Kategoriarkiv: Sønderjyder

24. november: Asmus Andresen – Ved den tyske grænse: “mange Steder sad der grædende Kvinder i Vinduerne og så efter os”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. Efter længere tids tilbagetog, befandt han sig i november 1918 ved den hollandske grænse til Tyskland.

4 Dage senere kom vi til den tyske Grænse ved Aachen. Der havde vi en vældig Bakke at køre op af; op ad den Bakke lå der mange døde Heste, som var døde af Overanstrengelse.

Da vi kom over Grænsen fik vi at vide, at den vestlige Del af Rhinen skulde besættes, derfor måtte vi holde sammen, indtil vi kom over Rhinen.

De tyske Byer, som vi nu passerede, var festlige smykkede for de hjemvendende Krigere, mange Steder sad der grædende Kvinder i Vinduerne og så efter os, mange af dem ventede nok forgæves efter deres Mænd eller Sønner.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

20. november: Asmus Andresen – Den hollandske grænse spærret

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. Efter længere tids tilbagetog, befandt han sig i november 1918 ved den belgiske grænse til Holland på vej mod Tyskland.

En Dag fik vi den glædelige Efterretning, at vi havde fået Lov til at køre lige igennem Holland, på den Måde kunde vi komme til Tyskland 4 Dage før, end når vi skulde udenom.

Men da vi kom til den hollandske Grænse, blev Vejen spærret for os, fordi de Afdelinger, som havde passeret Holland ikke havde været skikkelige nok. Så måtte vi se at komme udenom.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

14. november 1918. Hjem fra fronten. Eskildsens lange tur tilbage mod Sønderjylland er begyndt.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Den store march hjem var begyndt. Vejen er besværlig og undervejs møder Eskildsen de første krigsfanger på vej hjem.

Den 14. November Kl. 9 Formiddag begynder den store March! Det gaar ud og ind, op og ned langs med Semoys fantastiske Krumninger. I Luftlinie er der kun 7½ Kilometer til Maalet, Hautes Riviéres; men Vejen er over dobbelt saa lang.

Ned ad den stejle Vej skrænt ligger af og til en væltet Lastbil. Etappens Kolonnemandskab er kørt hjemefter, saa længe de havde en Draabe Benzin i Tanken; saa har de væltet Vognen over Vejkanten og er løbet videre. Hvis Fronten bærer sig ad paa lignende Maade, gaar det hele i Skuddermudder, og vi er alle fortabte.

Men der er ingen Fare. Vi marcherer, denne Dag og de mange, mange følgende, i bedste Orden. Det er en uhyre svær Disciplin- og Taalmodighedsprøve, thi det gaar meget langsomt med smaa Dagstrækninger og mange Standsninger.

Det er Fronthærens sidste, men ingenlunde den letteste Prøve. Vor Division bestod den med slesvigsk, holstensk, meklenborgsk Ro. Vi møder allerede denne første Dag hjemvendende Krigsfanger. Franskmænd, Belgiere, Russere og Italienere kommer let til Bens, enkeltvis og i smaa Flokke, alle smykkede med Rosetter, Baand og Smaaflag i deres Lands Farver.

Hvor har den franske Befolkning alle disse Flag fra? Fra hvert Hus vajer Trikolorer, store og smaa. De maa jo have plyndret hele Købmandens Lager for alt, hvad der var blaat, hvidt og rødt! Vi under dem Glæden. Den tyske Soldat trøster sig med de vanvittigste Rygter, som flyver fra Regiment til Regiment langs ad Landevejen.

Der er Revolution baade i Paris og London! Den engelske Flaade er med store røde Flag i Masterne løbet ind i Kiels Havn! Intet er saa forrykt, at det ikke finder troende Sjæle ved Tropperne.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 249-250

12. november 1918. H.C. Brodersen oplever krigens afslutning sammen med den franske befolkning.

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Arbejdet  her  kan  vi  sagtens  overkomme,  og  det  samme  er Tilfældet  med  de  Rationer  af  Levnedsmidler,  der  bliver  os tilmaalt.  I  Gaar  var  der  Klokkeringning  og  Begejstring  i Byen.  Der  var  indtraadt  Vaabenstilstand,  blev  der  fortalt.

Foran  Vinduerne i  vort  Kvarter samlede  Folk  sig  og  raabte: „Giume  kaput.  Giume parti  Holland.”  „Giumeici , ”  sagde  de og  gjorde  en  Betegnelse  omkring Halsen, der  ikke  var  til  at misforstaa.  Nu  venter  vi  hver  Dag  paa,  at  vi  skal  hjem.

[“Guillaume” er den franske version af “Wilhelm”, RR]

 Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

 

12. november: Asmus Andresen – Trafikprop på vej mod Tyskland

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. Efter tysk tilbagetog ud af Frankrig i august 1918, befandt han sig i november langt inde i Belgien på vej mod Tyskland.

Den næste Dag kørte vi den nærmeste Vej ad Tyskland til; de første 2 Dage gik det også godt fremad, men så blev Vejene så overfyldt af Militær, at det hele stoppede, så vi hverken kunde komme frem eller tilbage, men det varede ikke ret længe, før der begyndte at komme Orden i Sagerne.

Vi fik Ordre til at køre tilbage til en lille By, hvor vi så lå i 2 Dage, så fik vi Besked om, hvad Vej vi skulde benytte, og hvad Klokkeslet vi skulde køre. På den Måde blev alle Vejene benyttede ved Dag og Nat.

Vi skulde være ude af Belgien inden 14 Dage, det var lettere sagt end gjort. Det var en hård Tid for Mandskab og Heste, særlig Hestene viste Tegn til stor Træthed, flere Læs af Redskaber blev kastet ud i Kanaler, som vi passerede.

Et Kanonrør på 6 Meter gravede vi ned i en Grusgrav, på den Måde blev det betydelig lettere for Hestene. Nogle af Hestene måtte gå ledige bagefter, for de var lige ved at segne.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).