Peter Julius Majland var født i 1867 i Åbenrå, men flyttede i 1885 med forældrene til Kolding, bl.a. for at undgå tysk krigstjeneste. Men han var stemmeberettiget og tog i februar 1920 til Sønderjylland for at stemme.

Næste morgen tidlig, den 9.februar, gjorde jeg mig rede til afrejsen og begav mig til banegården. Jeg skulle med toget 7,33 fra Kolding. I dette tog befandt sig ca. 300 rejsende til Sønder­jylland, hvoraf en stor del skulle vestpå. Et ekstratog, som skulle afgå fra Kolding kl.7,54 medførte ca. 800 stemmeberet­tigede .

Præcis på slaget satte toget sig i bevægelse. Da vi passerede Munkensdam, stod Margrethe og søster udenfor huset og vinkede farvel til os, hvilket jeg besvarede fra mit kupevindue.

I Lunderskov var der et ophold på 1/2 time. Vi skulle her skifte tog, og mens vi holdt her, kørte ekstratoget forbi os og fortsatte til Vamdrup. I Lunderskov kom mange “stemmefolk” ombord i toget, som derefter dampede videre.

I Vamdrup varede opholdet tre kvarter. Ingen måtte forlade toget og for første gang fik vi brug for vores pas, idet alle rejsende skulle fremvise passet, og alle de pas, som ikke havde stempel, men kun underskrift, blev stemplede. Da dette var besørget og folk kommet til sæde igen, kom madpakkerne frem, og vi fik os en lille frokost. Klokken var jo blevet omkring ved 9.

Omsider var vi færdige i Vamdrup, og nu gik det imod syd imod Grænsen og det omstridte land.

Da vi nåede den første tyske station, Farris, modtoges toget af en mængde mennesker med begejstrede hurraråb, og skolebørn med dannebrogsflag sang danske fædrelandssange, ligesom der ved gårde og huse var hejst det danske flag. Og sådan var det på hele rejsen ned igennem Sønderjylland. Så langt øjet rakte sås dannebrog vaje, kun et enkelt tysk flag hist og her.

Det var med glad og bevæget hjerte vi passerede grænsen, og da vi så det omstridte land i sin festdragt, stjal en tåre sig frem i øjet. Hvilken glæde for vore sønderjyske landsmænd at se de danske tog, kørt af danske lokomotiver med det rød-hvide bånd om skorstenen, rulle frem på de tyske baner, fyldt med folk fra kongeriget, som stævnede hjem for at stemme Slesvigs land hjem til Danmark. I sandhed en begivenhed som jeg aldrig kan glemme.

Fra Farris gik det videre ind i landet, forbi huse og gårde med dannebrog til tops, og langt inde på markerne, på diger og veje stod folk og viftede til os med små dannebrogsflag.

Så kom vi til Sommersted, hvor vi blev modtaget med samme begej­string, og et musikkorps spillede “Slesvig, Slesvig, elskede land” og andre nationalmelodier.

Under hurraråb satte toget sig i bevægelse, og med samme begej­string modtoges vi i Vojens. Da toget brusede ind for perronen, så vi et mylder af mennesker. Vi skulle her alle ud af toget og måtte passere toldeftersynet. Vi troede, at vi skulle have vore sager efterset, men det skete ikke. De tyske toldere stod blot med hænderne på ryggen og så på os, mens vi gik igennem lokalet.

På denne banegård så jeg de første franske soldater. Det var alpejægerne, som holdt vagt på perronen med opplantede bajonetter Det så noget krigerisk ud. Stationsbygningen her gjorde et noget forfaldent indtryk. Alt var forsømt og snavset. Væggene indvendig var næsten sorte, og bræddegulvene gav efter, når man gik på dem, ligesom der var en del ituslåede ruder.

Fra Vojens går der en sidebane ind til Haderslev, og hovedparten af de rejsende med vort tog skulle til Haderslev og omegn. Da dette danske tog ikke gik længere sydpå, måtte vi her afvente det næste danske tog, som først ville ankomme om et par timer.

Lærerinde fru Jessen, Emma og jeg begav os så over til et nærlig­gende hotel og bestilte hver en kop kaffe. Madpakkerne kom atter frem og vi nød vort måltid med god appetit. Kaffen kostede 2 mark pr. kop. Da der var mange rejsende, der søgte siddepladser ved
bordene, brød vi atter op, så snart vi var færdige med kaffen.

Vi gik først hen på posthuset for at købe en serie plebiscit- frimærker, som kostede 20 mark og 30 pf. Det er midlertidige sønderjyske frimærker, som bruges ved genforeningen. Derfor ønskede vi at få dem, som et minde om den tid, da Sønderjylland var international.

Da det var besørget, gik jeg mig en tur rundt i byen og så på udsmykningen. Der var mange æresporte og mange flag, både danske og tyske; og aldrig har jeg set så mange æresporte som på denne rejse i Sønderjylland. Udenfor hotellet stod opstillet en felt­kanon, som efter sigende var taget fra russerne.

Nå, tiden gik, og vi begav os atter over på banegården. Der var samlet en stor flok skolebørn eller rettere 2 flokke, en dansk og en tysk, som hver var forsynet med deres lands flag. De sang ustandselig, den ene flok danske og den anden tyske nationalsange Det var morsomt at høre, hvor de kappedes om at overdøve hinan­den .

Nu kom et tysk tog sydfra, som medførte “stemmefolk” fra Tyskland til Haderslev. Der blev næsten trængsel på perronen. Toget holdt kun en kort tid og fortsatte så nordpå.

Et kvarters tid derefter kørte det danske tog nordfra ind på stationen. Det blev modtaget med hurraråb af de dansksindede skolebørn. Vi tog plads i en kupe, og straks efter rullede toget videre sydpå. Stadig det samme dejlige syn: Flag og æresporte på begge sider af banelinien, så langt vi kunne se.

Ved stationerne Haverslund og Over-Jersdal holdt toget og satte mange “stemmefolk” af. Men omsider nåede vi Rødekro, hvor vi skulle skifte tog. Herfra går der en sidebane til Åbenrå.

I Rødekro varede opholdet 3 kvarter. Denne station er uhyggelig forsømt ligesom alle de andre, og da der blæste en kold vind, steg vi ind i det tyske tog, som skulle føre os til Åbenrå.

I toget var der også uhyggeligt. Alt vidnede om forfald. Malingen var slidt af alle vegne og flere ruder itu, og koldt var der og­så, da de tyske tog ikke er opvarmede. Desuden flød der overalt med tyske agitationsblade.

Mens vi ventede, kom et tysk tog brusende ind på stationen med “stemmefolk” fra Tyskland. En stor del af disse skulle også til Åbenrå. Stemningen var høj i dette tog. De sang deres sange og ud af kupevinduerne viftede de med små tyske papirsflag. Toget var pyntet/med grønt og uden på vognen stod skrevet: Stimm Deutsch.

Da vi havde fået denne tyske ladning ombord i Åbenråtoget, satte dette sig i bevægelse. Efter at vi havde passeret Riis (holde­plads) kørte vi ind i de smukke skovegne, som omgiver Åbenrå, og kort efter kunne vi i det fjerne se byen. Det var naturligvis en stor oplevelse for mig at skulle gense den by, hvor jeg var født, hvor jeg havde oplevet min barndom, og som jeg ikke havde set i 35 år.

Endelig rullede toget ind på banegården, og vi var ved rejsens mål. Klokken var da 3 efterm. Vi blev modtaget af mænd med rød­hvide bånd på brystet. De henviste os til “Folkehjem” for derfra at få anvist vort kvarter. Udenfor banegården stødte vi på fru From, som spurgte efter fru Jessen. Vi havde imidlertid helt tabt hende af syne på rejsen. Siden Vojens havde vi ikke set hende. Hun må vist af en eller anden grund være kommet med et senere tog.

På “Folkehjem” fik vi,efter at have forevist vore pas, udleveret en indkvarteringsbillet og nogle brødkort. Min billet lød på købmand Evald, Ramsherred 35. En spejder fik ordre til at led­sage mig til mit kvarter. Vi gik så ind i den flagsmykkede by, hvor jeg kendte hver en gade, og hvor de fleste huse stod endnu som dengang jeg var barn.

Ankommet til kvarteret viste det sig, at hr.og fru Evald var gået i byen. Pigen tog imod mit rejsetøj, og jeg besluttede at gå en tur i byen og se mig om. Den lille spejder hilste af og gik.

Jeg begav mig så tilbage til pladsen foran banegården, hvor der havde forsamlet sig en stor mængde tyske børn med deres faner for at modtage deres “stemmefolk”, som efterhånden kom ind med togene. En del danske børn var der også, men her var de tyske de dominerende. De sang ustandseligt, og jeg undrede mig over at de ikke blev hæse deraf. Der var to æresporte på banegårds­pladsen: en dansk, og et hundrede alen derfra en tysk. Den danske var langt den kønneste.

Pludselig, medens jeg stod der midt i menneskemylderet, hørte jeg musik henne i gaden. Det var et dansk folketog, som skulle drage gennem byen ned til havnen for at modtage dampskibet “Dronning Maud”, som ventedes med stemmefolk fra Sjælland.Det var et uforglemmeligt syn. Forrest et spejderkorps med musik i spidsen, dernæst flere hundrede børn, alle med dannebrogsflag. Så fulgte de voksne, af hvilke mange også bar flag. Der var mel­lem 2-3000 deltagere i toget, og jeg sluttede mig til og fulgte trop ind gennem byens gader.

Der var sang og begejstring, og de danske sange lød smukt. Toget passerede gennem flere æresporte, og et sted hvor en fransk sol­dat stod på post, præsenterede denne gevær for dannebrog. Det var aldeles betagende at se denne flagsmykkede by og mærke denne be­gejstring for Danmark. Det må være en stor glæde for de danske i Åbenrå, som hidtil i 56 År har lavet under det fremmede åg, på en gang at føle sig fri for dette. Jeg for mit vedkommende, har heller aldrig tidligere oplevet at se et dansk flag i Åbenrå.

Nå, toget videre, men måtte dog undervejs gøre en lille stands­ning, da vi ved et gadehjørne stødte på det tyske demonstrations­tog. Da dette var passeret, gik det ned mod havnen, hvor damperen var ved at lægge til .

Da det store skib kom ind til bolværket, modtoges det med mægtige hurraråb, og musikken spillede “Kong Christian stod ved højen mast”, hvorefter de blev budt velkommen. Fra skibet blev der holdt et par taler, og de rejsende begyndte at gå fra borde. Franske soldater dannede espalier, så at pladsen blev fri, for at de rej­sende kunne passere.

Det begyndte nu at mørkne og at regne. Alle begav sig til deres logi, og jeg gik hjem til mit. Nu var min vært kommet hjem, og han beklagede meget, at han ikke var til stede ved min ankomst.

Jeg skulle ikke bo alene hos købmanden. Der var også kommet en ældre mand (72 år) med damperen fra København. Hr. Evalds søn var også ankommet med samme damper. Vi hilste på hinanden og hr. Evald og frue bød os hjertelig velkommen.

Efter at have spist aftensmad afleverede jeg min medbragte pakke spisevarer, som de modtog med stor taknemmelighed. De havde det ellers ikke så knapt med levnedsmidler, men mit franskbrød og min kaffe var bedre end deres, sagde fruen, og Evald sagde, at tænd­stikker var næsten ikke til at få. Man kunne gå hele byen rundt uden at kunne købe en æske tændstikker.

Da der skulle være møde på “Folkehjem”, begav jeg mig sammen med den unge Evald og hans søster derud. “Folkehjem” er de danskes forsamlingsbygning. Det er en smuk og tiltalende bygning, hvor der findes en stor sal til store møder og en mindre sal til små sammenkomster samt restaurationslokaler og lokaler til forskelligt andet brug. Den store sal var tæt besat, da vi kom, men vi fandt dog en plads i et hjørne af salen. Der blev holdt flere taler bl. a. også af minister H.P.Hansen.

Ved 11-tiden sluttede mødet, og vi gik hjem og begav os til ro. Københavneren og jeg sov i samme værelse, han i en dobbelt og jeg i en enkelt jernseng. Der var udmærket sengetøj med dundyner, så jeg sov rigtig godt. Den gamle københavner havde mere ondt ved at falde i søvn, men så tændte han sin shagpibe og lå og røg tobak i sengen. Det gjorde han altid, sagde han, når han ikke kunne sove. Jeg syntes nu, det var noget upassende.

Tak til Karen Majland

Sted: Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot, Sønderbro 1, Sønderborg, Riddersalen

Tid: Torsdag den 13. februar kl. 19:30-21:30

Vi omdanner Riddersalen på Sønderborg Slot til et valgstudie. Her kan man genopleve de to folkeafstemninger den 10. februar og den 14. marts 1920 i en moderne form.

I aftenens løb vi resultaterne fra forskellige steder i Sønderjylland rulle ind, og vore lokale eksperter, Merete Bo Thomsen, René Rasmussen og Carsten Porskrog Rasmussen, vil kommentere de enkelte resultater. Der vil komme andre indslag med ægte valgstemning.

Og vi klarer hele to folkeafstemninger på én aften – Nordslesvig før pausen og Sydslesvig efter.

Så må vi se, hvordan stemningen svinger. Kom og vær publikum og oplev folkeafstemningen som levende historie. Selv om I kender slutningen, bliver det helt sikkert drønspændende.

Arrangeres af Historisk Samfund for Sønderjylland og Historisk Samfund for Als og Sundeved.

Entré 50 kr. Gratis adgang for medlemmer af de to foreninger. Øl og vand kan købes.

Jens Marius Møller (fra Salling) var sønderjyde, men blev udvist til Danmark i 1899 under Köllerpolitikken. I begyndelsen af februar 1920 tog han hjem til Sønderjylland for at afgive sin stemme.

Efter at jeg havde fået noget at spise gik min bror, jeg og Kristian Michelsen til fest på ”Folkehjem”, den danske forsamlingsbygning i Aabenraa.

Festen indledtes kl. 9 ved at nogle franske og en engelsk officer førtes ind i salen under håndklap, mens musikken spillede og forsamlingen sang den franske nationalsang. Derefter blev den engelske nationalsang spillet og sunget.

Selskabelig forenings formand, dr. Mads Michelsen, Aabenraa, bød først i en tale på dansk de stemmeberettigede fra kongeriget velkommen og derefter i en tale på fransk et velkommen til de franske officerer. Den franske kommandør takkede i en tale på fransk.

Dr. Michelsen bød derefter i en engelsk tale den engelske løjtnant Willington velkommen. Han takkede med få ord på engelsk. På scenen blev der danset gamle folkedanse af otte unge sønderjyder i nationaldragt. Deres præstation hilstes med bragende bifald.

Efter dansen fremvistes forskellige tableauer arrangeret af købmand Mads Michelsen; de hilstes med overvældende bifald, og mange øjne duggedes ved flere af dem.

De sønderjyske piger

musik og 1. vers af ”Slumre sødt i Slesvigs jord”

Den lille hornblæsers hjemkomst

Musik og: ”Dansken har sejr vunden, hurra, hurra”

Det danske flag hejses

Musik og sang: ”Vift stolt på Kodans bølge”

Den lille Ole med paraplyen

M og S. ”Den lille Ole”

Den ensomme vagtpost i natten

M og S: Nattens dæmrende tåger

Danmark rækker Sønderjylland hånd over den sort/hvide grænsepæl

M og S: ”Der er et yndigt land”

Elsass Lothringen under Frankrigs værge

M og S: Frankrigs nationalsang

Mens salen ryddedes til almindelig dans gik deltagerne ned i restaurationen for at nyde en kop kaffe, en øl eller anden mindre forfriskning. Efter at have set lidt på dansen gik min bror og jeg hjem for at samle kræfter til den næste dags begivenheder, og vi sov ind med indtrykket af, at vi havde haft en ual mindelig rig dag.

Hele søndagen havde været begunstiget af det herligste solskinsvejr og en ganske let frost. Alle danske flag i Aabenraa blev i ugen hejst kl. 8 og taget ned kl. 5 [17]. Sønderjyderne ved, hvilken ære de skylder flaget.

Tak til Vibeke Horsnhøj-Svensson for dagbogen.

En øjenvidneskildring af danske stemmeberettigedes ankomst til Haderslev. Det er den nyligt indsatte borgmester Nicolai Svendsen, der fortæller:

Henad Morgenstunden Søndag den 8. Februar staar to store Skibe ind ad Haderslev Fjord. Langsomt fortsættes Sejladsen gennem det smalle Farvand, hvor Oprensningen er bleven forsømt i de fire Krigsaar og i Overgangstiden med.

En svag Lysning fra Østen begynder at sprede Klarhed over det skønne Land med Dal og Bakker fagre. De Ombordværende, som Natten over har søgt Hvile nedenunder, samles efterhaanden paa Dækket for at nyde Synet.

Det er særlig Stemmeberettigede fra København og Sjælland til Haderslev Vesteramt, men ogsaa nogle til andre Egne og en Del til selve Købstaden. De har endnu ikke haft Tid til at stifte Bekendtskab med deres Medrejsende. Der ser man to graahaarede Mænd, som forsigtigt nærmer sig hinanden, søgende, prøvende. »Det er da vel ikke H. N.?« — »Jo! Jo!« — »Og er det virkelig S. K.?« — »Ja, det er det!« — »Nej, er det muligt! Aa, ja, det er længe siden, vi saas!« — Det var som Drenge i den danske Realskole i Haderslev, og saa skiltes deres Veje. —

Scenen gentages i Smaaklynger. Der er Drenge fra Klingbjerg, fra Naffet, fra Gammelting, fra Bispegade, oppe fra Klostret, nede fra Jomfrugangen, fra Præstegade og ude fra Gammel Haderslev. Der er ældre Damer, som i sin Tid gik sammen i Frk. Taubers Pigeinstitut. Der er Haandværkere og Næringsdrivende, som i de unge Aar drog til Kongeriget for at undgaa den preussiske Trøje. Der er et Par Smaakaarsfolk fra en af Sydhavsøerne, som ikke har været i Sønderjylland siden deres Barndom; men de kender Egnen dér vester ude ved Arnum og Endrupskov fra Forældrenes Genfortælling næsten lige saa godt, som om de havde levet
der alle Dage.

»Ingen kan forstaa eller fatte den Befrielse, der laa i, at vi dog engang i vort Liv kunde faa Lov til at rejse hjem uden at føle det Tryk, som Jernørnen med de løftede Klør ellers altid fremkaldte hos os.

Det var ikke saa sært, at alle følte sig som Søskende. Vi, der oplevede denne Samfølelse, fik et Indtryk, som ikke kan mistes,« skrev en af de Rejsende et Par Dage senere.

Det var Repræsentanter for hele det Slægtled i alle Afskygninger,
Mænd og Kvinder, Rige og Fattige, som engang i Fortiden paa Grund af Tidernes Ugunst drog nord paa over Kongeaaen og bosatte sig der.

De samledes nu denne lyse Søndagmorgen uden Standsforskel i Fællesfølelsen af det store Øjeblik som en eneste stor Familie her paa Skibsdækkets snævre Plads. Aa, ja, det havde de ikke drømt om, at de skulde have denne Oplevelse: en Dag at stævne hjem for at være med til at bestemme Landsdelenes Fremtidsskæbne.

I det islandske Sagn om Gunløg og Helga den Fagre fortælles, at han saa hende sidste Gang, før de skiltes, en Dag paa Altingsmarken. Hun var ham helt nær og dog saa fjern, at de ikke kunde naa hinandens Hænder; heller ikke veksledes der noget Ord imellem dem. De saa blot paa hinanden. For mellem dem gik Aaen. Men dette Syn paa den anden Side Aaen havde han siden altid for sig, saa stolt og skønt og smertefuldt, at det, som han selv siger, sved i hans Øjne derefter.

Dette smukke Billede har Professor Vilhelm Andersen engang ved Genforeningen brugt for at kendetegne Forholdet mellem dem, der drog ud, og deres Længsel efter og Kærlighed til deres sønderjydske Hjemstavn. Det tabte Land og Folk stod for dem i et romantisk Skær som en elsket Kvinde, der var dem saa nær, og som de dog ikke kunde naa. For mellem dem gik Aaen. —

Skibet glider forbi Vonsbæk Præstegaardsskov og Sverdrup
Strand, om Sommeren et Landskab af den blideste Ynde med Skove, furede af Kløfter og slyngende Vande i Samspil med Kysten, forbi Vesterris og den gamle Kirke i Starup.

Nu dukker Byen derinde frem som en rødlig-graa Masse, hvis Enkeltheder er vanskelige at skelne. Ud af Massen hæver sig snart Frue Kirkes Stenkolos op over alle Tage.

Haderslev By ligger foran dem.

Man hører Sirenen lyde derinde fra. Det er Tegnet til Borgerne om at skynde sig til Havnen.

Langsomt glider det store Skib ind mod Bolværket. Inde paa Land er der sort af Mennesker, Værter og Tusinder andre, der ikke vil gaa Glip af denne Oplevelse.

Om Bord synger de »Der er et yndigt Land«. Haderslev Musikkorps sætter i med andre nationale Melodier. Mens Landgangen  forberedes, holdes der Velkomsttaler, og der svares fra Skibet. Der raabes, hilses og vinkes fra Dækket til Kendinge paa Land.

Solen har allerede hævet sig et Stykke over Horisonten og viser dette Gensynsbillede i klar Belysning. Luften er ualmindelig mild og Vinden næppe kraftig nok til at faa de mange Flag til at udfolde sig.

Omsider gaar de Rejsende fra Borde, og der opstaar rørende Genkendelsesscener.

Hvem har tænkt paa Formaliteter! Jeg staar ved Siden af den tyske Overtoldraad for paa Embeds Vegne i min Egenskab af Byens Politimester at føre Tilsyn med, at alt gaar sømmeligt til, som det sig bør.

Lige foran os kommer en Mand slæbende med en hel Sæk Kaffebønner.

»Ja, det er vel ikke helt efter Forskrifterne,« siger Overtoldraaden, »men jeg tror ikke, vi kan begynde paa Toldscener. Man maa jo se stort paa det.«

Det giver jeg ham Ret i.

Musikken spiller. Spejderne myldrer frem for at bistaa og vejlede de Hundreder, som skal fortsætte Rejsen. Unge Piger i Nationaldragt flokkes om de Fremmede for at hæfte en rød-hvid Blomsterroset i deres Frakkeopslag.

Saa bevæger den store Skare sig ind mod Byen, ind under den smukke Æreport med Indskriften: »Nu kalder Danmark paa sine Børn, farvel for evig, du tyske Ørn!«

Lidt senere lægger det andet Skib til, og noget lignende gentager sig, og det gentager sig Dagen efter paany ved Femtiden om Eftermiddagen, da en hel Flotille paa tre store Dampere med Afstemningsgæster, særlig til Haderslev By og Omegn, styrer Kursen ind ad Fjorden og næsten fylder Havnen.

Vejret har forandret sig; det er fugtigt, og det begynder at smaaregne. Men fra alle Skibene straaler en Overdaadighed af Lys, og der lyder i Tusmørket Sang og Tale fra Dæk, fra Kommandobro, fra Rigning og Takkelage. Der viftes og vinkes, mens tre  Landgangsbroer lægges ud. Skibene tømmes.

Alle Afspærringsforholdsregler ved Havnen sprænges. I store Flokke begiver de Rejsende sig ind mod den mørke By, ledsagede
af Værter, Venner og Bekendte.

Efterhaanden opløses Flokkene i Haderslevs Gademylder. Dansk Gæstfrihed udfolder sig nu inden Døre saa godt og hjerteligt, som Omstændighederne tillader det, saavel i de smaa Hjem som i de mere velstaaende Borgeres Huse. Gæsterne kommer jo ikke tomhændede. De pakker ud, dejlige Ting, som her endnu er Rariteter, ikke blot Madvarer, Sukker, Kaffe, Vin, Cigarer og Tobak, men ogsaa rigtig Sæbe og gode Tændstikker, som man har savnet saa haardt.

Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

Jens Marius Møller (fra Salling) var sønderjyde, men blev udvist til Danmark i 1899 under Köllerpolitikken. I begyndelsen af februar 1920 tog han hjem til Sønderjylland for at afgive sin stemme.

Søndag morgen gik jeg til banegården kl. 7:30, og dermed begyndte festdagene. Alle stemmeberettigede blev på banegården af Viborg spejderne smykket med Dannebrogssløjfer, og regimentsmusikken spillede for os.

På banegården gjorde jeg bekendtskab med gasværkskasserer A. Sahl, Viborg, og fik af ham overleveret en pakke indeholdende et flag, som skulle bringes ned til gårdejer Kr. Jahnsen, Dybbølbjerg pr. Sønderborg. Jeg påtog mig at bringe flaget i god behold til Sønderjylland.

Toget gik over Herning, Brande, Grindsted til Bramminge. Det var forspændt med to blankpudsede lokomotiver, der var pyntede med granguirlander. Toget holdt ved alle mellemstationer og opsamlede stemmeberettigede.

I Herning, Brande og Bramminge spillede lokale musikkorps for os. I Bramminge, som var særdeles smult pyntet, deltes toget i to dele; den ene del gik over Vester Vedsted til Tønder, den anden del gik over Lunderskov, Vamdrup ad Østbanen til Tinglev.

I Vamdrup blev passene eftersete af statspolitiet fra Kolding, og der blev forespurgt, om de rejsende havde toldpligtige varer med; men det var der slevfølgelig ingen der havde.

Hele strækningen Bramminge Vamdrup var stærkt smykket med Dannebrogsflag.

Da toget passerede grænsen, stod vi op i kupeen og så ud efter de sorthvide pæle, og jeg gjorde et svagt forsøg på at synge: ”De kan spærre med farver og med pæle, de kan lokke med løfter og med løn”; men jeg kunne ikke få tonerne frem; der blev noget i vejen både med mit bryst og med mine øjne, uden at det kan siges, at jeg følte mig syg eller dårlig tilpas. Men se, se, se ved hvert hus hver gård vajer Dannebrog, dejlige ny Dannebrog vinker os i det herligste solskinsvejr velkommen til vort elskede, omstridte land.

Hele søndagen havde det tonet i min sjæl: ”Tak Gud, fordi jeg fik lov til at være med!” Men da jeg kom så vidt, at jeg fik se Sønderjylland festsmykket med vort dejlige flag efter 55 trængselsår, da blev mit hjerte så fuldt, at det løb over i tårer.

Lykkelig den, der får lov til at opleve en sådan fest midt i sit folk!

I Farris var børnene mødt med små Dannebrog for at byde os velkommen på Sønderjylland jord.

Ved næste station, Sommersted, var alt ligeledes dansk; men da vi kom til Vojens fik vi at mærke, at landet endnu ikke var helt befriet for tyskere. VI kørte ind til stationen ved første perron og blev modtaget af danske børn med Dannebrog; men vi skulle holde en tid for at krydse med et tog, der kom sydfra med tyske stemmeberettigede til Haderslev Amt.

Da det tyske tog brusede ind ved anden perron, var denne fyldt med tyske børn med tyske flag, og de stemte op med: ”Deutschland, Deutschland über alles, über alles in der Velt” og man må lade dem, at de ikke sparede på stemmen.

Da vi danske havde hørt på dem en tid og syntes, at det kunne være nok, så stemte vi i med ”Vift stolt på Kodans bølge”, ”I alle de riger og lande” og ”Jeg elsker de grønne lunde”. Og for en tid havde vi magten, og tyskerne måtte holde inde. Vi var nemlig så heldige at have valgmenighedspræst pastor Kastel med i toget, og hans mægtige røst kunne tyskerne ikke tage kampen op mod.

Da vi tav, stemte børnene i med deres ”Deutschland”. Et øjeblik efter standsede jeg dem ved at råbe ud til dem: ”Nej, se der!” og da jeg havde fanget deres opmærksomhed, pegede jeg ud over det flade land mod vest og sagde:” Se jer om og læg mærke til, at det er et dansk land I er i, der er jo danske flag over alt”.

Disse få ord tog pippet fra dem, de havde ikke noget at skulle have sagt og de listede stille og skamfulde bort.

Ved Hovslund station kom der nogle børn med tyske papirflag. Et lille stykke fra de andre stod en lille pige med en hue på, der var rød og hvid. Vi kaldte hende hen til kupéen og spurgte hende om, hvad hun hed. Hun hed Ditte Kirstine Jensen, og hun spurgte os om vi ikke havde flag med; vi måtte desværre sige nej; men så fik jeg en lys idé. Jeg havde i Viborg fået to Dannebrogssløjfer. Jeg tog den ene og fæstede på Dittes bryst og forklarede hende, at en sådan sløjfe havde alle danske i toget, og at det var ligeså godt som et flag.

I kan tro, at Dittes øjne strålede. Hun så to gange til sig selv og til os, og så pilede hun hjem til sin mor. Huset lå et lille stykke borte fra stationen. Moderen kom ud i døren, og hun og den lille pige vinkede til os, så længe toget var at se. Pastor Kastel, som havde været vidne til det lille optrin fra et andet kupévindue, sagde senere til mig: ”Der fik den lille pige en oplevelse, som hun altid vil huske”.

Ved Rødekro forlod jeg og de andre rejsende til Aabenraa det danske tog for at tage med det tyske på stikbanen ind til Aabenraa.

Vi havde læst i ”Hejmdal”, at toget skulle være i Aabenraa kl. 5:25, og da klokken ved vor ankomst til Rødekro var 5 minutter over 5, glædede vi os til at køre videre med det samme, men vi havde gjort regning uden vært, eller rette uden det tyske jernbanefolks uvilje.

Det viste sig godt nok, at toget holdt der med dampen oppe, men togpersonalet ville oppebie et tog sydfra med tyske stemmeberettigede, og det skulle først komme ind kl. 6:30.

Vi blev slemt lange i ansigtet, men måtte bide i det sure æble og vente. Vi gik ind i den uhyggelige ventesal, hvor der hverken var gjort rent eller fyret, og vi søgte at væbne os med tålmodighed. Jeg blev snart ked at være i ventesalen og gik ud på perronen, og der fik jeg hurtigt en sådan underholdning, at ventetiden gik meget let for mig. Uden for stakittet, som skilte perronen fra gaden, havde en hel del tyske børn med flag taget opstilling og sang af fuld kraft: ”Deutschland, Deutschland über alles og Schleswig-Holsteinvisen.

Jeg gik hen til børnene, hilste på dem, roste deres sang og kom rigtig i snak med dem, og vi fik en meget fornøjelig time sammen. Jeg vil gengive nogle brudstykker af samtalen. ”Hvad hedder jer lærer?” ”Han hedder Møller”. ”Nå, det hedder jeg også”. ”Han har før været så tysk, så tysk; men nu er han ingenting”. ”Det er en køn melodi til Deutschland ….., vi bruger den også en del i Danmark, men vi har jo andre ord til den”. Jeg synes heller ikke, at jeres ord til den melodi passer længere. Har I ikke lagt mærke til, at der er franske og engelske soldater her på egnen? Det er jo udtryk for, at Tyskland ikke er over alle længere”. ”Det er nogle grimme uniformer, de engelske og franske soldater har”. ”Ja, der er ikke meget stads ved dem; men de tyske uniformer er jo ikke kønnere. I 1915 var jeg henne ved grænsen mellem Danmark og Sønderjylland. Soldaterne, som gik vagt dér havde uniformer, som var både lappede og stoppede.” ”Ja, men da var der jo krig ”.

Schleswig-Holstenvisen blev sunget. ”Ved I, hvornår Slesvig og Holsten blev slået sammen til én enhed?” ”Ja”. ”Hvornår var det da?”. Ingen kunne huske årstallet. ”Det var i året1460. Da havde Danmark fået en konge fra Tyskland, som ikke havde særlig forstand på danske forhold og han mente, at man godt kunne kæde det danske land Sønderjylland sammen med det tyske Holsten, og han lovede, at det evigt skulle høre sammen”. ”Ja, evig sammen udelte”.

Et par store drenge udbringer et ”Deutschland leve”, og de andre børn stemmer i med hurraråb.

”Det er rigtigt, at I ønsker, at Tyskland skal leve. Det ønsker vi også i Danmark, men vi ønsker at få vor ret over for Tyskland. Vi ønsker, at den danske del af Sønderjylland skal komme tilbage til Danmark”.

”Ja, men vi er tyskere, og vi vil ikke til Danmark. ”Nej, I er ikke tyskere. I taler udmærket dansk”. ”Det er kun, fordi vi kan tale to sprog”. ”Ja, det er en stor fordel for jer, at I kan tale to sprog; men hvorfor vil I ikke til Danmark?”.

”Danmark er alt for lille, og vi kan ikke få føden dér”. ”Såeh, kender I kålrabi?” ”Ja, ja”, lyder det i kor. ”Har I spist kålrabi?” ”ja, ja!”

”Dengang I måtte leve ved kålrabi og kartofler, kunne vi i Danmark få kød og flæsk til kartoflerne. Hvad vil I helst have? Kød og flæsk eller kålrabi? ”Vi vil helst have kød og flæsk”.

”Er der ingen af jer, der har været i Danmark?” En dreng med Dannebrogsflag i hånden melder sig. ”Jo, det har jeg været. Jeg har været i Søndersø”. ”Nå, sig os så. Hvor får man den bedste kost, i Danmark eller i Tyskland?” ”I Danmark er det meget bedre”. Og drengens øjne strålede ved at tænke tilbage på det forjættede land, som han havde været inde i. ”Ja, der kan I selv høre, for han ved det, for han har prøvet begge dele. Danmark er godt nok et lille land, men det fer et velsignet land, der flyder med mælk og honning”. ———

”Kan I ingen danske sange?” ”Nej, jo!” ”Hvad kan I synge?” ”I alle de riger og lande”. ”Nå, lad os så synge den, så skal jeg nok synge for”.

Og så sang den danske lærer og de danske og tyske børn i god forståelse med hinanden en god dansk sang. ”Skal jeg synge en anden dansk sang for jer?” ”Ja, ja”. Så sang jeg nogle vers af ”Jeg elsker de grønne lunde”.

Vi kom i så god forståelse med hinanden, at jeg gav 3 af børnene min adresse og lovede dem, at alle de børn, der ville skrive et kort til mig, skulle få kort fra mig igen. En hel del af børnene var begejstrede for idéen. Men jeg fik ingen kort. Jeg tænker, at børnene har fået slået idéen hjemme hos forældrene. –

Imidlertid var tiden gået, og det var ved at blive mørkt. Jeg sagde farvel til børnene og gik ind i toget. Toget var hverken oplyst eller opvarmet; men efter at vi havde haft et kvarters tids ventetid i toget, satte det mørke tog sig i bevægelse efter Aabenraa. Konduktøren efterså vore billetter ved hjælp af en karbidlygte; så længe han var i kupéen, havde vi lys.

Man kan ikke påstå, at det var nogen særlig festlig ankomst til Aabenraa; men vore oplevelser tidligere på dagen var så rige, at den sidste times kulde og mørke ikke kunne slå humøret ned.

På Aabenraa banegård traf jeg min slægtning, købmand Hans Michelsen, Aabenraa og hans søn, Kristian fulgte mig ud til byens udkant til sin bedstemors, min kusines gård, hvor jeg skulle bo sammen med min bror, Anders, som var ankommet samme dag ved middagstid.

Første gang jeg hilste på hver af mine slægtninge, sagde jeg efter den sædvanlige hilsen: ”Nu er vi her igen!”. Det var en uendelig fryd for mig efter 21 års forløb at kunne sige denne lille sætning. I det lille ord ”igen” lå udtryk for sejrsfølelsen, at nu var retten ført igennem til sejr, og at nu fik vi herlig og ufortjent oprejsning for ydmygelsen i 1899. Min bror og jeg fik udvisningsordre den 3. januar 1899.

Tak til Vibeke Horsnhøj-Svensson for dagbogen.

Snedkermester Jørgen Petersen, Avnbøl, havde sluttet sig til Flensborg-gruppen. Han I sine erindringer fortæller han om sine oplevelser under afstemningskampen.

Den 8. februar 1920 rullede det første danske jernbanetog forspændt med 2 lokomotiver ind på Avnbøl Station. Drengene kom og fortalte, at lokomotiverne havde en  …………………. på. Der var mødt en stor forsamling fra hele sognet, som begejstret hilste på de danske landsmænd.

Tak til Lars Anker Petersen.

Peter Julius Majland var født i 1867 i Åbenrå, men flyttede i 1885 med forældrene til Kolding, bl.a. for at undgå tysk krigstjeneste. Men han var stemmeberettiget og tog i februar 1920 til Sønderjylland for at stemme.

Endelig oprandt de dage, da Sønderjylland skulle stemmes hjem til Danmark. Min kuffert var pakket, da vi af foreningen “Sønderjyderne” var blevet rådet til at tage nogle levnedsmidler med til Sønderjylland, fordi det måske kunne komme til at knibe med sådanne dernede.

Derfor havde Margrethe forsynet mig med en pakke af følgende indhold: 1 pd. kaffe, 1 pd. sukker, 1 pd. ris 1 pd. smør, 1 stort hjemmebagt franskbrød, 1 pakke te og en pakke tændstikker. Dette var bestemt til min vært.

Desuden medbragte jeg til min egen mund en hel stabel smørrebrød, som jeg antog kunne slå til til 2 dage. Da jeg ikke vidste, hos hvem jeg skulle indkvarteres og hvorledes det stod til med proviantbeholdningen der hvor jeg skulle bo.. var det jo ingen skade til at sikre sig.

(Ellen og Kirstine fra Tiufkjær, som også skulle ned og stemme, ankom til Kolding aftenen før vi skulle rejse og tilbragte natten hos os.)

Tak til Karen Majland

Lørdag den 7. Februar talte H. P. Hanssen paa et stort dansk Møde i Flensborg.

Han indledede saaledes: »Ingen By sønden Aa har ved hele sit Liv og sin Handel været saa nøje knyttet til Danmark som Flensborg, der indtil 1864 delte Danmarks Sejre og Ydmygelser, bitre Nederlag og højeste Triumfer.«

Under stærkt Bifald sluttede han sin Tale med følgende Ord fra den bekendte Afstemningsplakat:

»I tusind Aar var Du Danmarks By,
Du Barn af Danmark, bliv dansk paany!«

Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

Jens Marius Møller var sønderjyde, men blev udvist til Danmark i 1899 under Köllerpolitikken. Han var bosiddende på Salling ved Limfjorden. Kort før jul 1919 fik han at vide, at han var kunne få stemmeret, hvis han ansøgte om det.

”Det lyder som et eventyr
som sagn fra gamle dage”
at jeg, udvist i køllers tid,
nu vende må tilbage,
at ørnen slap sit faste tag
og må mod sønden vige,
at nu oprandt den store dag,
da helt blev Danmarks rige.”

Otte dage før jul 1919 fik jeg brev fra min bror, Anders, købmand i Viuf. Han meddelte mig, at han havde haft besøg af vor slægtning, Marie Thomsen, f. Michelsen fra Aabenraa. Hun havde sagt, at Anders og jeg nok kunne få stemmeret i Aabenraa, når vi gjorde det nødvendige arbejde derfor.

Anders havde så telefoneret til ”Sønderjydernes” repræsentant i Kolding og bedt om at få to skemaer tilsendt. Han udfyldte det ene skema og sendte det ind til foreningen ”Sønderjyderne” i København. Det andet skema sendte han til mig. Jeg udfyldte og indsendte det.

Så gik tiden i frygt og håb. Snart troede jeg, at vi skulle få stemmeret, og snart syntes jeg, at det var helt ufatteligt, at så stor en lykke skulle blive mig til del.

Den 27. januar tog jeg til Skive og blev fotograferet, for at have fotografiet parat, om det skulle gå således, at jeg fik pas tilsendt og samtidig skrev jeg til Marie Thomsen i Aabenraa, om hun ville se efter på valglisten, om min brors og mit navn var derpå.

Tirsdag den 3. februar fik jeg to breve, som glædede mig så meget, at jeg, der ikke kan danse, dansede rundt på kontorgulvet med min kone. Det ene brev var fra ”Sønderjyderne”, som meddelte, at jeg var anmeldt til vælgerlisten under nr. 19767. Det andet brev var fra Marie Thomsen, som meddelte, at vore navne fandtes på vælgerlisten.

Fredag den 6. februar modtog jeg det længselsfulgt ventede pas, og søndag den 7. februar om aftenen rejste jeg til Viborg for derfra at rejse videre med særtog med stemmeberettigede søndag morgen.

Jeg havde glædet mig til en god nattesøvn i Viborg; men det gik ikke således. Jeg boede på afholdshotellet. Men Viborg havde netop i de dage fjerkræudstilling, og dyrene var anbragt i hotellets gård. Kl. 2.30 nat begyndte hanerne at gale og det blev de ved med til dag. Når et hold kørte træt, så tog det andet hold fat, og således gik det ustandseligt, og ind i mellem hørtes gækken af gæs, der skældte ud over hanernes spektakel.

Tak til Vibeke Horsnhøj-Svensson for dagbogen.

C. I. S. -Bekendtgørelse No. 37 af 6. Febr.

Den 9. og Afstemningsdagen 10. Feb. 1920 er alt Salg af alkoholholdige Drikke med Undtagelse af Øl forbudt indenfor Afstemningsomraadets 1 .Zone.

Overtrædelser af denne Anordning straffes med Bøder paa indtil 5.000 Mark.

Der forventes en sikker sejr for Danmark på afstemningsdagen den 10. februar. Men endnu få dage før afstemningsdagen manglede der Dannebrogsflag. Det beretter Nicolai Svendsen om her

Den danske Befolkning havde nu paa det sidste kun een
Bekymring: man manglede Flag. Henved 4000 Dannebrog
havde i nogen Tid henligget i Vamdrup.

Man haabede stadig at kunne slippe for at betale den høje Told i Guld; men det var umuligt. »Sønderjydsk Fond« maatte derfor endelig udrede Afgiften: 57.000 Mark, og den store Forsendelse afgik til Højskolehjemmet« i Haderslev, hvorfra den under Fru
Margrethe Lebecks Ledelse uddeltes til fattige Danske i By
og paa Land.

Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

Svend Thorsen og Nicolai Svendsen har i 1939 i bogen “Tiende Februar” samlet en række indtryk fra afstemningstiden. Nicolai Svendsen fortæller her om sin første time som borgmester i Haderslev.

5. Februar. I Spidsen for »Dannevirke« for i Dag læses
følgende Meddelelse; »Efter at jeg i Gaar af Den internationale Kommission er bleven konstitueret som Borgmester for Byen Haderslev i Kommissionens Forvaltningstid, fra træder jeg herved
foreløbig som Udgiver og Redaktør af nærværende Blad.
Nicolai Svendsen«.

Denne Udnævnelse fandt Sted i Gaar henimod Aften.

Endnu er det kun delvis rygtedes i Byen.

Nu sidder jeg paa mit Kontor paa Raadhuset efter at have
forpligtet det store Personale: Sekretærer, Assistenter, Politibetjente o. s. v. i Den internationale Kommissions Tjeneste
og efter at have taget Afsked med min Forgænger i Embedet,
ret uforberedt til at udføre det meget krævende Hverv og noget
spændt paa, hvad der derpaa maatte hænde.

Det banker. —

Ind træder en kendt Dame fra Byen.

Hun studser og stirrer et Øjeblik forbavset paa mig. Jeg ser et Par Taarer trille ned ad hendes Kinder. Hun kan ikke beherske sin Bevægelse og udbryder; »Er det virkelig sandt, at De sidder her som Borgmester?« —

Det maa jeg jo indrømme.

Hun har næsten glemt sit Ærinde, og da jeg spørger, viser
det sig, at det er en af de almindelige Klager over ilde Behandling
i den Afdeling af Raadhuset, hvor Levnedsmiddelforsyningen
foregaar. Den har jeg rent glemt.

Vi følges ad ned ad Trappen for at ordne denne Sag.

Da jeg en Tidlang har staaet ubemærket og iagttaget Betjeningen, maa jeg give den paagældende Dames Klage Medhold. Her staar nu paa sjette Aar Dag efter Dag Byens Kvinder — for overvejende Del fra Smaakaarshjem — taalmodigt ventende, til Tider i Timevis, paa de faa og fattige Forsyninger Købet ofte en ret ublid Behandling, og det har de vænnet sig til.

Jeg greb saa ind og krævede en høflig Tone anvendt overfor Publikum. Svaret blev nogle Grovheder fra Afdelingens Leder. Det var nemlig endnu ikke sivet ud hernede, hvad der var hændt ovenpaa, og jeg havde med Vilje ikke straks villet præsentere mig; men det skete nu, og dermed fulgte en Vejledning i Publikums Betjening, som ikke kunde misforstaas.

Lederens Uforskammethed overfor den Ubekendte blev, saa vidt jeg husker, hans sidste Ord paa dette Sted.

Der kom aldrig senere nogen Klage dernedefra. Men de mange Kvinder, der havde overværet dette lille Optrin, sørgede for, at jeg inden Aften opnaaede en ret ufortjent Popularitet.

Det bankede atter paa Døren til Borgmesterens Kontor.

Denne Gang var det en underlig ranglet Skikkelse, iført slidt tysk Militæruniform med en lang Marineofficerssabel ureglementeret dinglende fra siden.

Han blev stående ved døren, slog hælene sammen, hilste med Haanden til Huen og sagde:
»A melder, at te Søholm vil slaa mig ihjel!«
»Det må han ikke!”, svarede jeg.

-“Tak”, sagde han. Atter et smæld med Hælene og militær Hilsen. Derpaa gjorde han omkring og forsvandt.

Jeg sendte Bud efter Overbetjenten for at faa en Forklaring på fænomentet.

Manden var en slags hjælpebetjent, meddelte Overbetjenten.

Hvordan han havde opnaaet Certifikat dertil, kunde vanskeligt
oplyses. Han gik hver Nat og førte Tilsyn ved Havnen og med Kulbunken dernede. Der fortaltes en Del tragikomiske Historier om hans Bedrifter ved denne Gerning. Her var han saa formentlig geraadet i Konflikt med bemeldte Søholm.

Saa vidt Overbetjentens Forklaring.

Vi enedes om at give Manden en anden Beskikkelse paa en mindre udsat Post og at tage Sablen fra ham. Efter eget derom fremsat Ønske fik han en Fløjte i Stedet for, og saa kun han forøvrigt fortsætte.

Således forløb min første time paa Haderslev Raadhus.

Der var skabt Ro om Levnedsmiddelforsyningen, og et Mord
var blevet forhindret. Det var jo altid noget.

Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

Nicolai Svendsen fra redaktør på avisen Modersmaalet/Dannevirke i Haderslev. Han har nedfældet sine erindringer fra overgangstiden mellem revolutionen 1918 og genforeningen 1920. Vi bragte i juni-juli en række afsnit og rundede også året 1919 af med et afsnit. Her i januar-februar bringes en række erindringsglimt fra afstemningstiden.

(… fortsat)

Næste Morgen, da jeg traadte ind paa Borgmesterens Kontor, hørte jeg, at Dr. Schindelhauer stod oppe i selve Raadhussalen, hvor han havde samlet hele Personalet, Sekretærer, Assistenter, Medhjælpere, Politibetjente osv., ca. 40-50 Personer.

Vi hilste paa hinanden, og han sagde, at han ønskede at sige et Par Ord til Forsamlingen. Det var til Afsked. Derefter rakte han hver af dem Haanden og sagde dem Tak for godt Samarbejde.

Dette var naturligvis foregaaet paa Tysk.

Jeg havde holdt mig i Baggrunden.

Men nu var det Øjeblik kommet, da den store Forandring skulde ske. Den fuldbyrdedes i al Stilfærdighed ved, at jeg traadte frem og paa Dansk meddelte, at Ledelsen herefter var lagt i min Haand. De, der ikke ønskede at tjene Den internationale Kommission og mig, kunde sige det straks.

Der meldte sig ingen. Alle gik tilbage til deres Plads, og jeg maa sige, at jeg kun har gode Minder fra Samarbejdet.

Inde paa Kontoret gav Dr. Schindelhauer mig endnu nogle fortrolige Oplysninger om visse Forhold, der maatte være af Interesse for Efterfølgeren.

Derpaa gik han henimod Døren. Opfyldt af en forklarlig menneskelig Medfølelse kunde jeg ikke undlade at sige nogle venlige Ord til ham. Han svarede sagtmodigt:

”Forholdene er ofte stærkere end Mennesket!”

Derpaa tog han i Haandtaget. Jeg fulgte ham ud ad Gangen. Ved den ydre Dør rakte han mig Haanden:

”Jetzt geht der letzte deutsche Bürgermeister.”

Det var hans sidste Ord paa dette Sted, hvor han havde virket arbejdsomt og flittigt i samfulde atten Aar — uden nogen Sinde at komme i Kontakt med Befolkningen.

Da jeg lidt senere kikkede ud i det forreste Kontor, fik jeg Øje paa een Mand. Det var Sekretær Frederik Jensen, en pligtopfyldende dansk Borger, der i et langt Aaremaal havde haft sin Gerning paa Raadhuset, men var blevet dukket og holdt nede for sit Sindelags Skyld.

Hans Ansigt lyste af Glæde. Jeg tror, at han i dette Øjeblik følte sig som det lykkeligste Menneske paa Guds grønne Jord.

Jeg satte mig stille ned paa Borgmesterens Stol og tænkte: Ak, hvor forandret!

Paa Skrivebordet foran mig stod i en lang Række opstillet et halvt Hundrede Bind med Lovsamlinger og Politiforskrifter. Jeg aabnede dem aldrig. De mange Mennesker, hvis Forhold skulde ordnes paa dette Kontor, var mærket af fire Aars Krigsoplevelser og al den Nød, der fulgte efter.

Deres Psykose lod sig vanskeligt behandle ved Fredstidens Paragraffer. Jeg spurgte mig selv, om det ikke vilde være muligt at styre Sagerne efter den sunde Fornufts Indskydelse, en følelsesmæssig Indstilling og almindelig Konduite i hvert enkelt Tilfælde.

Jeg besluttede at gøre Forsøget ved at følge disse Retningslinjer. Det lykkedes efter min egen Mening over Forventning, og det blev en indholdsrig Episode blandt mine talrige Oplevelser i en mærkelig Tid.

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

Bekendtgørelse No. 35 af 4. Febr. 1920:
Den internat. Komm. har m. H. t. Udøvelsen af udviste Personers Stemmeret truffet følgende Bestemmelser:

De i Henhold til Fredstraktaten af 28. Juni 1919 fjernede eller af den
internat. Komm. udviste Personer, der er stemmeberettigede, kan udøve deres Stemmeret ved en Stedfortræder.

Stedfortræderen maa godtgøre sit Mandat overfor  Afstemningsudvalget ved at aflevere en skriftlig Fuldmagt fra vedkommende Stemme-berettigede. Afleveringen af et Telegram med tilsvarende Indhold anses for ensbetydende med Aflevering af et skriftligt Fuldmagtsdokument.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Nicolai Svendsen fra redaktør på avisen Modersmaalet/Dannevirke i Haderslev. Han har nedfældet sine erindringer fra overgangstiden mellem revolutionen 1918 og genforeningen 1920. Vi bragte i juni-juli en række afsnit og rundede også året 1919 af med et afsnit. Her i januar-februar bringes en række erindringsglimt fra afstemningstiden.

Den 4. Februar sad jeg paa mit Kontor og aftalte med Nationalmuseets Direktør, Dr. Mackeprang, en Tur over Middag til Starup Kirke. I disse bevægede Dage maatte Mackeprang være med i Arbejdet. Han holdt Foredrag og fremviste Lysbilleder fra danske Egne og Virksomheder.

Men det var godt engang at faa et lille Pusterum, og saa var Vejret jo som en Dag i Maj.

Jeg kom imidlertid ikke til Starup.

Lidt senere ringede Refshauge og sagde, at Den internationale Kommissions Generalsekretær, Mr. Bruce, vilde komme til Haderslev Kl. 4 og ønskede at tale med mig.

Jeg lagde Pennen og begav mig ud ad Gammel Haderslev til, lidet anende, at min Virksomhed som Redaktør af det gamle Blad brat var afsluttet.

I et af de forreste Værelser paa Landraadskontoret stod en lille, indtørret Skikkelse støttet til en Stok henne ved Vinduet.

Det var Byens Borgmester, Dr. jur. Schindelhauer. Jeg gik hen til ham og spurgte til hans Befindende. Han svarede lavmaælt og forsagt.

I det samme rullede en kraftig Motor op foran den lave Dør. Vognen bar Kommissionens Mærke. En tætbygget Skikkelse med et skæglost, markeret Ansigt sprang ud og traadte med raske Skridt ind til Refshauge, som ventede.

Det varede kun et Øjeblik, for Døren atter gik op, og Refshauge bad mig komme indenfor.

Der sad tre Personer. Mr. Bruce ved Skrivebordet. Jonathan Smith, der var udset til Assessor, lidt bagved. Henne ved et Bord stod Refshauge.

Jeg kendte Mr. Bruce fra en tidligere Sammenkomst.

Han gik lige til Sagen.

”De er af Den internationale Kommission udnævnt til Borgmester i Haderslev.”

”Det har jeg ikke ønsket,” svarede jeg.

”Nej, men det har Deres danske Medborgere.”

Han trak et Stykke Papir med Fortryk op af Mappen og fortsatte, henvendt til Smith:

”Udfyld dette Dokument paa Dansk og Engelsk.”

Et halvt Minut efter havde jeg Certifikat for, at jeg var udnævnt til ”Mayor of Haderslev”.

Jeg bemærkede, at der stod en Mand derude, som hidtil havde beklædt dette Embede.

Generalsekretæren trak et nyt Fortryk op af sin Mappe.

”Ja, han faar sin Afsked. Vil De skrive, Hr. Smith!”

Det varede ogsaa kun et Øjeblik, saa var det besørget.

Samtalen var ført paa Dansk.

Jeg henstillede nu, at jeg fik Lejlighed til at forberede Dr. Schindelhauer paa, hvad der forestod, og det skete saaledes. Han tog meget fattet paa Meddelelsen.

”Det havde jeg jo ventet,” sagde han. ”Jeg er en syg Mand.” Og det var tydeligt nok at se paa ham. Han magtede ikke de vanskelige og nye Forhold.

”Forstaar De Dansk?” spurgte Mr. Bruce, da vi var kommen ind paa Kontoret.

”Jeg tror, Dr. Schindelhauer taler Engelsk,” indskød jeg. ”Nein, lieber Deutsch,” sagde han.

”Naa, Hr. Dr. Schindelhauer,” begyndte Generalsekretæren saa meget langsomt paa Tysk: ”Sie bekommen hiermit Ihren, Ihren . . . (Afsked, hvad hedder det paa Tysk?” spurgte han Smith).

”Abschied.”

”Ja, Abschied.”

Han rakte ham Dokumentet.

Den syge Mand bød Farvel og gik. I Døren spurgte han endnu, henvendt til mig, naar jeg agtede at overtage Forretningen.

”I Morgen tidlig Kl. 9.”

Da jeg noget senere gik ned ad Gaden og om ad Klostret, greb jeg mig selv i Armen som Jeppe og spurgte: Er det Drøm eller Virkelighed, at du er færdig i den røde Gaard derhenne og i Morgen som Haderslevs første danske Borgmester skal gaa ned paa Raadhuset i Lavgade?

Det var jo Virkelighed.

(… fortsættes)

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

Støtteforeningen for Sikringsstilling Nord meddeler:

HUSK….HUSK….HUSK….HUSK…..HUSK….HUSK

På Torsdag den 6 Februar 2020 har vi den månedlige åbningsdag i foreningens lokaler, på skolen i Agerskov.

Der vil være personale tilstede som gerne viser rundt og så er der kaffe på kanden.

Kom og få inspiration til hvilke Bunkers der skal besøges henover foråret.

Lokalerne er åbne i tidsrummet fra kl. 19.00 til 21.30

Adressen er, Nørregade 17, Agerskov

Skoleforeningens Formand, Gaardejer H. Jefsen Christensen i Høgsbro, meddeler, at kongerigske Lærere allerede har fundet Ansættelse flere Steder i Nordslesvig. Det drejer sig dog kun om en midlertidig Ordning. Der er ogsaa Distrikter, hvor næsten al Skolegang er ophørt.

Formanden for Danmarks Lærerforening, Viceskoledirektør H. A. Svane har udtalt, at Situationen kan blive kritisk til Sommer, naar de sønderjydske Embeder skal besættes. Ved de forestaaende afsluttende Eksaminer paa de danske Seminarier regnes der med
at blive dimitteret ca. 400 unge Mænd og Kvinder, et Tal, der ikke engang er tilstrækkeligt til at tilfredsstille det normale Behov.

Kirkeminister Povlsen oplyser samtidig, at der er Præstemangel i Danmark. Det lover jo ikke saa godt for Skole og Kirke hernede.

DKSYD har produceret en serie om Sønderjyllands historie i anledning af 100-året for Genforeningen. Dette afsnit 2 handler om baggrunden for krigen i 1864 og krigens forløb og afslutning.

Medvirkende bl.a. Carsten Porskrog Rasmussen, Museum Sønderjylland, og Rasmus Glenthøj, Syddansk Universitet.

DKSYD skriver:

“Efter den første slesvigske krig bestod helstaten med hertugdømmerne Slesvig, Holsten, Lauenborg og Kongeriget Danmark. Men det bliver sværere og sværere for den danske konge og regeringen at holde sammen på helstaten.”

Blandt Sønderborg Slots mange historiemalerier er dette helt specielt. Det kan for tiden ses i den store udstilling om Kunstnergaven til Sønderjylland på Brundlund Slot i Aabenraa.

Man kan læse mere om dette maleri – og mange andre – i bogen “Historien på væggen. Historiemalerier på Søndeborg Slot” (2017). Den er på 224 sider og særdeles velillustreret med mange flotte gengivelser af museets mange malerier. Bogen koster 198,- kr. og kan købes i boghandelen, i museumsbutikken på Sønderborg Slot eller ved at sende en mail til hath@msj.dk.

Nedenfor en smagsprøve

Ingen fest uden flag

Af Inge Adriansen

Carla Colsmann (1887-1974): Flagene til Sønderjylland syes på Christiansborg. 1919. 99 x 135 cm.

Som historiemaleri er dette usædvanligt. Det viser ikke en dramatisk situation eller en helt, men derimod en samtidsbegivenhed, hvor de aktive er kvinder – tilmed er de fleste tjenestepiger. Billedet indgår i den såkaldte Kunstnergave til Sønderjylland, som blev overrakt efter Genforeningen. Blandt de mange billeder i gaven er dette det eneste, hvis motiv knytter direkte an til Genforeningen.

Flagsyning på Christiansborg

Efter 1864 var hele Sønderjylland under tysk styre. For den dansksindede del af befolkningen blev danske nationale sym­boler vigtige udtryk for ønsket om fastholdelsen af en na­tional identitet. Der var dog ikke frit slag til at bruge dem. Danske flag var straks efter indførelsen af tysk styre blevet forbudt. Flagstængerne blev fjernet ved huse og gårde, og flagene gemt på kistebunden. Herfra kunne de hentes frem og vises udendørs én gang årligt – ved hoved­rengørin­gen, hvor flagene ligesom andre tekstiler blev luftet på hækkene.

Efter det tyske nederlag i Første Verdenskrig opstod der mulighed for at få fastlagt Tysklands grænser ud fra “folkenes selvbestemmelsesret”, og det blev besluttet, at der skulle afholdes folkeaf­stemning i den nordlige del af Sønder­jylland. Afstemningen fandt sted i to zoner i løbet af februar og marts 1920, og forbe­redelserne gik i gang i sommeren 1919.

Flagning med Dannebrog var fortsat forbudt og ville først være tilladt fra selve afstemningsdagen i 1. zone den 10. februar 1920. Der var til gengæld et stort ønske blandt mange danske om at demonstrere opslutningen om det danske med en omfattende flagning på dagen.

Til det manglede man danske flag overalt i Sønderjylland, og allerede i efteråret 1919, et halvt år før flagningen blev tilladt, gik sønderjysk interesserede kredse i København i gang med at skaffe flag til det snart genvundne land. På nationens højborg, Christiansborg, blev der indrettet en systue, hvor borgerskabets fruer mødte op og stillede deres symaskiner og tjenestepiger til rådighed til frem­stillingen af flag til sønderjyderne.

Det var en række køben­havnske kvinde- og velgørenhedsfore­ninger, som tog dette usædvanlige initiativ for at sikre, at ingen flagstang hos nogen dansksindet behøvede at stå bar den dag, hvor folkeaf­stemningen skulle finde sted.

På maleriet ses en mand, der synes at være systuens leder, i samtale med en rygvendt kvinde med stor hat. Hun må være én af de mange fruer, der har stillet deres tjenestepige til rådighed for det gode initiativ. Manden er antageligt fabriksejer Christian Hasselbalch, der var i komiteen for at skaffe flag til sønderjyderne. Han var en meget driftig virksomhedsejer, formand for Privatbanken og engageret i mange humane formål.

Den svenske forfatter og nobelprismodtager Selma Lagerlöf kom på besøg i systuen, roste initiativet og lod sig fotografere siddende ved en symaskine. Hun har dog næppe syet mange sting på et flag, men var med til at vise overfor offentligheden, at det var et prisværdigt nationalt foretagende.

Det har været diskuteret, hvor systuen var indrettet på Christiansborg. Det har næppe været i rigsdagsfløjen, da rigsdagen i 1918 var rykket ind i det genopførte slot. Sandsynligvis har det været i kongefløjen, som i 1919 endnu ikke var færdigindrettet – og i øvrigt aldrig blev taget i brug som kongebolig, men kun som kongelige repræsentationslokaler.

Christiansborg-flagene blev forsynet med en påskrift i kanten ind mod flagstangen, hvor der stod anført, at flaget var syet i 1919 på Christiansborg. Så kunne modtageren og dennes familie se og føle, at de var blevet en del af danske nation.

Flagene blev skænket som hædersgaver både til frem­trædende, dansksindede sønderjyder og til mindrebe­mid­lede sønderjyder, der ikke havde råd til selv at købe flag.

Takket være påskriften har disse flag fået en særlig status. Selvom de blev slidte, var det svært for mange at kassere dem. I mange familier blev de kun anvendt ved særlige lejligheder, det vil sige på nationale flagdage, mens der ved familiebegivenheder som fødselsdage blev hejst et almindeligt dannebrog. Forskellen kunne ikke ses, men i familien vidste man, når det var det særlige flag, hædersgaven, der blev hejst.

Når Christiansborg-flag var blevet helt tyndslidte, blev de jævnligt tilbudt de kulturhistoriske museer i Sønderjylland. Ikke overraskende er det i eftertiden blevet glemt, at flagene blev skænket både til særligt fortjenstfulde og til fattige personer. Derfor er de flag, der tilbydes museerne, i reglen i ledsaget af en fortælling om en far eller bedstefar, der havde gjort en prisværdig indsats for bevaring af danskheden.

Det usædvanlige initiativ med flagsyningen vakte opsigt og fik avisomtale. Carla Colsmanns maleri må også have været omtalt, for en anden kvindelig kunstner, Hedvig Collin, udførte et billede i samme størrelse med næsten samme motiv med pigerne ved symaskinerne og to personer, der samtaler. Dette billede tilhører i dag Museet på Koldinghus.

Maleren

Carla Colsmann opvoksede i et københavnsk grossererhjem og blev uddannet på Kunstakademiet. Fra 1914-28 havde hun sin egen malerskole, og i 1916 var hun medstifter af Kvindelige Kunstneres Samfund. Hun var først og fremmest en nøgtern naturskildrer, og hendes billede af flagsyningen er som motiv enestående i hendes produktion, men den blålige farveskala med strejf af rødt eller okker er karakteristisk for hendes værker.

Billedet blev indleveret til Frederiksborgmuseets konkurrence om et genforeningsbillede, men blev ikke præmieret.

Det er ikke overraskende, da motivet ikke er dækkende som en skildring af genforeningsglæden. Der var indsendt 10 bidrag til konkurrencen, og som den eneste af deltagerne valgte Colsmann, efter at konkurrencen var afgjort, at skænke billedet til Kunstnergaven til Sønderjylland.

Som samtidshistorisk skildring af anonyme kvinder fra folket, der udfører en national opgave siddende midt i magtens centrum, er det et værdifuldt bidrag til de officielle, mere hurrapatriotiske genforeningsmalerier.

Læse mere i denne bog. Bogen koster 198,- kr. og kan købes i boghandelen, i museumsbutikken på Sønderborg Slot eller ved at sende en mail til hath@msj.dk.

Snedkermester Jørgen Petersen, Avnbøl, havde sluttet sig til Flensborg-gruppen. Han I sine erindringer fortæller han om sine oplevelser under afstemningskampen.

Den 22. januar rullede et langt ekstratog forspændt med to lokomotiver gennem Sundeved med 22. franske Alpejæger bataljon med maskingeværer, bagage, træn og alt tilbehør.

Vi vinkede til dem med et dannebrogsflag som besvaredes fra det lange tog.

Tak til Lars Anker Petersen.

Kaptajn Daniel Bruun, der havde tjeneste som politidirektør ved den internationale kommission under afstemningen i Slesvig i 1920, beskrev begivenhederne i sine erindringer i ”Fra de sidste tredive Aar.”

Den 21. januar holdt de franske alpejægere ligeledes deres indtog i Sønderborg. Også her var jeg til stede ved deres modtagelse og marcherede i spidsen med chefen, kommandant de Sayer, over pontonbroen og gennem de flagsmykkede by til kasernen.

Der var et par tyske flag på halv stang. Da vi passerede et par af dem, tog et par franske officerer til huen og hilste på en gammel kvinde, der stod i et vindue og så til med en bedrøvet mine. ”Se det kan man forstå og respektere”, sagde den ene af officererne til mig.

Tak til Mette Elisabeth Bruun og Museum “Mellem Slesvigs grænser” i Rens for manuskriptet.

Nicolai Svendsen fra redaktør på avisen Modersmaalet/Dannevirke i Haderslev. Han har nedfældet sine erindringer fra overgangstiden mellem revolutionen 1918 og genforeningen 1920. Vi bragte i juni-juli en række afsnit og rundede også året 1919 af med et afsnit. Her i januar-februar bringes en række erindringsglimt fra afstemningstiden.

Ved saa godt som hvert Hus og hver Gaard i det nordlige Slesvig rejstes en Flagstang.

Nord fra kom danske Lærere over Grænsen og begyndte at undervise paa Modersmaalet. Befolkningen drog efterhaanden selv Omsorg for, at Skolen blev dansk. Man kunde slet ikke vente, indtil Ordningen vilde ske ad lovlig Vej.

Forventningen, som fyldte alle Sind, og Spændingen voksede fra Dag til Dag. Der var Foraar i Luften, baade i Folkestemning og selve Naturen.

(… fortsættes)

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

Kaptajn Daniel Bruun, der havde tjeneste som politidirektør ved den internationale kommission under afstemningen i Slesvig i 1920, beskrev begivenhederne i sine erindringer i ”Fra de sidste tredive Aar.”

Den internationale kommission trådte i funktion, efterhånden som hele Nordslesvig blev rømmet af det tyske militær.

Den 20. januar holdt de franske alpejægere deres indtog i Haderslev under den danske befolknings jubel. Jeg var kørt derop på vej til nordgrænsen for at aflægge visit i Kolding hos chefen for grænsegendarmeriet, oberstløjtnant greve Moltke.

Det var et smukt syn at se de gode haderslevborgere og borgerinders, som glade gav udtryk for deres danske sindelag. Overalt vajede Dannebrog.

Tak til Mette Elisabeth Bruun og Museum “Mellem Slesvigs grænser” i Rens for manuskriptet.

Paa Bestyrelses-. og Tilsynsrådets Møde i Den nordslesvigske Vælgerforening den 19. Jan. 1920 i Aabenraa vedtoges følgende, af Red. Nic. Svendsen, Haderslev, affattede Velkomst-Hilsen til C. I. S.:

I det Øjeblik, da den høje internationale Kommission betræder Sønderjyllands Jord, føler Vælgerforeningen, som repræsenterer hele den dansksindede Befolkning, Trang til at byde den ny Regering Velkommen.

Et langt Aaremaal med trange Kaar ligger bag os. Nu oprinder en ny
Tid, og vi ser den Dag nærme sig, da der skal vederfares os national Oprejsning, og vi, som et frigjort Folk, faar Lov til at stemme os tilbage til det Land, som vi har en tusindaarig Historie fælles med.

Paa den dansksindede Befolknings Vegne udtaler Vælgerforeningen
overfor den internationale Kommission sin Tak og Anerkendelse for den højsindede Maade, hvorpaa vore Spørgsmaal nu skal ordnes.

Vi lægger trygt vor Skæbne i Kommissionens Hænder.

Ingen Sinde vil den danske Befolkning glemme, at denne historiske Begivenhed, da Retfærdigheden sker Fyldest, kun blev mulig ved de høje allierede Magters Sejr og Agtelse for de smaa Folks Ret.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Nicolai Svendsen fra redaktør på avisen Modersmaalet/Dannevirke i Haderslev. Han har nedfældet sine erindringer fra overgangstiden mellem revolutionen 1918 og genforeningen 1920. Vi bragte i juni-juli en række afsnit og rundede også året 1919 af med et afsnit. Her i januar-februar bringes en række erindringsglimt fra afstemningstiden.

Den 19. Januar forlod de sidste syvti (70) tyske Soldater, som havde ført en stilfærdig Tilvarelse paa Haderslev Kaserne, Byen, saa godt som ubemærket, og den følgende Dag klædtes Haderslev fra Morgenstunden i rødt og hvidt.

Hen paa Formiddagen brød Solen igennem og skabte den rette Belysning til det sælsomme Skuespil, da henved 300 smaa, rappe franske, mørkeblaa Alpejægere under Tonerne af ”Allons enfants de la patrie” og ”Dengang jeg drog afsted”, fulgte af Tusinder glade Mand og Kvinder, drog gennem Gaderne og under den danske Befolknings Jubel saa at sige tog Byen i Besiddelse.

Saaledes skreves der i disse Dage Historie næsten fra Døgn til Døgn.

Endelig den 27. Januar holdt Den internationale Kommission sit Indtog i Flensborg.

Vi var paa Vej til Danmark.

(… fortsættes)

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

Nicolai Svendsen fra redaktør på avisen Modersmaalet/Dannevirke i Haderslev. Han har nedfældet sine erindringer fra overgangstiden mellem revolutionen 1918 og genforeningen 1920. Vi bragte i juni-juli en række afsnit og rundede også året 1919 af med et afsnit. Her i januar-februar bringes en række erindringsglimt fra afstemningstiden.

Den 17. Januar afholdtes det historiske Møde i Haderslev Byraad, hvor Forfatteren af denne Skildring havde den Ære som Ordfører for den danske Gruppe paa Dansk at proklamere, at fra nu af vilde vi bruge vort Modersmaal i offentlig Forhandling.

(fortsættes …)

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

Bekendtgørelse No. 21 af 17. Jan. 1920:

I Henhold til Art. 109 i den 28. Juni 1919 i Versailles undertegnede
og 10. Jan. 1920 ratificerede Fredstraktat mellem de allierede og associerede Magter paa den ene Side og Tyskland paa den anden Side samt i Henhold til en ved Ratificationen særskilt truffen Aftale skal de tyske Tropper og Myndigheder (deri indbefattet Overpræsidenterne, Regeringspræsidenterne, Landraaderne, Amtsforstanderne og Overborgmestrene) rømme  Afstemningsomraadet senest 28. Jan. 1920.

Indenfor samme Tidsfrist skal de Arbejder- og Soldaterraad, der er
oprettede indenfor Afstemningsomraadet, opløses. De af deres Medlemmer, der stammer fra en anden Egn og udøver deres Funktioner den Dag, Traktaten træder i Kraft, eller som er traadt ud af Virksomhed siden 1. Marts 1919, skal ligeledes fjernes.

De i Fredstraktaten særlig opregnede Embedsmænd, som beklæder Stillinger, hvortil de er blevet udnævnt og ikke valgt, maa ikke under noget Paaskud forblive paa Afstemningsomraadet efter den fastsatte Dag.

Hvad angaar de andre Embedsmænd, d. v. s. dem, som beklæder deres Stilling efter offentligt Valg, vil den internat. Komm. ikke modsætte sig deres Forbliven paa Stedet, forudsat, at de opfører sig upaaklageligt, og at deres Nærværelse ikke medfører Fare for Afstemningens Frihed. I modsat Fald vil de blive udvist.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Rigsdagspartiernes sønderjydske Udvalg. Forhandlinger.

I Mødet 14. Jan. 1920 fremdroges igen Spørgsmaalet om dansk Overtagelse af Administrationen i Sønderjylland:

Gunnar Fog-Petersen: Saavidt jeg erindrer, blev der i sin Tid ved Forhandling mellem Medlemmer af Regeringen og Udvalget opnaaet Enighed om det ønskelige i at benytte den Ret, der ifølge Fredstraktatens Bestemmelse er givet til at overtage Administrationen i 1. Zone umiddelbart efter Afstemningen.

Jeg kunde ønske ganske kort at spørge, om der er sket nogen Ændring i Opfattelsen af dette Spørgsmaal?

H. P. Hanssen: Der er jo forhandlet Maaneder igennem med den internationale Kommission om dette Spørgsmaal. Fredstraktatens Bestemmelse er, at vi kan besætte, men i Forstaaelse med Kommissionen, og der har været stigende Betænkeligheder fra Kommissionens Side ved at give Tilladelse til den militære Besættelse.

Disse Betænkeligheder synes at være skærpede under Hensyn til den forestaaende Ernæringssituation. Man er ængstelig for, at hvis 1. Zone bliver besat med danske Tropper, vil det have til Følge, at man faar Kronemønt stærkere ind dernede, og at man faar Afstemningsomraadet delt.

Kommissionen kræver, at der i saa Tilfælde skal etableres en Grænse mellem 1. og 2. Zone, hvor der skal være Pastvang. Det vil være en Forholdsregel, man vil føle overordentlig trykkende, idet det bliver vanskeligt at deltage i Agitationsarbejdet dernede i det Omfang, som det er ønskeligt. Kommissionen har ikke direkte afslaaet det, men Betænkelighederne er kommet stadig stærkere frem.

Kommissionen udtaler Frygt for, at den kommer til at sidde med Flensborg By og et mindre Landomraade, og at den vil blive stillet overfor ganske overordentlig store Ernærings-Vanskeligheder, hvis den ikke har Magten over hele Afstemningsomraadet, men skal overgive det til den danske Administration.

Den antyder, at hvis man fra dansk Side vil frafalde Kravet om en militær Besættelse efter Afstemningen i 1. Zone, vil den give Tilladelse til, at et større Antal danske Embedsmænd — der er nævnt ca. 50 — efter frit Valg kan gaa derned straks efter Afstemningen for som Repræsentanter for alle Grene af Administrationen at informere sig.

I Forvejen stod det fast, at de tyske Embedsmænd skulde blive der,
idet Suveræneteten først gaar over til Danmark efter den endelige Afstaaelse.

Det er altsaa ikke blot Toldgrænsen, Kommissionen kræver opretholdt, men den kræver ogsaa, at Toldafgifter og Skatter betales i tysk Mønt. Da Kommissionen ikke kan overdrage Danmark sin Ret til at udøve Suverænetet for Tyskland, kræver den, at de tyske Embedsmænd skal blive i Funktion.

Det, vi kan opnaa, vil i bedste Fald være, at vi kan afløse de militære
Tropper i Byerne, men det har vi ikke engang kunnet opnaa endnu.

Det sidste Svar fra Kommissionen, for 2-3 Dage siden, gaar ud paa, at man er villig til at optage nye Forhandlinger.

Men Betænkelighederne er saa store, at jeg ikke tror, at det lykkes at
gennemføre en Besættelse efter Afstemningen i 1. Zone, som vi kan være tilfredse med, og det sandsynligste er, at vi naar til den Tilstand, at vi kan sende et stort Tal Embedsmænd derned.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.