
Mathias.

Her er nu et Billede til C. F. og H. saa kunne de jo brænde dem med Manden fra sidste Krigslaan som Rasmus udtrykte sig.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Ikke kategoriseret

28. december 1917 – Mathias Damm: “Parademarsch ved Maaneskin”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I efteråret 1917 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

Fredag den 28.12.17.

Kære Moder og Sødskende!
Mange Tak for et Brev fra den 20 og et Kort fra den 22. Jeg har det godt og er sund og rask. I Aftes havde vi Julefest. Vi fik hver ½ Pund Pølse, en Æske Delikatesse Ost, et Æble, 2 Cigarer og 20 Cigaretter, desuden 2 l Øl. Det var for 5 Mark. Tilsidst lavede vi en Parademarsch ved Maaneskin med Kogepotten og Drikkebæger i Haanden og Musik dertil. Om det nogensinde har set sin Lige i det prøissiske Militærs Historie, tvivler jeg om, da vi ikke engang havde Kobbel om eller Bøsse med. Men det klappede trods det.

Jeg kan ikke forstaa, hvordan Rasmus bærer sig ad med sine Strømper. De bedste jeg havde med paa Orlov, (de ere med nu fra Beutedepot) har jeg ikke brugt siden, To Par har jeg i Brug og et par venter paa “Ersatz” med et militærisk Udtryk. Man skal altid aflevere et par gamle for at faa ny. Desuden har jeg et par Fodlapper af et Dækken i Brug og et par i Reserve. Hvis jeg ingen havde lavede jeg Radav og naar det ikke hjalp, saa meldte jeg mig syg. Jeg gad dog vide, om jeg ingen fik. Jeg kan ikke forstaa det, thi han har da ellers aldrig været tabt bag af en Vogn.

Smergellerred har jeg nok af foreløbig. Havde snart haabet at faa Pakker idag, men pyt. Der maa endnu komme 4 i det hele, naar de ikke er fløiten, men den fra Anne har jeg snart opgivet Haabet om at faa. Haaber ogsaa vor kære Fader snart maa komme hjem, for os er der dog ingen Slut at se og vi kunne nok ogsaa bedre end han.

Her har vi ogsaa en god Stilling, og naar man blot ikke sluger Gas, er man efter menneskelig Beregning temmelig sikker. Med Gassen skal man passe paa. Frans skyder snart mere med Gas end med Sprænggranater. Jeg skal nu have lidt malet til R og her er der forresten ikke meget at fortælle om. Barakken er bedre end de andre vi har gjort Bekendtskab med her paa Egnen. Efter Nytaar gaar vi atter i Jorden 14 Dage.

Haaber i alle derhjemme har det godt og at Krigen snart maa faa en Ende, saa F ikke behøver at gøre Bekendtskab med den Slags Boliger, inden han har aflagt sine Drengebukser. Foreløbig er der heller ingen Fare, da de jo nu har en Mængde Tropper tilovers i Rusland og Italien, og Rumænien ogsaa. Slutter nu med mange Hilsner og Ønsker om et godt Nytaar eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Ikke kategoriseret

23. december 1917 – Mathias Damm: “mærker … at man ikke alle Dage har talt tysk”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I efteråret 1917 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

Søndag den 23.12.17.
Kære Moder og Sødskende!
Allerførst mange Tak for Brev fra den 17 og Kort fra den 15. Jeg har det godt og ved fint Mod. Haaber det nu maa være sidste Gang jeg feirer Jul i Fjendens Land. Sidste Aar haabede jeg det samme, men det skulde ikke være saa. Dog hvor meget er der ikke forandret siden den Tid.

Sidste Aar var vi i Rohsestillingen, og Mineslugten og “Teufelsberg” rystede af Minemes Drønen og Bragen. Dengang vilde Panje spille Mesteren, men 3/4 Aar senere maatte han rykke, da havde han hørt andre Miner og Granater brage og Bjærget havde for sidste Gang gjort sit Navn Ære. Det var en uhyggelig Morgenstund, og hvad man da oplevede i et par Timer, lader sig ikke beskrive paa et Ark Papir.

Og nu er der Fred paa Østfronten og Rasmus kan gaa med den Vished at ingen hylende Granat eller Mine vil forstyrre hans Julefred og Ro. Maatte dog dette blive Begyndelsen til Freden og de andre Lande snart følge efter. Naar det Julen over bliver ligesaa rolig som nu, maa jeg ikke klage. Og Franskmanden feirer jo Jul sammen med os, saa det gaar jo ogsaa ud paa han selv, naar han laver Radav.

Haaber ogsaa at i derhjemme maa kunne feire en efter Omstændighederne glædelig Jul. At i tænke paa os herude, det ved jeg, men vi ere jo nu vant til det, og saa gaar det nok. Jeg kan slet ikke forestille mig, at det imorgen skal være Jul. Her mærker man intet til at der er næraf. Men anden Juledag kommer vi atter ud i Verden, og saa feire vi Jul den 28.

Jeg har nu i nogle Dage ingen Pakker faaet. Haaber nu atter at faa imorgen. Der mangler en fra Anne B. men den kan jo komme endnu.

Det vil vist ogsaa blive en trist for Tante Martine, naar hun da ikke faar Efterretning at Onkel er i Fangenskab. Hun skriver ogsaa at Uvis er skrækkelig, og det vil jeg nok tro, men man kan jo kun haabe det bedste. Og der er dog stor Sandsynlighed for at han er i Fangenskab.

Mon Fader faar sin Pakke til Jul, ellers bliver han da helt skuffet. Det bedste var om de snart vilde jage ham hjem Udsigterne ere da bedre nu, efter min Mening. For ham er det jo ogsaa tredie Gang han maa feire den saa langt borte. Men han da vist kunnet faa sig en Holdsnak paa Dansk hvert Aar, jeg har maattet plapre tysk og ved saadanne Ledigheder mærker man det mest at man ikke alle Dage har talt tysk.

Haaber nu at vi næste Aar maa kunne feire Jul alle med hverandre hjemme hos eder i kære i Fryd og Glæde, og om ogsaa noget af det fine Julekager o.s.v. mangler. Det vil ikke savnes, man har lært at være nøisom. Og nu, i Kære, ønskes eder alle et godt Nytaar og mange Hilsner sender eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Ikke kategoriseret

16. december 1917 – Mathias Damm: “… sætte Bøssen i Krogen.”

1 kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I efteråret 1917 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 16.12.17.

Kære Moder!
Mange Tak for to Kort fra 8-10. C skrev forleden at Onkel var “vermischt” [sammenblandet/red.], det kan jo være muligt, men i hvertfald er han ogsaa savnet (vermisst).

At R[usserne] ogsaa bliver flyttet behøver i ikke at være bange for, thi saasnart der er Vaabenstilstand maa de ikke flytte en Mand fra Pletten, foreløbig ikke engang i Hvil. Gid denne Vaabenstilstand maatte blive Begyndelsen til Freden, saa vi til Foraar, ogsaa kunde sætte Bøssen i Krogen.

Jeg har det godt og haaber ogsaa i har. Kanske Fader nu snart kommer hjem. Nu er Udsigterne bedre. Mange Hilsner sendes eder med Ønsker om en glædelig Jul eders
Mathias

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Krigens forløb

12. december 1917 – Mathias Damm: “… lidt til at pudse Kæresten med.”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I efteråret 1917 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 12 December.

Kære Moder!
Mange Tak for Pakke 30 fra d 29. og to Kort fra 5-6. som jeg modtog idag. Jeg boer for Tiden 10 M under Jorden, men har nu vovet mig op hvor solen skinner, for at skrive. Det er slet ikke værre her end i Rusland, blot lidt mere bumseri.

Jeg fik ogsaa en Pakke med Julekager “Afsender Pastorat Beftof’ men det var vist en Konfirmand der havde skreven den indlagte Hilsen. Nu er jeg nok nødt til at skrive, da der tilmed laa et Kort ved.

Kan i ikke sende mig lidt til at pudse Kæresten [hans gevær/red.] med. Af det fine helst, og send en Lap i et Brev straks. Naar jeg kommer op i Verden igjen, skriver jeg bedre og mere foreløbig agerer jeg Muldvarp, men det er slet ikke daarlig.

Mange Hilsner sender eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Ikke kategoriseret

2. december 1917 – Mathias Damm: “Franskmanden spiller op til Dans hver Aften”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I efteråret 1917 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

Søndag den 2 Dec 17.

Kære Moder!
Mange Tak for Pakke 28 og et Brev fra den 26 som jeg modtog igaar. Ser at i have faaet Pakken med Jærnkorset. Det sendte jeg med en, der reiste paa Orlov. Det er her meget koldt og Storm idag. Og vor Barakker er utædt, saa det er lidt koldt, thi vi have jo heller ikke saa meget at fyre med som i Rusland. Pakken jeg skrev om har nok været fra Klautoft. Saa det behøver ingen at bryde Hovedet med mere. Naar Du har det, kære Moder, maa Du nok sende mig en Pakke uden No. engang imellem. Thi nu er det lidt knap især da det er koldt og man er den hele Dag i Bevægelse. Og saa tidt det er lidt tørret regner det, saa man ælter rundt i Kridt og Kalk, saa det er en Lyst. Jeg kan foreløbig ikke forstaa hvordan Champagnevinen har faaet sit Navn, thi den er sikkerlig ikke af Kridt og Kalk.

At jeg er bleven tykhovedet, er ikke saa, saadanne moderne Udtryk har jeg ikke hørt i Rusland og ialfald ikke paa Dansk.

Jeg er idag bleven mønstret, eller rettere mine Pjalter, om de vare værdige til at ombyttes mod ny. Nutildags bliver man forestillet for den ene Beklædningskommission efter den anden, inden man kan faa en ny Klædning. Jeg har endnu den samme som i Sommer og Trøien har jeg snart 1 Vi Aar. Haaber nu snart at faa nye. Det gøres ogsaa nødig. Det ere koldt med saadanne opslidte Pjalter og lappe kan man hver Dag.

Franskmanden spiller op til Dans hver Aften omkring KJ 5. Det varer saa en ‘A – Vi Time, saa er det atter rolig, vore gør naturligvis ligesaa, og saa hører det sig bagfra ud, som om det var meget værre. Vi ere jo et godt Stykke bagved Fronten. Vi øve, nogle med M.G. jeg ved min gamle Trop og s.v. hele Kompagniet er snart afkommanderet. Jeg faar minsandten kolde Fingre herved. Saa jeg maa hellere holde op. Derfor mange Hilsner til eder alle fra eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Ikke kategoriseret

13. november 1917 – Mathias Damm: “Vi havde histovre ikke saa daarlige Hytter til V.C.”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i begyndelsen af november 1917 blev forlagt fra øst- til vestfronten.

den 13 Nov 17.

Kære Moder!
Blot en Hilsen. Jeg er nu allerede to Dage her, men Kompagniet er endnu ikke kommen. Det er her omtrent det samme Billede som i Kurland, forsømte Marker lige som der. Det er ogsaa temmelig rolig og ikke at mærke, at det her har været et saa brændende Punkt for 5-6 Maaneder siden. Det har i Nat trosset meget stærkt saa jeg maatte op og til at fyre. Vore Hytter ere af Pap, saa Væggene ere ikke tykke. Vi havde histovre ikke saa daarlige Hytter til V.C. De ville jo gøre store Øine, naar de ser disse Kvarterer. De kommer vistnok idag, kanske jeg saa ogsaa faar Postsager. Jeg er ved at koge Bønner til Middag. Men det bliver nok vanskelig, at jeg faar dem færdig til sædvanlig Middagstid, men nu Dagen er jo ogsaa 1½ Time bag Dagen i Rusland, og saa kunne vi jo spise Kl 1½ istedetfor. Jeg vil nu straks se om jeg kan faa det afsted. Derfor lev vel og paa Gjensyn eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Ikke kategoriseret

26. oktober 1917 – Mathias Damm: “blot Gryden paa Hovedet …”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

Fredag den 26 Okt. 17.

Kære Moder og Sødskende!
Mange Tak for et Kort fra d 19 og Pakken med Saksen, som jeg har modtaget. Den er netop som jeg ønskede den. Ser af Kortet, at i har faaet Kasserne med Sæben, naar jeg den Dag havde været saa klog, som nu, havde jeg slæbt mere med. Jeg havde en Kiste med ca 100 Pund i, men tog kun et Stykke, som jeg lige kunde stoppe i den ene Trøilomme, og deraf har i faaet den største Part. Jeg havde jo ingen Tornyster eller lige, hvor jeg kunde stoppe det i, En Lomme var jeg nødt til at bruge til Patroner, da vi gik i Kamp ligesaa let udrustet som til Dans, blot Gryden paa Hovedet, Remmen med Dolk og Sidegevær om Livet og Karabiner. Men hvad, Hovedsagen er at jeg er rask og om i ogsaa nok havde kunnet bruge det. I har jo klaret jer saa længe og maa ogsaa herefter skønt jeg troer nok, det er rigtig god Sæbe. Det er i alfald ikke Cement.

Ser ogsaa af Kortet, at Roerne ere nogenlunde. Det er da glædeligt, saa har i da noget godt at fodre med. Vi har ogsaa Roer her. I sidste Uge fik vi tre Dage som Drøelse i Maden. Det smagte godt og Maden var desto tykkere. Nu i Efteraaret, saalænge de ere friske ere de slet ikke at foragte. Mangen en var glad, naar de blot havde nogle, og de ere jo gode nok.

Jeg har i den sidste Tid havt nok at bestille med til alle og enhver at besvare det Spørgsmaal, om jeg vilde gøre ligesom Hr. N. Høeg, og tage mig en tysk Pige med hjem, eller en polsk, eller slet ingen. De alt for nysgerrige har faaet den Besked, at jeg vilde tage mig en af dem, der averterede om en Mand i Berliner Tageblatt, thi den Maade, at blive Gift paa er moderne, og saa kunde Nis prøve om han kan stikke dem. Jeg fik Brev fra Rasmus forleden, han mente at for os passede en Pige bedst som kan lappe Bukser og stoppe Strømper og koge Grød, Kaal og Ærter paa Flæsk. Jeg troer ogsaa nok han har ret.

Det er idag lidt Svineri og regner imellem Vi har gjort vort Arbeide i Formiddag og kan saa lægge os paa den lade side. De andre snorker. Natten er jo ogsaa meget kort, fra 4 Eftm – 6 Morgen er der ingen Mennesker der faar fornuftig udsovet, bedre naar man har fra 12 Middag til næste Morgen 6, med en halv Times afbrydelse til at spise i. I skulle nu ikke sørge for mig af den Grund, jeg holder det nok ud, Briksen er blot lidt haard, men det gaar nok. Mange Hilsner til eder alle fra eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Krigens forløb

22. oktober 1917 – Mathias Damm: Far har været soldat længe nok som 47-årig.

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 22 Okt. 17.

Kære Moder!
Mange Tak for Pakke 20 og et Kort fra den 16. Jeg har idag Stuetjeneste og god Tid til at skrive. Det er lidt koldt idag, men det er ogsaa snart November og det er jo ved den Tid det bliver koldt. Vi have nu faaet et Dækken mere og Trøier faar vi nok ogsaa snart. Det er jo ærgeligt at Rasmus ikke faar sine Pakker, mine kommer nu temmelig godt igjen, og det er glædelig. Der er intet der kan ærgre mig mere, end naar de ikke kommer.

I har vel faaet mit Kort fra igaar. Jeg fik jo Jærnkorset igaar Middags. Det var jo en Maaned siden Angrebet og det er jo ogsaa netop 8 Aar siden Søster Anne blev begravet. Hvor dog Tiden gaar rask. For to Aar siden kom jeg fra Augustow til Suwalki og for et Aar siden kom vi fra Ykskyll herop. Gid jeg nu til næste Aar maa være hjemme, men Udsigterne ere foreløbig ikke gode.

Dog en Gang maa det dog komme, da Fredens Klokker ringe og vi kunne sætte Bøssen væk og gaa hjem. Hvor vil der blive glæde den Dag. Dog saa mangen en vil ikke vende tilbage mere, han har forlængst Ro i fremmed Jord. Han behøver ikke at gaa og ængste sig eller slide og slæbe mere. Hans Vagt er forbi. Og desværre alt for mange unge Mænd er bleven derude, de vil savnes over alt.

Naar blot Fader blev hjempermitteret engang i Vinter. Saa han kunde hjælpe til Foraaret. Han har været Soldat længe nok. 2 Aar maa være nok for en 47-aarig Familiefader. Jeg skal nu efter Middag. Derfor mange Hilsner fra eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Krigens forløb

18. oktober 1917 – Mathias Damm: “Du maa ikke tro, kære Moder, at jeg skal gøre nogen Fortræd uden at det er nødvendig.”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 18. Oktober 17.

Kære Moder og Sødskende!
Mange Tak for Brevet fra d 12 og Søsters Kort fra den 11. Jeg har det stadig godt, blot Tandpine som sædvanlig. Jeg gad nok vide hvorfor jeg den 4 har skreven i stor Hast, kanske har vi lige skullet afsted efter Middag, eller jeg har- havt Tandpine og skidt Humør. Thi de to Ting følges gjæme ad.

Du maa ikke tro, kære Moder, at jeg skal gøre nogen Fortræd uden at det er nødvendig. Dertil er jeg da for længe Soldat, at jeg af Overmod for at vise mig skal skyde en ned, som jeg saa en gøre. Det Bæst havde nær gjort mig ulykkelig med. Jeg kunde blot smøre Haser om Hjørnet, saalænge Haandgranaten var kreperet. Du kan slet ikke sætte Dig ind i saadanne Forhold, om jeg ogsaa vilde forklare Dig det. For det først skal man tænke paa sig selv og for det andet paa Kameraterne. Det nytter kun lidt at jeg bjærger mig og de faar “Dunst”.

Naar vi med de par Mand Stosstrup (500) skal jage 30-35.000 Mand i Flugt og bringe dem i Forvirring, kan det ikke gaa skaansomt til og jo mere de taber Besindelsen, desto lettere har de andre at tage dem til Fange og følge med. Og at det gik godt ses deraf at vi paa den lille Plet tog over 4000 Fanger, mens de ved Riga kun tog 5500. Vi hentede dem alle ud af deres Unterstande og at det ikke altid kan klares med Ord, er en Selvfølge. Dog har, jeg saavidt muligt blot skræmmet dem.

Enhver Befaling maa man ogsaa udføre. Naar de løber bort, maa man ogsaa skyde. Ellers kommer de atter i Tanker om at værge sig, og hvordan gjorde de i Galizien? Og paa Teufelsberg ligesaa, blot de saa en Hjelm gik det løs, og vi lod dem løbe blot de ikke kom os for nær. Jeg gad nok vide hvordan Du mener det med den ekstra Dag til at slaas? Det gaar over min Forstand.

Jeg har vel atter skreven Din adresse paa et Kort til Anna B. Det maa vel komme af at det er til Gøtterup begge. Jeg har idag atter været henne at felde Træer og da jeg har Dagværket gjort, har jeg fri i Eftermiddag. Her lever man forresten ikke daarlig, naar man blot havde havt den gode Forpleining fra forrige Maaned. Vi faar jo nu kun 600 Gr. Brød igjen imod i 750 i Sept og 500 i Sommer.

Jeg takker ogsaa mange Gang for Pakke 19, det havde jeg nær glemt. Den var god og velbeholden. Hvad var der i 14. Da Du havde ekstra Brugsanvisning ilagt? Du kan hilse Cathrine at det skidt Billede var ikke værd at takke saa mange Gange for. Men naar jeg engang faar nogle bedre faar hun et andet, og de andre to Hr. Forvalteren og Røgteren ogsaa. Jeg har ogsaa sendt Ret af de første (af de andre ogsaa) han mente det var en fra 1870 eller fra sidste Krigslaan (Blecht uns siegen), der formanede til Fred. Jeg vil nu have skreven til Anna, jeg skal saa passe paa ikke at forveksle adresserne. Saa driller hun mig endnu mere. Godt at jeg ikke er i Nærheden. Mange Hilsner sendes eder alle af eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Ikke kategoriseret

16. oktober 1917 – Mathias Damm: “Da fik Panja alle de Klø”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 16. Okt. 1917.

Kære Fader!
Mange Tak for Dit Kort, Jeg har det stadig godt. At Du troer, det er slemt her, kan jeg nok forstaa. Det var kun en Dag (d 21). Da fik Panje [russerne, red.] alle de Klø der var ham tiltænkt. Han er nu paa den anden Side Floden og har i de sidste Dage atter faaet et par Sping-bum Kanoner. Vi tog jo 70 fra ham, den Dag. Stosstrup har jo ogsaa faaet en Del Jæmkors derfor, men jeg maa jo ikke have et fortjent. Kanske man skal blive 4 Ugers Rekrut en Gang til, inden man faar det. Naa, Hovedsagen at jeg er rask.
Mange Hilsner Din Søn.

den 16. Okt. 17.
Kære Moder!
Mange Tak for et Kort fra den 9. Jeg har det stadig godt, og er sund og rask. Jeg har blot et tyk Øie, af at jeg slog mig selv i Hovedet med en Gren, da jeg fældede Træer idag. Men det gaar nok over, jeg kan blot ikke se, da det er det høire og med det venstre har jeg aldrig kunnet se rigtig. Jeg havde ogsaa Kort fra Fader forleden. Han skrev det var koldt paa Vagt. Hvad jeg gærne vil tro. Nu mange Hilsner til eder alle og Naboer og Bekjendte fra eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Ikke kategoriseret

14. oktober 1917 – Mathias Damm: ” Forleden søgte de Folk til Tyrkiet”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

Søndag den 14. Oktober 17.

Kære Søster!
Mange Tak for Dit Kort. Jeg modtog igaar. Jeg har det stadig, men en saadan deilig Søndag morgen længes jeg dog efter Hjemmet. Gid det maatte faa en Ende med dette Myrderi inden Foraar. Jeg er led paa det hele, og især her ved dette Regiment. Forleden søgte de Folk til Tyrkiet. Jeg havde den største Lyst til at melde mig, men saa var Moder vist bleven ulykkelig, skønt man kan ligesaa godt blive truffen her som der, og her har jeg længst havt Næsen fuld, skønt det ikke er ringere end ved 3 Komp. Til Stosstrup er man god, men bagefter vide de ikke, om man overhovedet eksisterer.

Nu faar vi atter, som jeg nok kunde tænke mig, mindre Brød. Nu har de jo ogsaa faaet, hvad de vilde og saa lønner det sig ikke at fede os. Jeg har i de sidste 14 Dage havt godt med en lille Pose Mel (2/4 Pund) som jeg fik at købe ved Komp. Jeg har bagt Pandekager og rørt noget i Maden, naar den var for tynd og kogt det op, saa det sommetider kunde gøres nødig at have en Spedspade til at skære af med, men det staar da i alfald i Maven. Nu er det ogsaa snart opbrugt.

Der er idag Gudstjeneste. Jeg har snart Angst at gaa hen, thi jeg har Gigt i Hovedet og Tænderne, og naar man kommer derhen og staa i Blæsten, bliver det vist helt forrykt. Det gaar vist saadan, at man bliver tandløs som en Oldemoder fra 1870 inden man engang kommer hjem. Jeg har nu faaet tre ud det sidste Aar. Og der gaar vist en mere i Vinter. Den begynder at gaa itu.

Solen skinner ellers saa deilig idag, men her er det en snart ligegyldig, blot det er godt Veir naar man arbeider. Man ved snart ikke, hvad man skal drive den lange Søndag hen med. Maatte dette elendige Myrderi dog snart faa en Ende. Saa vidste man da, hvad man skulde fordrive en Søndag med. Jeg kan ikke forstaa at nogle kunne være saa dumme at blive ved Militæret. Jeg kunde gøre Luftsving til Maanen, den Dag jeg kan hugge af. Jeg ynker heller ingen, som er falden 14. Heller ikke C.S. Han har da Ro. Hvad har jeg ud af de 2lA Aars Slæb og Fam. Dengang havde jeg ordentlige Klæder, nu har jeg Pjalter og Panjestøvler. Det er det hele. Dengang var man heller ikke saa led paa det hele, thi jeg skulde jo dog spille Soldat. Nu gaar man her og slider i 2 1/4  Aar og Sundheden og de bedste Ungdomsaar er borte og man har intet havt deraf. Man har blot set en Hob af Elendighed og Uretfærdighed, Og saa skal man endnu have Lyst til at slaas. Nu har jeg vrøvlet nok dennegang.

Mange Hilsner sendes eder alle derhjemme af Din Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

Ikke kategoriseret

11. oktober 1917 – Mathias Damm: “Det om Understøttelserne er vel mere sandsynlig”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 11 Okt 17.

Kære Moder!
Mange Tak for et Brev fra d 4 og Pakke 17 som jeg har modtaget. Jeg har været ved Tandlægen og faaet en Tand udtrukket. Derfor har jeg ikke faaet skreven i et par Dage. Den havde kvælet mig i 14 Dage nu. Saa jeg havde rigtig Nenne til den. Det er ellers en lang Vei nu, slank væk 6 Timer, og det er vist sjælden nogen gaar saa rask som jeg. Jeg har jo nu ogsaa faaet de gamle Stillinger at se ved samme Ledighed, hvad jeg ønskede mig. Men hvordan det ser ud, vil jeg ikke skildre jer.

Jeg fandt ogsaa en Kamerats (fra 3 Comp) Grav, han var indtil Dato “vermisst”. Og saa er hans Grav endda ved Siden af Veien. Hvem der har begravet ham er jo ikke godt at vide, men nogle Fæhoveder maa det da være. Det kunde aldrig falde mig ind at begrave en, uden at gøre Melding derom.

Jeg har læst det om Aargangen 69-70. Det maa komme alle tilgode, naar det bliver gjennemført. Af de to Aargange er der ingen mere i Fronten. Men det er jo endnu et Spørgsmaal, om det bliver til noget. Det om Understøttelserne er vel mere sandsynlig, og kommer naturligvis for alle. Det er jo ogsaa i Gange at vi skulle faa mere Lønning. Saa faar jeg jo 40 Prosent = 2,12 M. mere. Fader og R foreløbig 20 Prosent eller 1,06 M mere. Det er ogsaa fornuftig nok. Hvorfor skal de 14 Dages Rekrutter have ligesaa meget som dem der er tre Aar i Krigen. Og naar det saadan bliver inddelt, har Krigsgefreiteren og Krigsunderoffisererne ikke saa megen Fordel frem for os. Det har ogsaa ærgret saa mange gammel Kriger, naar de 4 Ugers Soldater er bleven befordret og faar mere Lønning. Thi det er blot Lønningen, der trækker.

Det er nu snart Kaffetid. Jeg vil derfor slutte med mange Hilsner til eder alle eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

Ikke kategoriseret

7. oktober 1917 – Mathias Damm: “Forleden gav det Jærnkors”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 7. Oktober 17.

Kære Moder og Sødskende!
Mange Tak for et Kort fra den 29 og Brev fra den 1. som jeg har modtaget i de sidste Dage. Jeg har nok ikke faaet skreven, men det er ikke alt Dovenskab. Man skal helst sidde ude dertil og det har været Regn og Rusk, og det er jo godt til at lave Tandpine værre. Jeg har meldt mig syg dermed for over otte Dage siden og venter den Dag idag paa Besked om at komme til Tandlæge. Naar jeg havde an god Knibetang, rev jeg den selv ud af lutter Raseri sommetider. Naa, haaber at jeg snart kan faa Bæstet ud.

Idag har vi fri for Arbeidet. Det lader til at blive flint Veir, saa for den Ting kunde man godt gøre en lille Udflugt hjem til Nordslesvig. Panje er jo skikkelig, for den Ting gik det nok. Sine Baade har vi skudt itu og dermed paa det høfligste antydet ham, at vi ikke bryder os om hans Besøg. Vi har det ellers rolig og godt her. Vi kunne arbeide paa Stillingen om Dagen og sove om Natten, paa Feltvagt har vi ikke været endnu, kanske det kommer snart. Jeg fælder Træer til Unterstande om Dage. Forresten et redelig Arbeide, det er blot lidt vaadt, hvor vi fælder, men mine Panjestøvler ere vandtætte. Hvad for mig er meget værd.

I Pakken jeg sendte forleden er der et par Stykker Sæbe, som jeg har erobret. I kunne saa vaske russisk. Naar jeg havde den gode Hr. her som har regnet ud, at i har saa meget Havre, vilde jeg i Lære hos ham, kanske han saa kunde lære mig at regne ud at jeg var Millionær og ikke behøvede at spille Soldat længere. Det kunde være rart nok. Hr. N. Høeg har endnu slet intet ladet høre fra sig og for min Skyld gjærne, men han maa da ikke tro, at jeg saa skulde finde paa at gratulere.

Forleden gav det Jærnkors for Rummelen sidst. Stosstrup (18 Mand) fik 4. Den ene, som fik det er saaret og i Lasareth. W. Engelage, som skrev til mig, da jeg var paa Orlov fik det ogsaa, han er ogsaa Soldat i over 4 Aar og saaret ligesaa tidt. Saa det var ikke for tidlig. Der skal nok komme flere, for mig gærne. Om de ogsaa faar allesammen, naar jeg blot kommer sund og rask derfra er jeg tilfreds. Jeg er for længe Soldat til, at ville være noget ved Prøisserne. Den Ærgærrighed er fløiten. Naar jeg først er sund og rask i Civiltrøien igjen, kan det nok være omtrent ens om jeg har været Musketier eller Gefreiter eller havt Jærnkors. Nu vil jeg slutte for idag, med mange Hilsner til eder alle eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)