Vi bringer i de følgende uger en lille sommerserie med korte artikler af Jørgen Flintholm Hansen om Infanteri-Regiment “von Manstein” Nr. 84 i Første Verdenskrig.

Regiment 84 i kamp for første gang

Mens det belgiske forsvar af Liège blev nedkæmpet, havde den belgiske hær indtaget dens næste forsvarslinje støttet på den naturlige hindringslinje langs floden Gette, der efter danske forhold dog nærmest på betegnes som en bred å.

Formålet med linjen var at sikre, at hæren i sidste ende kunne falde tilbage til Antwerpen, som i den belgiske forsvarsstrategi skulle danne »Redouit Nationel« – den nationale skanse, hvor den resterende del af den belgiske hær skulle holde ud indtil den forventede hjælp nåede frem fra Frankrig og England.

Allerede den 12. august forsøgte det tyske 2. Kavallerie-Korps ved Halen halvvejs mellem Liège og Antwerpen, at omgå den belgiske flanke, men blev imødegået af det belgiske kavaleri. Trods en betydelig underlegenhed i styrke, lykkedes det belgierne eftertrykkeligt at besejre tyskerne i det, der senere er kaldt det sidste kavaleri-slag i historien.

Den 18. august var den tyske felthær nået frem til Gette, hvor IX Armeekorps indsættes med 18. Infanterie-Division i midten. Bataljonen fra Haderslev skulle for første gang i kamp.

Den 18. august havde bataljonen fortsat marchen mod øst over Halmael – Halle – Dormael mod Orsmael-Gussenhoven, hvor den som befalet forberedte sig til angreb mod nordøst over floden Gette. Regimentet skulle angribe frem med to bataljoner på linje (I. Bataljon til højre og II. Bataljon til venstre), mens den sidste bataljoner – III. – var placeret i reserve ved Brigaden.

2. Bataljon skulle angribe med 7. og 5. kompagni i første linje og 6. Kompagni som bataljonsreserve lige bag. Kl. 15 kom ordren til fremrykning. Fra Orsmael-Gussenhoven blev kursen i kompagnikolonner sat mod landsbyen Wommersom. hvor kompagnierne foldede ud langs vejen fra Wommersom mod sydvest. På grund af en orienteringsfejl indtog 5. Kompanie front mod sydvest, hvorfor 6. Kompanie overtog dens rolle i angrebet, mens 5. overgik som reserve.

Da ordren kom til fremrykning mod det første mål – jernbanedæmningen, der gik på tværs af angrebs retningen, indsatte 6. Kompagni reglementsmæssigt to delinger i front og en i reserve. Som man kom fri af Wommersom, nåede man ud i et meget åbent terræn, beskudt af belgisk artilleri. Heldigvis for angriberne lå den belgiske ild alt for højt, og ingen af de tusinder af stålkugler, kardæsk-granaterne udsendte, ramte.

Turen frem udviklede sig til et sandt forhindringsløb – markerne var omgivet af kvæghegn af pigtråd og et utal af afvandingsgrøfter gennemskar området. Uden tab nåede man jernbanedæmningen, som ikke var besat af belgiske tropper.

Patruljer blev sendt videre frem mod den primære hindring – floden Gette. Fra disse kom der meddelelse tilbage, at det var muligt tørskoet at komme over via en gangbro ved møllen – i dag kaldt »Molen van Nederen« – og de to delinger begyndte straks at sætte over.

I mellemtiden var 7. Kompagni også nået frem til Gette med landevejen Wommersom – Oplinter som hovedakse. Også denne måtte passerer et åbent terræn før floden, men heller ikke her kostede den belgiske artilleriild dyrt – kun en enkelt lettere såret.

Først som den nåede frem til floden, kom den under belgiske infanteriild fra en ret stærk barrikade, bygget på tværs af stenbroen, der førte nævnte landevejen over floden. Det var tydeligt, at et organiseret angreb var nødvendigt, men som man var under forberedelse, blev barrikaden pludseligt ødelagt at to tyske artillerigranater, der ramte med stor præcision.

Den belgiske besætning forsvandt og kompagniet kunne fortsætte fremrykningen over Gette frem mod den belgiske stilling på bakken foran, hvorfra den belgiske ild primært er rettet mod 6. Kompanie under fremrykning fra møllen.

De belgiske stillinger på bakken foran 6. Kompanie var udbygget som bag hinanden liggende støttepunkter med en foran liggende pigtrådshindring, men ikke som en kontinuerlig linje. Den forreste stilling var bemandet af omkring en deling, men blev hurtigt løbet over ende.

Om angrebet skrev Hauptmann Hülsemann, chefen for 6. Kompagni:

»Altså: Alle mand fremad! – “Hornblæser: signal: på med bajonetterne!” – “Hurtigt fremad!” “lad trommen gå!” Som én mand rejste hele kompagniet sig og styrtede og ad højens skrænt til ancien signal géodésique (a.s.g.). Hvor er reservekompagniet, det 5.? Intetsteds noget at se. Nå, så må det altså blive uden dem. Med lange skridt, så hurtigt jeg kunne løbe, søgte jeg at nå forreste linje. – Hurra! hurra! den første linje er allerede inde i den fjendtlige stilling! Belgierne løber bort, men bliver fanget af vort artilleri med shrapnels, næppe en eneste af dem kommer tilbage.

Slagmarken så slem ud. Belgierne havde lidt overordentlig store tab. De sårede jamrede forfærdeligt. Vore sanitetsfolk var hele natten beskæftiget med at forbinde dem. En belgisk præst gik fra den ene til den anden af sine landsmænd, forbandt dem, trøstede og gav de døende det hellige sakramente«.

Den tyske hærs standardangreb anno 1914 var ikke meget anderledes en ved Waterloo eller ved Dybbøl: infanteri på en lang linje med vejende faner, hornsignaler og trommeslagere. De tyske faner blev først inddraget i 1915 efter at skyttegravskrigen var begyndt.

Da 6. Kompanie under angrebet var kommet langt fremme i forhold til nabo-enhederne, standsede den på højde med landsbyen Hautem Ste. Margerithe og gik i stilling, mens man ventede på at 7. Kompagni skulle komme på linje.

Efter at have passeret stenbroen over Gette var 7. Kompanie fortsat frem til venstre for Oplinter mod den belgiske stilling på bakken. Det var muligt for kompagniet at komme end på en afstand af 200 meter fra den belgiske stilling delvis i dækning af en lavning.

Skydningen fra den belgiske stilling var primært rettet mod den angribende 6. Kompagni, hvorved 7. Kompanie fik mulighed for at rette en sigtet ild mod belgierne. I det efterfølgende stormangreb faldt også i dette område de belgiske stillinger indtil på linje med Hautem.

Kl. 19 var det hele forbi. Fra reserven var 5. Kompagni nået frem og gik ind i linjen til højre for 7. Kompagni med forbindelse til I. Bataljon, og der blev givet ordre til at bivuakerer, i de stillinger, man havde opnået. Der blev ikke slået telte op, da der i den varme sommernat var nok med den halm, der kunne findes på marken og med frakken som dækken.

Dagens angreb havde for hele regimentet resulteret i 3 døde og 29 sårede. Man havde taget 256 belgiske krigsfanger og havde erobret en fane, to kanoner og 21 heste.