Madsen, Andreas (1894-)

Persondata
Født: 04/02-1894 i Genner, Øster Løgum sogn
Død:
Uddannelse:
Erhverv:
Bopæl:
Hustru:
Børn (før krigsafslutningen):
Andet: søn af Høker Andreas Madsen i Genner og hustru Ellen f. Ovesen.

Militær løbebane før krigen

Militær løbebane under krigen
Indtrådt:
Udtrådt:
Enhed(er): RIR 265
Rang:
Såret:
Udmærkelser:
Andet: Krigsfange i Rusland.

Tyske tabsliste: Madsen, Andreas, Horn., 4.2.94, Gjenner, Apenrade, RIR 265, 19/09-1916 vermisst, 04/05-1917 bisher vermisst, in Gefangenschaft 31/08-1916 (A. N.)

Efter krigen

Kilder
Kirkebog ØsterLøgum, fødte 1894. Link.
Folketælling Øster Løgum 1921. Link. ”1. Okt. 1918 i russisk fangenskab.”

Publikationer
B. Preben-Hansen & A. May. Sønderjyder i russisk krigsfangenskab under 1. verdenskrig. Forthcoming2018.

Fotos

Ribe Stifts-Tidende 22/09-1916:Købmand Andreas Madsen i Genner ved Aabenraa har fået meddelelse om, at hans søn Andreas er savnet.

Hejmdal 3. december 1920.
Hjem fra Sibirien. En krigsfange kommet tilbage efter 2½ års uvished.

Genner, fredag.
Skrædder Madsen i Genner har i disse dage haft den store glæde, at hans søn Andreas Madsen er vendt hjem fra Sibirisk fangenskab, efter at faderen ikke havde hørt det mindste fra ham i 2½ år.

Andreas Madsen, som tjente ved regiment 265, blev taget til fange i Wolhynien, blev herefter ført til Murmanskkysten, hvor han har arbejdet ved jernbanerne i 1½ år. Fra Murmansk kom han dybt ind i Sibirien, hvor han i det sidste år har været sysselsat ved landbrugsarbejde ude på de store sibiriske stepper. Herfra blev han sendt hjem med en transport af 900 tyske fanger, hvortil der senere sluttede sig et lignende antal østrig-ungarske, og efter 2 måneders rejse nåede han omsider over Finland hjem.

Da han afrejste fra Sibirien var der endnu mange tyske, men især østrig-ungarnske fanger i Sibirien.

Hejmdal 13. december 1920.
Et af krigens Eventyr. Igennem Rusland og Sibirien på kryds og tværs. – hjem 2 år efter freden.

Genner, Mandag.
Som “Hejmdal” meddelte, kom Andreas Madsen i Genner forleden hjem fra russisk fangenskab.

Andreas Madsen, der før krigen var kontorist på bryggeriet i Aabenraa, fortæller følgende fra sin færd i det fjerne østen:

– Jeg blev taget til fange den 31. August 1916 syd for Kowel i Wolhynien. Vort kompagni lå inde imellem to østrigske infanteri kompagnier, og kl. 5½ om morgenen begyndte russerne at skyde. De gav trommeild over vore stillinger i adskillige time, og henimod middag gik østrigerne over til russerne, som således pludselig stod på siden og bagved os, og tog os til fange.

Vi blev straks ført til Schitomir og herfra på en 11 dages fart til Kiew, hvor vi var i to dage. Vi fik en meget dårlig forplejning. På jernbanen fik et brød, som skulle række i to dage. I Kiew blev vi optaget i lejr og lægeundersøgt, og vi, som var raske, blev så sendt til Murmansk i det allernordiske. Det blev en fart på 26 dage i jernbanevognen. Forplejningen var også her meget dårlig. Vi fik fiskesuppe hveranden dag og ellers brød.

I Sorakko ved det kolde hav kom vi i en gennemgangslejr, hvor vi blev forsynede med en russisk overkjole, en vinterkappe og handsker, og så gik turen til Murmansk. Den sidste dag måtte vi måtte vi gå 30 kilometer for at nå frem til arbejdsstedet. Vi skulle være jernbanearbejdere og lave en overgang over et vandløb. På hver kilometer langs banen lå 2-3 barakker, hver med 30 mand. Det blev os fortalt, at vi skulle have 50 kopek om dagen, men vi fik dem ikke. Engang fik vi dog 5 rubler, men det slog jo ikke meget til. Men fra revolutionen fik vi vore 50 kopek.

Murmansk-egnen er ellers frygtelig kedelig. Der er ingen byer, kun skove og sumpe. Om sommeren bagende varmt, usundt, fuldt af fluer og myg og om vinteren bidende koldt. I tranporterne blev alle folk syge af skørbug, Zinga, som russerne kalder det. Tandkødet bliver hvidt og sort, og tænderne falder ud. Senere angribes hele kroppen. Næsten alle fanger heroppe var syge, men jeg og mine kammerater slap godt fra det. Vi kendte kun et middel derimod, nemlig te, lavet af fyrenåle.

Så blev vi ført til Petrosavodsk, der ligger 4-500 kilometer sydligere, og der boede vi til marts 1918. Her mærkede vi Lenin-revolutionen, idet vi nu fik 5 rubler om dagen, men så skulle vi selv forpleje og beklæde os. Den 6. Marts 1918 blev så sendt til Sibirien, til Omsk. Det var 13 dages rejse. I lejren her var forplejningen i begyndelsen ret god, men blev efterhånden dårligere. Vi fik suppe to gange daglig med nudler, kartofler og hvidkål og 1½ pund brød. De 4 gange om ugen var suppen kogt på kød – fortalte man os. 

Jeg boede i lejr nr. 3, og vi havde lov til at gå omkring. Vi kunne således gå hen på banen for at slå tiden ihjel, og ligeledes kunne vi gå i byen, men måtte passe på ikke at blive nappet. 

Derfra kom vi til Barnaul og her, langt inde i Altai-bjergene traf jeg to sønderjyder, Peter Quitzau fra Aabenraa, der er kommet hjem for 8 dage siden og Johansen fra Hellevad. Herinde sad vi i 3 måneder og led megen nød. Vi gik så til fods til Kolikowo, hvor vi arbejdede et årstid hos bønderne og ved jernbanen. Her lavede bønderne oprør mod Koltschak, mens vi var her, og fik forbindelse med sovjetregeringen først i august 1919. I løbet af året trængte sovjet-regeringen helt igennem Sibirien, og vi fik friheden.

Vi spadserede først til fods 250 verst til Slawgorod jernbanestation for at komme med toget. Men der gik kun et tog hver 10. dag, og det var ikke til at køre med. Der var nemlig ingen træ til at fyre med, og det var uudholdeligt at rejse i de kolde vogne. Tyfus epidemierne rasede her meget alvorligt, så vi måtte blive vinteren igennem og vi arbejdede her i en lejr, som imidlertid blev opløst af sovjetregeringen. Vi kunne gå, hvorhen vi ville nåede så frem til de tyske kolonister.

Her fik vi at vide, at tranporterne begyndte at gå hjemad, og endelig kom vi med en. Den 24. september 1920 kørte 110 tyske og 390 østrigske fanger til Omsk, hvor 500 østrigere endnu sluttede sig til. Så kørte vi over Ischim, Itumen, Jekaterinburg, Perm, Vologda til Moskva, hvor vi var i 8 dage, forplejet godt af det tyske soldaterhjem. Alt var frygteligt dyrt, så vi kunne intet købe, men fik her tysk militærtøj. Da vore papirer var bragt i orden, kørte vi videre. Igennem Petrograd kørte vi om natten. Fra en finsk havn kom vi så om bord i en damper til Swinemünde.

Jeg har i 2½ år ikke hørt hjemmefra. Den 3. Marts 1918 fik jeg et kort fra mit hjem, som var skrevet i Julen 1917. Men vi studerede begivenhederne så godt vi kunne. Vi fik således helt derude af russernes beskrivelser at vide, at der var revolution i Tyskland, og at der skulle være folkeafstemninger. 

Jeg har ikke mærket noget til danske efterforskninger efter mig. Der var jo ingen, der vidste, hvor jeg flakkede om, og ingen bekendte hjemme fra havde jeg truffet, før jeg mødte P. Quitzau. Engang hørte jeg, at nogle nordslesvigere var nået over Vladivostok, men jeg lå da så langt borte, at her intet håb var om at komme frem.

Således lyder denne enkle beretning om 4 år i de russiske ødemarker. 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918