Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 gik til Vestfronten. I slutningen af juli fik han orlov – og besluttede at flygte til Danmark. Efter at have gået mange kilometer har han nu ligget ved Skodborg i flere dage og ventet på en chance til at krydse grænsen.
Nu var jeg saa udmattet, at jeg faldt i en dyb Søvn, som jeg ikke vaagnede af før Tirsdag Eftermiddag Kl. 5.
Jeg listede mig hen til Udkanten af Skoven og kiggede ud. Der var kun halvt saa mange Vagtposter som om Natten. Han, der skulde staa lige ud for mig, var gaaet hen og tale med en anden, saa der var omtrent 200 Meter imellem dem.
Med eet havde jeg fattet min Beslutning. Jeg havde en Pakke Tøj med mig, den bandt jeg fast til det ene Ben og kravlede i Zig-Zag for at de ikke kunde se Gangen i Kornet, hen imod Vejen.
Da jeg kom tæt til Vejen, blev Kornet mindre, saa at det ikke kunde skjule mig. Jeg kiggede efter Vagterne; de stod endnu i samme Stilling med Bøsserne over Nakken. Jeg løsnede Pakken fra Benet og tog den under Armen og med et Par Spring var jeg oppe paa Vejen.
Vagten havde endnu ikke opdaget mig, og jeg løb, som gjaldt det mere end Livet.
Der var Roer paa venstre Side og Korn paa den anden. Pludselig fløjtede tre Kugler forbi mig. Jeg kastede mig ind i Kornet og holdt Udkig, om de vilde prøve paa at fange mig. De blev imidlertid staaende og kiggede efter det Sted, hvor jeg var falden. Jeg pustede lidt ud, der var endnu kun højst 120 Meter til Grænsen.
Med et Spring var jeg oppe igen og løb ligesom en Hare efter Maalet. Jeg naaede Grøften, der udgjorde Skellet mellem Sønderjylland og Danmark og kastede mig paa Siden ned i den, den var halvt fuld af Vand.
Jeg kiggede op, for jeg var ikke rigtig klar over, om det virkelig var Grænsen.
Jeg saa nogle Høstfolk paa den anden Side, og nu var jeg klar over, at jeg var i Danmark. Jeg fik mig samlet op af Grøften og vinkede Farvel til Tyskerne.
Danskerne vinkede mig glad i Møde, og nu var jeg i Frihedens Land!
K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)
K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 gik til Vestfronten. I slutningen af juli fik han orlov – og besluttede at flygte til Danmark.
Der laa jeg saa Resten af Natten og hele Mandagen. Om Aftenen vilde jeg forsøge at kravle i en Grøft som jeg havde lagt Mærke til og som gik under Vejen, hvor Vagten stod. Der gik et stort Rør under Vejen, og dette mente jeg at kunde komme igennem.
Jeg slæbte mig paa Maven ned ad Grøften og naaede Vejen, hvor Vagten kun stod en halv Snes Meter borte. Da jeg kom til Røret, var der trukket Pigtraad for, saa det var umuligt at komme igennem. Saa maatte jeg vende omkring og kravle tilbage igen. Saa kravlede jeg igennem Rugmarken hen efter Vagten.
Jeg havde faaet at vide, at de afløste Kl. 12, og at de kun havde 5 Patroner, som de skiftede, saa den, der ingen Vagt havde, havde heller ingen Patroner. Jeg listede mig nærmere, saa jeg kun var en Snes Meter fra Vagten, midt imellem to Poster.
Da jeg havde ligget der et Øjeblik, hørte jeg ogsaa Afløseren nærme sig. Et Gevær smækkede, da den ene Vagt tog Patronerne ud — den Lyd kendte jeg — og nu ventede jeg paa, at den anden skulde gøre det samme, for da at springe ind mellem dem og over Grænsen, som jeg vidste laa lidt paa den anden Side af Vejen. Men jeg hørte ikke flere Geværer, før Afløseren var kommen og havde faaet sit Gevær ladt.
Nu var der ikke noget at gøre, thi at prøve paa at komme igennem var den sikre Død. Der var ikke andet at gøre end at kravle tilbage igen og ind i Skoven.
K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)
Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.
Denne gang handler det navnlig om slaget ved Amiens – som Ludendorff kaldte “Den tyske hærs sorte dag”. Britiske tropper rykker frem efter de nye taktiske dogmer: Identificering og eliminering af fjendtligt artilleri forud for angrebet og massiv indsættelse af kampvogne og fly i samarbejde med infanteriet. Den forreste tyske linje blev gennembrudt inden for få minutter og tusindvis af tyske soldater overgav sig villigt. Inden middag var de britiske tropper trængt 15 kilometer frem. 26.000 tyske soldater og 650 officerer blev taget til fange – og viljen til at modsætte sig angrebet var ikke ret stor. I løbet af dagen lykkedes det dog tyskerne at stabilisere fronten. Men den hurtige fremrykning betyder, at dete britiske artilleri ikke kan følge med – og kampvognene er stadig ikke driftssikre nok. Mange er sat ud af spillet med tekniske problemer. Offensiven går efter nogle dage i stå igen.
Der er også nyt fra Palæstina, hvor briterne angriber på kamelryg; og fra Baku i Kaukasus, hvor kosakker forlader byen, briterne ankommer – og osmannerne angriber!
I det borgerkrigshærgede Rusland går britiske og franske tropper i land i Vladivostok, mens den tjekkiske legion indtager Kazan.
Det er også i denne uge, at tyskernes sidste Zeppelin-angreb på England gennemføres – og mislykkes totalt. Briterne har i mellemtiden lært, hvordan Zeppelinere skal bekæmpes – og om bord L70, der bliver skudt ned, var Peter Strasser, den tyske Zeppelin-flådes leder. Det våbenkapløb mellem Zeppelinere og fly, der har været i gang siden krigens udbrud, har fået en klar vinder: Flyvemaskinen!
Kejser Wilhelm indser, at Tyskland ikke længere vil være i stand til at vinde krigen. Ludendorff giver ham ret: “Vi kan ikke længere vinde krigen. Men vi skal undgå at tabe den!”
K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der lå i Rumænien, men i foråret 1918 gik turen til atter til Vestfronten. I slutningen af juli fik han orlov – og besluttede at flygte til Danmark.
Søndagen holdt jeg mig skjult hele Dagen, mens det var lyst. Da det blev mørkt, fik jeg en god Madpakke med mig, og min Søster fulgte mig paa Vej for at vise mig, hvor jeg bedst kunde komme over. Jeg skulde 4-5 km indtil jeg naaede en Skov udfor Bastrup, som laa paa den anden Side af Grænsen.
Da jeg naaede Skoven, vilde jeg prøve, om jeg kunde komme igennem der. Jeg kravlede paa alle 4 igennem en Rugmark. Da jeg var kommen omtrent igennem, kunde jeg se Vagten, der stod langs med Grænsen i en lang Række, ca. 50 Meter mellem hver. Jeg lagde mig ned i en Grøft og ventede paa Lejlighed til at komme igennem.
Der laa jeg nu en Stund, men pludseiig hørte jeg nogen komme bagfra. Jeg tænkte nok, det var Soldater, og sprang ind i Rugmarken for at skjule mig.
Det lykkedes ogsaa; de var temmelig højrøstede, saa de hørte mig ikke. Nu indsaa jeg, at det var umulig at komme over den Aften, særlig paa det Sted, hvor der var saa stærk Vagt. Jeg lagde mig inde i Skoven og prøvede paa at sove. Men jeg var for spændt og nu begyndte det at regne temmelig stærkt.
K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)
K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 gik til Vestfronten. I slutningen af juli 1918 fik han orlov og planlagde flugt til Danmark.
Jeg havde en Søster, som tjente i Skodborg, ti Minutters Gang fra Grænsen. Hun kom hjem paa Besøg, og vi aftalte, at jeg skulde komme til hende den 9. August om Aftenen, som var en Lørdag, saa vilde hun vise mig Vejen over Grænsen.
Den 12. August skulde jeg have været ved Fronten igen.
Fredag den 8. gik jeg op til Kommuneforstanderen og meldte, at nu skulde jeg rejse til Fronten igen. Han sagde, at jeg godt kunde vente til Dagen efter, da min Orlov ikke var udløben endnu. Jeg forklarede med den uskyldigste Mine, at jeg vilde besøge nogle Bekendte i Flensborg og derfor rejste en Dag før.
Saa gik jeg ned paa Stationen og lod, som om jeg skulde med Toget, men i Stedet for gik jeg over Skinnerne og en anden Vej hjem, for at ingen skulde se mig.
Saa kom jeg hjem og holdt mig inde hele Tiden. Kl. 4 næste Morgen spadserede min Kone og jeg de 19 km til Haderslev. Da vi naaede Hoptrup, maatte jeg vise mit Pas til Vagten, men det var godt nok i Orden, da jeg havde taget Pas til Haderslev Kreds, fordi min Kone boede der.
Jeg var civil, da vi for at spare paa Militærtøjet, havde faaet Lov til at gaa civilt paaklædte, naar vi var hjemme.
Vi skildtes saa i Haderslev, efter at jeg havde givet min Kone Besked paa at sige, naar Gendarmerne kom og spurgte efter mig, at hun vidste ikke bedre, end at jeg var rejst til Fronten igen, Vi forlod hinanden, og jeg gik efter Hammelev og Styding over Marken for at komme uden om Vagten ved Sommersted.
Da jeg var kommet tæt til Sommersted, havde jeg lagt mig bag et Hegn for at spise noget Mad, jeg havde bragt med mig. Der kom en cyklende Patrouille, men den saa mig ikke, da jeg laa bag ved Hegnet.
Jeg gik videre og kom til Banen, der gaar fra Haderslev til Skodborg. Der skulde jeg igennem Jels for at følge Banen, og uden om kunde jeg ikke komme. Paa den ene Side, hvor der gik Vagt, laa Søen, og paa den anden Side var jeg ikke kendt, men jeg vidste, at der gik Vagt. Min Søster havde forklaret mig, hvor de fleste Vagter og Patrouiller kom.
Jeg gik saa lige forbi Linjen forbi Jels Station. Jeg var saa spændt, at Haaret ligefrem rejste sig paa Hovedet. Hvert Øjeblik kunde jeg vente at blive raabt an, og saa var jeg sikker paa enten at blive skudt eller ogsaa komme lige til Fronten igen, og det var næsten det samme.
Endelig naaede jeg godt forbi Stationen, og saa løb jeg, saa langt jeg kunde. Da jeg ikke kunde holde ud at løbe længere, lagde jeg mig ned og hvilte lidt og spekulerede over, hvad jeg nu skulde gøre.
Der var ikke andet at gøre, end at følge Linien til Nærheden af Skodborg.
Mine Fødder gjorde smertelig ondt, som om der ingen Hud var under dem.
Jeg gik saa igen, men maatte hvile mig en Gang imellem. Endelig ved halvtolv-Tiden om Aftenen naaede jeg til lidt udenfor Skodborg By. Der gik jeg fra Banelinien og med en Vej ind i Byen, da jeg vidste, der stod Vagt ved Stationen.
Omsider fandt jeg hen paa Gaarden, hvor min Søster tjente.
Gaardmanden og Fruen var Danskere, saa jeg fik en udmærket Modtagelse og kom i Seng. Det var ogsaa det jeg trængte haardest til, da jeg havde gaaet temmelig hurtigt lige siden Kl. 4 om Morgenen.
Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)
Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I oktober 1918 befandt han sig i Frankrig.
Madvarerne var særlig knap, men en af dagene fik jeg en madpakke, som en mand, der havde været på orlov bragte med til mig, og nu var jeg igen ovenpå.
Her [Concy le Chauteau] fejrede jeg for 5. gang i krigen min fødselsdag, netop samme dags eftermiddag kl. 6½ afmarch vi vandrede uafbrudt i 12 timer, da havde vi omtrent nået ruinerne af Noyon, vi lå kun 2 km derfra.
Hvil til om eftermiddagen så videre gennem Noyon, om aftenen gennem Roye, straks i stilling i nærheden af Dämery, marchen var på 50 km.
Alting var på tilbagemarch, da englænderne var brudt igennem. Hvor vidt de i grunden var kommet frem, var der ingen der vidste, de fik ordre til at gå i stilling på et nærmere betegnet sted, men det hændte, at englænderen allerede var kommet længere frem.
Således var det muligt, at et batteri fra vor division med fuld betjening kørte over til englænderne.
I nattens løb kom en amerikansk bil med fødemidler over til infanteriet, det var et kærkomment bytte. Et andet feltbatteri skød til Tommy var dem et par hundrede meter inde på livet og sprængte så kanonerne.
(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)
Asmus Jensen blev indkaldt som soldat i 1911. Han var netop færdig med værnepligten, da krigen kom. I juli 1918 fik han til opgave at fragte 3½ millioner rubler fra Odessa til Jeriko i Palæstina.
Saa fortsattes Rejsen et Stykke med en Bane, der gik efter Teheran i Persien, og saa videre med en Feltbane, til vi kom til en Ørken.
Saa red vi om Natten, naar Luften var lidt kølig, paa Kameler gennem Ørkenen til Damaskus. I den stærke Solhede om Dagen hvilede vi i vore Telte.
Fra Damaskus fortsatte vi skiftevis med Bane og paa Hesteryg til Tyskernes Stilling Nord for Jeriko, hvor vi skulde aflevere vore Rubler til Overkommandoen.
Tre Gange kom jeg paa den Tur over Jordans Flod, og aldrig har jeg set nogen anden Flod — og jeg har dog ellers set mange — hvis Vand saadan strømmer af Sted! Sidst i September naaede vi igen Rumænien.
Nis Ley fra Kegnæs kom efter et lazaretophold til Infanterie-Regiment Nr. 26. Her blev han indsat på Vestfronten.
Den 17. juli fik jeg min tredje orlov fra fronten, men det blev ogsåden sidste. 14 dage går dog altfor hurtigt hjemme på orlov, men jeg nåede dog at fejre min 23 års fødselsdag derhjemme.
Den 4. august rejste jeg igen ud til fronten, men fandt ikke min afdeling der, hvor jeg havde forladt den, og jeg turede rundt og forespurgte overalt på banegårde og ved kommandanturer efter oplysninger. Men på alle de steder, hvor jeg forespurgte, var jeg så forsigtig at lade dem attestere, at jeg havde været der på min søgen.
Efter at have ledt i flere dage fandt jeg endelig stedet og meldte mig på skrivestuen, hvor man havde ventet mig – det var i Noyon.
Men derved var min tilbagevenden blevet flere dage forsinket; dog den etatsmæssige feltvebel, som jeg havde et udmærket samarbejde med, erklærede alt værende i skønneste orden, da han fik set mine papirer og min dokumentation over min søgen, og han mente endda, at jeg roligt kunne vente her, til mit kompagni kom tilbage, hvad han regnede med ville ske snart.
Men det trak ud med dette, og efter et par dages forløb mente han, at han ikke kunne holde mig længere, især efter at der var kommet forespørgsel fra bataljonen, hvorvidt jeg havde indfundet mig igen.
Så der var ingen vej udenom, jeg måtte om aftenen følge med køkken vogn en ud til kompagniet. – Havde vi nu haft vor gamle kompagnifører, løjtnant Gelbke, hos hvem jeg længe havde været ordonnans, så havde den lille overskridelse i forbindelse med min orlov let kunne være blevet ordnet, men han var blevet såret og lå på lazarettet, og som stedfortræder havde vi fået en helt ung, nybagt løjtnant, som jeg ikke havde set før, og han ville ikke tage min forklaring for gode varer, endskønt min dokumentation lå foran ham på skrivebordet, nej, han mistroede mig, og antagelsen om »Drückebergerei« var tydelig nok.
Spiren var dermed lagt til det mistillidsforhold, der herefter kom til at råde mellem os, hvilket skulle få de mest skæbnesvangre følger for mig.
Et lille udpluk af foredrag og aktiviteter i august-september, som vi på én eller anden måde er blandet ind i.
Tirsdag -fredag 7.-10. august kl. 11:00-16:00. Aktiviteter for børn i parken ved Sønderborg Slot med 1. verdenskrigstema: “Vi løfter i flok.” Kaare Johannsen og Heino Løvendahl fra “Westfront 1916” står ved slottet fra tirsdag den 7. august til fredag den 10. august, dagligt fra 11:00 til 16:00. Gratis og børnevenligt!
Torsdag den 9. august kl. 19:00-21:00. Byvandring i Sønderborg: På sporet af Kejsertiden. Byvandring med museumsinspektørerne Carsten Porskrog Rasmussen og René Rasmussen. Vi mødes kl.19:00 foran Sønderborg Slot. Deltagelse: 50,- kr. Tilmelding ikke nødvendig.
Torsdag den 16. august 19:00-21:00. Byvandring i Aabenraa. På sporet af kejsertiden. Byvandring med Carsten Porskrog Rasmussen. Vi mødes kl. 19:00 ved Det tidligere Kredshus, H.P. Hanssensgade 42. Deltagelse: 50,- kr. Tilmelding ikke nødvendig.
Mandag den 3. september kl. 16:30-17:45. Foredrag i Aabenraa, Rigsarkivets Læsesal, Haderslevvej 45: Vore faldnes minde. Foredrag ved historiker Lars N. Henningsen om mindesmærkerne for de faldne 1914-1918. Fri entré, tilmelding ikke nødvendig.
Tirsdag den 4. september kl. 14:30 – 16:00. Foredrag i Haderslev, Museum Sønderjylland, Dalgade 7: Dansk spionage i Sønderjylland 1864-1920. Foredrag ved museumsinspektør Kristian Bruhn. Fri entré, tilmelding ikke nødvendig.
Onsdag den 5. september kl. 10:30-12:00. Foredrag i Sønderborg, Museum Sønderjylland (Sønderborg Slot), Sønderbro 1A: Dansk spionage i Sønderjylland 1864-1920. Foredrag ved museumsinspektør Kristian Bruhn. Fri entré, tilmelding ikke nødvendig.
Onsdag den 5. september kl. 15:30-17:00. Foredrag i Tønder, Museum Sønderjylland (Pumpehuset), Wegners Plads 1: Dansk spionage i Sønderjylland 1864-1920. Foredrag ved museumsinspektør Kristian Bruhn. Fri entré, tilmelding ikke nødvendig.
Torsdag den 6. september kl. 14:30-16:00. Foredrag i Aabenraa, Rigsarkivets Læsesal, Haderslevvej 45: Dansk spionage i Sønderjylland 1864-1920. Foredrag ved museumsinspektør Kristian Bruhn. Fri entré, tilmelding ikke nødvendig.
Torsdag den 6. september kl. 19:00-20:30. Foredrag i Flensborg, Dansk Centralbibliotek, Norderstrasse 59: Dansk spionage i Sønderjylland 1864-1920. Foredrag ved museumsinspektør Kristian Bruhn. Fri entré, tilmelding ikke nødvendig.
Tirsdag den 25. september kl. 14:00-16:00. Foredrag i Nustrup, Skolevej 1 (Nustrup Præstegård), Vojens. En ende på krigen. Afslutningen på 1. verdenskrig, våbenstilstanden og soldaternes hjemkomst. Foredrag ved museumsinspektør René Rasmussen. Entré 30,- kr inkl. kaffe. tilmelding på CHMU@KM.DK
Torsdag den 27. september kl. 19:00-21:00. foredrag i Tønder, Tønder Museum (Pumpehuset), Wegners Plads 1, Tønder. En ende på krigen. Afslutningen på 1. verdenskrig, våbenstilstanden og soldaternes hjemkomst. Foredrag ved museumsinspektør René Rasmussen.
Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Efter at have gjort tjeneste i Østpreussen og Makedonien, kom han længere mod syd og befandt sig i sommeren 1918 i Palæstina (Israel og Vestbredden). Herfra skrev han blandt andet til præsten Nic. C. Nielsen.
Palästina den 5. Aug. 18.
Ærede Herr Pastor! Guds Fred til Hilsen! I dag Deres kjære Brev fra den 13.7. med megen Tak og Glæde modtaget, ligeledes det Gamle Budskab og de tyske Blade, som jeg faar[.] veed De efter min Faer at jeg ligger hernede i Palästina. Indtil nu har Herren bevaret mig naadig og fört mig underlig igjennem saa mange Farer. Ham alene Æren for alt godt, ogsaa [h]vad Sundheden angaar maa jeg ikke klage, det er naturlig ikke saa ledt for os Nordlænder at holde det ud i denne varme her. Men vi ligger nu heelt heldig her. Tædt ved Middelhavetskÿst. Om dagen blæser den dejlige afkölende Söluft ind over Landet som er en Velgjærning i denne brennende Heede.
Da vi kom herned kom vi först til en Bÿ som hedder Es-Salt, derfra kunde man saa Jericho, Jordanfloden og Jerusalem, som alt er i Engländerne[s] Haand. Derfra kom vi bort mod Jernbanen til en By El-Tire. Med Jernbanen kjörte vi over Jordanfloden og forbi Söen Genezareth. Der havde vi en 4-5 Timers ophold. Jeg stod længe og saa mig Söen an hvor jeg paa den anden Side kunde see Tiberial og Capernaum og andre Bÿer. Nazareth saa jeg ogsaa fra Banen.
Da jeg saa alt dette kom der der saa mangen Erindring op i mig om den Tid da vor Herre og Frelser Jesus Christus vandrede her i denne Egn. Det er saa merkelig at tænke at for 1900 Aar siden har Jesus sadt sin Fod paa dette Land og idag sætter jeg min Fod her i Krigens Tegn.
Da jeg idag læste det gamle Budskab fra den 14.7. om den Herlighed som skal aabenbares at Peter, Jakobus og Johannes har faaet noget af den paa Tabors Bjerg da maatte jeg standse ved at tænke at lige fortiden ligger jeg i en Skyttegrav som er opkastet paa en Høj som kaldes Tabor-tebe og ikke langt derfra ligger Bÿen Tabor.
Frugterne som gror her er Appelsiner, Figner, Johannisbrød, Citroner, Oliventræer, Riis, Meloner, Bananer og Palmetræer o.s.w. Ellers er Landet ikke saa frugtbar og for det meste sandig. Ved Damaskus er Egnen heelt smukt. Med Vand er det ogsaa forfærdelig knapp her. I Timevis skal man löbe efter Vand.
Maatte Herren snart forunde os den Fred som alle længes efter at vi snart kunde komme hjem igjen, men maatte ogsaa mange finde den Fred som Jesus senker ned i Hjerterne. Hjertl. Hilsen Deres M. Schulz.
(P116, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.
Denne gang handler det navnlig om krigens 4-års jubilæum. På Vestfronten skifter initiativet nu side til den allierede side, der går til modangreb. Amerikanske tropper begynder nu at gøre en forskel, og tyskerne trækker sig tilbage til nye forsvarslinjer bag floden Vesle.
Hvad var gået galt i de tyske offensiver? Blandt de væsentligste forhold må man regne: Mangel på kampvogne!
Men krigen er langt fra slut, og den kunne vare mange år endnu.
I Palæstina rykker briterne frem og planlægger nye offensiver.
I Kaukasus fortsætter kampene mod Osmannerriget ved Baku. Og i Ukraine blev den tyske militærguvernør myrdet.
Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I juni 1918 deltog han i den sidste store tyske offensiv.
Atter blev vi ført i Ilden. Vi var til højre for Reims. Vi kom ind i et bakket, skovrigt Terrain og søgte en Dag Tilflugt i en stor Vinmark, hvor det imidlertid snart blev os for hedt, da de franske Flyvere opdagede os og signaliserede til Artilleriet, som overdængede os med deres ikke kærkomne Projektiler.
Atter fremad. Vi kom ind i en Granskov, hvor der laa en stor Farm. Derfra blev vi saa sendt 40 Mand til en bayersk Division en Snes Kilometer derfra ved en lille By, som hed Semide. Det hed sig, at vi skulde hjælpe ved Provianten dér. Det gjorde vi ogsaa den første Dag, men næste Dag gik det op paa Bjergskraaningen, hvor vi tog Stilling i en Løbegrav, og vi syntes i Grunden, at det var endnu bedre end nede i Dalen ved Provianten.
Franskmændene fyrede paa os, som om de havde det i Akkord, men vi mistede ikke en eneste Mand. Enten gik Granaterne for langt, over os og ned i Dalen, eller ogsaa gik de for kort og landede oppe i Bakkekammen, saa vi sad veltilfreds og bakkede paa vore Piber og syntes, det hele var udmærket.
Men næste Morgen tog det pludselig en anden Vending. I Nattens Løb var det lykkedes Franskmændene at bryde igennem Linien et Stykke til venstre for os, og om Morgenen fik vi Ild fra Flanken og halvvejs i Ryggen.
Vi sad et Par Timer i den frygteligste Uvished. Hvad vilde der ske, vilde vi blive skudt eller taget til Fange?
Saa kom Ordren: „Rette sich, wer kann!” og næppe var Ordren raabt Linien igennem, før vi styrtede hovedkuls fra Løbegravene ned ad Bakkeskraaningen og hen imod Landevejen for at slippe igennem op imod Byen Machault.
Da vi alle naaede Landvejen, kom en af vore Officerer springende, om ikke nogle af os frivilligt vilde gaa med ham og redde Kassen og Papirerne. Jeg indvilligede og sagde Jo, og 5 andre gjorde ligesaa.
Da vi kom hen til Huset, hvor de kostbare Sager laa, var Vagtposten løbet sin Vej. Den Side, i hvilken Indgangsdøren var, vendte ud mod det Terrain, hvor Granaterne faldt allertættest, og de ca. 20 Vogne, som stod udenfor Pladsen foran Huset, var allerede hakket til Pindebrænde af eksploderende Granater.
Vi valgte derfor at søge Adgang til Huset fra den modsatte Side, men Vinduerne var tilgitret med tykt Traadvæv. Jeg fik fat i en Favnstok, fik det slaaet i Stykker, Vinduespost og Sprosse ligeledes, og da der var lavet en nogenlunde god Indgang, kravlede jeg ind i Stuen. Min Kammerat fulgte efter.
Vi skulde igennem to Stuer og ind i en tredie, hvor Sagerne stod. Denne vendte ud mod Gaardspladsen. Vi havde allerede faaet Kassen og Papirerne kastet ud ad Vinduet, hvor de andre Kammerater tog imod, og var ilet ind efter et Par Officerskapper, Bælter, Dolke og andre Smaating.
Jeg stod i Stuen, hvor Indgangen var, da der kom en Granat, som fo’r igennem Mønningen af Huset og slog ned paa Gaardspladsen ovre paa den modsatte Side. Kalk, Sten, Bjælkeværk og Tagsten ramlede ned over os og lavede en saa tæt Støvsky, at jeg ingenting kunde se; men jeg hørte Kammeraten skrige inde i den anden Stue, at han var saaret.
Dog, før jeg kom ind til ham, mødte han mig, og idet han kom ganske nær hen til mig, saa jeg Blodet piple frem af utallige Smaasaar i hans Ansigt. Han havde netop staaet og set ud, da Granaten eksploderede, og det var Glassplinter fra de knuste Vinduesruder, som havde givet ham de mange smaa Saar i Ansigtet; men hans Øjne var uskadte.
Han var en gemytlig Kammerat, en høj, sværlemmet Fyr, men saa doven, at han ikke gad klø sig selv. Men da han kom saa vidt frem i Rummet, at han kunde se Aabningen i Vinduet, viste det sig, at han var en dygtig Gymnast; som en Tiger springer igennem en Ring, saadan sprang han ud igennem Aabningen uden at røre ved Vinduet, saa jeg kunde virkelig ikke midt i Alvoren bare mig for at le.
Da jeg kom ud, stod alle Mand inde i en hesteskoformet Hule, som var inde i Bjerget ved Siden af. Medens vi opholdt os dér, gik en Granat ned i den Aabning, vi stod fjærnest; men Lufttrykket var saa stærkt, at vi slyngedes som Avner for Vinden henad Jorden.
Hurtigt kom vi paa Benene igen, og blev saa enige om at sørge for at komme derfra. De 5 løb op over Bakkens Kam; de var snart i Sikkerhed.
Jeg løb henad Vejen et kort Stykke, hvor der laa en Mængde Vogne, som var truffet af Granater, og sprang over heldøde og halvdøde Kuske hen ad Vejen til Machault.
Alt havde vi ladet i Stikken, kun vore Brødposer og Gasmasker holdt vi paa.
Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.
Detcht mod Fcia:
Gennem B: Af ca. 180000 (?) nordslesvigske Soldater er der til Dato faldet 5400 Md. Fra Krigen Begyndelse til Martsoffensiven iaar er af Tyskere faldet 1,400,000 Md., deraf rigelig 50,000 Officerer, Saarede 3,400,000, Marinen ikke medtaget. I Martsoffensiven fra 17/3-17/6 d.A. Er der faldet 120000 Md. Det samlede Tab til Dato af faldne, saarede og savnede er 6,000,000.
Da der i den tyske Rigsdag herskede stærk Utilfredshed med Martsoffensiven, blev der fra Fronten tilkaldt en Artillerigeneral, der holdt et Foredrag, i hvilket han bl.a. meddelte, at paa hans Front – 6 km – havde han 26 Batterier, men under Offensiven forøgedes de til 190. I 2 Dage beløb den forbrugte Artilleriamm. sig til lige saa meget som hele det Tyske Forbrug i Krigen 1870-71.
Meddeleren garanterer for disse Tals absolutte Paalidelighed med Undtagelse af de 180,000 nordslesvigske Soldater, der jo ikke kan være korrekt.
(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)
Hans Hansen fra Halk ved Hejsager lå i sommeren 1918 ved Soissons.
I Sommeren 1918 var en Del af mit Kompagni afkommanderet til et “Baukompagni” ved Generalstaben for Korps Schmettow, som laa i St. Erme ved Soisson i Frankrig.
En Morgen spurgte Feldwebelen, om der var en, der forstod at kastrere en Orne. Staben havde nemlig faaet fat paa en saadan, men man havde hørt, at man ikke kunde spise Kødet af den, hvis ikke den var kastreret Inden Slagtningen.
Jeg stod i første Geled og min Bagmand, Andr. Skaarup fra Andrup, gav mig i Kaadhed et Skub, saa jeg røg frem foran Fronten.
Feltwebelen, som saa mig ryge frem, spurgte straks: “Kan De gøre det, Hansen III?”
– “Javel, Herr Feldwebel!”
Saa fik en Underofficer Ordre til at føre mig op paa Slottet til de høje Herrer.
Naa, tænkte jeg, der er Du kommet ind i noget godt. Men jeg havde da tidligere kastreret Grise.
Jeg var bange for at det skulde være en stor Tamp paa 5-600 Pund, men det viste sig kun at være en til 250 Pund. Jeg skærpede min Brødkniv paa en Sten og blev saa ført op til Adjudanten.
Her fik jeg efter Ønske en 3-4 Mand til at hjælpe ved Operationen. Vi maatte dog ikke begynde inden han kom, han vilde dog se, hvordan det gik til.
Naa, vi kom ind til Ornen og fik den væltet om paa Ryggen og mine Hjælpere satte sig paa den for at holde den nede. Det tog ikke lang Tid at fjerne Testiklerne, som vi kastede ud gennem Døraabningen.
De blev straks hugget af et Par italienske Krigsfanger, Som saa fik Kødmad den Dag.
Løjtnanten var meget imponeret af min Præstation og lod en Underofficer føre mig hen til Officerskasinoet, hvor jeg skulde have en Øl og en god Cigar.
I Køkkenet saa jeg mit Snit til at fylde mine Lommer med Nudler, saa var Maden da reddet for et Par Dage.
Da Feldwebelen næste Morgen spurgte mig, hvordan det var gaaet, sagde jeg, at det var gaaet godt, men foreslog, at man de første Dage skulde holde godt øje med Dyret, at der ikke skulde gaa Betændelse i Saaret.
Da det handlede sig om at gøre Generalkommandoen en Tjeneste, var der ikke noget i Vejen.
Feldwebelen var i Grunden vel nok stolt af at have saa dygtig en Mand, og i 6 Dage gik jeg saa op for at se til Ornen, som iøvrigt ikke havde Mén efter Operationen, og saa for Resten af Tiden dryssede jeg rundt i Omegnen eller laa og sov.
Men det manglede ogsaa bare, at jeg ikke skulde have noget ud af at spille Stabsdyrlæge.
Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han blev såret og efter flere operationer indlagt på lazarettet, først i Sønderborg i marts 1918, men fra juli 1918 i Lübeck.
Den 2. august var jeg hos lægen igen, og han sendte mig til massage.
Hver dag kom benet i en maskine,og musklerne blev strakt og benet bøjet.
Til min skræk opdagede jeg,at benet blev bedre for hver dag,der gik, og måske kunne det blive så raskt, at jeg kunne blive sendt til fronten igen, og den tanke huede mig ikke rigtigt.
Jeg har været i teatret for at se “Dr. Hias”, et stykke, der handler om krigen i Frankrig.
Jeg er også af og til i biografen;vi skal jo have tiden hendrevet.
Har været hos feldweblen angående et andragende om orlov hjemmefra, men det blev imidlertid afslået, fordi ansøgningen ikke var stemplet af “Landråden”.
Jeg bestiller næsten intet. Når behandlingen er slut kl. 10 om formiddagen, besøger jeg gerne soldaterhjemmet for at læse avisen og få en kop kaffe eller boullion til et stykke brød.
Efter middag får jeg en lille lur, og så gælder det om at forsvinde, hvis ikke man vil beskæftiges med et eller andet. Hvis jeg ikke er på soldaterhjemmet eller i biografen, driver jeg rundt i byen til kl.ca.6.
Sidste dag mødte jeg Johs. Lauridsen fra Truenbro [i Avnbøl]. Han ligger ved 84’erne.
Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”
Hjemmesiden www.denstorekrig1914-1918.dk gik on-line i juni 2014. Vi fulgte den internationale spænding gennem juli måned, op til krigserklæringerne begyndte at rulle fra den 28. juli og de følgende dage.
Sidan da har vi hver dag bragt et antal “nyheder” fra Første Verdenskrig; et feltpostbrev, en dagbogsindførsel, en avisartikel eller lignende – og altid dagens faldne.
Sideløbende har vi lige så stille opbygget en efterhånden ret omfattende database med oplysninger om sønderjyske krigsdeltagere, litteratur etc.
Vi begyndte at føre statistik fra slutningen af august 2014 over besøg på hjemmesiden etc. Derfor kan der nu her knap fire år senere være anledning til at gøre lidt status.
Siden slutningen af august 2014 har denne hjemmeside haft 2.828.115 sidevisninger (to millioner, ottehundredeogotteogtyve, éthundredeogfemten).
Det er ganske pænt for en hjemmeside, der beskæftiger sig med et så snævert historisk emne som sønderjyder i Første Verdenskrig.
Alene det seneste år har vi haft 1.023.605 sidevisninger.
Det er et gennemsnit på over 85.000 sidevisninger om måneden.
Det seneste år har hjemmesiden haft 131.594 brugere, der tilsammen har gennemført 323.532 besøg på hjemmesiden.
Ved hvert besøg ser en bruger i gennemsnit 3,16 sider/opslag.
Ca. 60% af vores brugere er gengangere og ca. 40% nye besøgende.
De daglige “nyheder” trækker vore mange trofaste læsere ind på hjemmesiden. De følger med i krigens gang, mange følger vore “hovedpersoner” i tykt og tyndt og engagerer sig i deres skæbne.
Andre læsere er på jagt efter slægtninge eller soldater fra lokalområdet og kan finde mange navne, både på de enkelte soldaters personlige sider (dem er der efterhånden 7.000 af) og på de mange lister over krigsfanger, desertører etc.
Og så er der dem, der bruger opslagssiderne: De scannede bøger, de oversatte regimentshistorier, leksikonet osv.
Der er efterhånden ganske mange skoler og gymnasier, der bruger hjemmesiden i undervisningen – vi hører det ind i mellem fra lærere (eller mærker det, når unge mennesker stiller spørgsmål på hjemmesiden).
Vi har dog ikke systematisk undersøgt, hvordan den enkelte læser eller bruger anvender hjemmesiden.
Men vi vil vældig gerne høre, hvordan I – kære læsere! – bruger hjemmesiden!
Skriv derfor gerne i kommentarfeltet herunder, hvordan I bruger hjemmesiden (og hvor længe I har fulgt med) eller send en mail til sidens hovedredaktør René Rasmussen.
Der foreligger også en bibliografi for Aabenraa Kommune. En tilsvarende for Sønderborg Kommune er ved at blive udarbejdet, mens der desværre endnu ikke er nogen, der har kastet sig over Haderslev.
Der foreligger også en bibliografi for Tønder Kommune. En tilsvarende for Sønderborg Kommune er ved at blive udarbejdet, mens der desværre endnu ikke er nogen, der har haft mod på at kaste sig over Haderslev.
Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten.
29.7.
Vi ligger ved Sailly sydvest for Amentières. Det går hårdt til her i Flandern nu. Hver Nat angribes der, snart er det Tommy der angriber og vore Folk jages frem til Modangreb, snart er det omvendt. Kampen bølger frem og tilbage, en Kilometer frem den ene Dag og maske to tilbage den næste Dag. Resultatet er at Tusinder af Soldater sætter Livet til. På en Kirkegård ved Armentières var jeg lidt inde at se mig omkring. Række ved Række var der af Kors ned Navne pa tyske Soldater, alle er de faldne siden Offensiven i April. Jeg spurgte nogle Soldater, som gik der og arbejdede, om de vidste hvor mange Faldne her lå begravet. Der er nu godt 33 Tusind, blev der svaret. Så kunne jeg så nogenlunde forstå, at jeg ikke kunne overse hele Kirkegården. Fra hvor stort et Afsnit de var samlet, fik jeg ikke at vide.
Ikke alene Menneskeliv går til Spilde, men også store Mængder af Materiel. Den Munition, vi skulle have forpulvret her, tog Tommy sammen med Stillingen. Men Livet og Lykken er omskiftelig. Tommy er igen trængt tilbage og vor Munition er tildels i Behold. Nu går vi og slæber Resterne deraf tilbage. Jeg har ikke været med derude endnu, men går her ved Munitionslageret og ordner Sagerne lidt. Det er heller ikke lutter Fornøjelse at være med derude Selv om Tommy også skyder lidt her omkring, så skydes der dog mere på Stillingen og de nærmeste Forbindelseslinier.
Forleden Aften blev vore Folk, som arbejder derude sammen med andre Afdelinger, beskudt af Tommy. De havde en del Munition slæbt samman ved Kanalen derude og var ved at læsse det pa Vogne. Da ramte en Granat ned pa Pladsen og Folkene fløj hulter til bulter imellem hinanden. Det gav 5 Døde og 7-8 Sårede. En mand røg i Kanalen, men fik sig ved egen Hjælp bjærget op på det tørre igen. Det viste sig, da han kom op at han havde mistet begge Fødder og en Hånd. Den ene Fod var reven af lige under Knoklen, den anden halvvejs ved Knæet og Hånden var reven af lige over Håndleddet. Han døde undervejs til Lazarettet af Blodtabet. Sanitetsafdelingerne kan ikke overkomme alt Arbejdet, og der er Knaphed med Forbindstoffer, så af den Grund dør vel også mange af de Sårede. Det er vel også bedre at dø straks, end at leve et Liv som Krøbling.
Vi blev vældig begejstrede den Dag vi kom hertil, thi vi opdagede en Mark med Bønner. Hvad det var for Bønner, ved jeg ikke. Dog var det ikke af den slags Bønner, som Præsten fremsiger, men Bønner som måtte kunne spises. Vi plukkede Bønner, når vi havde lidt tid, og nogle Mand blev sat til at plukke Bønner til Køkkenet. Og så blev der Kogt Bønner. Men jo længere de kogte, des hårdere blev de.næsten, og tilmed blev de sortbrune. Ved køkkenet gik det ligeså, og trods Ædikke, Salpeter og andre Kemikalier til Blodgøring af Bønnerne, blev det dog ikke den Dag vi fik Bønnesuppe fra Køkkenet. Vi fik så udleveret noget andet spiseligt. Bønnerne blev holdt i Kog til næste Dag, men var trods det lige så hårde som for. Vi spiste dem dog trods al deres Modstand. Resten af de samlede Bønner blev kørt gennem Kødhakkemaskinen før de blev kogt, så var vi da sparet for Arbejdet med at tygge dem.
Nu er det nok snart Slut med Opholdet her. Vi har Munitionen samlet og venter kun pa Ordre til at flytte igen. Forhåbentlig kommer vi så i lidt bedre Kvarterer, thi her lever vi så at sige i Hundehuse. Vi har langs med et Dige lavet os nogle Hundehuse af hvad vi kunne få fat på. Så har vi smidt lidt jord op omkring og ovenpå, for at have lidt Dækning mod Granatsplinter. De er alle vidt forskellige i Størrelsen, vi er fire Mand i vores. I de øvrige er der fra 3 til 8 Mand. Fælles for dem alle er, at det Antal Mand netop kan ligge i dem. Højden i dem er ikke større, end at man lige netop kan sidde på Halen.
(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1916-18)
Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 gik til Vestfronten. I slutningen af juli 1918 fik han dog endelig orlov.
Den 28. Juli om Eftermiddagen Kl. 4 ankom jeg til Hovslund Station, og jeg havde mit Hjem i Øster Løgum — en Times Gang derfra.
Det var en mærkelig Følelse at komme hjem og se alt det gamle, som endnu stod uforandret. Alt var saa stille og uforandret imod det, jeg kom fra, hvor man stadig hørte Torden og Buldren. Kornet stod paa Marken, og Folk passede deres Dont som al Tid.
Jeg spadserede hele Vejen hjem; jeg havde hele min Oppakning med, undtagen Geværet, som jeg maatte lade staa i Flensborg.
Jeg mødte nogle af mine gamle Bekendte, men de kunde næsten ikke kende mig, da jeg var falmet, og havde forandret mig meget, siden jeg sidst var hjemme.
Endelig naaede jeg mit Hjem, hvor jeg blev modtaget med stor Glæde af mine Forældre og de af mine Søskende, der var hjemme. En Broder var flygtet til Danmark, og en anden laa endnu ved Fronten. Sidstnævnte havde jeg ikke set i 4 Aar.
Vi fik noget at spise, og jeg skulde selvfølgelig fortælle om mine Oplevelser.
Men jeg var ikke i Stand til at fortælle ret meget, da jeg var meget nervøs. Nerverne var jo helt ødelagte af det sindsoprivende Bombardement.
Dagen efter rejste jeg ned til min Kone i Årøsund. Vi fulgtes saa ad tilbage til mit Hjem, og jeg begyndte at lægge Planer til Flugten over Grænsen til Danmark.
K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)
I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten
De fleste oplevelser, man havde under krigen, var en blanding af ondt og godt. De onde var desværre fremherskende. Men en af de gode havde jeg dog sommeren 1918. Vi var atter en gang på transport og denne gang med jernbane. Jeg havde ligget og sovet, da toget lidt ublidt gjorde holdt på en station, så jeg faldt ned af den bænk, jeg lå og sov på.
Jeg kiggede ud af vinduet, og bemærkede, at navnet på stationen var Douai. Navnet syntes mig bekendt, men jeg kunne ikke huske hvorfra.
Pludselig kom jeg i tanker om, at navnet stod på et postkort, som jeg havde fået fra min bror – eller rettere halvbror – en måneds tid før. Han var landstormsmand og 22 år ældre end jeg. Det vidste sig, at vi ikke skulle videre, men blev læsset ud på stationen. Jeg gik straks til Feldweblen og fik at vide, at vi skulle blive i byen natten over og fik samtidig lov til at forsøge at finde min bror.
Byen var temmelig stor. Den havde vel ca. 35.000 indbyggere, så det kunne blive svært at finde frem til ham, og det var heller ikke sikkert, at han var der endnu.
Det lykkedes dog ret hurtigt at finde hans kompagni, men han var rejst på orlov og skulle først komme tilbage i løbet af otte dage.
Det var en skuffelse, men jeg afleverede en hilsen med besked om, at hvis vi ikke kom alt for langt fra byen, ville jeg besøge ham, når han kom tilbage. Heldigvis gik regimentet i stilling kun ca. 15 kilometer derfra, og da det var på det tidspunkt, hvor jeg måtte melde mig syg, fik jeg rig lejlighed til at besøge ham.
Vi havde ikke set hinanden siden 1915, og da han til trods for den store aldersforskel var min »hjerte-bror«, blev gensynet meget hjerteligt. Han havde altid været god ved den moderløse dreng, og jeg holdt af ham, som om han havde været min far. Jeg besøgte ham to eller tre gange, og vi tilbragte nogle gemytlige timer sammen. Han var en selskabsmand og en god fortæller, så tiden faldt os aldrig lang.
Da jeg rejste på orlov sidst i august måned, tog jeg afsked med ham på banegården i Douai.
Jeg kunne se, at tårerne stod ham i øjnene. Hvis jeg havde kunnet bytte med ham, havde jeg gjort det, men det var jo udelukket. Ved min tilbagekomst var han der ikke mere. Fronten var rykket nærmere t i l byen, og den var blevet rømmet af civilbefolkningen. Også landstormsbataljonen var trukket tilbage. For øvrigt var mit regiment også over alle bjerge. –
Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.
Denne gang handler det navnlig om de allieredes modoffensiver og den tyske tilbagetrækning – Ludendorff må nu se i øjnene, at hans stort anlagte offensiv ikke kan gennemføres. Han nægter dog at give op. I mellemtiden planlægger vestmagterne nye offensiver. Situationen minder om 1914: Tyskerne krydser Marne, men slås tilbage og går i forsvar ved Aisne. Men denne gang er vestmagterne stærkere. Hvad nu? Og hvordan vil tyskerne reagere, når det går op for dem, at de seneste store ofre har været forgæves? Begge sider har mistet ca. 1.000.000 mænd de seneste fire måneder.
Den tjekkiske legion er på vej mod øst – og franske og britiske tropper er i Murmansk. Det britiske flyver-es Mick Mannock falder.
Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 gik turen til atter til Vestfronten.
Om Morgenen blev vi sendt i Hvilekvarter i en By, som hedder Tillt, tæt ved Gent i Belgien. Vi skulde jo ogsaa have Forstærkning, før vi kunde komme noget Sted igen. Den civile Befolkning var meget flink, særlig naar de fik at vide, at jeg ikke var Tysker, men Sønderjyde. De var ved Flyverbreve underrettet om, at nu var det snart forbi med Tyskernes Herredømme.
Samme Dag, vi ankom dertil, gik jeg hen til Løjtnanten og anmodede ham om at faa Orlov. Det kunde jeg ikke faa, endskønt det var omtrent halvandet Aar siden jeg sidst var hjemme.
Ca. 14 Dage i Forvejen havde jeg skrevet hjem om at indgive en Ansøgning om Orlov for mig, og nu kom den lige tilpas. Jeg blev kaldt op paa Kontoret. Der blev sagt til mig, om jeg ikke vilde vente en 14 Dages Tid, fordi jeg skulde udnævnes til Underkorporal, og saa kunde jeg faa mine Knapper til den Tid.
Jeg var imidlertid lige glad med Knapperne og det hele Militærvæsen, men det turde jeg ikke sige. Jeg sagde, at jeg vilde gerne hjem og se min Familie endnu en Gang, da det jo var meget tvivlsomt, at jeg ellers fik dem at se mere. Jeg havde jo nu ikke set dem i omtrent halvandet Aar, og naar vi nu kun var fem Mand tilbage af Hundrede paa een Dag, saa vidste vi omtrent, hvad vi kunde vente os.
Det hjalp ikke noget; men jeg havde nu sat mig i Hovedet, at hellere vilde jeg lade mig skyde ved den danske Grænse end ud i det Helvede igen.
Da jeg ikke kunde komme udenom længere, sagde jeg, at hvis de ikke gav mig Orlov, skulde jeg nok være Mand for selv at tage den.
Endelig gav de efter, og den 26. Juli kørte jeg sammen med en af de fem fra Tillt. Da vi kom til Brüssel, var der opslaaet Plakater om, at Englænderne og Amerikanerne gik stærkt frem og stod foran Lille.
Tyskerne rev Plakaterne ned hurtigst muligt, men Belgierne løb rundt i Gaderne med dem og slog dem op, hvor som helst. Nu sad jeg i Spænding Resten af Vejen, for at der skulde blive spærret for Orlov, og at vi maaske kunde komme til at vende om, naar vi kom til næste Station.
Efter to Dages Kørsel naaede vi Flensborg. I den Tid havde jeg ingen Ting spist, dels af Spændingen og dels af Glæde over at komme hjem. Ved Ankomsten til Flensborg var Spændingen paa det højeste, der skulde vi vise vore Pas til Vagten.
Da han saa, at jeg skulde højt op i Sønderjylland, blev det mig nægtet at rejse videre, fordi der var saa mange, der flygtede over til Danmark.
Saa blev der sendt Telegram til Bataillonen og forespurgt, om det var rigtigt, at jeg maatte rejse helt hjem. Indtil Svaret kom, maatte jeg blive siddende paa Kontoret paa Banegaarden.
Efter fire Timers Forløb kom Svaret, at det var rigtigt, og at jeg kunde rejse videre.
K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)
Der er fra forskellig side ytret ønske om at kunne læse den fortælling eller beretning om det britiske luftangreb, som museumsinspektør René Rasmussen ledsagede søndagens re-enactment med. Den følger nedenfor.
Indledningsvis var der en kort fortælling (6-7 minutter) om, hvorfor Det tyske Kejserriges marine anlagde en luftskibsbase ved Tønder – og hvorfor briterne gjorde sig så store anstrengelser for at bombe den.
Derefter blev angrebets forløb fortalt i korte 1½-2-minutters sekvenser mellem hver overflyvning.
Overflyvningen skete med en Tiger Moth-dobbeltdækker – et træningsfly fra 1942.
Folk ankommer (foto: Peter Marker)
”Target Tondern!”
Speaks til den 22. juli 2018
Før første overflyvning
Den tyske luftskibsbase her i Tønder bliver operativ i foråret 1915.
Det er den nordligst beliggende luftskibsbase i Det tyske Kejserrige.
Og det er den tyske marines luftskibe, der holder til her.
Den tyske marine foretrækker luftskibe af typen Zeppelin, så de fleste luftskibe her i Tønder er Zeppelinere.
Luftskibenes vigtigste opgave er at patruljere over Nordsøen og nøje overvåge, hvad arvefjenden, den britiske flåde, foretager sig.
Mere end en fjerdedel af alle den tyske marines rekognosceringstogter bliver fløjet her fra Tønder.
Så basen her er meget vigtig for den tyske søkrigsførelse.
Det, som gør et luftskib særligt egnet til rekognoscering, er dens lange rækkevidde.
Et luftskib får sin opdrift af brint (hydrogen), en gasart, der er lettere end luft.
Brinten opbevares i store balloner, der er ophængt i en lang række inde i luftskibets aluminiumsskelet.
Det er derfor, Zeppelinere har den karakteristiske, aflange form.
Der er op til 21 brintballoner i et luftskib.
Brint er lettere end luft. Derfor behøver en Zeppelin ikke at bruge motorkraft på at holde sig svævende, men kun på sin fremdrift.
Det betyder, at en Zeppelin kan holde sig svævende i mange timer; den kan flyve over meget lange afstande og den kan patruljere et meget stort område.
Det er en stor fordel.
Til gengæld skal der ret meget brint til! Og det er derfor, luftskibe så gigantiske!
Luftskibe kan også bære ret tunge laster.
Allerede i januar 1915 begynder tyske luftskibe at kaste bomber over England.
I begyndelsen over kystbyerne, men snart også over London.
Luftskibe her fra Tønder er med i mere end halvdelen af de bombetogter, som den tyske marine er involveret i.
Det er et kolossalt chok for englænderne at blive bombet fra luften.
I næsten 900 år havde den britiske flåde, nationens stolthed, formået at holde fjender væk fra de britiske kyster.
Men nu står man magtesløs over for bomberne fra de tyske Zeppelinere!
Militært får bombeangrebene ganske vist ikke nogen afgørende betydning.
Men de indvarsler en ny tid, hvor en moderne krig også bliver ført langt bag de egentlige frontlinjer mod civilbefolkningen.
I begyndelsen af Første Verdenskrig, i 1914, er luftskibe flyvemaskiner overlegne.
Men snart er et intenst våbenkapløb i gang.
Fly bliver konstant hurtigere og kan flyve stadigt højere og længere.
Et luftskib er bestemt ikke forsvarsløst – men det er jo ikke særligt svært at ramme!
Og selvom der skal forbløffende mange skud til, før en Zeppeliner går ned eller bryder i brand, så er luftskibets bedste forsvar at gå højere op – og komme uden for flyenes rækkevidde.
Men mere højde kræver mere opdrift. Mere opdrift kræver mere brint. Og mere brint kræver mere plads – og det betyder større luftskibe!
De to oprindelige luftskibshaller her i Tønder (med navnene ”Toni” og ”Tobias”) bliver meget hurtigt for små til de nyeste Zeppelinere.
I 1915 bliver der derfor bygget en ny hal, der får navnet ”Toska”.
Den er 243 meter lang, 73 meter bred og 43 meter høj.
Det er det samme som to-en-halv fodboldbane lang, én fodboldbane bred – og så er den så høj, at der er plads til, at vandtårnet i Tønder (eller Rundetårn i København) kan stå i tørvejr inde i det!
Det er et gigantisk bygningsværk – men det skal også rumme to af de nyeste Zeppelinere.
De to Zeppelinere, der befinder sig i luftskibshallen Toska den 19. juli 1918, er L54 og L60.
De er 196,5 meter lange. De har en tophastighed på ca. 110 km/t, en rækkevidde på mere end 13.000 kilometer og kan gå op i mere end 5 kilometers højde.
Begge Zeppelinere har deltaget i bombeangreb mod England.
Den ene, L54, er under kommando af en meget erfarne luftskipper med et ærefrygtindgydende langt navn.
Han hedder Horst Julius Ludwig Otto Freiherr Treusch von Buttlar-Brandenfels!
Det bedste sted at ødelægge et luftskib, er på dets base. Og britiske fly har faktisk med held angrebet og bombet andre tyske luftskibsbaser i Europa.
Men Tønder er meget langt fra den nærmeste britiske flyveplads – og dermed også langt uden for rækkevidde af britiske fly.
Briterne forsøger faktisk flere gange at angribe luftskibsbasen her i Tønder med vandflyvere, som bliver sat ned på Nordsøen.
Men hver gang mislykkes det.
Det er først, da briterne opfinder et helt nyt våben, at det endelig ser ud til at skulle lykkes: Det er hangarskibet!
Det er krydseren HMS Furious, der bliver bygget om med start- og landingsdæk.
Startdækket er meget kort, men fungerer udmærket. De små Sopwith Camels behøver ikke ret mange meters tilløb for at gå iluften.
Men landingsdækket er livsfarligt.
Det bliver derfor almindeligt at sætte flyene ned på vandet tæt ved hangarskibet eller ét af dets følgeskibe, og så satse på at blive halet op, inden man drukner!
Den gennemsnitlige levetid for en pilot på et hangarskib er ca. 10 flyvninger.
Syv piloter bliver udvalgt til opgaven: At finde og bombe luftskibshallerne på Zeppelinbasen i Tønder.
To gange må et angreb aflyses pga. dårligt vejr, men tredje gang lykkes det.
Og det kommer vi til at høre mere om i løbet af den halve times tid!
Lazarettet ved “Westfront 1916” (foto: Peter Marker)
1. Speaks fortsat – efter første overflyvning
Hangarskibet HMS Furious sejler med sin eskadre af ledsageskibe til et punkt ca. 50 kilometer (25 sømil) vest for Ringkøbing.
Det er den 19. juli 1918. Klokken er 04:00 om morgenen.
Der er ca. 150 km til Luftskibsbasen i Tønder.
Flyene vil lige akkurat have tilstrækkeligt brændstof til at komme frem – og nok så vigtigt: Til at komme tilbage igen!
Men også kun lige akkurat.
Hvis flyene skulle løbe ind i problemer, så har de ordre til at flyve over den danske grænse og nødlande dér.
Kl. 04:14 letter de første tre fly fra startdækket. Det er flight leader, kaptajn Jackson og hans to ledsagere kaptajn Dickson og løjtnant Williams.
Kl. 04.22 letter den næste angrebsbølge, bestående af fire fly med flight leader kaptajn Smart (det hedder han!) og hans ledsagere kaptajn Thyne, løjtnant Dawson og løjtnant Yeulett.
Kaptajn Bernard Arthur Smart har allerede én Tønder-Zeppeliner på samvittigheden: I august 1917 skød han nemlig den legendariske Zeppelin L23 ned over Nordsøen.
Nu er han på vej for at ødelægge basen.
Hvert fly har to 50-punds bomber med.
Det er mere end rigeligt til at ødelægge luftskibshallerne – hvis de da rammer og får antændt Zeppelinernes brint.
De to grupper flyver uafhængigt af hinanden mod deres mål.
Den første gruppe på tre fly med Jackson som flight leader når efter ca. 20 minutters flyvning den danske kyst ved Blåvandshuk.
De følger kystlinjen mod syd. De holder sig over skyerne, men dykker ind i mellem ned under skydækket for at orientere sig.
Kl. 05:30 er de over øen Silds nordspids. Det er tid til at gå ind over land.
Flyene går lavt ind over Højer.
I det fjerne kan de se Tønder, hvor de cirkulerer for at finde luftskibshallerne.
Kaptajn Dickson får øje på en lang, lav bygning i Tønders østlige udkant og kaster en bombe dér.
Men det er noget af et fejlskud! Det er nemlig markedspladsen nede ved den gamle Sønderport, hvor Tønderhallerne nu ligger!
Dicksons bombe slår et hul i brolægningen.
Dickson bliver hurtigt klar over sin fejltagelse. Jackson og Williams har nemlig fået øje på Zeppelinhallerne og har sat kursen mod nordvest. Dickson følger lige i hælene.
Med rasende fart flyver de ind over Tønder – nu går de lige straks til angreb!
Der var hen ved 1.500 mennesker på pladsen i løbet af dagen. (foto: Peter Marker)
2. Efter anden overflyvning
Klokken er 05:33 og de tre fly angriber.
Dickson er den første, der kaster sin bombe mod kæmpehallen Toska. Fuldtræffer!
Sort røg begynder at vælte ud af hullet i taget, da Williams som den næste kaster sine to bomber mod hangaren.
De to Zeppelinere bryder i brand i et flammende bål af tæt ved 100.000 kubikmeter ekstremt brændbar brint. Flammerne står mere end 100 meter op i luften!
Jackson går nu efter den mindre luftskibshal ”Toni”; han kaster sine bomber mod hallen, der rummer basens observationsballon.
Han ser hallen bryde i brand.
En enkelt luftværnskanon er vågnet og er begyndt at bjæffe, og den får snart selskab af yderligere to.
Men det er for sent.
De tre Sopwith Camels i første angrebsbølge er allerede på vej mod nord.
Re-enactere fra “Westfront 1916” bemander en skyttegrav. (foto: Peter Marker)
3. Efter tredje overflyvning
Manden med de mange navne, luftkaptajn Horst Julius Ludwig Otto Freiherr Treusch von Buttlar-Brandenfels, blev jaget ud af sin sødeste søvn, da to britiske fly i lav højde kom brølende ind over det hus, hvor han boede.
Vi har hans egen beretning fra angrebet.
Lad os høre, hvad han skriver:
”En skygge fór hurtigt lige hen over huset, blot én meter over taget, helt latterligt lavt; en flyvemaskine med runde kendingsmærker: en englænder!
I det samme begyndte basens antiluftskyts at bjæffe. Englænderen går endnu lavere og holder kurs direkte mod luftskibshallen.
Så er han der! Han stiger lidt.
Da med ét en ny lyd over mig. En skygge! Endnu en flyver!
Nu var den første lige over hallen!
Det er som hjertet stopper: I et flammehav stiger en kæmpe røgsøjle op fra hallen.
Et smukt og grusomt syn, dette kolossale, flammende offerbål, i hvilket L54 og L60 gik under!”
Så vidt Buttlar-Brandenfels.
Luftskibsbasens eget flyverforsvar var blevet trukket væk i marts 1918. Den ujævne, bløde startbane foran flyhangaren har næsten dagligt kostet ødelagte fly og kvæstede eller dræbte piloter.
Så nu er startbanen under reparation – og basen helt uden jagerbeskyttelse af de moderne Albatross-jagere, der ellers skulle passe på de store luftskibe.
Det er vist det, man kalder sort uheld – eller virkelig dårlig planlægning!
I flyhangaren står en replika af en Albatross D5, der har medvirket i flilmen “I krig og kærlighed”. (foto: Peter Marker)
4. Efter fjerde overflyvning
I mellemtiden er den anden angrebsbølge nået frem til Luftskibsbasen.
De har mistet den ene Sopwith Camel undervejs. Den er returneret til hangarskibet med motorproblemer.
De er dog stadig tre fly: Kaptajn Smart, løjtnant Dawson og løjtnant Yeulett.
De er kommet ind over land ved Fanø og har fulgt Ribe-Tønder-banen mod syd.
Men nu er det tyske luftforsvar vågnet op! Allerede ved Abild mødes de af en voldsom beskydning fra antiluftskyts.
Luftkaptajn Treusch von Buttlar-Brandenfels var også vidne til den anden angrebsbølge.
Lad os høre ham selv fortælle:
”Englænderne foretog endnu en runde og angreb så den lille luftskibshal med observationsballonen. Herregud! Lige ved siden af er jernbaneskinnene med en lang række togvogne fyldt med benzin og brint!
I det samme kom et tredje fly, der dog holdt sig på afstand. Dets opgave var øjensynligt at fotografere.
På startbanen og mellem barakkerne står matroserne halvnøgne eller undertøj og skyder som gale med deres geværer efter flyene.
Men englænderne ænser dem ikke; de viger ikke en tomme fra deres bane og kredser så lavt, at man tydeligt kan se piloterne, der vinker hjerteligt ned til matroserne.
Selvom de let havde kunnet, så løsner intet af flyenes maskingeværer et skud.
Mens jeg tramper som en vanvittig i pedalerne for at nå hen til flyvepladsen, farer en forfærdelig tanke gennem min hjerne!
Hvad med de store bomber, vi lod ligge i luftskibshallen?
Heldigvis var [Oberleutnant Hans von] Schiller, der boede i barakkerne på basen, opmærksom på faren.
Han ignorerede truslen fra flyene og løb sammen med nogle behjertede mænd ind i den brændende hal.
Med en klud for munden til værn mod den kvælende røg slæbte han sammen med de frivillige de brandvarme bomber ud af hallen.
Et af de britiske fly tabte pludselig et landingshjul, og et kort øjeblik troede vi, at det var ramt og ville nødlande. Vi løb som gale hen mod landingsbanen.
Men det fløj lige som sine kammerater lavt for at undgå ilden fra forsvarsbatteriet, det fløj under telegrafledningerne, der gik langs Tønder-Ribebanen og forsvandt nordpå. (…)
Jeg stod ved det udbrændte skelet af mit luftskib.
Jeg havde allerede set mange luftskibe gå ned.
Men for første gang var det mit eget.”
Under vejs i fortællingen var der en række “eksplosioner” fra “bombenedslag”. (foto: Peter Marker)
5. Efter femte overflyvning
Det andet angreb bliver indledt ca. 10 minutter efter det første.
Den store hal brænder voldsomt, så kaptajn Smart koncentrerer sig derfor om den mindre hangar.
Det er formentlig ham, som Butlar-Brandenfels observer kaste bomber mod ”Toni”.
Også den mindre luftskibshangar står i flammer. Det er basens observationsballon, der brænder.
Kaptajn Bernard Smart har selv fortalt om den voldsomme beskydning, han var udsat for fra jorden.
Han fortæller:
”Hele basen er én stor forvirring af mænd, der løber rundt i alle retninger. Gennem brølet fra min motor kan jeg høre knitren fra rifler og maskingeværer.
Det lyder som et mindre infanteriangreb.
Mit fly stiger voldsomt efter bombningen af hallen, men jeg foretager nu et dyk med fuld gas indtil det synger i wirerne. I 50 fods højde flader jeg ud og flyver i lav højde zig-zag væk ved højeste hastighed.”
De to andre fly følger hans eksempel.
Kaptajn Dickson og kaptajn Smart når begge tilbage til HMS Furious.
Dickson ankommer kl. 06:50 og Smart en halv time senere.
De går begge ned på vandet og bliver halet op af de ledsagende destroyere, mere døde end levende.
Hele operationen fra start til landing har varet omkring tre timer.
En “Tiger Moth” overflyver pladsen – i datiden var det “Sopwith Camels”. (foto: Stig Bang-Mortensen)
6. Efter sjette overflyvning
Williams og Dawson fra den første angrebsbølge følges ad mod nord langs den danske kyst.
Men begge fly løber tør for brændstof.
Williams må gå ned på stranden ved Skallingen nord for Esbjerg.
Dawson når lidt længere – op til Holmsland Klit, før han også løber tør for brændstof og må nødlande.
Begge bliver bragt ind til Esbjerg til afhøring og senere interneret.
Jackson og Yeulett fra den anden angrebsbølge følges ad ud over Vadehavet.
Jacksons fly får motorproblemer ved Guldager lidt nord for Esbjerg og må nødlande.
Også han bliver senere interneret.
Løjtnant Yeulett følger fra luften kammeratens nødlanding.
Yeulett er den yngste og mindst erfarne af piloterne. Han er kun 19 år. Og nu er han på egen hånd.
Han fortsætter mod nordvest – måske kan han nå tilbage til HMS Furious?
Det kan han ikke!
Senere bliver hans lig fundet i strandkanten på Holmsland Klit.
Og nogle dage efter bliver også hans fly fundet, drivende med strømmen mod nord.
Yeulett er tilsyneladende gået ned på vandet, er blev slået bevidstløs ved landingen og er druknet.
Han ligger i dag begravet ved Havrvig Kirke.
Yeulett er det eneste dødsoffer fra denne – set fra et britisk synspunkt – meget vellykkede aktion.
7. Efter syvende overflyvning
Det er første gang i verdenshistorien, at fly letter fra dækket på et hangarskib og gennemfører et angreb mod et mål på landjorden.
Det indvarsler en helt ny tidsalder i krigsførelsen.
Slagskibenes tidsalder er forbi. Hangarskibenes tidsalder er begyndt.
Og det er egentlig ret pudsigt at tænke på, at den måde, vi i den vestlige verden i vore dage foretrækker at føre krig, nemlig med hangarskibsbaserede luftangreb mod mål på landjorden, for første gang i verdenshistorien blev gennemført mod lille, fredelige Tønder.
Læs mere om angrebene på Tønderbasen i Knud Jakobsens fine, lille bog, der udkom for få måneder siden.
Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han blev såret og efter flere operationer indlagt på lazarettet i Sønderborg i marts 1918.
Tilbage til Lübeck
Den 22.juli 1918 blev jeg udskrevet fra lazarettet i Sønderborg og overført til en erstatningsbataljon i Lübeck.
Her havde regiment 162 hjemme.
Den 23. om aftenen ankom jeg til Lübeck og blev indkvarteret i en stor sal. Egentlig er det en restaurant ved navn Louisenlyst, der er blevet omdannet til kaserne.
Dagen efter var jeg hos lægen og blev fritaget for tjeneste i 2 måneder.
Vi har det ellers helt godt her. Vi får et pund brød om dagen, men uden nogen former for lækkerier. Vi har ingen tjeneste, kun lidt arbejdstjeneste en gang imellem.
De sidste tre dage har jeg gjort haven i stand for en professor, og det tjente jeg godt ved. Jeg fik i alt 13,20 mark, og det er meget i forhold til den almindelige soldaterløn.
Jeg var også i teatret en aften.
Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”
Asmus Jensen blev indkaldt som soldat i 1911. Han var netop færdig med værnepligten, da krigen kom. I juli 1918 fik han til opgave at fragte 3½ millioner rubler fra Odessa til Jeriko i Palæstina.
Omtrent midt i Juli 1918 blev to Officerer, to Sergenter med seks og tredive Mand, hvoriblandt jeg, sendt til Byen Breila i Nærheden af Donaus Udløb i det sorte Hav.
Derfra sejlede vi saa til Odessa, hvor vi skulde hente tre og en halv Million russiske Rubler, som Tyskerne paa en eller anden Maade havde faaet fat paa i Ukraine.
Odessa er en stor Havneby, som ikke engang Hamborg kan maale sig med. Ved Havnen ligger det ene mægtige store Kornmagasin ved Siden af det andet.
Saa sejlede vi med en Transportdamper over det sorte Hav, gennem Strædet ved Bosporus, hvor Palmerne skyggede langs Kysten, ind til Konstantinopel.
Her blev vi alle forsynede med en rød Fez, og her saa vi hver Aften Tyrkerne forsamlet paa Torvet. En »Præst« steg op i et Slags Stillads, og mens Mændene med Ansigtet vendt imod Mekka knælede paa Gaden, udraabte »Præsten« et eller andet ud imod alle fire Verdenshjørner. Hver Gang begyndte han med »Allah o. s. v., og da bøjede Mændene deres Hoved helt ned imod Stenbroen.
Vi var her i tre-fire Dage og blev herfra ledsaget af tyrkisk Militær som Vejvisere.
Andreas Esbensen gjorde krigstjeneste på Vestfronten i Første Verdenskrig. I juli 1918 besluttede han og fire kammerater at desertere. Via Berlin nåede de til Kegnæs, for Esbensen stammede fra. Planen var et ro til Ærø – men alle både var låst og alle årer konfiskeret. Men nabokonen hjælper:
»Når det bliver mørkt, skal jeg komme med en sav til jer«, sagde hun. »I kan tage nogle fjæle her over porten og hugge dem lidt til, så kan I bruge dem som årer. Og jeg skal nok holde drengene inde, så I kan komme af sted«.
Og det gjorde vi så. Det gik også godt nok. Jeg brækkede en sabel, da jeg huggede løs på kæden, som båden var låset med. Vi arbejdede med den i 1½ time, inden vi fik slået den i stykker — og endelig roede vi så af sted, på vej mod Ærø.
Det var diset, og vi havde en strid vind lige imod. Ved Kegnæs fyr gik der tysk vagt, men vi slap heldigt forbi og ud på åbent vand.
»Nu er det ligemeget, hvad der kommer i vejen for os, jeg skyder alt ned«, sagde Schultz, da vi var kommet så langt. Og så rev han sine knapper af og smed dem ned i strømmen. Nu ville han ikke være oversergent mere.
Vi roede hele natten, og ud på morgenstunden hørte vi noget brumme i luften. »Så, nu er det sket, nu kommer de og tager os«, tænkte jeg. Men heldigvis var det så diset, at flyvemaskinen ikke så os, og jeg er aldrig blevet klar over, om det virkelig var en tysk maskine.
Noget senere kunne vi øjne land, og ved 8-tiden om morgenen trak vi båden på land.
Der gik nogle mænd på marken. De var knap færdig med at høste. De talte dansk, og jeg spurgte, hvor vi var.
»I er på Ærø«, lød svaret.
»Nå, så er vi kommet godt hjem«, sagde jeg. De hentede nogle heste og fik båden slæbt på land, og så tog de os med hjem til frokost.
Vi var landet ved St. Rise på Ærø, og sognefogeden i St. Rise meldte os ikke, hvad han ellers skulle have gjort.
I stedet sørgede han for, at vi fik arbejde allesammen. Han skrev et brev hjem til mine forældre, hvori han fortalte, at han havde fået en søn, og de ville kalde ham Andreas. Så vidste min mor og far, at jeg var kommet godt over, men alle breve blev j o åbnet, og den tyske gendarm havde også læst det og kom for at spørge mine forældre ud.
— Ja, de kunne da ikke forstå, hvad det var for et brev, for de mente ikke, de havde familie på Ærø.
Gendarmen spurgte nu, hvordan det gik med de fire sønner og med de to svigersønner, som var med i krigen.
»Jo«, svarede de, »det går dem godt, så vidt vi ved. Der er ganske vist en af sønnerne, som vi er lidt bekymrede for. Vi har desværre ikke hørt fra ham i lang tid«.
Gendarmen var nu ikke dum, men han lod sig alligevel nøje med den besked, og der skete ikke mine forældre noget.
Efter krigen fik jeg brev fra min kammerat i Edel, ham, der i sidste øjeblik sprang fra. Han fortalte, at der gik fjorten dage, før man savnede os ved kompagniet. Man kunne ikke forstå, hvad der var sket med os, for man var klar over, at vi ikke var blandt de i dræbte eller sårede; men efterhånden hørte interessen for os op, for der skete jo stadig andre ting, der optog sindene ude ved fronten.
Sognefogedens søn købte, da krigen var forbi, en gård på Nordenbro Vesteregn på Langeland, og da han spurgte, om jeg ville med derover, slog jeg til, og — her blev jeg.
Min kone er herovrefra, og vi har nu i 37 år været ejere af et statshusmandssted; men — når jeg uden for mit vindue ser Keldsnor fyr blinke, smiler jeg til det som til en gammel bekendt, for det er jo det samme fyr, der i hin nat blinkede til mig og viste mig vej til Ærø.
MIN kære — Da jeg i Dag har god Tid, skal du have Brev fra mig. De sidste Dage har jeg været svært optaget. Vi har nu ligget i „Ro“ i ti Dage, det vil sige, hos os er Ro Ekserceren og alle mulige Dumheder.
Jeg er i Morges kommet herned til Stationen, men nu tordner og øsregner det. Man er nu snart vant til at være vaad til Skindet hver Dag. I Eftermiddag skal vi med Toget til Kinoforestilling en Mils Vej herfra. Jeg kan ikke sige, man har nogen Fornøjelse af den Slags Ting, men det er jo Tvang; man skal med.
I Morgen Aften gaar det igen i Stilling i tyve Dage. Det er heller ikke rart at staa paa Vagt i eet væk fra om Aftenen Kl. 10½ til om Morgenen Kl. 5, navnlig ikke, naar det øsregner. Da er det jo ulige bedre hjemme i Køjen.
Du skriver, at det til Vinter bliver lidt koldt i Sovekammeret, men kan du ikke faa en brugt Kakkelovn opspurgt og faa den sat op, saa kan du da altid fyre lidt om Aftenen, dersom jeg ikke kommer hjem til den Tid. Jeg tror det nu næppe, jeg ved ikke, hvor Freden skal komme fra.
Du skriver ogsaa, at du ikke ved, om vi i det hele taget kommer til at bo sammen mere i vort nye Hjem. Man kan ogsaa snart fortvivle, baade vi herude og I derhjemme.
Naar vi ligger her i Hvilestilling, kommer der ved Dag og Nat Flyvereskadrer og smider Bomber ned. Man kan ligge i sin bedste Søvn og blive revet væk. Men man er saa fuldkommen ligegyldig med det hele, og det er jo ikke til at undres over.
Jeg havde i Forgaars Brev fra Ebbe, han har det jo godt. Det er da rart, at han kan holde sig fri, og det lader jo ogsaa til, at Niels ikke kommer direkte til Fronten. Det er ogsaa nok, at en af os skal gaa den Kur igennem.
I Dag er det lige tre Maaneder siden, jeg kom til Kompagniet. Hvad har man maattet gaa igennem, baade paa den ene og paa den anden Maade! Det er lige nok!
Vi er nu kun to tilbage fra det Mandskab, der sammen kom ud til Kompagniet, og af dem, der var med fra Begyndelsen i 1914, er der ogsaa kun to tilbage.
Ja, det er ikke de bedste Billeder, jeg opruller for dig, men som Vejret, saa ogsaa Humøret; det kan være daar- ligt nok somme Tider. Nu maa jeg slutte for denne Gang med Hilsen og Kys til dig og Gutten.
Andreas Esbensen gjorde krigstjeneste på Vestfronten i Første Verdenskrig. I juli 1918 besluttede han og fire kammerater at desertere. Oprindeligt ville de have været til Schweiz, men i Berlin blev de enige om at prøve at komme til Danmark.
Den nat gik vi 25-30 km til Kegnæs, hvor jeg stammer fra. Vi kom der kl. 4 om morgenen og bankede far og mor op.
De blev jo noget urolige, for de skulle have meldt det til tyskerne.
Nå, men vi fik nogle tæpper og noget brød og smør og sov godt ud i en skov, der ligger i nærheden. Næste aften skulle vi så se at komme af sted. Vi ville sejle fra Kegnæs til Ærø.
Men der var ikke noget at ro med. Alt var omhyggeligt holdt under kontrol af tyskerne. De få både, der lå her, var låst fast, og årerne fjernet.
Næste dag gik vi ind i en lade, der tilhørte en kromand, som desuden havde både bageri og købmandshandel. Vi rodede os godt ned i høet og gemte os — og lagde os derefter til at sove.
Men så var det hverken værre eller bedre, end at kromanden havde nogle høns, som havde for vane at gå ind i høet og lægge deres æg.
Mens vi lå og sov, kom krokonen med sine to drenge for at lede efter æg i høet. Jeg havde et tørklæde over ansigtet og hø ovenover.
Krokonen stak hånden lige ned i ansigtet på mig og rodede rundt. Jeg vågnede med et sæt og sprang op, helt forvildet.
Hun blev så bange, at hun snurrede to gange rundt om sig selv og styrtede af sted. Jeg råbte: »Jamen, så bliv dog her, Johanne. Det er jo mig«. Men hun styrtede af sted og råbte, »Nej, jeg vil ikke snakke med dig«.
Drengene havde genkendt mig, og lidt senere, da Johanne var kommet til sig selv igen, kom hun tilbage.
»Men hvordan går det dog til, at du er her. Har du fået noget at spise?« Ja, jeg havde da fået lidt hjemme, sagde jeg, men hun kom tilbage med brød og smør og ost og kød. De havde både kroen, bageriet og købmandshandelen, og vi fik alt det, vi kunne spise.
Nu var Johanne blevet helt sig selv, og hun var ikke bange for at hjælpe os, men vi måtte jo se at komme af sted hurtigt, inden den tyske gendarm kom.
Hun fortalte om en båd, der lå nede ved stranden. Den var selvfølgelig låst og der var ingen årer.
»Når det bliver mørkt, skal jeg komme med en sav til jer«, sagde hun. »I kan tage nogle fjæle her over porten og hugge dem lidt til, så kan I bruge dem som årer. Og jeg skal nok holde drengene inde, så I kan komme af sted«.
Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.
Denne gang handler det navnlig om Det 2. Marne-slag – den tyske offensiv og ententens modoffensiv. Det var Tysklands sidste chance for at vinde krigen – og det mislykkedes! Også ved Jordan-floden angriber tyskerne under general Otto Liman von Sanders – også her kastes angrebet tilbage. I Kaukasus er Osmannernes offensiv mod Baku ved at gå i stå. Og så er det i denne uge, at den russiske zar Nikolaj og hans familie bliver henrettet. Endelig afskediges den østrigske generalstabschef Conrad von Hötzendorf – en mand, der bærer et hovedansvar for udbruddet af Første Verdenskrig.
