Vi bringer i de følgende uger en lille sommerserie med korte artikler af Jørgen Flintholm Hansen om Infanteri-Regiment “von Manstein” Nr. 84 i Første Verdenskrig.

Slaget ved Mons – august 1914

 2. Bataljon, Infanterie-Regiment 84 »von Manstein« havde garnison på Haderslev Kaserne, som netop blev bygget for at kunne rumme en bataljon i det overvejende dansksindede Haderslev. Med hjælp af det faste – tyske – personel på kasernen, håbede man at kunne ”fortyske” Haderslev.

Den tyske hær anno 1914 var en værnepligts-/mobiliseringshær. Ved mobilisering skulle hærens forskellige enheder fyldes op med reservister, og for at det kunne ske hurtigt, kom disse reservister som oftest fra nærområdet for at undgå, at indkaldte soldater blev sendt på kryds og tværs gennem Tyskland. II./IR 84 var derfor – sammen med III. Bataljon, Füsilier-Regiment 86 på Sønderborg Slot – en af enhederne med fleste dansksindede soldater – man taler om, at op til 75% af enkelte kompagnier var dansktalende.

Bataljonen blev mobiliseret den 2. august 1914 og kunne snart efter med tog bringes til Aachen, hvorfra det til fods gik ind i Belgien. Regimentets ilddåb skete i en træfning ved Tirlemont – i dag Tienen – mod den Belgiske hær. Den næste modstander ville blive den engelske hær ved Mons nær den franske grænse.

Allerede den 9. august 1914, kun 5 dage efter den britiske krigserklæring, var dens hær – British Expeditionary Force – på vej til Frankrig. Efter europæisk standard var det en meget lille hær på godt 80.000 mand, set i forhold til den franske og den tyske på hver over 1 million, og blev hånligt af den tyske kejser Wilhelm II kaldt »den lille foragtelige hær« – et øgenavn de engelske soldater straks påtog sig – The Old Contemptibles. Den britiske hær var imidlertid ikke en værnepligtshær som den tyske og franske, men en dybt professionel hær med veluddannede soldater, der blandt andet var optrænet til 15 gange på ét minut at skyde og ramme et mål på over 300 meters afstand – den britiske »rapid-fire«.

Den 22. august var briterne gået på plads langs Mons-Conde Kanalen med fire divisioner, parat til at møde en voldsomt overlegen tysk styrke: 14 divisioner – 10 tyske soldater pr. én meter front. Blandt disse var 18 Infanterie-Division med de såkaldte »dansker-regimenter« 86 Füsilier Regiment og 84 Infanterie Regiment.

Lige øst for Mons danner Conde Kanalen et lille fremspring ved Nimy, som hurtig skulle blive centrum for de hårdeste kampe. Tyskerne anså dette fremspring som det svageste sted i den britiske linje, og samtidig gik både en jernbane- og en vejbro over kanalen. Angrebet her skulle gennemført af Infanterie-Regiment 84. Fremrykningen skete via øvelsespladsen – Champ des Manoeuvres – nord for Maisieres, hvor nu NATO har sit hovedkvarter, gennem skovene til et angreb mod broerne.

Kl. 09:00 kom det første angreb med III. Bataljon i spidsen mod broerne ved Nimy, forsvaret af et enkelt kompagni af Royal Fusiliers og et enkelt maskingevær. Uden respekt for de engelske soldater rykkede tyskerne frem i tætte formationer, direkte ind i den ødelæggende »rapid fire«. Tabene var enorme. Den britiske ildkraft var så stor, at tyskerne en overgang vurderede, at der var tale om et stort antal maskingeværer.

Tyskerne faldt tilbage, men efter en reorganisering, angreb de igen, denne gang i mere åbne formationer. Det britiske forsvar kom hurtig under et stort pres. Som det står i den tyske regimentshistorie om Infanterie-Regiment 84: »Det var allerede tydeligt her, at de gamle engelske trupper, hærdet af kolonikrige, var gode Soldater, som vi i Tyskland havde haft en forkert idé om«.

På dette tidspunkt disponerede en britisk bataljon kun over to maskingeværer. Royal Fusiliers med ansvar for vejbroen ved Nimy og den nærliggende jernbanebro havde placeret disse med sidstnævnte under kommando af Lieutenant Dease. Dease blev ved sit maskingevær til han blev såret for femte gang. Han døde kort tid efter. Ved det andet maskingevær blev Private Sidney Godley til det sidste, men nåede at kaste vitale dele af maskingeværet i kanalen, inden han blev taget til fange. Begge modtog Storbritanniens højeste medalje for tapperhed – Victoria Cross – de to første under første verdenskrig.

Omkring kl. 1430 havde II. Bataillon overtaget angrebet og havde renset nordsiden af kanalen for engelske soldater. Også på tysk side var der helte: pludseligt sprang Soldat Oskar Niemeyer, 8. Kompanie, i kanalen og svømmede under beskydning frem til svingbroen, som det lykkedes ham at lukke.

Desværre faldt denne tapre mand kort tid efter. Niemeyer stammede fra Hamburg, var udlært gartner og var trådt ind i kompagniet som rekrut i efteråret 1913.

Med åbningen af svingbroen og den samtidig storm over jernbanebroen, var den engelske linje brudt. Omkring kl. 1500 fik englænderne ordre til at falde tilbage til en ny linje sydøst for Mons. På trods af det taktiske nederlag ved Mons, var slaget en moralsk sejr for den britiske hær.

Slaget ved Mons var dyrt for de dansksindede sønderjyder. Efter kampene oprettede tyskerne en militær kirkegård ved St.Symphorien, stadig i dag måske den kønneste kirkegård på Vestfronten. Fotoet et taget ved kirkegårdens indvielse den 6. september 1917.

I 1919 overgik administrationen til den britiske Commonwealth War Grave Commission, der overførte af grave fra en række kommunale kirkegårde. I dag er der 229 britiske og 284 tyske grave. Blandt de begravede er både den første og sidste faldne britiske soldat fra 1. Verdenskrig. Fra kampene ved Nimy ligger både den engelske og den tyske helt begravet: Lieutenant Maurice James Dease VC og Oskar Niemeyer.

Fra Infanterie-Regiment 84 ligger 67 mand begravet på kirkegården, alle faldet ved Nimy. Fra Füsilier-Regiment 86 ligger 37 grave – den største koncentration af ”danske” grave noget steds. Som oprindeligt tysk kirkegård er de tyske gravstene forsynet med både fødested og enhedsnummer, hvilket gør det let at finde de danske grave.