20. september 1915. Ved luftskibsbasen: Soldaten hang i en line 50 meter under skibet 100 meter over jorden!

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Luftschiff Trupp 3. Den 9. august kom han til Warszawa for at bygge en luftskibshal. Den 20. september 1915 stod hallen færdig. Den var 145 meter lang, 52 meter bred og 45 meter høj.

En luftskipper fortæller

(… fortsat fra 9. august 1915)

Da vi var færdige, blev de to andre Luftschiff Truppe sendt til Temesvar [Timisoara, Rumænien, RR] i Bulgarien for at bygge en Hal Mage til. Vi derimod skulde blive i Warszawa til Betjening af L-Z 12, der ankom nøjagtig 6 Ugers Dagen efter vor Ankomst.

Vi fik nu en relativt god Tid. Den blev bedre, efterhånden som Hallen blev helt færdig. For mit Vedkommende varede den et helt År, indtil jeg kom tilbage til Stamafdelingen i Mannheim. Jeg lærte Polens skønne Hovedstad at kende ud og ind og lærte at tale lidt Polsk, og det havde jeg af og til nogen Glæde af.

Fra denne Tid kan jeg huske et Par Episoder, som jeg her vil berette.

Ved Byggepladsen stod der Dobbelt-Vagt. En Nat, da Sauerberg fra Hamborg gik rundt med skarpladt Gevær, så han pludselig noget dukke op i Mørket og Tågen.

„Halt! Wer da?“ råbte han de lovbefalede tre Gange. Men dette „noget” rørte sig ikke af Pletten. „Jeg skyder!” brølede han — og Bang! så skød han. Men dette „noget” var der stadig.

Så kom den anden Vagt hæsblasende til, og ved forsigtig Undersøgelse viste det sig, at han havde skudt på en Skruestik, der stod lidt for sig selv på Marken.

Sauerberg måtte tit høre for dette.

Engang stod vi opmarcheret i Landingsformation for at modtage L-Z 12, der havde været på Bombetogt ind over Rusland.

Man stiller op som et V med Spidsen af V’et vendt mod Vindretningen. Luftskibet styrer så lige ned i denne Kile mod Vinden, og når det er ca. 50 m over Jorden, lader det fra Forstavnen et Tov falde. Nu maser alle fra Landingsholdet hen mod dette Reb for at få fat i det og ved forenede Kræfter og Tyngde at hale Skibet ned på Jorden.

Men denne Dag var der lidt med Kastevinde, og da den første Soldat var nået hen og havde fået rigtig godt Tag i Rebet, blev Skibet kastet til Vejrs igen. Inden Soldaten fik set sig om og givet Slip, var han hevet med i Vejret og hang nu der, ca. 50 m under Skibet og omkring ved 100 m over Jorden. Det så farligt ud.

Hvad vilde der ske? Han blev observeret fra Skibet, og Skibet vendte så, sejlede en ny Halvkreds og lavede et nyt Landingsforsøg. Denne Gang lykkedes det. Soldaten var ung, han havde gode Armkræfter, holdt ud under den ufrivillige Luftsejlads på ca. 10 Minutter og landede omtrent samtidig med Skibet. Der var ofte Kammerater fra de andre Våbenarter, der hånede os og kaldte os Strippenzieher (Tovtrækkere), men her kunde de da se, at vi også somme Tider kunde komme i Luften.

Når L-Z 12 lå i Hallen, stod der altid to af os på Vagt ved Skibet. Ude omkring på Eksercerpladsen lå et Landstormskompagni, som holdt Vagt i 200 m Afstand fra Hallen med 12 Mand på Vagt. Vi gik derfor i dejlig Fred og Ro inde i Hallen, for når der kom Officerer på Inspektion, så kunde vi straks høre dem skråle op derude med deres „Holdt! Hvem der?”, og jeg har fået mangen en dejlig Søvn i den kolde polske Vinter 1915-16 under noget Ballonstof.

Hver Time skulde vi kontrollere Skibets .Vægt, og det var egentlig en underlig Ting at se det mægtige Skib, der var over 120 m langt, hvile kun på de to Gondoler på to almindelige Træbukke. Det måtte ikke ligge tungere på Bukkene, end at en Luftskipper på hver sin Side af Bukken ved et Håndtag, der var anbragt på Gondolen, kunde løfte det mægtige Skib i Vejret. Hvis dette ikke kunde lade sig gore, d. v. s. når det havde tabt Gas og dermed Opdrift, skulde så mange Sandsække hægtes af, at det lod sig løfte.

Om Sommeren, når det om Morgenen kunde blive varmt, kunde det omvendte ske.

Vi gravede en stor, underjordisk Kælder i Nærheden til Luftskibets Bomber. Det var store, runde Kugler, fra 40 til 60 cm i Diameter, udvendig beklædt med en Slags Tjære eller Asfalt. Når vi fik en Ladning af disse, var der altid et Om-Kap Trilleri med disse Tingester, og de bragede tit sammen; men de var vist relativt ufarlige, så længe Tændsatsen ikke var sat i. Skibet kunde, så vidt jeg husker, have en 22 Stk. af disse Tingester med.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1948

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *