Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.
Den 10. oktober måtte man opgive stillingen på den gennempløjede Damenweg til hvilken så stolte erindringer knytter sig for den tyske hær. II bataljon frigjorde sig for fjenden. III bataljon blev kampbataljon foran Lierval, men allerede i natten fra den 11. til den 12. oktober blev fronten forlagt yderligere 20 km tilbage og ”Hunding-stillingen” ved Notre Dame de Liesse blev besat.
Derved forkortedes fronten betydeligt, og i det sumpede terræn ved Notre Dame kunne der ikke forventes større angreb. 18. division kunne her trækkes ud, men ikke for at hvile. Allerede den 14. rullede füsiliererne i lastbiler nordpå, hvor nøden var større. Turen gik over Richaumont, Colonsay, Wiège-Faty, Villers-les-Guise til Iron, 6 km nord for Guise.
Her var regimentet i 18. armées og 26, reservekorps’ afsnit. Hvile kunne der ikke tilstås enhederne, der var godt rystet af køreturen. Straks kom der ordre om at afløse reserveinfanteriregiment 82 ved fronten. Det skete natten mellem den 15. og 16. oktober.
I bataljon overtog fronten nord for Aisonville, II bataljon gik i beredskab nord for Grougis, III bataljon blev den følgende dag underlagt infanteriregiment 268 fra 14. division længere til højre. Her blev bataljonen beordret til angreb. Kl. 7.40 om morgenen efter en kort tilintetgørelsesild fra vort artilleri trådte man an.
I begyndelsen gik det godt fremad, men så løb angrebet død i den godt ledede fjendtlige ild fra artilleri og talrige maskingeværreder. Kl. 10 gav regiment 268 ordre til ikke at gå videre frem og vende tilbage til udgangsstillingen.
Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.
Fjenden lod ikke så hurtigt planen om et flankeangreb falde. Den 5. oktober røg og lynede det på højene på Damenweg fra fjendtlig tilintetgørelsesild. Hele divisionsafsnittet, og også til venstre 26. divisions afsnit, blev ramt. I næsten 6 timer, fra kl. 7-12.45 om middagen krøb füsiliererne sammen i deres stykke skyttegrav, i kratere og saper, og lod jernregnen rasle ned over sig. Giftskyer bølgede ind imellem og tvang dem til at tage gasmasker på.
Da dukkede fjendens skikkelser op i røg og damp. Vores årvågenhed beredte dem en varm velkomst. Foruden den gængse afværgeild slog også geværgranater, der med de nye affyringsbægre kom i stadig mere anvendelse, ned i de fjendtlige angrebsbølger. På den højre fløj ved 9. kompagni trængte fjenden ind i en sape og tog den ni mand stærke besætning til fange. Derpå foretog dele af 4. kompagni et tappert fremstød mod sapen og bragte denne på vore hænder igen.
Men på hele den øvrige front brød angrebet sammen. Det kostede fjenden de sværeste tab. Foran sapespidsen taltes alene 20 døde, som den indirekte maskingeværild fra 4. kompagni havde strakt til jorden. To flammekastere og fire maskingeværer blev bragt ind. 86’erne havde ikke ret lang tid til at glæde sig over sejren.
Om eftermiddagen tordnede tilintetgørelsesild ned over dem igen. En hel time. Kl. 4.30 kom franskmanden med beundringsværdig offervilje igen. Også denne gang var det blodig alvor. Med håndgranater blev de sidste jaget ud af saperne og fremspringende skyttegravsstykker. Hele stillingen forblev på vore hænder.
Endelig en afværgesejr i den store stil. Hele 18. division og den til venstre tilgrænsende 26. division deltog. Fra generalkommandoen og fra hærgruppe Kronprinsen kom der tak og anerkendelse. Ja, selv i hærberetningen blev på denne dag de slesvig-holstenske regimenter, der med held havde forsvaret deres stillinger ved Damenweg, rosende omtalt.
Ganske vist kunne denne afværgesejr ikke standse den tyske hærs generelle tilbagetog. Fjenden førte bestandig nye og friske reserver ind i kampen. Vi havde, sådan som 18. divisions månedlange indsats bevidnede, ingen mere til rådighed.
Den franske overgenerals plan gik ud på ved de stærkeste angreb i nord og syd at omgå og sammenpresse den tyske front med overmagt. Over for det kunne den tyske hærledelse af mangel på reserver ikke gøre andet end at forkorte fronten ved at trække den fremspringende midte tilbage og på den måde nogenlunde udligne tabene.
Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.
Til den 2. oktober havde tilfangetagne bebudet et større angreb. Derfor skød vort artilleri tidligt om morgenen 1½ times spærreild. En fjendtlig stødtrop følte sig kl. 6.45 om morgenen frem mod 12. kompagni. Håndgranater bragede imod ham og jog ham tilbage. Men dermed var det ikke slut. Hele formiddagen kredsede fjendtlige flyvere over Damenweg, mens vore observerede i fjendens slugter og lavninger.
Da satte kl. 1.45 eftermiddag en kraftig tilintetgørelsesild ind mod vore grave. Tætte sværme af geværgranater regnede samtidigt over for- og sapeposter. En hel time måtte füsiliererne udholde det. Så kom bølgerne af blåfrakker hen over kraterterrænet. Infanteriilden sprang i gang; den ene efter den anden sank ned i kraterne, resten sprang tilbage.
Kun i et stykke af 11. kompagnis skyttegrav havde fjenden fået fodfæste. Et modstød fra dette kompagni smed ham ud igen. Ærgrelsen over denne fiasko rasede franskmanden ud med en rødglødende geværild. Den blev bragt til tavshed af vor returild.
Glæden over det gode resultat blev dæmpet ved følelsen af stærk udmattelse. I over to måneder havde regimentet allerede været sat ind, havde gentagne gange været i kamp, måtte i ugevis i det fri tåle ubehagelighederne ved efterårets komme.
nødvendige opfriskning med bad og aflusning måtte undværes. Ingen store succeser kunne sætte den svindende kraft i vejret. Det var ikke mærkeligt, at nerver, helbred og modstandskraft var svært rystet. Så meget mere beundringsværdigt er det, at regimentet endnu engang opnåede en stor afværgesucces.
Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.
Den 1. august om formiddagen kl. 8, alarmering. Kl. 9 stod regimentet klar til march. Fjenden, sådan forlød det, var mod syd ved Arcy St. Restitue brudt ind i den 3. bayeriske reservedivision, situationen skulle genetableres. Under en yderligere spredt formeret fremmarch viste det sig, at situationen ude foran allerede var i orden igen.
Regimentet besatte nu en tilbagetrukket stilling,”Zietenlinjen”, opkaldt efter generalmajor Ernst von Zieten.
Det var underlagt 3. bayriske reservedivision. II bataljon overtog sikringen af et forfelt af 5 kilometers bredde. Om natten rømmede stillingsdivisionen den forreste linje, således at regimentet nu lå tættere ved fjenden.
Den følgende dag forøgede fjenden sit pres. De til højre og venstre liggende enheder gav efter; II bataljon fik allerede maskingeværild fra venstre flanke og så sig tvunget til at trække sine vagtposter tilbage, hvis det ikke ville risikere at blive omringet.
Sent om aftenen kommer ordren, at alle enheder syd for Vesle skal gå tilbage til den nordlige bred. I bataljon sikrer tilbagetrækningen. Kort før midnat passerer regimentet igen Vesle ved Braisne og slår sin bivuak op i en skov lidt nordvest derfor.
I bataljon besætter den forreste linje i Braisne. Vesle var gået over sine bredder, et oversvømmet område på 2-300 meter skilte regimentet fra fjenden. Broforbindelserne, der endnu førte over, var beskyttet af tråd og barrikader.
Vagtposterne stod om natten ved Vesles bredder, om dagen mest i huse, spejdendeud ad murhullerne. Det var glødende varme sommerdage. Egnen omkring Braisne lignede den omkring Moulin.
Vidtstrakte plateauer, dybt indskårne dale, disse ofte af ubeskrivelig skønhed. Navnlig Braisne havde i den vidtstrakte, frugtbare Vesle-dalen vidunderlig beliggenhed. Kalkhuler gav enhederne en velkommen beskyttelse. Regimentet lå i denne stilling en hel måned.
Paul Paulsen blev indkaldt i slutningen af 1915 og kom først til at tjene ved Infanterie-Regiment Nr. 85. Efter i oktober 1916 at være blevet såret, blev han i foråret 1917 overført til Infanterie-Regiment Nr. 163.
Kjære Forældre og Søskende! I længes jo vist meget efter at høre fra mig. Først siger jeg mange Tak for Pakken No 9 med Flæsk og for Middes Brev. Jeg er jo glad[,] naar i sender mig noget, men troe mig kjære Forældre[,] at Appetitten gaar helt bort. Det er næsten ikke til at holde ud her i Granathullerne[.]
Vi har nud ligget 7 Dage derude i en Tur og kom inat ud af Stelling. Jeg mo[d]tog da Post fra 7 Dage[,] for der komme ingen Post ud og vi kan heller ikke skrive[.] Jeg vil bede eder ikke at sende mig for meget[,] da jeg er saa kaput [,]at jeg dog ikke kann spise det. Om et paar Dage skal vi vist der ud igjen.
Ja vis da Krigen snart va[r] til Ende[.] Denne Sommer koster mange Meneske Livet. Men vi vil bede Gud at han vil holde sin Hand over os og føre os vel hjem til eder igjen.
Jeg seer ogsaa[,] at Broder Martin ikke er saa rask, men [h]vis det ikke er for slimt, kan han vist slippe en Tur for at komme med i Stelling[.] Ja at man kan holde det alt ud[,] er til at undre sig over[,] men vi maa altid sætte vor Lid til Gud, han vil dog føre alt til det be[d]ste for os Jeg ved idag ikke andet at skrive maaske meere imorgen[,] naar jeg kommer lidt til Ro.
Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I foråret gik englænderne til angreb. Han og kammeraten Peter Hansen sad nu i skyttegraven.
Vi sad sammen i 1½ Døgn, Englænderne og vi, i hver sin Ende af Skyttegraven, saa kom der Ordre til de to Kompagnier, som var kastet ud, at de skulde storme.
Vi andre, som havde holdt Stillingen, skulde derimod rulle Skyttegraven op fra Flanken.
De to, der var dygtigst til at kaste med Haandgranater, blev stillet forrest, derefter kom de to bedste Skytter, og Resten af os blev saa brugt til henholdsvis at føre Haandgranater frem og lade Rifler.
Kampen var kort. Englænderne blev kastet ud igen; men vi maatte blive endnu et Døgn derude. Dog, ved Mørkets Frembrud kom der Afløsning, og vi gik glade ud af Stilling og haabede efter disse tre strenge Dage at komme tilbage til et nogenlunde godt Kvarter i Le Catelet.
Dog, her blev vi ogsaa skuffet og kom tilbage i en Reservestilling, som endnu ikke var udbygget. Vi maatte sætte os paa Trappetrinene ned til de endnu ikke udgravede Jordhuler, og da det nu var blevet susende Regnvejr, var vi hurtigt gennemblødte. Saa sad vi dér, mens Vandet løb under os, og sov og frøs.
Det staar for mig som en af de Nætter, hvor Skuffelsen, Modløsheden og Forsagtheden greb mig som næsten ingensinde.
Ved Daggry blæste det op, og vi lagde vort Tøj i den skarpe Vind.
Efter nogle faa Dages Forløb kom vi alligevel ind i Byen i Kvarter.
Pastor Nicolai C. Nielsen skrev under krigen hilsner til soldater fra Nordslesvig, en af dem var Musketier C. Brodesen ved Infanterie-Regiment Nr. 153.
Vendinbruk. Søndag Aften d. 25.2
Kære Herr Pastor Nielsen!
Vil nu i Aften skrive et par Ord til Dem, som jeg burde haft gjordt for længe siden, men man har ikke altid Lejlighed, naar man er [i] Stilling. Igaar Aftes kom vi her i Reserve til denne By. Jeg har modtaget deres kære Brev og ligeledes det gamle Budskab i hver Uge takker tusinde Gange derfor. Jeg er Gud ske Lov sund og rask haaber det samme om Dem. Det har været meget koldt her i den sidste Tid, men nu har vi Tøvejr. I Formiddag var jeg til Kirke, vi er i Kirke hvert Gang hvor vi er her.
For 8 Dage siden skulde vi have været afløst, Afløsningen var allerede her, men saa greb Englænderne plu[d]selig an en andet Sted[,] saa kom de derhen. Vi skulde have været i Ro ved Lille i tre Uger[,] men det blev jo ikke til noget, men Gud Villie ske. Det vil jo vist ikke vare længe inden det rigtigt gaar løs igen med Krigen, men vi vel befale aldt i Guds Faderhaand, han har hjulpet saa godt ind til Tide Han hjælper ogsaa i Fremtiden. Ja naar man ikke havde en kærlig Gud at holde sig til[,] saa var det ikke til at holde ud her i den Elendighed[,] men Gud giver os ikke mere Nøde som vi kan bære. Naar Nøden er størst er Hjælpen nærmest.
Nu er min Kære Broder Peter bleven K.V. skreven. [K.V. = “Kriegsverwendungsfähig” – egnet til krigstjeneste]
Kære Herr Nielsen De spørger om hvorfor jeg fik Jernkorset. Ja, det vil jeg fortælle. Da vi var nede ved Somme. De første par Dage greb Englænderne ikke an[,] men den 26. September om Eftermiddag satte Englænderne Trommelfeuer paa os. Det var næsten ikke til at holde ud, men jeg bad udaffladelig til den kære Gud, Kam[m]erater faldt højre og venstre ved mig[,] paa et Gang saate de Englænderne Attaleriet lidt længere tilbage og[]saa kom Inf. til Angrebet. I højre og venstre kom de i Graven ved os[.] men saa lavede vi straks en Barrikade i Graven og jeg og to andre stillede os hen derved og smed hele Tiden med Haandgranater. Hvert Gang at [de] prøvede at komme over Barrikaden blev de tilbage dreven eller de faldt[,] der laa en stak af Lig der. Dem som kom for fra blev nedskydt af Maskingeværet. Englænderne kom rigtig an i Kompagnikolonne[.] Saa blev det Aften[,] da blev det lidt roligere. Jeg og de to andre Nordslesvigere smed hele Natten Haandgranater ved Bar[r]ikaden saa ingen kom igennem.
Om Aften var vi 26. Mand tilbage af Kompagniet. Den 27. September sagde Kompagniføreren at vi skulde rømme Graven for Englænderne. Han bestemt mig og et par Mand mere dertil da han vidste[,] at jeg kunde smide Haandgranater særlig godt. Vi kom ogsaa godt over Bar[r]ikaden til Englænder[ne,] og[]saa smed vi Haandgranater paa Dem[,] de fald og vi løb bag efter Dem som blev levede. Min ene Kam[m]erat fra Tønder faldt ogsaa derved[.] Det varede ikke længe saa havde vi ingen Granater mere[,] saa maatte vi til bage[,] saa kom de bag efter os igen[,] og[]saa greb de an igen forfra. De par Mand som endnu var leve[n]de af os[,] kunde ikke holde sig længere. Min Leutnant og et par Mand blev til Fange taget[,] jeg knep ud, men nu maatte jeg igennem Speerfeuer tilbage.
Hvordan jeg kom godt derfra forstaar jeg ikke. Gud Fader har bevaret mig som sit Barn. Jeg fik ogsaa et S[h]rapnelkugle gennem Trøjen paa Brystet, men jeg var ikke beskadiget Gud ske Tak derfor. Jeg var den eneste der kom tilbage af hele Kompagniet. Jeg ved ikke om jeg har fortalt at jeg ogsaa har faaet det Sachsen Altenburgisceh Tapperheds medalje. Det er en 3 Uger siden.
Vil nu slutte med tusinde kærlige Hilsner og Vorherre være os arme syndige Mennesker naadig for Jesu Skyld, din trofaste Konfirmant Carl Paa kærlig Gensyn her og hisset.
(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Nikolaj Kræmer fra Øster Lindet blev indsat ved Somme i juli 1916
I de sidste Julidage i 1916 fik Bataillonen tildelt Forstærkningsmandskab, saa Kompagnierne kom op paa 285 Mand hvert.
Vi marcherede mod Somme-stillingen, hvor vi skulde indsættes i de haarde Kampe, som da fandt Sted her. Vi afløste Res. Regt. 86 [RIR86], som praktisk talt var udslettet; de modtog os med Ordene: „Her er ikke godt at være,” og det viste sig at være sørgeligt sandt.
Jeg kom med en Kammerat til at ligge i et Granathul, som vi prøvede paa at gøre lidt dybere; men vi fik kun gjort nogle faa Spadestik, før vi stødte paa en død Soldat. Det fik os til at flytte over i et Hul ved Siden af. Her var Resultatet dog det samme. Vi var klare over, at det ikke nyttede at flytte igen.
Før Dagen gryede, var vort Hul fyldt med Jord; men foran os saa vi, at der var opstaaet et nyt Granathul, og da det var stort, tog vi det i Besiddelse. Heri laa tre døde Soldater. Vi havde altsaa Selskab.
I Stillingen her var der ustandselig Kamp. Om Natten holdt Halvdelen af Mandskabet Vagt. Vi to stod Vagt en Time ad Gangen, saa kunde den anden sove lidt.
Engang vækkede min Kammerat mig og sagde, at det nu var min Tur. Da jeg var kommet paa Benene, saa jeg paa mit Ur og opdagede da, at han havde vækket mig for tidligt. „ Ja,“ sagde Kammeraten, „men her foran kravler en Englænder rundt; jeg kan ikke skyde ham, nu kan du gøre, hvad du vil.“
Med et „Hvorfor skulde han skydes?” overtog jeg Vagten.
Jeg lagde nøje Mærke til ham; han kravlede i en Fordybning, som før Beskydningen havde været en Grøft. Den var kun at se fra det Sted, hvor jeg stod. Nu kravlede han fra den ene døde til den anden og betragtede dem i Ansigtet. Han var fuldstændig ubevæbnet.
Efter en Stund kravlede han igen paa Maven over til den engelske Stilling og blev ganske roligt liggende foran den.
I et Øjebliks nogenlunde Stilhed raabte jeg paa Dansk: „Gaa nu hellere hjem!”
Han rullede op over den opkastede Jordvold og var borte.
Jakob Moos fra Holm gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31, der i juli 1916 kom til Somme-fronten.
(… fortsat)
Vi lå i tre dage i anden linie. Så fik vi befaling til at afløse tredie bataillon, som lå i første linie.
Da vi led meget af tørst, ville jeg gerne have lidt drikkevand med mig. Jeg løb derfor tilbage til landsbyen for at forsyne mig; men da jeg kom tilbage, var kompagniet allerede rykket frem.
Det var imidlertid blevet højlys dag, men der var ikke andet for end at styrte frem over markerne, og som ved et under kom jeg intet til.
I landsbyen havde jeg set ting, der fik det til at løbe iskoldt ned ad ryggen på mig. Det var ikke blot det uhyggelige kaos af sammenstyrtede huse, men der fandtes lemlæstede lig i hobetal, og der var en fæl lugt. Samtidig hamrede granaterne ubarmhjertigt ned i byen.
Da jeg endelig var nået ud til mine kammerater, blev der stor glæde. De troede nemlig, at jeg var faldet.
Her i første linie var vi ustandseligt udsat for en rasende trommeild, og vi måtte belave os på, at der kunne blive stormet hvert øjeblik. Vi var ikke ukendte med artilleriild, men dette her overgik i voldsomhed alt, hvad vi hidtil havde oplevet. Mange af vore kammerater faldt, og foran og bagved vor usle grav lå døde soldater spredt ud over terrænet.
Stanken var ulidelig. Vi var kommet i helvede. Her havde død og elendighed herredømmet.
Der var ingen af os, der regnede med at slippe levende bort. Vi var imidlertid allesammen så medtaget, at man nødvendigvis måtte trække os ud af linien, og da der kom budskab om, at vi skulle afløses, havde vi kun een tanke, og det var at hytte skindet, indtil afløsningen kom.
I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat i Galizien på østfronten.
“En ordenlig forskrækkelse”
Dagene gik, den ene som den anden uden større sindsoprivende episoder. Ved hårdt arbejde havde vi fået vore stillinger udbygget, fået beboelsesrum lavet, så vi var nogenlunde beskyttet mod vind og vejr.
Russerne forholdt sig forholdsvis rolige. Artilleriild var der ikke meget af. Det mest irriterende var russernes evindelige riffelskydning efter mørkets frembrud, som gav os en del tab, men heldigvis flest sårede. Jeg lærte hurtigt, at den kugle, man hører fløjte, rammer ikke, og at det ikke kunne hjælpe at dukke sig for den.
En lille episode skal dog fremdrages her. Den drejer sig ikke om riffelkugler, men om såkaldte »blindgængere«. Man havde i garnisonen hørt, at de kunne være meget farlige, og at man skulle tage sig i agt for dem.
En nat var jeg sammen med en anden fra korporalskabet ved navn Claus beordret til at bære såkaldte »spanske ryttere« frem til pigtrådsspærringer. Man kunne ikke benytte løbegraven til denne transport på grund af »rytternes« størrelse, men måtte fragte dem over åben mark.
Hertil var to mand nødvendige. I øvrigt var det påbudt, at ved færdsel uden for løbegravene, altså over åbent terræn, skulle man altid gå to og to, så man kunne hjælpe hinanden, hvis den ene blev såret. At dette langtfra blev overholdt, er en anden sag.
Af ukendt grund valgte Claus, der var fra Hessen, altid mig til sin makker på disse natlige ture, og det var jeg sådan set ikke ked af, tværtimod. Claus havde nemlig været i felten siden krigens begyndelse, og det han ikke vidste om skyttegravskrig på østfronten, var ikke værd at vide, og jeg følte mig godt tilpas i hans selskab.
Denne nat var det måneskin, og vi gik og talte om tilfældige ting. Pludselig snublede jeg over et eller andet og gik på næsen. Endnu i faldet blev jeg klar over, at det var en blindgænger, der havde bragt mig til fald. Som et lyn var jeg på benene igen og løb fremad som en besat. Da jeg var kommet ca. 50 meter bort, var der stadig intet sket, og jeg stoppede op for at se, hvor min makker var blevet af.
Claus kaldte mig tilbage, og da jeg kom hen til ham, sad han nok så gemytlig oven på granaten, der viste sig at være en af de helt store.
»Der fik du dig nok en ordentlig forskrækkelse, min dreng,« sagde Claus, »men sæt dig nu her ved siden af mig, der er plads nok til os begge.« Jeg var nærmest chokeret over hans formodede letsind og indvendte, at den kunne jo ryge i luften.
»Ja, det kan den,« svarede Claus, »men chancen herfor er som én mod tusind, og husk én ting, hvis den havde været ondskabsfuld, så var den allerede røget i luften, da du snublede over den, og så havde vi to for længst været engle. Jeg kan yderligere fortælle dig, at jeg endnu ikke har set en blindgænger eksplodere, fordi den har fået et spark, og det gjorde denne krabat jo heller ikke.
Og én ting til, skriv dig det bag øret, hvis du da ellers tænker på at komme nogenlunde helskindet ud af denne forbandede krig: Du kan ikke løbe fra din skæbne; hold nerverne under kontrol , det er det venneråd, jeg vil give dig.«
Jens Clausen ankom i november 1915 for anden gang til østfronten, og kom til at gøre tjeneste på den nordlige del af fronten i Landwehr-Infanterie-Regiment Nr. 99.
Rusland, d. 8/4-16.
Kjære Hr. Pastor!
Kjærlig Tak for Deres kjære Brev fra d. 22/3 og Bladene, to Numre som jeg alt har modtaget paa én Gang. Posten var en lang Tid udebleven, da vi her har havd en ustadig Ophold i den senere Tid. Nu er det ved at blive roligere og vi haaber snart at komme tilbage til vort Regim[en]t i de rolige Stillinger ved Berecina.
Her i Pastowy-Afsnittet er det gaaet haardt til i den sidste Maanedstid. Det værste har vi ikke gjort med, men seet megen Elendighed som Følge deraf. I der hjemme har læst de korte Beretninger om de russiske Fremstødsforsøg, dertil at de alle er strandet. Det lyder jo helt ligetil; men hvad Møje og Flid, ja Nød og Jammer der er forbunden dermed, det seer man først ret, naar man selv skal gjøre det med. Nu er det for den Gang overstaaet og Lov og Tak være Herren vores Frelser, fornemmelig[?] for aandelig Bistand. Tillidsfuld og enfoldig at lægge sig med alt i den gode Hyrdes Arme, o det er saa betryggende.
Legemet og Livet har man næsten helt opgivet, naar man saadan sidder midt i de overmenneskelige Anstrengelser. Saadan blev vi under heftig fjendlig Artilleriild Natten til den 26/3 trukken gjennem et stort Oversvømmelsessted, saa vi gik i Vand til langt over Knæerne, derefter ind i Stillingen bland[t] Hobe af Lig, for at løse en Batal[l]ion af som havde været der i tre Døgn og afværget flere Angreb. Der skulde vi altsaa fortsætte. Graven stod halvfuld af Vand og Understanderne var alle sammenskudte. Ja, mere vil jeg ikke skrive om; de Døgn som vi skulde tilbringe der, er gaaet tilende, efter Forrholdene endda meget heldig for os, kun med ringe Tab.
Naar saa man bliver afløst og faa[r] Ro igjen, saa gjenvindes Kræfterne endda ret snart. Det gjøre jo den yngre Alder, som De skrev om. Det har glædet mig meget at mærke, at Kam[m]eraterne er bleven bedre at tale alvorligt med. Herren selv vilde lade den gode Sæd spire i mange Hjerter saa det bringer Frugt til et evigt Liv for manges vedkommende.
Tænk naar engang er løst hver jordisk gaade,
besvaret hvert Hvorfor jeg grundet paa!
Men kunde ej med alt min Grublen raade;
Tænk, naar jeg Herrens Vej skal klart forstaa!
Saa kan man nok oversee den legemlige Møje og lade sig lede af Herrens vise Haand efter hans naadige Vilje. Det fører til Sejr for den Enkelte. Herren hjælper os alle!
De hjerteligste Hilsner fra Deres i Kr[istus]. forbundne
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder.
Klokken er 2 om natten. Sagte bliver der meddelt: patrulje rykker frem.
Tre mand med Parabellumpistoler i hånden og to håndgranater i bæltet forlader sapespidsen, arbejder sig gennem tråden og sniger sig mod fjenden.
Ganske langsomt, som store snegle glider de fremad på den bløde og våde jord, hele tiden med lange pauser og til det yderste iagttagende og lyttende. De skal konstatere, hvad de mærkeligt høje jordbunker ved den fjendtlige sapespids betyder. Bliver der arbejdet på en underjordisk gang?
Glidende og lyttende arbejder de sig frem, over en halv time har de brugt for at passere en strækning på 50 meter. Nu er de ved den fjendtlige grav, lægger sig foran den og hører den franske post hoste.
Da går der en lyskugle op og svæver over dem i sin silkefaldskærm. De tre stikker næsen dybt ned i skidtet. Er de opdaget? Hamrer der snart en kugle i kroppen på dem? Men lyskuglen slukkes, uden at der løsnes et skud eller en håndgranat brager. Nu ligger de i to timer som døde i de våde mudder. De oplever den franske vagtafløsning, hører nogle ord fra den tjenstgørende officer, men de fornemmer ikke nogen arbejdsstøj. Efter to timers uafbrudt og åndeløs lytten kravler de tilbage, fire timer er de kravlet omkring på den våde jord. Gennemvåde og smurt ind i ler, når de tilbage til deres egen grav og melder til deres kompagnifører, at de intet usædvanligt har erfaret.
Kompagniføreren er beroliget, roser sine soldater og giver dem lov til at sove lige til om aftenen. – Hvorfor bliver her fortalt om en tilsyneladende ubetydelig hændelse, en sag uden egentlig pointe?
For at vise dem, der først lader heltegerninger begynde med 10 dræbte og 20 fanger, hvilken offervilje, hvilken omtanke, hvilken tapperhed også en ganske enkel patruljeoperation kræver.
Hundreder af den slags opgaver har 86’erne gennemført. Denne ene fortælles for eksemplets skyld.
Da patruljedeltagerne kravler ned i deres bunker, gryr morgenen langsomt. Livet ebber ud. En ny dag begynder.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 lå i begyndelsen af året 1915 ved Somme-Py. Her fik det i februar ordre til at forberede et angreb på højdedraget ved Navarin-Ferme.
Imidlertid skansede III bataljon ikke langt fra ”Königindorf” på en model. Hele det franske skyttegravssystem, som skulle stormes, samt vores forpostsystem blev med hjælp af flyveroptagelser eftergjort, om end kun i knæhøjde.
Så skulle stormen indøves og hver enkelt mand på det nøjagtigste gøres bekendt med det franske skyttegravsvirvar.
Den 20. februar var arbejdet gjort. Det var blevet klaret af III bataljon på tre dage med hver tolv timers arbejdstid, en helt ekstraordinær præstation. Det samme gjaldt også anlægget af en løbegrav mellem Sønderborger- og Flensburgervejen. Denne ”Glücksburgervej” skulle tjene til materielforstærkning og transport af sårede og var derfor anlagt i usædvanlig bredde. Den har senere vist sig meget velegnet, fordi fjenden i den korte tid inden kampen ikke fik skudt sig ind på den.
Ved fronten blev der ligeledes arbejdet feberagtigt. En række saper blev yderligere skudt frem. I sapespidserne opstod små materieldepoter, de blev fyldt op ved møjsommeligt slæbearbejde med skanseredskaber, økser, skovøkser, stålskjolde, sandsække, ammunition, håndgranater, lyskugler, spanske ryttere, pindsvinespærringer, hurtig-spærringer, bygningstræ, kort sagt alt, hvad der var nødvendigt til etablering af en ny stilling.
I små nicher stod stormstigerne tæt ved siden af hinanden. En række befalinger fra division, regiment og bataljon bestemte og regulerede på det nøjagtigste mål og tid for angrebet, inddeling, opmarch, artilleriforberedelse, stormtroppernes påklædning, forsyninger, sanitetstjeneste.
Målet var, som allerede nævnt, at fordrive fjenden fra det højdedrag, der lå lige foran. Fremstødet skulle på det dybeste sted nå 300 m ind i den fjendtlige stilling, ved siden af til venstre havde 89’erne en endnu længere strækning at tilbagelægge.
Tidspunktet for stormen var planlagt til den 27. februar kl. 5,30 om eftermiddagen. Fra hver bataljon skulle to kompagnier gå frem som stormtropper, ét kompagni skulle følge efter som materielbærere.
Bataljonernes fjerde kompagnier blev sammen med det 13. kompagni slået sammen til en forsyningsbataljon, der fik betroet at sørge for den samlede forsyning. Stormkompagnierne var igen inddelt i storm-, spærre-, skyttegravsrensnings-, skanse- og stikvejsgrupper.
Regimentets angrebsformering den 27.2.1916
(arabertal er numre på kompagnierne, navnene deres førere)
Stormgrupperne skulle støde frem 80 til 100 m længere end den linie, der skulle tages, og sikre de efterfølgendes arbejde, nemlig først spærregruppen, infanteri med tildelte pionerer, hvis opgave det var at afskære de erobrede skyttegrave for fjenden, d.v.s. kaste dem til eller blokere dem med pindsvinespærringer.
Skyttegravsrenserne hentede samtidigt den fjendtlige besætning ud fra dækningsrummene og sendte dem bagud. Skansegrupperne skulle straks gøre stillingen forsvarsduelig; endelig skulle stikvejsgrupper sørge for løbegravsforbindelse mellem den gamle og den nyerobrede stilling. Kodeordet for operationen var ”Erntebier” (”høstbryg”).
Artilleriet, som skulle gøre forarbejdet for indbruddet i den fjendtlige stilling, var betydeligt forstærket.
Til 18. feltartilleribrigade kom endnu et halvt batteri 21 cm mørsere, 10 batterier tunge felthaubitser, fire batterier lette felthaubitser, endvidere fire tunge og fire lette minekastere. De nye batterier skød sig ubemærket ind i ugerne før stormen.
H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.
Paany drøner Granaterne, paany er der udleveret Brændevin, og paany sidder vi og venter med Lommeurene i Hænderne.
Pigtraad og Jordklumper rasler ned i Graven udenfor, og Granatsplinterne hyler omkring og synes ikke at kunde finde Hvile, før de har anrettet en Ulykke.
Skorstensfejeren er meget betænkelig ved at gaa med paany, og han har Ret i , at der ikke er Udsigt til at slippe fra dette med Livet, i hvert Fald kan vi ikke regne med, at det vedblivende skal gaa godt.
Modtagelsen blev frygtelig, da vi atter satte ind til Storm. V i var alle kendt med Forterrænet og var naaet næsten helt over, da pludselig en Granat slog ned midt i 3. Deling og spredte Mennesker, Pigtraad og Jord til alle Sider.
Et øredøvende Brag, en Flyvetur, der ikke endte i Glideflugt, er alt, hvad jeg husker, indtil jeg om Morgenen fandt mig selv i en stor Jordhule, der var fyldt med saarede og døende Kammerater.
H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.
Klokken 11 satte Modangrebet ind, lige saa morderisk og voldsomt som forhen. Franskmændene var overlegne i Tal, og efter en heftig Kamp blev vi jaget tilbage til det Sted, hvorfra vi var kommet. Det skyldtes Mørket, at saa mange af os slap over.
Vi har nu faaet Vished for, at det er nemmere at storme en fjendtlig Skyttegrav, end, naar først den er taget, at holde den.
Ledelsen har imidlertid besluttet, at Graven skal være vor, og der er derfor atter ansat Stormangreb.
176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten
Tidlig om Morgenen d. 12. Dec. modtog vi paa fastende Hjerte den Befaling, vi frygtede mest af alle, den nemlig, at der skulde angribes. Vi skulde 200 m længere frem for at komme nærmere ind paa Fjenden. Vor Delingsfører laa allerede foran med to Mand. „Befaling er Befaling!”
Og vi sprang op i en Klump, men en Strøm af Maskingeværkugler hvæsede om vore Øren, og vi styrtede tilbage i Graven. En af mine Kammerater havde faaet et svagt Strejfskud paa den ene Kind, det var imidlertid ikke nok til et „Heimatschuss”; men derimod nok til at tage Varsel af. — Vi troede nemlig paa den Slags, og ofte nok havde man desværre noteret sig Varslets Fuldbyrdelse. Ogsaa nu sagde Kammeraten: „Für mich ist bald eine Kugel bestimmt!”
Ulykken lod i dette Tilfælde ikke vente længe paa sig. — Lidt efter kom Kompagniføreren, og vi maatte af Sted.
En haabløs Angstfølelse griber en, og man maa gøre sig haard og følelsesløs for at kunne holde ud til dette uophørlige Myrderi og for at faa Mod til at gaa Faren i Møde. Af Sted skal vi, og vi løber nu en for en for at vække mindst mulig Opsigt.
Den fastsatte Linie kan ikke naas i ét Spring, nogle Gange maa man kaste sig ned, og hver Gang der kom en hylende Salve oven over os fra vore Batterier, foretog man det næste Spring. Vi benyttede disse Øjeblikke, fordi vi vidste, at Russerne da tog Dækning og ikke skød.
Undervejs løb vi forbi mange saarede, som vaandede sig i Smerter; men her var foreløbig ikke Tid og Sted til at yde Hjælp; det vilde betyde den visse Død.
Under saadanne Forhold var vor lille Spade en saare vigtig Udrustningsgenstand. Liggende paa Maven arbejdes der i en Fart en lille Dynge Jord op foran Hovedet. Men der skal stærke Nerver til, og man ligger ikke ret længe ad Gangen, naar man ganske tæt foran sig ser, hvorledes Jorden sprøjter i Vejret af de nedslaaende Projektiler. Derfor søger man at naa den fastsatte Linie saa hurtigt som muligt.
Jeg naar den uden Mén og ligger nu skiftevis paa Maven og paa Ryggen og arbejder af al Kraft i denne Stilling for hurtigt at faa et Hul at putte mig ned i. Jeg ser Sidekammeraten sidde paa Knæene for bedre at kunne arbejde, og næppe har jeg faaet udtalt: „Menneske, du har en Skrue løs”, før Kammeraten ligger død ved min Side. Lidt bag ved mig ligger en anden Kammerat, som er saaret og ikke formaar at komme hverken frem eller tilbage.
Med disse Omgivelser for Øje er det alt andet end hyggeligt her, 100 m fra Russernes Stilling, og mange slipper ikke godt fra det. Jeg nøjes med en Kugle gennem mit Kogekar og yderligere en gennem mit Tornyster. Denne sidste havde været yderst nærgaaende, idet den havde hullet min Kappe under Tornysteret og var gaaet ud af Tornysterets ene Side. Med Hentydning hertil lød det fra Kammeraterne bagefter: „Kamerad, du hast Schwein gehabt!” —
Russerne blev overdænget med en frygtelig Artilleriild. Den ene Salve efter den anden kom hylende tæt over os; vi var lige ved at være i egen Artilleriild, idet enkelte eksploderede tæt foran os. Røg og Krudtslam blindede næsten vore Øjne. Et ødslende Tal af Granater slyngedes bort. Frygtelig Susen og Hylen blandes med ens nærmeste saarede Kammeraters Jamren. For Røg og den Mængde Jord der slynges op i Luften kan vi ikke se, hvor mange Fuldtræffere den russiske Skyttegrav har, men mange Granater udfører sikkert deres frygtelige Arbejde, og Døden holder sin Høst. — Det var et Skyttegravs-Helvede.
Vi fik os kun halvt nedgravet, før Russerne hist og her i Skyttegraven begyndte at stikke smaa hvide Flag i Vejret, og enkelte kom løbende med oprakte Arme over imod os i en Grøft.
Nogle holdt endnu Stand. Men da Tilbagevejen var spærret af brændende Huse fra Artilleri-Beskydningen, ligesom der ogsaa af samme Grund var spærret for Tilførsler af Reserver, blev der stadig stukket flere smaa hvide Pjalter i Vejret paa Bajonetspidserne. Trods disse Tegn paa Overgivelse blev vi — belært af dyrekøbt Erfaring — roligt liggende. Fra 100 m og nedefter var vi jo glimrende Skydeskiver, og Russerne var før faldet for denne Fristelse. Og da vort Artilleri stadig var i stort Kamphumør, var der ikke noget, der hastede, saa meget mere, som der nu viste sig aftagende Virksomhed fra Fjendens Artilleri, hvoraf vi nu formodede, at de forberedte Tilbagetoget. Det var Tegnet til, at Afgørelsen nærmede sig. Unægteligt var det rart for begge Parter at faa en Ende paa dette her. —
Afslutningen kom overvældende: som paa én Kommando myldrer Russerne op af Skyttegraven og løber over imod os med oprakte Arme. En Del af dem løb tilbage, de saas tydeligt mellem de brændende Huse.
Fangerne her var noget uensartet paaklædt, nogle var i høje, graahvide Pelshuer. Fangerne blev hurtigt ekspederet, og vi maatte af Sted fremad igen. Den lige forladte Russergrav, hvor der selvsagt raadede skrækkelige Tilstande med baade døde og døende, gjorde man bedst i at passere hurtigst muligt, hvis man vilde skaane sine Nerver.
Der skulde vist ryddes op i Russernes Reserver, men efterhaanden kom vi i Ild fra vort eget svære Artilleri, og vi beordredes lidt tilbage. I en lille By blev vi sat til at begrave store Stabler efterladt Artilleri-Ammunition. Bagefter maatte vi til at grave en forskriftsmæssig Skyttegrav med overdækket „Unterstand” og hvad dertil hører. Lysten til at gøre stort og ulasteligt Arbejde var ikke særlig stor; vi var ikke forvænt med lange Ophold og troede, at det snart gik videre. Graven blev færdig, og snart laa eller sad man i Skyttegravens „Bolig”.
Kampen var stilnet af, og Omgivelserne prægedes af Ro. Vi drømmer os tilbage til de rolige Dage foran Lodz. Vi ligger og tænker paa, hvad næste Dag vil bringe; da er det nemlig Søndag, og som oftest møder vi om Søndagen „dicke Luft”.
Kammeraterne kalder det for Søndagens „Skyttefest”. Et Par Timer i Nattens Løb ligger jeg sammen med to Kammerater foran paa Lyttepost, hvor jeg gentagne Gange maa prikke til dem med Bajonetten, fordi de vilde falde i Søvn. Det er her ikke just rart at vaage alene.
176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten
Fra nu af mærkede vi ikke mere til større Byer, det gik bare fra den ene Skyttegrav til den næste.
Den 9. Decbr. blev vi indbudt til Feltgudstjeneste, for Natten derpaa at blive purret ud, og vi laa fra Midnat til Morgen paa den bare Jord og frøs anstændigt. Vi var altsaa igen ved at faa Føling med Fjenden.
Derefter opnaaede vi sammen med 3. Kompagni at komme i Kvarter, mens foreløbig kun 1. og 2. Kompagni skulde arbejde sig ind paa Russerne, der laa forskanset.
Bag Huset, hvor vi laa i Kvarter, stod et Batteri, som buldrede kraftigt hele Dagen, og da det russiske Artilleri heller ikke lod os i Fred, fik vi ingen Ro til at sove. Henimod Aften blev vi beordret frem; der skulde markeres et Angreb. Vi naaede efter flere Spring et Stendige, bag hvilket vi laa udmærket. Under slige Forhold skulde man nok vide at stikke Næsen i Jorden, om man ogsaa blev godt tilsølet.
Men mange var allerede saaret, og snart lød det „Saniteter til højre” eller „Saniteter til venstre”. Det var en fortløbende Kommando, som skulde gives til Sidemanden. Paa Hænder og Fødder krøb de saarede tilbage, og imellem disse var atter en af éns bedste Kammerater.
Det var altid smerteligt, naar en Kammerat forlod os, og man ønskede hemmeligt at have kunnet følge ham til et eller andet Feltlazaret. — Vi stoppede op ved nævnte Stendige for igen at komme i Kvarter, hvor vi forblev Dagen efter.
Om Aftenen skulde vi afløse de to Kompagnier i den Skyttegrav, som de under et farligt Skyderi havde faaet dannet; men da Russerne skød ustandseligt, var det farligt at naa frem. Der blev fyret Natten igennem, især fra russisk Side.
!["Hvor døden rasede." I Baggrunden Bourlon Byen og dens nermeste Omegn ligg[er] [--] 40. ødelagte Tanks](https://denstorekrig1914-1918.dk/wp-content/uploads/2016/07/IMG_2011_11_29_5575-Kampvogne-døde.jpg)
