Vi bringer hen over sommeren og efteråret en lille serie med korte artikler af Jørgen Flintholm Hansen om Infanteri-Regiment “von Manstein” Nr. 84 i Første Verdenskrig.
Bataljonen fra Haderslev
Højde 100 i Champagne
Efter den 1. november 1916 at være sluppet ud af helvedet ved Verdun, blev Infanterie-Regiment 84 placeret i en såkaldt rolig sektor ved Bois de Mort Mare syd for Thiaucourt. Her blev den i næsten et halvt år, indtil den igen i april 1917 blev trukket til Champagne, hvor krigen rasede for alvor. I første omgang lå regimentet her i ro for yderligere at blive uddannet, men den 17. april 1917 blev der indført forhøjet marchberedskab, og der udleveredes ammunition, håndgranater og forplejning til 5 dage. Den 22. april rykkede regimentet ind på Højde 100 sydøst for Berry-au-Bac.
Kører man i dag forbi på motorvejen fra Reims, lægger man næppe mærke til den lille intetsigende bakke. Højde 100 opnåede ikke stor berømmelse i krigshistorien, men for bataljonen var det ikke desto mindre en lige så stor indsats på liv og død, som Verdun, Cambrai og Flandern.
I militær taktik har det altid været et spørgsmål om bakker. Den er rådede over de højeste bakker, havde det bedste udsyn over slagmarken. Sad man så på bakken, havde man to muligheder for at indrette stillinger: stilling på forskråning og stilling på bagskråning. Begge havde fordele og ulemper. Fra forskråningen havde man et godt udsyn, og man kunne beskyde fjenden på den yderste rækkevidde af sine våben, men fjenden kunne også se dig og rette sine våben direkte mod dig, og det ville altid være et problem at passerer bakketoppen bag dig. På bagskråning kunne fjenden ikke se dig og kunne derfor ikke direkte beskyde dig og dine forbindelser bagud. Til gengæld kunne du heller ikke beskyde fjenden før han under et angreb nåede toppen af bakken, og dermed på ret kort afstand.
På højde 100 lå stillingerne på forskråningen, og var dermed kraftigt udsat for fjendens ild. Næsten øverst var der indrettet en observationspost for artilleriet. Efter et par dage med usigtbart vejr, og derfor relativ ringe aktivitet, startede den 27. april en voldsom artilleribeskydning, ledet fra de utallige franske fly, der hang i luften over området eller fra en eller flere af de mange observationsballoner, der hang i horisonten. Det er lidt svært præcist at følge II. Bataillon i denne periode, idet dens krigsdagbog for perioden 10. april – 21. november gik tabt under slaget ved Cambrai.
Mellem den 29. april og 4. maj fortsatte det franske bombardement, og efterhånden ødelægges både stillinger og de dækninger – af sønderjyderne kaldt »understande« – der skulle beskytte mod granaterne. Kommandostationer bliver ramt og må flyttes. Fra den 1. maj anvendes også krigsgas, der lagde sig i de få dækninger, der var tilbage. Den 3. maj fortsatte den fjendtlig artilleriild og udlæggelse af gas – som tidligere under uforstyrret ledelse fra fjendtlige fly. Den ene dækning efter den anden ødelægges. Dækningen, hvor signalpersonellet var placeret, blev ramt og samtlige tilstedeværende begraves levende. Under den fortsatte planmæssige fjendtlige artilleriild truer situationen med at blive alvorlig. Om aftenen og hele natten lægges gas over stillingen.
Den 4. maj kl. 0600 startede trommeilden og kl. 0800 kom det længe ventede angreb. III. Bataillon i forreste linje var fuldstændig sønderskudt og selvom der ydes modstand, bliver den løbet over ende. Først i den såkaldt I-3 linje (se kortet) lykkedes det dele af II. Bataillon at holde fast og standse det franske angreb. Om eftermiddagen nåede forstærkninger frem fra baglandet og nye franske angreb hen under aften blev afvist.
De følgende dage gik med gensidig artilleribeskydning, men det kom ikke til yderligere angreb. Den 7. maj forsøgte fjenden igen, men angrebet standses allerede i dens vorden af tysk spærreskydning. Det gik nu mod afslutning af regimentets perioden på Højde 100. Efter blot 19 dage blev ansvaret den 10. maj overdraget til Infanterie-Regiment 187 og regimentet kunne marcherer til et kort hvil længere bag fronten. Perioden på Højde 100 havde kostet regiment 16 døde og et ukendt antal sårede og savned.