Vi bringer hen over sommeren og efteråret en lille serie med korte artikler af Jørgen Flintholm Hansen om Infanteri-Regiment “von Manstein” Nr. 84 i Første Verdenskrig.
Den 7. september 1914 kl. 0750 begyndte Infanterie-Regiment 84 tilbagetrækningen efter de hårde kampe ved Esternay, hvorom jeg tidligere har skrevet.
Da marchen begyndte vidste ingen, hvad det endelige mål var, og derfor ikke, hvor langt marchen ville blive. Dertil skal lægges, at soldaterne allerede i over 24 timer havde været i kamp og forud for disse, allerede var udmattet efter den lange march fra Belgien. Alle gamle soldater ved, at march uden at kende afstand eller varighed har en psykisk dimension, der gør den rent fysiske anstrengelse endnu værre. Der herskede en total udmattelse og kun disciplinen og frygten for at blive taget til fange fik soldaterne til at sætte fod foran fod.
Mens resten af regimentet gik samlet og kl. 0200 ankom til det mellemfaldende mål i Essises syd for Chateau-Therry, hvor der blev beordret hvil, var II. Bataillon igen uheldig. Den fik til opgave at følge og beskytte 18. Divisions »Store Bagage«, dvs. træn, bestående af et meget stort antal hestevogne. De mange vogne gjorde marchen meget langsom med mange stop. Ofte faldt soldaterne i søvn, hvor de stod under disse stop, og det krævede befalingsmændenes fulde opmærksomhed, igen at få folkene på benene og i gang igen under den næsten 40 kilometer march.
Først kl. 0630 fik bataljonen igen kontakt til regimentet ved Essises, på et tidspunkt hvor dette var klar til opbrud under den videre march nordpå. II. Bataillon sluttede sig til uden pause. Da regimentet endeligt nåede Montreuil-aux-Lions sidst på eftermiddagen den 8. september efter yderligere 34 kilometer havde II. Bataillon uden pause på 36 timer tilbagelagt 68 kilometer – TRE døgns uafbrudt kamp og march – en præstation, der sigter noget om både disciplin, men også om sammenholdet i bataljonen.
Under de fortsatte kampe på den tyske venstre fløj, var der ved Montmirail opstået et hul mellem 1. og 2. Armee, hvor engelske styrker nu var kommet betænkeligt frem. De indsatte tyske kavaleri-enheder måtte derfor have forstærkning i form af et midlertidig korps – »Abteilung Krawel« – under Generalmajor Richard v. Krawel, bestående af Infanterie-Regiment 84, Grenadier-Regiment 89, Pionier-Kompanie 1 og de to artilleriregimenter 45 og 60.
Straks efter ankomst fik regimentet ordre til at grave sig ned med front mod syd. Chefen for IR 84, Oberst v. Amelunxen protesterede mod denne befaling. Enhederne var totalt udmattede og ikke i stand til endnu en nat uden hvil. Gravning af de nye stillinger blev derfor udsat til næste morgen, hvorimod kravet om etablering af en fremskudt feltvagt i Villers-sur-Marne (i dag Villiers-St.Denis) blev fastholdt. Det skulle vise sig skæbnesvanger. Allerede kl. 0645 blev 1. Deling, 5. Kompanie på 45 mand under Vizefeldwebel – Offizierstellvertreter Johannes Clausen fra Schleswig sendt at sted for at oprette forposten. Den kom hurtig under angreb fra engelske styrker, og i sidste ende slap kun 3 mand tilbage til egne linjer. Clausen faldt.
Den 9. september blev en hård og meget dyr dag for II. Bataljon. Englænderne var trængt over Marne og angreb nu fra syd og gennem skovene øst for Montreuil. Et batteri fra Feldartillerie-Regiment 45 var sat i stilling på Højde 189 syd for en mindre skov, men kom her under så voldsom beskydning både af artilleri og infanteri, at det meste af mandskabet faldt og kanonerne ikke kunne bjærges. II. Bataillon blev derfor sendt frem for at støtte artilleriet. Mens 7. Kompanie forsøgte at rense den lidt større skov mod øst, rykkede 6. Kompanie frem for at undsætte batteriet. Kompagniet arbejdede sig gennem den tunge fjendtlige artilleriild og rensede de små skovområder, der lå bag på batteriet i en kostbar kamp. Som den passerede den sidste åbning mellem de små skove, kom den pludseligt under en ødelæggende geværild. Blandt de faldne på dette sted var Reservist Niels Jensen Skibild fra Mejlby, Musketier Niels Andersen Winther fra Ellummark og Musketier Lauritz Noisen fra Ørbyhage. Der har uden tvivl været sårede, men jeg har ikke med sikkerhed kunnet identificerer disse. Man skal huske på, at den engelske modstander ved Montreuil stadig var resterne af den dybt professionelle engelske fredstidshær. Fjenden forsvandt lige så hurtigt, som han var dukket op. Kompagniet kunne herefter grave sig med foran artilleribatteriet, og lå her indtil aften under en heftig beskydning, uden at det dog kom til angreb.
Kl. 2100 kom så ordren om igen at frigøre sig fra fjenden. Turen gik nu igen mod nord. Efter en kort indsat langs Chemin des Dames kom regimentet i slutningen af september til Moulin-sous-Touvent, hvor den forblev i et halvt år. Bevægelseskrigen var endegyldigt gået over i skyttegravskrigen.
For II. Bataillon havde kampen ved Montreuil-aux-Lion kun varet det meste af en dag, men havde været meget dyr. 16 var døde, 39 såret og 43 savnede. Blandt de faldne var der mindst 8 sønderjyder, sandsynligvis flere. Musketier Laurits Jensen, født i 1891 i Enderup, blev for sin indsats tildelt Jernkorsets II. Klasse. Han faldt den 19. januar 1915 Ved Uffholz i Vogeserne.