At der pludselig dukkede en 3. afstemningszone i Slesvig op i det første udkast til en fredstraktat, gav anledning til stærke indre danske diskussioner om, hvordan man bedst kunne reagere på det.
Rigsdagens Medlemmer af begge Ting samledes 12. Maj 1919 til fortroligt Fællesmøde:
Statsministeren [Zahle] aabnede Mødet og udtalte, at det lukkede Møde var sammenkaldt for at gøre Forsøg paa, om en fælles Optræden kunde tilvejebringes over for det Spørgsmaal, der var rejst ved, at Fredskonferencen i Versailles havde opstillet i Fredsbetingelserne en 3. Afstemningszone sydligst i Slesvig.
Statsministeren nævnte, at Sagen havde været forhandlet i det politiske Udvalg, men at det havde vist sig umuligt at komme til Enighed om en fælles Optræden.
Der var, saavidt han kunde skønne, Enighed mellem alle Partiernes Repræsentanter om, at Formaalet var, at man skulde tilstræbe en dansk Nationalstat, som omfatter saavidt muligt alle Danske, men ogsaa saavidt muligt kun alle Danske, og ikke tager flere fremmede Elementer med end absolut nødvendigt.
Idet Statsministeren udtalte sin Tro til, at langt den overvejende Del af Rigsdagens Medlemmer tilstræbte Dannelsen af en saadan dansk Nationalstat, fremsatte han paa Ministeriets Vegne følgende Forslag til Resolution:
Idet Rigsdagens Fællesmøde henviser til sin Udtalelse af 23. Okt. 1918 , hvori det fastslaas:
at ingen anden Ændring i Slesvigs nuværende Stilling end en Ordning efter Nationalitetsprincipet stemmer med det danske Folks Ønske, Følelse og Interesse,
udtrykker det sin levende Taknemmelighed over, at der i de nu i Versailles offentliggjorte Fredsbetingelser er optaget Bestemmelser, der aabner Adgang for de danske Slesvigere til ved en fri Afstemning at genforenes med Danmark, saaledes at Afstemningen i Overensstemmelse med de af den danske Rigsdags Delegation og de danske Sønderjyders Repræsentanter i Paris fremsatte Ønsker sker samlet i Nordslesvig og kommunevis i de Dele af Mellemslesvig, hvor der endnu lever dansk Sprog eller dansk Sindelag.
Naar der hertil i Fredsbestemmelserne er føjet Afstemning i en 3. Zone, føler Fællesmødet sig overbevist om, at Bestemmelsen skyldes et Ønske om at fremme Danmarks Interesser, og det udtrykker sin Erkendtlighed for dette Ønske.
Fællesmødet er imidlertid fremdeles af den Opfattelse m.H.t. det nationale Spørgsmaal i Slesvig, der har fundet Udtryk i Rigsdagens Udtalelse af 23. Okt. 1918, i samtlige de af de danske Vælgerforeninger i Slesvig vedtagne Resolutioner og i den danske Delegations Henvendelse til de associerede Magter i Paris. Til Forhindring af den mulige Misforstaaelse, at den danske Regering og Rigsdag skulde have ændret Opfattelse af denne for vort Folk saa overordentlig betydningsfulde Sag, fastslaar den sin Tilslutning til den af Delegationen i Paris hævdede Opfattelse, at en Afstemning Syd for den af Delegationen anbefalede Grænse ikke stemmer med Danmarks Interesser.
Disse Egne bebos ikke af danske Slesvigere, men af en Befolkning, der siden Modsætningen mellem dansk og tysk blev bevidst, aldrig har vist Spor af dansk Nationalfølelse, men tværtimod ofte en Tyskhed, der fremtraadte udpræget danskfjendtligt. Til Klarlæggelse af de nationale Forhold i disse Egne er derfor en Afstemning unødvendig.
Den er af mange Aarsager betænkelig, og hvis Afstemningen under Indtryk af øjeblikkelige Forhold og paavirket af altyske politiske Planer om Bevarelsen af et udelt Slesvig skulde give Flertal for Tilslutning til Danmark, vilde en Gennemførelse heraf rumme en national Fare for vort Fædreland, da tyske Elementer derved vilde blive langt overvejende i det genvundne Slesvig.
Fællesmødet ønsker derfor Regeringens og Rigsdagens Standpunkt, saaledes som det er udtrykt i Resolutionen af 23. Okt. 1918 og Delegationens Henvendelse til de associerede Magter i Paris, fastholdt.
Efter Oplæsningen af Resolutionen, anmodede Statsministeren Folketingets Formand Pedersen-Nyskov om at lede Mødet. Pedersen-Nyskov gav derefter Ordet til
Udenrigsminister Scavenius: Den overraskende Meddelelse, der er kommet fra Paris, hvor beklagelig den ellers maatte være, har den Fordel, at det gamle Spørgsmaal nu stilles klart til den danske Regering, den danske Rigsdag og det danske Folk: ønsker vi en national Løsning af det gamle Stridsspørgsmaal i Hertugdømmet Slesvig, eller ønsker vi at gaa over til en Politik, der i det væsentligste, tiltrods for at det ikke er hele Slesvig, det drejer sig om, dog gaar ud paa at generhverve saa meget af Slesvig, at det kan betragtes som en Venden tilbage til den gamle Ejderpolitik med alt, hvad dertil hører?
Naar man tænker paa, med hvilken Beklagelse man her i Landet siden 1864 har dvælet ved, at man ved tidligere Lejligheder forsømte at faa den nationale Løsning, og naar man tænker paa, at i disse over 50 Aar har denne Løsning været det idéelle Grundlag saavel for Kampene i Slesvig som for det danske Folks Opfattelse af Spørgsmaalet, maa det jo overraske, at der nu, efter at alt dette er sket, blot fordi der udefra frembyder sig noget der ligner en Chance, da ligesom opdukker en Mulighed for at gaa over til den anden Politik, og efter Indførelsen i Fredspræliminærene af dette Spørgsmaal paa den Maade, som sket er, kan vi jo ikke længer nøjes med at betragte dette som politisk Fantasteri, men maa tage i Betragtning, at det ligger indenfor den praktiske Politiks Omraade.
Jeg skal ikke gaa ind paa alle de Betragtninger, der kan knytte sig hertil, den Ulykke, det vilde være for Danmark, hvis noget saadant fandt Sted. Det er tilstrækkelig bekendt; det vilde kun være en Gentagelse, som jeg tror ikke længere behøves. Men jeg vil gerne understrege, at jeg tror ikke, at man skal hæfte sig for meget ved Trylleordet Selvbestemmelsesretten. Selvbestemmelsesret er jo, som alle Begreber, aabenbart et Ord, der kan være Genstand for Fortolkning. Vi har altid forstaaet det som Selvbestemmelsesret for dem, der hørte os til, Ret for de Danske til at udtale sig for at komme tilbage til Danmark. Nu ser vi, at det kan udstrækkes til fremmede Elementer, og det er en Opfattelse af Selvbestemmelsesretten, som ikke kan vinde Anklang, tror jeg, hos det store Flertal af det danske Folk.
Men man gaar jo videre — og det viser Forberedelsen til den ny Politik — man taler om, at denne Afstemning ikke skal være afgørende, men kun vejledende, saaledes at selv om Afstemningen i det sydlige Slesvig gik imod Tilslutning til Danmark, skulde det ikke ligge udenfor Mulighedernes Grænse, at denne Landsstrækning dog kunde blive tildelt Danmark.
Jeg tror, der maa være en Ret til Selvbestemmelse i dette Spørgsmaal ikke alene for Slesvigs Befolkning, og navnlig da naar man udstrækker den til tyske Elementer i Slesvig, der maa ogsaa være en Ret for det danske Folk til at have en Mening, om det stemmer med, hvad man her i Landet anser for forsvarligt og rigtigt.
Og jeg tror heller ikke, man skal bruge dette Ord som en Dækning, som en Formel, hvorefter man befries for Ansvaret. Jeg tror ikke, at det er rigtigt at mene, at fordi denne Befolkning kommer tilbage til Danmark efter en Afstemning, vil det stille sig anderledes med det danske Folks politiske Fremtid. Jeg tror, Ansvaret vil være det samme, og jeg tror, at de politiske Følger vil blive de samme.
Der er jo Grund til at spørge, naar vi saa pludselig faar denne Meddelelse fra Paris: hvorledes er dette sket? Det vil jo straks blive sagt — jeg har set, at det er blevet sagt — at dette maa betragtes som et Nederlag for den danske Regering.
Nu er jo ikke Spørgsmaalet herfra ført frem alene af den danske Regering. Det har hidtil været ført frem af alle de store Partier, saa hvis det skal være et Nederlag, kan det dog ikke være alene for Regeringen. Jeg tror heller ikke, at man fra de Allieredes Side vil se saaledes paa det. Jeg tror, at de betragter det saaledes — og det er ogsaa rigtigt, synes jeg, hvad der i dette Forslag til Vedtagelse saa stærkt understreges — at det er de Allieredes Velvilje overfor Danmark, der har givet sig Udslag. Det vilde dog være ret ejendommeligt at tillægge dem saa ringe og underordnede Motiver, og det vilde være en Overdrivelse af vor egen Betydning at mene, at det skulde være indgaaet i deres Beregninger, om dette nu var noget, som kunde genere den ene eller den anden her i Landet.
Kan man tale om Nederlag, er det jo ogsaa rimeligt at tale om Sejr, og det skulde være en Sejr for den private Udenrigspolitik her i Landet, som har virket ved sine Gesandter i Paris og andre Steder. Og jeg nægter ikke, at den maaske har bidraget til dette Resultat. Den kan meget vel have bidraget dertil, selv om det var klart for alle, at det var en lille Mindretalsbevægelse her i Landet.
Det beror jo altid ved den Slags Bevægelser, saa længe Spørgsmaalet ikke er ført frem til virkelig Afgørelse for Folket, meget paa et Skøn, hvor omsiggribende man mener, at en saadan Bevægelse kan være.
Bevægelsen har selv villet meddele os, hvor stærk den var. Den har sat en Adresse i Gang, som er indleveret til Regering og Rigsdag, og har faaet, saavidt jeg ved, godt 100.000 Underskrifter.
Nu vil jeg, skønt man jo hører forskelligt om, hvordan saadanne Adresser bliver tilvejebragt, gaa ud fra, at alle disse godt 100.000 Underskrivere nøje har overvejet Spørgsmaalet og nøje tænkt over, hvad de indlod sig paa. Men jeg vil dog fremhæve, at de kun udgør en 1/20 Del af den Befolkning her i Landet, som kunde have skrevet under. Bevægelsen kan derfor ikke have været saa stærk, at den kan have været bestemmende for de Allierede.
Den har ikke alene virket ved sine Gesandter, den har ogsaa søgt at vinde Sympati for sit Formaal paa de Steder i Udlandet, hvor der kunde være Sangbund derfor. Den har virket kraftigt mellem Dansk-Amerikanerne, og jeg skulde tro, at den Opfattelse og Holdning, som har gjort sig gældende fra dette om ikke store saa dog i visse Egne af Amerika betydningsfulde Element, ikke har været af mindst Betydning, hvis den er blevet udtrykt ved Henvendelser til Kongresmedlemmer i Washington.
Af de Samtaler, jeg har haft med Repræsentanter for Ententen, har jeg imidlertid snarere faaet det Indtryk, at man fra de Allieredes Side ikke rigtig har villet tro, at en saa stor Beskedenhed fra dansk Side virkelig skulde tages bogstaveligt. Der har været en Tilbøjelighed til at sige: ja, det er naturligvis meget forstaaeligt, at den danske Regering og Rigsdag fører det frem paa denne Maade, men Gud ved, om det danske Folk ikke alligevel ønsker at faa hele Slesvig tilbage, saaledes som det franske Folk ønsker at faa hele Elsass-Lothringen tilbage?
Saa vidt jeg har kunnet dømme efter Samtaler, jeg har haft, har dette været en Betragtning, som har spillet en Rolle. Man har ment, at vi har handlet ud fra en forsigtig Politik, vi ansaa det ikke rigtigt fra vor Side, og navnlig ikke officielt, at fremføre, at vi i Virkeligheden ønskede hele Slesvig, men det var nok alligevel vor Opfattelse.
Se, hvis der har været saadanne Tendenser, synes jeg det er rimeligt, at ogsaa de private Udsendinge har kunnet have nogen Virkning.
De har rimeligvis ikke taget i Betænkning at henvise til, at det danske Folk i Virkeligheden var med dem. Det har de næsten været nødt til, thi hele Bevægelsen kunde jo ikke have nogen Berettigelse, hvis den ikke haabede at kunne vinde et Flertal af det danske Folk for sig.
Jeg gaar ud fra, at man ikke har tænkt sig, at det skulde ske alene ved Hjælp fra Udlandet. Mange her i Landet vil mene, at det er en betænkelig Sag paa den Maade at indblande Udlandet i vore vitale Interesser saaledes, at det skal være afgørende. Det maa dog være sket ud fra den Betragtning, at det maatte være muligt at vinde Flertal i det danske Folk.
Nu er dette sket, og vi staar overfor det Spørgsmaal, hvilken Taktik vi skal vælge. Der synes her at være opstaaet nogen Tvivl i saa Henseende.
Landets Repræsentant i Paris, Gesandten, har ikke været i Tvivl. Jeg skal tillade mig at oplæse det Telegram, han har afsendt fra Paris 7. Maj.
Taleren oplæste her Telegrammet og fortsatte:
Regeringen, Udenrigsministeriet havde allerede inden Modtagelsen af dette Telegram ikke været i nogen Tvivl om, hvad der var det rigtige i denne Sag, og dette bekræftes altsaa ved dette Telegram, hvori vor Repræsentant paa Stedet, som dog maa antages bedst at kunne bedømme Forholdene og nok saa godt som det er muligt i København, indstiller at anvende denne Fremgangsmaade.
Under Hensyn til den saaledes foreliggende Situation henvendte jeg mig til det politiske Udvalg for at meddele, hvorledes jeg havde tænkt mig at udtale mig til Gesandten. Det havde ikke været min Tanke, at denne Instruks til Gesandten skulde gøres til Genstand for nogen Afstemning, jeg havde kun tænkt mig det som en Meddelelse til det Udvalg, som jo netop er nedsat for at modtage den Slags Meddelelser.
Da der imidlertid blev udtalt Ønske om, at der maatte ske Henvendelse til Partierne, kunde der ikke fra min Side gøres nogen Indvending derimod, men derved har Sagen forskubbet sig noget, man har faaet den Opfattelse, at det var Rigsdagen, der skulde give Gesandten Instruks, og derom kunde Rigsdagen med Rette sige: det er ikke vor Opgave, det maa blive Ministeriets Opgave og falde indenfor dettes Ansvar at give Gesandten de Instrukser, han skal have, og som han beder om.
Imidlertid maa man jo vide, hvorledes man staar i sin Politik, hvilken Baggrund der her i Landet er for den af Regeringen foreslaaede Politik. Saaledes er det sket tidligere i dette Spørgsmaal, og saaledes maa det ogsaa være nu.
Efter de Forhandlinger, der fandt Sted i Fredags [9. Maj], blev følgende Telegram sendt til Gesandten:
“Regering og Rigsdag fastholder sit tidligere fastslaaede Standpunkt. Nærmere Meddelelse følger.”
Dette blev samtidigt offentliggjort her. Jeg ser, at man har forsøgt at gøre noget ud af, at Telegrammet ikke blev offentliggjort i den samme Ordlyd som den, hvori det er blevet sendt. Jeg maa hertil sige, at den Tanke vanskeligt kunde komme indenfor nogen Deltagers Opfattelse den Dag, at dette havde nogen Betydning, thi Tilføjelsen var ikke indkommen paa Anmodning af nogen af de Herrer, det var en Tilføjelse, som Ministeriet selv foretog rent ekspeditionsmæssigt.
Men der er et Hensyn, som gjorde, at Telegrammet maatte offentliggøres anderledes end det afgik, og det var Hensynet til vort Kodesprog med Paris. Derfor har jeg beklaget, at en Indiskretion bragte Ordlyden, saaledes som den virkelig er afgaaet, frem for Offentligheden, hvilket jo gør, at man ved at tage det Telegram direkte kan læse ogsaa vore andre Telegrammer, og dette vil gøre en Ændring af Kodesproget nødvendig.
Men jeg vil som sagt navnlig understrege, at det var Ministeriet selv, der gjorde denne Tilføjelse, og at den ikke fremkom paa noget Ønske udtrykt fra anden Side.
Jeg mener, at de Bestræbelser, der er udfoldede fra denne Bevægelses Side, ikke i sig selv vilde være farlige. Alt beror paa, om de finder nogen Støtte, om de finder den Støtte, som man fra den Side utvivlsomt maa have henvist til i Paris.
Disse Bestræbelser kan jo umuligt være udfoldet i Paris paa det spinkle Grundlag, der endnu foreligger herhjemme, de maa være udfoldet under Henvisning til, at de kunde finde Støtte i videre Kredse. Og jeg maa da være af den Opfattelse, at hvis den Holdning skulde indtages, som syntes at fremgaa af de Samtaler, der fandt Sted i Lørdags, ved de Bemærkninger, der fremkom fra Oppositionens Side, saa vilde der derved ske en Bekræftelse af, hvad der er anført fra de private Gesandters Side. Hvis man forholder sig fuldkommen passiv eller endda gaar udenfor det passive og antyder, at saafremt de høje Magter bestemmer dette, kan vi ikke modsætte os det, saa er det jo netop en Bekræftelse paa det, som er udtrykt for mig af herværende Diplomater: det danske Folk ønsker det i Virkeligheden, det ønsker blot ikke at sige det.
Til en saadan Politik kan det nuværende Ministerium og de Partier, der støtter det, ikke gaa med. Vi maa gaa ud fra, at der i dette skæbnesvangre Øjeblik paahviler os en Pligt til at fremsætte vor Opfattelse. Hvis vi ikke gør det, vil det senere kunne siges til os: hvorfor sagde I det ikke den Gang, da I fik at vide, hvad der var sket.
Nu har jeg imidlertid til Morgen med Flyverpost fra Paris faaet en lille Meddelelse fra Gesandten, som aabenbart er nedkradset i største Hast, thi han har ikke engang haft Tid til at underskrive den, og som viser, at Gesandten, som det er hans Ret efter de Instruktioner, der er givet ham, og efter det Grundlag, han har at staa paa — og som har været støttet hidtil ikke alene af Regeringen, men af hele Rigsdagen — allerede har taget Sagen op.
Jeg maa maaske her gøre en Indskudsbemærkning i Anledning af en Afbrydelse. Jeg beklager, at man agitatorisk har bragt Ordet “Protest” frem. Det kan kun vanskeliggøre Sagen, naar vi skal henvende os til Magterne i Paris og søge at overbevise dem om, at det er paa et Grundlag, med Hensyn til hvilket der maa være indløbet en Misforstaaelse paa en eller anden Maade, at de har medtaget Afstemning i den tredie Zone.
Det er aldrig nogen taknemmelig Opgave at skulle sige til en Mand: du har taget fejl, men naar det yderligere lægges ham i Munden, at han skal være fornærmet derover, at det ikke er et Livsspørgsmaal for os, at vi nu kommer og fremstiller, hvorledes vi ser paa denne Sag, men det er for at krænke ham — saaledes som det allerede er sat frem i den danske Presse — ja, saa kan det kun blive yderligere vanskeligt.
Jeg vender tilbage til den løst henkastede Meddelelse fra Gesandten, som er skrevet den 9., altsaa i Fredags paa et Tidspunkt, da vort Telegram ikke kan være naaet til ham — vi har oven i Købet Erfaring for, at Telegrambefordringen er temmelig langsom, den tager let to Dage paa Grund af Liniernes Overbebyrdelse.
Meddelelsen lyder saaledes:
Taleren oplæste her telegrammet og fortsatte:
Ja, det synes jeg er det rigtige Ord: man gør Indvendinger.
Deri er der ikke noget fornærmende, navnlig ikke naar man kan henvise til, af hvilken vital Interesse dette Spørgsmaal er for Danmark.
Spørgsmaalet har ved denne Meddelelse ændret Karakter.
Gesandten har, som det har været hans Ret, allerede optraadt i Henhold til det, der tidligere er sagt ham, og det, der nu bliver Spørgsmaal om fra dansk Side, er at støtte denne Henvendelse, han har foretaget. At denne Henvendelse vil blive støttet af den nuværende Regering, kan der ikke være Tvivl om, og at den vil blive støttet af de Partier, der staar bag den, kan der heller ikke være nogen Tvivl om.
Spørgsmaalet er nu — det er det Spørgsmaal, der foreligger paa dette Møde —: kan vi enes, kan hele Rigsdagen som hidtil støtte denne Politik og udtrykke dette overfor Gesandten? Det er det, der ligger i det Forslag til Resolution, der her er fremsat.
Jeg skal tilføje, at for Ministeriet staar det saaledes, at hvis vi ikke kan naa noget Resultat her, bliver det nødvendigt — og mange vil maaske mene, at det i det hele taget nu er nødvendigt — at denne Sag forelægges ved en offentlig Forhandling for det danske Folk.
Derefter gav Pedersen-Nyskov Ordet til Folketingsmand N. Neergaard, der angaaende selve Sagen udtalte sig i nær Tilslutning til det af Udenrigsministeren fremførte. Derimod kunde han paa Venstres Vegne ikke gaa med til den af Regeringen foreslaaede Resolution.
Han udtalte herom følgende:
Alle Partier er jo bekendt med de Forhandlinger, der er ført i Fredags i det politiske Udvalg, og den højtærede Udenrigsminister har erindret derom. M. H. t. dette at fastholde Rigsdagens principielle Standpunkt, saaledes som det er indtaget igennem Resolutionen af 23. Okt. 1918 og gennem Rigsdagsdelegationen, var der i det politiske Udvalg ingen Uenighed, absolut ikke. Det fremgaar ogsaa af de skriftlige Erklæringer, som blev afgivet af samtlige Partier.
Derimod var der jo en stærk fremtrædende taktisk Uenighed om, hvorledes man skulde tage Situationen. Der var vi for vort Vedkommende — jeg skal selvfølgelig ikke tale om andre Partier — i høj Grad imod at fremkomme med en Udtalelse som den, Gesandten ønsker i sit Telegram, en Udtalelse, som bandt os til at nægte at modtage 3. Zone.
Dette vil være en Foregriben af Begivenhederne, som efter vor Mening vilde være i høj Grad uklog. Det maa afhænge af Forholdene, som de ligger til den Tid, hvis Afstemningen finder Sted, hvordan vi endelig vil stille os til det foreliggende Resultat. Jeg skal for Øjeblikket ikke udtale mig derom, men jeg vil ikke paa nogen Maade — og det vil ingen i mit Parti — være med til at foregribe denne Afgørelse ved en Udtalelse allerede nu.
Heller ikke kunde vi være med til at afgive en Protest i den skarpe Form, som en saadan Erklæring, som den nylig berørte, vilde involvere. Vi maa erindre, at det, som ogsaa den højtærede Udenrigsminister indrømmede, er ud fra mod os venlige Motiver, Ententen har draget denne Afstemningsgrænse, om end det er imod de Ønsker, der blev udtalt med Enstemmighed af saavel den kongerigske som den sønderjydske Delegation.
Vi maa heller ikke glemme, at vi meget let kunde komme til at virke i modsat Retning af den tilsigtede ved en Optræden, som kunde faa Karakter af at være noget krænkende, noget skarp overfor Ententen, som vi jo er i højeste Grad Tak skyldige — hvad vi aldrig maa glemme, og hvad der ikke alene maa være herskende i vore Udtalelser, men i vor hele Færd overfor den — fordi det er den og dens Sejr, der har muliggjort Virkeliggørelsen af vore nationale Forhaabninger.
Man behøver ikke at følge ret meget med i de tyske Forhandlinger, der nu finder Sted, med deres Krav om 2/3 Majoritet og de øvrige overdrevne Krav, som kommer frem ikke blot fra enkelte Steder, men autoritativt, delvis med Billigelse af den tyske Regering, for at indse, hvilken Genforening med Sønderjylland der var blevet, hvis Tyskland havde sejret.
Med Hensyn til dette kunde vi altsaa ikke enes i Fredags og kan det heller ikke her.
Vi fastholder imidlertid vort Standpunkt og er af den Mening, at det maa fastholdes ogsaa offentligt, for at man ikke i Paris skal hengive sig til den Tro, at vi har skiftet Opfattelse i et vitalt Spørgsmaal. Naar vi tror — og det er absolut ud fra denne Tro, vi har stillet os, som vi har gjort før — at der er Fare ved, at der aabnes en Dør til at faa et kompakt tysk Folkeelement herind i Danmark, er det nødvendigt, at vi ikke lader dem, der har Magten og Ledelsen, uvidende om, hvorledes vi stiller os. Derfor er det ganske naturligt, at vi her fremkommer med en Udtalelse, der klart og tydeligt viser, hvorledes vi staar, og hvilke vore Ønsker er.
Jeg vil mene, at det var af den allerstørste Betydning ikke mindre nu end tidligere, om den danske Rigsdag kunde bevare udadtil den Enighed, som den hidtil har hævdet. Vi behøver ikke at lægge Skjul paa, at denne Enighed har dækket over ikke saa lidt Uenighed med Hensyn til dette og hint, men det har dog kunnet lykkes os at finde en Enighedsformel udadtil, der var mere end en Formel, der var Udtryk for en Realitet, og det vilde være i højeste Grad beklageligt, hvis dette nu skulde briste i sidste Øjeblik. Det vilde udøve en uheldig Virkning udadtil overfor Magterne, og det vilde øve en splittende, maaske ret skæbnesvanger Virkning overfor Sønderjyderne, det maa vi heller ikke glemme.
Derfor mener jeg, at var det en Pligt for os paa de tidligere Stadier, hvor der ogsaa har kunnet være Meningsforskelligheder, at søge at samles om en fælles Udtalelse, saa er det ikke en mindre Pligt for os nu.
Denne Fællesudtalelse kan da ikke gaa ud paa noget som helst andet end at bekræfte det Standpunkt, vi gennem alle Stadier hidtil har været enige om og endnu i Fredags var enige om. Jeg tror, det vilde være hensigtsmæssigt, hvis der skal være Udsigt til at naa et saadant Resultat, at man, naar Ordførerne for de forskellige Partier har udtalt sig i dette Møde, saa suspenderede Mødet — det er kun en Henstilling — og søgte gennem Forhandling i det politiske Udvalg eller paa anden Maade at enes om Formen for den Udtalelse, som jeg tror, det er i høj Grad ønskeligt, at vi kommer med.
Regeringen har jo nu forelagt et Forslag til Resolution. I vort Parti har vi selvfølgeligt ogsaa drøftet Sagen og ment, at der burde vedtages en Resolution, og vi har samlet os om følgende Forslag til Udtalelse:
“Idet den danske Rigsdag udtaler sin Glæde over Udsigten til, at den kommende Fred vil bringe Opfyldelsen af det danske Folks nationale Haab, fastholder man sin Udtalelse af 23. Okt. 1918 og sine Ønsker om Afstemningsomraadet i Sønderjylland, som er fremsat overfor de allierede og associerede Magter i Paris af Rigsdagens politiske Delegation, hvilken talte Medlemmer af alle politiske Partier.
Rigsdagen nærer fremdeles den Opfattelse, at en Afstemning paa Grundlag af disse Ønsker vil give den bedste Garanti for det danske Folks nationale Fremtid.”
Jeg tror, at hvis vi skal enes om en Beslutning her, gælder det om at gøre det saa kort som muligt, og jeg tror, at Regeringens Resolution vil være uegnet til at samles om allerede af den Grund, at den er for vidtløftig, unødig vidtløftig, forekommer det mig. Derimod tror jeg, at der i dette Forslag til Beslutning siges, hvad der er nødvendigt at sige, og ikke et Ord mere. Hermed skal jeg paa det varmeste anbefale dette Forslag til Beslutning til Vedtagelse.
Herefter blev Ordet givet til Ordføreren for det socialdemokratiske Parti, Sigurd Olsen, som udtrykte sit Partis Tilslutning til den af Ministeriet foreslaaede Resolution, idet han betonede Nødvendigheden af, at der udtrykkeligt blev gjort Indsigelse imod Afstemning i 3. Zone. Han vilde imidlertid ikke modsætte sig Neergaards Forslag om, at Forslaget nærmere blev drøftet af et Udvalg.
Paa det konservative Folkepartis Vegne talte derefter Landstingsmand Alexander Foss, der udtalte, at han var enig med Neergaard i, at der ikke kunde være nogen Tvivl om, hvilket Standpunkt den danske Regering var enedes om, og at der heller ikke kunde være nogen Tvivl om, hvilket Standpunkt Pariser-Delegationen var enedes om, og som efter at have gjort Rede for de Motiver, der efter hans Mening havde været bestemmende for den foreliggende Situation, udtalte følgende:
Nu har altsaa Fredskonferencen uden at tage Hensyn til vore Ønsker, som den havde fuldt Kendskab til, besluttet, at der skal finde Afstemning Sted i den 3. Zone.
Nu spørger jeg: er denne Beslutning af den Art, at man kan rette en Kritik mod den som et Brud paa de Principer, efter hvilke en Afstemning skal finde Sted? Vi har jo her tidligere hævdet, at det ikke var den danske Regering og den danske Rigsdag, det kom an paa med Hensyn til Afstemningsspørgsmaalet, det var den slesvigske Befolkning. Ogsaa jeg mener, at naar Spørgsmaalet bliver om Optagelse af Folkeafsnit eller Landsafsnit i Danmark, kan det ikke alene være afgørende, hvad de ønsker, der har stemt for Optagelsen.
Vi paa denne Side af den gamle Grænse maa have mindst samme Ret til at tale med.
Men naar det drejer sig om at opnaa Afstemningsret i Forholdet til Tyskland og i Forholdet til den sejrende Entente, vil man efter mit Skøn ikke kunne bestride, at den Afstemning, her er Tale om, er en Anvendelse af Nationalitetsprincipet og Selvbestemmelsesretten.
Vore Modargumenter under Forhandlingerne i Paris gik da heller slet ikke ud paa, at en Afstemning i den 3. Zone vilde stride mod de Wilson’ske Principer, men de gik ud paa, at det vilde være til Skade for de danske Interesser at optage kompakte tyske Befolkningsdele, at det vilde kunne fremkalde en stærkt forøget Agitation paa Grund af de mange tysktalende, der fik Adgang til at stemme, og at Vanskelighederne ved at naa et for os tilfredsstillende Resultat i de blandede Distrikter, altsaa Nord for denne Linie, derved vilde vokse.
Nu er Spørgsmaalet altsaa i den foreliggende Situation dette: kan vi forvente, at den Bestemmelse, der saaledes nu er indføjet i Fredsbetingelserne, atter kan bringes ud, og ad hvilke Veje kan vi forvente at dette vil kunne ske?
Og der forekommer det mig, at man maa være klar over, at naar ikke de Anstrengelser, der er fremkommet, naar ikke Delegationens Rejse og dens Forhandlinger har kunnet føre til det af os ønskede Resultat, saa kan man ikke vente, at en Indsigelse i dette Øjeblik vil forandre det saaledes vedtagne, medmindre Fredskonferencen vil gøre det af helt andre Grunde, nemlig af Hensyn til den Protest, man kan tænke sig vil fremkomme fra tysk Side.
Jeg spørger: vil det nu være klogt, vil det være til nogen Nytte, om vi i en saadan Protest stiller os paa den tyske Delegations Side, om vi stiller os ved Siden af Grev Brockdorff-Rantzau i en Indsigelse paa dette Punkt? Det forekommer mig, at hvis den Indrømmelse skulde blive givet Tyskland, at der ingen Afstemning skal finde Sted i den 3. Zone, saa vil den komme som et Led i en Fredsafgørelse med Tyskland for at imødekomme tyske Interesser, men ikke som en Indrømmelse til Danmark, thi Tiden, hvor den kunde være opnaaet, er forbi.
Saaledes som Situationen efter min Opfattelse er, synes det mig, at det havde været heldigere, om Udenrigsministeren ikke havde gjort noget Forsøg paa at fremkalde en ny Erklæring eller en ny Udtalelse fra den danske Rigsdag. Det viste sig jo ogsaa ved Forhandlingerne i det politiske Udvalg, at intet af Partierne tænkte paa at forlade den Beslutning, der var taget, eller det Standpunkt, som var fremført i Paris gennem Partiernes Delegerede.
Udenrigsministeren har imidlertid fastholdt, at dette ikke var nok. Udenrigsministeren har i det politiske Udvalg forelagt et Udkast til en Protestskrivelse, der gennem en Ordre til den danske Gesandt skulde forelægges for Konferencen, en Protestskrivelse, som jeg efter den Erfaring, jeg har faaet med Hensyn til diplomatiske Noter under Krigen og i vanskelige Forhold, ikke tager i Betænkning at erklære for lidenskabelig. Det var et Forslag — vi kender det jo alle, da det har været forelagt alle Partierne — som rejste Protest imod, at dette skete paa Nationalitetsgrundlaget. I det første Udkast taltes der endog om danske Intriger.
Hvorledes tror man nu, en saadan Protest vilde have virket i Paris? Ja, det kan der dog ikke godt være nogen Tvivl om. Dette vilde man jo, om nogensinde noget, have betegnet som en Stillen sig ved Siden af den tyske Regering. Det eneste Sted, hvor en saadan Protest kunde virke gunstigt paa Stemningen, maatte jo være i Berlin, og til hvad Nytte skulde man gøre dette?
Nuvel, Udenrigsministeren har jo ogsaa frafaldet denne Form for en Instruktion til Gesandten og forelagt en anden, som er holdt i en ganske anden og — det maa fuldt anerkendes — overordentlig rolig Tone i Sammenligning med den tidligere.
Men vil nu alligevel en saadan Erklæring i Paris blive opfattet som andet end en Protest? Man kan jo kalde det Protest, og man kan kalde det Indsigelse.
Jeg er enig med Sigvald Olsen i, at det ikke er fuldtud konsekvent at nøjes med en Erklæring som den, der er foreslaael af Neergaard, og jeg mener ligesom Hr. Olsen, at vil man klart manifestere den Opfattelse, som her har været fremsat af Regeringen og Venstre i denne Situation, maa det føre til en Indsigelse. Men jeg mener, at hvilken som helst Form for Indsigelse — man kalde det Indsigelse eller Protest — i dette Øjeblik er virkningsløs, for saa vidt det gælder om at ændre Beslutningen, og skadelig ved den Virkning, den vil gøre.
Man har sagt — og det har Udenrigsministeren hævdet — at hvis man nu ikke paany erklærede sit Standpunkt, havde man bundet sig for Fremtiden.
Dette maa jeg ganske bestemt protestere imod. Der var ingen Anledning for Udenrigsministeren til at gaa til det politiske Udvalg for at hente Tilladelse til en Protest, fordi det at protestere er det uklogeste, man overhovedet kan gøre i dette Øjeblik, og der var ingen Anledning for ham til at forlange af Rigsdagen, at den skulde bekræfte, at den ikke fraviger det Standpunkt, den har taget.
Men selve den Omstændighed, at man, efter at Beslutningen er taget i Paris, vil have Rigsdagen til paany at afgive en Erklæring, bringer i Virkeligheden kun den danske Regering, den danske Rigsdag og selve Danmarks Interesser i en skadelig og vanskelig Stilling. Thi hvilken Form vi end giver den Udtalelse, Regeringen ønsker, har vi ingen Sikkerhed for, at dette ikke i den dertil bestemte Presse og gennem de Handlinger, Udenrigsministeren foretager sig, antager en saadan Form, at det bliver opfattet som en Protest.
Jeg maa da have Lov til at afgive den Erklæring, at det konservative Folkeparti ikke under nogen Form vil være med til en ny Vedtagelse, som paa nogen Maade kan blive lagt til Grund for en Aktion fra Regeringens Side, der med nogen Ret kan betegnes som Indsigelse eller Protest. Jeg tror, det havde været klogest, om disse Forslag ikke var bleven stillet.
Denne Diskussion føres dog, for at vi gensidig skal klare hinandens Tanker og se, hvad der under disse Forhold gavner Landet og Riget mest, og jeg synes, det vilde være heldigt, om vi kom til det Resultat, at der ingen Anledning er for Regeringen til at afgive nogen ny Erklæring. Rigsdagen har ikke forandret Standpunkt, og det maa anses for uheldigt at afgive nye Erklæringer i dette Øjeblik, fordi de vilde blive opfattet ikke som drejende sig om Realiteten, nemlig Optagelsen i Danmark af større eller mindre Dele af Slesvig, men som en Protest mod det af Konferencen tagne Skridt.
Jeg tror, den nuværende Udenrigsminister skal være meget varsom med at forcere sin Politik. Jeg henstiller til ham, at han i Landets Interesse behandler disse Spørgsmaal paa en roligere, forsigtigere og varsommere Maade, at ikke Danmark med Urette skal blive opfattet som førende en Politik, der kun kan skade os under de nuværende Forhold.
Udenrigsminister Scavenius tog herefter Ordet og besvarede de enkelte Punkter i Alexander Foss’ Foredrag. Af Talen skal følgende gengives:
Jeg forstod Hr. Foss saaledes, at han ligesom de andre Talere mener, at det vil være en Ulykke for Danmark, hvis dette gennemføres, men han mener, at vi ikke nu bør gøre noget derimod.
Jeg er dog ikke rigtig klar over, hvorledes han stiller sig til, hvad man da skulde gøre i Fremtiden. Han mener, at man absolut maa modsætte sig den Opfattelse, at hvis vi ikke siger noget imod det, har vi akcepteret det; nej, siger han, vi staar fuldkommen frit. Javel, men staar vi lige saa stærkt? Det er det, der er Spørgsmaalet. Selvfølgelig staar vi frit, det er ganske klart, man har ikke bundet sig positivt, før man har udtalt sig i Favør af dette, men Spørgsmaalet er: staar vi lige saa stærkt i den Situation, der kommer?
Naar Hr. Foss absolut vilde kalde den Instruktion til Gesandten, der er Tale om, en Protest, kan jeg jo ikke hindre ham deri, men man maa dog lægge Mærke til, hvad den positivt gaar ud paa. Jeg ser bort fra den historiske Indledning, der forsaavidt kunde gøres ganske anderledes, det er ikke det, der er afgørende. Og naar man f. Eks. siger, at Bestemmelsen om Afstemning i den 3. Zone ikke vil være nogen Gennemførelse af Nationalitetsprincipet, kan man jo altid, hvis man finder, at det er et for skarpt Udtryk, gøre det mere omstændeligt. Et saadant Telegram benyttes jo kun som Grundlag for en Note, som Gesandten selvfølgelig affatter i Overensstemmelse med de Former, han er opdraget i.
Det man tilkendegiver ham er, at man er enig i hans Opfattelse, og han maa saa deri indføre, hvad han anser for teknisk rigtigt i Øjeblikket. Man lader ham forstaa, at selv om Afstemningen finder Sted, vil den ikke finde Godkendelse i Danmark, og det slutter med, at han med Fastholden af det hidtilværende Grundlag og under Anvendelse af ovenstaaende skal rette en indtrængende Anmodning til Fredskonferencen om at undgaa Afstemning i 3. Zone.
Det er mig ufatteligt, at der kan være noget som helst fornærmeligt heri, og jeg vilde meget beklage, om Forholdene skulde ligge saaledes, at Danmarks Modstand mod at faa tyske Elementer herind i Landet, som selvfølgelig til en vis Grad maa falde sammen med de tyske Ønsker, bortset fra, at man fra den vedkommende Befolknings Side netop skulde ønske at bruge Danmark, skulde blive benyttet paa den Maade, at man vilde betegne Bestræbelserne for at undgaa at faa Tyskere herind i Landet som gjort i tysk Interesse, og det var jo dette, Hr. Foss mente, naar han sagde, at vi kom til at stille os ved Siden af den lyske Udenrigsminister, Grev Brock- dorff-Rantzau.
Idet jeg iøvrigt skal henholde mig til, hvad jeg tidligere har sagt om denne Sag, og som jo kun blev tydeligere understreget af, hvad de andre Talere sagde, skal jeg kun tilføje, at man maaske kunde have større Tillid til Hr. Foss’ stærke Udtalelser og stærke Argumentation for, at vi skal være absolut passive i denne Sag, og bedre havde kunnet slutte sig til den, hvis den Resolution af 23. Okt., som alle nu henholder sig til, og om hvilken Hr. Foss siger, at i den er vort Standpunkt udtrykt, i den er netop sagt det, som er nødvendigt, ikke var fremkommet under den stærkeste Modstand fra Hr. Foss’ Side.
Alex. Foss: Udenrigsministerens Udtalelser giver mig ikke Anledning til yderligere Udtalelser. Jeg tror, at jeg tilstrækkelig tydeligt har fremhævet, hvad der er det konservative Partis Opfattelse af denne Sag. Det undrede mig, at den sidste Ytring overhovedet kunde fremkomme. Jeg var Medlem af det Udvalg, der redigerede den Beslutning, der er taget, jeg har stemt for den saavel som hele mit Parti, og den ærede Udenrigsminister har ikke Skygge af Ret til at sige, at den fremkom under den stærkeste Protest fra min Side — ikke Skygge af Ret.
Herefter talte Forsvarsminister P. Muncb. Foredraget indeholdt en Imødegaaelse af Foss’ Udtalelser. Af Foredraget skal nedenstaaende gengives:
Hr. Foss frygter endvidere for, at vi ved i dette Øjeblik at gøre Indsigelse skulde komme til at staa overordentlig vanskeligt, thi, sagde han, med Paaberaabelse af Principerne for Selvbestemmelsesretten kan vi ikke gøre Indsigelse, og han førte dette videre, idet han sagde: de maa dernede have Lov til at udtrykke deres Ønske, men saa staar ganske vist Danmark frit. Det anerkendes dermed, at fordi de dernede ønsker at komme til Danmark, vil Danmark bagefter kunne sige: vi vil alligevel ikke tage dem — ikke sandt? (Foss: Jo!). Det er den Tankegang, som Hr. Foss har udviklet.
Dertil kan man svare, at i og for sig kan vi naturligvis ikke modsætte os, at der finder Afstemning Sted, naar vi paa Forhaand siger, at denne Afstemning ingen Betydning kan faa for Danmark, at Danmark ikke kan betragte en saadan Afstemning som bestemmende for disse Folks Tilknytning til Danmark. En hvilken som helst Befolkning i Verden kunde man naturligvis rent teoretisk give Ret til at udtrykke et Ønske om at komme sammen med Danmark.
Men saafremt vi uden Indsigelse skal lade en saadan Afstemning foregaa, maa vi netop paa Forhaand sige: denne Afstemning betyder intet for os, thi den er, efter alt hvad der foreligger, ikke et Udtryk for en national Tilknytning til Danmark, men et Udtryk for enten øjeblikkelige økonomiske Interesser eller en politisk Plan, som gaar ud paa at føre saa mange Tyskere ind i Danmark, at de senere kan vende tilbage til Tyskland med en stor Del af de Danske, som vi nu haaber at frigøre fra det tyske Herredømme …
Efter yderligere at have betonet som sin Opfattelse, at det var nødvendigt nu at fremhæve det danske Standpunkt overfor selve Tanken om en Afstemning i 3- Zone, fortsatte Taleren:
Hr. Foss fremstillede det gentagne Gange, som om det, man fra Regeringens Side havde ønsket og krævet, var en Protest mod den Beslutning, der nu er blevet taget.
Jeg vil gerne udtrykke en meget stærk Beklagelse af, at man har kastet dette Ord »Protest« ud, først i Diskussionen her paa Rigsdagen og derpaa i den offentlige Diskussion. Hvad er nemlig Følgen deraf? Følgen deraf er, at man ligesom paa Forhaand stempler en Henvendelse fra den danske Stat, der udtrykker dens Ønsker paa dette Omraade, som en Protest mod Ententens Standpunkt.
Man har ved at knytte dette Ord dertil i den Presseagitation, der er sat i Gang, paa Forhaand givet den danske Stat en svagere og uheldigere Stilling. Derfor synes jeg, det er meget beklageligt, at man har benyttet dette Ord, og at man her, i hvert Fald foreløbig, endog ligesom fører det videre ved den Udtalelse, som Hr. Foss fremsatte, at hvis man nu fremfører sine Grunde imod Afstemningsbestemmelsen, vil det betyde, at man stiller sig ved Siden af Berlin, betyde en Tilslutning til Grev Brockdorff-Rantzau.
Jeg vil meget haabe, at denne Opfattelse af dette Skridt maa blive inden for denne Sal, og at vi ikke i Morgen eller maaske allerede i Eftermiddag maa se den gengivet i forskellige Blade, thi hvis dette bliver Tilfældet, vil Danmark atter derigennem være vanskeligere stillet i den Forhandling, som nu fore- staar, end det ellers behøvede at være.
Hr. Foss mente, at hvis nu som et Resultat af en Henvendelse Bestemmelsen om Afstemning i den 3. Zone skulde blive taget ud, vilde det staa for Bevidsthederne som en Indrømmelse til Tyskland.
Ja, jeg vil dog derom sige, at hvis den tages ud, uden nogen Henvendelse fra dansk Side, vil det netop i meget højere Grad betyde en Indrømmelse til Tyskland. Hvis vi derimod giver vore Grunde derfor og saa indtrængende, som vi evner, anmoder om, at man vil tage Hensyn til Danmarks Interesser i denne Sag, og hvis saa Ententens ledende Mænd svarer: af Hensyn til Danmarks Interesser lader vi dette fare, saa vil det dog meget mindre komme til at staa som en Indrømmelse til Tyskland.
Hr. Foss sagde dernæst, at det konservative Folkeparti ikke under nogen Form kunde gaa med til en ny Vedtagelse. Jeg beklager i allerhøjeste Grad dette. Det giver jo et svagt Grundlag for de Forhandlinger, som jeg i Tilslutning til, hvad Hr. Neergaard udtalte Ønske om, kunde ønske, vi i Dagens Løb fra de forskellige Partiers Side skulde føre om dette Spørgsmaal. Hr. Foss sagde, at der var ingen Begrundelse derfor, thi Rigsdagen havde tidligere angivet sit Standpunkt.
Ja, hvis der ikke i den mellemliggende Tid paa mangfoldig Maade var skabt Usikkerhed om dette Standpunkt, hvis der ikke ved Siden af havde været en Agitation, hvis der ikke ved Siden af var fremkommet Udtalelser, som skabte Uklarhed ogsaa med Hensyn til i hvert Fald nogle Rigsdagsmedlemmers Stilling. Men det er der jo.
Det er klart som Dagen, at i hvert Fald indenfor det konservative Folkeparti er der i Spørgsmaalet om denne Afstemning to forskellige Meninger. Der er Medlemmer inden for Partiet, der stiller sig som Hr. Foss, andre stiller sig paa et andet Grundlag, et Medlem af Partiet har været ledende i Arbejdet for en Adresse, som er indgivet til Rigsdagen, og som gaar i modsat Retning. Der er altsaa, givet og kendt for alle, en forskellig Mening paa dette Punkt inden for det konservative Folkeparti, og derfor er det nødvendigt, ganske afgjort nødvendigt, at der nu skaffes Klarhed.
Jeg nærer ingen Tvivl om, at det langt overvejende Flertal af dem, der er samlede i dette Øjeblik i denne Sal, vil betragte det som en skæbnesvanger, for Danmarks Fremtid ødelæggende Begivenhed, hvis Danmarks Grænse skulde blive flyttet ned til Slien—Danevirke-Linien. Derfor, i det Øjeblik vi her stilles overfor Spørgsmaalet om en Afstemning dernede, maa denne Kreds af Mænd og Kvinder, der føler sig overbeviste om Nødvendigheden af at undgaa denne Tilknytning til Danmark af tyske Landsdele, klart og tydeligt tage deres Standpunkt og sige det saaledes, at det høres, ikke blot i Danmark, men ud over Danmarks Grænser.
Hr. Neergaard sagde, at nu maatte der tales offentligt og utvetydigt. Jeg er fuldkommen enig med Hr. Neergaard i, at dette er aldeles afgørende nødvendigt. Hvis der er Medlemmer, som staar paa et andet Standpunkt, saa lad dem sige til, lad os faa at vide, hvor mange af Rigsdagens Medlemmer det er, og lad saa alle Rigsdagens øvrige Medlemmer samle sig til den yderste Modstand mod, at vi i dette Øjeblik gentager de Fejl, der førte os ind i Krigen 1864, den Danevirke-Politik, som kostede Sønderjylland et halvt Aarhundredes Fremmedherredømme og forvoldte Danmarks Skæbne i samme halve Aarhundrede det haarde Præg, som Adskillelsen fra en Del af det danske Folk medførte.
Belærte af Tidens Erfaringer maa vi i dette Øjeblik sige til os selv: fejlet er der Gang efter Gang i dette Spørgsmaal, Danmarks Regering og Rigsdag kan i denne afgørende Stund ikke gøre disse Fejl om igen.
I en Replik til Forsvarsmin. P. Munch udtalte Alex. Foss:
Dette er ikke den afgørende Stund. Den afgørende Stund kommer den Dag, da Afstemningen [i 3. Zone] har fundet Sted; først da ved vi, om der overhovedet er Grund til at rejse en Storm om dette Spørgsmaal. Jeg for min Part tror det ikke-, jeg tror ikke, at Afstemningen i den 3. Zone vil falde ud til Fordel for Danmark.
Efter at yderligere Indenrigsminister Rode og Landstingsmand Richelieu havde deltaget i Forhandlingerne, henvistes Sagen til Drøftelse i det politiske Udvalg og Mødet udsattes til Kl. 19 samme Aften.
Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.
