3. september 1915. K. Tastesen på Østfronten: “Kl. 10 fik vi ordre til at storme …”

Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Letland. Her deltog hans enhed i tyskernes sommer- og efterårsoffensiv.

Af Allan Otto Wagner

Først havde vi faaet at vide, at vi Dagen efter, den 3. September, skulde storme Friedrichstadt, som ligger ved Dyna Floden lige foran os. Vi havde ingen rigtige Stillinger, da hele den tyske Hær under General Hindenburg var under Fremmarsch, og nu skulde Friedrichstadt tages, for at Tyskerne kunde beherske Dyna Floden, ad hvilken Russerne fik deres Krigsmateriel og Fødevarer transporteret.

Kl. 7 om Morgenen begyndte Russerne at bombardere os. Der faldt mange, da vi næsten ingen Dækning havde. Granaterne sprang rundt om os, baade i Skoven, som vi var kommen ud af, og foran os, saa vi kunde ingen Steder komme. Granatstumper, Jord og Træstumper og undertiden ogsaa Dele af Mennesker røg omkring os.

En Granatstump rev mit Tornyster i Stykker, saa alt mit Tøj faldt ud. Saa tog jeg Tornystret fra en af mine døde Kammerater for at faa Patroner og mit Tøj med mig.

Kl. 10 fik vi Ordre til at storme. Freidrichstadt laa ca. 2 Kilometer foran os. Da vi var kommen et Par Hundrede Meter frem, kastede vi os ned, hvor der var en Smule Dækning, saa kravlede vi et Stykke. Vor Kaptajn var stadig i Spidsen. Vi kom hen under en lille Bakke, hvor vi laa stille lidt.

Der blev spurgt, om tre Mand vilde melde sig frivillig til en Patrouille, som skulde gaa forud. Jeg kom til at sige, at jeg ikke skulde have meldt noget frivilligt i det Helvede. Det hørte en Løjtnant, som laa ved Siden af og som jeg ikke havde set. Han trak mig hen til sig og sagde, at naar jeg ikke vilde frivillig, kommanderede han mig til det.

Saa maatte jeg af Sted sammen med to, der havde meldt sig. Da vi kom op paa Bakken, laa der en russisk Patrouille paa den anden Side. Den gav straks Ild og Saarede den ene af mine Kammerater i Haanden. Vi løb tilbage og meldte det. Saa stormede vi alle længere frem og naaede Toppen af Bakken, hvor vi lagde os igen, men vi var allerede saa højt oppe, at vi ikke var under Dækning.

Saa var det først, det gik frem mod Russernes Pigtraadsspærring, Fra Bakken kunde vi se Tusinder af Tyskere storme frem. Der var sort af Mennesker, og det varede ikke længe, før Jorden var rød af Blod.

Vi stormede frem, Kuglerne peb, saa jeg forstaar ikke, at jeg ikke blev ramt. Endelig naaede vi Pigtraaden. Artilleriet havde ganske vist skudt det bort nogle Steder, men vi maatte jo ikke samles, saa vi kunde komme derigennem allesammen. Saa maatte vi oven over. Jeg sprang op og løb oven paa Pæle og Traaden og kom ogsaa godt over, men her stod Russerne saa tæt som Fluer med opplantet Bajonet og tog imod os.

Jeg stod pludselig overfor tre Russere og havde mest Lyst til at lade mig tage til Fange, dog det kunde jeg heller ikke, da de andre kom bagefter. Jeg gik imod den ene, og nu kom der flere af mine Kammerater til. Jeg maatte springe et Par Gange tilbage for ikke at blive ramt af hans Bajonet; men saa fik jeg Lejlighed til at stikke min Bajonet ind i Siden paa ham, saa han faldt med et Vræl.

I det samme kom der en til, og jeg fik lige Tid at faa min Bajonet ud og slaa ham i Hovedet, saa han faldt. Ved Siden af mig havde en af mine Kammerater faaet et Bajonetstik i Hoften, og Russeren stod og kunde ikke faa sin Bajonet ud igen. Jeg stødte ham da min Bajonet igennem det ene Ben, saa han nøjedes med at blive saaret.

