Tag-arkiv: smugleri

Aviser

4. november 1918 – Hejmdal: Tyskerne og Nordslesvig

Skriv en kommentar

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Tyskerne og Nordslesvig


Et Andragende, et Veto og to Opraab
Tyskerne i Holsten og Slesvig har begyndt at røre paa sig. Efter en mindre Forberedelsesild paa enkelte Steder har de ved Udgangen af den forløbne Uge pludseligt, om end langt fra uventet, fra tre forskellige Fronter paabegyndt en kraftig Offensiv mod den danske Befolkning i Nordslesvig, idet baade Provins-Udvalget for Provinsen Slesvig-Holsten, Den tyske Forening for det nordlige Slesvig og Det Tyske Udvalg for Hertugdømmet Slesvig samtidigt har aabnet for deres Harme mod Tanken om Muligheden af Nordslesvigs Afstaaelse til Danmark.
I Lørdags Eftermiddags modtog vi gennem Wollfs Bureay følgende Meddelelse:

Provins-Udvalget for Provinsen Slesvig-Holsten
har den 30. Oktober i Aar rettet følgende Andragende til den kongelige Statsregering:
“Provins-Udvalget for Provinsen Slesvig-Holsten holder det efter indgaaende Raadslagning endrægtig for sin Pligt at rette en indtrængende Bøn til Rigs- og Statsregeringen om nu som før med al Bestemthed at forkaste enhver som helst Afstaaelse af nordslesvigsk Jord. Slesvig-Holsten har i hele sin hidtilværende Bestaaen i Aarhundreder været en udelelig Enhed. For dets Befrielse fra Fremmedherredømmet og dets udelte Samhørighed, for Opretholdelse af tysk Sæd og Skik har Slesvig-Holstenerne i mange Aar bragt utalte Ofre og med alle tyske Stammer udgydt deres Blod i hede Kampe.

Afstaaelsen af en Del af Nordslesvig vilde atter bringe trofast prøvede Brødre under Fremmedherredømme, en Uret, der aldrig vilde kunne sones.


Dagens Nyheder


Postanvisninger til tyske Krigsfanger
i amerikanske Lejre i Frankrig er for det første endnu ikke tilladte, meddeles der officielt.

Schleswigsche Grenzpost og Telegrammet til Kejser Wilhelm
Angaaende det i Torsdags under Overskriften “For Kejser og Rige” meddelte Telegram fra det tyske Fædrelandspartis Kredsafdeling i Haderslev til Kejser Wilhelm, hvori der bl. a. udtaltes, at Affenderne hellere vilde gaa til Grunde med Kejser og Rige end leve uden Kejser og Rige og spise deres Fjenders Brød, skriver “Schleswigsche Grenzpost” i sit Nummer for i Fredags følgende:

“For at imødegaa optrædende Rygter peges der hen paa, at det for nylig bragte Telegram fra Fædrelandspartiets herværende stedlige Afdeling udelukkende er blevet meddelt refererende. “Schleswigsche Grenzpost” som saadan staar Tilkendegivelsen fjern.” 

Ved Nævningeretten i Toftlund
forhandledes i Torsdags bl. a. følgende Sager:
Gartner Christensens Hustru i Toftlund stod anklaget for at have overtraadt Højesteprisen for Løg i Sommer. Dommen lød formildende paa 10 Mark. Begrundet paa, at hendes Mand er i Felten, kunde hun ikke følge med i de forskellige Forordninger i Gartneriudvalget.

Frøken Kjestine Rieber fra Lundsmark fik en Bøde paa 100 Mark nedsat til 50 Mark for at være gaaet over Grænsen uden Pas.

Hjulmager Christensen i Toftlund idømtes 100 Mark i Bøde. Anklagede var rejst med Banen til Over-Jersdal, hans Rejsekuffert blev efterset af Gendarmen og beslaglagt med Indhold af Fødevarer, som han havde solgt sydpaa.

(Læs hele Hejmdal fra 4. november 1918)

Ikke kategoriseret

19. juni 1918 – Claus Juhl: “… gendarmerne tænkte anderledes, flere blev endog skudt.”

Skriv en kommentar

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I juni 1918 befandt han sig i Frankrig.

Den 17. om natten stillingsveksel og den 18. før dagens frembrud, afmarch, vi marcherede først til Armentieres, hvor Sorgenfrei blev jordet, og derfra til en by som hed Somme. Vi lå her natten over, og den 19. gik det videre gennem Lille, Ronbaire til byen Herseanne, som ligger ved den belgiske grænse. Det regnede småt hele formiddagen, men det gav for lidt til at bløde den udtørrede jord igennem.

I Herscause fik vi kvarter, disse var for det meste gode, en kammerat og jeg lå hos en slagter. Nu havde han naturligvis ikke noget at slagte, da tyskerne jo førte kontrol med alt ting. Mellem os og kvarterværterne var forholdet godt, vi blev således indbudt på nye kartofler og kaninsteg, og kunne så til gengæld vise vores taknemmelighed ved anden småhjælp.

Smugleriet florerede i stor stil, hver morgen 4-5 kom en hel trop smuglere igennem, enten med korn eller kartofler, det drejede sig altid om fødevarer. I Belgien var disse forholdsvis rigeligere end hinsides grænsen, hvor de store byer Lille, Roubaise og Toreoing lå. Folkene vandrede hele natten for at hente sig en smule kartofler eller korn, de havde såmænd besvær nok med at skaffe sig det. De vidste nøjagtigt at en almindelig soldat ikke gjorde dem noget, hvorimod de havde vældig respekt for gendarmeriet. Jeg synes altid det ligefrem var synd, når de måtte aflevere den smule de havde hentet, men gendarmerne tænkte anderledes, flere blev endog skudt.

Vi var flere gange i Lille, fra Herseanne og til Lille var der rigtignok 13. km, men da den elektriske sporvej var i funktion, kunne vi altid benytte denne. I Lille teater blev der opført forskellige skuespil, skuespillerne var naturligvis tyske, priserne var ikke særlig høje, så vi havde god lejlighed til at benytte os deraf. Der var også altid stuvende fuldt hus, så vi måtte besørge os billetter i forvejen.

Divisionen havde vi hver uge et tog til rådighed til Blankenberghe og Ostende; det var fordi mandskabet kunne få en lille udflugt derop og samtidig bade i Vestervov-vov. Fra hvert batteri kom der 6 mand med ad gangen, jeg var så heldig at komme med den ene gang, desværre var tiden så kort, vi havde kun en dag til rådighed.

Allerede mens vi lå i Menegate var der flere som blev syge, de fik op til 41 grader i feber, men i løbet af et par dage tabte feberen sig, og de følte sig kun slappe. Som regel varede sygdommen kun ca. 5 dage i enkelte tilfælde vel lidt længere, men noget ondartet forløb havde den ikke. Den største part af mandskabet blev angrebet under vort ophold i Herscause, som middel blev der af lægen foreskrevet sprit. Inden for hele divisionen ved jeg kun om et dødstilfælde, og grunden var den, at de flyttede manden, da han havde for høj feber uden at være tilstrækkelig forsigtige. Det var mærkeligt nok, at soldaterne kom så let over denne sygdom.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

Aviser

11. maj 1918 – Ribe Stiftstidende: smuglere og luftangreb

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Tyske smuglere idømt fængsel

To tyske fyrbødere, der af politiet i København var anholdte for forsøg paa at udsmugle 5 kg chokolade, er bleven idømt hver 6 dages fængsel. De havde ikke pengene til at betale bøderne med og har derfor maattet vandre i fængsel.

Nye forfærdelig rædsler fra luften. Angreb paa de tyske byer dag og nat i ugevis.

Den berømte engelske forfatter H. G. Wells offentliggør en interessant artikel i Daily Cronicle, i hvilken han erklærer, at det i løbet af kort tid vil være muligt for de allierede dag og nat at foretage luftangreb paa byerne i Rhinprovinsen. Det vil ikke blive angreb, der saaledes som de tyske paa London, varer nogle timer, men derimod angreb, der varer i uger. Naar dette bliver realiseret, vil man først faa øjnene op for, hvilke frygtelige muligheder, luftkrigen besidder.

Aviser

9. maj 1918 – Ribe Stiftstidende: hvad gemte der sig i kufferten

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Da Amtsforstanderen blev taget ved næsen

En spøgefugl, som havde et godt øje til Amtsforstanderen, hvad jo kan hænde af forskellige aarsager, tog ifølge Hejmdal forleden dag til stationen, slæbende tungt paa en vældig kuffert, som var lige ved at tynge ham til jorden, da han passerede amtforstanderens vinduer.

Aha! tænkte denne, manden har kufferten fuld af smughandelsvarer, flæsk og kød.

Han telefonerede fluks til Tinglev, at man skulde stoppe manden. Denne blev tilsyneladende meget forundret over, at gendarmerne var nysgerrige efter at se, hvad han havde i sin rejsekuffert. Ham krympede sig og var meget fornærmet, og folk stimlede sammen om ham paa perronen. Men der nyttede ingen kære mor, han maatte lukke kufferten op.

Og hvad saa man saa liggende paa bunden af den store kuffert i ensom majestæt – tre smaa stykker smørrebrød!

Hjemmefronten

12. december – Fra Efterretningssektionens journal: Skærpede forhold hos grænsevagterne

Skriv en kommentar

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detch. m. Fcia.

1. Vagttjenesten ved de tyske Grænsebatailloner er i de sidste Dage bliver ret betydeligt skærpet. Saaledes skal anføres:
a. Mandskabet kommer ikke som tidligere stadig paa Post samme Sted. Posternes Fordeling tilgaar Vagtkommandøren i forseglet Konvolut og offentliggøres først, naar Mandskabet er savnet paa Vagten.
b. Bataillonen lader Stadighed 4 Uoff. inspicere i selve Postkæden og 2 Uoff. med Posten bag denne for at anholde Personer, der ikke er forsynet med Pas. Navnlig Patrouillerne bag Kæden skal anholde mange.
c. Vagt[—-] straffes strængt, særlig Posternes Samtale med Uvedkommende.

2. En paalidelig Kilde meddeler:
a. Under et Ophold hos nogle Slægtninge i Skovby har vedkommende Person hørt nogle tyske Off. udtalt, at al det meget Fæstningsværk i Nordslesvig ikke var til nogen Nytte, da Anlæggene ikke er tidsvarende. (Lignende Udtalelser er ogsaa fra anden Side meddelt Detch.).
b. Det i Skovby værende og tidligere indmeldte Ammunitionsdepot ligger umiddelbart op ad Laden til den største Gaard i Byen og er tæt fyldt med Ammunition.

3. Fredsønsker og Misfornøjelser blandt Soldaterne.

4. Tyske Vagtposter fra Gravenshoved har meddelt, at der smugles meget søværts gennem Lillebælt (er meddelt de stedlige Myndigheder).

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

Aviser

16. oktober 1917. Sult: Hundes spises og der smugles

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Over grænsen efter fødevarer

Ved Bisidderretten i Toftlund forhandledes ifølge Dannevirke i onsdags bl.a. følgende sager: Arbejdsmand Frederik Thomsen fra Fjersted stod anklaget for uden pas at være gaaet over grænsen efter fødevarer. Han havde faaet en bøde paa 100 mark. Thomsen havde indanket sagen, for den bøde kunde han aldrig faa betalt, da han slet ingen ting ejede. Amtsdommeren foreholdt Thomsen, at det var tredje gang, han stod anklaget herfor. Dommen blev nedsat til 25 mark. Anklagede, som mødte barfodet i sofaen i retten, svarede dertil: dem faar jeg nok betalt med tiden.

Frøken Anne Johansen fra Mølby stod anklaget for at være gaaet over grænsen uden pas. Anklagede paastod, at hun kun ville besøge sin syge moder. Den hende tilkendte bøde paa 100 mark blev nedsat til 30 mark.

Fru Andersen fra Birkelund og 3 soldater, som laa i kvarter hos den anklagede, havde i fællesskab tilvendt sig et lam og slagtet det. Dommen lød for den ene soldat paa 2 ugers fængsel. De to andre er ved fronten, og der kunde ikke forhandles mod dem. Fru Andersen blev idømt 1 dags fængsel. Hun paastod, at hun havde været uvidende om det hele.

 Stjaalet en hund og spist den!

For nogen tid siden forsvandt en værdifuld terrier, tilhørende en paa Raadhustorvet i Altona boede gæstgiver. Nogle dage efter fik han at vide, at en klejnsmed von Plüsen i Hamborg muligvis var tyven; thi han var mistænkt for at stjæle hunde. Ved en hos ham stedfunden husundersøgelse fandtes et stort antal ben og under disse hundens halsbaand. Anklagede benægtede at have fanget hunde og spist dem; han paastod, at de fundne ben var kalve og svin, som han havde samlet for at sælge dem. En sagkyndig hævdede imidlertid, at det var hundeben. For nogle dage siden blev hundetyven af landsretten i Altona idømt 5 maaneders fængsel.

Hjemmefronten

8. oktober 1917. Dansk grænsegendarm udnytter nøden i Sønderjylland

Skriv en kommentar

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis. I en rapport beretter han bl.a. om smugleriet ved grænsen.

Med hensyn til smugleriet er beboerne derovre ikke så bange for den tyske grænsevagt, som for de danske grænsegendarmer. Enkelte af disse er efterhånden blevet mere og mere ihærdige efter at fange smuglere.

Når det drejer sig om større partier og om folk, der driver smuglerier som en forretning, er dette selvfølgelig prisværdigt, og ifølge deres skrevne instrukser har grænsegendarmerne jo ret og pligt til at anholde alle smuglere, men det virker alligevel pinligt, når f.eks. en kvinde derovre fra, der har trodset faren ved at vove sig herover og med besvær har fået købt lidt af de ting, man mangler så hårdt derovre, eller har fået lidt i foræring af slægtninge eller venner her, og at dette så skal fratages hende ved grænsen.

Beboerne her under den danske befolkning på den anden side det ligeså godt, som de selv har det, og det kan ikke benægtes, at de undertiden har været venner eller bekendte derovre fra behjælpelige med at undgå de danske grænsegendarmer.

Folk synes, det er lige hårdt nok når f.eks. en kone derovre fra – hun sidder ved en lille ejendom og har 6 børn at forsørge – når hun af den danske grænsevagt bliver frataget, som sket er, ½ pd. Kaffe og 2 stykker vaskesæbe, som hun ville føre med sig over, eller når 4 ruller skråtobak, som hun havde købt herovre og ville sende til sin mand ved fronten.

Gendarmen, der øvede denne dåd, blev da også meget skarpt afvist, da han til en nabo ville sælge en rulle af nævnte skrå, skønt han kun forlangte 12 øre eller ca. halv pris for den.

Folk synes ikke, det er nødvendigt, at en grænsegendarm, som sket er, ligger ude på marken i nærheden af grænsen ved nattetid med sin hund for at opsnappe smuglere, og det på en tid, da vedkommende gendarm ikke ”har tur”, som det hedder, eller at en anden gendarms hustru, der har været i Ribe og på hjemvejen cykler forbi nogle sønderjyske kvinder, da hun kommer hjem lader sin mand – således er det – cykle efter dem og anholde dem.

De fleste grænsegendarmer er hensynsfulde og lempelige i deres optræden over for de danske sønderjyder, der passerer grænsen; de forstår, at de i udøvelsen af deres skrevne instrukser bør vise en vis skønsomhed, og det vides, at deres foresatte giver dem medhold i dette. ”Tie stille med den slags”, hedder det.

Kun enkelte er hildet til bogstavens væsen. Folk siger, at de benytter lejligheden til på en billig måde at forøge indboet og forsyne spisekammeret.

Sagen er, at gendarmerne må beholde 60 p. C af de mindre partier smuglergods, de beslaglægger, og resten vurderer de og betaler efter priser, der gjaldt før krigen. Det kan derfor nok være fristende for en lavt lønnet grænsegendarm at benytte sig af sin ret i disse dyre tider. Det er nemlig ikke så lidt, der kan ”reddes” på den måde; men der falder uartige bemærkninger af mellem folk når det ses, at den eller den gendarmfamilie går i tøj eller fodtøj, der er erhvervet fra sønderjyder der.

Fra et enkelt gendarmhjem et det sivet ud, at man nu havde et helt lispund smuglerkaffe oplagret. Så syntes folk, at dette nu gerne kunne slå til, og da gendarmen fra dette hjem en aften kom ”slæbende” med et par stakkels kvinder til ”afklædning” i bogstavelig forstand hos hans hustru råbte en del unge efter ham, om han ikke snart havde nok.

Sønderjyderne ved godt, hvem af gendarmerne de især skal tage sig i agt for, og de er meget forbitrede på de værste af dem. Det lød ganske tragikomisk, da en sønderjysk kvinde efter at hun havde udstået en grundig afklædning og var kommet hen til en bekendt, i sin harme mod gendarmerne udbrød: ”Bare vi havde vore unge folk hjemme derovre; de skulle gå herover og gennembanke sådanne karle”.

(Forsigtighed udbedes, at ikke meddeleren skal blive udsat for dette sidste fra gendarmkorpsets side).

Af redaktør Willemoës notesbøger, bind III

Hjemmefronten

2. oktober 1917. Smugleri ved grænsen

Skriv en kommentar

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis. I en rapport beretter han bl.a. om smugleriet i sommeren 1917.

Angående livet og forholdene her ved grænsen er der i månederne april, maj, juni og juli ikke sket megen forandring. Færdslen over grænsen er foregået omtrent samme omfang som tidligere. Næsten daglig eller rettere ved nat er der kommet sønderjyder herover, deriblandt adskillige desertører, der var hjemme på orlov, eller unge mennesker, som var indkaldt eller ventede at blive det. En del ældre bosiddende mænd har af og til været på besøg herovre, og flere af dem har haft penge med, som de uanset den lave kurs har anbragt i danske banker eller Sparekasser. Men de fleste, der er gået herover, er kvinder og drenge, og formålet med deres besøg i de allerfleste tilfælde har uden al tvivl været at drive lidt smugleri. Næsten tiltrådte stier i kornet flere steder ved grænsen vidner om livlig færdsel.

Enkelte smuglere bliver grebet af tyske grænsesoldater, og hvis forseelsen bliver indmeldt, får vedkommende en mindre bøde. – En pige fra R, der af og til er kommet til H for at besøge sin derboende kæreste, blev en aften i juli måned anholdt af en tysk patrulje og måtte en tur til Flensborg. At hun angav som grund til sit besøg herovre, at hun havde besøgt sin forlovede, kunne ikke hjælpe hende. Hendes anden grund, at hun havde hentet lidt fødevarer til familien derhjemme, var mere en formildende omstændighed, mente hun. Hun blev idømt en bøde på 100 rigsmark, en sum, hun dog mente at kunne få nedsat. Pas herover kan hun ikke få, da hun har en broder, der er gået til Danmark.

De danske sønderjyder klager over, at det mest er tyskere, der får de såkaldte dags-pas til Danmark, som er gyldige i 3 måneder. Hvem der har slægtninge, der er deserterede, kan ikke få pas. Et par kvinder hvoraf den ene har to brødre, der er gået herover, den anden én, havde dog fået pas og har adskillige gange været herovre. De havde ikke hjemme i samme kommune, som deres brødre og autoriteterne kendte derfor ikke til at begynde med forholdet, men da de opdagede det, blev passene dem frataget skønt den ene kvindes mand er falden i krigen. Man mener, at udstedelsen af disse pas afhænger af de lokale myndigheders, kommuneforstanderes og amtsforstandernes skøn og velvilje.

Men fra dansk side begynder man at forlange pas af alle, der vil gå over grænsen.

Det ser underligt ud og gør os ondt, siger de danske sønderjyder, at danskerne begynder at gøre vor tilladelse til at gå over grænsen til Danmark afhængig af de tyske pas, som næsten ingen af os kan få, og at de danske grænsegendarmer begynder at vise os tilbage, når vi ikke har pas, medens de lader tyskerne, der kan få pas, gå over. Vi synes da ikke, at vi forbryder os mod Danmark ved, at vore sønner og brødre unddrager sig kampen for Tyskland og drager over til det land, der er vort rette fædreland.

Af redaktør Willemoës notesbøger, bind III

Aviser

30.juli 1917 – Ribe Stiftstidende: smuglerier ved grænsen

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Hjælpetjenestepligtige

Krigskontoret i Altona opfordrer igen hjælpetjenestepligtige til at melde sig til anvendelse i det besatte omraade. Disse hjælpetjenestepligtige skal i førsterække frigøre soldater ved at indtage deres pladser. Arbejdsbetingelserne er gode  – i de fleste pladser ydes der fri forplejning.

Smuglerier ved grænsen

Forleden forsvandt en barber fra Skodborg over Kongeaaen ved Skodborghus med ca. 1000 stkr. sæbe. Efter forskellige undersøgelser er nu trikotagehandler Damm i Vejen i fredags bleven anholdt, sigtet for at have været behjælpelig med udsmuglingen af denne eftertragtede vare, hvoraf han siden begyndelsen af marts paa forskellig maade har indkøbt 6-7000 stykker.

Togfører Bötel fra Flensborg,

der den 20. juli ved Landsretten i Flensborg blev dømt for ikke at have anmeldt henholdsvis afleveret til Centralindkøbsselskabet flere tusinde stykker sæbe, som han havde indført til Tyskland, blev i lørdags aftes efter herredsfogeds Boss ordre anholdt, da han ankom til Vamdrup. Paa det værelse, hvor han overnatter, fandtes 46 stkr. sæbe. Han er anholdt som sigtet for at have udført de ovennævnte partier sæbe ulovligt. Han nægter imidlertid at have udført andet end faa, 3-4 stykker ad gangen og hævder, at en del af den ovennævnte sæbe, nemlig 2000 stkr., havde han købt i Farris syd for grænsen! Hr. Bøtel, der tidligere af herredsfoged Boss er idømt en bøde paa 150 kr. for udsmugling af gummi, fortæller i øvrigt, at han har appelleret Flensborg Landsrets dom til Oberlandesgericht. Foreløbig sidder han anholdt. De 46 stykker sæbe, der fandtes paa hans værelse, har han dog indrømmet at have købt til udførsel.

Sæben under kupeesæderne

Der fandtes natten mellem 23. og 24. juli under kupeesæderne i en vogn i Vamdrup skjult ca. 800 stk. sæbe, som man fik fat i, før det blev udsmuglet. I nat har politiet anholdt en tysk pakmester som sigtet for dette udsmuglingsforsøg. Men foreløbig nægter han.

Faldne

Den 21. juli er gaardejer Christian Petersen fra Egen falden i Frankrig.

I tabslisten meddeles, at Friedrich Godt fra Egen er falden.

Den 19. juli modtog H. Sauerberg og hustru i Haderslev efterretning om, at deres yngste søn Aksel er død i et lazaret i Berlin.

I tabslisten meddeles, at Christian Andresen fra Ankel-gaard i Sønderborg kreds er død af sygdom.

Saarede

I tabslisten meddeles, at Nikolaj Nissen fra Bisgaard og Hinrik Marcussen fra Avnbøl er haardt saarede.

Som let saaret opføres Jørg. Krise fra Gørding i Danmark.

Kaadner Laust Lauritzen fra Sønderholm ved Hygum er bleven haardt saaret.

I tabslisten meddeles, at Nis Hansen fra Bjerndrup og Nikolaj Jessen fra Bjerndrup i Aabenraa kreds, Peter Mikkelsen fra Lysabild og Hans Rasmussen fra Røllum er haardt saarede.

Overmatros i reserven Heinrich Hofmann fra Aabenraa er haardt saaret.

Rasmus Christensen fra Arnitlund er bleven saaret ved et ulykkestilfælde.

I tabslisten meddeles, at Thomas Schmidt fra Løjtkirkeby, der var i fangenskab i St. Petersborg, er udvekslet og befinder sig paa reserve-lazarettet i Flensborg.

Savnede

Niels Clausen, søn af mælkehandler L. Clausen i Haderslev er savnet siden den 14. juli.

I fangenskab

Just Frank fra Skodborg, Peter Jørgensen fra Hønning Mark, Markus Nissen fra Holmgaard og Christian Schøler fra Hejsager, der har været meldt savnede, er i fangenskab.

Heinrich Christensen fra Rødekro, der har været savnet, er i fangenskab.

 

Aviser

23. juli 1917 – Ribe Stiftstidende: forældrene led nød

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Forældrene led nød

For at være gaaet over grænsen ad ulovlige veje stod tjenestepige Mathilde Fuglsang fra Over Lert i fredags anklaget for Landsretten i Flensborg. Hun havde herfor faaet et straffemandat paa 150 mark, men var ved Bisidderretten kun bleven dømt til en pengebøde paa 30 mark. Den anklagede tilstod at være gaaet over grænsen og tilbage ad ulovlige veje og uden pas. Hun havde ifølge Flensborg Avis gjort dette for at hente levnedsmidler til sine nødlidende forældre. Hun var allerede en gang i forvejen dømt for en lignende forteelse. Dommen lød paa en bøde paa 60 mark samt omkostningerne.

Faldne

I tabslisten meddeles, at Jørgen Lorenzen fra Lysabild er falden.

Gaardejerenke Marie Schmidt i Sundsmark i Ulkebøl paa Als har modtaget meddelelse om, at hendes eneste søn Jørgen den 8. juli er falden ved Vestfronten, 22 aar gl.

Nis R. Godt og hustru i Egen har modtaget efterretning om, at deres søn Frederik er falden den 14. juni, 21 aar gl.

Savnede

I tabslisten meddeles, at Paul Busk fra Vejbøl og Peter Kruse fra Rangstrup er savnede.

I fangenskab

Christian Dall fra Københoved, Franz Fidder fra Grøngrøft, Peter Ohrt fra Lysabild, Thomas Paulsen fra Barsbøl og Christian Schmidt 2. fra Aabøl, der hidtil har været savnede, er i fangenskab.

Endvidere meddeles, at Hans Maibaum fra Østerby (kredsen er ikke anført) og Peter Petersen fra Hajstrup ifølge private meddelelser er i fangenskab.

 

Aviser

11. juni 1917 – Ribe Stiftstidende: smuglerisag

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Smugleri som forretning

Dannevirke meddeler: Ved Bisidderretten i Haderslev stor i torsdags arbejdsmand L. Preusse fra Maugstrupskov anklaget for overtrædelse af Belejringsloven, idet han uden tilladelse eller pas havde overskredet den dansk-tyske landegrænse. Der svæver for tiden 4 sager af samme slags mod den anklagede, der ikke var mødt. Hans sagfører, advokat Vogelgesang mente, at han formodentlig sad arresteret i Danmark for smugleri og vel først vilde komme tilbage om nogle uger. Retsformanden mente ligeledes, at han var erhvervsmæssig smugler. Ved det første forhør i Amtsretten havde han tilbudt en af embedsmændene sæbe og desuden tilbudt senere at smugle for Amtsretten.

Hjemmefronten

4. april 1917. Kun i præstegården smugles ikke – tror præsten i hvert fald!

Skriv en kommentar

Redaktør N.C. Willemoës på Ribe Stiftstidende var usædvanligt velinformeret om forholdene syd for Kongeågrænsen. I hans notesbøger findes talrige notater om stort og småt.

I den sidste del af marts måned var den ulovlige færdsel over grænsen fremdeles meget livlig; man har set folk komme over i flokke på indtil 7 personer, næsten udelukkende kvinder, og smugleriet drives i stort omfang.

Man fortæller ovre fra Roager sogn, at præsten derovre ved en lejlighed, hvor smugleriet kom på tale, udtalte, at der i hele sognet næppe var mere en ét hus, der kunne sige sig fri for smugleri. Dermed mente han præstegården. Men da præsten var gået, blev det snart oplyst, at præstens husholderske havde været i Danmark to gange for at hente fødevarer over. Præsten ville gerne have god mad, vidste hun.

Da det kniber med at gøre de indkøb man ønsker i Ribe, rejser der nu adskillige længere nord på til Bramminge eller Esbjerg, for at gøre indkøb. I toget, der kommer til Ribe kl. 6 om eftermiddagen, kan man stadig træffe sønderjyder. Man kan let kende dem. De er forsigtige i deres optræden, har et noget spændt ansigtsudtryk og er meget vagtsomme over for enhver ny person, der stiger ind i toget. Deres forehavende præger dem. Det var dem ikke i kødet båren at være smuglere; de er uvante med dette arbejde. Det var nøden, der drev dem til det. – Giver man sig i samtale med dem, røber sproget og udtryksmåden dem straks. Desuden medfører de velspækkede håndtasker eller rygsække, og lommerne i deres tøj bugner af velstand. –

Fra Ribe tager en del bil til grænsen, men mange må benytte apostlenes befordring, og det er ofte meget anstrengende ture, mange må gøre, førend de når over grænsen til deres hjem. På denne side er de danske grænsegendarmer efter dem, og på den anden side må de søge at undgå de tyske grænsesoldater, der ikke længere holder af at være medvidere i deres færd, siden flere soldater er blevet straffet for at have ladet folk passere over.

Man finder mange vidnesbyrd om sønderjydernes natlige færd ved grænsen. Et sted på en lille vej tæt ved grænsen er der spildt kaffebønner, et andet sted ligger der en lang stribe risengryn. Flere stykker vaskesæbe har man fundet på marker op til grænsen; på en mark endog et helt sigtebrød. Disse ting er snarest tabte, når smuglerne hat måttet løbe for at slippe fra grænsevagten.

Nogle få bliver grebet af de danske grænsegendarmer. De får da deres smuglergods konfiskeret, men drejer det sig kun om fødevarer eller lignende, som de bærer med sig, bliver de ikke idømt nogen bøde, men deres ”varer” bliver i reglen ikke konfiskeret, siger man derovre fra. I den sidste tid har der været så mange anholdelser derovre, at man har fundet det for besværligt at føre alle de anholdte til Flensborg; flere har fået deres ”forseelse” takseret i Skærbæk.

Der er visselig ikke lystture, sønderjyske kvinder foretager herover i disse tider for om muligt at skaffe sig lidt af det, de mangler mest til livets ophold. Et enkelt træk blandt mange skal anføres: Den 26/3 17 kom to kvinder derovre fra hen på aftenen ind i køkkenet i et hus på Høm Mark, hvor der endnu var lys. De var belæssede med mange pakker, var våde og meget trætte og forkomne. Da de læssede byrderne af, faldt en pakke ned på køkkengulvet. Papiret om den gik itu, og det dejligste danske vaskesæbe trillede ud på gulvet. Pakken indeholdt 20 stykker. – Kvinderne var gået vild; de troede, de var på tysk side; thi de var på deres vej fra Danmark kommet forbi den tyske grænsevagt og vidste ikke, at de igen var kommet til Danmark. Deres hjem lå omtrent en mil syd for grænsen. De turde ikke gå ud igen, troede ikke, at de kunne vende hjem den nat, men bad om at få lov til at blive siddende i køkkenet til det gryede ad dag. Konen i huset kogte kaffe til dem, og de fik noget at spise, for hvilket de var meget taknemmelige. Så sad de i køkkenet eller lå på køkkengulvet natten over, og det lykkedes dem at komme over grænsen ved daggry.

Redaktør Willemoës’ notsbøger

Hjemmefronten

25. marts 1917. Storsmugleren “Tante Frederik”

Skriv en kommentar

Redaktør N.C. Willemoës på Ribe Stiftstidende var usædvanligt velinformeret om forholdene syd for Kongeågrænsen. I hans notesbøger findes talrige notater om stort og småt.

Fra grænsen syd og øst for Ribe, d. 3/3 17, fortsat

Ved slutningen af sidste uge så det ud til, at der ville indtræde en standsning i færdslen over grænsen. Der var sket en del anmeldelser derovre om trafikken til Danmark. – En tysker (Jørs?) fra Birkelev, der ofte kom til Ribe og blandt andet drev en del smugleri, var en dag blevet anholdt i Ribe, frataget det indkøbte smuglergods og idømt, siger man, en bøde på 25 kr. Da han derefter tomhændet gik tilbage over grænsen, kom han ifølge med et par andre smuglere, som havde velfyldte rygsække med sig. Af misundelse fortæller man derovre fra, meldte han sine to ledsagere.

En skolelærer fra Roager havde meldt en grænsesoldat, fordi denne havde ladet folk passere over, deriblandt skolelæreren selv. Soldaten fik 3 ugers fængselsstraf, men manden fra Birkelev og skolelæreren blev ikke straffet, fordi de, som det blev udtalt af præsten (Fischer Benzon) derovre, havde været i Danmark af ”politiske hensyn”.

Vedkommende soldat var meget forbitret over den straf, der overgik ham, og udtalte til værten i sit kvarter, at alle djævle var nu også løse i Tyskland for tiden, hvortil værten, en god dansk mand, bemærkede, at det havde de været længe.

En kone, der blev anholdt af en modvillig grænsesoldat, da hun ville gå over til Danmark, anførte til sit forsvar, at flere andre navngivne kvinder havde været herovre.

Der blev så rodet op i sagerne og gjort indberetning, hvad der medførte skærpede instrukser til grænsevagten om, at der slet ingen passage måtte finde sted over grænsen. Der gik så et par dage, da det var meget vanskeligt at kommer herover.

Den før omtalte husholdersker, der den 16/2 var gået herover med et par småpiger, for at de kunne få talt med deres far, der er deserteret herover, var nær ikke kommet tilbage igen med børnene. Hun gik fra den ene post til den anden og blev et stykke vej fulgt af en soldat på den anden side, indtil hun langt om længe ved midnatstid traf en medgørlig vagt, der lod hende gå over; men hun lovede for, at hun ikke skulle herover igen uden at have aftalt tid og sted med en vagt. – Børnene var naturligvis blevet instruerede om, at de ikke måtte fortælle nogen, at de havde været i Danmark at besøge deres far, og da den 6-årige pige en dag blev spurgt om hvorledes hendes far havde det, svarede hun, at han havde det godt, for han var derovre, hvor de spiste hvedekage.

Lørdagen den 24/2, kort efter at de skærpede instrukser var udstedt, kom en kone fra Spandet til grænsen ved Hømlund og bad en vagthavende grænsesoldat om at få lov til at gå over til Danmark. Han turde imidlertid ikke lade hende passere, men tog hende med hen til vagthuset, hvor feltwebelløjtnanten fra Spandet netop på den tid opholdt sig. Løjtnanten gav hende da lov til at gå over, når hun ville være tilbage igen om to timer. Den menige soldat fortalte naturligvis dette til sine kammerater, og så gik det lettere igen med færdslen til Danmark.

Samme aften gik en ældre mand fra Gabøl en ung utjenstdygtig karl fra [her mangler der tilsyneladende en fortsættelse at teksten]

Fra grænsen syd og øst for Ribe, 25/3 17, fortsat

En professionel smugler har man også i denne grænseegn; det er en ældre ungkarl, der har bopæl forskellige steder på den anden side grænsen, et ejendommeligt individ der går under navnet ”Tante Frederik”. Noget indskrænket er han, men til at smugle, har han gode gaver.

Før krigen smuglede han varer ind i Tyskland fra Danmark, tændstikker og andre småting, som han kunne bære over.

