8. februar 1920. “Men se, se, se ved hvert hus hver gård vajer Dannebrog!” I toget fra Viborg til Aabenraa for at stemme.

Jens Marius Møller (fra Salling) var sønderjyde, men blev udvist til Danmark i 1899 under Köllerpolitikken. I begyndelsen af februar 1920 tog han hjem til Sønderjylland for at afgive sin stemme.

Søndag morgen gik jeg til banegården kl. 7:30, og dermed begyndte festdagene. Alle stemmeberettigede blev på banegården af Viborg spejderne smykket med Dannebrogssløjfer, og regimentsmusikken spillede for os.

På banegården gjorde jeg bekendtskab med gasværkskasserer A. Sahl, Viborg, og fik af ham overleveret en pakke indeholdende et flag, som skulle bringes ned til gårdejer Kr. Jahnsen, Dybbølbjerg pr. Sønderborg. Jeg påtog mig at bringe flaget i god behold til Sønderjylland.

Toget gik over Herning, Brande, Grindsted til Bramminge. Det var forspændt med to blankpudsede lokomotiver, der var pyntede med granguirlander. Toget holdt ved alle mellemstationer og opsamlede stemmeberettigede.

I Herning, Brande og Bramminge spillede lokale musikkorps for os. I Bramminge, som var særdeles smult pyntet, deltes toget i to dele; den ene del gik over Vester Vedsted til Tønder, den anden del gik over Lunderskov, Vamdrup ad Østbanen til Tinglev.

I Vamdrup blev passene eftersete af statspolitiet fra Kolding, og der blev forespurgt, om de rejsende havde toldpligtige varer med; men det var der slevfølgelig ingen der havde.

Hele strækningen Bramminge Vamdrup var stærkt smykket med Dannebrogsflag.

Da toget passerede grænsen, stod vi op i kupeen og så ud efter de sorthvide pæle, og jeg gjorde et svagt forsøg på at synge: ”De kan spærre med farver og med pæle, de kan lokke med løfter og med løn”; men jeg kunne ikke få tonerne frem; der blev noget i vejen både med mit bryst og med mine øjne, uden at det kan siges, at jeg følte mig syg eller dårlig tilpas. Men se, se, se ved hvert hus hver gård vajer Dannebrog, dejlige ny Dannebrog vinker os i det herligste solskinsvejr velkommen til vort elskede, omstridte land.

Hele søndagen havde det tonet i min sjæl: ”Tak Gud, fordi jeg fik lov til at være med!” Men da jeg kom så vidt, at jeg fik se Sønderjylland festsmykket med vort dejlige flag efter 55 trængselsår, da blev mit hjerte så fuldt, at det løb over i tårer.

Lykkelig den, der får lov til at opleve en sådan fest midt i sit folk!

I Farris var børnene mødt med små Dannebrog for at byde os velkommen på Sønderjylland jord.

Ved næste station, Sommersted, var alt ligeledes dansk; men da vi kom til Vojens fik vi at mærke, at landet endnu ikke var helt befriet for tyskere. VI kørte ind til stationen ved første perron og blev modtaget af danske børn med Dannebrog; men vi skulle holde en tid for at krydse med et tog, der kom sydfra med tyske stemmeberettigede til Haderslev Amt.

Da det tyske tog brusede ind ved anden perron, var denne fyldt med tyske børn med tyske flag, og de stemte op med: ”Deutschland, Deutschland über alles, über alles in der Velt” og man må lade dem, at de ikke sparede på stemmen.

Da vi danske havde hørt på dem en tid og syntes, at det kunne være nok, så stemte vi i med ”Vift stolt på Kodans bølge”, ”I alle de riger og lande” og ”Jeg elsker de grønne lunde”. Og for en tid havde vi magten, og tyskerne måtte holde inde. Vi var nemlig så heldige at have valgmenighedspræst pastor Kastel med i toget, og hans mægtige røst kunne tyskerne ikke tage kampen op mod.

Da vi tav, stemte børnene i med deres ”Deutschland”. Et øjeblik efter standsede jeg dem ved at råbe ud til dem: ”Nej, se der!” og da jeg havde fanget deres opmærksomhed, pegede jeg ud over det flade land mod vest og sagde:” Se jer om og læg mærke til, at det er et dansk land I er i, der er jo danske flag over alt”.

Disse få ord tog pippet fra dem, de havde ikke noget at skulle have sagt og de listede stille og skamfulde bort.

Ved Hovslund station kom der nogle børn med tyske papirflag. Et lille stykke fra de andre stod en lille pige med en hue på, der var rød og hvid. Vi kaldte hende hen til kupéen og spurgte hende om, hvad hun hed. Hun hed Ditte Kirstine Jensen, og hun spurgte os om vi ikke havde flag med; vi måtte desværre sige nej; men så fik jeg en lys idé. Jeg havde i Viborg fået to Dannebrogssløjfer. Jeg tog den ene og fæstede på Dittes bryst og forklarede hende, at en sådan sløjfe havde alle danske i toget, og at det var ligeså godt som et flag.

I kan tro, at Dittes øjne strålede. Hun så to gange til sig selv og til os, og så pilede hun hjem til sin mor. Huset lå et lille stykke borte fra stationen. Moderen kom ud i døren, og hun og den lille pige vinkede til os, så længe toget var at se. Pastor Kastel, som havde været vidne til det lille optrin fra et andet kupévindue, sagde senere til mig: ”Der fik den lille pige en oplevelse, som hun altid vil huske”.

Ved Rødekro forlod jeg og de andre rejsende til Aabenraa det danske tog for at tage med det tyske på stikbanen ind til Aabenraa.

Vi havde læst i ”Hejmdal”, at toget skulle være i Aabenraa kl. 5:25, og da klokken ved vor ankomst til Rødekro var 5 minutter over 5, glædede vi os til at køre videre med det samme, men vi havde gjort regning uden vært, eller rette uden det tyske jernbanefolks uvilje.

Det viste sig godt nok, at toget holdt der med dampen oppe, men togpersonalet ville oppebie et tog sydfra med tyske stemmeberettigede, og det skulle først komme ind kl. 6:30.

Vi blev slemt lange i ansigtet, men måtte bide i det sure æble og vente. Vi gik ind i den uhyggelige ventesal, hvor der hverken var gjort rent eller fyret, og vi søgte at væbne os med tålmodighed. Jeg blev snart ked at være i ventesalen og gik ud på perronen, og der fik jeg hurtigt en sådan underholdning, at ventetiden gik meget let for mig. Uden for stakittet, som skilte perronen fra gaden, havde en hel del tyske børn med flag taget opstilling og sang af fuld kraft: ”Deutschland, Deutschland über alles og Schleswig-Holsteinvisen.

Jeg gik hen til børnene, hilste på dem, roste deres sang og kom rigtig i snak med dem, og vi fik en meget fornøjelig time sammen. Jeg vil gengive nogle brudstykker af samtalen. ”Hvad hedder jer lærer?” ”Han hedder Møller”. ”Nå, det hedder jeg også”. ”Han har før været så tysk, så tysk; men nu er han ingenting”. ”Det er en køn melodi til Deutschland ….., vi bruger den også en del i Danmark, men vi har jo andre ord til den”. Jeg synes heller ikke, at jeres ord til den melodi passer længere. Har I ikke lagt mærke til, at der er franske og engelske soldater her på egnen? Det er jo udtryk for, at Tyskland ikke er over alle længere”. ”Det er nogle grimme uniformer, de engelske og franske soldater har”. ”Ja, der er ikke meget stads ved dem; men de tyske uniformer er jo ikke kønnere. I 1915 var jeg henne ved grænsen mellem Danmark og Sønderjylland. Soldaterne, som gik vagt dér havde uniformer, som var både lappede og stoppede.” ”Ja, men da var der jo krig ”.

Schleswig-Holstenvisen blev sunget. ”Ved I, hvornår Slesvig og Holsten blev slået sammen til én enhed?” ”Ja”. ”Hvornår var det da?”. Ingen kunne huske årstallet. ”Det var i året1460. Da havde Danmark fået en konge fra Tyskland, som ikke havde særlig forstand på danske forhold og han mente, at man godt kunne kæde det danske land Sønderjylland sammen med det tyske Holsten, og han lovede, at det evigt skulle høre sammen”. ”Ja, evig sammen udelte”.

Et par store drenge udbringer et ”Deutschland leve”, og de andre børn stemmer i med hurraråb.

”Det er rigtigt, at I ønsker, at Tyskland skal leve. Det ønsker vi også i Danmark, men vi ønsker at få vor ret over for Tyskland. Vi ønsker, at den danske del af Sønderjylland skal komme tilbage til Danmark”.

”Ja, men vi er tyskere, og vi vil ikke til Danmark. ”Nej, I er ikke tyskere. I taler udmærket dansk”. ”Det er kun, fordi vi kan tale to sprog”. ”Ja, det er en stor fordel for jer, at I kan tale to sprog; men hvorfor vil I ikke til Danmark?”.

”Danmark er alt for lille, og vi kan ikke få føden dér”. ”Såeh, kender I kålrabi?” ”Ja, ja”, lyder det i kor. ”Har I spist kålrabi?” ”ja, ja!”

”Dengang I måtte leve ved kålrabi og kartofler, kunne vi i Danmark få kød og flæsk til kartoflerne. Hvad vil I helst have? Kød og flæsk eller kålrabi? ”Vi vil helst have kød og flæsk”.

”Er der ingen af jer, der har været i Danmark?” En dreng med Dannebrogsflag i hånden melder sig. ”Jo, det har jeg været. Jeg har været i Søndersø”. ”Nå, sig os så. Hvor får man den bedste kost, i Danmark eller i Tyskland?” ”I Danmark er det meget bedre”. Og drengens øjne strålede ved at tænke tilbage på det forjættede land, som han havde været inde i. ”Ja, der kan I selv høre, for han ved det, for han har prøvet begge dele. Danmark er godt nok et lille land, men det fer et velsignet land, der flyder med mælk og honning”. ———

”Kan I ingen danske sange?” ”Nej, jo!” ”Hvad kan I synge?” ”I alle de riger og lande”. ”Nå, lad os så synge den, så skal jeg nok synge for”.

Og så sang den danske lærer og de danske og tyske børn i god forståelse med hinanden en god dansk sang. ”Skal jeg synge en anden dansk sang for jer?” ”Ja, ja”. Så sang jeg nogle vers af ”Jeg elsker de grønne lunde”.

Vi kom i så god forståelse med hinanden, at jeg gav 3 af børnene min adresse og lovede dem, at alle de børn, der ville skrive et kort til mig, skulle få kort fra mig igen. En hel del af børnene var begejstrede for idéen. Men jeg fik ingen kort. Jeg tænker, at børnene har fået slået idéen hjemme hos forældrene. –

Imidlertid var tiden gået, og det var ved at blive mørkt. Jeg sagde farvel til børnene og gik ind i toget. Toget var hverken oplyst eller opvarmet; men efter at vi havde haft et kvarters tids ventetid i toget, satte det mørke tog sig i bevægelse efter Aabenraa. Konduktøren efterså vore billetter ved hjælp af en karbidlygte; så længe han var i kupéen, havde vi lys.

Man kan ikke påstå, at det var nogen særlig festlig ankomst til Aabenraa; men vore oplevelser tidligere på dagen var så rige, at den sidste times kulde og mørke ikke kunne slå humøret ned.

På Aabenraa banegård traf jeg min slægtning, købmand Hans Michelsen, Aabenraa og hans søn, Kristian fulgte mig ud til byens udkant til sin bedstemors, min kusines gård, hvor jeg skulle bo sammen med min bror, Anders, som var ankommet samme dag ved middagstid.

Første gang jeg hilste på hver af mine slægtninge, sagde jeg efter den sædvanlige hilsen: ”Nu er vi her igen!”. Det var en uendelig fryd for mig efter 21 års forløb at kunne sige denne lille sætning. I det lille ord ”igen” lå udtryk for sejrsfølelsen, at nu var retten ført igennem til sejr, og at nu fik vi herlig og ufortjent oprejsning for ydmygelsen i 1899. Min bror og jeg fik udvisningsordre den 3. januar 1899.

Tak til Vibeke Horsnhøj-Svensson for dagbogen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *