Tag-arkiv: afsked

Sønderjyder

22. maj 1918: Frederik Tychsen – Den vanskelige afsked

3 kommentarer

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. Han var midlertidigt hjemme på en kort orlov i Agerskov.

Den sidste morgen og den sidste formiddag kom. Jeg skulle med toget kl. 12 fra Agerskov. Moder var helt syg. Hun fik krampeanfald, men kom dog op, inden jeg rejste. Jeg fik mit tornyster pakket, og desforuden fik jeg en god madpakke med skinke, smør, brød osv.

Lidt før 11 holdt vi andagt sammen, vi bad sammen – og så måtte jeg sige farvel. Far, Alfred og Anne gik med mig til toget, mor kunne næsten ikke slippe mig, hun blev ved med at løbe bag efter mig idel gentagende: ”Lad mig favne dig endnu en gang, min stakkels dreng”.

Jeg måtte rive mig løs, men endnu en gang kom moder løbende efter mig ned af marken (vi boede denne gang ca. 1 km uden for byen, syd for byen). Jeg vendte mig om mange gange og så tilbage, men stadig stod mor og vinkede.

Jeg kom med toget, og da jeg kørte efter Rangstrup, kunne jeg se huset bag ved kirken, og jeg kunne se, at mor og Marie stod og vinkede med hver et lagen. Det var det sidste glimt af dem derhjemme – og jeg satte mig hen på bænken og trak et tungt befrielsessuk – den sværeste afsked jeg nogen sinde havde taget, var overstået – jeg kom fra fronten, og gik lige til fronten igen.

Far og mor sørgede, og selv var man ked af det, så det hele var slet ikke let. Alle tænkte vi på, at det var usikkert, om vi fik hinanden at se mere. I Over Jerstal kom jeg med statsbanen. Her var en transport udsultede straffefanger, de ventede også på toget og skulle sydpå. Straffefangerne blev anvendt i vid målestok ved anlæg af den befæstede stilling i Sønderjylland.

I toget traf jeg sammen med Povl Jørgensen fra Bovlund. Jeg havde ikke set ham, siden jeg gik i skole. Han tjente den gang hos Marius Tap, og hans langfinger og ringfinger var fra fødsel af sammenvokset på begge hænder, det kunne jeg huske, og dette kunne jeg kende ham på.

Jeg talte ham til, og vi rejste så sammen til Køln. Povl Jørgensen var hestepasser på et hestelazaret, langt bag ved fronten, og derfor følte han sig sikker. Men i det første brev, jeg modtog hjemmefra efter denne orlov, meddelte de mig, at Povl Jørgensen, Bovlund, var blevet dræbt af en flyverbombe.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Krigens forløb

5. marts 1918: Frederik Tychsen og batteriet tager afsked med de belgiske piger

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet endnu en gang på vej mod fronten.

Ude i udkanten af byen havde byens unge piger imidlertid samlet sig; belysningen var svag, og da vi kom marcherende, stod de på begge sider af landevejen. Barbara var også iblandt dem. De fulgte med, hver fandt sin pige, og de kom ind i geleddet, og straks blev der en broget kolonne.

 Batterichefen så det godt, men for en gangs skyld lod han stå til; han morede sig øjensynligt over situationen, pigerne gik med; arm i arm (sikken kolonne!!) en 5 – 6 km. Kl. blev hen ad tolv, og så pludselig kommanderede batteriføreren “holdt”. Han råbte ud i nattestilheden: “første Batterie! Skal vi så standse i 5 minutter og få afskedskysset; vi vil sige dem tak for det gode kvarter og alt godt, og når vi nu fortsætter, lader vi pigerne blive tilbage – har de forstået?” “Javel, hr., løjtnant”, lød det fra mange munde.

 Efter et holdt på ca. 10 minutter blæste hornisten signalet til, at hestemandskabet skulle sidde op. Vi sagde farvel og trådte an, og batteriføreren kommanderede: “Batterie march!” Den lange række satte sig i bevægelse. Pigerne stod ved siden og grød, nogle hylede, andre hulkede; til de sidste hørte Barbara. Jeg sendte hende et taknemmeligt vink, hun vinkede med lommetørklædet og råbte: ”Ou revoir, Monseur Frederik!” Det var den sidste hilsen, det sidste blik fra Barbara.

 Zum Dorf hinaus zieht die Batterie,

die Fahne lustig weht,

ein mädchenschar begleitet sie

und weint, das zum Krieg es geht.

Noch einmal schaut der Kanonier

nach seinen Lieb zurück.

Viel tausend Grüsse schickt er ihr,

was sagt sein letzter Blick?

Ach Mädehen bleibe mein,

dies Herz gehört nur dein.

Ist der Friede da,

so kehr ich ja

nach Stolzenfels am Rhein.

 

Pligten kaldte igen, og målet var Frankrig

I en af Lüttichs forstæder stod et tomt tog parat. Her fik vi batteriet læsset på, derefter rullede toget af sted – ingen vidste hvorhen – ingen vidste, hvad fremtiden ville bringe. Til at begynde med blev der sunget i de enkelte vogne: “Drum Mädschen weine nicht, sei auch nicht traurig, nach einen Kanonier das Herz nicht schwer” osv. Lidt efter faldt vi alle i søvn, mens toget rullede ind i det uvisse…

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Krigens forløb

4. marts 1918: Frederik Tychsen – Afgang mod fronten endnu engang..

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet endnu en gang på vej mod fronten.

Dagen efter, den 4. marts 1918, blev vi vækket til sædvanlig tid. Der var stor travlhed straks fra morgenstunden. Alt var blevet gjort i orden, men nu skulle der pakkes. Kanonerne fik endnu en omgang, de blev efterset, de fik olie. Lafetkassens indhold, der talte 78 genstande, reservedele m.m. blev gennemgået, lanternerne og lysene blev bragt på plads, remmene der holdt spader, hakker og løftestænger fast, blev strammet, sigtekikkerten blev efterset, glassene blev pudset og noniussen prøvet, Richtkreis og kvadrant omhyggelig ordnet – og først når kanonen var ordnet, pakkede vi tornysteren, rullede mantel og teltdug, og snørede dem på tornysteren. Karabiner og sabel fik lidt olie, og blev gjort klar til afgang.

 Hestemandskabet havde travlt med at ordne furage til hestene, og på kontoret skulle alt pakkes i kister og kasser. Der er i det hele taget uhyre mange ting, der skal ordnes til en sådan transport, men hver enkelt ved, hvad han skal have med, og hvad han skal ordne. Hen på eftermiddagen var vi færdige, og så røg vi tobak og spadserede for resten, men ingen måtte forlade pladsen. Vi fik vor aftenkaffe, brød og osterationeme for flere dage, tobak, cigarer, cigaretter og lidt snaps.

 Kl. 8 trådte vi an! Alle navne blev råbt op, hestene blev spændt for kanonerne og alle de andre køretøjer, officererne red frem og tilbage, og en time senere besteg rytterne hestene, og kommandoen lød: “Batterie march!!” Først red batterichefen og et par officerer, så kom alle kanonerer og fodmandskabet, dernæst køretøjerne. Vi forlod pladsen, marcherede gennem den lille bys hovedgade i streng orden, vi så til siderne, for vi havde fået byen kær, og befolkningen smilte, og enkelte vinkede til os.

Men pigerne så vi ikke noget til. Jeg havde dog ventet at se Barbara endnu engang.

 Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Sønderjyder

3. marts 1918: “…der stod Barbara og vinkede med sit lommetørklæde – hun græd..” Frederik Tychsen tager afsked med sønderknuste Barbara.

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

 Om aftenen samledes vi, der plejede at komme i Estaminettet, der for sidste gang. Barbara såvel som de andre piger havde klædt sig i sort som et synligt bevis på, at de var bedrøvede over vor bortrejse. Denne aften blev der ikke danset, og der blev ikke sagt ret meget. Jeg købte en kop kaffe med et par småkager til Barbara og mig selv. Hen ved 9 tiden brød vi op, vi gik en tur, og så gik Barbara med hen til slottet. Barbara græd, hun spurgte mig, om jeg ville skrive, når jeg nu tog af sted? Det kan jeg ikke – måtte jeg svare, soldaterne må ikke korrespondere med den civile befolkning i “fjendens” land.

 “Når kommer du igen?” spurgte Barbara. “Det ved jeg ikke!” “Får du snart orlov?” “Det ved jeg ikke”. “Kommer du aldrig tilbage til Beyne Hensay mere?” “Det kan jeg ikke sige dig, Barbara”. “Tror du, at du bliver skudt, når du kommer til fronten igen?” “Det ved jeg ikke”. ”Er du vred på de belgiske soldater?” ”Nej, absolut ikke. Jeg er ikke vred på nogen, aldeles ikke”. ”Ja, men så kan du flygte til Holland. Så kommer jeg bagefter!” ”Det er lettere sagt end gjort, Barbara, det er ikke så let at komme bort”. “Tror du aldrig, vi ser hinanden mere, Monseur Frederik?” ”Jo, i morgen aften”. ”Og så ikke mere?” ”Det kan jeg ikke sige noget om” (jeg kunne ikke stå og fortælle eller love noget, som jeg ikke selv troede på).

 ”Når du er 23 år og jeg er 19 år, så kan vi gifte os, Monseur Frederik, og så kan vi bo i Holland!” ”Ja, ja, Barbara, lad os nu først få en ende på krigen og ud af dette tøj, så kan vi først lave fremtidsplaner”. “Min far og mor kan godt lide dig, Monseur Frederik!” “Jeg kan også godt lide dem, men jeg kan endnu bedre lide dig, Barbara!” Barbara græd! Jeg tænkte på sangen:

 Ein Kanonier auf dem Dorfplatz stand,

ein Mädehen ihm zur Zeit,

er lägt die Waffen aus der Händ,

spricht Trost zu ihr im Leid.

Er drükt sie traurich an die Brust

beugt traurich ihr Gesicht

Der Trennungsschmertz wird ihm bewusst

als er jetzt zu ihr spricht.

Ach, Mädchen bleibe mein

Dies Herz es ist nur dein,

Ist der Friede da, so kehr ich ja

nach Stolzenfeld am Rhein.

 Vi stod i parken foran slottet. Vejret var smukt, det var den sidste aften, der gik mange tanker gennem min hjerne – hvad ville fremtiden mon bringe? – Om få dage var vi sikkert i ilden igen, Barbara var bedrøvet – jeg var selv bedrøvet og ked af det – Barbara græd – hun kunne ikke rive sig løs! Tårnuret slog nu 10, og hornisten blæste Tappenstregen, det lød smukt i den stille luft – nu skulle der tages afsked. ”God nat, Barbara”. ”God nat, Monseur Frederik, Au revoir!”

 Jeg gik op ad stentrappen foran slottet, døren eller rettere porten skulle nu lukkes, jeg så endnu en gang ned i parken, der stod Barbara og vinkede med sit lommetørklæde – hun græd, der kom en 3 – 4 soldater løbende, de skulle skynde sig med at komme ind, før porten blev lukket i og låset, og de sidste toner af den sidste sats af den lange artilleritappenstreg døde hen i aftenstilheden. Jeg gik op på værelset, de andre var ved at gå til sengs; jeg lagde mig på brixen og tænkte på det første møde med Barbara.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Sønderjyder

2. marts 1918: Den vanskelige afsked – Frederik Tychsen og hans batteri rejser fra Liége.

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Imidlertid nærmede tidspunktet sig, da vi skulle forlade Beyne Hensay. Vi havde nu fået den nødvendige udfyldning af heste og mandskab. Batteriet var krigsstærkt, kanoneme var nye, og der blev talt om offensiv. En af de sidste dage gik vi hele batteriet under førelse af chefen hen og beså noget af de forter uden for Lüttich, som var blevet ødelagt af de store 42 cm Mørsere 1914, og om aftenen holdt Unteroff. Dres et foredrag om Lüttichs indtagelse 1914.

 Vi fik besked om, at vi skulle bort fra Beyne Hensay om aftenen den 4. marts, og læsses på jernbanen i en af Lüttichs forstæder natten mellem den 4. og 5. marts. Et par dage i forvejen var vi nede i Lüttich på luserensningsanstalten; det blev sent, og vi forlod anstalten ved ca. 7 tiden.

 Da vi gik igennem gaderne, sang vi en soldatersang så kraftigt, at folk kom hen til vinduerne i hvert hus for at høre og se, hvad der var lås. Sergenten forbød at synge inde i byen, men i aften ville vi synge, og når den ene sang var forbi, begyndtes der på en anden; jeg tror aldrig vi har sunget mere kraftigt end denne aften, sangens ånd kom over soldaterne, det gav genlyd i gaderne, folk standsede, så og hørte – og det lød vidunderligt denne aftenstund. Med faste fodslag marcherede vi igennem gaderne, og vi vakte opmærksomheden, og den rettedes imod os.

 Den sidste dag i Beyne Hensay blev vi synet af en læge om nogen eventuel var kønssyg. Det viste sig, at 37 mand havde “Tripper” (gonorré) og måtte på lazarettet. Det var et forholdsvis stort kontingent, der måtte til lazarettet, men der var intet at gøre. Selv om hver mand havde fået udleveret et “Lommeapoteke” (der bestod af en tube med salve, en lille sprøjte og et lille glas med væske), dog syntes det, at det ikke var taget i brug i tilstrækkelig grad. Lægen havde givet instruktion i brug og anvendelse af apoteket.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Sønderjyder

25. oktober 1917. H.C. Brodersen tager afsked med familien og rejser mod Sydtyskland.

Skriv en kommentar

Senest ændret den 4. december 2020 8:56

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni ved Infanterie-Regiment Nr. 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Jeg har haft min Orlov, og har i Dag pakket, hvad der er at pakke, thi i Aften skal jeg atter af Sted. Bare jeg dog ikke skulde helt derned til Sydtyskerne. M i n Hustru og Moder har hentet Potter og Tallerkener, som de har bragt saa meget godt i , og min lange Pibe har de ogsaa taget med. Klokken 6 rejste de, og Klokken 8 gaar ogsaa mit Tog.

Jacob Hansen spiller mig et Stykke, og Hans Christensen giver „Teufels-geigen” en Omgang. „Humba, Humba,” brummer den, som om den vilde være med til at jage mig ud. „Humba, Humba,” jamrer den stadig, medens jeg forsvinder ud ad Porten.

 

Krigens forløb, Sønderjyder

4. februar 1917. Claus Eskildsen: “Værst var det, at man lige i denne Tid tog Regimentsadjutanten fra os”

Skriv en kommentar

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I januar 1917 blev regimentet indsat ved La Bassée.

Vi forlader hurtigt Dødens By for at være hjemme, inden de engelske Flyvere løfter sig paa deres Vinger. De benytter deres Overlegenhed til at skyde paa Soldater i Skyttegravene og enkelte Mennesker paa Vejene. Englænderne behersker Luften. I Snesevis sejler engelske Flyvere gennem Lufthavet og fordriver de faa Tyskere, som vover sig op.

Næsten hver Dag er vi Vidner til Luftkampe, der dog som oftest ender uafgjort. Ogsaa i Luften gaar de fleste Kugler forbi. Men Flyverne har ogsaa Bomber med, det faar vi at føle herovre. Flere Gange ryster Jorden, og Vinduerne klirrer, naar Flyverbomber er suset ned i vor lille Landsby.

Vi havde ingen »Heltekælder« og var derfor ikke beskyttede mod Bomberne. Alligevel følte vi ikke Angst for Flyverne; den største Plads er altid udenom. Det er kun bagude i Etappen, hvor man ikke kender andre Farer, at man frygter Flyverne. Arbejdet er det bedste Lægemiddel mod Frygten, og vi havde meget at bestille.

Min Forgænger paa Stedet, den bajerske Regimentsskriver, var en fornem Herre. Han havde 6 Skrivere paa Kontoret og boede selv i et lille Hus i Nærheden, hvor han tilbragte Natten i Ro, medens Personalet passede Forretningen. Det kendte vi ikke, og jeg opslog straks mit Leje i Kontoret.

Naar vi mange Gange havde arbejdet til ud over Midnat, maatte jeg endnu i Nattens Løb indtil otte Gange op af »Sengen« for at telefonere. Værst var det, at man lige i denne Tid tog Regimentsadjutanten fra os.

Premierløjtnant Ebeling forflyttedes den 4. Februar til Generalkommando 65 — »Generalkommando Nordslesvig«! Navnet lød meget ildevarslende for os Sønderjyder, der saa Skyerne trække sammen over Hjemstavnen i disse Dage efter Proklameringen af den uindskrænkede Ubaadskrig, da Tyskerne belavede sig paa alt heroppe. 

Bekymringen for Hjemstavnen og Danmark øgede Afskedssmerten. Den var ellers gensidig og stor nok. Premierløjtnanten græd den hele Dag. Mig tog han Afsked med under fire Øjne og sagde aabent og ærligt, at mit gode og trofaste Arbejde var regnet ham til Fortjeneste, saa jeg havde min store Andel i hans Forfremmelse.

Vi gav kun nødig Afkald paa ham ved Staben. Han var en frisk, glad, ærlig Officer, maaske lidt ligegyldig og let, men godmodig og jævn. Hans Efterfølger, Løjtnant v. Oven, var i mange Punkter hans Modsætning, veg, lunefuld, forkælet, og ikke udrustet med Ebelings klare Blik og hurtige Opfattelsesevne.

Ebeling var Officer, hans Hovedinteresse var Jagt og Dyr. v. Oven var Æstetiker, han læste Romaner og interesserede sig mest for Kunst og Litteratur. Han kunde jage en stakkels Cyklist 15 Kilometer frem og tilbage gennem Regn og Slud og Granater for at hente en Rulle Klosetpapir, og da en Telefonist en Morgen vækkede ham lidt for ublidt, sendte han straks Manden ud i Skyttegraven, hvor han kort efter blev haardt saaret.

Jeg personlig har imidlertid aldrig kunnet klage over denne unge Løjtnant. Han havde Respekt for mit skaldede Hoved og behandlede mig meget godt. Vi to kom snart til at føre Regimentets Tøjler, thi Oberstløjtnanten stak af paa Orlov, saa snart denne blev givet fri.

Den gamle Major Huck, den mest umulige Officer under Solen, »førte« Regimentet i Oberstløjtnantens Fraværelse. Han virkede altid paa mig, som om han var sprunget levende ud af en af Friherre v. Schlichts Militærhumoresker. Han begreb intet og fik intet at vide. Løjtnanten klarede det hele, og jeg maatte nu ogsaa hjælpe ved de taktiske Ting, som man hidtil havde holdt mig udenfor. Det var sikkert en daarlig Ledelse, og vi savnede tit Oberstløjtnantens klare Hjerne, — for nu blev Regimentet indviklet i alvorligere Kampe.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

Krigens forløb

7. august 1916. På orlov for at begrave konen

5 kommentarer

Senest ændret den 4. marts 2021 11:34

Andr. Bøgen, Vennemose, blev indkaldt i sommeren 1915 og blev efter træning i Slesvig i november transporteret til Østfronten. Gårdens drift måtte han overlade til svagelig kone, en konfirmeret dreng og en pige.

Efter to-tre Maaneders Forløb skiftede vi Stilling, som vi saa ofte har gjort det siden, altid i Egnen Syd eller Nord for Baranovitzi.

Den 28. April drog jeg for første Gang paa Orlov fra Fronten, og det var en Fornøjelse engang at komme ud af Elendigheden. Jeg havde Orlov i fire Uger. — Da jeg igen tog Afsked med min Kone, havde jeg en Følelse af, at det var sidste Gang, og det slog desværre til.

Den 7. August samme Aar blev jeg kaldt til Skrivestuen, hvor Kompagniføreren, som netop var til Stede, rakte mig et Telegram med Meddelelse om, at min Kone var død.

Jeg stod nogle Øjeblikke i mine egne Tanker; saa spurgte man, om jeg ønskede Orlov. Det gjorde jeg naturligvis, men det varede et helt Døgn, før jeg fik Rejsetilladelse, og det bevirkede, at jeg først kom hjem, da min Kone var begravet.

Det var i en trist Anledning, jeg rejste paa Orlov, og Afrejsen fra Hjemmet efter tre Ugers Orlov var ikke morsom. Jeg maatte overlade det hele til fremmede Menneskers Forgodtbefindende

DSK-årbøger 1952

Nyheder

8. august 1914. Afgang fra Haderslev

Skriv en kommentar

Senest ændret den 28. januar 2016 22:06

En anonym 84’er fortæller om afgangen fra Haderslev:

Vi var i Garnisonen i Haderslev i fire Dage. Den 8. August om Formiddagen stod Bataillonen, 1000 Mand ialt, opmarcheret paa Kasernepladsen i fuld Krigsudrustning, med Bagage, Feltkøkkener, Patronvogne og hvad der nu alt hørte til, med Bataillonsmusikken paa Fløjen, rede til at rykke i Felten.

Nu var jeg klar over, at der ikke var Haab om nogen fredelig Løsning mere.

Mens jeg stod her paa min Plads i Kompagniet, en graa Soldat blandt tusind andre graa Soldater, var jeg ikke fri for noget i Retning af en Smule Beklemmelse. En stille Tanke gled hjemover. Hvornaar fik man dem mon nu at se igen?

(… fortsættes under billedet)

Et unavngivet sønderjysk ægtepar tager afsked august 1914
Et unavngivet sønderjysk ægtepar tager afsked august 1914

Igen — ja, fik man mon overhovedet — Jeg kunde nemt have faaet dem at se endnu engang i de Dage, vi gik i Haderslev. De var slet ikke langt derfra. Havde maaske ovenikøbet været i Byen i de Dage. Men jeg vilde ikke se dem. Afskeden var overstaaet, og jeg syntes, det var bedst saadan for alle parter. Derfor havde jeg ikke meddelt min Kone noget som helst om, hvor vi var eller hvornaar vi rykkede ud. Hun anede ikke, at jeg have været i Haderslev i de fire Dage.

Nu — nu, hvor vi om faa Minutter forlod Nordslesvig for at rykke ud i den store Krig. Nu, mens vi stod og ventede uvirksomme paa Falderebet og Tankerne tog frit Løb, nu var jeg næsten lige ved at fortryde, at jeg ikke alligevel havde skrevet hjem; at jeg ikke havde faaet dem at se endnu engang.

Bataillonskommandøren, den nok som bekendte Major Meibauer, hjalp mig over det døde Punkt. Han kom sprængende paa sin Ganger midt ind i Karréen, med dragen Kaarde og med Kindremmen spændt ned, og holdt en Donnertale til os om, hvorledes vi havde at forholde os som tapre prøjsiske Soldater, om Pligt og Troskab og om, hvad Fædrelandet ventede af os, om hvad vi skyldte Regimentet og dets glorværdige Traditioner og meget andet af samme Slags. Med Bestemthed husker jeg ikke andet end de Ord, hvormed han indledede sin Tale: Wiedermal ruft der deutsche Kaiser sein Volk zu den Waffen.- –

Derefter satte Bataillonen sig i March, og med klingende Spil gik det over Gammelting, gennem Nørregade, Gravene, Storegade til Banegaarden; ved Middagstid rullede et langt Tog bort med os, sydpaa. Hen paa Eftermiddagen naaede vi Flensburger Weiche; her var et større Ophold, mens vi fik tildelt Forplejning.

”Chr.” i Almanak for Nordslesvig, 69. årgang, 1935.

Nyheder

30. juli 1914. Krigsskibene forlader Sønderborg havn

Skriv en kommentar

Senest ændret den 16. juli 2016 13:41

SMS Wetting forlader Sønderborg havn
SMS Wettin forlader Sønderborg havn

Som følge af proklameringen af truende krigsfare fyres der op under kedlerne på krigsskibene i Sønderborg havn. Ved skibsartilleriskolen ligger bl.a. linjeskibet SMS Wettin og krydseren SMS Danzig.

Skønt allerede forældede, mobiliseres også de svære krydsere SMS Prinz Heinrich, SMS Prinz Adalbert samt den lette krydser SMS Undine.

Sønderborgskibene skal sættes ind i Østersøen. De skal bl.a. lægge miner ud mod Rusland, beskytte den tyske skibstrafik og forhindre engelske krigsskibe og u-både i at trænge ind i tyskkontrolleret farvand.

SMS Danzig forlader Sønderborg havn
SMS Augsburg eller SMS Stuttgart forlader Sønderborg havn. Teksten siger ganske vist SMS Danzig, men det kan ikke passe pga. placeringen af den bageste skorsten.

Skibene har været brugt til uddannelse at skibsartillerister til den kejserlige tyske flåde. Mange sønderjyder i den tyske marine har fået deres uddannelse her.

Med mere end 2.000 matroser og officerer har skibsartilleriskolen sat sit præg på Sønderborg.

En anonym sønderjyde har i DSK-årbøgerne 1945 beskrevet skibenes afgang:

Stadig det samme rastløse liv og røre, men dertil kom endnu et andet, mere trist og hjerteskærende billede. Overalt, hvorhen man så, kunne man se marinesoldater tage en alvorlig og rørende afsked med deres kærester, for manges vedkommende for aldrig at gense hinanden mere.

Også officerer og befalingsmænd stod og trykkede deres grædende søstre, kærester og hustruer til deres bryst, det var et hjerteskærende og tankevækkende billede. Et øredøvende hyl fra sirenen kalder besætningen om bord. Alle omfavner og kysser hinanden, mange par læber, øjne og hænder finder hinanden for at modtage det sidste indtryk, det sidste billede af den elskede, og så iler alle mod den store, grå stålkolos, som ventende ligger ved kajen og hvirvler store sorte røgskyer op i den klare aftenluft.

Kun én officershustru vil ikke slippe den elskede mand, hun omklamrer ham grædende og vil ikke slippe ham. Da lyder sirenen for anden gang, højere og mere vedholdende end før. Han må ligefrem rive sig løs fra sin hustru for at efterkomme sin pligt og komme rettidigt om bord. Den lille hustru falder bevidstløs om i armene på de omkringstående, som bærer hende bort.

Senere samme aften forlod skibene Sønderborg:

Aftenen var lun og stille, ikke en vind rørte sig, Havet lå spejlblankt, ikke en krusning. Pludselig høres nede fra Sønderborg et kraftigt, trefoldigt hurra, og krydseren Augsburg glider ganske langsomt og majestætisk gennem Alssund ud i Østersøen. I den lange søkikkert kunde jeg se, at der fra land blev vinket med lommetørklæder og hatte, og fra skibet med kasketter. Det gled ganske sagte til tonerne af Deutschland, Deutschland über alles ud til blinkbøjen, hvor det ændrede kurs efter fyrskibet

Idealiseret postkort: En sømand tager afsked med sin kæreste
Idealiseret postkort: En sømand tager afsked med sin kæreste

En film om skibsartilleriskolen kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=hz_jJJ_Od80

I bogen “Sønderborgs Soldater. Kasernen i Sønderborg 1907-2014” (2015) fortælles bl.a. om tiden som tysk marinestation.

DSK-årbøger 1945