Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

2. maj 1915. Russerne skyder!

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.

En af de første dage i maj begyndte russerne at overdænge os med granater, vi løb som mus fra den ene ende til den anden for at hytte skindet.

Jeg havde sat mig godt tilrette under store bjælker, men pludselig foer jeg bort, og da jeg kom tilbage var det hele splintret af en stor granat.

Hen på eftermiddagen løb en kammerat og jeg ind i en bunker der endnu var hel, men kort efter blev det os også her for usikkert, og da vi forlod den krøb Karlemann ind i den og blev dræbt af en fuldtræffer, som slog det hele i stykker.

Vi var hele tiden på vagt, for når den svære beskydning var forbi ville de storme vores stilling, det vidste vi. De skød hele dagen og da det blev mørkt kom de, vores lyttepost kom farende tilbage og alarmerede os og alle vi der endnu kunne bruge et gevær fyrede løs på de fremtrængende fjender, en del af dem nåede også ind i vores skyttegrav, men de blev hurtigt tilintetgjort og resten trak sig tilbage, men da solen stod op så vi at de havde gravet sig ned i Ingenmandsland midt mellem vore stillinger så uheldigt, at de kunne flankeres fra vor første deling.

Hen på formiddagen kom der et hvidt flag eller klud op som tegn på overgivelse, men der var næsten ingen overlevende de lå alle døde i deres egen grav, men vi havde også temmelige tab. Et par dage efter skulle vi gøre gengæld, men det blev heldigvis aflyst i sidste øjeblik.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

29. april 1915. Angrebsplaner for østfronten

Af Allan Otto Wagner

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under 34. Landwehr Brigade og 1. Landwehr-Division, som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar, Otto Theodor Wagner, i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

Efter Vinterslaget i Masurien i februar 1915 var der faldet ro over fronten og man forberedte sig på stillingskrig, da man stod overfor en lang større modstander. 1. Landwehr-Division stod lige nord for Lomza.

I april måned besluttede den øverste tyske hærledelse sig for et massivt angreb i Galizien sammen med den Østrig-Ungarske hær mod russerne. På resten af krigens fronter skulle man blot holde stand. Befalingen til Oberbefehlshaber Ost lød derfor på, at de skulle foretage stikvise skinangrebsfremstød for at aflede russernes opmærksomhed og fastholde deres tropper langs fronten.

Alle tyske tropper og armeer stod nu på russisk jord og 8. arme under General der Infanteri Otto v. Below stod østlig for Szkwa med 6½ infanteri division på en 100 km bred front til østlig for Osowiec. Overfor stod den russiske 12. arme med 14 divisioner. Den 8. arme bestod af fra højre 75. K.D., 3. R. Br., 10. Ldw. D., korps Scholtz (Gen. Kdo. XX. A.R. med 41. . J.D. og 1. Landwehr- Division), 3. R. D. med 6. Ldw. Br. og 11. Ldw. D.

8. arme ville løse sin opgave med et angreb den 29. april på den højre fløj med 75. Reserve og 10. Landwehrs Division. Det blev ikke til det store fremstød. Maj og juni forløb stille, og landvindingen var ringe, hvilket også skyldtes at armeen var blevet svækket som følge af afgivelse af enheder til den nordlige og den Østrig-Ungarske front.

 

1915-04-29 LIR84 Die Front gegen Russland vom 13-5_bis_12-7-1915
Kort: 1915-04-29 LIR84 Die Front gegen Russland vom 13. Mai bis 12. Juli 1915 – Karte 5

 

Nyt på siden om DSK (Dansksindede Sønderjyske Krigsdeltagere)

Den frivillige medarbejder ved hjemmesiden her, historiestuderende Troels Peter Roland, har arbejdet intensivt med DSK’s røde årbøger i de seneste uger. Det er der kommet nogle meget nyttige lister og fortegnelser ud af.

Bl.a. en indholdsfortegnelse til samtlige 31 årgange 1941-1972 og en liste over de ca. 6.000 medlemmer af DSK, der afgår ved døden og mindes i hvert nummer.

Du kan se dem på siden om DSK- Dansksindede Sønderjyske Krigsdeltagere

DSK-Omslag

 

2. april 1915. Johannes Jessen på Østfronten

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262. I februar 1915 blev det indsat i kampene ved de Masuriske søer.

Vi blev stadig angrebet af fjenden igennem daglige skyderier. Jeg husker vi blev med tog transporteret til Suwalki og forlod toget ved det sammenskudte bryggeri, og straks gik det østpå en hel dagsmarch. Vi skulle derude danne en feltstilling mod angreb fra Grodno, en fæstning ved Njemen (Nensel på tysk).

Langt ude var de russiske stillinger og et godt stykke foran dem lå en ensom bondegård. Min gruppe (en underofficer og 8 mand) fik til opgave at se efter om den var besat, det var den ikke og bonden og hans familie var der heller ikke, så indrettede vi os i køkkenet så godt det lod sig gøre men på engang hørte vi sagte stemmer, og vi studsede og lyttede, hvor i alverden kom de fra, vi undersøgte laderne stak hovedet op gennem loftlugen, vi fandt intet, men kunne stadig høre stemmer.

På gårdspladsen stod et meget stort træ med en tyk stamme, bag dette træ havde vi hele tiden en vagt stående for at holde øje med russerne, men hans øre hørte de hviskende stemmer og han sneg sig om hushjørnet og her opdagede han at stemmerne kom nede fra jorden. Her havde bonden gravet et skjul for det tilfælde, at tyskerne kom, men næste dag kom der ordre til tilbagetrækning,

Det var langfredag [2. april 1915, RR] morgen vi begyndte tilbagemarchen mod Sulwalki. Det havde frosset om natten, solen stod op på en skyfri himmel vejen førte langs en række småsøer, der var omkransede med træer, der næsten skjulte huse og gårde. På engang begyndte det at blinke frem mellem træerne, vi troede det var solstrålerne der brødes i vinduerne, men nej, det var en kirke, der brændte. Det hele spejlede sig i isen, vi gik betaget forbi. Officererne fotograferede, det var den 1. april, det var vinter endnu, men strålende solskin.

Jeg skal lige fortælle om en ting, der var et meget stort handykap i den masuriske vinter. Vi gik jo og spiste sne for at slukke tørsten og kom vi så ind i en bondegård hvor ovnen lå fuld af halvbagt brød, som endnu var varmt og klæbrigt blev det svælget ned med grådighed, forplejningen kunne ikke følge med, derfor var vi altid sultne og spiste alt hvad der kunne spises, det kunne maven ikke tåle og det gav gennemgang så det forslog noget, vi blev trætte og afkræftede og skulle stadig marchere og kæmpe. Sommetider sad det meste af kompagniet ved siden af vejen med bukserne nede. Hvad det vil sige med hele udrustningen af og på i en fart, for så at gå en halv time og så til det hele igen og sådan gik det i 2-3 uger.

Da foråret så var slået igennem, jorden var blevet tør og hård kom vi i en fast stilling mellem Marlampol og Kalvaria, et gammelt valfartssted i Polen. 1. bataljon og 2. kompagni afløste hinanden hver 3. dag ude i skyttegraven.

Når vi kom tilbage lå vi i en lade i halm de tre dage vi var fri. Det stykke vi besatte gik gennem en have til en gård, hvor familien var evakueret og vi brugte alt fra gården til at udbygge vor stilling med, 3. og 4. kompagni afløste første og anden, en dag fandt jeg “Hejmdal” liggende i den bunker, hvor jeg boede, jeg fik nemlig også denne danske avis tilsendt. Det var klart, at der måtte findes en dansker mere ved et af de andre kompagnier, jeg skrev så mit navn og kompagni nr. på avisen og lod den ligge, men det viste sig efter lang tid, at det var en søn af Kloppenborg Skrumsager der lå ved 1. kompagni. Han ejede ved sin død den store gård “Kanekær” ved Kjelstrup strand, nu fik jeg i hvert fald en landsmand mere.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

26. marts 1915. Triste forhold i fangelejrene i Nordslesvig

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for Kongeåen

Syd for Grænsen under Krigen

Triste Forhold i Fangelejre i Nordslesvig
Det er selvsagt, at det i Alminde­lighed er forbundet med mangehaande Savn at opholde sig som Krigsfange i fremmed Land, men værre bliver For­holdene naturligvis, naar der begynder at blive Knaphed med Levnedsmidler, og Fangernes Antal tilmed er stort. Der er, navnlig fra svejtsiske Officerers Side, fremkommen meget anerkendende Udtalelser efter deres Besøg i forskel­lige Lejre for Krigsfanger i Tyskland.

Og det er kun glædeligt. Saa meget større Grund er der derfor til at hen­lede rette Vedkommendes Opmærk­somhed paa Lejre, hvor Fangerne lider Nød, saaledes at Manglerne eventuelt kan rettes.

Om Forholdene i en saadan Fange­lejr i Nordslesvig, beliggende ved Bajstrup sydfor Tinglev, er der dernede fra tilgaaet os Beretninger, af hvilke vi her anfører følgende:

Lejren, ved Bajstrup bestaar af en meget stor Grund, ind­hegnet med to Pigtraadshegn, det ene indenfor det andet og ca. 2 Meter høje.
I hver Ende af Pladsen er af ru Bræd­der — beklædt med Tagpap baade paa Tag og Vægge — opført en mægtig enetages Barakke, der har Plads til 1000 Mand. Paa hver Side at Ind­gangen ligger en mindre Bygning med Plads for Køkken, Vagtlokaler, Opholds­rum for Vagt og Køkkenpersonale m. v.

Fangerne, hvis Tal paa dette Sted udgør ca. 2000, ligger i Barakkerne paa Træunderlag med lidt Halm over, saa lidt, at de styrter sig som Vilde over de Halmlæs, der kører ind paa Pladsen, for at sikre sig så meget som muligt deraf.

Fangernes Kost

er under de herskende Dyrtidsforhold meget knap. Om Morgenen et Stykke Brød med Kaffe, om Middagen væsent­ligst Roer og Kartofler i en eller anden kogt Form; om Aftenen Grynsuppe. Maden er imidlertid saa utilstrækkelig, at det er en ren Ynk at se f. Eks. Krigsfanger, der har haft Arbejde uden­for Lejren, vende tilbage til denne. De styrter sig som besatte over de Roebunker, som ligger udenfor Lejren i Nærheden af den store Køkkenbygning, og skønt Vagtmandskabet søger at for­hindre det, ser man Fangerne tage Roerne og med Graadighed fortære dem raa.

Penge hjælper intet
Blandt Fangerne, der i denne Lejr gennemgaaende synes ret velklædte og bestaar baade af Russere, Franskmænd, Belgiere og Englændere, er der ikke saa faa, som er vel beslaaet med Penge, og som gerne vilde tilkøbe sig god Mad. Men det er forgæves — de har kun Lov til at købe for en Snes Pfennig om Dagen.

Øjenvidner beretter at have set Rus­sere samle Kartoffelskræl og lignende op af Renestenen og spise det raat!

I Lejren ved Løgumkloster er For­holdene af lignende Art, i enkelte Retninger endnu tristere.

Der er her ikke Tale om nogen An­klage fra en enkelt f. Eks. dansk Side, nej Egnens Befolkning er i sin Helhed ilde berørt deraf. En af Tyskernes Førstemænd her, Kommuneforstander Raben, har i Vidners Nærværelse ud­talt med Harme, at „dette er Forhold, som Tyskland ikke kan være bekendt overfor Udlandet”; og en anden af Eg­nens fremstaaende Tyskere, Førstelærer Petersen i Bajstrup, har indsendt An­dragende til Myndighederne om at søge Fangernes Forplejning forbedret!

I de ca. 4 Uger, Fangerne har haft Ophold her, er der forefaldet flere Til­fælde af Hungertyfus.

Ikke regeringens skyld

Den betaler 1 Mark og 20 Pfennig pr. Fange om Dagen

Regeringen har næppe været vi­dende om, at Forholdene er saa slette, og kan heller næppe gøres direkte an­svarlig derfor, da den betaler 1 M. 20 Pf. for Fangernes Forplejning pr. Dag, heri ganske vist indbefattet Udgiften til Fangeejren eller i alt Fald en Del af dens Opførelse.

Som tidligere omtalt, er det en Enkeltmand, der har taget Driften — og dermed Forplejningen — af samtlige Fangelejre i Nordslesvig i Entreprise; han har derefter igen over­draget Forplejningen paa nye Hænder mod en betydelig mindre Betaling, for­mentlig ca. 80 Pfennig pr. Fange pr. Dag — i Løgumkloster endog kun 50 —55 Pf. pr. Dag.

Naar den sidst­nævnte Entreprenør naturligvis ogsaa vil tjene mest muligt paa Forretningen, kan man sige sig selv, at der ikke bli­ver mange Pfenning tilbage til Proviant og Køkkenbetjening m.v. Og med de dyre Priser paa Levnedsmidler i Øjeblikket vil det ikke være muligt at fremstille tilstrækkeligt nærende Mad i den fornødne Mængde.

Vore Hjemmelsmænd udtaler sluttelig, at de føler sig overbeviste om, at den tyske Regering, som forudsættes at være uvidende om de her nævnte Forhold, sikkert vil skride energisk ind for at skabe mere menneskelige Kaar for deres Fanger naar den forhaabentlig nu faar Kundskab om de virkelige Forhold.

Major v. Bötticher,

der var Chef for 3die Infanteri-Landstorms-bataillon, som havde Grænsevagten her indtil omkring 11. Marts, da Bataillonen blev be­ordret til Mecklenburg, er død dér i Ludwigs-lust den 19 Marts. Major Bötticher, der havde deltaget i Krigen 1870, var Soldat af den gamle Skole. Mens Bataillonen udførte Grænsevagten havde han sit Kvarter paa Gram Slot.

En Dansker falden?
Paa en af de sidste tyske Tabs­lister findes ifølge „Jyllandsposten” Overmaskinmester Christian Hansen af Esbjerg opført som savnet. Udfor hans Navn staar en Stjerne, hvilket betyder, at han rimeligvis er dræbt.

Tyske Ungdomskompagnier

– en Slags Spejderkorps — fra Aaben­raa og Haderslev holdt i Søndags Felt­øvelse ved Hoptrup. „Schleswische Grenzpost” bringer en længere, be­gejstret Omtale af Øvelsen og meddeler med Anerkendelse, at de unge Del­tagere, da de skiltes, tilraabte hinanden: ,Gud straffe England!”

Russiske krigsfanger Løgumkloster
Russiske krigsfanger undersøges ved ankomsten til krigsfangelejren i Løgumkloster 1915 (Museum Sønderjylland)

 

 

19. februar 1915 – Luftskibshal i Tønder færdig

De to mindste zeppelinhaller ved Tønder set fra nordøst. Forrest i billedet hallen Joachim, senere omdøbt til Tobias, bagved Marine, senere Toni. Alle bagerst til venstre ses flyhangaren, som endnu eksisterer (Tønder Zeppelin- og garnisonsmuseum)
De to mindste zeppelinhaller ved Tønder set fra nordøst. Forrest i billedet hallen Joachim, senere omdøbt til Tobias, bagved Marine, senere Toni. Alle bagerst til venstre ses flyhangaren, som endnu eksisterer (Tønder Zeppelin- og garnisonsmuseum)

Den første af Luftskibsbase Tønders to haller med kaldenavnet “Marine” er nu færdigmonteret og klar til at modtage det første luftskib. Hallen er 180 m lang, 40 m bred og 32 m høj, og består af et træbeklædt jernskelet. I begge ende af hallen er store skydeporte og et dobbelt skinneanlæg, der rækker 200 meter ud i terrænet og skal bruges ved bugseringen af luftskibene. Ad et sidespor fra jernbanelinjen Tønder Skærbæk kan luftskibene forsynes med brændstof, brint og ammunition.

Besøg Zeppelinbasen ved Tønder, for mere information om verdenskrigens spor i Sønderjylland download Museum Sønderjyllands app eller besøg museets hjemmeside.

18. februar 1915. Skibet er ladet med ammunition … Om bord på blokadebryderen S/S Kronborg

Anker Nissen var besætningsmedlem på blokadebryderen “S/S Kronborg”, der den 18. februar 1915 stod ud af Wilhelmshafen.

Vi skulle danne be­sætning på et skib, der skulle bringe krigsma­teriel m.v. til tysk Østafrika, hvor en styrke på 3.000 europæere og 12.000 indfødte soldater under ledelse af general von Lettov Vorbeck før­te selvstændig krig mod koloniens naboer, der udgjordes af englænde­re, belgiere, portugisere og indere. Skibet skulle sejle under danskflag og vi fik alle, fra kap­tajnen og ned til yngstemand, udleveret søfartspapirer, der alle var affattet på dansk og forsynet med officielle segl og mærker. Disse var naturligvis alle falske, men navnene var det jo ikke, idet vi alle havde danskenavne.

Til skibet blev der udfærdiget 3 sæt skibsdokumenter, også affattet på dansk, der lød på en trælast fra Sverige til modtagerne ifølgende havnebyer, udvalgt under hensyn til den kurs vi efterhånden skullefølge: 1. Buenos Aires i Argentina. 2. Beira i portugisisk Østafrika. 3. Masaua i italiensk Somaliland.

På hvert sæt af konnossementerne var ligeledes angivet en fyldestgørende forklaring på, hvorfor vi ikke sejlede igen­nem Suez-kanalen.

Dagen før vi skulle forlade Wilhelmshafen, blev vi kaldt frem alle 30 mand og spurgt, om nogen var betænkelige ved at skulle med på denne ekspedition, eller om vi var fejge. I den alder vil man jo ikke gerne kaldes fejg, men alligevel trådte 2 mand frem og bad om at måtte blive fri. Disse blev, uden at der blev sagt noget til dem, ført bort og var i mere end 2 måneder indespærret, indtil der forelå meddelelse om, at vi var ankommet til Østafrika, ganske vist uden skib, men der om senere.

De udtagne 30 mand og kaptajn Christiansen blev ind­skibet i en ca. 7.000 tons stor fragtdamper, der var lastet med ammunition og andet krigsmateriel, mens der øverst her over var stuvet en mægtig trælast tillangt op overrælingen, således at det virkelig så ud som et fragtskib lastet med træ, også på dækket. Det var en en­gelsk damper„Rubens” som tyskerne ved krigsudbruddet havde beslaglagt. Den fik nu navnet specialskib A, men nat­ten efter at vi var kommet i søen og nærmede os Helgoland blev skibet omdøbt til „Kronborg” og fik danske rederimær­ker på skorstenen.

Kursen blev sat mod nord og skibet ledsagedes både af undervandsbåde og en zeppeliner.

Anker Nissen: Sønderjylland Afrika tur/retur (1962)

Nissen, Anker_1915
Anker Nissen (1915)

 

10. februar 1915. Danske fædrelandssange i Dresden. Hemming Skov på lazaret

Af Allan Otto Wagner.

Hemming Skov
Hemming Skov

176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i krigen som tysk soldat på Østfronten. I januar blev han syg og blev transporteret til Dresden, hvor han ankom den 26. januar.

Jeg kom til Dresden den 26. Januar, blev indlagt paa et Lazaret i Dresden-Neustadt, men den 10. Februar blev jeg flyttet til et Privat-Lazaret, oprettet af Røde Kors. Her var det godt at være. Lazarettet laa i et rent Villakvarter.

Manden var Læge i Felten, men hans Kone residerede hjemme, bistaaet af to civile Læger samt en Stab af Røde Kors-Søstre. — Den første Aften blev jeg højligen overra­sket af en ung, dansktalende Røde Kors-Søster. Hun havde bragt i Erfaring, at en fra Nordslesvig var blevet indlagt, og nu vilde hun høre Hjemstavnens Røst, det danske Modersmaal, paa Trods af Sindelaget. Hun var Datter af Pa­stor H. W. Petersen, Præst i Starup ved Haderslev fra 1897-1919.

Et andet lunt Vindpust fik jeg hjemmefra, idet jeg for nogle Dage fik Besøg af min kære lille Søster. Hun var rejst den lange Vej og kom for første Gang til en Storstad, men hendes Ankomst hertil kunde nær have faaet ube­hagelige Konsekvenser, for jeg var i Mellemtiden blevet flyttet fra det ene Lazaret til det andet. Men takket være Tyskernes „Orden i Sagerne” fandt hun mig paa den mod­satte Side af Elben. Hjælpsomheden var stor; min Søster fik Ophold og Logi hos en enlig Dame i Kvarteret, hvorfra hun hver Dag besøgte mig paa Lazarettet. Da denne elsk­værdige Dame erfarede, at hendes Logerende kom helt oppe fra den danske Grænse og havde Dansk til Modersmaal, opfordrede hun min Søster til at synge en dansk Sang. Min Søster, der sang baade godt og gerne, efterkom Damens Ønske med at synge en dansk Fædrelandssang.

Efterhaanden bedredes ogsaa Gigten. Jeg kunde kom­me paa Højkant og endog præstere at gaa lange Spadsere­ture. Sammen med en Kammerat tog vi Sporvognen til en eller anden Forstad, for derfra at fortsætte til Fods ind i Bjergpartierne, hvorfra der var den herligste Udsigt over Byen, der ligger i en Dalsænkning med Elben flydende midt igennem. Vi kunde ogsaa søge Underholdning inde i Byen, og alt var gratis for Soldaterne. — Mindet om Dresdens Skønhed staar stadig i min Erindring.

Hans Lorenzen Bov maj 1917 91-216
Lazaret, fotograferet af læge Hans Lorenzen, Bov, i maj 1917 (Museum Sønderjylland)

 

 

8. februar 1915. Johs. Jessen i slaget ved de Masuriske søer

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262.

Den 8. om morgenen var der afmarch mod fronten, da vi kom ind i de store skove blev der kommanderet “halt” og vi fik befalet: “mit scharfen patronen laden und sichern”, så vidste vi at det næste skridt gjaldt et menneske.

Vi kom forbi mange byer hvor kun skorstenspiben ragede op af sneen. Russerne havde afbrændt alt.

Fra sikringsstyrkerne på begge sider af marchruten lød der nu skud og kl. 9 fløjtede de første kugler om ørerne på os, som egern fløj vi ind mellem træerne ved siden af vejen, vi kunne ikke se hvor de kom fra, men vi sneg os fremad for at opdage hvor fjenden opholdt sig og kom til en landsby i udkanten af skoven, fra den kunne vi se over en dalsænkning til en anden by med stråtækte huse og gårde og en kirke.

Nede i engene var et åløb som havde oversvømmet omgivelserne, en vej førte over åen, men broen var naturligvis revet bort, Byen hed Gehsen og russerne havde opholdt sig der i 12 uger. Vi fik nu ordre til at storme den, men da russerne så os komme frem bag husene begyndte de en frygtelig skydning, 1. delingsfører v. Prittwitz u. Gaffron var med 8 mand sendt ud på rekognosering, dem fandt vi døde nede ved åen bag nogle høstakke, hvor de havde søgt at skjule sig.

Efter som vi løb frem blev skydningen værre. Køster og jeg sprang over et raftehegn, her fik han et skud gennem højre lår og blev liggende, jeg fortsatte ned mod åen. Hans løb op på et lille bjerg, hvor han fik underkæben skudt i stykker. Phillip fik venstre pegefinger skudt af. Søren [Møller] blev ramt i hovedet og døde.

Jeg løb sammen med underofficer Zimmerman, og da vi smed os ned i den høje sne blev han ramt i hovedet og var død på stedet. Sneen sprøjtede mig op i hovedet, når kuglerne slog ned foran mig, men jeg kom heldig ned bag nogle store elletrunder nede ved vandløbet og var nogenlunde i ro for kuglerne, da var kl. ca. 10 og så lå vi her udstrakt på isen til kl. 3.

Henved middagstid kom vores kaptajn gående ud fra samme indkvarteringsby som vi var kommet fra. Han var en stor kraftig mand på små 100 kg han blev med det samme ramt af et strejfskud i kinden. Efter at han lige var blevet forbundet blev han ramt igen, denne gang i skulderen så armen faldt slap ned, efter at have råbt til os at nu skulle vi selv gik han tilbage og vi så ham først igen de sidste dage i marts.

Russerne havde for at beskytte sig selv beordret hele befolkningen udenfor byen på den side, vi kom fra, så vi infanterister ikke kunne skyde for ikke at ramme kvinder og børn, men artilleriet kom så og skød byen i brand, mens vi stormede løs og da vi kom op på hovedgaden, stod der 800 mand opmarcheret klar til at gå i fangenskab.

De fleste havde et friskbagt sigtebrød under armen, det tog vi selvfølgelig, og så begyndte vi at rense husene for fjender, men de stod alle på gaden, En gammel kone lå med smadret hoved i køkkenet, vi så nogle små børn ligge døde i sengene og kirken var ødelagt, alt inventaret var smidt ud og rummet benyttet til hestestald, alterskranken brugt til w.c. I tårnet lå en død mand, formodentligt klokkeren, resten af besætningen var stukket af, de kunne spores i sneen, kl. 6 begyndte så forfølgelsen. Det var altså min ilddåb.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

8. februar 1915 – Iver Henningsen: “Alt var demoleret”

Det tyske angreb i Østpreussen fortsætter, men russerne giver sig ikke uden kamp, selvom de trækker sig langsomt tilbage. Det sanitetskompagni, Iver Henningsen tilhører, følger stadig i hælene på de kæmpende tropper.

Fremmarch i Østpreussen i begyndelsen af februar 1915.
Fremmarch i Østpreussen i begyndelsen af februar 1915.

“Videre gik det den 8. Atter en følgesvend på den foregående. I en stor skov blev gjort holdt. Vi havde ikke langt til vort kvarter, og dog måtte vi opholde os tolv timer i skoven. For os hørte vi en stor sprængning. Russerne havde gjort angreb på vore pionierer, som vare i begreb med at slå bro over en flod for korpset. [Sanitetssoldaterne blev kaldt] vor og gennem denne mylder af vogne, heste, kanoner, infanteri måtte vi se at nå broen for at forbinde de sårede. Det var allerede mørkt kl. 6 aften, endnu lå vi her med kun 15 minutter til Königstal […]. Endelig kl. 7 kunne broen befærdes, da havde vi været i skoven i sne og bidende kulde fra kl. 8 om morgenen. Efter at være kommen ind i den brændende by og blev opvarmet, fandt vi en købmandsbutik. Alt var demoleret, men om os brændte husene og sendte en venlig varme gennem de ituslåede vinduer, og vi havde tag over hovedet. Så mange som mulig pakkede vi os tæt sammen for varmens skyld, og faldt snart i søvn.”

Dagsbogsuddraget er taget fra bogen “Sanitetssoldat på østfronten”, der udkommer den 27. februar.

 

5. februar 1915 – Iver Henningsen: “en lang og besværlig march”

Forberedelserne til det store slag i Østpreussen fortsætter. De friske tropper, der få dage for inden er ankommet fra Tyskland rykker frem til deres udgangstillinger. 80. Reserve-Division, som Iver Henningsens sanitetskompagni tilhører, er blevet placeret på den sydlige fløj. Sanitetskompagniet skal dog ikke umiddelbart indsættes i første linje, og rykker derfor ikke frem i front. Fremmarchen i den dybe sne, var dog ikke nemmere af den grund.

Iver Henningsen, Haderslev, i fuld uniform før afmarchen til fronten i begyndelsen af 1915.
Iver Henningsen, Haderslev, i fuld uniform før afmarchen til fronten i begyndelsen af 1915.

“For sidste gang før vores endelige overgang fra skæmt til alvor havde vi nu mønstring, om alt var i orden, og vi vare i alt 300 mand, 80 heste, 20 vogne. Sneen lå højt, og det frøs dygtig, da vi om morgenen den femte satte os i bevægelse efter Popen til. Hver vogn fik 6 mand begleitschaft [dvs. ledsagelse]. Vognene vare satte på slædeküffer [dvs. slædemeder]. Det var en lang og besværlig march, først om aftenen kl. 6½ fik vi middag. Kvartererne var dårlige og smudsige.”

Dagsbogsuddraget er taget fra bogen “Sanitetssoldat på østfronten”, der udkommer den 27. februar.

 

 

19. januar 1915. Infanteriregiment 84 “von Manstein” får ordre til opbrud

Vicefeldwebel af Reserven ved Regiment 84, C. Beuck, fortæller om afgangen til Hartmannsweilerkopf i Vogeserne i Alsace. IR84 var ét af de “slesvigske” regimenter med kaserne i Haderslev og Slesvig by.

Vogeserne 07006F00133

Midt i det røre, der hersker hos en enhed, der holder hvil et par dage, lyder den 19. januar kl. 7 om aftenen alarmeringen: “Bataljonen holder sig marchklar!”.

Kl. 7.45 trådte vi an – vi går i et ærinde, fra hvilket mange ikke skulle komme tilbage. Over Bollweiler marcherer vi til Hartmannsweiler.

Midt i landsbyen holder vi hvil; natten er mørk. En trykkende følelse ligger over enheden som altid, når man går mod noget ukendt. Jeg husker, at jeg på dette sted vekslede nogle ord med Offizier-Stellvertreter Max Hansen, en slank, altid fornøjet kammerat fra 5. kompagni, kaptajnssøn fra Sild; også han er faldet få timer senere.

Carl Beuck blev senere præst ved den tyske menighed i Aabenraa.

Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i Verdenskrigen” (udkommer 2015). Læs om søsterregimentet “Füsilierregiment “Königin” Nr. 86″ her.