Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres.
Da jeg atter naaede ned til Fronten, kom jeg straks ud i Stilling. For fjerde Gang var Kompagniet ført i Ilden ude i Sandklitterne ved Newport. Jeg kom straks med ud i forreste Linie og kom med iblandt dem, som hver Nat blev skubbet et godt Stykke frem mod Englænderne for at danne første Forsvarslinie.
Vi kravlede over Ligene, som laa derude, igennem ituskudte Pigtraadsforhindringer, rivende vort Tøj til Pjalter og vort Skind til Blods, alt imens Granater og Minegravskugler sang deres Dødssang over os.
En af de første, der gik bagover, var en kær Underofficer fra Stettin, en troende Skomagermester, som fik en Shrapnellkugle paa Staalhjelmen midt i Panden. Den trykkede en stor, rund Bule i Staalhjelmen, men denne reddede hans Liv; han slap med en alvorlig Besvimelse og et vældigt stort Hoved, som svulmede op under Slaget. Han blev baaret tilbage, men næste Gang vi gik i Stilling, var han atter med, frisk og sund.
Vi kom ud til en lille lav Jordvold, hvor vi fik anvist vore Pladser med 5-10 m Mellemrum. Jeg havde den Morgen faaet med et Ord fra Brødremenighedens Løsensbog.
Ordet var: „Holder Eder nær til Gud, saa skal han holde sig nær til Eder.”
Det Ord blev skrevet med Ild i mit Hjerte og i min Bevidsthed.
Vi havde lige indtaget vore Pladser, saa begyndte Englænderne at overdænge os med Miner, disse frygtelige Miner, som i Nattens Mulm og Mørke ligner Ilddrager. De farer hvislende igennem Luften og styrter ned med et øredøvende Brag. Det varede ikke saa længe, før vor Underofficer kom springende, idet han raabte: „Følg mig, vi maa længere til venstre, her er for farligt!”
Jeg sprang op og fulgte, men aldrig har jeg været i en saadan Situation. Herredømmet over mig selv var som blæst bort. Jeg havde en Følelse, som var jeg omgivet af onde Aander; rystende baade paa Sjæl og Legeme, grebet af en ubeskrivelig rædselsfuld Angst, syntes jeg, jeg havde sluppet min Frelsers Haand.
Minerne kunde vi jo ikke løbe fra, og da vi havde løbet ca. 100 m, kastede jeg mig ned og kravlede paany ind til Jordvolden, men jeg kunde hverken gribe Ordet fra Gud eller bede.
Saa kom der en Mine og dumpede ned saa tæt ved mig, at da den eksploderede med et øredøvende Brag, slog Varmen ind imod mit Ansigt, som stod jeg foran en gloende Ovn. Jord, Smaasten og smaa Splinter haglede ned paa min Staalhjelm og raslede fælt; men i samme Nu blev Ordet fra Gud levende for mig: „Holder Eder nær til Gud, saa skal han holde sig nær til Eder.”
Jeg kunde atter bede og lægge mig fuldt trygt til Hvile i min Frelsers Favn; Angsten var forsvundet, Uroen borte, jeg var igen mig selv.
Mineilden hørte omsider op. Ved Morgengry blev vi trukket tilbage og kom ind i en stor Hule, hvor vi var ca. 20 Mand; men vi var fuldstændig uden Mad. Det var umuligt for os at komme tilbage og faa Mad hentet, og vi foretrak at sulte i Stedet for at udsætte os for den frygtelige Spærreild, som vi maatte igennem for at faa Maden hentet.
Vi maatte blive derude i 4 Døgn.
Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).
