Vi bringer hen over sommeren og efteråret en lille serie med korte artikler af Jørgen Flintholm Hansen om Infanteri-Regiment “von Manstein” Nr. 84 i Første Verdenskrig.

Bataljonen fra Haderslev

Flanderns mudder

Mellem den 5 og 18. august 1917 var bataljonen indsat i fronten ved Ypres midt under det, der er kendt som »Det tredje slag om Ypres«. Forude var gået den succesfulde engelske erobring af Messines højderyggen, og den nye engelske offensiv skulle nu bryde den tyske modstand foran Ypres.

Offensiven kom dårligt fra start. I Flandern ligger grundvandet i meget ringe dybde, og kun et omfattende system af åer, grøfter og afvandingskanaler gør det muligt at dyrke landet. Tre års krig havde imidlertid totalt ødelagt dette system og forvandlet slagmarken til et endeløst hav af mudder. Desuden er landet totalt fladt med meget få orienteringspunkter.

Den britiske offensiv opnåede aldrig sit mål. Da offensiven sluttede i starten af november, var fronten rykke 8 km frem til Passchendaele. Prisen havde været i omegnen af 800.000 britiske, australske, canadiske og tyske soldater. 140.000 allierede soldater døde – en død for hver fem centimer vundet terræn!

Efter indsats i Champagne til den 24. juli 1917 havde Infanterie-Regiment 84 forventet at få et hvil af en vis varighed, men den 31. juli startede den britiske offensiv ved Ypres, og om aftenen den 2. august var regimentet på vej hertil som forstærkning. Ved ankomst til Flandern kom regimentet i borgerkvarter i Rumbeke. Det viste sig hurtigt, at sønderjyderne på deres plattyske dialekt udmærket kunne snakke med den venlige og imødekommende flamske lokalbefolkning.

Den 5. august gik det så frem i forreste linje ved Zonnebeke, der på det nærmeste var jævnet med jorden. De næste dage og uger i linjen fulgte det sædvanlige mønster, hvor bataljonerne skiftede mellem placering i frontlinje, i beredskab eller i hvil.

I forhold til tidligere var den britiske taktik ændret. I stedet for stor angreb for på én gang at gennembryde de tyske linjer, blev der nu angrebet med relativ korte mål, hele tiden indenfor artilleriets rækkevidde. Efter erobring af en stribe land blev denne befæstet og fastholdt indtil artilleriet kunne bringes længere frem til støtte for næste delangreb. Det er den såkaldte “bite and hold”-taktik.

Dette betød, at de tyske »stillinger« konstant lå under artilleribeskydning. På grund af den  voldsomme og vedvarende beskydning bestod den forreste linje på ingen måde af en skyttegrav, som vi kender det fra billeder og film, men udelukkende af granatkratere, udbygget til stilling for et par mænd, og – hvis der var tid og mulighed – nødtørftig forbundet med hinanden. Den eneste form for dækninger var en række betonbunkere, der stadig i dag ligger spredt over området, men som hvide klodser i det brune landskab tiltrak de sig kontinuerligt de britiske kanoner.

Den 10. august var en såkaldt »Storkampdag«, der særskilt noteredes i de tyske soldaterbøger. Forud for det britiske infanteriangreb, der skulle trænge over Haanebeek åen, lå en vedvarende artilleriild, der før angrebet øgedes til trommeild – ild, hvor de enkelte granaters nedslag ikke længere kunne skelnes fra hinanden. Det lykkedes englænderne at bryde ind i forreste linje til højre for regimentet, men øjeblikkeligt iværksatte modangreb standsede yderligere fremgang.

De næste dage fortsatte beskydningen, men uden infanteriangreb.

Først den 16. august kom endnu en »storkampdag«. Om natten havde englænderne lagt stillingerne under kraftig gas. Pludseligt kl. 0500 startede en trommeild og kort efter angreb det engelske infanteri. To kompagnier fra I. Bataillon i forreste linje blev løbet over ende, sammen med dele af II. Bataillons 7. Kompanie. Endnu engang blev der øjeblikkeligt gået til modangreb med resten af II. Bataillon, som lå i beredskab. Det lykkedes at tilbageerobre det meste af det, der var gået tabt.

Det blev regimentets svanesang i Flandern. Allerede den følgende dag begyndte afløsningen og om morgenen den 19. august var alle dele  ude af linjen og samlet i Winkel-St.Eloi. Indsatsen havde varet i omkring 14 dage. Den havde kostet 15 døde og 715 sårede – 1 død og 50 sårede om dagen!

Et særligt problem i Flandern var forsyningen af frontlinjen med mad, ammunition og materiel. På grund af det engelske artilleri måtte udgangspunkt for forsyningstjenesten ligge i Moorslede, næsten 8 km væk. Regimentet valgte derfor at udskille en styrke på fire delinger fra de tre bataljoner – i alt 35 befalingsmænd og 230 mand –udelukkende til formålet.

Forsyningstjenestens indsats og vilkår fortjener stor respekt. Hver nat måtte hold bevæge sig til fods frem og tilbage til fronten gennem et terræn, hvor det var næsten umuligt at orienterer sig. Den eneste vejviser var de utallige lyskugler, der blev sendt op langs frontlinjen, men hvor i den lange række lå egne kompagnier og delinger? Død og ulykke havde ikke kun form i det engelske artilleri, men mindst lige så meget i de vandfyldte kratere, hvis mudrede sider gjorde det umuligt igen at komme op ved egen hjælp, hvis man i mørket faldt i. Transportholdene havde flere savnede – formentlig for evigt forsvundet i et af de mudrede kratere. Tungt belæsset med termobeholdere med mad, flaskekurve med vand, ruller af pigtråd, kasser med håndgranater og ammunition til geværer og maskingeværer, gik det gennem månelandskabet indtil man fandt målet og kunne læsse af.

Turen tilbage var lige så hård, for nu måtte holdene slæbe på de sårede, hvis eneste chance var at komme med disse transporter tilbage til forbindepladserne.

Endnu i dag udgør artillerigranater et stort problem i Ypres området. Jeg boede for nogle år siden på den belgiske kaserne i Ypres og snakkede med minerydderne. Man har beregnet, at der ved Ypres blev brugt omkring 300 millioner granater langs en front, der på 4 år ikke flyttede sig mere end  8-10 km. Hvis blot 10% var forsagere, kan man selv regnet tallet ud. I 2009 indsamlede man 200 tons forsagere.

Specielt under udgravninger opstår problemer, og selvom hold af ryddere er på vagt døgnet rundt, sker der fortsat flere ulykker, også med dødelig udgang.

Et særligt problem er de mange giftgasgranater. Fra 1972 er det efter international aftale forbudt at dumpe i havet, og selvom Belgien fik en ekstra tilladelse til dumpning en sidste gang i 1980, er problemet stadig voksende og på et tidspunkt var op mod 20.000 granater – 300 tons – oplagt i et stort EOD center i Houthulst skoven. Problemet er så stort, at det har været nødvendigt her at bygge et særligt anlæg til at uskadeliggøre dem.