Vi bringer hen over efteråret en lille serie med korte artikler af Jørgen Flintholm Hansen om Infanteri-Regiment “von Manstein” Nr. 84 i Første Verdenskrig.

Bataljonen fra Haderslev: Genopbygning og i rolig front ved Delme

Da Infanterie-Regiment 84 den 26. november 1917 marcherede fra fronten ved Cambrai til omegnen af Valenciennes, var den kun skyggen af sig selv. Regimentschefen, Oberst Schultz, som under Cambrai slaget i Tournai været formand for en kommission, der skulle reviderer reglementet for infanteriet i krig („Vorschrift für die Ausbildung der Fußtruppen im Kriege“) var grædefærdig, da han mødte resterne i Cambrai. Af 55 officerer var kun 12 tilbage. To bataljonschefer, herunder Hauptmann Soltau fra II. Bataljon, var faldet. Alene i II. Bataillon var  25 sønderjyder gået tabt under det store kampvognsslag – som faldne, savnede, sårede eller krigsfange. Regimentets resterende 130 mand var fordelt på to kompagnier. Efter oberstens udsagn, var det sår, regimentet aldrig overvandt resten af krigen.

Mellem den 26. november og 2. december blev II. Bataillon indkvarteret i Valenciennes. Perioden blev brugt til at hvile ud og til modtagelse af det første erstatningspersonel.

2. december fulgte forskydning med tog via Namur, Arlon og Luxembourg til Delme i Lorraine, hvor bataljonsstab, 5., 7. og 2 MG-Kompagni sent på aftenen blev udladet i Baldershofen og herfra indkvarteret i Delme, mens 6. og 8. Kompanie den følgende dag ankom og indkvarteredes i Püfschingen (Puzieux) og Dinkirch (Tincry). Denne del af Lorraine (Lothringen) var tysk og landsbyerne stadig beboet af civilbefolkningen. Selvom der i nogle tilfælde skal være en temmelig trang belægning, var kvartererne generelt tilfredsstillende efter at flere indkvarteringsrum var gjort mere hjemlige. Regimentets stab ankom ligeledes den 4. december og indkvarteredes i St. Ersert.

Nu begyndte for alvor modtagelsen af erstatningspersonel. Det var ikke længere færdiguddannede, krigsduelige mænd. Det oprindelige erstatningssystem, hvor hvert regiment havde sin egen ”Ersatz” bataljon, virkede ikke længere. Der manglede i den grad instruktører i Tyskland, at uddannelsen var så dårlig, at der ved hver Division ved fronten måtte oprettes rekrutdepoter til færdiguddannelse. Derved gik også den klare geografiske tilhørsforhold tabt. Antallet af sønderjyder ved regimentet var gået kraftigt tilbage.

Total mistede II. Bataljon 509 sønderjyder under krigen (døde, sårede, savnede, syge, krigsfanger), og 4/5 af disse før 1918.

Det tilgåede personel var efter omstændighederne godt nok, generelt med god vilje og endnu ikke præget af stadig dårligere stemning og mangel på disciplin i Tyskland. Foruden en blanding af unge og gamle folk, var der for første gang også et betydeligt antal syge eller tidligere sårede fra lazaretter, der ikke kunne anvendes i kamp, og dårligt var i stand til at opfylde tjenestens krav. Generelt var den fysiske form dårlig.

Også de tilgåede officerer skabte problemer. Oftest kom de fra østfronten, og var totalt ukendt med forholdene på vestfronten, dels var de meget unge og ikke tilstrækkeligt uddannede. Først den 23. december 1917 ankom de sidste personelerstatninger til regimentet. Beskadiget og tabt materiel kunne erstattes, men den veluddannede styrke fra 1914 eksisterede ikke mere.

Uddannelsen af nyt personel blev stadig mere vanskelig. På grund af de rolige forhold langs denne del af fronten, kunne uddannelsen fortsætte efter 4. januar 1918, hvor regimentet overtog et afsnit sydvest for Delme.

Uddannelsen bar præg af, at en tysk offensiv lå i luften. Med stigende krav blev der afholdt øvelser i frit terræn og i øvelsesværker – udnyttelse af terræn, forbedringer af stillinger i en kratermark, overvindelse af forhindringer, brug af håndgranater, gasmasker og foruden skydeøvelser også intensiv uddannelse i brug af maskingeværer og lette maskingeværer. Der var etableret en række skoler, og folk fra regimentet blev sendt på signalkursus i Saarburg og officerer på førerkursus i Haguenau.

Den 4. januar 1918 overtog regimentet Afsnit Seebach sydvest for Delme. II. Bataljon fik ansvar for Seebach II , hvor den afløste Landwehr-Infanterie-Regiment 30. Et forpostkompagni placeredes i Kranhofen (Craincourt) med en forpostdeling i Erlen (Aulnois). Bataljonens hovedstyrke – stab og et kompagni lå i Allenhofen (Alaincour), 2 delinger i Pülchingen, mens et kompagni dækkede mellemstilling mellem Allenhofen og Kranhofen. Rotation i stillingen fulgte hver 4. uge.

Det var en anderledes front end normalt på vestfronten. Det var en udpræget forpoststilling bag floden Seille, der udgjorde en stærk hindring, da floden den vinter ydermere var gået over sine bredder. Samtidig dannede floden landegrænse mellem Tyskland og Frankrig (1871-1918). Med en linje langs en forskråning, gav det gode observations muligheder på lang afstand. I de delvist sønderskudte kirketårne var der permanente observationsposter i dagtimerne.

Ved selvsyn under et besøg i 2012 kunne jeg konstatere, at der flere steder i Afsnit Seebach lå betonbunkere, der højst sandsynligt også lå her, da Regiment 84 besatte Afsnittet. Også franskmændene på den anden side Seille var koncentreret omkring landsbyerne Letricourt, Echenicourt, Ajoncourt og Arraye. Generelt forventedes der ingen større kamphandlinger.

Bataljonen kunne fejre julen 1917 bag fronten. En post- og orlovsspærre betød, at ikke alle julepakker nåede frem, men alligevel lykkedes det at festligholde højtideligheden. Den 24. december kl. 1730 var der fælles julegudstjeneste i Delme, hvorefter der kompagnivis var julefest, hvortil der både af punch og øl ankre. Efter kompagnifesterne samledes alle bataljonens officerer i officerskasinoet til fælles middag.

En anden beskæftigelse i hvileperioderne var indsamling af skrotmateriel – tagrender og anden metal fra ødelagte bygninger, og andre effekter, der kunne genanvendes af den tyske krigsindustri. Det indsamledes blev solgt til den tyske stat og provenuet var en kærkommen styrkelse af kompagnikasserne.

Den 4. januar 1918 rykkede II. Bataillon tilbage i Afsnit Seebach II og forblev her til den 1. februar. I stillingen hersker generelt ro. Skydning med infanterivåben og artilleri var ringe og minekastere anvendtes slet ikke.

Den 17. februar blev Delme forladt, og i løbet af to dages march nåede bataljonen området Dieuze, hvor II./84 tog ophold i Wirtsdorf.

I omkring en måned skulle tropperne fortsat blive uddannet i offensive kamp.