3. juli 1914. “Revolverskuddene i Sarajevo har muligvis reddet Liv og Helbred for Titusinder eller Hundredetusinder”

Flensborg Avis, den førende danske avis i Sønderjylland, analyserer verdenssituationen på baggrund af den internationale presse:

Verdens Gang

Den i Gaar meddelte Efterretning om, at Myndighederne i Wien vil henvende sig til Serbien for at faa Undersøgelser foretaget der, har vakt nogen Forundring. Ikke selve Anmodningen; man mener, at den serbiske Regering uden videre vil gaa ind herpaa. Men Sagen er bleven meddelt i en Form, der, som et tysk Blad siger, maa virke alarmerende. Den østerrigske Udenrigsminister har taget sin Beslutning efter en forudgaaende Raadslagning med Rigskrigsministeren og Generalstabschefen. “Dette kunne betyde: Der skal straks erklæres Krig, hvis ikke Serbien giver et tilfredsstillende Svar.”

Hvis Østerrig ikke, som Studenterne i Wien forlangte forleden Dag, vil føre en Hævnkrig mod Serbien, tør det dog nok antages, at Fyrstemordet i Bosnien ikke vil have mere Blodsudgydelse til Følge. Mange har endog ment, at med Ærkehertug Franz Ferdinands Bortgang er faren for en Krig i Almindelighed bleven mindre; Revolverskuddene i Sarajevo har muligvis reddet Liv og Helbred for Titusinder eller Hundredetusinder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *