17. maj 1919. Alt for mange tyskere i 2. og 3. zone: Den danske Regering gør Indsigelse mod Tredje Afstemnings-Zone

17. Maj 1919 tilstillede den danske gesandt i Paris, H. A. Bernhoft, Fredskonferencens Præsident — og samtidig de fem Stormagters Delegationer samt Medlemmerne af Fredskommissionens danske Kommission — følgende Skrivelse:

Den høje Fredskonference har besluttet at udstrække Afstemningsom-raadet i Slesvig til en Linje Kappel—Slesvig—Tønning, og den har saaledes føjet et tredje Afsnit til de to Afsnit, som var foreslaaet af Danmark og det danske Slesvigs Repræsentanter.

Denne Beslutning, som har fremkaldt levende Bevægelse i Danmark og i det danske Slesvig, har 12. ds. foranlediget et Fællesmøde af den dan­ske Rigsdags to Ting. Efter forudgaaende Drøftelse blev følgende Beslut­ning vedtaget:

Her anføres rigsdagens beslutning af 12, maj 1919

For denne Beslutning stemte alle tilstedeværende Medlemmer af Rigs­dagen med Undtagelse af de Konservative, som vel bekræftede deres Tilslut­ning til Rigsdagens Udtalelse af 23. Okt. 1918, men som fandt en ny Be­slutning uhensigtsmæssig.

Det fremgaar heraf, at de to Ting enstemmigt har bekræftet deres Be­slutning af 23. Okt. 1918, hvori Rigsdagen udtrykker Haabet om, at det slesvigske Spørgsmaal maa blive løst i Overensstemmelse med Nationalitets-Principet.

Idet jeg har den Ære at bringe ovenstaaende til Deres Ekscellences Kundskab, tillader jeg mig dertil at knytte følgende Bemærkninger:

Danmarks Hovedstyrke bestaar i dets Befolknings Ensartethed.  

De to Zoner eller Afsnit, hvori Danmarks og det danske Slesvigs Re­præsentanter havde anmodet den høje Konference om at lade foretage Folke­-Afstemning, omfatter hele den Del af Slesvig, som i 1867 — før det preus­siske Undertrykkelses-System var blevet fæstnet — stemte dansk ved de tyske Valg. Skøndt Danskheden har tabt Terræn siden 1867, findes der dog endnu i det andet Afsnit virksomme danske Sympatier.

Ganske vist omfatter de to Afsnit, ja, selv Nordslesvig tyske Mindre­tal; men i et Slesvig, hvis Indbyggeres store Flertal er dansk, vilde efter Indlemmelsen i Danmark de mere eller mindre splittede tyske Mindretal hurtigt forsvinde.

Selv om Danmark udvides til en Grænse, der drages i andet Afsnit, vilde det vedblivende være et Land med ensartet Befolkning.

Anderledes vilde Sagen stille sig, hvis Grænsen blev trukket sydligere efter Afstemning i det tredje Afsnit.

Allerede inden Krigen 1864 var Befolkningen i dette tredje Afsnit ikke alene tysk af Sprog og Sindelag, men ogsaa antidansk.

Hverken i det halve Aarhundrede, som er forløbet indtil 1914, eller under den store Krig har der for os foreligget noget Tegn paa, at en Æn­dring i denne Befolknings Sindelag skulde være foregaaet.

Først efter Tysklands Nederlag og under Truslen om finansiel Ruin er der hos visse Elementer i denne Befolkning opstaaet Ønske om at frigøre sig fra Tyskland og at faa Lejlighed til at stemme for Genforening med Danmark.

Til denne Bevæggrund af materiel Art slutter sig en Genopblussen af den slesvigske eller slesvig-holstenske Partikularisme, der, som vor Historie viser, rummer en Fare for Danmark.

Det er disse Partikularisters Ønske at indlemme i det fremtidige Dan­mark sluttede tyske Mindretal, som vil være tilstrækkelig betydende til i Danmark at opretholde en kæmpende Tyskhed, i Haab om saaledes at for­beholde Fremtiden.

De spredte Mindretal i Nord- og Mellemslesvig vilde da ikke mere være tyske Smaaøer, som hurtigt vilde kunne forsvinde, men de vilde blive Tysk­hedens Forposter.

Denne Bevægelse er saa meget farligere, som den giver politisk Paaskud for saadanne Omvendelser, der nødig vil indrømme, at deres Bevæggrunde er Pengeinteresser.

Jeg skal tillade mig at anføre nogle Tal. Den høje Konference har fast­sat Folkeafstemning i en Zone, der omfatter rundt 415.000 Indbyggere. Den Del af Slesvig, hvori der findes et dansk Element, omfatter omtrent 255.000 Indbyggere, hvoraf rundt 175.000 taler Dansk.

Der findes altsaa i Afsnit­tene I og II mindst 80.000 Tyskere, til hvem den sluttede Masse af 160.000 Tyskere, der bor i tredje Afsnit, vilde kunne slutte sig.

Som Begrundelse for den af Rigsdagen tagne Beslutning udtrykte Tale­ren, under Tingenes almindelige Tilslutning, Danmarks dybe Taknemme­lighed overfor de allierede og associerede Magter, hvis Sejr og efterfølgende Beslutninger paa Fredskonferencen har muliggjort vore nationale Forhaabningers Virkeliggørelse.

Det er i denne Aand, som besjæler hele det danske Folk, at jeg har til­ladt mig at forebringe de ovenstaaende Bemærkninger.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *