Vi bringer hen over sommeren og efteråret en lille serie med korte artikler af Jørgen Flintholm Hansen om Infanteri-Regiment “von Manstein” Nr. 84 i Første Verdenskrig.

Efter en lille pause fortsætter vi nu serien de følgender uger.

Bataljonen fra Haderslev

Hvileperiode – Bois de Mont-Mare – indsat i fronten!

Da Infanterie-Regiment 84 den 31. oktober 1916 endeligt blev trukket ud af fronten foran Verdun efter 7 ugers helvede, var det en meget decimeret og nedslidt enhed. Alligevel kunne der ikke blive tale om, at den kunne komme i hvil bag fronten. Kampene rasede fortsat både ved Verdun og i Somme-området og krævede hele tiden nye enheder.

Som det næstbedste fik regimentet tildelt et »rolig« afsnit i Bois de Mort-Mare syd for Thiaucourt, 15 km vest for Moselle ved Port-a-Mousson. Efter med tog at være transporteret til Jaulny nord for Thiaucourt, begyndte den 4, november at afløse 6. Garde-Regiment i stillingen. Her fik den lov til at blive i 155 dage – næsten 5 måneder frem til april 1917.

Den nye stilling var meget omhyggeligt etableret, vedligeholdt og kærligt behandlet, men ville ikke have været i stand til at modstå et kraftigt bombardement. OG – som en af de tyske officerer udbrød, var det den eneste stilling, hvor gulvet i skyttegraven blev fejet med kost – et tegn på den fred, der sædvanlig herskede.

Regimentets tildelte afsnit bestod af tre linjer. Den første anvendtes udelukkede til observation, den anden, som lå tæt bagved rummede dækninger og beredskab, mens den tredje i en afstand af 100 til 250 meter skulle tjene som modtagelses- og startposition for modangreb. Reserverne blev placeret i baraklejre omkring en kilometer længere bagud. Adgangsvejene til frontlinjerne var gode, og efter behov kamufleret mod fjendens observation.

På grund af ansvarsområdets bredde var to bataljoner nødvendig i stilling. I den højre – kaldet B 1 – hvor de franske stillinger var tæt på, måtte tre kompagnier bemande linjen, mens til venstre – kaldet B 2 – var tilstrækkeligt med to kompagnier, da fjenden lå længere væk.

En deling fra hvert kompagni blev sparet ud for at blive brugt til transport af forplejning og forsyninger. Hver 12. dag rokerede bataljonerne, så efter 24. dage i front, fulgte 12 dage i hvil, hvor tiden intens blev anvendt til uddannelse af kompagnierne og det ny tilgåede personel.

Der var lidt kampaktivitet på begge sider. Det var generelt begrænset til skydning med riffelgranater og minekastere og nogle patruljeoperationer. Begivenheder af varig betydning og virkning fandt ikke sted med regimentet under dets ophold i Bois de Mort-Mare.

En væsentlig opgave for regimentet under opholdet i Bois de Mont-Mare var modtagelse og uddannelse af erstatninger for de soldater, der var forsvundet under de hårde kampe ved Verdun.

Personelerstatningstjenesten var i den tyske hær organiseret ved, at hvert regiment opstillede en »Ersatz-Bataillon«, der havde til opgave at modtage og uddanne nyt personel. Kun omkring halvdelen af en værnepligtsårgang blev i fredstid indkaldt til militærtjeneste. Den anden halvdel trak, hvad der i dag ville kalde frinummer, men fik med titel af »Ersatz-Reservisten« også mødebefalinger i tilfælde af krig. Med mobiliseringen begyndte så uddannelsen af dette personel. Infanterie-Regiment 84 havde to sådanne bataljoner, placeret henholdsvis i Schleswig og i Rendsborg. Senere blev antallet reduceret til en.

I slutningen af 1916 var Tyskland begyndt at mærke manglen på soldater. Garnisoner og skoler i Tyskland blev berøvet en del af dens personel, og dermed begyndte der at mangle kvalificeret personel til uddannelse af de nye rekrutter. Det er et gennemgående tema i de forskellige regimentshistorier, at man klager over kvaliteten af det erstatningspersonel, der blev modtaget fra Tyskland. Her, halvvejs inde i krigen, var det blevet afgørende nødvendigt at efteruddanne nyt personel efter ankomst til regimentet, men dog stadig således, at det tilgåede personel stadig kom fra Schleswig-Holstein. Senere måtte der ses bort fra dette princip, idet det blev nødvendigt ved hver division at oprette regulære rekrutdepoter, hvor alt tilgået personel fra Tyskland blev efteruddannet og herfra sendt derhen, hvor behovet var størst, uanset geografisk tilhørsforhold. Det er dette forhold der gør, at man i de sidste år af krigen finder sønderjyder i enheder fra blandt andre Hessen, Württemberg og Braunschweig.

I november skete der en organisatorisk ændring, idet der nu oprettedes tre maskingeværkompagnier ved regimentet – 1., 2. og 3. MG-Kompagnie. Sædvanligvis var disse kompagnier knyttet til bataljoner med samme nummer. Fra en start i 1914 med 4 maskingeværer i regimentet, var der nu 6 i hver bataljon – og antallet skulle stige dramatisk.

Under opholdet måtte man fejre den 3. krigsjul. Traditionen tro blev den fejret med pyntede juletræer, gaver og gudstjenester. I forhold til mange regimenter med hjemsted i de store industriområder i Tyskland, hvor manglen på mad efterhånden gjorde sig gældende, kom regimentet – og navnlig sønderjyderne – fra landområder, hvor der stadig var tilstrækkelig med mad, også så der kunne sendes »Liebesgaben« – kærlighedsgaver til soldaterne.

Effektiviteten i det tyske postsystem var så stor, at det uden problemer lod sig gøre at sende smør, fedt og flæsk til fronten. Der var både de personlige gaver, men også et stort antal gaver sendt af organisationer, byer og privatpersoner til regimentet som sådan. Der var pakker til alle.

Den 6. april 1917 måtte der så igen tages afsked med denne rolige del af vestfronten, der alligevel havde kostet regimentet 19 døde og 169 sårede.

Når man i dag går i stillingsområdet, kan man ikke undgå at se de store kratere, der ligger flere steder. Disse stammer fra perioden før Infanterie-Regiment 84 overtog sektoren. De skyldes miner, franskmændene gravet ind under de tyske stillinger, hvorefter ladninger på op til flere tons blev bragt til sprængning.

Ud til landevejen kort efter den når skoven, står på højre side en såkaldt »demarkations sten«, der efter første verdenskrig blev placeret langs vestfronten i både Belgien og Frankrig for at markere det dybeste sted, den tyske invasion nåede.