Det tyske toldvæsen var ofte efter ham, men han kom næsten altid alligevel godt fra smugleriet. Nu under krigen er han i travl virksomhed med at smugle varer ud fra Danmark til Tyskland. Han er godt kendt; han går i pjaltede klæder, om sommeren i bare fødder, om vinteren med træsko på duknakket og i en slæbende gangart.

Når han toner frem ved et hegn eller på en afsides vej, omtrent som man tænker sig Jerusalems skomager færdes, hedder det gerne: ”nå, nu er Tante Frederik herovre igen!” Børnene især finder, at han er en interessant fremtoning, og de løber ofte efter ham for at få ham til at se på nærmere hold.

Tidligere købte han sit smuglergods i grænseegnens brugsforeninger, men nu, da dette ikke kan lade sig gøre mere, går han til Ribe. Han bærer varerne i en stor rygsæk og har foran på sig en del pakker, der kan veje op mod denne.

Når han kommer i nærheden af grænsen skjuler han varerne, som oftest i en lille fyrreplantage eller på en lynghede ikke langt fra grænsen. Derefter går han ud til en eller anden af grænseboerne med hilsen eller bud derovre fra, og han får sig da en hjertestyrkning i form af mad og drikke.

På denne del af turen har han ikke noget imod at møde en af de danske grænsegendarmer; han er jo da uantastelig, og han vil godt, at de skal se ham færdes tomhændet derovre. Siden, når tiden er belejligt, bærer han smuglergodset over grænsen i mindre partier. – De danske grænsegendarmer har ofte været på vagt ved veje eller krat efter ham, men de kan ikke fange ham; han skifter stadig rute og forstår altid at krydse uden om dem.

Forrige søndag blev han dog pågrebet af den tyske grænsevagt. Han havde da taget sig for ved aftentid at føre et par børn over grænsen, syd for Høm, for at de kunne besøge deres bedsteforældre, som bor på denne side af grænsen.

Børnene blev ført til Roager, hvor de måtte blive natten over, men de blev næste dag ført til deres hjem i Fjersted af selve grænseløjtnanten fra Roager. Frederik måtte derimod under politiledsagelse en tur til Flensborg, hvortil han ankom anden dags morgen; men allerede samme dags aften var han fri og marcherede straks nord på, gik i sine fladbundede træsko fra Flensborg til Over Jerstal og tog derfra med lillebanetoget hjem til Fjersted. –

 Den 25/3

I går gik det omsider Frederik galt herovre. Han havde været i Ribe og gjort indkøb, men da han på vejen til grænsen var kommet omtrent en halv mil sydøst for Ribe, blev han indhentet af en cyklende statspolitibetjent fra Ribe og anholdt. Han søgte at sno sig fra betjenten ved at foregive, at han tjente på en gård i Høm, havde været i Ribe at gøre indkøb, da han skulle ud til sikringsstyrken osv. Hans udflugter hjalp ham imidlertid ikke. Varerne – han havde for 23 kr. – blev konfiskerede, og 10 kr., han havde hos sig i penge, måtte han betale i bøde. Det eneste, betjenten lod ham beholde, var et indrammet billede han havde fået i Ribe samme aften, kom han til Høm. Han var noget slukøret, da han fortalte om sit uheld i et hus, hvor han gik ind, og han var meget utilfreds med, at han denne gang måtte gå tomhændet tilbage over grænsen.

Redaktør Willemoës’ notesbøger

Aviser

26. februar 1917 – Ribe Stiftstidende: børnearbejde nødvendigt

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Børnene organiseres. Skoleungdommen og landbrugsarbejdet

Det vil herefter paa en omfangsrig maade blive gennemført, at skoleungdommen bliver holdt til at hjælpe ved landbrugs- og havearbejder. Byernes skoleungdom af begge køn fra det 12. aar af skal i aaret 1917 stærkere end hidtil tages i brug baade ved foraarsarbejdet og høsten.

Skoleforbund , ledere og lærere skal i forstaaelse med forvaltningsmyndighederne, den militære ungdomsforberedelse og forældrene træffe de nødvendige forberedelser. Skolemyndighederne skal affatte nøjagtige lister over samtlige skolebørn fra det 12. aar, der er rede og godt egnede til dette arbejde.

Overledelsen af de militære ungdomsforeninger affatter lister over deres egnede unge medlemmer. Disse lister vil indtil 10. marts blive indrettede for garnisonskommandoerne eller besørgelsestederne, og derpaa meddelte til landbrugskredsene.

I landlige distrikter vil det eventuelle overskud blive meldt hos den nærmeste bys besørgelsested. Naar ungdommelige personer ikke mere besøger skolen, men endnu ikke er hjælpetjenstpligtige og heller ikke hører til et ungdomskompagni, kan de melde sig direkte hos besørgelsesstedet.

I øvrigt er anvisningen af ungdommelige arbejdere, arbejdsgivernes forpligtelser osv. nøje reguleret.

Uheldigt smugleri

Den 17. november i fjor blev købmand Baruba og lokomotivfører Runge ved Flensborg landsret idømt følelige pengebøder, sidstnævnte fordi han havde smuglet hygiejniske gummivarer fra Danmark til Tyskland og 6 store febertermometre i den omvendte retning, medens Baruba havde købt gummivarerne og forskaffet ham termometrene. Barubas revision mod landsrettens dom er af Rigsretten i Leipzig bleven forkastet som ugrundet.

Ikke flere koppetilfælde i Haderslev kreds

Foruden de to tilfælde af kopper paa Kastrup fattiggaard er der ifølge Dannevirke ikke forekommet flere tilfælde i Haderslev amt. En person i Fredsted, som er syg, og hvis tilstand har givet anledning til en del rygter, har,  efter hvad kredslægen har forstaaet, skarlagensfeber.

Aviser

9. april 1916. Arrestation og understøttelse

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Udbetaling én gang for alle i stedet for årsrente.

Der er ifølge ”Hejmdal” forelagt Rigsdagen et lovforslag om, at personer, der har krav på krigsførelse, efter andragende kan blive affundet med en kapital til at erhverve sig eller sikre sig egen grundejendom i byen eller på landet. Modtagerne må være mellem 21 og 55 år; det må ikke kunne ventes, at forsørgelsesgrunden bortfalder, og der må være sikkerhed for en gavnlig brug af pengene. Det drejer sig kun om militære fra stabssergenter nedad.

Som affindelsessum betales ved det fyldte 21. år det 16-dobbelte, 22. år det 15 ¾ dobbelte og nedad til ved det 55. år det 7½ dobbelte af årsbeløbet.

Gifter en affunden enke sig igen, så skal summen inden 3 måneder efter brylluppet tilbagebetales, for så vidt den overstiger det samlede beløb af de årspenge, der i mellemtiden ville have været forfaldne. Under særlige omstændigheder kan der helt eller delvis ses bort fra tilbagebetalingen. Ved lovforslaget vil regeringen fremme bosættelsen af selvstændige landmænd eller næringsdrivende.

Apoteker Wilckens arrestation.

En ung, dansk mand, der i en halv snes dage har siddet arresteret i Flensborg for overtrædelse af et forbud, bekræfter, at apoteker Wilckens er arresteret i Flensborg. Han har talt med en fiskehandler Brücke, der har været anholdt i samme affære.

Apotekeren havde købt nogle medicinalvarer, der skulle sendes til Brückes adresse og overleveres til en skipper, som skulle føre dem ud. Postvæsenet havde imidlertid fattet mistanke og i hemmelighed undersøgt pakkens videre skæbne; thi den blev uventet konfiskeret om bord hos skipperen, som blev anholdt.

Apoteker Wilckens sidder nu i det temmelig strenge ”Retsfængsel”, mens Brücke og en ingeniør Johansen sidder i ”Politifængsel”. ”Frederikshavns Avis” mener imidlertid at vide, at undersøgelsen er sluttet, og at apotekeren kan ventes løsladt i nær fremtid.

Bekendtgørelser, Hjemmefronten, Nyheder, Sønderjyder

16. marts 1916. Udsmugling af Levnedsmidler fra Danmark

Skriv en kommentar

Dagens nyt fra Hejmdal

Fra Felten.

Gensyn i Felten.
Brødrene Mads og Nis Lildholdt fra Nørby ved Løjtkirkeby har uventet truffet hinanden nede i Elsas ved Hartmannsweilerkopf.

Dekorerede.
Peter Faborg, en Søn af Kaadner Ebbe Faborg i Løjtkirkeby, der siden Efteraaret 1914 har været med ved Vestfronten, og Asmus Iversen, Søn af Landmand Chr. Iversen i Tumbøl ved Felsted, der har været med i Kampen i Champagne og for Tiden ligger paa et Feltlasaret, har faaet tildelt Jernkorset.

Dagens Nyheder.

Udsmuglingen af Levnedsmidler fra Danmark.

Toldvæsnet i Gedser har i lang Tid kæmpet mod det Uvæsen, at Rejsende, som var paa Vej til Tyskland, forsøgte at udsmugle smaa Pakker med Levnedsmidler.

Til at begynde med nøjedes man med at konfiskere Pakkerne, men da Uvæsenet i den sidste Maanedstid har grebet om sig i følelig Grad, er man paa Foranledning af Statspolitiet gaaet over til at anvende en mere haardhændet Fremgangsmaade overfor disse Smuglerier, saaledes at de rejsende, der nu gribes, bliver idømt Bøder paa 50-100 Kroner.

De første Dage, denne Ordning virkede, var det et stort Antal Rejsende, der maatte vedtage Bøderne, men Rygtet om den nye Forholdsregel har hurtigt bredt sig, og der spores nu en kendelig Aftagen i Smuglerierne.

Fra Provinsen.

Kødkort. Efter hvad “Kølnische Zeitung” erfarer paa velunderrettet Sted, er Indførelsen af Kødkort umiddelbart forestaaende.

Smør paa Brødkort. (Dv.) I Haderslev kan der hver Torsdag Eftermiddag fra Kl. 2½ faas Smør i Butikken Jomfrustien Nr. 3, men kun naar man fremviser Brødkort. Paa 4 Brødkort faas 1 Pund Smør; det vil altså vel sige, at hver person kun maa bruge et Fjerdingpund Smør ugentligt.
Denne Ordning gælder ikke de øvrige Forhandlere af Smør i Haderslev, for saa vidt de har Smør til Salg, og det kan det vel ofte knibe med.

Aviser

13. marts 1916. Russisk spion bortført fra Danmark til Sønderjylland

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Kartoffelkort.

Er nu indførte af magistraten i Kiel. Indtil videre tildeles der hver person et pund om ugen.

Den russiske jøde og den tyske opdager.

Tyskerne har i nogen tid eftersøgt en russisk jøde, der som tysk borger sigtes for at have udsmuglet medicinalvarer fra Tyskland til Rusland samtidig – og det er formentlig den egentlige grund til anstrengelserne for at få fat i ham – at have drevet spionage. En tysk opdagelsesbetjent tog til København, hvor han har opholdt sig i nogen tid og hvor det lykkedes ham at opspore den eftersøgte og efterhånden vinde dennes tillid således, at han kunne få jøden med på rejse ved at foregive for denne, at de i fællesskab kunne gøre et godt forretningskup i Jylland.

Opdagerens mål var at få russeren lokket over grænsen, i hvilken henseende der måtte udvises ikke ringe snedighed. Det turde derfor ikke gå an at tage med toget til grænsestationen, hvor russeren øjeblikkelig vilde blive klar over situationen, men der måtte gås omveje. Opdageren valgte da at tage til Ribe, og i fredags aftes ankom de med 6-toget hertil. En tredje mand – en dansktalende fra Hvidding – der var indforstået med, hvad der skulle ske, stødte her til dem i et gæstgiveri, og ved 7-8 tiden tog de alle tre afsted i bil ned mod grænsen.

Bilen fik imidlertid bestemt ordre til at holde ved Egebæk Kro – ca. 1 km fra grænsen – hvor de tre mænd steg ud og forsvandt ad den gamle Vedstedvej lige overfor og senere ind i plantagen syd for vejen.

Russeren nærede nogle øjeblikke tvivl om ekspeditionens redelighed, men den tyske opdager forstod at overvinde hans betænkelighed, og de gik videre, indtil de ad en sti over markerne nåede ind over grænsen. Her var imidlertid vagterne blevet forstærket, og aldrig så snart var man på tysk grund, før russeren blev arresteret og belagt med håndjern, medens samtidig hans gode ven opdageren forsvandt. To kriminalbetjente førte i lørdags morges opdagerens bytte videre sydpå, formentlig til Berlin.

Aviser

23. februar 1916. Smugleri!

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

En tysk soldat som smugler.

Han cyklede civil over grænsen.

Fra Ødis-Bramdrup meldes til ”Kolding Folkeblad”:

I søndags kom der en person cyklende over grænsen ved Ødis-Bramdrup. De danske vagtposter dernede fattede mistanke til ham, idet de havde set ham samtale med de tyske vagtposter og ganske uhindret fik lov til at passere. Senere på dagen vendte han tilbage over grænsen.

Mandag eftermiddag kom han atter uhindret cyklende over grænsen. Han henvendte sig i Brugsforeningen, hvor han ville købe fedt og margarine. Man fandt dette mistænkeligt, og vagtposten anholdt ham derfor.

Det viste sig, at det var en tysk soldat, en hamborger, som havde klædt sig i civil. I lommen havde han sine tyske militærpapirer. – Manden undskyldte sig med, at han var herovre for at søge plads. Han blev tirsdag morgen med 7-toget transporteret til arresten i Kolding, hvor han n vil blive nærmere afhørt.

Bekendtgørelser, Hjemmefronten, Nyheder, Sønderjyder

12. januar 1915. Gummipølser og metalsild – rygter om smugleri af varer fra Danmark til Tyskland

2 kommentarer

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal.

Falske Rygter om Danmarks Udførsel, Konsejlspræsident Zahle udtaler sig.

Berlinske Blade gengiver nogle Udtalelser, som Konsejlspræsident Zahle er fremkommen med over for “Politiken” i Anledning med de Rygter, der har været i Omløb om Smuglerier og Overtrædelser af Udførselsforbud. Hr. Zahle udtalte:
Rygtet om stedfindende
Udførsel af Brød over Gedser til Tyskland er meget gammelt og dukker ideligt op igen. Det er gentagne Gange blevet politimæssigt undersøgt, og der har aldrig ligget det mindste til Grund derfor. En Gang stod nogle Personer paa en sjællandsk Banegaard og opdagede der var en Vognladning Brød. En af dem sagde saa til Konduktøren: “Naa, udfører vi nu ogsaa Brød til Tyskland?”, og da Konduktøren ikke svarede noget videre, var det dermed fastslaaet, at Brødet skulde til Tyskland. Der er konstateret, at det var bestemt til Garnisionen i Vordingborg.
Nu for nylig meddeltes det Ministeriet, at der stof 6 Vognladninger Brød – ligeledes paa en sjællandsk Station – parat til at afgaa til Tyskland. Rygtet naaede os saa deltids, at vi kunde telegrafere til Toldvæsnet i Gedser og anmode at stoppe saadanne Vogne. Men der kom ikke én end sige seks Vogne.
I dette Tilfælde kendes Rygtets Ophavsmand. Og der vil nu blive holdt Politiforhør.
– Saa er der, forfatte Ministeren,
Benzinen, der gemt i Kornladninger udsmugles fra Rødby. Forholdet er undersøgt, og det har vist sig, at der ikke laa det mindste til Grund for Rygtet – bl.a. af den Grunde, at der i lange Tider ikke er gaaet noget Skib ud af Rødby Havn, som jo ikke er noget Verdenshavn.
Men der foreligger jo et af de Tilfælde, hvor det er paaviseligt, at den Slags Rygter kan gøre Skade. Thi kort efter, at dette Rygte var fremkommet, stoppede Englænderne en Petroleums-Ladning til Danmark uden nogen anden paaviselig Grund end det anførte Rygte, og da dette Usandfærdighed blev godtgjort, blev Petroleumsskibet atter straks frigivet.
Gummi-Pølserne fra Køge
Rygtet om, at der fra Køge skulde være afsendt vis Vamdrup en Ladning Gummi, maskeret som Pølser, har vi ogsaa undersøgt. Der var ugrundet. Det drejede sig i det foreliggende Tilfælde om afvulkaniseret Gummi, en Vare, hvis Udførsel ikke er forbudt.
Et andet Rygte drejede sig om
Kobber, der var købt til Sverige af en svensk Statsinstitution, og der var bleven givet Garantier for dets Forbliven i Sverige.
En Folketingsmand meddeler os, at en Legetøjsfabrikant til ham har sagt, at nu kunde kan ikke mere faa Legetøj fra Vestre Fængsel, fordi alle Fanger der var optaget af Sadelmagerarbejde der skulde gøres færdig og udføres til Tyskland. En anden Folketingsmand meddelte os, at selve Sadelmagerlavets Oldermand havde sagt ham det samme.
Rygtes Usandsynlighed var indlysende; det lod sig næppe antage, at alle Fangerne i Vestre Fængsel pludselig var blevet duelige Sadelmagersvende. En Undersøgelse gav ogsaa let det Resultat, at ikke et Stik Sadelmagerarbejde var blevet udført i noget af Fængslerne eller Arresthusene i og ved København.
Det hedder sig, at Manglen paa Fodtøj er saa stor, at Soldaterne maa gaa i Træsko. Hvorledes det forholder sig med dette Rygtes Sandhed, er jo tilstrækkelig oplyst.
Sildetønderne fyldte med Metal, spøger rundt omkring i Landet. Deres oprindelige Tilholdssted er Frihavnen. Men der findes Eksempler paa dem ogsaa andre Steder fra.
En Landstingsmand meddelte os, at en troværdig Mand til ham havde fortalt, at han paa Korsør Banegaard med sine egne Øjne havde set en Sildefustage falde ned fra en Vogn og gaa i Stykker, hvorved det havde vist sig, at Fustagen ikke var fyldt med Sild, men med Metal, der skulde eksporteres til Tyskland via Korsør.
Da vi skrev til den paagældende Mand, der var Landstingsmandens Kilde, frafaldt han alt. Han havde intet set med sine egne Øjne. Men kun hørt og fortalt videre et Rygte, som han nu erklærede, at han ikke selv troede paa.
Og saaledes forholder det sig med alle Sildetønderne.

Ministeren sluttede med at udtale: – Man kan maaske sige, at disse Rygter ikke gør Skade, da Regeringen jo altid har det i sin Magt at oplyse de fremmede Magter om den rette Sammenhæng. Men det er kun den ene Side af Sagen. Saadanne Rygter kan dels volde Handelen direkte Afbræk, dels indirekte Fortræd, idet de gaar over i den udenlandske Presse og der bidrager til at skabe en mod os ugunstig offentlig Mening, der mulig kan øve et for os uheldigt Pres paa det vedkommende Lands Regering.
Tidligere har vi nøjedes med Gang paa Gang at konstatere Rygternes Usandfærdighed. Vi har ikke skredet ind imod Rygternes Ophavsmænd. Men det kan ikke blive ved med at gaa, og i Fremtiden maa Ministeriet derfor tage alvorligere Forholdsregler under Overvejelse, hvis det for Landet skadelige Rygtesmederi fortsættes.

Kornet. Der kræves radikalere Midler, hvis Forraadene skulde vise sig mindre end antaget.I en Artikel i “Berliner Tagesblatt” hedder det om Kornspørgsmaalet bl.a.:

“Den sidste Kornhøst var ikke blot, hvad Kvalitet og Kvantitet angaar fremragende, den blev ogsaa i det heldige vejr i August takket være Bybefolkningens frivillige Understøttelse, bjerget i den første krigsmaaned uden Forsinkelse. Er vore Forraad imidlertid i Virkeligheden ringere, end det maatte antages herefter, vil man næppe kunne nøjes med, at Forbruget af Brødkorn indskrænkes ved Bestemmelserne om Rugmelets Blanding med Kartoffelmel. Der hæver sig da ogsaa allerede enkelte Røster som træder i Skranken for mere radikale Midler. Saaledes kræve Dr. C. Ballod i “Soziale Praxis” en Ekspropriation af Korn- og Melforraadene til en nærmere fastsat Maksimalpris. Han opkaster Spørgsmaalet om Kommunerne ikke ved Forvaltningsembedsmændene og Politiets Hjælp skulde kunne ekspropriere Korn- og Melforraadene og senere uddele det til Bagerne til Bagning og Salg til en fastsat Pris. Og Forfatteren gaar endnu et Skridt videre. Skulde denne den simpleste Metode svigte, burde der efter hans Mening optages en formelig Statistisk over befolkningen, og Brødet udeles i Rationer som i en belejret Befæstning.

Man behøver endnu ikke at anse disse og lignende Krav for aktuelle. Maaske viser det sig i Tidens Løb, at vore Kornforraad er blevet undervurderet; og vi vilde sikkert ogsaa i Krigstider afvise alle statssocialistiske Forholdsregler, hvor de ikke er ubetinget paakrævet af Forholdene. men det kan det fjendtlige Udland og Særdeleshed England være overbevist om: det tyske Folk opgiver ikke Ævred, fordi Indskrænkning i den hidtilværende Levemaade viser sig uundgaaelig, men vil de højere Værdier, der staar paa Spil”