30. marts 1915. En fredelig dag i skyttegraven

Skyttegraven ved L. i Frankrig

Kære Søster
Krigen fører mange Genvordigheder og meget sørgeligt med sig, ja mange Steder og til visse Tider Grusomheder, Rædsler og Elendigheder, som grænser op til det ubeskrivelige. Det kan enhver derhjemme let forestille sig, og det er selvfølgeligt, at der for alle, som har Paarørende i Felten, hviler et vist Tryk paa Sindet. Men I Kære er altfor bekymrede for os.

I skal se lidt lysere paa Sagen og ikke altid tænke paa os, som om vi befandt os i en saa alvorlig Forfatning. Vi oplever ogsaa Tider her, hvor vi ikke har noget særligt at udstaa. Jeg vil overbevise Dig derom ved en lille Skildring herfra.

Lad mig vælge en enkelt Dag her i Skyttegraven, f. Eks. Dagen i Gaar, og saa skal vi nok blive enige om, at vi i hvert Fald ikke den Dag har været videre beklagelsesværdige.

Efter at have staaet Vagt den halve Nat, lagde vi os hen ad Morgenstunden til at sove i vort underjordiske Soveværelse. Jeg kalder det nu saadan; vi har ellers kun denne ene Stue; tidligt i Morgenstunden maatte vi igen ud at løse et Par Kammerater af paa Vagten, da de skulde paa Patrouille.

Dagen begyndte at bryde frem, Fuglene sang allerede i Buskene, og Sindet blev helt let i den skønne Foraarsmorgen.

Vagten var snart overstaaet. Overtøj og Trøje blev for en kort Tid overladt til sig selv, og vi gik ned til Bækken, som rinder gennem vor Stilling, for i den friske Morgenstund, under aaben Himmel at gøre Toilette. Det er forfriskende for hele Dagen. Derefter blev Kaffebordet dækket, om det end ogsaa var lidt tarveligt, saa manglede vi dog egentlig ikke noget. Nej holdt, — før vi drak Morgenkaffe, var der dog noget andet, som maatte udrettes. Før det blev helt lyst, maatte vi besørge Brænde og andre Smaating inde fra Byen, eller rettere Ruinerne af Byen; for den er skudt sønder og sammen.

Efter endt Kaffebord holdt min Kammerat H. M. det for rigtigt at tage en Formiddagssøvn, og han lagde sig i den Ende af Hulen, som vi kalder Seng. Vi var enige om, at jeg skulde koge fersk Kødsuppe til Middag, og det var nok bedst, at jeg begyndte med Forberedelserne. Gulerødder og andre Grøntsager var allerede besørget fra en nærliggende Slotshave.

Et godt Stykke Svinekød havde jeg ogsaa besørget. Ilden i den lille Kakkelovn brændte, saa den blev rød i Kinderne, og da jeg ikke er bagefter i den ædle Kogekunst, skulde mit Arbejde nok lykkes. Mens jeg sidder og passer Ild og Gryde, er der passende Tid til at studere de nylig uddelte Postsager. Jeg fik Brev fra Broder N., han skrev, at baade han og P. havde været hjemme paa Orlov i Paasken. Et Øjeblik føler man ved at læse dette en lille Smule Længsel efter det kære Hjem; men — bort med disse Tanker; Skæbnen faar raade. Der var ogsaa Brev fra Chr., det glæder mig, at hun har været hjemme til Konfirmationen.

Alt imens blev Middagsmaden færdig, og jeg fik H. listet ud af Køjen. Maden blev sat paa Stolen. Paa Grund af Mangel paa Plads har vi en Stol til Bord. Og vi satte os paa Sengekanten og nød den. Efter alle disse Anstrengelser tændte vi Piben og lagde os paa Ryggen.

Hen paa Eftermiddagen havde vi et Par Timers Vagt i Graven. Solen skinnede og Vejret var smukt. Svalen, som allerede er kommen hertil, fløj højt oppe i Luften. I denne og hin Retning hørtes hul Kanontorden, og af og til knaldede et Geværskud, som virkede paa Sindet som en Modsætning til den fredelige Natur. Alt mens vi gennem Skydeskaarene holdt Udkig over mod den fjendtlige Stilling skrev jeg en Lykønskning hjem til Moders Fødselsdag, og syslede lidt med Blomsterne i den lille Blomsterhave, vi har anlagt op ad Skraaningen i Skyttegraven. H. var flittig beskæftiget med at save Brænde, for at der ikke skulde blive Mangel paa saadant til Natten. Staar man om Natten paa Vagt eller ligger forude som Patrouille, er det godt at vide, at der er en Gnist i Kakkelovnen, naar man efter Afløsningen smutter ind i Hulen.

Hen mod Aften satte vi os udenfor Indgangen til vor Hule og spillede Skak. Solen, som i disse ualmindelige Tider er Vidne til mangt og meget, stod endnu paa den vestlige Himmel og skinnede ned til os i Løbegraven. Jeg tænker, den sammenlignede Kampen paa vort Skakbrædt med den store Kamp, som udkæmpes her. Modstanderne staar overfor hinanden, og vil tilføje hinanden saa store Tab som muligt. Med et bliver Stilheden afbrudt ved, at det franske Artilleri begynder at beskyde vor Stilling og Byen bag ved os. Granaterne kommer hvislende og hylende gennem Luften, for ved Maalet at eksplodere med et Brag, saa Omgivelserne ryster og bæver. Disse Beskydninger er vi nu saa vante til, at vi næsten modtager dem med Ligegyldighed, — naar de ikke bliver altfor nærgaaende. Naar Byen beskydes, ser vi nysgerrigt til, hvilke Huse der nu maa „høre Skraldet“. Kommer der en Granat susende, dukker man sig i Graven; man véd ikke, hvor langt Fyren vil.

I samme Øjeblik høres et øredøvende Skrald, der ses en tæt Røgsky, og Tagsten og Murbrokker flyver rundt i Luften, Granatsplinter hører man suse og brumme flere Hundrede Meter gennem Luften. Det er, Gud ske Lov, sjældent, at der opnaas stort ved dette Bombardement.

Snart kommer Natten igen, som i den Tid, man maa vaage, langsomt, Time for Time snegler sig afsted. Jeg er ogsaa nødt til at beskrive vor underjordiske Bolig for Dig. Dens Navn er „Christinesminde“. Det er en Hule, halvanden Meter bred og dobbelt saa lang, indgravet i Jorden, med en Dør, forsynet med en Glasrude ud til Løbegraven. Da der kun er ca. 1,20 Meter fra Gulv til Loft, kan vi ikke springe saa farligt højt derinde. Hulens ene Ende er et Par Haandsbred højere og forsynet med Straa. Denne Forhøjning er vor Seng og Sofa. Foran den er der en lille Plads, hvor der staar et Bord: en Stol med et Brædt over, endvidere en Kakkelovn med et Rør op gennem Loftet. Paa Væggen hænger et Spejl og nogle Smaahylder, hvorpaa vi har Madkasser, Skrivetøj og andre Smaating liggende, oppe ved Loftet hænger der en Gryde og en Pande. Det er alt vort Bohave. Skønt det hele for Tiden ikke er saa slemt, længes vi dog efter at komme hjem til alt, hvad der er os kært derhjemme.

Hvorlænge Krigen endnu vil vare, kan jo ingen sige. Jeg er ved Sundhed og bedste Velgaaende.

En kærlig Hilsen Nikolaj

Harald Nielsen: Sønderjyske Soldaterbreve.

Understand_Fritz_Schwartz
Dækningsrum – af sønderjyderne kaldet “Understand” (af tysk: “Unterstand”). Her er det Fritz Schwartz, der spiller kort.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *