H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Krigen  er  forbi,  Fangenskabet  blev  til  Slut  min  Lod. Jeg sidder  her  bagved  nogle  Barakker  og  visker  Blodet  fra  mit Ansigt.  Min Uniform  er  revet  i  Stykker.  Skorstensfejeren ligger  og  daser  med  Ild  i  en  Cigaret,  medens  han  underholder  sig med  en  Franskmand, der  med  opplantet  Bajonet  skal sørge  for,  at  vi  ikke  løber  vores  Vej.

„Hvor  skulde  vi  vel løbe  hen?”  Paa  en  Maade  er  vi  glade  for  at  være  sluppet  ud af  Skidtet.  Men  det  var  en  drøj  Omgang  at  naa  saa  vidt. Gud  bevares,  sikken  Omgang.  Den  lille  Flok  i  Skoven  var vel  fra  Aftenen  i  Forvejen  blevet  Franskmanden  en  Torn  i Øjet,  thi  K l .  lidt  før  5  satte  han  ind  med  en  Granatild, hvis Mage  vi  næsten  ikke  før  havde  oplevet,  i  hvert  Fald  ikke hvad  Træfsikkerhed  angik.

Vor  Understand  rystede  under den  voldsomme  Ild,  af  hvilken  hvert  Skud  syntes  at  ramme lige  ovenpaa  den.  Men lige  saa  pludseligt, som  den  var  kommet,  holdt  den  op.  Kun  5  Minutter  varede  hele  den  Helvedeslarm,  men  vi  vidste  nu,  hvad  Klokken  var  slaaet.

Vi greb  vore  Geværer  og  vilde  styrte  ud,  men  —  det  var  for sent.  Franskmændene  stod  da  allerede  foran  Nedgangen  til Understanden  og  med  de  fældede  Bajonetter  vendt  i Retningen  af  Trappen,  der  førte  op  til  dem.  Nu  havde  de  Overtaget.  „Alé”,  alé’,  alé’  le  Bosch!”  raabte  de  ned  til  os.  „Alé’, alé’  Monsjø.”

Denne  Indbydelse  var  ikke  til  at  tage  fejl  af, og  der  kom  nu  Liv i Understanden.  Vi gik i Fangenskab,  vidste  vi, og  Bagagen  skulde  derfor  i  en  Fart  indrettes  derefter. Men  det  havde  Fjenden  tilsyneladende  ikke  Tid  til at  vente efter,  og  atter  lød  det:  „Alé”,  alé’.”

Sepl  og  et  Par  Mand til  var  dog  nu  paa  Vej  op  ad  Trapperne  til  dem  og  holdt efter  disse  nye  Omstændigheder  Hænderne  rakt  godt  i  Vejret.  Et  Par  Haandgranater  røg  da  lige  ned  imellem  dem  og eksploderede  med  det  Resultat,  at  Sepl,  dødelig  saaret,  styrtede  bagover  og  blev  liggende.

Det  betog  naturligvis  os  andre  Lysten  til  at  vise  os  foran  Trappen, og  vi  gav  os  i  Stedet  for  til at  raabe  paa  Pardon.  Franskmændene  raabte  dog kun  stadig:  „Alé”,  alé’,”  men  da  det  et  Øjeblik  efter  syntes roligt  udenfor,  vovede  endnu  et  Par  Mand  Forsøget  paa  at slippe  ud.  Men paany  røg  Haandgranater  ned  til  os  og  eksploderede  i  Vinklen  af  Trappegangen. 

Splinterne  røg  til alle Sider,  og  som  en  Flok  Faar  stod  vi  klinet  op  ad  hinanden i  et  Hjørne  af  Understanden  og  turde  ikke  gaa  frem.  Kom pagniføreren  raabte  nu  paa  fransk,  at  vi  ganske  selvfølgelig vilde  overgive  os,  men  at  de  skulde  give  os  Tid til at  komme op.  Dog  han  modtog  kun  det  Svar:  „Alé*,  alé’.”

Skorstensfejeren  løb  rundt  som  en  irriteret  Tiger  og  vidste  ikke,  hvad dette  her  skulde  betyde.  Han  forsøgte  at  stikke  Næsen  omkring  Hjørnet  af  Opgangen,  men  nu  lød  der  et  voldsomt Brag.  Hvad  det  var,  kunde  vi  ikke  lige  straks  faa  konstateret,  men  det  blev  dog  Grunden  til, at  mange  gav  sig  til  at hyle,  som  om  selve  den  onde  Djævel  havde  vist  sig  for  dem.

Skorstensfejerens  Opmærksomhed  var  imidlertid  blevet  henvendt  paa  en  Staalplade  i  Hjørnet  af  Understanden,  som vi  vidste  dækkede  over  et  Hul ,  der  vel  har  været  anvendt til  Anbringelse af  Artilleriets  store  Kikkerter.  Den var  skruet fast,  men  med  et  Sidegevær  gav  han  sig  til at  bryde  den  fra.

Paa  Grund  af  de  mange  Detonationer,  eller  var  det  maaske fra  det  sidste  store  Brag,  var  Understanden  nu  kommet  i Brand.  I  vor  Fortvivlelse  over  Udsigterne  til at  skulle  brænde  inde,  gav  vi os  igen  til at  raabe,  men  vi fik  intet  Svar,  jo, dog,  men  det  var  i  Form  af  Haandgranater.

Kompagniføreren  gav  sig  igen  til at  raabe,  men  det  var  altsammen  til ingen  Nytte.  Hans  Stemme  overdøvedes  af  den  Alarm,  Skrig og  Brølen  i  Understanden  over,  at  vi  skulde  brændes  levende.  Flammerne  slog  op  til  alle  Sider  og  havde  god  Næring i  de  tørre  Brædder  og  Træstammer,  som  Understanden  var opført  af.

De  havde  allerede  omspændt  den  arme  Sepl,  der endnu  laa  foran  Udgangen. En tæt Røg og  en  kvælende  Hede fyldte  Understanden,  og  Fortvivlelsen  tiltog  med  en  Styrke, der  ikke  lader  sig beskrive.  Enkelte  forsøgte  at  trænge  igennem  Flammerne  for  at  naa  Udgangen,  men  de  maatte  opgive det. 

Skorstensfejeren  arbejdede  imedens  med  at  bryde  Staalpladen  fra,  men  han  havde  ikke  Held  med  sig;  thi  Sidegeværene  bøjedes  som  en  Klov,  og  Skruerne  gav  ikke  efter.  Jeg kom  ham  nu  til  Hjælp,  og  omsider  lykkedes  det  at  faa  revet et  Brædt  fra  ved  Siden  af  Pladen,  og  da  vi  nu  kunde  faa  et Sidegevær  anbragt  paa  Højkant,  maatte  Skruerne  give  efter.

Der  var  lige  Plads  nok  til, at  een  Mand  ad  Gangen  kunde kravle  igennem  Hullet,  og  een  efter  een,  den  ene  tæt  i  Hælene  paa  den  anden,  naaede  vi  Overfladen.  Jeg  var  den  første  og  opdagede,  at  Hullet  mundede  ud  til  den  fra  Fjenden bortvendende  Side.  Vi  smed  os  i  Græsset,  indtil  vi  alle  var naaet  op.  Nu  skulde  det  forsøges. 

Vi sprang  op,  rakte  Hænderne  i  Vejret  og  raabte  af  vore  Lungers  fulde  Kraft: „ P — a — r — d — o — n ! ”  Nu  kom  de  styrtende  og  med  den fældede  Bajonet  rettet  lige  i  Retning  af  Brystet  paa  os.  Gud, hvor  var  vi hjælpeløse!

Vi skreg  af  Angst.  Men  Pardon  fik vi.  Dog  Pinslerne  var  endnu  ikke  forbi.  Et  kraftigt  Spark, som  jeg  ikke  kunde  regne  ud, hvad  det  skulde  være  godt  for, sendte  mig  med  samt  min  Brødpose  flere  Meter  hen  ad  Jorden.  Et  Forsøg  paa  at  opsamle  Posen  havde  til  Følge,  at  jeg paany  fik  et  Spark,  saa  jeg  røg  paa  Næsen,  men  nu  havde jeg  ogsaa  tabt  Lysten  til  Madsækken.

Kompagniføreren  var imedens  blevet  hentet  op,  og  vi var  i alt  14  Mand,  der  maatte med  af  Sted  tilbage.  Fra  Understanden  væltede  en  sort,  tæt Røg  ud, og hvor mange  der  blev  dernede,  véd jeg  ikke,  i hvert Fald  var  der  uddelt  Levnedsmidler til  22. 

Brændende  fandt de  arme  Mennesker  Døden  “paa  Æirens  Mark”,  og  deres Kære  i  Hjemmet  faar  vel aldrig  anden  Melding,  end  at  de  er „savnet”.  En  Officer  tog  mig  nu  ved  Haandleddet  og  førte mig  hen  bag  et  Træ .  Han  rettede  en  vældig  stor  Revolver mod  min  Næserod,  traadte  et  Par  Skridt  tilbage  og  spurgte saa  paa  godt  Tysk  om,  hvor  vore  Reserver  opholdt  sig.  Jeg svarede  kun,  at  det  vidste  jeg  ikke,  da  jeg  ikke  havde  været tilbage  siden  vi  den  26.  var  ankommet  til  Stillingen  her  og saaledes  ingen  Ting  havde  set. 

Han  troede  naturligvis,  at jeg  løj,  og  stadig  med  Revolveren  for  Panden  raabte  han nu:  „Ned  —  op.  Ned  —  op.  Ned  —  op,”  og  som  en  Staalfjeder  sprang  jeg  op  og  ned  i  den  Retning  hans  Revolver angav.  Imidlertid var  han  vel  blevet  træt  af  at  kommandere, men hans  Arm med  Revolveren gik  stadig  op  og  ned.  I  Angst for,  at  han  skulde  komme  til at  bøje  Fingeren  for  meget  om Aftrækkeren  fulgte  jeg  stadig  Armens  Bevægelser.

Jeg  var segnefærdig  af  Træthed  og  var  lige  ved  at  opgive  det  hele, men  saa  raabte  han:  „Holdt,”  og  gav  Tegn  til at  lægge  mig ned.  Han  selv  smed  sig  ned  ved  Siden  af  mig,  og  det  var da  ogsaa  paa  høje  Tid,  thi  et  Maskingevær  havde  med  sine Projektiler  fundet  Vej  til  os,  og  Kuglerne  fløjtede  os  om Ørerne. 

Bag  en  lille  Vold  laa  vi  nu  i  nogen  Tid  og  underholdt  os  med  hinanden.  Han  var  saamænd  nu  rigtig  flink  og gav  mig  nogle  Cigaretter.  Dog  hans  Tid  var  knap,  og  efter at  nogle  Franskmænd  havde  faaet  Ordre  til at  bringe  os  tilbage,  styrtede  han  med  sin  Deling  atter  fremad.  Vi  naaede kort  efter  tilbage  gennem  en  Dal,  hvor  vi  gjorde  Hvil  et Øjeblik. 

De  franske  Kolleger  gav  sig  god  Tid. Vi kendte  af egen  Erfaring,  at  man  ikke  skal  forhaste  sig,  og  det  gjorde de  heller  ikke.  De  havde  megen  Sans  for  „Souvenirs”,  men var  ikke  paagaaende  og  tog  kun,  hvad  vi  gav  dem. 

Mit  dejlige,  erobrede  Guldur,  som  kunde  blive  en  farlig  Genstand at  have  i  sin  Besiddelse  ved  en  eventuel  Visitation,  særlig hvis  der  blev  spurgt  efter  nærmere  Adresse,  gled  da  ogsaa „lidt  bagom”  til  en  Franskmand.  Han  blev  himmelhenrykt ved  Gaven  og  spurgte,  om  det  var  mit  Navn,  der  var  indgraveret  i  det.  Jeg  nikkede  til Svar,  og  ved  at  lægge  Fingrene  over  Munden  gav  jeg  ham  at  forstaa,  at  han  ikke  skulde sige,  han  havde  faaet  det  af  mig. 

Omsider  listede  vi  videre og  gjorde  derefter  Holdt  foran  en  stor  Hule  i  en  stor  Kløft. Vi  blev  stillet  op  paa  Rad,  og  en  højere  Officer  mønstrede Fangsten.  Han  smilede,  da  han  saa  mig.  Jeg  kendte  ham ikke,  men  smilede  igen.  Nu  kom  han  hen  imod  mig  og  med fremstrakte  Hænder .  Jeg  rakte  Haanden  ud  til et  „Goddag,” men  nu  greb  han  med  begge  Hænder  om  mine  Skulderstropper  og  rykkede  til.

Resultatet  var,  at  min  Trøje  blev  revet i  Stykker  til helt  ned  paa  Armen,  og  jeg  gik  paa  Næsen.  Med et  velrettet  Spark  lige  i  Synet,  saa  Blodet  drev  fra  Næse  og Mund,  bragte  han  mig  atter  i  Retstilling  og  foretog  nu  et nyt  Angreb  paa  mine  Skulderstropper.  Denne  Gang  var  jeg forberedt  paa  det;  Knapperne  gav  efter,  og  „le  Commandant”  stod  med  de  attraaede  Genstande  i  sin  Haand. 

Nu  sidder  jeg  her,  og har  af  en  Franskmand  faaet  baade  Synaal  og Traad  til  at  hefte  Ærmerne  sammen  med,  medens  jeg  dog hele  Tiden  maa  viske  Blodet  fra  mit  ophovnede  Fjæs,  der  er saa  ømt,  at  jeg  næppe  kan  føre  Lommetørklædet  henover det. 

Af den  tilsynsførende  Franskmand  har  jeg  faaet  at  vide, at  „le  Commandant”  samlede  paa  Skulderstropper  fra  alle tyske  Regimenter,  og  at  han  paa  denne  Maade  faar  samlet til  det  mest  ejendommelige  Gulvtæppe. 

Jeg  syntes  ikke,  at den  Idé  var  tosset,  men  mit  blaa,  gule  og  grønne  Fysiognomi  leverede  Bevis  for,  at  han  ikke  kom  til  dem  paa  nogen pæn  Maade.  Der  er  ikke  Tale  om,  hvornaar  vi  skal  afsted herfra,  men  vi har  det  ogsaa  tilfredsstillende.  Hvilke  frygtelige  Timer  har  det  ikke  været,  og  vi  er  i  Grunden  glade  for, at  vi er  ude  af  det  hele.  Vi er  ude  af  Skudvidde  fra  vort  eget Artilleri  og  føler  en  velgørende  Tryghed.