Tag-arkiv: feltkøkkenet

Ikke kategoriseret

28. august 1918. “Jeg vendte mig om og – saa en Franskmand lige i Øjnene.”

Skriv en kommentar

Niels Ebbesen Kloppenborg Skrumsager, søn af landdagsmand H.D.  Kloppenborg Skrumsager, gjorde krigstjeneste ved et Garde-Kyrrassérregiment. Efter at have været indsat på Østfronten, blev regimentet i foråret 1918 overflyttet til Vestfronten. I august deltog han i de hårde kampe ved Soissons.

Franskmændene var kommet ind i vor Skyttegrav paa venstre Fløj. De var gaaet videre og kom nu ogsaa bagfra ind paa os. Vi havde overhovedet ikke bemærket det.

Jeg laa sammen med vor Gruppefører ved vort Maskingevær. For Resten var vi to de eneste, der var tilbage af Gruppen. Pludselig rutschede Gruppeføreren ned fra sin lidt ophøjede Stilling. Jeg saa, at han var blevet ramt i Ryggen. Forskrækket vendte jeg mig om og — saa en Franskmand lige i Øjnene. I det samme skød han igen. Han ramte mig i Haanden.

Hvad der nu skete, vil jeg helst glemme; men jeg saa nu flere Franskmænd i Bagterrænet og var klar over, at de i næste Nu vilde storme, og da jeg var saaret, løb jeg fra min Post, tog Retningen mod højre, ned igennem Skyttegraven og kom tilbage.

Det viste sig senere, at femten Mand var kommet i Fangenskab. I Løbet af ti Dage var hele vor Formation blevet oprevet. Jeg var den eneste, der kom tilbage.

Jeg havde aldrig ved Fronten været saa bange for mit Liv som nu. Det var ikke, fordi jeg var blevet saaret; det betød ikke noget særligt, men jeg følte, at jeg nu havde en Chance til at komme levende ud af dette Helvede. Men der var jo langt endnu, førend man var i Sikkerhed, og langs med Vejen øjnede man kun Død og Elendighed. Ja, jeg vil ikke fragaa, at jeg ligefrem fik Kanonfeber, og kun den, der selv har prøvet det, ved, hvor slemt dette er.

Hen under Aften samledes vi en ti til tolv Mand, alle lettere saaret, i en stor Sandstenshule, hvor vi fik en første Forbinding; men her var det ikke hyggeligt. Lægerne havde fuldt op at gøre med haardt saarede. De bad os om at forsvinde tilbage.

Endnu i Mørkningen tordnede de franske Kanoner, og af denne Grund turde vi ikke forlade Stenhulen. Først henimod Midnat tog vi os sammen og stavrede af Sted. Vi gik to og to med hinanden i Haanden for ikke at falde. Det var ravnesort Nat. Af og til oplyste de opskudte Lyskugler Nattehimlen, men naar de udsluktes, blev det endnu mørkere.

Vi tumlede omkring i et Par Timer, gennem Granathuller, forbi sønderskudte Vogne og Lastbiler. Langs med en Landevej laa væltede Træer.

Vi var baade sultne og trætte, men da vi passerede et ødelagt Feltkøkken, nærede vi Haab om Mad. Appetitten fortog sig dog hurtigt, da vi opdagede, at Kokken laa henslængt over Kedlen og var dræbt.

Omsider naaede vi en anden, stor Sandstenshule. Her skulde en Læge give os en Indsprøjtning mod Stivkrampe. Vi blev Resten af Natten i Hulen. I Hulens Baggrund laa mange saarede Kammerater. Der var meget mørkt. Enkelte af de saarede klagede sig, men de fleste var tavse. De var nemlig døde.

Jeg kunde ikke falde i Søvn i dette Selskab. Jeg stod derfor op og fandt ind i en af Hulens Sidegange. Her stod nogle af Sanitetskolonnens Heste. Det passede mig bedre. Endelig faldt jeg i Søvn og sov lige til den lyse Morgen. Det viste sig, at jeg havde lagt mig til at sove foran Benene paa en af Hestene.

DSK-årbøger 1953

 

Krigens forløb, Sønderjyder

21. maj 1918: Asmus Andresen – ”De følgende Dage var nogle af de værste, jeg har oplevet…”

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

De følgende Dage var nogle af de værste, jeg har oplevet; vi fik ikke Ro hverken Dag eller Nat; mange Gange kunde Køkkenvognen ikke komme frem, fordi Franskmændene skød saa voldsomt med Gasgranater.

Vi var saa trætte, at vi havde ondt ved at holde os oprejst, og vi tvivlede om at komme godt fra det hele. Heldigvis faldt der ogsaa mange Heste i Nærheden; dem skar vi et større Stykke af og kogte i en Spand, som vi derefter stillede hen ved Kanonen, og medens vi skød, blev det spist.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Krigens forløb, Sønderjyder

4. maj 1918: Asmus Andresen – Granatild ved køkkenet

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Næste Dag Kl. 11 gik vi til Køkkenet efter vor Middagsmad, men den var som sædvanlig først færdig Kl. 12.

Da vi saa skulde vente en hel Time, satte vi os paa en Vognstang. Vi havde siddet omtrent 10 Minutter, da vi pludselig blev opmærksomme paa en Piben i Luften, og 6 mindre Granater faldt ca. 200 Meter foran os, og straks efter kom der 6 til endnu nærmere. Officeren og Halvdelen af dem, der var i Lejren søgte Dækning bag nogle Ruiner, medens vi, som sad paa Vognstangen, blev hvor vi var og ventede paa, at Køkkenfolkene ogsaa skulde løbe deres Vej, da vi saa vilde gøre os tilgode ved Køkkenvognen.

Straks efter slog atter 6 Granater ned midt i Lejren, og hvis Franskmændene havde vidst hvor godt de havde ramt, kunde vi have ventet over 200 Skud i de næste 10 Minutter. Da Skydningen blev indstillet et Øjeblik, fik vi travlt med at pakke sammen, og i Løbet af 10 Minutter var Lejren brudt af og trukket længere tilbage.

Efter 3 Timers Kørsel kom vi til en lille By; der blev Vognene kørt sammen paa en Mark, og først da fik vi Middagsmad.

Den første Nat derefter sov jeg paa Cementgulvet i en Ruin, men Dagen efter byggede min Kammerat og jeg et lille Telt bag nogle Ribsbuske i Haven, hvor ingen kunde finde os,vi lod os kun se ved Maaltiderne.

I 6 Dage gik det godt, men saa opdagede Feltveblen os. Han spurgte, om vi havde været med til Appel i de sidste Dage, men da vi benægtede det og tilføjede, at vi ikke vidste, der havde været Appel i denne Tid, blev vi noterede.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Krigens forløb

3. juni 1916. Vi sov de første nætter på den bare jord.

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:32

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

Thomas – sådan hed min makker – havde i garnisonen været en overordentlig gemytlig fyr. Nu var det, som om han tabte gnisten, han kunne ikke rigtig finde melodien og så meget sort på fremtiden. Man kunne heller ikke påstå, at det var lyse tider, vi gik i møde. 

Skyttegraven, vi logerede i , var efter russernes tilbagetog nyopkastet og uden beboelsesrum af nogen art. Vi sov de første nætter på den bare jord, og det øsregnede. Dertil kom, at det om dagen var brandvarmt, og om natten faldt temperaturen helt ned til en 5—6 graders varme, så vi frøs med anstand i vort våde tøj. 

Jeg tror, at min »hjælp dig selv« opdragelse hjalp os over det døde punkt. I løbet af de næste dage fik jeg organiseret forskellige materialer til at ligge på, så vi i al fald ikke fik fugt nedefra. 

Korporalskabet, vi var blevet tildelt, blev ledet af en Gefreiter (underkorporal), han var sådan set en flink mand, men ikke meget »ledende«. Fordelingen af det arbejde, der rutinemæssigt skulle udføres – det arbejde man i garnisonen kaldte »Stubendienst« – tog han sig ikke af, det overlod han til de »gamle« i korporalskabet. Her var det særligt en bayrer, der førte ordet. Han fordelte dette arbejde, der bestod i at hente mad fra feltkøkkenet, post m. m. efter bedste skøn – nemlig efter sit eget. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

24. februar 1916 – Matthias P. Branderup: “… frokost i Verdun, blev aldrig til noget”

Skriv en kommentar

Matthias P. Branderup fra Rødekro blev indkaldt i december 1914 og kom til at gøre tjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 37 på vestfronten. Først på året 1916 deltog regimentet som del af 10. Reservedivision i offensiven ved Verdun.

Omkring midten af februar gik det løs. En trommeild fra vore batterier satte ind dag og nat uden afbrydelser i flere døgn. Da det holdt inde, vidste vi, at nu var det vores tur til at gå frem til angreb.

Vort udgangspunkt var Gremilly, og så gennem Herbewald. Men sikket et syn. Den var fuldstændig ødelagt af vore granater, og rundt omkring lå døde og sårede. Vore tornystre var blevet efterladt i vor udgangsstilling, så vi havde kun “sturmgepäck”.

Det blev aften, og vi skulle storme byen Ornes. Det blev nu ikke så svært, da franskmændene allerede havde rømmet byen før vor ankomst. Jeg holdt forresten mit indtog i denne by som sygebærer. Her blev to mand beordret til at bære en såret franskmand ned i en lade, hvor de sårede blev samlede og forbundet. Det så ud til, at denne by hurtig var blevet rømmet. Overalt fandt vi lagre med chokolade, kiks og mange andre gode sager, som vi ikke var forvænnet med.

Opholdet her var dog kun af kort varighed. Næste dag gik det videre, men nu kun langsomt. Gennem den stærke trommeild, som var gået forud i flere døgn, var franskmanden nok klar over, at en større offensiv var forestående. De havde i hast fået forstærkninger frem, så de var parate til at tage imod os. Kronprinsens pral med at vi om nogle dage skulle spise frokost i Verdun, blev aldrig til noget. Snart gik det fremad og snart tilbage. Til at begynde med havde vi frost, så gav det omslag i vejret med tø, så det svære artilleri havde svært ved at komme frem.

Efter byen Ornes var byen Bezonvaux den næste. Men her opholdt vi os heldigvis ikke længe. Det franske artilleri var her så godt indskudt, at de med stor træfsikkerhed kunne ramme de mest befærdede veje, så der lå mange døde og sårede. Det var også i denne by, at vi, kort efter at vi havde hentet vor middagsmad ved feltkøkkenet, at en granat slog ned, så der ikke blev levnet nogetsomhelst af hverken køkkenet eller personalet. Det var tæt på.

I den tid, vi var med i offensiven, måtte vi næsten hele tiden ligge ude i det fri. Det skiftede med frost, sne og tøvejr. Vi både frøs og sultede. Men det er utroligt, hvad et menneske dog kan holde til. I den by, vi lige havde forladt, fandt jeg en fårepels og en karton skibstvebakker. Kavringerne kunne dæmpe den værste sult, og pelsen var dejlig at have, da vi i længere tid måtte finde et natteleje på åben mark.

(Efter Matthias P.  Branderup: Verdenskrigen 1914 — 1918, renskrift af upublicerede erindringer på Lokalhistorisk Arkiv i Rødekro)

Udsnit af kort over det tyske angreb ved Verdun 24. februar 1916, fra Der Weltkrieg 1914-1918, bd. 10.
Udsnit af kort over det tyske angreb ved Verdun 24. februar 1916, fra Der Weltkrieg 1914-1918, bd. 10.
Krigens forløb

10. oktober 1914. “Her ligger Danske Side om Side i Skyttegraven.”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 15. februar 2016 11:56

Hejmdal

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Livet i Skyttegravene ved Aisne.

Skyttegraven ved ……., 26. Sept. 14.

– – Jeg kan ikke med Ord udtrykke, hvilken Glæde det er at modtage Post hjemmefra. Alle mine kammerater er som jeg, det der interessere os allermest om Morgenen, naar vi vaagner, og om Aftenen, naar vi lægger os til Ro, er, om der er Post. Fra ….., Varnæs, fik jeg ligeledes i Gaar Chokolade og Cigarer, det er rørende, saa venlige alle er imod mig.

Vi ligger endnu stadig her i Skyttegraven, og jeg vil i al Korthed fortælle Jer lidt om Livet her, det kan dog maaske interessere jer. Jeg deler Hule sammen med Løjtnant R., i Civil Dr.jur. Hulen har til Loft en Dør, som Pionererne har skaffet os fra en nærliggende Landsby. Den har en Dybde af ca. 2 Meter, saa vi paa en Conserveskasse udmærket kan sidde uden at støde imod Loftet med Hovedet. Bredden udgør ca. 1½ Meter. Bunden er belagt med lidt Halm og lidt Lucernehø. For at faa Plads til vore smaa Æsker med Godter i, har vi udgravet et Par smaa Hylder. Her ligger vort Drikkebæger, vor Post og lignede Sager. Natten tilbringer vi særdeles udmærket. Vi ligger indpakket i et Par Overfrakker.

Om natten kan det hænde, at vi vækkes af Patrouiller, men særlig i Morgenstunden begynder Knalderiet. Vi er dog nu saa vante til den Rummel, at vi ikke lader os forstyrre i vor Morgenro. Naar der ikke er noget særlig paa Færde, sover vi med Afbrydelser til Klokken ca. 9. Saa indtager vi Morgenmaaltidet, som bestaar af Brød og i denne herlige Tid af lidt Kød eller Flæsk, sidste en meget efterspurgt Vare. Vi har vi ogsaa en Del Cigarer og mangler kun Tændstikker, som for Tiden er det mest efterspurgte.

Formiddagen gaar med Læsning, Besøg i Naboskyttegravene og Samtaler om Krigens Gang. En Gang imellem kommer der saa en Granat susende og minder os om, at endnu er Fjenden ikke svækket. Men Granaterne er vi nu saa vante til, at vi knap blinker med Øjnene, naar saadan en Fyr med et voldsomt Brag slaar ned og lever et meterdybt Hul i den haarde Jord. Nej, man hærdes.

Dagen igennem gaar saa med lidt Læsning, lidt Rygen og, hvad næsten er det bedste, med lidt Søvn.

Men saa snart Mørkets tunge Skyer falder hen over Egnen, vaagner først rigtig Livet i og omkring Skyttegraven. Saa komme de alle krybende ud af deres Huler. Nu er der jo ingen, der kan se dem. Men der maa tales sagte, thi Franskmændene er ikke langt fra os, og lidt højt Talen kan forraade os i en September Aftens Stilhed. Vore Patrouiller foran Fronten hører tydeligt Fjenden modtage maden, hører dem samtale; af og til faar de en Shrapnell ned over Hovedet, og vor Patrouille morer sig over den Uro, den volder dem.

Om Aftenen faar vi vor varme Mad, lidt Ris med Kød, eller lidt Ærter og Bønner med Kød, alt sammen godt tilberedt i vort herligste Vaaben, nemlig Feltkøkkenet. Det er en ganske uundværlig Ting, saadan et Feltkøkken; havde vi ikke haft det, ja, saa havde vi været meget mere forkomne, end vi er. De sidste Dage har vi faaet en Rødvinspunch om Aftenen, hvor herlig en Ting det er for os, kan I ikke danne Jer nogen Mening om. Det ved man først, naar man har boet 3 Uger i en kold og fugtig Jordhule. Naar vi har faaet vor Mad, ryger vi lidt paa Piben og gaar saa til Ro.

Saa længe vi ingen Regn har, er Skyttegravslivet ganske udmærket, men begynder det først med Regn og Slud, saa forstaar I nok, at Tilværelsen i en leret Hule ikke kan være behagelig. Mine Fødder er allerede nu paa Grund af, at man i 14 Dage ikke har faaet sine Støvler af Fødderne, helt Kolde og stive. Ved sidste Dag at søge efter v. Barm fandt jeg i en fransk Tornyster et Par Lædersko, foret med Uld. Jeg har ved Hjælp af dem og de nye Strømper at faa mine Fødder i Orden igen.

Min “Hjemdal” vandrer hele Skyttegraven igennem, alle er jo næsten Nordslesvigere. Lige ved Siden af mig ligger Chr. E. Christensens Nabo, en N. Bonde fra Asserballe. Han pakker Løjtnanten ind hver Aften, og meget drypper fra Herrens Bord paa Ham. Ellers har jeg det udmærket, er ved godt Mod og har en urokkelig Tro paa, at jeg igen skal ses med Jer.

—

Af et Feltkort fra samme:

Her ligger Danske Side om Side i Skyttegraven. Alt gaar næsten paa Dansk. “Hjemdal” vandrer fra Haand til Haand. Løjtnanten læser den ogsaa. Jeg fortolker. Paa denne Vis tilbringer vi Dagen i Jordhulen.

Fra en Gaardejer, der er hjemmehørende paa Bevtoftegnen, men nu er i Felten, har en Slægtning modtaget et Brev, hvoraf vi hidsætter følgende:

…. Vi er nu flere Mil inde i Rusland og har kun Forbindelse med Thorn ved Automobiler. Vi har det for øvrigt meget rart her i Wlozlawsk. Det er en ret anselig By og det er ret interessant at spadsere omkring og betragte Livet her. Vi har ogsaa haft forholdsvis god Tid dertil indtil nu. Bortset fra det ret fremmedartede Indtryk, som selve Byen gør, har man slet ikke Følelsen af at være i Fjendeland. Der er fuldstændig orden i alting. Befolkningen, der for største Delen bestaar af Polakker, er som Regel venligsindet, særlig da vi opretholder Orden og betaler alt, hvad vi bruger, men rede Penge, medens Kosakkerne, for de forlod Byen, røvede og plyndrede, saa meget de kunde overkomme, hvorved det selvfølgelig mest gik ud over Evangeliske og Jøder, som der ogsaa er mange af her. Hovedgaderne her i Byen er meget flotte, men des fattigere ser det ud i de smalle Gyder. Men derom kan jeg jo fortælle mere, naar jeg en Gang kommer hjem, hvad jeg haaber; og hvis det skulde fejle mig, saa maa I hellere ikke sørge saa meget for min Skyld. Jeg er ikke bange for Døden og stoler paa Gud….

Faldne og Saarede.

Iver Lycke er Navnet paa en ung Mand fra Hygum Sogn, som ifølge Tabslisten er falden ved Neuvy den 6. September. Navnet er ikke kendt ud over den snævre Kreds, som er kommen i personlig Berøring med Ham, men af de vil det ikke glemmes. Iver Lycke tilhørte en dygtig Slægt, og han var selv en ualmindelig dygtig og energisk und Mand, en af dem, som vi daarlig har Raad til at miste. Iver Lycke var Landmand; ved Krigens udbrud var han Bestyrer paa Aarupgaard. Han har i en Aarrække været forlovet med en unge Pige fra Kongeriget. Hans Moder og Kæreste nærer endnu et svagt Haab om, at han kan være falden i fransk Fangenskab.

Den 24. September er Theodor I. Erlang fra Ladegaard I falden i Frankrig. der er Mindegudstjeneste i Morgen i Aastrup Krige.

– Frederik Christian Moos fra Bramdrup er falden den 25. September i Frankrig. Der holdes en Sørgehøjtidelighed u Tilslutning til Eftermiddagsgudstjenesten i Morgen i Moltrup Kirke.

Bygmester Sønke Nissen, der boede i Vidaagade i Tønder var en stræbsom Haandværker, er falden i Frankrig.

– Der er ifølge “Bsl.Tid.” endvidere kommet Meddelelse til Tønder om, at Overlærer Mietz ved Realskoen der i Byen, en ung Mand, skal være falden i Franskrig.

Postbud Green fra Lindtrup, som siden Krigens Udbrud har været med paa den vestlige Krigsskueplads, er bleven let saaret i den ene Haand.

I Fangenskab.

Gaardejer Kresten Fink paa “Fuglsiggaard” har modtaget Meddelelse fra sin Avlskarl, Jakob Hansen fra Vester Lindet, om at han er saaret og i fransk Fangenskab i Bordeaux. han har det ellers godt. Hansen stod ved 84’erne i Haderslev.

– H. Schmidt Rederi i Flensborg har fra Lagos (Vestafrika) modtaget et Brev fra Kaptajn Nicolaisen, der førte Damperen “Diana”. Kaptajnen oplyser, at “Diana” er belagt i Arrest af Englænderne og at hele den hvide Besætning er bragt til Lagos som Krigsfanger. Det er blevet ham forsikret, at hele den store Besætning er blevet fjernet fra Damperen og at Skibet er slæbt til Forrabos, hvor det ligger under Guvernement-Opsyn.

Andreas Dirks, der er barnefødt i Skovby (Bredsted Sogn), Søn af Lærer Dirks i Harreslev ved Flensborg, er i Frankrig blev taget til Fange af Englænderne og ført i engelsk Krigsfangenskab.