Vi bringer hen over efteråret en lille serie med korte artikler af Jørgen Flintholm Hansen om Infanteri-Regiment “von Manstein” Nr. 84 i Første Verdenskrig.
Bataljonen fra Haderslev: Kampvognsslaget ved Cambrai
Efter en hård periode i fronten foran Ypres i Flandern, kom Infanterie-Regiment 84 i hvil nordøst for Cambrai indtil den 24. august 1917, hvor den rykkede ind i Siegfried-stillingen foran Cambrai. Her var den stadig indsat den 20. november, da englænderne iværksatte den første succesfulde masse indsættelse af kampvogne i koordination med infanteri, en begivenhed den store engelske militærtænker, Sir Lindell Hart senere kaldte »et af de største landemærker i krigshistorien – indledningen til en ny epoke«.
En anden revolutionerende nyhed var anvendelsen af artilleri. For at virke effektiv, skal artilleri anno 1917 indskydes, hvilket ofte gav modstanderen et forvarsel om angreb. Nu havde englænderne opfundet det moderne princip med lyd og lyspejling. Ved hjælp af seks mikrononer spredt over et bredt område, var det muligt at beregne de tyske batterier præcise placering ved at beregne tidsforskel og vinkel mellem lyd og lys fra en kanons afskydning.
Steder for angrebet var omhyggeligt valgt, da Cambrai var et vigtigt tysk trafikknudepunkt, og terrænet tørt og endnu ikke forvandlet til et månelandskab af artillerikratere. Det var derfor velegnet til kampvogne, der i dybeste hemmelighed blev transporteret hertil med 36 togstammer, styret af den amerikanske hærs 11 Engineer Regiment (Railway), der bestod af tidligere jernbanearbejdere fra New York. I alt drejede det sig om 476 kampvogne.
På trods af forsøg på at holde angrebet hemmelig, havde tyskerne tilstrækkelige informationer til at være delvist forberedt. Den 19. november var der tilgår besked om, at fanger havde berettet, at fjenden den 21. november ville gennemfører et angreb for at sikre Havrincourt.
Slaget begyndte kl. 0714 den 20. november. Den blev indledt med en omhyggelig planlagt, men ikke indskudt artilleri forberedelse fra 1.003 kanoner mod nøglepunkter i det tyske forsvar, fulgt at røg og en krybende spærreskydning 300 meter foran det angribende infanteri og kampvogne.
Allerede kl. 0730 begynder infanteriangrebet, hvorunder englænderne indsætter 180 kampvogne. I. og II. Bataljon lå i forreste linje og blev meget hurtigt løbet over ende. Kl. 1000 var der ikke længere forbindelse mellem regimentets kommandostation og dens bataljoner.
Chefen for II. Bataljon var den respekterede Hauptmann (kaptajn) Harro Soltau. Næsten et år tidligere havde Soltau beordret Fort Douaumont ved Verdun rømmet for at undgå yderligere tab. Efterfølgende indtog franskmændene det berømte fort. I den mellemliggende periode havde Hauptmann Soltau flere gange måttet retfærdiggøre beslutningen om at rømme Douaumont, og der havde ikke været mangel på bebrejdelser.
Begivenheden ved Verdun var måske den overvejende årsag til, at Soltau denne gang IKKE ville beordre en rømning af bataljonen under det voldsomme britiske pres. Resultatet blev at store dele af bataljonen faldt eller blev taget til fange. Soltau selv forblev ved sin kommandostation til det sidste og faldt her.
I mange år blev han anset for savnet uden kendt grav, men i dag står han registreret til at være begravet i fællesgraven på den tyske kirkegård i Cambrai. Hauptmann Soltau havde sin kommandostation i et hegn med udsigt i retning Havrincourt.
Kl. 1200 var den tyske anden linje foran Flesquières faldet. På ordre fra division, samledes resterne af regimentet i forsvaret af selve Flesquières, og fik her god støtte af divisionens artilleriregiment – Feltartillerie-Regiment 108 – der havde en månedlang uddannelse og erfaring i bekæmpelsen af kampvogne. Kampen om byen kom til at koste regimentet yderligere store tab. I alt mistede regiment denne dag 38 officerer og 1.662 mand.
Af de indsatte 180 kampvogne den første dag, blev kun 65 ødelagt, mens 71 brød sammen og 43 kørte fast. De britiske tab havde kun været 4.000 mand, mindre end halvdelen af prisen for Passchendaele ved Ypres, og havde på seks timer nået samme resultat som tre måneder kampe i Flandern.
Sønderjyden Christian Hansen har senere fortalt: »Vi kom til at ligge i 3. linje, og her så jeg for første gang tankene sat ind mod os. De store kolosser kom anstigende og kørte lige så nydeligt langs med skyttegravene og skød med revolverkanoner ned i disse. Der var ikke meget at stille op for os, og vi flygtede med syv mand ned i en dyb “understand”. Inden det kom så vidt, ville vor kompagnifører opildne os til at angribe tankene med håndgranater, men en hamborger råbte til ham, at så skulle han selv gå foran med et godt eksempel. Det gjorde ham også, idet han sprang op af graven og skød på tanken med sin revolver – og faldt straks«.
Christian Hansen blev kort efter britisk krigsfange.
En af de kampvogne, der denne dag blev ødelagt ved Flesquières var D51 »Deborah«. Hun blev begravet i et krater og først i november 1998 igen gravet op. I dag står hun på et nyt museum i Flesquières og er bestemt et besøg værd.