Imens var nogle af mine Kammerater allerede kommen over Skyttegraven og videre frem mod den næste. Men nu masede Fjenden paa og drev os tilbage til den første Skyttegrav igen under stadig Kamp med Bajonetter og Haandgranater. Luften var fuld af Jord, Sten, Træstumper og Støv, saa vi ingen Ting kunde se, og Larmen fra Kanoner og Gevær, blandet med de Saaredes Skrig, gjorde Stedet til et rent Helvede, som ingen, der ikke har set det i Virkeligheden, i sin vildeste Fantasi kan gøre sig nogen Forestilling om.

Kampen gik nu frem og tilbage vel en halv Times Tid. Saa maatte vi enten frem eller tilbage, ellers var vi vist bleven skudt allesammen, for nu havde Russerne først rigtig faaet Artilleriet indskudt efter Graven, hvor vi laa. Flyverne var jo stadig i Luften og gav Underretning om, hvor de ramte. Vor Ammunition var ved at slippe op, og der blev sendt Folk tilbage efter mere.

Nu fik vi Forstærkninger, og Russerne maatte vige, ligesom Artilleriet sagtnede Ilden. Vi stormede frem over Døde og Saarede, Venner og Fjender, og nu flygtede Russerne ned mod Byen.

Da vi naaede en Bakkekam, hvorfra vi kunde se ned over Byen, mødtes vi af en Spærreild af Granater og Maskingeværer, som det var umuligt at komme igennem. Jeg kom hen bag en Halmstak, som dog kunde tage af for Geværkuglerne. En anden Halmstak brændte ved Siden af, saa det kneb med at være der for Varmen, men saa rullede jeg mig ind i Halmen. I det samme hørte jeg et Skrig fra min Kammerat. Jeg sprang ud og saa, at han laa paa Jorden ved Siden af. Jeg vilde løfte ham op, men saa da, at han var saaret af en Schrapnelkugle i Siden. Da han kom op, kunde han godt gaa, og jeg sagde til ham, at han skulde gaa tilbage til Skyttegravene igen.

Nu kunde vi fra Bakken se, at Russerne, baade Civile og Soldater, trak sig tilbage fra Byen over en Bro. Tyskerne nærmede sig nu Byen, og vi kunde se Folk løbe og hælde Petroleum og Benzin ud paa Broen, og da de fleste var kommen over, stak de Ild paa Broen.

Nu naaede jeg ned i nogle Haver foran Byen. Der slog en Granat fra et Krigsskib, som laa paa Dyna, ned i Haven ca. 30—40 Meter borte. Jeg stod lige ved et Granathul, som jeg faldt ned i og tog ellers ingen Skade, kun blev jeg omtrent begravet i Jord. Da jeg kom op, saa jeg det største Granathul, jeg endnu har set.

Vi løb nu gennem Haverne og kom ind i en lille Villa; men da vi traadte ind, mødte os et frygteligt Syn: Paa en Divan og paa Gulvet laa to Kvinder og var frygtelig mishandlet. Den ene havde begge Bryster skaaret af og den anden kun det ene, men saa havde hun oven i Købet et Knivstik. Huset blev hurtigt undersøgt, og nede i Kælderen fandt vi 4 Kosakker. Kvinderne var endnu saa meget ved Bevidsthed, at de kunde fortælle at det var Kosakkerne, der var Gerningsmændene. De blev bundne og ført tilbage, og Kvinderne kom hurtigst muligt under Læ­gebehandling. Om de senere døde, ved jeg ikke.

Vi kom saa ind i Byen. Straks jeg kom ind i den første Gade, saa jeg et Køretøj ligge væltet paa Gaden; Hesten og Kusken var dræbt. Længere nede var Gaden fyldt af Soldater, Civile, Kvinder og Børn, dræbte eller Saarede af Granater eller nedstyrtede Mursten. Telefontraade, Tagsten, Bjælker, Møbler og alt muligt laa strøet over det hele. Dørene, hvor der var saadanne tilbage, til Butikker og Forretninger, stod aabne, som Folk lige var styrtet ud af dem. Der var rigeligt med Fødevarer, men der var ingen Tid til at spise, skønt vi ikke havde smagt Mad siden Dagen i Forvejen.

Jeg kom ind i en Skotøjsforretning, hvor der var Lejlighed bagved; der stod en Kande med Mælk, og jeg tog et godt Drag af den. I det samme fik jeg en ung Pige at se, som stod i Stuen. Jeg kunde ikke tale russisk, men spurgte hende saa godt jeg kunde, om de ingen Kælder havde. Det havde de ikke; derimod pegede hun over mod en stor Bygning, og vi løb ud paa Gaden. Herude blev hun ramt af en Kugle i det ene Ben. Jeg slæbte hende med, da Tagsten og Tømmer af og til raslede ned over Gaden. Vi naaede endelig Bygningen, hvor jeg bar hende ned i Kælderen og forbandt hende med min Forbindingspakke.

Saa endelig skulde jeg til at se, hvad Klokken var, den var bleven halvfem. Jeg opholdt mig her en Times Tid, saa holdt de noget op med Skydningen, saa jeg kunde komme ud. Først havde jeg lovet Pigen at sørge for, at hun kom paa Hospitalet.

Jeg kom ind i et Hus, hvor der laa tre Kvinder og en Mand og var dræbte af Taget, der var styrtet ned. Saa kom jeg ind i en Forretning, hvor jeg fandt noget Flæsk og andre Levnedsmidler. Jeg spiste det jeg kunde og tog noget med mig samt forsynede mig godt med Cigaretter.

Imidlertid skulde jeg se at finde mit Kompagni, vi blev jo blandet sammen under Stormen, saa ingen vidste, hvor de havde hjemme. Det var ikke nemt, men endelig fandt jeg nogle af mit Kompagni, tilsidst fandt vi 30 Mand nede i en lang Kælder i en Gade, der gik langs med Dyna.

Jeg gik med det samme ud af Kælderen for at finde noget mere spiseligt. Da jeg kom ud paa Gaden, traf jeg en Landsmand fra mit Kompagni, hvis Navn er Fridrich Kanna fra Badum, og som jeg ikke havde set noget til under Stormen. Han fortalte mig, at han havde faaet en Finger afskudt, før vi naaede Byen, og vilde nu ind og have den forbunden i en Villa, hvor der allerede var Læger i Gang med at forbinde de Saarede. Vi aftalte saa at jeg skulde vente, saa vilde vi følges ad i Byen for om muligt at finde noget at stille vor Hunger med.

Da jeg havde ventet der i Nærheden ca. 10 Minutter, saa jeg Fridrich Kanna komme ud af Døren og ned ad Trappen nok saa fornøjet. Lige i det samme suste der en Granat af svær Kaliber ned foran ham og skar ham i flere Stykker og væltede den halve Mur oven paa ham, saa han var fuldstændig begravet. Jeg forsvandt hurtigt om et Hjørne, da Murbrokker og Stumper fløj rundt til alle Sider.

Russerne blev nu stadig ved at bombardere, men jeg kom dog uskadt ned i Kælderen igen. Jeg fortalte saa min Underofficer, Clausen fra Als, at Fridrich Kanna fra Badum var bleven dræbt af en Fuldtræffer.

Da det blev Aften og nogenlunde roligt, forsøgte Clausen og jeg at faa Kanna udgravet, hvilket ogsaa lykkedes for os. Da han var en af vore bedste Kammerater, syntes vi, han skulde have en nogenlunde ordentlig Grav, og derfor udsøgte vi en Grav mellem to Træer i en stor Have ved Dyna, hvor han kunde hvile i Fred. Vi pyntede Graven saa pænt som muligt med Blomster samt lavede et Trækors af Birk med hans fulde Navn: Fridrich Kanna, 11. Komp , I. R. 148.

Da vi var færdige, gik vi tilbage til Kælderen igen, hvor de nu havde stillet to Maskingeværer op i Vinduet og beskød Russerne, der laa i Skoven paa den modsatte Side af Floden. Ved 9-Tiden blev der roligt, og jeg sørgede for at faa den unge Pige i Kælderen bragt paa et Lazaret, der var bleven lavet i en Skole, som endnu var saa nogenlunde uskadt; mange blev først funden Dagen efter og bragt under Behandling.

K. Tastesen: En sønderjysk soldats oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *