Journalist Tycho Filskov, der gjorde tjeneste bag fronten i Belgien, skrev 23. januar et brev til Flensborg Avis.
Paa Sambrebroen.
(Feltbrev til „Flensborg Avis”.)
Belgien, 23. Januar 1918.
Soldatens Liv er omskiftelig; han veed aldrig om Morgenen, om Skæbnen ikke inden Aftenen har ført ham andensteds hen og budt ham andre Kaar end hidtil. Næppe havde jeg afsendt mil sidste Brev til „Flensborg Avis”, før Idyllen pludselig blev brudt. En skønne Morgen maatte Tornystren paa Ryggen, og afsted gik det til en anden By, hvor jeg siden da har gjort Tjeneste som Vagtmand.
Endnu de sidste Dage meldes der hjemmefra om haard Vinter og voldsomme Snemængder, medens vi her har det fineste Foraarsvejr. Den stærke Kulde afløstes i Begyndelsen af sidste Uge af flere Dages Regnvejr og efter Regnen er Foraaret kommet til os — saa længe det varer; thi formodentlig har Vinteren ikke givet tabt for bestandig. Vagtsoldaten, der maa staa ude ved Nat og ved Dag i al Slags Vejr, glæder sig naturligvis over Forandringen: Handsker, Muffediser, Uldtørklæde og Hovedbeskytter er gemte hen, og man ser ikke til den Side, hvor ens tidligere god Ven Pelsen hænger. Vinden er saa mild og lind som hjemme en af de kønneste Dage i April, og selv om Natten kan det være næsten lunt.
Egnen heromkring kunde med Rette kaldes de sorte Bjerges Land. Hvorhen man ser, randes Horisonten af mørke Fjælde med mærkelig ensartede Former, med jævne, glatte Sider og løbende op i en Spids. Bjergene er nemlig kunstige, dannede ved Menneskehaand af Jordens Indvolde. Det er Egnens mange Kulgruber, der Aar efter Aar udspyr Sten og Slagger og bygger det hele op til Bjerge, voksende i samme Grad, som Jordens Indre tømms for de sorte Skatte.
Som et sølvglinsende Baand gennem alt det sorte snor sig Sambrefloden, en af Belgiens mange, stærkt befærdede Vandvej. Indtil for en halv Snes Dage siden laa Floden tilfrossen: men Regndagens voldsomme Vandmængde brød Isen og medførte store Oversvømmelser. Nu er Vandet atter sunket, og der er kommet Liv Skibsfarten paa Floden.
I Gaar og i Nat stod jeg Vagt paa Broen over Sambrefloden. Det var ikke nogen attraaet Post i de kolde Dage, da Vinden gik stærkt og Frosten bed i Næsetippen, som Pelsen ikke kunde beskytte. Men nu er det rart derude, hvor man kan gaa og sysle med sine egne Tanker. Nede paa Floden er det ellers livligt nok. Smaa Dampbarkasser i Militærets Tjeneste piler frem og tilbage, og de store Lægtere kravler fuldt lastede op ad Floden, enten hængte bag i paa en lille Slæbedamper eller trukne paa Landjorden. En lang Trosse fører fra Skibet skraat fremad ind paa Strandbredden, hvor sædvanlig to Mænd — eller Kvinder — er spændte for med en bred Gjord over Brystet. De er i Stand til at slæbe den vældige Kolos, naar denne først er i Gang, og det er tilskrækkeligt, naar Skipperen eller hans Kone om Bord passer Rorpinden og forhindrer, at Forstavnen støder mod Land. Paa denne Maade kan et Par enkelte Mennesker uden Maskinkraft levere en vældig Arbejdsydelse.
Skipperen bliver om Bord med hele sin Familie, og hverken Hunden eller Hønsene savnes. Børnene leger i det smukke Vejr oven paa Lastrummet, som vi andre gjorde det foran Stuedøren derhjemme, og imens vandrer hele Arken op igennem Landet. De fleste af disse Lægterskippere er Flamlændere, hvis Sprog jo er nært beslægtet med Tysk. Ofte kommer en Stump Samtale i Gang, mens Skibet glider forbi.
Langs Flodbredden kommer der en Dreng gaaende. I Haanden holder han en Stang, ved hvis Ende der er fastgjort en Pose. Med denne roder han af og til i Vandet og blandt det, der er drevet sammen af Tang og Drivtommer ved Bredden. Jeg spørger, om han fisker, og han svarer Ja, men — efter Propper. Kork betales med ti Mark Pundet, og Knægten har allerede en hel Del i sin Sæk.
Nede under Broen har Vandet beskadiget Flodbredden, og Jernbaneforvaltningen er Gang med Udbedringsarbejdet. To Jernbanevogne med Kampesten holder et lille Stykke borte, og herfra bærer belgiske Piger — de fleste i Mandsklæder — Stenene i Kurve ned til Floden. Det er trælsomt Arbejde: men deres Pludren og Latter viser, at der er Humør i dem alligevel.
I Nat var der ensomt paa Sambrebroen. Luften var mild som en Foraarsnat derhjemme, og paa Himlen blinkede Stjernen. I Stilheden hørte man særlig tydeligt Tordenen fra Fronten i Vest, der de sidste Par Dage har været tydeligere at høre end ellers. Det er dumpe Brag, der følger hinanden med faa Sekunders Mellemrum, og ind imellem en stedseværende Rullen, som man undertiden hører det i Tordenvejr. Underlige Tanker kan komme over en, som man gaar her i Natten og Ensomheden og lytter til disse Brag, af hvilke formodentlig hver eneste betyder Død eller Lemlæstelse for flere Mennesker.
I Morges brød Solen gennem Skyerne og fyldte Landskabet med Glitren og Blink. Solen lader sig ikke paavirke af det skrækkelige, der sker hernede paa Jorden, ellers vilde den vel tilhylle sit Aasyn for os. Og mange vilde finde det retfærdigt.
— Solen burde i det hele taget ikke skinne mere, sagde en Mand, der kom forbi, mens jeg stod og nød Solstraalerne. Det burde forblive evig Nat, og saa skulde det regne Svovl, indtil hele Menneskeheden var ud ryddet. Saa fik vi da endelig Slut paa denne forfærdelige Krig. — Sandt nok! Men saa vilde vi ganske vist ikke have megen Fornøjelse af Freden.
Tycho Filskov.
(Flensborg Avis 2. februar 1918)