Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Letland. Her deltog hans enhed i tyskernes sommer- og efterårsoffensiv.
Af Allan Otto Wagner
Vi var naaet dertil, hvor Artilleriet stod, og der blev vi liggende i Reserve i tre Dage. Da kneb det med at faa Føden. Russerne var gaaet saa langt frem paa begge Sider af os, at der ingen Levnedsmidler kunde føres ind. Den tredie Dag var vi saa udhungret, at vi maatte slagte Heste fra Artilleriet for at faa noget at spise.
Samme Dag — den 8. September — gjorde Tyskerne et Angreb. Vi kom ikke med i Kampen, da vi kun laa i Reserve. Russerne var imidlertid slaaet paa Flugt, og vi marscherede bag efter et Par Kilometer, til vi naaede en Jernbane, der gik til Jakobstadt. Der havde Russerne sprængt en Bro og sat sig fast bag ved Linjen. Vi marscherede kun bagefter over Døde og Saarede og gennem store Pøle af Blod. Da Russerne havde sat sig fast der, skulde der ikke gøres mere.
K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)