Vi bringer hen over efteråret en lille serie med korte artikler af Jørgen Flintholm Hansen om Infanteri-Regiment “von Manstein” Nr. 84 i Første Verdenskrig.

Bataljonen fra Haderslev: Ors 1918 – bataljonen går til grunde

Den 4. november 1918 iværksatte de allierede endnu en fase i den sidste offensiv under krigen. Over en front på 50 kilometer skulle en fransk og fire britiske hære angribe i retning af den belgiske grænse. Sammen med et amerikanske angreb i Argonne skulle det forhindre tyskerne i at lave en forsvarslinje langs Meuse. Sluse nr. 1 på Oise-Sambre-kanalen ved Ors var den yderste højrefløj i den britiske fremrykning. Det var her britiske stillinger sluttede sig til franskmændene.

Resterne af Infanterie-Regiment 84 var placeret langs kanalen, hvor II. Bataljon dækkede selve Ors-slusen. Både regiment og bataljon var efterhånden kun en skygge af sig selv, og antallet af sønderjyder var efterhånden begrænset. Oprindeligt kom erstatningspersonel fra regimentets egen ”Ersatz-Bataillon”, men efterhånden var kravet til nyt personel så stort, at uddannelsen i Tyskland var for dårlig inden turen gik til fronten. Der blev derfor etableret ”Rekrut-depoter” ved de forskellige divisioner. Herfra blev soldater efter yderligere uddannelse sendt ud til de forskellige regimenter efter behov uden større hensyntagen til, hvorfra i Tyskland de oprindeligt stammede, hvilket igen betød, at personel fra Slesvig (Sønderjylland) så sig medlem af regimenter fra alle dele af Tyskland.

Den første hindring var den 18-20 meter brede Sambre Kanal i det samme område, hvor briterne allerede havde kæmpet hårdt i 1914. Landsbyen på den nordlige side af kanalen blev sikret af 6 Division den 1. november, og den 4. november angreb 2. bataljon Royal Sussex Regiment slusen, assisteret af ingeniørenheder, der skulle slå bro over kanalen.

Angrebet begyndte klokken 05.45. II. Bataljon fra Haderslev ydede voldsom modstand, og det kostede englænderne store tab at tiltvinge sig overgang, men til sidst lykkedes det. Angrebet mod slusen måtte passere nogle marker omgivet af tætte hegn, hvor tyskerne havde indrettet et forsvar med maskingeværer og geværskytter. Først ved middagstid var der slået et hul i de tyske linjer. I Ors området mistede de indsatte engelske enheder 1.150 mand – døde og sårede.

Det skulle blive II. bataljons sidste kamp. Der er ikke mange oplysninger om selve kampen i regimentets officielle historie. Dette skyldes primært, at kun ganske få, om nogen, slap tilbage i sikkerhed og kunne give melding. Allerede kl. 1045 melder chefen for III Bataljon, at englænderne er trængt over kanalen ved Ors sluser, og der intet forelå omkring situationen hos II. Bataljon. Et befalet modangreb med resterne af I. og III. Bataljon opnåede ingen resultater. Først klokken næsten 0300 næste morgen fik regimentet meldinger om, at bataljonen ikke længere eksisterer, men enten var faldet eller taget til fange.

Dokumentationen i den tyske hær var på dette tidspunkt meget mangelfuld, og det har ikke været muligt at finde troværdige oplysninger om tabene i kampene omkring Ors.

I august 1914 havde bataljonen mødt englænderne ved Mons, hvor den i angreb havde tilkæmpet sig overgang over en kanal – og hvor der på engelsk side blev udløst to Victoria Cross. Nu havde bataljonen i sin sidst kamp igen mødt englænderne, der denne gang var den angribende part over en kanal – og hvor der igen på engelsk side blev udløst to Victoria Cross.

Bataljonen fra Haderslev havde derved i angreb og i forsvar været årsag til, at hele FIRE Victoria Cross blev tildelt for ekstrem tapperhed.

7 dage senere – 11. november – var krigen slut!

Vi bringer hen over efteråret en lille serie med korte artikler af Jørgen Flintholm Hansen om Infanteri-Regiment “von Manstein” Nr. 84 i Første Verdenskrig.

Bataljonen fra Haderslev: Forårsoffensiven 1918 . Kampen om Moreuil

Den 18. marts 1918 iværksatte tyskerne deres store forårsoffensiv på Vestfronten.

Efter at Rusland på grund af revolution var udtrådt af krigen, havde vestfronten pludseligt fået forstærkning af adskillelig divisioner fra øst. Selvom disse var ukendte med forholdene i vest, og derfor måtte gennemgå en omhyggelig uddannelse, gav det håbet om, endeligt at kunne indsætte tropper og materiel i et ikke tidligere set omfang, og på et tidspunkt, hvor den amerikanske hær endnu ikke var kommet til indsættelse i Frankrig. Offensivens hovedformål var at drive en kile ind mellem den franske og den britiske hær. På mange måder er der paralleller mellem den tyske forårsoffensiv 1918 og vinteroffensiv i Ardennerne i 1944/45.

Offensivens første fase gik godt for tyskerne. Den engelske front blev gennembrudt og tyske enheder stormede frem mod det første mål i Amiens, der som knudepunkt havde stor strategisk betydning. Det lykkedes at erobre de gamle slagmarker langs Somme, men så gik offensiven i stå kun få kilometer væk fra Amiens, omtrent på linjen fra Albert til Montdidier.

Efter omgruppering og tilførelse af mandskab, våben, ammunition og materiel, skulle offensiven genoptages den 4. april. Blandt de nye enheder, der blev sendt frem, var 54. Infanterie-Division og dermed også Infanterie-Regiment 84.

Efter en periode i hvil og uddannelse, blev regimentet mellem den 24. og 26. marts med jernbane transporteret til Bouchain og Iwuy nord for Cambrai og blev indkvarteret i Oisy-le-Berger. Herfra gik det i dagsmarcher mod vest indtil regimentet den 3. april havde nået Beaucourt-en-Santerre

Syd for Amiens var fronten var gået i stå foran floden Avre, hvor franskmændene stadig havde et fodfæste på østsiden af floden. Med den friske 54. Infanterie-Division skulle franskmændene kastes tilbage over floden og tyskerne selv etablere brohoved på vest siden. Til denne opgave indsatte divisionen kun et regiment – 84. Infanterie-Regiment. Som forstærkning fik regimentet tildelt et batteri fra 108 Artillerie-Regiment i nærstøtte, Maschinengewehr-Scharfschützen-Abteilung 39 og to delinger fra Pionier-Kompanie 107.

Regimentet indsatte alle sine tre bataljoner i angrebet. Bataljonen fra Haderslev, II/IR 84, fik tildelt afsnittet yderst til venstre i retning af byen Moreuil. Angrebet skulle nå Avre, hvorefter retning i angrebet skulle svinge mod nord i retning af Castel.

Ved midnat natten til den 4. april 1918 rykkede enhederne frem til udgangsstilling ved vejgaffel, 1 km nordøst Moreuil. Det var en buldrende mørk nat med silende regn. Første hindring var skoven mellem udgangsområdet og floden Avre.

Kl. 0400 startede fransk artilleri en voldsom trommeild mod skoven og området bag denne, der hurtigt forvandlede skoven til et næsten uigennemtrængeligt virvar af ødelagte træer og grene.

Kompagnierne mistede hurtigt orienteringen og navnlig 6. Kompagni blev så hårdt ramt, at den på tidspunktet for iværksættelse af det egentlige angreb i retning af Avre, endnu ikke var nået frem. En salve af granater ramte 3. deling og sprængte den i luften. Blandt de døde var den mangeårige Gefreiter Johansen fra Haderslev.

5. Kompagni måtte fra reserven allerede inden angrebet indsættes med to delinger i front i stedet for den stadig manglende 6. Kompagni, der i sidste endnu kun dukkede op i spredte elementer.

Med jernhård viljekraft arbejder kompagnierne sig under betydelige tab i øsende regn gennem skoven til vest kanten, som bataljonen nåede omkring kl. 0500, totalt udmattet, og kun to timer før hovedangrebet.

Den tyske artilleriforberedelse var præcis og effektiv. Præcis klokken 8.10 rejste hele frontlinjen sig, som på kommando, og styrtede frem. Det lykkedes at nå den primære vej mellem Moreuil og Amiens, men her gik angrebet i stå på grund af flankerende ild fra Moreuil.

Først efter at III. Bataillon til højre også var nået frem, og den decimerede II. Bataljon havde fået forstærkning fra to kompagnier fra I. Bataljon,  kunne angrebet omkring kl. 1400 fortsætte i et sving mod nord under hårde kampe.

Bataljonens fremrykningen langs Avre forsinkedes, da man faldt over et forladt engelsk felthospital med tilhørende forsyningsdepot med rigelige forsyninger af mad og andet godt, der i meget lang tid ikke havde været til stede på tysk side. Det krævede derfor energisk indgriben for at få  angrebet i gang igen, da alle pludseligt fik mere travlt med at ”organiserer” nogle af de rare sager.

Kl. 1500 nåede man vejen mellem Castel og Thennes, men med en stigende opklaring i vejret øgedes modstanden fra fransk infanteri, artilleri og flyvemaskiner, hvorunder kompagnierne led yderligere betydelige tab.

Omkring kl. 1900 graver bataljonerne sig ned i deres stillinger med forreste linje omkring 1½ km nordøst for Casel. Regimentet havde mistet omkring 40 officerer og 500-600 mand. Hårdest ramt var II. Bataljon. Om morgenen den 5. april talte den totalt kun omkring 150 mand. I en melding til regiment gjorde bataljonens opmærksom på, at den ikke længere disponerede over maskingeværer, at alt personel var fuldstændig udmattede og dels uden leder, og at kamptrænet trods ihærdig eftersøgning stadig ikke var fundet.

Denne besked markerer dagens alvor. Regimentets samlede tab af officerer og mandskab den dag var meget høje. Desværre indeholder krigsfilerne ingen numeriske oplysninger om tabene på den dag. II./84 mistede omkring 28 døde, 189 sårede og 6 heste. Desuden var et stort antal mennesker forsprængt.

Om aftenen blev bataljonen trukket ud af linjen, flyttet til den anden side Avre, hvor Reserve-Infanterie-Regiment 90 havde etableret et brohoved, og placeret i reserve for denne. Dermed var dens trængsler ikke slut. Efter en hurtig reorganisering blev bataljonen igen indsat.

Den 7. april om aftenen afløste II. Bataljon trods af dens ringe kampstyrke og næste totale udmattelse, I/RIR 90. med 8., 6., 5. Kompagni i forreste linje, 7. Kompagni og 2. MG-Kompagni bag venstre flanke som reserve. Den følgende dag var den genstand for massiv fjendtlige artilleri.

Bataljonens tilstand begynder af blive betænkelig.  Til de mange kamptab kommer på grund af regnen, kulden og den manglende søvn også mange syge, men først tidligt på morgenen den 9. april kom det så vidt. Bataljonens kompagnier var på dette tidspunkt skrumpet ind til på størrelse af delinger – omkring 39 mand. Samtidig med afløsning returnerede bataljonen til eget regiment og placeredes i hvil i Moreuil.

Midt i august iværksatte de allierede deres modoffensiv. 100 dage senere var den 1. Verdenskrig slut.

Vi bringer hen over efteråret en lille serie med korte artikler af Jørgen Flintholm Hansen om Infanteri-Regiment “von Manstein” Nr. 84 i Første Verdenskrig.

Bataljonen fra Haderslev: Genopbygning og i rolig front ved Delme

Da Infanterie-Regiment 84 den 26. november 1917 marcherede fra fronten ved Cambrai til omegnen af Valenciennes, var den kun skyggen af sig selv. Regimentschefen, Oberst Schultz, som under Cambrai slaget i Tournai været formand for en kommission, der skulle reviderer reglementet for infanteriet i krig („Vorschrift für die Ausbildung der Fußtruppen im Kriege“) var grædefærdig, da han mødte resterne i Cambrai. Af 55 officerer var kun 12 tilbage. To bataljonschefer, herunder Hauptmann Soltau fra II. Bataljon, var faldet. Alene i II. Bataillon var  25 sønderjyder gået tabt under det store kampvognsslag – som faldne, savnede, sårede eller krigsfange. Regimentets resterende 130 mand var fordelt på to kompagnier. Efter oberstens udsagn, var det sår, regimentet aldrig overvandt resten af krigen.

Mellem den 26. november og 2. december blev II. Bataillon indkvarteret i Valenciennes. Perioden blev brugt til at hvile ud og til modtagelse af det første erstatningspersonel.

2. december fulgte forskydning med tog via Namur, Arlon og Luxembourg til Delme i Lorraine, hvor bataljonsstab, 5., 7. og 2 MG-Kompagni sent på aftenen blev udladet i Baldershofen og herfra indkvarteret i Delme, mens 6. og 8. Kompanie den følgende dag ankom og indkvarteredes i Püfschingen (Puzieux) og Dinkirch (Tincry). Denne del af Lorraine (Lothringen) var tysk og landsbyerne stadig beboet af civilbefolkningen. Selvom der i nogle tilfælde skal være en temmelig trang belægning, var kvartererne generelt tilfredsstillende efter at flere indkvarteringsrum var gjort mere hjemlige. Regimentets stab ankom ligeledes den 4. december og indkvarteredes i St. Ersert.

Nu begyndte for alvor modtagelsen af erstatningspersonel. Det var ikke længere færdiguddannede, krigsduelige mænd. Det oprindelige erstatningssystem, hvor hvert regiment havde sin egen ”Ersatz” bataljon, virkede ikke længere. Der manglede i den grad instruktører i Tyskland, at uddannelsen var så dårlig, at der ved hver Division ved fronten måtte oprettes rekrutdepoter til færdiguddannelse. Derved gik også den klare geografiske tilhørsforhold tabt. Antallet af sønderjyder ved regimentet var gået kraftigt tilbage.

Total mistede II. Bataljon 509 sønderjyder under krigen (døde, sårede, savnede, syge, krigsfanger), og 4/5 af disse før 1918.

Det tilgåede personel var efter omstændighederne godt nok, generelt med god vilje og endnu ikke præget af stadig dårligere stemning og mangel på disciplin i Tyskland. Foruden en blanding af unge og gamle folk, var der for første gang også et betydeligt antal syge eller tidligere sårede fra lazaretter, der ikke kunne anvendes i kamp, og dårligt var i stand til at opfylde tjenestens krav. Generelt var den fysiske form dårlig.

Også de tilgåede officerer skabte problemer. Oftest kom de fra østfronten, og var totalt ukendt med forholdene på vestfronten, dels var de meget unge og ikke tilstrækkeligt uddannede. Først den 23. december 1917 ankom de sidste personelerstatninger til regimentet. Beskadiget og tabt materiel kunne erstattes, men den veluddannede styrke fra 1914 eksisterede ikke mere.

Uddannelsen af nyt personel blev stadig mere vanskelig. På grund af de rolige forhold langs denne del af fronten, kunne uddannelsen fortsætte efter 4. januar 1918, hvor regimentet overtog et afsnit sydvest for Delme.

Uddannelsen bar præg af, at en tysk offensiv lå i luften. Med stigende krav blev der afholdt øvelser i frit terræn og i øvelsesværker – udnyttelse af terræn, forbedringer af stillinger i en kratermark, overvindelse af forhindringer, brug af håndgranater, gasmasker og foruden skydeøvelser også intensiv uddannelse i brug af maskingeværer og lette maskingeværer. Der var etableret en række skoler, og folk fra regimentet blev sendt på signalkursus i Saarburg og officerer på førerkursus i Haguenau.

Den 4. januar 1918 overtog regimentet Afsnit Seebach sydvest for Delme. II. Bataljon fik ansvar for Seebach II , hvor den afløste Landwehr-Infanterie-Regiment 30. Et forpostkompagni placeredes i Kranhofen (Craincourt) med en forpostdeling i Erlen (Aulnois). Bataljonens hovedstyrke – stab og et kompagni lå i Allenhofen (Alaincour), 2 delinger i Pülchingen, mens et kompagni dækkede mellemstilling mellem Allenhofen og Kranhofen. Rotation i stillingen fulgte hver 4. uge.

Det var en anderledes front end normalt på vestfronten. Det var en udpræget forpoststilling bag floden Seille, der udgjorde en stærk hindring, da floden den vinter ydermere var gået over sine bredder. Samtidig dannede floden landegrænse mellem Tyskland og Frankrig (1871-1918). Med en linje langs en forskråning, gav det gode observations muligheder på lang afstand. I de delvist sønderskudte kirketårne var der permanente observationsposter i dagtimerne.

Ved selvsyn under et besøg i 2012 kunne jeg konstatere, at der flere steder i Afsnit Seebach lå betonbunkere, der højst sandsynligt også lå her, da Regiment 84 besatte Afsnittet. Også franskmændene på den anden side Seille var koncentreret omkring landsbyerne Letricourt, Echenicourt, Ajoncourt og Arraye. Generelt forventedes der ingen større kamphandlinger.

Bataljonen kunne fejre julen 1917 bag fronten. En post- og orlovsspærre betød, at ikke alle julepakker nåede frem, men alligevel lykkedes det at festligholde højtideligheden. Den 24. december kl. 1730 var der fælles julegudstjeneste i Delme, hvorefter der kompagnivis var julefest, hvortil der både af punch og øl ankre. Efter kompagnifesterne samledes alle bataljonens officerer i officerskasinoet til fælles middag.

En anden beskæftigelse i hvileperioderne var indsamling af skrotmateriel – tagrender og anden metal fra ødelagte bygninger, og andre effekter, der kunne genanvendes af den tyske krigsindustri. Det indsamledes blev solgt til den tyske stat og provenuet var en kærkommen styrkelse af kompagnikasserne.

Den 4. januar 1918 rykkede II. Bataillon tilbage i Afsnit Seebach II og forblev her til den 1. februar. I stillingen hersker generelt ro. Skydning med infanterivåben og artilleri var ringe og minekastere anvendtes slet ikke.

Den 17. februar blev Delme forladt, og i løbet af to dages march nåede bataljonen området Dieuze, hvor II./84 tog ophold i Wirtsdorf.

I omkring en måned skulle tropperne fortsat blive uddannet i offensive kamp.

Vi bringer hen over efteråret en lille serie med korte artikler af Jørgen Flintholm Hansen om Infanteri-Regiment “von Manstein” Nr. 84 i Første Verdenskrig.

Bataljonen fra Haderslev: Kampvognsslaget ved Cambrai

Efter en hård periode i fronten foran Ypres i Flandern, kom Infanterie-Regiment 84 i hvil nordøst for Cambrai indtil den 24. august 1917, hvor den rykkede ind i Siegfried-stillingen foran Cambrai. Her var den stadig indsat den 20. november, da englænderne iværksatte den første succesfulde masse indsættelse af kampvogne i koordination med infanteri, en begivenhed den store engelske militærtænker, Sir Lindell Hart senere kaldte »et af de største landemærker i krigshistorien – indledningen til en ny epoke«.

En anden revolutionerende nyhed var anvendelsen af artilleri. For at virke effektiv, skal artilleri anno 1917 indskydes, hvilket ofte gav modstanderen et forvarsel om angreb. Nu havde englænderne opfundet det moderne princip med lyd og lyspejling. Ved hjælp af seks mikrononer spredt over et bredt område, var det muligt at beregne de tyske batterier præcise placering ved at beregne tidsforskel og vinkel mellem lyd og lys fra en kanons afskydning.

Steder for angrebet var omhyggeligt valgt, da Cambrai var et vigtigt tysk trafikknudepunkt, og terrænet tørt og endnu ikke forvandlet til et månelandskab af artillerikratere. Det var derfor velegnet til kampvogne, der i dybeste hemmelighed blev transporteret hertil med 36 togstammer, styret af den amerikanske hærs 11 Engineer Regiment (Railway), der bestod af tidligere jernbanearbejdere fra New York. I alt drejede det sig om 476 kampvogne.

På trods af forsøg på at holde angrebet hemmelig, havde tyskerne tilstrækkelige informationer til at være delvist forberedt. Den 19. november var der tilgår besked om, at fanger havde berettet, at fjenden den 21. november ville gennemfører et angreb for at sikre Havrincourt.

Slaget begyndte kl. 0714 den 20. november. Den blev indledt med en omhyggelig planlagt, men ikke indskudt artilleri forberedelse fra 1.003 kanoner mod nøglepunkter i det tyske forsvar, fulgt at røg og en krybende spærreskydning 300 meter foran det angribende infanteri og kampvogne.

Allerede kl. 0730 begynder infanteriangrebet, hvorunder englænderne indsætter 180 kampvogne. I. og II. Bataljon lå i forreste linje og blev meget hurtigt løbet over ende. Kl. 1000 var der ikke længere forbindelse mellem regimentets kommandostation og dens bataljoner.

Chefen for II. Bataljon var den respekterede Hauptmann (kaptajn) Harro Soltau. Næsten et år tidligere havde Soltau beordret Fort Douaumont ved Verdun rømmet for at undgå yderligere tab. Efterfølgende indtog franskmændene det berømte fort. I den mellemliggende periode havde Hauptmann Soltau flere gange måttet retfærdiggøre beslutningen om at rømme Douaumont, og der havde ikke været mangel på bebrejdelser.

Begivenheden ved Verdun var måske den overvejende årsag til, at Soltau denne gang IKKE ville beordre en rømning af bataljonen under det voldsomme britiske pres. Resultatet blev at store dele af bataljonen faldt eller blev taget til fange. Soltau selv forblev ved sin kommandostation til det sidste og faldt her.

I mange år blev han anset for savnet uden kendt grav, men i dag står han registreret til at være begravet i fællesgraven på den tyske kirkegård i Cambrai. Hauptmann Soltau havde sin kommandostation i et hegn med udsigt i retning Havrincourt.

Kl. 1200 var den tyske anden linje foran Flesquières faldet. På ordre fra division, samledes resterne af regimentet i forsvaret af selve Flesquières, og fik her god støtte af divisionens artilleriregiment – Feltartillerie-Regiment 108 – der havde en månedlang uddannelse og erfaring i bekæmpelsen af kampvogne. Kampen om byen kom til at koste regimentet yderligere store tab. I alt mistede regiment denne dag 38 officerer og 1.662 mand.

Af de indsatte 180 kampvogne den første dag, blev kun 65 ødelagt, mens 71 brød sammen og 43 kørte fast. De britiske tab havde kun været 4.000 mand, mindre end halvdelen af prisen for Passchendaele ved Ypres, og havde på seks timer nået samme resultat som tre måneder kampe i Flandern.

Sønderjyden Christian Hansen har senere fortalt: »Vi kom til at ligge i 3. linje, og her så jeg for første gang tankene sat ind mod os. De store kolosser kom anstigende og kørte lige så nydeligt langs med skyttegravene og skød med revolverkanoner ned i disse. Der var ikke meget at stille op for os, og vi flygtede med syv mand ned i en dyb “understand”. Inden det kom så vidt, ville vor kompagnifører opildne os til at angribe tankene med håndgranater, men en hamborger råbte til ham, at så skulle han selv gå foran med et godt eksempel. Det gjorde ham også, idet han sprang op af graven og skød på tanken med sin revolver – og faldt straks«.

Christian Hansen blev kort efter britisk krigsfange.

En af de kampvogne, der denne dag blev ødelagt ved Flesquières var D51 »Deborah«. Hun blev begravet i et krater og først i november 1998 igen gravet op. I dag står hun på et nyt museum i Flesquières og er bestemt et besøg værd.

Vi bringer hen over sommeren og efteråret en lille serie med korte artikler af Jørgen Flintholm Hansen om Infanteri-Regiment “von Manstein” Nr. 84 i Første Verdenskrig.

Bataljonen fra Haderslev

Flanderns mudder

Mellem den 5 og 18. august 1917 var bataljonen indsat i fronten ved Ypres midt under det, der er kendt som »Det tredje slag om Ypres«. Forude var gået den succesfulde engelske erobring af Messines højderyggen, og den nye engelske offensiv skulle nu bryde den tyske modstand foran Ypres.

Offensiven kom dårligt fra start. I Flandern ligger grundvandet i meget ringe dybde, og kun et omfattende system af åer, grøfter og afvandingskanaler gør det muligt at dyrke landet. Tre års krig havde imidlertid totalt ødelagt dette system og forvandlet slagmarken til et endeløst hav af mudder. Desuden er landet totalt fladt med meget få orienteringspunkter.

Den britiske offensiv opnåede aldrig sit mål. Da offensiven sluttede i starten af november, var fronten rykke 8 km frem til Passchendaele. Prisen havde været i omegnen af 800.000 britiske, australske, canadiske og tyske soldater. 140.000 allierede soldater døde – en død for hver fem centimer vundet terræn!

Efter indsats i Champagne til den 24. juli 1917 havde Infanterie-Regiment 84 forventet at få et hvil af en vis varighed, men den 31. juli startede den britiske offensiv ved Ypres, og om aftenen den 2. august var regimentet på vej hertil som forstærkning. Ved ankomst til Flandern kom regimentet i borgerkvarter i Rumbeke. Det viste sig hurtigt, at sønderjyderne på deres plattyske dialekt udmærket kunne snakke med den venlige og imødekommende flamske lokalbefolkning.

Den 5. august gik det så frem i forreste linje ved Zonnebeke, der på det nærmeste var jævnet med jorden. De næste dage og uger i linjen fulgte det sædvanlige mønster, hvor bataljonerne skiftede mellem placering i frontlinje, i beredskab eller i hvil.

I forhold til tidligere var den britiske taktik ændret. I stedet for stor angreb for på én gang at gennembryde de tyske linjer, blev der nu angrebet med relativ korte mål, hele tiden indenfor artilleriets rækkevidde. Efter erobring af en stribe land blev denne befæstet og fastholdt indtil artilleriet kunne bringes længere frem til støtte for næste delangreb. Det er den såkaldte “bite and hold”-taktik.

Dette betød, at de tyske »stillinger« konstant lå under artilleribeskydning. På grund af den  voldsomme og vedvarende beskydning bestod den forreste linje på ingen måde af en skyttegrav, som vi kender det fra billeder og film, men udelukkende af granatkratere, udbygget til stilling for et par mænd, og – hvis der var tid og mulighed – nødtørftig forbundet med hinanden. Den eneste form for dækninger var en række betonbunkere, der stadig i dag ligger spredt over området, men som hvide klodser i det brune landskab tiltrak de sig kontinuerligt de britiske kanoner.

Den 10. august var en såkaldt »Storkampdag«, der særskilt noteredes i de tyske soldaterbøger. Forud for det britiske infanteriangreb, der skulle trænge over Haanebeek åen, lå en vedvarende artilleriild, der før angrebet øgedes til trommeild – ild, hvor de enkelte granaters nedslag ikke længere kunne skelnes fra hinanden. Det lykkedes englænderne at bryde ind i forreste linje til højre for regimentet, men øjeblikkeligt iværksatte modangreb standsede yderligere fremgang.

De næste dage fortsatte beskydningen, men uden infanteriangreb.

Først den 16. august kom endnu en »storkampdag«. Om natten havde englænderne lagt stillingerne under kraftig gas. Pludseligt kl. 0500 startede en trommeild og kort efter angreb det engelske infanteri. To kompagnier fra I. Bataillon i forreste linje blev løbet over ende, sammen med dele af II. Bataillons 7. Kompanie. Endnu engang blev der øjeblikkeligt gået til modangreb med resten af II. Bataillon, som lå i beredskab. Det lykkedes at tilbageerobre det meste af det, der var gået tabt.

Det blev regimentets svanesang i Flandern. Allerede den følgende dag begyndte afløsningen og om morgenen den 19. august var alle dele  ude af linjen og samlet i Winkel-St.Eloi. Indsatsen havde varet i omkring 14 dage. Den havde kostet 15 døde og 715 sårede – 1 død og 50 sårede om dagen!

Et særligt problem i Flandern var forsyningen af frontlinjen med mad, ammunition og materiel. På grund af det engelske artilleri måtte udgangspunkt for forsyningstjenesten ligge i Moorslede, næsten 8 km væk. Regimentet valgte derfor at udskille en styrke på fire delinger fra de tre bataljoner – i alt 35 befalingsmænd og 230 mand –udelukkende til formålet.

Forsyningstjenestens indsats og vilkår fortjener stor respekt. Hver nat måtte hold bevæge sig til fods frem og tilbage til fronten gennem et terræn, hvor det var næsten umuligt at orienterer sig. Den eneste vejviser var de utallige lyskugler, der blev sendt op langs frontlinjen, men hvor i den lange række lå egne kompagnier og delinger? Død og ulykke havde ikke kun form i det engelske artilleri, men mindst lige så meget i de vandfyldte kratere, hvis mudrede sider gjorde det umuligt igen at komme op ved egen hjælp, hvis man i mørket faldt i. Transportholdene havde flere savnede – formentlig for evigt forsvundet i et af de mudrede kratere. Tungt belæsset med termobeholdere med mad, flaskekurve med vand, ruller af pigtråd, kasser med håndgranater og ammunition til geværer og maskingeværer, gik det gennem månelandskabet indtil man fandt målet og kunne læsse af.

Turen tilbage var lige så hård, for nu måtte holdene slæbe på de sårede, hvis eneste chance var at komme med disse transporter tilbage til forbindepladserne.

Endnu i dag udgør artillerigranater et stort problem i Ypres området. Jeg boede for nogle år siden på den belgiske kaserne i Ypres og snakkede med minerydderne. Man har beregnet, at der ved Ypres blev brugt omkring 300 millioner granater langs en front, der på 4 år ikke flyttede sig mere end  8-10 km. Hvis blot 10% var forsagere, kan man selv regnet tallet ud. I 2009 indsamlede man 200 tons forsagere.

Specielt under udgravninger opstår problemer, og selvom hold af ryddere er på vagt døgnet rundt, sker der fortsat flere ulykker, også med dødelig udgang.

Et særligt problem er de mange giftgasgranater. Fra 1972 er det efter international aftale forbudt at dumpe i havet, og selvom Belgien fik en ekstra tilladelse til dumpning en sidste gang i 1980, er problemet stadig voksende og på et tidspunkt var op mod 20.000 granater – 300 tons – oplagt i et stort EOD center i Houthulst skoven. Problemet er så stort, at det har været nødvendigt her at bygge et særligt anlæg til at uskadeliggøre dem.

Vi bringer hen over sommeren og efteråret en lille serie med korte artikler af Jørgen Flintholm Hansen om Infanteri-Regiment “von Manstein” Nr. 84 i Første Verdenskrig.

Efter en lille pause fortsætter vi nu serien de følgender uger.

Bataljonen fra Haderslev

Hvileperiode – Bois de Mont-Mare – indsat i fronten!

Da Infanterie-Regiment 84 den 31. oktober 1916 endeligt blev trukket ud af fronten foran Verdun efter 7 ugers helvede, var det en meget decimeret og nedslidt enhed. Alligevel kunne der ikke blive tale om, at den kunne komme i hvil bag fronten. Kampene rasede fortsat både ved Verdun og i Somme-området og krævede hele tiden nye enheder.

Som det næstbedste fik regimentet tildelt et »rolig« afsnit i Bois de Mort-Mare syd for Thiaucourt, 15 km vest for Moselle ved Port-a-Mousson. Efter med tog at være transporteret til Jaulny nord for Thiaucourt, begyndte den 4, november at afløse 6. Garde-Regiment i stillingen. Her fik den lov til at blive i 155 dage – næsten 5 måneder frem til april 1917.

Den nye stilling var meget omhyggeligt etableret, vedligeholdt og kærligt behandlet, men ville ikke have været i stand til at modstå et kraftigt bombardement. OG – som en af de tyske officerer udbrød, var det den eneste stilling, hvor gulvet i skyttegraven blev fejet med kost – et tegn på den fred, der sædvanlig herskede.

Regimentets tildelte afsnit bestod af tre linjer. Den første anvendtes udelukkede til observation, den anden, som lå tæt bagved rummede dækninger og beredskab, mens den tredje i en afstand af 100 til 250 meter skulle tjene som modtagelses- og startposition for modangreb. Reserverne blev placeret i baraklejre omkring en kilometer længere bagud. Adgangsvejene til frontlinjerne var gode, og efter behov kamufleret mod fjendens observation.

På grund af ansvarsområdets bredde var to bataljoner nødvendig i stilling. I den højre – kaldet B 1 – hvor de franske stillinger var tæt på, måtte tre kompagnier bemande linjen, mens til venstre – kaldet B 2 – var tilstrækkeligt med to kompagnier, da fjenden lå længere væk.

En deling fra hvert kompagni blev sparet ud for at blive brugt til transport af forplejning og forsyninger. Hver 12. dag rokerede bataljonerne, så efter 24. dage i front, fulgte 12 dage i hvil, hvor tiden intens blev anvendt til uddannelse af kompagnierne og det ny tilgåede personel.

Der var lidt kampaktivitet på begge sider. Det var generelt begrænset til skydning med riffelgranater og minekastere og nogle patruljeoperationer. Begivenheder af varig betydning og virkning fandt ikke sted med regimentet under dets ophold i Bois de Mort-Mare.

En væsentlig opgave for regimentet under opholdet i Bois de Mont-Mare var modtagelse og uddannelse af erstatninger for de soldater, der var forsvundet under de hårde kampe ved Verdun.

Personelerstatningstjenesten var i den tyske hær organiseret ved, at hvert regiment opstillede en »Ersatz-Bataillon«, der havde til opgave at modtage og uddanne nyt personel. Kun omkring halvdelen af en værnepligtsårgang blev i fredstid indkaldt til militærtjeneste. Den anden halvdel trak, hvad der i dag ville kalde frinummer, men fik med titel af »Ersatz-Reservisten« også mødebefalinger i tilfælde af krig. Med mobiliseringen begyndte så uddannelsen af dette personel. Infanterie-Regiment 84 havde to sådanne bataljoner, placeret henholdsvis i Schleswig og i Rendsborg. Senere blev antallet reduceret til en.

I slutningen af 1916 var Tyskland begyndt at mærke manglen på soldater. Garnisoner og skoler i Tyskland blev berøvet en del af dens personel, og dermed begyndte der at mangle kvalificeret personel til uddannelse af de nye rekrutter. Det er et gennemgående tema i de forskellige regimentshistorier, at man klager over kvaliteten af det erstatningspersonel, der blev modtaget fra Tyskland. Her, halvvejs inde i krigen, var det blevet afgørende nødvendigt at efteruddanne nyt personel efter ankomst til regimentet, men dog stadig således, at det tilgåede personel stadig kom fra Schleswig-Holstein. Senere måtte der ses bort fra dette princip, idet det blev nødvendigt ved hver division at oprette regulære rekrutdepoter, hvor alt tilgået personel fra Tyskland blev efteruddannet og herfra sendt derhen, hvor behovet var størst, uanset geografisk tilhørsforhold. Det er dette forhold der gør, at man i de sidste år af krigen finder sønderjyder i enheder fra blandt andre Hessen, Württemberg og Braunschweig.

I november skete der en organisatorisk ændring, idet der nu oprettedes tre maskingeværkompagnier ved regimentet – 1., 2. og 3. MG-Kompagnie. Sædvanligvis var disse kompagnier knyttet til bataljoner med samme nummer. Fra en start i 1914 med 4 maskingeværer i regimentet, var der nu 6 i hver bataljon – og antallet skulle stige dramatisk.

Under opholdet måtte man fejre den 3. krigsjul. Traditionen tro blev den fejret med pyntede juletræer, gaver og gudstjenester. I forhold til mange regimenter med hjemsted i de store industriområder i Tyskland, hvor manglen på mad efterhånden gjorde sig gældende, kom regimentet – og navnlig sønderjyderne – fra landområder, hvor der stadig var tilstrækkelig med mad, også så der kunne sendes »Liebesgaben« – kærlighedsgaver til soldaterne.

Effektiviteten i det tyske postsystem var så stor, at det uden problemer lod sig gøre at sende smør, fedt og flæsk til fronten. Der var både de personlige gaver, men også et stort antal gaver sendt af organisationer, byer og privatpersoner til regimentet som sådan. Der var pakker til alle.

Den 6. april 1917 måtte der så igen tages afsked med denne rolige del af vestfronten, der alligevel havde kostet regimentet 19 døde og 169 sårede.

Når man i dag går i stillingsområdet, kan man ikke undgå at se de store kratere, der ligger flere steder. Disse stammer fra perioden før Infanterie-Regiment 84 overtog sektoren. De skyldes miner, franskmændene gravet ind under de tyske stillinger, hvorefter ladninger på op til flere tons blev bragt til sprængning.

Ud til landevejen kort efter den når skoven, står på højre side en såkaldt »demarkations sten«, der efter første verdenskrig blev placeret langs vestfronten i både Belgien og Frankrig for at markere det dybeste sted, den tyske invasion nåede.

Vi bringer hen over sommeren og efteråret en lille serie med korte artikler af Jørgen Flintholm Hansen om Infanteri-Regiment “von Manstein” Nr. 84 i Første Verdenskrig.

Bataljonen fra Haderslev

Den første tid i skyttegravene – Moulin-sous-Touvent

Med opløsningen af Detachement von Kraewel den 28. september vendte Infanterie-Regiment 84 tilbage til IX. Armeekorps, og marcherede den nat over Neuville og Termy til Leuilly-sous-Coucy, hvor den havde den første hviledag siden krigens start.

Den 30. september kom så ordren om igen at slutte sig til 18. Infanterie-Division. Marchen gik over Oise-Aisne kanalen 3 km nordvest for Leuilly, forbi Coucy-le-Chateau for igen at krydset kanalen før Guny. Herfra gik det over Trosly-Loire og st. Aubin til Blerancourt, hvor staben IX. Armeekorps var placeret.

Efter et længere hvil kom ordren den 1. oktober til afløsning af Grenadier-Regiment 89 i stillingen ved Moulin-sous-Touvent. I. og II. Bataljon skulle afløse, mens III. Bataljon som reserve skulle placeres i en hule ved Moulin. For II. Bataljons vedkommende gik marchen derfor videre over Nampcel til Aubignicourt. Her blev der gjort holdt, forplejet og ventet på at det skulle blive mørkt. Ingen vidste hvor præcist Grenadier-Regiment 89 befandt sig, og patruljer sendt i forvejen til Moulin opnåede ikke kontakt. Grenader-regimentet havde heller ikke sendt vejvisere.

Efter mørkefald fortsatte marchen til Le Tiolet Ferme gennem området, hvor der den 20. september havde stået hårde kampe under et fransk forsøg på at bryde igennem de tyske linjer. Gården var totalt ødelagt og nedbrændt. Døde heste og kvæg lå stadig overalt og udsendte en frygtelig stank. Da det stadig ikke var opnået kontakt til Gren.Regt. 89 måtte man fortsætte i retning af Moulin. I nærheden af Pusieux Ferme kom man ind i et område, hvor der stadig lå mange døde franske og tyske soldater primært fra Hansa-regimenterne 75 og 76. Fra syd kunne der høres livlig infanteriild. Først da bataljonen omkring kl. 23 nåede udkanten af Moulin stødte den på en post fra Grenadier-regiment 89, der endeligt kunne give oplysninger og regimentets placering og vise vej til 89’ernes stab, der var placeret i en hule i den sydvestlige udkant af Moulin.  Efter en kort orientering om situationen blev sektionerne fordelt til bataljonerne. 1. bataljons overtog linjen fra kløften, der førte sydpå fra Moulin til St. Pierre, til 200 meter sydøst for Punkt 140 i den vestlige udkant af Moulin, med II. Bataljon i forlængelse mod vest. III. Bataljon kom i reserve i den hule ved Moulin, Regiment 89 hidtil havde besat.

II. Bataljons afsnit havde en bredde på omkring 1,6 km. Da bataljonens kampstyrke stadig var meget lav, måtte alle kompagnier sættes ind, og alligevel var stillingen tyndt bemandet. Yderst til venstre stod 5. Kompagni øst for vejen fra Moulin til Attichy. Til højre fulgte 7. Kompanie, forbundet med 5. af en ca. 100 meter lang og kun ½ meter dyb grav, mens 6. Kompanie til højre nåede vejen mellem Moulin og Trecy-le-Mont. Stillingen lå en bagskråning af en højderyg, lavede forskellige buer og havde kun få skridts skudfelt. Nord for 6. kompagni kom 8. kompagni til. Deres position var stadig på den bagerste skråning af højderyggen, men de havde et tilstrækkeligt skudfelt foran sig. 6 og 8. Kompanie havde den fordel, at fjendens artilleriobservatører ikke kunne se stillingen og derfor var mindre udsat for beskydning i forhold til de to øvrige kompagnier.

Stillingen var meget simpel, selv dette tidspunkt taget i betragtning. Den bestod kun af en simpel skyttegrav, uden anden form for dækninger end lette overdækkede huller. Der var overhovedet ingen bagudgående løbegrave og alt færdsel til stillingen kunne derfor kun ske i mørke. Enhver form for hindring foran linjen manglede. Det var tydeligt, at linjen var resultat af forudgående kampe og ikke taktiske overvejelser.

I løbet af den næste uge skete der afløsninger og forskydninger i stillingen. Med indsættelsen af dele af Füsilier-Regiment 86 forkortes II. Bataljons ansvarsområde med hele 5 og halvdelen af 7. Kompanies afsnit. Regimentets ansvarsområde var nu fra vejen mod vest fra Moulin til et punkt 400 meter nordvest for Punkt 161, 500 meter nordøst for Quennevières Ferme. Denne stilling forblev uændret frem til afgang fra området den 8. marts 1915. Hver bataljonsafsnit fik tildelt en deling maskingeværer og 40 pionerer. Bataljonens reservekompagni flyttedes til hulen ved Moulin, hvor den var sammen med regimentets stab indtil denne flyttede til Nampcel den 10. oktober. Samtidig flyttede bataljonsstaben også hertil fra en hule i nærheden.

Den overtagne stilling var ikke i god stand og ville formentlig ikke holde stand ret længe i tilfælde af et fjendtligt angreb. Arbejdet med at forbedre den blev derfor iværksat med det samme. Som noget af det første blev i de første dage af oktober de forskellige delingsafsnit i 5. Kompanie forbundet med skyttegrave til et samlet kompagniafsnit, mens der blev gravet en løbegrav til forbindelse med 7. Kompanie. Samtidig blev arbejdet på etablering af en fortløbende hindring foran stillingen påbegyndt. 6. Kompagni forkortede sin stilling ved at skære en bue over. Samtidig blev de poster, der var lagt frem på højdedragene, forstærket i til gruppeposter, og deres position knyttet til kompagnistillingen med løbegrave. Herefter blev gruppestillingerne forbundet med hinanden, så der blev skabt en ny stilling med tilstrækkeligt skudfelt på højdedraget.

Højre fløj af 7. kompagnis stilling mistede betydning på grund af 6. kompagnis nye stilling. Den var derfor kun sparsomt bemandet og to delinger af 7. kompagni blev flyttet over til venstre for 6. kompagni. 6. og 7. kompagnis forreste stilling blev gjort sammenhængende ved en forbindelsesgrav. 8. kompagni rykkede også sin position op på niveau med 6. kompagni og fik forbindelse med I. Bataillon til højre.

Kompagnier i reserve stod primært for etablering af 2. stilling og forbindelsesgrave. Gravene blev gravet 2 meters dybe og brede nok til, at de sårede kunne bæres igennem på bårer. Den samlede længde af forbindelsesgravene var 4 km. Tjenesten stillede store krav. Manglen på skanseværktøj betød, der måtte arbejdes i skift á 3 timer dag og nat for fuldt ud at udnytte dem. Kun mellem kl. 2300 og næste morgen kl. 0200 var der pause, medmindre der var særligt akut arbejde, hvilket ikke var ualmindelig.

Efter færdiggørelsen af de mest nødvendige forbindelsesgrave, blev der på bakken vest for Touvent Ferme anlagt et støttepunkt med form af en skanse tilpasset terrænet. Fra dens nordlige side kunne terrænet i retning af Quennevières-Ferme beherskes. En bataljonskommandostation og et observationsstade placeredes her. Efterhånden nåede den forreste skyttegrav en dybde på 3 meter, hvilket gav en vis sikkerhed under passage. Skydeskår blev fremstillet – først i træ, siden i stål. Efterhånden dukkede navne op på dækninger og på løbegrave: Klapp-Weg, Grebel-graven, villa »Waldesruh«,  Hotel »Bück dich«. Hauptmann Grebe lindvide sin »Weltkriegschießbude 1914-15-16-17«, [Verdenskrigs-skydeskur] hvilken man grinede meget af. Ingen troede på, at krigen ville var så mange år.

Foran stillingen udspandt pionerer en lav tråd hindring – den såkaldte snubletråd. Med den korte afstand til fjenden krævede det snilde at undgå beskydning, og alligevel kostede de mange tab. I det midterste kompagniafsnit, hvor afstanden kun var 50-100 meter, måtte man nøjes med pigtrådshuller, der om natten blev kastet op på brystværnet.  Observation var et andet problem, da åbninger og skjolde var genstand for fjendens ild. Der blev derfor udleveret skyttegravsspejle, hvorigennem observation kunne foretages i sikkerhed.

Den fortsatte franske artilleribeskydning gjorde arbejde i dagtimerne meget risikabel og til tider næsten umulig. Samtidig medførte beskydningen, at meget af det, der blev opnået i løbet af natten, igen blev ødelagt i løbet af dagen. Artilleribeskydningen nødvendiggjorde ligeledes, at man for alvor tog hul på etableringen af anvendelige »Unterstand« – dækningsanlæg, der både kunne give beskyttelse og beboelse under opholdet i forreste linje.Livet i skyttegraven

Hver gruppe havde en mand på vagt i dagtimer og fire i nattetimer. Hver deling havde en vagthavende underofficer og hvert kompagni en tilsvarende vagthavende officer. Begges skulle hele tiden opholde sig i skyttegraven, inspicerer poster, modtage meldinger, kontrollerer oplysningerne og videregive dem til kompagnicheferne. Der blev normalt skiftet hver 2. time, som vagtposter havde to timers vagt og to timers hvil. Ved daggry stod kompagnier parate, da fjendens angreb som oftest fandt sted på dette tidspunkt. Der var oplagt 200 patroner pr. mand med reserve placeret i ammunitionskasser gravet ind i siden på skyttegraven.

Mellem morgen og middag var der hviletid med undtagelse vagtposter, hvorefter den almindelige arbejdstjeneste begyndte: gravning af nye stillinger, nye løbegrave, nye dækninger. Som oftest var frontkompagnierne henvist til sig selv, da enheder i reserve anvendtes til andet, så arbejdsbyen kunne til tider være særdeles anstrengende.

Afløsning af kompagnierne i forreste linje fandt sted hver 10. dag. Det blev tilstræbt, at de enkelte kompagnier vendte tilbage til deres »eget« kompagniafsnit. Dermed blev der opnået et ejerforhold, der gav sig udslag i vedligeholdelsen.  Stillingen var altid i eksemplarisk orden, som uden forbehold blev anerkendt af alle højtstående ledere, der inspicerede den. Undtagelsen af 8. Kompagni, der valgte at forblive i stillingen i hele perioden.

Ud over anlæggelse og vedligeholdelse af stillinger var vejret også konstant modstander. Efterårets megen regn forvandlede grave og stillinger til mudderbad, og det var en evig kamp at sørge for afvanding og afhjælpning af de skader, vandet forårsagede. Satte det ind med frost, kunne man ikke komme i jorden med spader, og antallet af hakker var alt for få. Faren var også større for at blive ramt af et skud, der rikochettere i alle retninger, når de ramte den bundfrosne jord.

Forplejningen var tilstrækkelig og regelmæssig, i stor omfang suppleret af de talrige gaver – »Liebesgaben« hjemmefra.  Myndigheder, klubber, organisationer, skoler og privatpersoner konkurrerede med hinanden for at vise deres taknemmelighed og omsorg til deres krigere i felten. De medfølgende breve fra børnene var ofte direkte rørende og viste, at deres mor eller lærer havde vejledt dem, mens de skrev, og bevidstheden om, at hele fædrelandet var bag os, var opløftende. Maden blev tilberedt i feltkøkkenerne bag fronten, og blev hver aftenen kørt frem til Moulin, hvor den blev modtaget af kompagnierne i kogegrej eller større beholdere og båret ud i stillingen.

På det tidspunkt var troppernes telefonudstyr ikke tilstrækkeligt til at forbinde bataljonschefen med frontlinjen telefonisk. Han havde kun telefonisk kontakt med regimentshovedkvarteret. Den eneste måde at nå frem til frontlinjen telefonisk var gennem regimentshovedkvarteret, brigadehovedkvarteret, artillerichefens hovedkvarter, artillerisektionen og artilleriobservatøren i frontpositionen. Det står umiddelbart klart, at en sådan telefonforbindelse var udelukket for bataljonschefen i tilfælde af kamp. Han var afhængig af egne øjne og ører og af sine observationsposter.

Artilleristøtte

Artilleristøtten bestod i starten af en afdeling af Feldartillerie-Regiment 45 med tre batterier, et bag III. Bataillon og to bag I. Bataillon, der samtidig også skulle støtte II. Bataillon efter behov. Senere tilgik yderligere en deling fra FAR 9 og en deling tunge felthaubitser. I perioden led artilleriet af mangel på ammunition. Mens det franske artilleri beskød hele området dag og nat, ja åbnede ild selv mod enkelte ryttere eller personel, forblev det tyske artilleri for det meste tavst, selv ikke lønnende mål blev beskudt. Tydeligt observerede franske artilleriobservatører, soldaters indkvarteringer på intakte gårde og sløset omgang med lys på de anvendte bygninger forblev ubesvaret trods talrige henvendelser til artilleriet. Ingen kunne forklare den mystiske opførsel af vores artilleri. Man følte dig svigtet og der lød mange hårde ord. Fra regimentets side måtte man i lang tid anmode om, at der blev placeret en artilleriobservatør i stillingen, og da denne endeligt kom, var det i form af en ældre underofficer fra Landwehr.

En anden årsag til det manglende samarbejde mellem infanteri og artilleri var den generelle manglen på telefon- og artilleriobservationsudstyr. Dette tvang batterierne at viderefører et princip fra fredstidsuddannelsen med mest muligt at holde deres våben samlet, og til at dirigere ilden fra en observationspost, som ofte var uanvendelig i skyttegravskrig. Manglen på udstyr gjorde en delingsvis indsættelse af artilleriet umulig. For eksempel havde delingen af ​​tunge felthaubitser sin observationspost i gavlen på Puiseux-Ferme 2½ kilometer bag fronten. Den delingen fra F.A.R. 9, som lå direkte bag II. Bataljon,  havde hverken en kikkert eller telefon.

Fly var en sjældenhed. På det tidspunkt var morterer, skyttegravsmorterer, hånd- og riffelgranater stadig udelukkende pionerernes våben og blev kun brugt undtagelsesvis og til særlige formål.

Modstanderen

Franskmændenes hovedposition strakte sig langs højderyggen mellem gårdene Ferme Quennevières, Ferme Ecafaut, Ferme Morenval og Ferme de l’Arbre. Gårdene var tilsyneladende indrettet som baser. En kontinuerlig tråd forhindring lå foran stillingen. Da denne hovedlinje var gjort anvendelig, begyndte fjenden at rykke nærmere den tyske linje under anvendelsen af følgende fremgangsmåde: en nat blev små flag placeret omkring 100-200 meter foran hovedstillingen med omkring 50 meter indbyrdes afstand. På den måde blev linjeføringen af den nye skyttegrav fastlagt. De følgende nætter blev der gravet ved disse små flag, og i løbet af tre til fire dage var en ny skyttegrav opstået, ofte på mere end 100 meters længde. Grav efter grav opstod på denne måde, indtil de havde nået ind på kampafstand af den tyske linje. Først denne sidste grav blev så udvidet til at kunne anvendes både til forsvar og til angreb. Forbindelsesgrave bagud blev gravet senere.

Det fjendtlige infanteri bestod af forskellige linjeregimenter, herunder også Zouaves, med hyppige udskiftninger. Ifølge fanger bestod de franske regimenter af otte kompagnier, hvoraf kun to var i front, to i beredskab og fire i reserve. Omskiftning i frontlinjen skulle ske daglig ved daggry.

I slutningen af oktober havde franskmændene etableret fire eller fem fremlagte nye skyttegrave, hvoraf en foran 6. Kompagni kun var 100 meter væk. Tyske patrulje afslørede, at det drejede sig om simple skyttegrave under traverser og dækninger. Kun den forreste grav blev kontinuerligt besat.

I begyndelsen af perioden var det franske artilleri relativ kraftig og gennemførte dagligt beskydninger af hele fronten. Batterierne var dygtigt placeret og blev hele tiden flyttet rundt, så det var vanskeligt at beredne dets egentlige styrke. Med udgangen af oktober var det meste af artilleriet forsvundet med undtagelse af et tungt batteri. Efterfølgende blev beskydning oftest gennemført af enkelte våben, men derimod tilsyneladende uden begrænsninger i forbruget af ammunition, der i øvrig var af god kvalitet med kun sjældne forsagere.

Angrebet 30. oktober 1914 og de efterfølgende modangreb

Ferme Quennevières blev kun holdt besat af en svag feltvagt fra III. Bataljon som fremskudt post. Den 30. oktober blev feltvagten pludseligt angrebet af en fransk styrke på formentlig en helt bataljon, der rykkede frem fra Tracy-le-Mont. Feltvagten havde ikke en chance, men blev hurtig nedkæmpet.

Da gården tydeligvis var en af nøglerne til området, blev der øjeblikkeligt beordret iværksættelse af et modangreb, der skulle finde sted om aftenen den følgende dag – 31. oktober. Efter en artilleriforberedelse mellem kl. 2100 og 2130 rykkede 3. og 9. Kompanie frem i angreb. Det var en stjerneklar nat, næsten så lys som om dagen. Angrebet blev øjeblikkeligt mødt med en voldsom modstand, og en manglende koordination mellem artilleri og infanteri gjorde situationen nærmest umulig. Først ved 23-tiden nåede man ind på stormafstand, men hurtigt kastet tilbage. Forstærkninger decimeredes på vej frem. Fra II. Bataillon blev 7. Kompanie sendt frem med to delinger som forstærkning. Kl. 0130 rykkede Delingen under Vizefeldwebel Brand frem til forstærkning af 3. Kompanie, men mistede halvdelen allerede undervejs, herunder også Brand. Yderligere forsøg ville være selvmord og blev opgivet. De døde og nogle af de sårede må efterlades. Angrebet havde kostet 32 døde og 97 sårede, mens 19 stadig savnes.

Angrebet skulle forsøges igen den 1. november, men blev aflyst af den kommanderende general. De solide vægge modstod dette bombardement. Quennevières-gården forblev i franskmændenes hænder.

Bortset fra denne uheldige kamp om Quennevières Ferme fandt der ingen større kampoperationer sted i hele stillingens periode. Begge parter havde i det væsentlige travlt med at styrke deres positioner efter bedste evne. Den daglige kampaktivitet krævede jo ikke ubetydelige tab over tid. De skyldtes ofte vores folks skødesløshed og ligegyldighed over for fjendens ild.

Oprydning af de gamle slagmarker

Slutningen af oktober bød på en helt ny type opgave – rensning af slagmarken bag stillingen. Forbruget af krigsmateriel havde været så enormt i krigens første måneder, at udskiftningen og ny produktionen til ny opstillede krigsenheder i Tyskland havde stødt på vanskeligheder. Alt materiale, der stadig lå rundt omkring, især våben, patronhylstre osv., skulle derfor indsamles og afleveres til et materialedepot i Blérancourt. Området, der skulle afsøges, blev opdelt i sektioner, hvor bataljonerne fik ansvar for oprydningsarbejdet. Det drejede sig om meget store mængder. Alene II. Bataljon indsamlede omkring 2.000 franske messingpatroner, over 200 tyske og 200 franske geværer og en fransk kanon – der stod lige bag 7. kompagniets stilling og med nød og næppe bjærget en tåget dag, for herefter med hestevogn at blive kørte til Blérancourt. Samtidig med oprydningen af krigsmateriel, blev talrige tyske og franske døde begravet.

Hvil i Blérancourt – en forgæves march

Om aftenen den 19. oktober blev regimentet overraskende afløst af Landwehr-Regiment 55. II. Bataillon forskød til hvil i Blérancourt. Der var småt med plads i den overfyldte landsby, men der var dejligt – ingen beskydning, varme i efterårssolen og endeligt kunne man sove igennem en hel nat.

Også den 20. oktober var fridag, men så begyndte alvoren igen den 21. oktober. Mange enheder havde mistet deres oprindelige fører og dermed en del af deres effektivitet. Det var bydende nødvendigt at de nye førere fik fuld kontrol over deres enheder. Også den fysiske kondition var faldet. Spade, skovl og hakke havde fået samme betydning som pistol og gevær, men det var højst nødvendigt igen at dyrke de soldatermæssige dyder, da alle stadig var dybt overbevist om, at bevægelseskrigen igen ville blive indledt. Uddannelsen og øvelserne blev imidlertid hurtigt afløst. Allerede omkring kl. 17 blev regimentet alarmeret og stillet til rådighed for 17. Reserve-Division, hvis hovedkvarter var i Roiglise nær Roye. Den 32 km lange march syntes uendelig. Floden Oise blev krydset ved Pontoise, hvor pionerer havde slået en ny bro ved siden af den ødelagte, oprindelige bro. Noyon blev først nået efter mørkefald, og den elektriske gadebelysning skabte forundring. Først kl. 0400 nåedes målet i Roiglise.

Den 23. og 24. oktober lå regimentet i beredskab for 17. Reserve-Division, men det forventede angreb udeblev. Den 25. oktober kl. 0300 kunne man så begyndte returmarchen til Blerancourdelle, hvortil man trætte ankom den 25. oktober.

Det blev kun et kort ophold. Allerede samme aften gik turen tilbage i de gamle stillinger ved Moulin. Resten af året skete der en turnus i fronten, hvor dele af IR 85 til tider afløste.

Den første krigsjul

For regimentet måtte julen 1914 fejres i forskellig tempo og forskellige steder. Den del, der var i reserve eller hvil, deltog i en fælles jul i »Manstein Hulen«. Allerede den 16. december kom den første glade overraskelse i form af en større sending post og gaver hjemmefra. Alle flokkedes omkring postunderofficeren under navneopråbet, og alligevel var ikke alle heldige, mens andre vidste, at der ikke var råd derhjemme til at sende gaver. Alligevel var der gaver til alle. Uanede mængder af »Liebesgaben« – gaver fra foreninger, forretninger og privatpersoner var ankommet med mad, tøj, hjemmestrik og tobak. Denne dag udløste nyheden om 16.000 russeres tilfangetagelse på østfronten yderligere begejstring.

Alle var spændte på situationen langs fronten den 24. december. Ville fjendens artilleri og infanteri være tavse? Håbet gik i opfyldelse. Det blev en rolig aften med fuldmåne, vindstille og let front. Alle steder, i dækningerne langs fronten og i hulen ved Moulin var der pyntet op med små juletræer, og gaverne var fordelt. Af og til kunne man hører de kendte julesange og -salmer. De respektive kompagni- og bataljonschefer besøgte enhederne i linjen for at ønske dem en god jul. De fleste havde dog tankerne på langfart til dem derhjemme.

Om morgenen den 25. december var der særlig stille.  Stilheden blev brudt, da en fjern trompetist blæste melodien: »Ich bete an die Macht der Liebe«.

Nytårsaften var anderledes. Den kendte skik at skyde nytåret ind var særdeles let at iværksætte ved fronten 19114/1915, og alle benyttede lejligheden til at skyde en hilsen på franskmanden. Da klokken var blevet 12 midnat, skød råbene om ”Godt nytår!” op overalt, og et almindeligt knalderi begyndte. Franskmændene troede måske, at der var et angreb undervejs og returnerede ilden. Det varede mindst en halv time. Så aftog det gradvist, og alle kravlede ind i deres dækninger. Et nyt krigsår 1915 var begyndt.

II. Bataljon kom ikke til at fejre jul i Moulin-sous-Touvent. Allerede den 28. december blev den afløst af en bataljon fra Füsilier-Regiment 86. Sammen med staben blev 5. og 6. Kompanie indkvarteret i Camelin, 7. Kompagni forskød til Blerancourt og 8. Kompagni til Besme. Bataljonen stod til disposition for divisionen og var samtidig reserve for armeen. II. Bataljon kom ikke tilbage til Moulin. Den 3. januar marcherede den til Mondescourt, hvorved den forlod 18. Infanteri-Division. Sammen med II. Bataljon, Infanterie-Regiment 31 og II. Bataljon, Grenadier-Regiment formerede den det midlertidige sammensatte regiment Freiherr von Kittlitz i Armee reserve. Den 4. januar blev den med tog transporteret til Alsace.

Resten af regimentet forblev ved Moulin indtil den 8. marts. I perioden ved Moulin havde regimentet 258 døde, 691 sårede og 144 savnede.

Vi bringer hen over sommeren og efteråret en lille serie med korte artikler af Jørgen Flintholm Hansen om Infanteri-Regiment “von Manstein” Nr. 84 i Første Verdenskrig.

Den 7. september 1914 kl. 0750 begyndte Infanterie-Regiment 84 tilbagetrækningen efter de hårde kampe ved Esternay, hvorom jeg tidligere har skrevet.

Da marchen begyndte vidste ingen, hvad det endelige mål var, og derfor ikke, hvor langt marchen ville blive. Dertil skal lægges, at soldaterne allerede i over 24 timer havde været i kamp og forud for disse, allerede var udmattet efter den lange march fra Belgien. Alle gamle soldater ved, at march uden at kende afstand eller varighed har en psykisk dimension, der gør den rent fysiske anstrengelse endnu værre. Der herskede en total udmattelse og kun disciplinen og frygten for at blive taget til fange fik soldaterne til at sætte fod foran fod.

Mens resten af regimentet gik samlet og kl. 0200 ankom til det mellemfaldende mål i Essises syd for Chateau-Therry, hvor der blev beordret hvil, var II. Bataillon igen uheldig. Den fik til opgave at følge og beskytte 18. Divisions »Store Bagage«, dvs. træn, bestående af et meget stort antal hestevogne. De mange vogne gjorde marchen meget langsom med mange stop. Ofte faldt soldaterne i søvn, hvor de stod under disse stop, og det krævede befalingsmændenes fulde opmærksomhed, igen at få folkene på benene og i gang igen under den næsten 40 kilometer march.

Først kl. 0630 fik bataljonen igen kontakt til regimentet ved Essises, på et tidspunkt hvor dette var klar til opbrud under den videre march nordpå. II. Bataillon sluttede sig til uden pause. Da regimentet endeligt nåede Montreuil-aux-Lions sidst på eftermiddagen den 8. september efter yderligere 34 kilometer havde II. Bataillon uden pause på 36 timer tilbagelagt 68 kilometer – TRE døgns uafbrudt kamp og march – en præstation, der sigter noget om både disciplin, men også om sammenholdet i bataljonen.

Under de fortsatte kampe på den tyske venstre fløj, var der ved Montmirail opstået et hul mellem 1. og 2. Armee, hvor engelske styrker nu var kommet betænkeligt frem. De indsatte tyske kavaleri-enheder måtte derfor have forstærkning i form af et midlertidig korps – »Abteilung Krawel« – under Generalmajor Richard v. Krawel, bestående af Infanterie-Regiment 84, Grenadier-Regiment 89, Pionier-Kompanie 1 og de to artilleriregimenter 45 og 60.

Straks efter ankomst fik regimentet ordre til at grave sig ned med front mod syd. Chefen for IR 84, Oberst v. Amelunxen protesterede mod denne befaling. Enhederne var totalt udmattede og ikke i stand til endnu en nat uden hvil. Gravning af de nye stillinger blev derfor udsat til næste morgen, hvorimod kravet om etablering af en fremskudt feltvagt i Villers-sur-Marne (i dag Villiers-St.Denis) blev fastholdt. Det skulle vise sig skæbnesvanger. Allerede kl. 0645 blev 1. Deling, 5. Kompanie på 45 mand under Vizefeldwebel – Offizierstellvertreter Johannes Clausen fra Schleswig sendt at sted for at oprette forposten. Den kom hurtig under angreb fra engelske styrker, og i sidste ende slap kun 3 mand tilbage til egne linjer. Clausen faldt.

Den 9. september blev en hård og meget dyr dag for II. Bataljon. Englænderne var trængt over Marne og angreb nu fra syd og gennem skovene øst for Montreuil. Et batteri fra Feldartillerie-Regiment 45 var sat i stilling på Højde 189 syd for en mindre skov, men kom her under så voldsom beskydning både af artilleri og infanteri, at det meste af mandskabet faldt og kanonerne ikke kunne bjærges. II. Bataillon blev derfor sendt frem for at støtte artilleriet. Mens 7. Kompanie forsøgte at rense den lidt større skov mod øst, rykkede 6. Kompanie frem for at undsætte batteriet. Kompagniet arbejdede sig gennem den tunge fjendtlige artilleriild og rensede de små skovområder, der lå bag på batteriet i en kostbar kamp. Som den passerede den sidste åbning mellem de små skove, kom den pludseligt under en ødelæggende geværild. Blandt de faldne på dette sted var Reservist Niels Jensen Skibild fra Mejlby, Musketier Niels Andersen Winther fra Ellummark og Musketier Lauritz Noisen fra Ørbyhage. Der har uden tvivl været sårede, men jeg har ikke med sikkerhed kunnet identificerer disse. Man skal huske på, at den engelske modstander ved Montreuil stadig var resterne af den dybt professionelle engelske fredstidshær. Fjenden forsvandt lige så hurtigt, som han var dukket op. Kompagniet kunne herefter grave sig med foran artilleribatteriet, og lå her indtil aften under en heftig beskydning, uden at det dog kom til angreb.

Kl. 2100 kom så ordren om igen at frigøre sig fra fjenden. Turen gik nu igen mod nord. Efter en kort indsat langs Chemin des Dames kom regimentet i slutningen af september til Moulin-sous-Touvent, hvor den forblev i et halvt år. Bevægelseskrigen var endegyldigt gået over i skyttegravskrigen.

For II. Bataillon havde kampen ved Montreuil-aux-Lion kun varet det meste af en dag, men havde været meget dyr. 16 var døde, 39 såret og 43 savnede. Blandt de faldne var der mindst 8 sønderjyder, sandsynligvis flere. Musketier Laurits Jensen, født i 1891 i Enderup, blev for sin indsats tildelt Jernkorsets II. Klasse. Han faldt den 19. januar 1915 Ved Uffholz i Vogeserne.

Vi bringer hen over sommeren og efteråret en lille serie med korte artikler af Jørgen Flintholm Hansen om Infanteri-Regiment “von Manstein” Nr. 84 i Første Verdenskrig.

I begyndelsen af september 1914 havde den tyske hærledelse opfattelsen af, at en sejr i Vest lå indenfor rækkevidde. Den franske og engelske hær havde lidt en stribe af nederlag, og de allierede hære syntes nær opløsning. Man lod derfor 1. og 2. Armee fortsætte fremrykningen mod syd med 1. Armee tættest på Paris.

Det kom derfor som et chok, da den franske hær pludseligt den 4. september fra Paris angreb stik øst ind i ryggen på 1. Armee hjulpet af det engelske Ekspeditionskorps (BEF). Den tyske hærledelse blev taget fuldstændig på sengen. Intet havde givet advarsler. 2. Arme var fortsat under fremrykning mod syd, men den 6. september blev 17. Division i spids ramt af et kraftigt fransk angreb og 18. Division inkl. Infanterie-Regiment 84 måtte indsættes til forstærkning.

Den 6. september var en søndag. Regimentet var træt. Siden den belgiske grænse den 11. august havde den tilbagelagt 425 km til fods med fuld oppakning og i over 30° varme. Den havde fire gange været i hårde kampe. Det blev derfor modtaget jubel, at denne søndag skulle være hviledag. Nu skulle man endeligt få sovet lidt, få soigneret sig selv, våben og udrustning, fået vaske undertøj og få tid til at lave ordentlig mad.

Sådan blev det ikke.

Allerede som man begyndte at tænde bål og få lidt morgenmad kunne man fra syd hører larmen af artilleri. Et eller andet voldsomt fandt sted. Alarmen satte en stopper for alt og kl. 1100 var bataljonen igen klar til at rykke til et foreløbigt beredskabsområde ved Courgivaux. Først kl. 1330 gik det videre mod syd ad vejen til Neuvy og videre til le Tronchot. Efter et kort stop, kom så ordren til angreb til støtte for Füsilier-Regiment 86 og Infanterie-Regiment 31, der var hårdt presset af franske angreb. II. Bataljon skulle være spids, fulgt af III. Bataljon, mens I. Bataillon var afgivet til artilleriet og ikke deltog i kampene her. Angrebszonen var Nogentel-skoven i trekanten mellem de to hovedveje vest for Esternay.

Bois de Nogentel var en »rigtig« fransk skov – eg og bøg med en uigennemtrængelig underskov gennemskåret af brandbælter. Udfoldet rykkede bataljonen ind i skoven på linje med 6. Kompagni bagved som reserve. Dårligt var man trængt ind i skoven før den kom under en voldsom fransk artilleribeskydning. Sprængstykker hylede, kardæskkugler fløjtede, afsprængte grene og træer fløj omkring – en uhyggelig koncert og en larm, der gjorde almindelig samtale umuligt. Den franske ild  var meget præcis og kostede store tab. En deling fra 5. Kompagni blev på det nærmeste udslettet, da den blev ramt af en fuldtræffer.

Chefen for 6. Kompanie, Hauptmann Hülsemann opgav til sidst at trænge gennem skoven med sit kompagni, gik et stykke tilbage og fulgte så skovvejen forbi Nogentel-slottet frem til Paris-hovedvej N.4 på sydsiden af skoven, hvor den munder ud ved det vandtårn, der endnu i dag ligger på stedet. Først 7. og kort efter de andre kompagnier nåede hovedvejen, hvor den dybe vejgrøft gav en kærkommen mulighed for at komme i dækning. Her lå allerede en mængde sårede fra Füsilier-Regiment 86, som kunne fortælle, at deres regiment havde store vanskeligheder fremme i forreste linje. Som det ses på billedet, eksisterer vejgrøften ikke længere.

Omkring 300 meter fremme skråt til højre lå en lille skov. Herfra ville det være muligt at overskue det meste af den forreste linje. Til højre var der en kraftig ildkamp på en lav bakke omkring 600 meter længere fremme. Den franske modstand var tydeligvis stigende og de tyske tab så store, at angrebet var gået i stå. Det lykkedes dele af bataljonen at nå frem til forreste linje og forstærke denne, men ikke uden betydelige tab. Selv de bedste enheder kan ikke i længden holde til en sådan ild uden forstærkning, og ingen forstærkning nåede frem. Først enkeltvis – så i større og større grupper – faldt tyske soldater tilbage.

Helt fremme befandt chefen for 6. Kompanie, Hauptmann Hülsemann, sig i orkanens øje. Han fik hurtigt sendt Gefreiter Jensen afsted på cykel for at finde, hvad han kunne af II. Bataljon og sende dem frem. Med utrolig tapperhed cyklede Jensen afsted uden at ænse den voldsomme artilleri- og infanteriild. Efterfølgende blev han udelukkende med ærefrygt kendt som »der Radler von Neuvy«. Hans tapperhed bar frugt, og snart efter ankom flere grupper fra de forskellige kompagnier frem sammen med deres kompagnichefer. Landmand Lauritz Jensen, var født 27. juli 1891 i Enderup syd for Ribe. Han modtog Jernkorsets II. klasse for sin senere indsats under kampene ved Montreuil den 9. september 1914. Udnævnt til Unteroffizier faldt han den 23. januar 1915 ved Uffholz i Vogeserne. Han ligger begravet på den tyske soldaterkirkegård i Cernay – Blok 4, grav 400

Ved at opbyde alle kræfter i genoprettelsen af disciplinen, lykkedes det at få standset den tyske tilbagetrækning, og få formeret de tilbage gående soldater – fra både Regiment 31, 86 og 84 – i et midlertidigt kompagni. Endnu på dette tidspunkt under den 1. verdenskrig rykkede bataljoner frem med vejende faner. Der var derfor ikke mindre end fire faner, der blafrede fuldt synligt i vinden. For ikke at påkalde sig den franske ild, blev de hurtigt rullet sammen og bragt tilbage i dækning af Nogentel skoven. Et andet kendetegn var brug af hornsignaler – forskellige signaler, der eksempelvis kunne betyde »angreb«, »Stand«, »Søg dækning«, »gå tilbage« osv. Under de forvirrede kampe ved Esternay den 6. september 1914 blev hornsignaler desuden anvendt til at markerer egne styrker, så førerne kunne danne sig et billede at de enkelte enheders placeringer.

Det blev hurtigt klart, at der ikke var chance for yderligere fremrykning, men grøften langs hovedvejen syd for skoven var dyb og gav god dækning for den stærkt sammenblandede styrke. Hele fire infanteriregimenter var repræsenteret – IR 31, 84 og 85, samt FR 86. Fjenden fulgte ikke efter, og man fik derfor straks i gang med at få reorganiseret enhederne under respektive officerer. Kl. 2145 blev bataljonen beordret tilbage til Neuvy, men blev undervejs standset til indretning af en stilling på bakken mellem Nogentel skoven og le Tronchot med front mod vest.

Arbejdet gik kun langsomt frem. Dels var soldaterne meget trætte, dels manglede der spader. Endnu på dette tidspunkt af krigen var feltspaden ikke særlig høj i kurs, og mange var »gået tabt« under den lange march fra Belgien. Klokken 2230 kom ordren til, at Regimentet skulle samles i dens oprindelige udgangsposition ved Neuvy, hvor den ved midnatstid gik bivuak.

For II. Bataljons vedkommende havde dagens tab været meget store. Ingen af kompagnierne talte mere end 70-80 mand mod de over 200, de havde været ved daggry. For første gang var kampen ikke afsluttet med tysk beherskelse af slagmarken. Det betyd, at bataljonens døde og sårede måtte efterlades til fjenden. Mange døde blev senere kategoriseret som »savnede« og har i dag ingen kendt grav, da franskmændene – heller ikke med deres egne døde – var særlig omhyggelig med at konstaterer identitet. De fleste sårede faldt i fangenskab.

Det blev ikke til megen hvil. Allerede kl. 01 den 7. september blev Regimentet igen alarmeret for  at gå i stilling med front mod øst for at dække 2. Armees fortsatte fremrykning. Dette gav god mening, da alle havde opfattelsen af, at franskmændene under kampene den foregående dag var blevet slået, og var faldet tilbage med store tab. Da en ny befaling fra Division nogle timer senere indløb, var den derfor fuldstændigt uforståelig: tilbagetrækning – hvorfor dog det?

Klokken 0700 startede marchen mod et ukendt mål. Alle gamle soldater ved, at march uden at kende afstand eller varighed har en psykisk dimension, der gør den rent fysiske anstrengelse endnu værre. Der herskede en total udmattelse og kun disciplinen og frygten for at blive taget til fange fik soldaterne til at sætte fod foran fod.

Da II. Bataljon gik i hvil om aftenen den 8. september var det afslutningen på 3 utrolig udmattende dage. Efter blot én nats ordentlig hvil efter mange hundrede kilometers march fra Belgien, måtte bataljonen den 6. september udkæmpe et voldsomt slag, uden hvil starte en march 40 kilometer natten igennem indtil den tidligt den 8. september igen fik forbindelse med regimentet, for uden pause at fortsætte indtil aften og yderligere 34 kilometer – TRE døgns uafbrudt kamp og march – en præstation, der sigter noget om både disciplin, men også om sammenhold i bataljonen

Vi bringer i de følgende uger en lille sommerserie med korte artikler af Jørgen Flintholm Hansen om Infanteri-Regiment “von Manstein” Nr. 84 i Første Verdenskrig.

Slaget ved Mons – august 1914

 2. Bataljon, Infanterie-Regiment 84 »von Manstein« havde garnison på Haderslev Kaserne, som netop blev bygget for at kunne rumme en bataljon i det overvejende dansksindede Haderslev. Med hjælp af det faste – tyske – personel på kasernen, håbede man at kunne ”fortyske” Haderslev.

Den tyske hær anno 1914 var en værnepligts-/mobiliseringshær. Ved mobilisering skulle hærens forskellige enheder fyldes op med reservister, og for at det kunne ske hurtigt, kom disse reservister som oftest fra nærområdet for at undgå, at indkaldte soldater blev sendt på kryds og tværs gennem Tyskland. II./IR 84 var derfor – sammen med III. Bataljon, Füsilier-Regiment 86 på Sønderborg Slot – en af enhederne med fleste dansksindede soldater – man taler om, at op til 75% af enkelte kompagnier var dansktalende.

Bataljonen blev mobiliseret den 2. august 1914 og kunne snart efter med tog bringes til Aachen, hvorfra det til fods gik ind i Belgien. Regimentets ilddåb skete i en træfning ved Tirlemont – i dag Tienen – mod den Belgiske hær. Den næste modstander ville blive den engelske hær ved Mons nær den franske grænse.

Allerede den 9. august 1914, kun 5 dage efter den britiske krigserklæring, var dens hær – British Expeditionary Force – på vej til Frankrig. Efter europæisk standard var det en meget lille hær på godt 80.000 mand, set i forhold til den franske og den tyske på hver over 1 million, og blev hånligt af den tyske kejser Wilhelm II kaldt »den lille foragtelige hær« – et øgenavn de engelske soldater straks påtog sig – The Old Contemptibles. Den britiske hær var imidlertid ikke en værnepligtshær som den tyske og franske, men en dybt professionel hær med veluddannede soldater, der blandt andet var optrænet til 15 gange på ét minut at skyde og ramme et mål på over 300 meters afstand – den britiske »rapid-fire«.

Den 22. august var briterne gået på plads langs Mons-Conde Kanalen med fire divisioner, parat til at møde en voldsomt overlegen tysk styrke: 14 divisioner – 10 tyske soldater pr. én meter front. Blandt disse var 18 Infanterie-Division med de såkaldte »dansker-regimenter« 86 Füsilier Regiment og 84 Infanterie Regiment.

Lige øst for Mons danner Conde Kanalen et lille fremspring ved Nimy, som hurtig skulle blive centrum for de hårdeste kampe. Tyskerne anså dette fremspring som det svageste sted i den britiske linje, og samtidig gik både en jernbane- og en vejbro over kanalen. Angrebet her skulle gennemført af Infanterie-Regiment 84. Fremrykningen skete via øvelsespladsen – Champ des Manoeuvres – nord for Maisieres, hvor nu NATO har sit hovedkvarter, gennem skovene til et angreb mod broerne.

Kl. 09:00 kom det første angreb med III. Bataljon i spidsen mod broerne ved Nimy, forsvaret af et enkelt kompagni af Royal Fusiliers og et enkelt maskingevær. Uden respekt for de engelske soldater rykkede tyskerne frem i tætte formationer, direkte ind i den ødelæggende »rapid fire«. Tabene var enorme. Den britiske ildkraft var så stor, at tyskerne en overgang vurderede, at der var tale om et stort antal maskingeværer.

Tyskerne faldt tilbage, men efter en reorganisering, angreb de igen, denne gang i mere åbne formationer. Det britiske forsvar kom hurtig under et stort pres. Som det står i den tyske regimentshistorie om Infanterie-Regiment 84: »Det var allerede tydeligt her, at de gamle engelske trupper, hærdet af kolonikrige, var gode Soldater, som vi i Tyskland havde haft en forkert idé om«.

På dette tidspunkt disponerede en britisk bataljon kun over to maskingeværer. Royal Fusiliers med ansvar for vejbroen ved Nimy og den nærliggende jernbanebro havde placeret disse med sidstnævnte under kommando af Lieutenant Dease. Dease blev ved sit maskingevær til han blev såret for femte gang. Han døde kort tid efter. Ved det andet maskingevær blev Private Sidney Godley til det sidste, men nåede at kaste vitale dele af maskingeværet i kanalen, inden han blev taget til fange. Begge modtog Storbritanniens højeste medalje for tapperhed – Victoria Cross – de to første under første verdenskrig.

Omkring kl. 1430 havde II. Bataillon overtaget angrebet og havde renset nordsiden af kanalen for engelske soldater. Også på tysk side var der helte: pludseligt sprang Soldat Oskar Niemeyer, 8. Kompanie, i kanalen og svømmede under beskydning frem til svingbroen, som det lykkedes ham at lukke.

Desværre faldt denne tapre mand kort tid efter. Niemeyer stammede fra Hamburg, var udlært gartner og var trådt ind i kompagniet som rekrut i efteråret 1913.

Med åbningen af svingbroen og den samtidig storm over jernbanebroen, var den engelske linje brudt. Omkring kl. 1500 fik englænderne ordre til at falde tilbage til en ny linje sydøst for Mons. På trods af det taktiske nederlag ved Mons, var slaget en moralsk sejr for den britiske hær.

Slaget ved Mons var dyrt for de dansksindede sønderjyder. Efter kampene oprettede tyskerne en militær kirkegård ved St.Symphorien, stadig i dag måske den kønneste kirkegård på Vestfronten. Fotoet et taget ved kirkegårdens indvielse den 6. september 1917.

I 1919 overgik administrationen til den britiske Commonwealth War Grave Commission, der overførte af grave fra en række kommunale kirkegårde. I dag er der 229 britiske og 284 tyske grave. Blandt de begravede er både den første og sidste faldne britiske soldat fra 1. Verdenskrig. Fra kampene ved Nimy ligger både den engelske og den tyske helt begravet: Lieutenant Maurice James Dease VC og Oskar Niemeyer.

Fra Infanterie-Regiment 84 ligger 67 mand begravet på kirkegården, alle faldet ved Nimy. Fra Füsilier-Regiment 86 ligger 37 grave – den største koncentration af ”danske” grave noget steds. Som oprindeligt tysk kirkegård er de tyske gravstene forsynet med både fødested og enhedsnummer, hvilket gør det let at finde de danske grave.

Vi bringer i de følgende uger en lille sommerserie med korte artikler af Jørgen Flintholm Hansen om Infanteri-Regiment “von Manstein” Nr. 84 i Første Verdenskrig.

Regiment 84 i kamp for første gang

Mens det belgiske forsvar af Liège blev nedkæmpet, havde den belgiske hær indtaget dens næste forsvarslinje støttet på den naturlige hindringslinje langs floden Gette, der efter danske forhold dog nærmest på betegnes som en bred å.

Formålet med linjen var at sikre, at hæren i sidste ende kunne falde tilbage til Antwerpen, som i den belgiske forsvarsstrategi skulle danne »Redouit Nationel« – den nationale skanse, hvor den resterende del af den belgiske hær skulle holde ud indtil den forventede hjælp nåede frem fra Frankrig og England.

Allerede den 12. august forsøgte det tyske 2. Kavallerie-Korps ved Halen halvvejs mellem Liège og Antwerpen, at omgå den belgiske flanke, men blev imødegået af det belgiske kavaleri. Trods en betydelig underlegenhed i styrke, lykkedes det belgierne eftertrykkeligt at besejre tyskerne i det, der senere er kaldt det sidste kavaleri-slag i historien.

Den 18. august var den tyske felthær nået frem til Gette, hvor IX Armeekorps indsættes med 18. Infanterie-Division i midten. Bataljonen fra Haderslev skulle for første gang i kamp.

Den 18. august havde bataljonen fortsat marchen mod øst over Halmael – Halle – Dormael mod Orsmael-Gussenhoven, hvor den som befalet forberedte sig til angreb mod nordøst over floden Gette. Regimentet skulle angribe frem med to bataljoner på linje (I. Bataljon til højre og II. Bataljon til venstre), mens den sidste bataljoner – III. – var placeret i reserve ved Brigaden.

2. Bataljon skulle angribe med 7. og 5. kompagni i første linje og 6. Kompagni som bataljonsreserve lige bag. Kl. 15 kom ordren til fremrykning. Fra Orsmael-Gussenhoven blev kursen i kompagnikolonner sat mod landsbyen Wommersom. hvor kompagnierne foldede ud langs vejen fra Wommersom mod sydvest. På grund af en orienteringsfejl indtog 5. Kompanie front mod sydvest, hvorfor 6. Kompanie overtog dens rolle i angrebet, mens 5. overgik som reserve.

Da ordren kom til fremrykning mod det første mål – jernbanedæmningen, der gik på tværs af angrebs retningen, indsatte 6. Kompagni reglementsmæssigt to delinger i front og en i reserve. Som man kom fri af Wommersom, nåede man ud i et meget åbent terræn, beskudt af belgisk artilleri. Heldigvis for angriberne lå den belgiske ild alt for højt, og ingen af de tusinder af stålkugler, kardæsk-granaterne udsendte, ramte.

Turen frem udviklede sig til et sandt forhindringsløb – markerne var omgivet af kvæghegn af pigtråd og et utal af afvandingsgrøfter gennemskar området. Uden tab nåede man jernbanedæmningen, som ikke var besat af belgiske tropper.

Patruljer blev sendt videre frem mod den primære hindring – floden Gette. Fra disse kom der meddelelse tilbage, at det var muligt tørskoet at komme over via en gangbro ved møllen – i dag kaldt »Molen van Nederen« – og de to delinger begyndte straks at sætte over.

I mellemtiden var 7. Kompagni også nået frem til Gette med landevejen Wommersom – Oplinter som hovedakse. Også denne måtte passerer et åbent terræn før floden, men heller ikke her kostede den belgiske artilleriild dyrt – kun en enkelt lettere såret.

Først som den nåede frem til floden, kom den under belgiske infanteriild fra en ret stærk barrikade, bygget på tværs af stenbroen, der førte nævnte landevejen over floden. Det var tydeligt, at et organiseret angreb var nødvendigt, men som man var under forberedelse, blev barrikaden pludseligt ødelagt at to tyske artillerigranater, der ramte med stor præcision.

Den belgiske besætning forsvandt og kompagniet kunne fortsætte fremrykningen over Gette frem mod den belgiske stilling på bakken foran, hvorfra den belgiske ild primært er rettet mod 6. Kompanie under fremrykning fra møllen.

De belgiske stillinger på bakken foran 6. Kompanie var udbygget som bag hinanden liggende støttepunkter med en foran liggende pigtrådshindring, men ikke som en kontinuerlig linje. Den forreste stilling var bemandet af omkring en deling, men blev hurtigt løbet over ende.

Om angrebet skrev Hauptmann Hülsemann, chefen for 6. Kompagni:

»Altså: Alle mand fremad! – “Hornblæser: signal: på med bajonetterne!” – “Hurtigt fremad!” “lad trommen gå!” Som én mand rejste hele kompagniet sig og styrtede og ad højens skrænt til ancien signal géodésique (a.s.g.). Hvor er reservekompagniet, det 5.? Intetsteds noget at se. Nå, så må det altså blive uden dem. Med lange skridt, så hurtigt jeg kunne løbe, søgte jeg at nå forreste linje. – Hurra! hurra! den første linje er allerede inde i den fjendtlige stilling! Belgierne løber bort, men bliver fanget af vort artilleri med shrapnels, næppe en eneste af dem kommer tilbage.

Slagmarken så slem ud. Belgierne havde lidt overordentlig store tab. De sårede jamrede forfærdeligt. Vore sanitetsfolk var hele natten beskæftiget med at forbinde dem. En belgisk præst gik fra den ene til den anden af sine landsmænd, forbandt dem, trøstede og gav de døende det hellige sakramente«.

Den tyske hærs standardangreb anno 1914 var ikke meget anderledes en ved Waterloo eller ved Dybbøl: infanteri på en lang linje med vejende faner, hornsignaler og trommeslagere. De tyske faner blev først inddraget i 1915 efter at skyttegravskrigen var begyndt.

Da 6. Kompanie under angrebet var kommet langt fremme i forhold til nabo-enhederne, standsede den på højde med landsbyen Hautem Ste. Margerithe og gik i stilling, mens man ventede på at 7. Kompagni skulle komme på linje.

Efter at have passeret stenbroen over Gette var 7. Kompanie fortsat frem til venstre for Oplinter mod den belgiske stilling på bakken. Det var muligt for kompagniet at komme end på en afstand af 200 meter fra den belgiske stilling delvis i dækning af en lavning.

Skydningen fra den belgiske stilling var primært rettet mod den angribende 6. Kompagni, hvorved 7. Kompanie fik mulighed for at rette en sigtet ild mod belgierne. I det efterfølgende stormangreb faldt også i dette område de belgiske stillinger indtil på linje med Hautem.

Kl. 19 var det hele forbi. Fra reserven var 5. Kompagni nået frem og gik ind i linjen til højre for 7. Kompagni med forbindelse til I. Bataljon, og der blev givet ordre til at bivuakerer, i de stillinger, man havde opnået. Der blev ikke slået telte op, da der i den varme sommernat var nok med den halm, der kunne findes på marken og med frakken som dækken.

Dagens angreb havde for hele regimentet resulteret i 3 døde og 29 sårede. Man havde taget 256 belgiske krigsfanger og havde erobret en fane, to kanoner og 21 heste.