Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). I begyndelsen af maj faldt han på en patrulje og slog det ene ben så slemt, at lægerne troede han havde brækket det. Han blev derfor bragt bagud, og selvom det vidste sig ikke at være så alvorligt med benet som først antaget, kom han i de følgende måneder til at opholde sig på forskellige lazaretter bag fronten.
La Fere den 26. juni 1915
Mange tak for brevene, det lange af 21. og af 22., de er rigtig ankomne, og tak for de fem mark; nu trænger jeg ikke til mere, da jeg nu atter får fuld lønning. Der er sikkert faldet mange gode folk nede ved Moulin sous Tourent. Kampene varer vist ved endnu, og franskmændene har endnu forreste grav. Hvad folk fortæller derudefra, er rædselsfuldt. Det overgår sikkert i enhver henseende, hvad jeg i sin tid var med til ved Soissons. Dér var kanonaden måske stærkere; jeg hørte jo også kanonaden ved Moulin; men forskellen var, at ved Soissons blev vi beskudt med bare let feltskyts af kaliber 7,7 cm og 10,5 cm, medens det her var 15 og 18 og 21 cm haubitser. Var vi bleven beskudt med dem ved Soissons, var ikke én kommet til at
storme. […]
Det glæder mig at høre lidt om familie og venner dernede; gid jeg kunde have været med på den tur; det må have været forfriskende for dig, mor. At jeg kommer hjem på orlov, tror jeg næppe; jeg undrer mig, at jeg ikke er sendt til fronten allerede. Her er jo en mængde letsårede fra Moulin, og den behandling, de får, er mildest talt hårrejsende. Således har én fået en kugle gennem underarmen for fjorten dage siden. Han har i dag måttet stå og lave geværgreb en time, skønt såret blødte igennem forbindingen og han viste feldwebelen det. En anden, som har fået en svulst opereret væk under fodballen, måtte forleden eksercere en hel time, skønt hele fodballen var et åbent sår. Der tages sandelig ikke med handsker på os, og dog er jeg sluppet lempeligt igennem. Når jeg siger, at jeg ikke kan eksercere, så bliver jeg også fri og slipper med at skulle sidde og skrælle kartofler. Nu tænker jeg, jeg skal til lægeundersøgelse i morgen, og er meget spændt på udfaldet. […]
Så nu har jeg været hos lægen; han sad længe og så på den, uden for øvrigt at undersøge den, og ordnede til sidst omslag. Sanitetsunderofficeren, som er en meget vigtig og brysk herre, gav mig ganske vist omslaget på et sted, hvor benet slet ikke fejler noget; men det må han jo forstå. Jeg skal komme om fire dage igen.
Nu er jeg på vagt hvert andet døgn. Vi har fem forskellige poster at stille. I går fik jeg én, som jeg ikke gerne vilde have igen: jeg skulde bevogte en gitterport ind til kasernegården og skulde forhindre civilpersoner i at komme derind. Ved middagstid kommer der så en mængde fattige og sultne børn, som tigger mig om at få lov til at komme ind til kokkenerne. Først kom en sekstenårig, forhungret dreng; han forklarede mig, at han måtte arbejde for kommandanturen uden at få så meget som en penning derfor, og han vidste ikke, hvor han skulde få noget at spise. Det var svært at skulle nægte ham adgang; man kunde se på ham, at han i lang tid ikke havde fået noget at spise; men der var intet at gøre. Jeg talte hans sag for pladsunderofficeren, men han afviste det koldt og hånligt, og så kunde jeg ikke mere. Drengen viste mig, hvor meget han havde tabt – „malheur la
guerre!” Før havde han haft sin maverem i det hul, og nu havde han måttet spænde den en hel snes huller strammere, og resolut tog han sin lommekniv og skar en lang ende af remmen og sagde, at et sådan stykke havde han engang før måttet skære af. Men hvad hjalp det? – Og værre blev det, for nu kom der hele skarer af børn, som belejrede porten, og jeg måtte gang på gang jage dem væk. Jeg vilde så gerne skaffe dem middagsmad, men vidste i alverden ikke, hvordan jeg skulde bære mig ad. Da kom en gammel soldat igennem porten lige fra køkkenet med sin portion mad, som han vilde hjem med – Pst! sagde jeg til ham, giv børnene ærterne, du kan jo sagtens hente dig en ny portion! Og ærterne blev delt. Men af den slags gamle familiefædre er der ikke mange; men den gode skæbne vilde, at jeg fik fat i et par unge franskmænd, som arbejdede på kasernen; de fik børnenes spande, én efter én, og så hentede de mad i køkkenet; en voksen kvinde fortalte mig, hvem af børnene der navnlig trængte, en af dem havde syv små søskende, moderen var død og faderen i krigen, han fik en særlig stor spandfuld. Derimod var der en velhavende mands søn, som kom for at få noget til sin hund, og han måtte drage af. Da jeg kl. ét blev afløst, var der kun en lille pige tilbage; hun græd sine modige tårer, fordi hun nu troede, at hun ikke fik sin spand; men kort efter så jeg hende fra vagtstuen gå glædestrålende forbi. Når man har lidt god vilje, lader meget sig gøre, uden at man derfor behøver at overtræde sine instrukser; men jeg vil helst forskånes for at se så megen elendighed, og næste gang kan jeg måske ikke hjælpe. […]
For øvrigt er her meget ubehageligt, skiddent og fuldt af utøj. Der er mere utøj her end i skyttegraven, og dog er her lejlighed nok til at slippe fri for det. Så snart én i skyttegravene melder, at han har fået utøj, bliver han straks sendt til Lagny, hvor alt hans tøj bliver uddampet og han selv lagt i varmt bad – og her, så langt fra fronten, bliver der ikke gjort det allerfjerneste; i stedet for skal vi marchere, eksercere og gøre alt muligt dumt tøj, akkurat som det falder de herrer ind.
Nu mange hilsner til jer alle.
Jeres hengivne Kresten
Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen
(Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her)
