22. april 1915. Fra fronten til storbyen: Fattige børn og løsagtige fruentimmer

Sønderjyden Th. K. [måske Th. Kauffmann? /RR] skriver fra Lille:

Lille, den 22. April.

Nu er det Løvspringstid, Linden løves, og Kastanietræerne staar med Lys mellem de grønne Kviste. Træerne har faaet denne lette, lysegrønne Farve, der ligesom indhyller dem i et Brudeslør.

Ak, hvad ligger der ikke for tunge Dage mellem Vaaren i Fjor og i Aar! Jeg gaar videre gennem nogle af Storbyens Smaagader, hvor det vrimler af Børn, saa jeg næsten ikke kan tro paa Frankrigs Fattigdom paa Børn. Underligt nok, de leger akkurat de samme Lege, jeg legede som Barn. Og Børnene har slet ingen Angst for den frem­mede Soldat, tværtimod, de omringer mig og tigger om Penge, hænger sig i mine Frakkeskøder, saa jeg smilende maa hale Portemonæen op af Lommen og dele alle mine „Sous“ ud til Flokken. Saa først faar jeg Ro.

De Stakler, i mange Hjem er der intet Arbejde, men Smalhans paa Fødemidler. Det lader til, at Bør­nene er vante til at faa Penge af Soldaterne.

En Ting maa man harmes over her i de franske Byer, nemlig den uhyre Mængde af Kroer, der findes her. Hvert tredje Hus er en „Estaminet“ , en „ Bar “, en „Restaurant“ eller hvad de alle hedder. Et meget trist Syn er det at se fattige Kvinder med Smaabørn paa Armen staa ved Disken og drikke deres Øl, Kognak eller Genever.

Frankrig er Vinens Land, men Vinen, eller rettere Alkoholen, er bleven Frankrigs Forbandelse.

Jeg forlader Fattigkvarteret og bøjer ind i en af Ho­vedgaderne, gaar over Universitetspladsen med Pa­steurs Mindesmærke. Ja, der er en Rigdom af smuk­ke Mindesmærker her, man mærker, man er i Kun­stens Land. Heldigvis er Kunstværkerne blevne skaanede af Bombardementet, lige som de smukke­ste Bygninger ogsaa alle er slupne, frem for alt Museet.

I Byens Hovedgader udfolder der sig et rigtigt Storstadsliv. De elektriske Sporvogne og Automobilerne iler ustandseligt frem og tilbage. Officerer og Soldater passerer til Fods, til Hest og til Vogns. Og langs ad Fortovene promenerer Flanerne deres nyeste Foraarstoiletter.
Man væmmes uvilkaarligt ved disse Damer, der endnu, mens den uhyggelige Krig raser udenfor By­ens Porte, kun tænker paa Stads og Fjas.

Og Tusinder Kvinder i deres By bærer Enkeslør, deres Forsørger, deres Slægtninge er døde, lemlæ­stede i Krigen!

Men endnu mere maa man væmmes ved de Kvin­der, der kaster sig i de fremmede Soldaters Favn. En­hver ærlig Soldat maa foragte dem.

Jeg skynder mig bort fra de stærkt befærdede Ga­der, kommer atter ud i Byens Udkant, hvor det duf­ter fra de blomstrende Frugttræer i Haverne. I en lille Restaurant køber jeg mig for en Francs et tarveligt, men solidt Maaltid. Værtindens Mand er med i Krigen som de fleste. Hun ryster paa Hove­det og siger La guerre — grand malheur“, jeg svarer La guerre — triste“. Da vore gensidige Sprogkund­skaber ikke rækker stort videre, nøjes vi med at ud­tale vor Beklagelse af Krigen.

Solen synker nu i Vest og jeg opsøger mit Kvarter.

Th. k .

brøduddeling mindre

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *