25. marts 1915. Hans Petersens kammerat afstraffet i felten

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86

Den 25. Marts 1915. Vi havde i 8 Dage ligget i den store Stenhule, som hørte til Gaarden »La Carriére«. Inde i Hulen var der hverken Lys eller Ro til at skrive; derfor gik jeg ud paa Marken og satte mig i Græsset med Ryggen lænet op mod en gammel Radsaamaskine og skrev med Bogen liggende over Knæene.

»La Carriére« er en temmelig stor Gaard med moderne, solide Bygninger. Kostalden og Hestestalden var bygget inde i Bjerget, ved hvis Fod hele Gaarden laa. En saadan Stald er praktisk, den behøver næsten aldrig at repareres og kan holde i Aarhundreder. Midt paa Gaardspladsen laa Møddingen; her stod lille Herbert for Øjeblikket med Hænderne bundne paa Ryggen til en Pæl. Der skulde han staa i 2 Timer til Spot og Haan for de andre Kammerater, fordi hans Gevær ikke var i Orden, da det blev efterset. Idet jeg gik forbi ham paa Vejen derud, hviskede jeg til ham: »Hold kun Modet oppe, Herbert, du har endnu Venner.«

Den store Kornlade var ogsaa meget praktisk. Her laa en Dag et Kompagni unge, friske Reserver, som lige var kommen derhjemmefra; nogle laa og sov, nogle spiste, og andre sad og spillede Kort.

Da de var marcheret ind paa Gaarden, maa de være bleven iagttaget af Fjenden; thi henimod Aften skød han efter den store Lade med 3 Granater. Den første gik et godt Stykke for kort, den anden slog ned lige foran Gaarden, og den tredie gik ind gennem en Luge og midt ned i Laden, hvor dens Eksplosion fremkaldte en frygtelig Ulykke. Der var 40 Mand dræbt og saaret; der blev en saadan Forvirring og et saa uhyggeligt Syn, at det var helt ubeskriveligt.

De døde ligger i en Massegrav kun faa Skridt fra, hvor jeg sad. Hvilken underlig Tilskikkelse, at de skulde dø i Krigen uden nogen Sinde at have set en Fjende.

Fra Gaarden gik en smuk Allé ned til Slottet, som var nedbrændt til Grunden; der stod kun et Stykke Mur og en Skorsten tilbage, som truede med at styrte ned, hvad Øjeblik det skulde være. Jeg var henne at se Slottet. Det har ligget meget smukt paa en høj, fremspringende Pynt. Ved begge Sider er der skovbevoksede Skrænter. Imellem Træer, Græs og Ukrudt gror her den lille blaa Viol i Tusindvis. Nede i den langstrakte, grønne Dal gik vore Artilleriheste og græssede fredeligt. En lille Bæk snor sig i livlige Bugtninger gennem Dalen. — Oppe mellem Ruinerne saa jeg en Gang, som gaar ned under Jorden. Jeg fik Lyst til at kende denne Gang lidt nærmere; derfor tændte jeg min Lommelampe og steg ned. Først kom jeg til en stor Vinkælder, hvori der laa en Mængde tomme Flasker; nogle laa ituslaaede paa Gulvet, og andre laa opstablede i Rad paa Flaskehylder. Herfra førte en Gang til begge Sider. Jeg fulgte Gangen til venstre, den var halvanden Meter bred og lidt over to Meter høj. Det havde uden Tvivl krævet mange Aars strengt og taalmodigt Arbejde at hugge en saadan Gang med Hammer og Mejsel gennem den hvide Klippe.

Ved Enden af Gangen var et lille, cellelignende Rum. Der laa en firkantet Stenblok til at sidde paa, og der var hugget flere Huller i Væggen til at sætte forskellige Dele ind i . I Døraabningen laa Resterne af en hensmuldrende Dør og et klodset, rustent Dørhængsel. Over mit Hoved stod et langt fransk Navn skrevet med sorte Bogstaver. Det saa ud, som om en Mand til Tidsfordriv havde holdt en Lampe op imod Loftet og med Lampens osende Flamme havde skrevet Navnet. Uvilkaarligt trængte det Spørgsmaal ind paa mig: Hvad mon den lange skumle Gang og det mørke Kammer har været brugt til?

"Friedhof der 86 bei Moulin" fra Hemmsen album.
Soldaterkirkegården ved Moulin

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *