Vi bringer hen over sommeren og efteråret en lille serie med korte artikler af Jørgen Flintholm Hansen om Infanteri-Regiment “von Manstein” Nr. 84 i Første Verdenskrig.
I begyndelsen af september 1914 havde den tyske hærledelse opfattelsen af, at en sejr i Vest lå indenfor rækkevidde. Den franske og engelske hær havde lidt en stribe af nederlag, og de allierede hære syntes nær opløsning. Man lod derfor 1. og 2. Armee fortsætte fremrykningen mod syd med 1. Armee tættest på Paris.
Det kom derfor som et chok, da den franske hær pludseligt den 4. september fra Paris angreb stik øst ind i ryggen på 1. Armee hjulpet af det engelske Ekspeditionskorps (BEF). Den tyske hærledelse blev taget fuldstændig på sengen. Intet havde givet advarsler. 2. Arme var fortsat under fremrykning mod syd, men den 6. september blev 17. Division i spids ramt af et kraftigt fransk angreb og 18. Division inkl. Infanterie-Regiment 84 måtte indsættes til forstærkning.
Den 6. september var en søndag. Regimentet var træt. Siden den belgiske grænse den 11. august havde den tilbagelagt 425 km til fods med fuld oppakning og i over 30° varme. Den havde fire gange været i hårde kampe. Det blev derfor modtaget jubel, at denne søndag skulle være hviledag. Nu skulle man endeligt få sovet lidt, få soigneret sig selv, våben og udrustning, fået vaske undertøj og få tid til at lave ordentlig mad.
Sådan blev det ikke.
Allerede som man begyndte at tænde bål og få lidt morgenmad kunne man fra syd hører larmen af artilleri. Et eller andet voldsomt fandt sted. Alarmen satte en stopper for alt og kl. 1100 var bataljonen igen klar til at rykke til et foreløbigt beredskabsområde ved Courgivaux. Først kl. 1330 gik det videre mod syd ad vejen til Neuvy og videre til le Tronchot. Efter et kort stop, kom så ordren til angreb til støtte for Füsilier-Regiment 86 og Infanterie-Regiment 31, der var hårdt presset af franske angreb. II. Bataljon skulle være spids, fulgt af III. Bataljon, mens I. Bataillon var afgivet til artilleriet og ikke deltog i kampene her. Angrebszonen var Nogentel-skoven i trekanten mellem de to hovedveje vest for Esternay.
Bois de Nogentel var en »rigtig« fransk skov – eg og bøg med en uigennemtrængelig underskov gennemskåret af brandbælter. Udfoldet rykkede bataljonen ind i skoven på linje med 6. Kompagni bagved som reserve. Dårligt var man trængt ind i skoven før den kom under en voldsom fransk artilleribeskydning. Sprængstykker hylede, kardæskkugler fløjtede, afsprængte grene og træer fløj omkring – en uhyggelig koncert og en larm, der gjorde almindelig samtale umuligt. Den franske ild var meget præcis og kostede store tab. En deling fra 5. Kompagni blev på det nærmeste udslettet, da den blev ramt af en fuldtræffer.
Chefen for 6. Kompanie, Hauptmann Hülsemann opgav til sidst at trænge gennem skoven med sit kompagni, gik et stykke tilbage og fulgte så skovvejen forbi Nogentel-slottet frem til Paris-hovedvej N.4 på sydsiden af skoven, hvor den munder ud ved det vandtårn, der endnu i dag ligger på stedet. Først 7. og kort efter de andre kompagnier nåede hovedvejen, hvor den dybe vejgrøft gav en kærkommen mulighed for at komme i dækning. Her lå allerede en mængde sårede fra Füsilier-Regiment 86, som kunne fortælle, at deres regiment havde store vanskeligheder fremme i forreste linje. Som det ses på billedet, eksisterer vejgrøften ikke længere.
Omkring 300 meter fremme skråt til højre lå en lille skov. Herfra ville det være muligt at overskue det meste af den forreste linje. Til højre var der en kraftig ildkamp på en lav bakke omkring 600 meter længere fremme. Den franske modstand var tydeligvis stigende og de tyske tab så store, at angrebet var gået i stå. Det lykkedes dele af bataljonen at nå frem til forreste linje og forstærke denne, men ikke uden betydelige tab. Selv de bedste enheder kan ikke i længden holde til en sådan ild uden forstærkning, og ingen forstærkning nåede frem. Først enkeltvis – så i større og større grupper – faldt tyske soldater tilbage.
Helt fremme befandt chefen for 6. Kompanie, Hauptmann Hülsemann, sig i orkanens øje. Han fik hurtigt sendt Gefreiter Jensen afsted på cykel for at finde, hvad han kunne af II. Bataljon og sende dem frem. Med utrolig tapperhed cyklede Jensen afsted uden at ænse den voldsomme artilleri- og infanteriild. Efterfølgende blev han udelukkende med ærefrygt kendt som »der Radler von Neuvy«. Hans tapperhed bar frugt, og snart efter ankom flere grupper fra de forskellige kompagnier frem sammen med deres kompagnichefer. Landmand Lauritz Jensen, var født 27. juli 1891 i Enderup syd for Ribe. Han modtog Jernkorsets II. klasse for sin senere indsats under kampene ved Montreuil den 9. september 1914. Udnævnt til Unteroffizier faldt han den 23. januar 1915 ved Uffholz i Vogeserne. Han ligger begravet på den tyske soldaterkirkegård i Cernay – Blok 4, grav 400
Ved at opbyde alle kræfter i genoprettelsen af disciplinen, lykkedes det at få standset den tyske tilbagetrækning, og få formeret de tilbage gående soldater – fra både Regiment 31, 86 og 84 – i et midlertidigt kompagni. Endnu på dette tidspunkt under den 1. verdenskrig rykkede bataljoner frem med vejende faner. Der var derfor ikke mindre end fire faner, der blafrede fuldt synligt i vinden. For ikke at påkalde sig den franske ild, blev de hurtigt rullet sammen og bragt tilbage i dækning af Nogentel skoven. Et andet kendetegn var brug af hornsignaler – forskellige signaler, der eksempelvis kunne betyde »angreb«, »Stand«, »Søg dækning«, »gå tilbage« osv. Under de forvirrede kampe ved Esternay den 6. september 1914 blev hornsignaler desuden anvendt til at markerer egne styrker, så førerne kunne danne sig et billede at de enkelte enheders placeringer.
Det blev hurtigt klart, at der ikke var chance for yderligere fremrykning, men grøften langs hovedvejen syd for skoven var dyb og gav god dækning for den stærkt sammenblandede styrke. Hele fire infanteriregimenter var repræsenteret – IR 31, 84 og 85, samt FR 86. Fjenden fulgte ikke efter, og man fik derfor straks i gang med at få reorganiseret enhederne under respektive officerer. Kl. 2145 blev bataljonen beordret tilbage til Neuvy, men blev undervejs standset til indretning af en stilling på bakken mellem Nogentel skoven og le Tronchot med front mod vest.
Arbejdet gik kun langsomt frem. Dels var soldaterne meget trætte, dels manglede der spader. Endnu på dette tidspunkt af krigen var feltspaden ikke særlig høj i kurs, og mange var »gået tabt« under den lange march fra Belgien. Klokken 2230 kom ordren til, at Regimentet skulle samles i dens oprindelige udgangsposition ved Neuvy, hvor den ved midnatstid gik bivuak.
For II. Bataljons vedkommende havde dagens tab været meget store. Ingen af kompagnierne talte mere end 70-80 mand mod de over 200, de havde været ved daggry. For første gang var kampen ikke afsluttet med tysk beherskelse af slagmarken. Det betyd, at bataljonens døde og sårede måtte efterlades til fjenden. Mange døde blev senere kategoriseret som »savnede« og har i dag ingen kendt grav, da franskmændene – heller ikke med deres egne døde – var særlig omhyggelig med at konstaterer identitet. De fleste sårede faldt i fangenskab.
Det blev ikke til megen hvil. Allerede kl. 01 den 7. september blev Regimentet igen alarmeret for at gå i stilling med front mod øst for at dække 2. Armees fortsatte fremrykning. Dette gav god mening, da alle havde opfattelsen af, at franskmændene under kampene den foregående dag var blevet slået, og var faldet tilbage med store tab. Da en ny befaling fra Division nogle timer senere indløb, var den derfor fuldstændigt uforståelig: tilbagetrækning – hvorfor dog det?
Klokken 0700 startede marchen mod et ukendt mål. Alle gamle soldater ved, at march uden at kende afstand eller varighed har en psykisk dimension, der gør den rent fysiske anstrengelse endnu værre. Der herskede en total udmattelse og kun disciplinen og frygten for at blive taget til fange fik soldaterne til at sætte fod foran fod.
Da II. Bataljon gik i hvil om aftenen den 8. september var det afslutningen på 3 utrolig udmattende dage. Efter blot én nats ordentlig hvil efter mange hundrede kilometers march fra Belgien, måtte bataljonen den 6. september udkæmpe et voldsomt slag, uden hvil starte en march 40 kilometer natten igennem indtil den tidligt den 8. september igen fik forbindelse med regimentet, for uden pause at fortsætte indtil aften og yderligere 34 kilometer – TRE døgns uafbrudt kamp og march – en præstation, der sigter noget om både disciplin, men også om sammenhold i bataljonen