Senest ændret den 24. november 2017 10:26
Iver Gemmer fra Bevtoft gjorde krigstjeneste ved Reserve-Pionier-Bataillon Nr. 27. I juli 1915 begyndte pionererne at grave tunneller i den hårde kalksten ved Priesterwald (Bois de Prêtre) syd for Metz. Efter et par måneders arbejde var der kontakt til franskmændene
(… fortsat)
Kompagniet begynder straks ud fra de nye Stillinger med Minørarbejde, i alt gravedes 14 Minør„stollen“. Det er et møjsommeligt Arbejde at hakke sig ca. 10 Meter ned i den haarde Kalkstensgrund.
Arbejdsinddelingen er 8 Timers Arbejde og 24 Timers Ro, og Arbejdsydelsen er 80 cm fremad i 8 Timer for to Mand, der skiftevis bruger Hakke eller Stenbor til Sprænghuller, og at bære de løsnede Skærver op og ud. Arbejdet fortsættes Dag og Nat, og efter et Par Maaneders Forløb begynder det at blive livligt dernede i 10 Meters Dybde.
Vi kan høre vore Kammerater til Siderne. Dumpe Hakkeslag i langsom Takt fra vore tunge Hakker og ind imellem andre lettere Slag i et iltert Tempo, det er de franske Minører med smaa, lette Redskaber. Snart begynder den underjordiske Minekamp med gensidige Afværgesprængninger, en nervepirrende Tilværelse og næsten som en Duel, siddende paa en Krudttønde med tændt Lunte af ukendt Længde.
Ved en ny Inddeling af Kompagniet faar jeg Peter Junker fra Haderslev til Arbejdsfælle og en ny Opgave af behageligere Art. Der skal bygges et Telefonrum og Opholdsrum for den vagthavende Officer.
Peter og jeg har Nattur fra Kl. 10 Aften til Kl. 6 Morgen. Før Afmarchen uddeles Post, og jeg faar nogle Breve og et Par Eksemplarer af „Hejmdal”. Ankommen til forreste Stilling og til vort Arbejdssted gaar Peter, der er en flittig Mand, straks i Gang og svinger Hakken lystig. Jeg sidder paa det nederste Trappetrin og læser Breve og Aviser og lader Tankerne vandre til hjemlige Egne en Stund. Dog snart er de igen tilbage paa Stedet, og de brogede Billeder fra Frontlivet glider forbi. For Tiden kan mærkes udbredte Anstrengelser blandt Mandskabet for at blive noget mere end blot Menigmand. Som Udtryk for mine Tanker faar jeg min Blyant frem og skriver med pæne, latinske Bogstaver paa Sidevæggens Rammetræ: »Alle ville Herrer være, ingen vil paa Sækken bære.«
En underlig Lyd øverst oppe ved Indgangen faar baade Peter og mig til at spidse Øren. Forude, saavel oppe som nede, har vi altid baade Øjne og Øren paa Stilke: „H-y-y-i-s-ch!“ lyder det langtrukkent og efterfølges af et svagt Lysskær, der bevæger sig langsomt i Rundkreds. Hvad i Alverden er nu det? Maaske noget nyt Djævelskab, som Franskmændene har udpønset til vort Fordærv. Forestillingen gentages nogle Gange og kommer hver Gang længere ned ad Trappen. „Aha“, siger Peter, „det er Løjtnant Himmelsbach, der vil besøge os“, og han undersøger, om Rammerne er sat korrekt og forsvarligt i. Nedrejsen gik for sig paa den Maade, at han først fra Trin til Trin flyttede Fødderne ned, og derefter trak Bagdelen efter sig, uden at hæve sig i Sædet, og derved frembragte han den underlige Lyd. Jeg faar i Hast to Sandsække fyldt med Skærver og kanter mig forbi Løjtnanten og forsvinder ud. Grundig, som Løjtnanten er, finder han selvfølgelig min Notits paa det underste Rammetræ, og hans Lommelampe belyser længe det skrevne.
Lang Tavshed og Grublen, men endelig lyder det fra Løjtnanten: „Junker, sagen Sie mir, was steht eigentlich hier?“ Peter kommer til og tyder det skrevne og oversætter det til Tysk. „Haa — haa — haa!“ ler Løjtnanten hjertelig, da han straks har fattet Meningen. Han udspørger saa Peter om, hvad det er for et ham ukendt Sprog, der har forvildet sig helt herned i Præsteskovens Undergrund og undres vel endnu mere over, at der i den tyske Hær ogsaa findes Folk af denne Nationalitet. Dog nogen Afbræk i god Forstaaelse i den kommende Tid mærkedes ikke.
Løjtnanten er en af de Skikkelser, der oftest dukker op i Erindringen. Desværre fik han begge Ben skudt i Stykker, og om han har overlevet det, ved jeg ikke.
DSK-årbøger, 1942