Hejmdal 2. Juni 1923.
Krigsfange i Sibirien i 9 år.
Forsøg på at få ham hjem.

En søn af skomager Hørlyck i Varnæs, der som krigsfange kom til Sibirien, hvor han lå svært syg af Tyfus, da de andre krigsfanger i Sibirien kom hjem på den danske stats bekostning, og derefter en tid lang tabte forbindelsen med hjemmet, sidder endnu ude i Sibirien. Af et brev, som er ankommet til hans hjem, ses, at han er grebet af en stærk hjemlængsel, men ikke derude kan skaffe de nødvendige midler til rejsen.

Efter anmodning af faderen og Møller Alnor i Varnæs, har vi nu taget os af sagen, og vi håber, at det skal lykkes nu efter 9 års forløb at få Hørlyck hjem. Såvidt det kan ses, må Hørlyck rejsen 200 mil på vogn og derefter må han under hensyn til isforholdene inden september tiltræde en lang flodsejlads for at nå frem til jernbanen ind over Sibirien og europæisk Rusland.

Foreløbig er vor medarbejder, redaktør Møller i Sønderborg, der selv har været fange i Sibirien i 3 år, rejst til Altona og Berlin for at få nødvendig bistand fra tyske side, særlig hvad hjemrejsen fra Moskva angår, da Hørlyck vedvarende er tysk undersåt.

Hejmdal 20. Juni 1923.
Findes der endnu flere krigsfanger i Sibirien eller Rusland?

Skomager Hørlyck i Varnæs modtog for nogen tid siden brev fra sin søn, der endnu befinder sig i russisk fangenskab med meddelelse om, at han selvfølgeligt meget gerne ville hjem og som meddelt tog vi os af sagen, redaktør A.P. Møller rejste til Berlin, og det lykkedes ved forhandling med de tyske myndigheder at få disse interesseret i sagen, og det kan vel nu betragtes som givet, at Hørlyck, om alt går vel, endnu inden jul kan nå hjem til sine forældre, som ikke har set ham siden krigens udbrud.

Forleden var gårdejer Hans Hinrichsen, Lille Nustrup, på vort kontor i Sønderborg. Han har også en søn, som endnu befinder sig i fangenskab i Sibirien, men som han ikke har hørt fra i en meget lang tid. Som der er forståeligt, ønskede han, at der blev gjort alt muligt, for at han kunne få sønnen hjem. Vi har lovet også her at gøre, hvad der er muligt, for at komme i forbindelse med sønnen og muligt få sat igennem, at han kommer hjem, så snart det på nogen måde er muligt.

Da han, lige som Hørlyck, endnu er tysk undersåt, føres disse forhandlinger lettest og hurtigst i forbindelse med de tyske myndigheder, som iøvrigt stiller sig meget velvilligt, og redaktør Møller vil da i nær fremtid atter en gang rejse til Berlin, for der for gennem forhandling med det tyske udenrigsministerium og det russiske gesandtskab at foranledige det nødvendige.

Hinrichsen meddelte, at han på rejsen havde talt med en medrejsende, som havde udtalt håbet om, at han måske også på denne måde kunne få sin søn opsporet og om muligt få ham hjem.

Det er ikke umuligt, at der endnu befinder sig andre sønderjyder derinde, som det måske kunne lykkes at få hjem; der er også senere sket henvendelse til Red. Møller fra flere, som mener at have pårørende i Sibirien. Vi vil gerne gøre alt muligt for at komme i forbindelse med dem og hjælpe til, at de kan komme hjem.

Vi anmoder derfor alle vedkommende om snarest at sende alle oplysninger, derunder fangerne sidste kendte adresse, til “Nordborg Avis”s kontor i Sønderborg, Red. A. P. Møller; der vil så blive gjort, hvad der er muligt for at komme i forbindelse med disse vore landsmænd.

Hejmdal 30. Juni 1923.
Krigsfangerne i Sibirien.

Da der har meldt sig en hel del, som endnu har pårørende i Rusland, der ikke er vendt tilbage fra fangenskab i Rusland, var redaktør Møller, Sønderborg i begyndelsen af ugen i Berlin. Der blev fra de kompetente myndigheders side tilsikret al mulig støtte og straks indledet skridt til en mulig efterforskning.

Hejmdal 27. Juli 1923.
Hjem fra sibirisk fangenskab.

Skomager Hørlyck fra Varnæs har nu modtaget brev fra sin søn, der siden 1915 har været i fangenskab i Sibirien, at han med sin hustru og deres lille datter i midten af september måned ville begive sig på hjemvejen. Han venter at være hjemme i løbet af en måned.

Hejmdal 3. August 1923.
De sønderjyske fanger i Sibirien.
Efterforskningen er begyndt.

I begyndelsen af juli måned var, som meddelt redaktør A. P. Møller i Berlin for at få efterforskninger af forskellige sønderjyder, som endnu menes at befinde sig i fangenskab i Rusland og Sibirien sat i gang. Der er i dag fra det tyske gesandtskab i Moskva indløbet meddelse om, at gesandtskabet har begyndt efterforskninger og der vil, såsnart disse er afsluttet, komme nærmere meddelelse.

Hejmdal 22. September 1923.
Sønderjyske fanger i Sibirien.

Som tidligere omtalt opholder der sig endnu sønderjyske krigsfanger i Sibirien. En af dem, en søn af skomager Hørlyck i Varnæs, er allerede på vej hjemad, efter at vor repræsentant i Sønderborg, redaktør A. P. Møller, der selv har været i fangenskab i Sibirien, havde henvendt sig til det tyske udenrigsministerium om støtte.

Det tyske udenrigsministerium har stillet sig på det standpunkt, at det vil yde al mulig hjælp i diplomatisk henseende ved fangernes hjemtransport, men det vil ikke påtage sig de dermed forbundne udgifter for fanger, der hører hjemme i det afståede område.

Til hjælp ved Hørlycks og hans families hjemrejse afsendtes derfor i sin tid et beløb på 5 millioner mark gennem det tyske udenrigsministerium til dets gesandtskab i Moskva. Hertil kunne Hørlyck nemlig komme ved hjælp af egne midler. Nu er han kommen hertil, men de 5 millioner mark, der dengang repræsenterede et beløb på 400 kr., er nu som følge af markens fald kun 20-25 øre værd. Hørlyck har derfor i et brev, afsendt med flyvepost fra Moskva den 15. Sept. og ankommen til Varnæs i forgårs, bedt om at få tilsendt pengemidler til hjemrejsen.

Red. Møller er i dag afrejst til København for gennem det danske udenrigsministerium at få et beløb telegrafisk sendt til Moskva, så Hørlyck med sin familie forhåbentlig snart kan tiltræde rejsen til hjemmet, som han ikke har set i så lang en årrække.

Hejmdal 11. Oktober 1923.
Hjem fra fangenskab.

Skomager Hørlyck i Varnæs har i dag modtaget brev fra hans søn, at denne den 6. Oktober er afrejst fra Moskva. At både de gamle og sønnen med glæde imødeser den dag, da de atter kan mødes, er forståelig. Iøvrigt fremgår det af korrespondancen, at postforbindelsen med Rusland ikke er dårlig. De den 29. September fra København telegrafisk afsendte penge er allerede udbetalt til Hørlyck mandag den 2. og et brev, som er afsendt fra Sønderborg den 2. Oktober over Hamborg-Køningsberg med flyveposten var allerede den 6. i Hørlycks besiddelse.

Hejmdal 27. Oktober 1923.
Fangerne fra Rusland.
Efterforskningerne har været forgæves.

Der blev for nogen tid siden opgivet adresser på forskellige fanger, som man endnu mente kunne befinde sig i fangenskab i Rusland. Der er nu indløbet svar, at efterforskningerne har været forgæves. De findes ikke på listen på fangecentralisationsbureauet og listen for den tidligere centralfangelejr i Moskva eksisterer ikke mere, således at ethvert holdepunkt for en yderligere efterforskning savnes.

Carl Nikolai Hinrichsen/Henriksen blev aldrig fundet.

Hans Christian Hørlyck (1891-1957)   Med yderligere oplysninger.

I maj 1926 rejser redaktør Andreas Peter Møller (1890-1964) til Rusland for at skaffe oplysninger om sønderjyske krigsfangers skæbne: Link til hans beretning i Hejmdal, PDF.

Hejmdal 5. oktober 1923

Roiglise, 26. April 1916.

Kære Niels!

Ja nu har jeg faaet Papir og vil nu ogsaa vise Dig, at jeg denne Gang holder Ord og skriver et Brev. Først siger jeg Dig min bedste Tak for Din Venlighed mod Helene og Børnene og ligeledes mod mig ved alle de Pakker, der er blevne sendte hjemme fra Majbøl. Ja, kere Niels, man kan desværre nok have dem behov hernede. Kosten er skam mager. Vi faar nu kun 1 Pund Brød om Dagen, og Middagsmaden er for det meste uspiselig for mig, saa sulten jeg mangen Gang er. I Gaar fik vi Roer kogt i Vand og deri kogt nogle Klipfisk. Jeg kan med min bedste Vilje ikke faa saadant noget ned. Du kan jo nok forstaa, at jeg derfor er glad for Pakkerne. Købe noget her kan man jo ikke. En Gang imellem en lille Pakke Kiks, den koster 40 Pg. Ja Tiderne bliver sløje. Du kan tro Tarmene skriger i Maven paa mangen Kammerat, som slet intet faar hjemme fra. Saadan en Stakkel spiser jo med Lethed 2 Pund Brød en Dag.

Mon den længe ventede Fred dog ikke snart skulde komme? Efter hvad jeg ser af Brevene er det meget knap med visse Ting ogsaa hjemme.

Nu er der lige en Flyver over os. KI. er 10 Aften og saadan en Fyr har saa ikke det bedste med til os. Ja Du kan ikke forestille Dig et saadant Liv. Man er næsten altid i Livsfare og dog gaar det mangen en gang heldigt, hvor man tror, at nu er det ovre med en. De første 14 Dage i Felten er ikke de rareste, man er for ængstelig. Man farer sammen mangen Gang, naar der ingen Fare er, og forglemmer at søge Dækning, naar den virkelige Fare kommer. Men det sløver alt. Man ved snart saa nøje paa Melodien af Skudet om der er Fare eller ej. Man kender Retningen og omtrent Stedet, hvor de fjendtlige Batterier staar, som skyder derhen og herhen. Man vænner sig til denne hæslige Hvæsen i Luften, om det ogsaa mangen Gang er helt uhyggeligt.

Forleden Aften, jeg var ude ved Fronten, beskød Franskmændene os meget heftigt. Jeg var i Sikkerhed, men min stakkels Hest stod bag ved en Mur, saa den ikke var synlig for Fjenden. Det varede længe, inden jeg kunde komme til at kigge hen efter min stakkels »Hans«. Han var hel endnu. Til al Lykke satte vort Artilleri da pludselig ind over mod Franskmændene. De lod være at skyde over mod Huset, hvor jeg laa under Jorden og min hest stod ovenfor. De sendte nu deres Granater over os og over til vor Artilleristilling. Et saadant Øjeblik maa man sna benytte: paa hesten og afsted. I næste Øjeblik begynder de ellers igen. Men Du kan tro, det er uhyggeligt at være imellem saadanne 2 Ildsvæg. Dækning gives der ikke mere. Fremad. Lykken hjælper Dig! ½ Time og Du er bag vor Artilleristilling. Da er Du allerede saa nogenlunde uden for Fare men langt fra i Sikkerhed. Nu kan Du først lade Hesten strække ud. For maa Du kun ride Skridt, for at Fjenden ikke bemærker Dig, hører Hesten og afgiver en Geværsalve paa Dig. Nu man Du samtidig forestille Dig, at det er Nat. Paa engang lyser det op og bliver lyst som om Dagen, det er Fjendens Lyskugler, og dem sparer han ikke paa. Du kan tro, kere Niels, det er spændende Øjeblikke, og man er glad som en nappet Hundehvalp, naar det er overstaaet.

Det, jeg har beskrevet Dig, var Paaskedagsaften i Aaret 1916, den glemmer jeg ikke saa let. Forhaabentlig kan vi næste Aar samles sunde og raske under bedre Forhold. Nu er det jo over et Aar siden jeg har været i Majbøl. Husker Du det, det var den 21. Marts 1915. Jeg havde da faaet Ordre til at møde den 22. Hvem havde da troet, at det skulde vare saa længe, forinden jeg skulde komme til Majbøl igen? Husker Du den Gang jeg rejste til Rusland, det var ogsaa en haard Dag for Helene. Det gik Gud ske Lov godt. Forhaabentlig ogsaa denne Gang, vi bor jo da haabe, at denne skrækkelige Krig, dette Myrderi snart maa faa en Ende. Hvor mange af vore brave Landsmand har ikke allerede maattet bøde med Liv og Sundhed? Hvor mange Børn og Hustruer venter ikke forgæves efter deres Fader og Mand? Sunde og raske drog de ud til den blodige Leg for aldrig mere at vende tilbage.

Ja kære Niels, Verden var daarlig, det kunde ikke gaa mere. Men er den bleven bedre? hvad for et Liv fører ikke mangen Hustru, hvor Manden er i Fronten og hver Dag maa se Døden for Øje. Mangen en bliver tvungen af Nøden, men saa mange, mande af Letfærdighed. Mangen Mand kommer hernede paa andre Tanker, men mange bliver ogsaa raa og hæslige. Ja skal Trængsel hjælpe, da har vi endnu meget at vente. Men hvem ved, hvad os endnu forestaar.

I Morgen har jeg en temmelig rar Dag for Haanden. Jeg skal i Morgen tidlig melde mig hos Hauptmanden og med en Seddel cirka 20 km tilbage.

Din gamle Ven og Kammerat – Christian.

Frankrig, den 7. Maj 1916.

Kare Niels!

Takker Dig mange Gange for Dit Brev, og da jeg nu har god Tid, vil jeg straks besvare det. Du skriver altid saa fornuftig, kære Niels, og jeg er særdeles glad, naar jeg kender Din Haandskrift. Ja, gid den Tid snart Kunde komme, hvor vi igen kan samles til et andet Arbejde.

Her er det ellers meget smukt og det kunde være rart at være her, om denne hæslige Krig ikke havde været. Du kan tro Jorden er god her og det er noget, der kan fryde en Landmands Øje. Men Du kan jo nok tænke Dig, hvordan det ser ud, det er til at ærgre sig over. Her ligger Roemarkerne endnu fra 1914. Her bliver jo intet saaet; det er for farligt, Flyverne opdager jo straks, naar der er noget paa Færde, og saa sætter det Franske Artilleri ind som forrykt.

I Altes var jeg ude ved Fronten for at hente 2 døde Kammerater. Jeg og en Kammerat med en Vogn. Du kan tro, kære Niels, det er frygteligt, naar man skal hente dem derude fra! Hvor man ikke selv ved, om man kommer levende hjem igen efter at de døde er bleven lagt op i Vognen. Et uhyggeligt Arbejde. Det skal gaa i en Fart, at man kan komme bort. Saa kører vi afsted med de 2 døde. Vi var fire Mænd paa Vognen, 2 levende os 2 døde. Da faar man mange Tanker. De som ligger der, har Fred. Hvor lange varer det, inden Du faar det? Kommer Du levende bort med de døde? Franskmanden lyser op, et Par Granater suser hen over os. Men vi kører langsomt videre.

Ja, der er Øjeblikke, hvor man indser, hvor let man kan blive færdig med Livet Hvad gælder et Liv her? Og hvad gælder det Liv, som her saa let og uden mange Omstændigheder og Hensyntagen lægges øde, for Familien derhjemme? »Hat den Heldentod für sein Vaterland gestorben«. Ja, det er Meddelelsen. og saa er de færdige med det. Men hvor mange staar saa der faderløse derhjemme, og venter forgæves paa Far?

Ja, venter paa Far – naar kommer Far? Det er et brændende Spørgsmål i denne Tid. Og hvor tidt maa der desværre svares: Far kommer ikke mere! hvem kan bare Ansvaret for dette?

Nu, man maa jo ikke blive alt for tragisk. Men saa friske er Indtrykkene nu fra de sidste Dage. Lev nu vel kære Ven, Du kan tro jeg ønsker at Du stedse maa faa Lov at blive fri for at deltage i denne Elendighed Desværre skal Broder Jacob nu snart med hvis han ikke allerede er borte. De kærligste Hilsener og paa snarlig Gensyn.

Din heng. Ven og Svoger Christian

Hejmdal 6. oktober 1923.

I en Anmeldelse at »Sønderjyske Årbøger« skriver Højskoleforstander P. Andresen, Vinding i »Højskolebladet«s sidste Nummer:

»Efter min Erfaring vil det vare nødvendigt at tage fat paa den allersidste Historie først –Tidsrummet fra 1. August 1914 til Dato. Det viser sig allerede nu noget vanskeligt at faa Oplysninger fra den Tid. En Del at de mere udviklede historisk interesserede, der oplevede Krigen hjemme, bliver for hver Dag ældre; en stor Part af Befolkningen var indkaldt og har ingen Minder fra Hjemstavnen; Forbindelsen mellem Landsdelene var vanskeliggjort ved Pastvangen, og de, der nu er unge, gik i Skole under Krigen og ved ikke meget med Sikkerhed. De daglige mangfoldige Oplevelser og Rygter, den store Forladthed, Sorgen og det sjælelige Tryk, der var over alle, forklarer, at Minderne allerede nu begynder at løbe sammen – om 10 Aar er der kun Fragmenter tilbage.

Det egentlige lokalhistoriske Stof – som ikke vedrører Nationalitetskampen – kan Jo godt vente lidt for at give Plads for det sidste Stykke slesvigske Historie, der paa Grund af Krigscensuren intet fik skrevet og trykt i selve Tiden, og som derfor nu for en stor Del kun kendes gennem mundtlig Overlevering. De skrivende Sønderjyder har Stof nok i det national-politiske almenfolkelige, Krig, Genforening osv. – alt hvad der vedkommer ovennævnte Tidsrum. Dette Stof synes at kræve Pladsen i særlig Grad, Folk venter sig netop noget i den Retning.

Under Krigen udkom der en stor, mere eller mindre betydelig, sønderjysk Litteratur; nu, da man har frie Hænder, udkommer der meget lidt.«

Vi har her i Bladet ved flere Lejligheder henledet Opmærksomheden paa det Forhold, Højskoleforstander P. Andresen omtaler. Der findes afgjort en overordentlig stor Mængde Stof af national- og kulturhistorisk Art fra Krigens og Genforeningens Tid, som er alt for værdifuldt til at gemmes og glemmes og gaa til Spilde. Det kan dreje sig om Breve til og fra Felten, Dagbogsoptegnelser, osv. Baade i »Sønderjyske Årbøger« og i »Sprogforeningens Almanak« og – i hvert Tilfælde i begrænset Omfang – ogsaa i »Hejmdal« vil der findes Plads til dette Stof, og vi vil gerne benytte Lejligheden til at henlede Folks Opmærksomhed paa dette Forhold. Vi har allerede fra flere Sider modtaget Udtalelser, der vidner om, at de Feltbreve, som »Hejmdal« for Tiden aftrykker fra Verdenskrigen, endnu læses med stor Interesse i vide Kredse.

Vi vil gerne fra ”denstorekrig.dk” tilslutte os det overstående og opfordre alle til at hjælpe med at fremskaffe materiale, der måtte ligge i skufferne eller andre gemmer.

Som I nok har lagt mærke til, lægger vi en historie på siden hver mandag. Historierne vil handle om alt muligt i forbindelse med sønderjydernes liv under verdenskrigen.
Vi vil gerne invitere læserne til at komme med ideer til historier eller indsende historier. Historierne skal være på max. 1000 ord. Gerne med et billede foroven. Historierne sendes som tekstfil til Arne May. Næsten alle tekstbehandlingsprogrammer kan læses.

Denne artikel i Hejmdal er den første omtale af feltbreve fra fronten. Ingen af de nævnte krigsdeltagere var der oprettet personside på.

Hejmdal 5. oktober 1914. Efterretninger fra Nordslesvigere. Fra Skyttegravene.
I skyttegravene ved Aisnefloden har en Nordslesviger, hvis brev vi har haft lejlighed til at læse, den 26. september talt med Henrik Lorenzen, Stenderup, som lige var bleven dekoreret med jernkorset, Thomsen fra Sønderport, Aabenraa, Schubert fra Vægterpladsen, Aabenraa og Petersen fra Korntved ved Tønder, som alle var sunde og raske.

Under arbejdet med at lave personsiderne viste det sig at Schubert familien bestod af 8 brødre, der alle var med i krigen og det var muligt at følge familien i Hejmdal under hele krigen.

Hejmdal 7. juli 1915. På orlov:
Slagter Ernst Schubert, Store Pottergade, Aabenraa, er kommen hjem på 8 dages orlov.

Hejmdal 22. juli 1915. Jernkorset:
Johannes Schubert fra Mølleforten i Aabenraa har fået jernkorset af anden klasse. Han blev for nogen tid siden såret ved et stormangreb i Le Prêtreskoven. Han er også bleven forfremmet til underofficer.

Hejmdal 23. juli 1915. Hjemme på orlov:
Murer Gustav Schubert fra Aabenraa er kommen hjem på orlov. Han har været med i felten siden krigens begyndelse, først ved Vestfronten og siden, efter at han engang tidligere havde været hjemme på orlov, ved Østfronten. Han skal møde igen den 9. august.

Hejmdal 26. juli 1915. Hårdt sårede:
Underofficer Johannes Schubert fra Aabenraa.

Hejmdal 22. september 1915. 6 sønner og 2 svigersønner med i felten:
Tidligere Natvægter Schubert i Mølleforten i Aabenraa har 6 sønner og 2 svigersønner med i felten – ikke som der står at læse i flere blade, 8 sønner. Ganske vist har gamle Schubert 8 sønner, men de to af dem er foreløbig fritagne for krigstjenesten som følge af reklamation.

Hejmdal 8. oktober 1915. Hjemme på orlov:
Snedker Schubert, en søn af slagter Schubert i Aabenraa, der har været såret, er for tiden hjemme på orlov. Den unge Schubert er indehaver af jernkorset.

Hejmdal 25. april 1916. En stuebrand opstod ifølge ”A. T.” i torsdags morges ved 5-tiden hos fru Schubert på Vægterpladsen i Aabenraa, hvis mand er i felten. Det lykkedes heldigvis hurtigt at få ilden slukket, men desværre fik et lille barn en del brandsår.

Hejmdal 15. juli 1916. Hjemme på orlov:
Slagtermester Schubert fra Vægterpladsen i Aabenraa, der siden krigens begyndelse har været med ved Vestfronten, hvor han har erhvervet jernkorset.

Hejmdal 18. juli 1916.
Vi meddelte i lørdags, at slagter Schubert fra Aabenraa var hjemme på orlov. Det var ifølge ”A. T.” imidlertid ikke ham, men hans broder, bager Schubert, der have hjemlov.

Hejmdal 9. marts 1917. Pølse- og flæsketyve.
Hos slagtermester Schubert i Mølleforten i Aabenraa blev der i tirsdags aftes stjålet to store pølser og 2 sider flæsk ud af et værelse, hvor varerne var lagte til rette på et bord, da de ventedes afhentede – hvad de jo nu også blev.
Medens tyveriet blev udøvet, sad familien Schubert i et værelse ved siden af og læste, uden at nogen mærkede det mindste.

Hejmdal 15. marts 1917. Hjemme på orlov:
Slagter Ernst Schubert fra Vægterpladsen i Aabenraa er for tiden hjemme på orlov.

Hejmdal 11. august 1917. Dekoreredes:
Paul Schubert, en søn af slagter Schubert i Mølleforten i Aabenraa, der for tiden er med ved Ypern, har fået tildelt jernkorset. Det er den fjerde af slagter Schuberts sønner, der har erhvervet sig denne udmærkelse. I alt har slagter Schubert 6 sønner og 2 svigersønner med i felten

Hejmdal 17. september 1917. Hjemme på orlov:
Slagtermester Schubert fra Vægterpladsen.

Hejmdal 17. januar 1918. Otte sønner på orlov.
I dag, torsdag, fejrer slagter H. Schubert i Mølleforten nr. 7 i Aabenraa sin 71-års fødselsdag. I den anledning har én af hans døtre, der bor i Brunsvig, indgivet en ansøgning om at få hans 8 sønner, der alle står ved fronten, hjem på orlov. Ansøgningen er også bleven bevilliget med den bemærkning, at de alle måtte rejse 14. januar. To sønner og en svigersøn er allerede ankomne.

Hejmdal 8. april 1918. Fået foden knust:
Snedker Johannes Schubert fra Aabenraa, der har været såret 3 gange og er bleven forfremmet til sergent, har under de sidste hårde kampe fået den venstre fod knust.

Hejmdal 24. juni 1918. Sårede:
Slagter Schubert og hustru i Mølleforten i Aabenraa har fået et brev, som de havde skrevet til deres yngste søn, Paul, tilbage med påskriften: ”Såret, Lazaret ukendt”. Den unge mand var før sin indkaldelse beskæftiget på Kredshuset. Foruden ham har ægteparret Schubert endnu 6 sønner med i krigen.

Hejmdal 26. juni 1918. På lazaret:
Slagter Schubert og hustru i Aabenraa har nu modtaget efterretning om, at deres søn Paul ligger på et lazaret ved Vestfronten. Han har fået et skud i hovedet, ét i den højre arm og ét i ryggen, medens den venstre side er lammet. Meddelelsen er kommen fra en kammeret til ham.

Hejmdal 5. oktober 1918. Sårede:
Paul Schubert fra Aabenraa.

Hejmdal 12. oktober 1918. I fangenskab:
Slagter Schubert og hustru i Mølleforten i Aabenraa modtog i torsdags brev fra deres søn Gustav med meddelelse om, at han befinder sig i fransk fangenskab og at han er sund og rask. Den unge Schubert har været med siden krigens begyndelse.

Hejmdal 2. november 1918. Savnede:
Sergt. Gustav Schubert fra Aabenraa.

Hejmdal 19. december 1918. Annonce:
Fra i dag af åbner jeg min butik og anbefaler mig som Hesteslagter. Schubert, 6313) Aabenraa, Vægterpladsen.

Hejmdal 30. december 1918. I fangenskab:
I den preussiske tabsliste meddeles, at Sergent Gustav Schubert fra Aabenraa er kommen i fangenskab.

Hejmdal 24. september 1923.
Forbudte Feltbreve fra Verdenskrigen.

Mindets Røst.
Det efterfølgende Feltbrev bærer følgende Paategning med blaat Blyant af vor daværende Censor, Hauptmann Olsen, der i Civil var Amtsdommer i Nybøl: »Nicht veröffentlichen. O.«.

En Vaardag for mange Aar siden stod jeg ved en Ungdomsvens Baare. Vennen havde været en lovende ung Mand, der havde maattet bukke under for en langvarig, snigende Sygdom.

Nu stod hans Baare ude under Havens Treer, som dryssede deres hvide Blomsterblade ned over den blomstersmykkede Kiste. Mens Slægt og Venner stod sørgende omkring Baaren, var der noget, der for mit Vedkommende lagde et forsonende Sker over Døden. Det var Minderne, der i denne Stund kom til mig, som Bud fra Evighedskysten. Jeg forstod, at der er noget af Menneskelivet, der er udødeligt, i Mindet lever det videre.

I denne tunge Tid, hvori vi for Øjeblikket lever, staar det ofte for mig, som om vort Hjemland er et eneste stort Hjerm, af hvilket der hver Dag bæres en Baare ud, og vi staar sørgende omkring den. Men Minderne har vi igen, og disse Minder dufter som Skovmærker en Vaardag.

Det er en uendelig lang Række af unge Mænd, og Mænd i den kraftigste Alder, der er gaaet bort i de mange, mange Maaneder, Krigen har staaet paa. Hvor ofte har Øjet ikke maattet dvale ved et Navn i Listen over de faldne.

Jeg husker endnu saa grant den første Gang, jeg laste det første Navn i Avisen; det er nu mere end to Aar siden.

Hans Skikkelse stod saa tydeligt for mit indre Øje. Hej og rank var han som Skovens Stamme, og ædelt var hans Sind. Han var af de Naturer, der stræber mod Lyset, de, der nærer Afsky for alt det lave og raa.

Minderne vældede frem, det var, som om jeg dvælede sammen med den afdødes Aand under hvalte Kirkebuer.

Ak, saare ofte har jeg siden maattet standse ved et kendt Navn. Hvor ofte var det likke en Familiefader! Da stod Billedet for mig af en Mand, der med sin barkede Haand strøg kertegnende hen over et lyshaaret Barnehoved; og aldrig har Krigen syntes mig mere grusom.

Til andre Tider dukkede der, ved Læsningen af et Navn, et Billede op af en Yngling, i hvis Øjne jeg havde set Begejstringens Ild lue. Nu var disse Øjne brustne. Det sidste de saa, var Krigens Gru. Men jeg takker Gud, at jeg har haft den Lykke at se disse Øjne straale. Sikkert vil de nu skue en Herlighed, der overgaar deres dristigste Drømme.

Og det sidste Navn jeg maatte standse ved for et Par Dage siden.

»En ung Mand, eneste Søn af N. N. i N. falden ved Somme«, Et Minde dukkede op fra min tidligste Ungdom. Jeg hjalp ved Høbjergningen paa en Bondegaard.

Vi sad efter endt Arbejde ved det lange Køkkenbord og spiste med Sølvskeer. En af Arbejderne gav sin Forbavselse til Kende over den Rigdom af gamle, værdifulde Sølvskeer.

Dertil ytrede Gaardejerens gamle Fader, der sad for Bordenden, med et lunt Smil, at det just ikke var »Nysølv« alt sammen. Det var en gammel Selvejerbondes Stolthed, der gav sig til kende i de Ord.

Man havde Raad til at spise med Sølvskeer, baade Husbond og Tyende. I samme Øjeblik kom en lille Dreng springende ind, med Smil i det rødmende Ansigt.

Det var Slægtens Haab og Glæde, den Dreng, der nu ligger i en stor Fællesgrav der nede ved Somme.

Saadan vælder Minderne frem, naar man laser Navnene paa de faldne, og der er Farve og Duft over Minderne. Mindet lever videre ud over Død og Grav, og vi maa være glade for Mindet.

Man mindes Stroferne:

»Medes Blik med Blik ej mer,
er de kære Smil bortfløjne,
Smil og Blik som ingen ser,
modes dog med Sjæleøjne.«

Mange har sikkert i denne Tid lært at skatte Mindet, der som en Engel kommer dalende til os, holder os Billedet af den hedengangne for Øje og hvisker til os: »Husker du?« Mindet er det eneste der er tilbage, som oftest ved man vel næppe engang, hvor den deres Gravtue findes.

Men Mindet er ogsaa det bedste et Menneske kan efterlade sig. Mindet er et lønligt Kildespring, af hvilket vi kan øse Glade og Trøst. I Mindet lever vi videre med de bortgangne. Saa mangt et godt Ord, saa mangen en kærlig Tanke, vil ofte rinde os i Hu, og vi vil forstaa, »at alle gode Tanker kan slet ikke de, fer endnu bedre Tanker er spiret at deres Frø.«

Et gammelt Ord siger, »at der gror Græs over alt«; men Minderne er som Blomster, der dufter mellem Græsset, som Evighedsblomster, der aldrig visner, men som Aarene gaar, faar de stærkere Farver og Duft.

Stedse vil vi i Mindet dvale ved dem, der blev derude, dem, der maatte gaa den tungeste Gang, der kan bydes et Folks Sønner. Men vi ved ogsaa, at de ædles Æt dør aldrig ud.

At Sorgens of Ulykkens Dage kan et Folk gaa ud med eget Livskraft, naar det forblev tro mod det bedste i sig selv, naar det forstod at øse af de evige Livskilder. Det er ofte i Ulykkens tunge Tider, at et Folk maa staa sin Prøve.

Men til at holde os oprejst i disse Trængselstiden, skal ogsaa Mindet om de faldne hjælpe os.

Som de elskede deres Hjemstavn, vil vi ogsaa elske den, og den Livets Alvor der prægede dem, skal vi tilegne os, saa vi som Folk maa bestaa for Evighedens Dom.

Tro imod Fortiden og mod alle vore Minder vil vi gaa Fremtiden i Møde med Haab og Fortrøstning.

Med Guds Hjalp vil det lykkes os at trodse baade Død og Grav.

Th. K

Dette er ikke et af de forbudte feltbreve i Hejmdal, men det første feltbrev aftrykt i bladet.

Hejmdal 6. oktober 1914.
Fra Felten.
Efterretninger fra Nordslesvigere.

Fra den russiske Grænse.
Efterstående brev er skrevet af en ung mand fra Løjt, hvis forældre velvilligt har sendt os det til afbenyttelse.

”——— Der har ikke været mange oplevelser, siden jeg skrev sidst. Et kort, som jeg skrev dagen efter, at vi var i fægtning, håber jeg, at I har modtaget.

Ja, vi må rigtig hugge om os til alle sider heroppe, men russerne har også lidt svære nederlag, først den 20. august ved Gumbinnen, senere længere imod vest, hvor vi vendte os imod en anden Armé, som var gået over grænsen. Derfra gik vi påny imod øst, og hver gang er russerne bleven slået, så deres tilbagetog har været en vild flugt. Under det sidste store slag flygtede den russiske hærfører i civil dragt.

Var sidste march begyndte den 4. september og den 8. september havde vi det første sammenstød med fjenden. Den 9. september forsattes kampen. Vi stod da foran forskansninger, som russerne havde bygget på i over fjorten dage. Hele dagen gik det i vild kampalarm., dog uden at vi havde særlig store tab ved mit kompagni. Vi stod den dag i forstærkningen og var ikke så meget udsat for kuglerne. De peb bort over os. Henad klokken 5 blæstes signalet: Bajonetterne på! Hvad der tillige betyder stormangreb, og så må alle med, også dem, der ligger bagved. Snart lød signalet: Avancer! Og så gik det, alt hvad remmer og tøj kunne holde, ind mod den af russerne besatte by.

Stormen var dog ikke så svær. Da vi kom ind i byen, så vi, at vore kugler havde virket mere end russernes. Skyttegravene lå fulde af døde og sårede. Byen var dels afbrændt, dels skudt sammen i ruiner. En del af beboerne var ikke flygtet. For dem var det værst. De var næsten fra sans og samling. Alle huse blev gennemsøgte, men ale dem, der kunne bruge deres ben, havde taget flugten.

Vi marcherede derefter ud af byen og tog natteleje i et skovkrat. I de følgende dage til den 15. september forfulgte vi fjenden til over graænsen og tog et stort bytte af fanger, kanoner, bagage og meget andet.

Nu er vi atter marcherede ind på tysk grund, hvor vi i Goldap, en by så stor som Aabenraa. Herfra hedder sig, at vi skal til …… eller ……., men vi ved aldrig noget bestemt.

Livet her i felten er nok noget lig en manøvre, med anstrengelserne og manglen på fornødenheder er betydelig større. Vi mangler især brød. Der er de dage, hvor bagagen udebliver og vi er helt uden brød. Feltkøkkenet er nok med, men af det får vi kun én gang daglig, og det kan vi ikke hjælpe os med. Men vi har nu fundet på et godt middel. Vi graver kartofler op på marken, gør ild på, koger dem og spiser dem så med salt. Og selv om vi til tider har måttet sulte og tørste, har vi dog endnu ikke lidt egentlig nød.

Vor levemåde er ellers nærmest at ligne ved små eller store Grises. At vaske sig, hører ikke længere til dagens orden, kun et visk en gang imellem ved lejlighed. Om aftenen kryber vi ned i halmen. Vi har endnu for det meste haft tag over hovedet om natten.

Mange steder står husene tomme. De bliver da gennemsøgte på alle kanter. Der jages særlig efter fødevarer. Men vi er ikke slemme som russerne. De må have en særlig forkærlighed for ænder. Høns og den slags, thi vi finder allevegne afrappede fjer og tomme steder efter dem. Men hvad de har taget af levnedsmidler, er ikke det værste. I alle større byer, som de har haft besat, har de borttaget alle maskiner og alle industrivarer. Det ser ud til, at de har lagt mere vægt på røveri end på at gå i felten imod os. Men det bliver dem nok en dyr historie. De vil vist komme til at betale, hvad de har røvet.

Hvordan det står i Frankrig, ved vi ikke. Der er endnu næppe udsigt til fred. Men Gud give, at det må gå mig som hidtil. Så vil vi også ses sunde og fornøjede igen. Undskyld mit smudsige papir og min dårlige skrift. Vi er som sagt nogle små grise. Mange kærlige hilsner til venner og bekendte.

Ved læserne mon hvem brevskriveren er?

Hejmdal, tirsdag den 18. september 1923.

Sydvestfor Lille, den 9. 7. 15.

Gode Ven!

Tak for Dit Brev, som jeg fik for nogle Dage siden. Det er saa rart at høre noget derhjemme fra. Margrethe skrev forleden, at Du havde været ude hos hende og havde lovet hende at sælge de Stykker Kreaturer, hun skulde af med. Desværre kan det vel ikke blive ved de faa, men saa er vi vistnok nødt til at lade nogle flere ryge. Jeg kan jo næsten Ingen Mening have om det, men efter hvad man hører, saa ser Avlen jo meget daarlig ud. P. Frank skrev for nylig, at det saa ud til, at det kun vilde fylde Halvt saa meget I Aar som sædvanlig. Er det Tilfældet, saa kan jeg snart regne ud, at jeg skal af med mange, for meget Halm har jeg jo aldrig haft tilovers, og i Aar bliver der jo ingen Kraftfoder at faa.

At Din Broder er falden, læste jeg i Avisen, jeg sendte ogsaa dengang et Par Ord til Jes, men de er maaske ikke kommen, det er det sørgelige, at alt det bedste, vi har, skal ofres.

Jeg har ikke været paa det rene med mit Standpunkt i den Sag: Nogle unge Mennesker løber jo deres Vej, og pas en Maade er der jo ikke noget at sige til, at de redder Livet. Men jeg er da efterhaanden nu bleven klar over, at det hjælper ikke noget, Vi er nu engang sat her i det Land, og saa er det vor Pligt at blive her. Men det er ikke nogen let Stilling. At skulle lide og taale alt, alle de Overgreb og al den Underkuelse, der bydes os. At Landets bedste Børn skal forbløde paa fremmede Slagmarker, er jo nu det værste af alt. Den enkelte af os kan kun se og de. Men det er sikkert, Folket vil leve. Og Landet derhjemme vil blive os endnu mere kært, og vore Børn vil forstaa, at det Land, der har kostet saa meget, er de ogsaa skyldige at give alle deres Evner og Kræfter. Vi har, som før sagt, ingen let Post, men vi har ogsaa en Opgave at leve for og, naar det gælder, sætte Livet ind for, som ikke kan være større.

Det er en streng Tid, og den rammer jo tit den enkelte haardt. Men jeg tror ikke, vi skal se altfor mørkt paa det. Det Blod kan ikke flyde forgæves. »Hvad der hemmer, det fremmer, naar det tages retteligen«, har en gammel Tænker sagt. Og det vil ogsaa gælde for os.

Siden Jeg er bleven klar over det, eller rettere, siden jeg har faaet det Syn paa Sagen, som jeg her har søgt at forklare, (ufuldkomment, men Du og M. kan sikkert ogsaa læse mellem Linjerne) er jeg ligesom bleven mere rolig med hele Stillingen. Og for mit eget Vedkommende kan jeg med større Ro, om det bliver nødvendigt, lægge mig til Hvile her i fremmed Land. Jeg er sikker paa, at det ikke er gjort forgæves. Jeg er sikker paa, at mine, Børn vil følge den Vej, som er den eneste rette. Vi er nu engang en Forpost for Nordens Sprog, Aandeliv og Kultur, og den Post maa vi ikke flygte fra. Du spørger i Dit Brev, hvordan det vil gaa efter Krigen, Ja, det har jeg jo heller ingen Mening om, men i hvordan det end gaar, saa tror jeg, at mit Syn pas Sagen staar skreven ovenfor. Den enkelte kan dræbes, men Folket i sin Helhed vil leve.

Fred er der slet ingen Udsigt til. Jeg regner med et Vinterfelttog til. Jo længere Krigen varer, desto mere Kraft vil disse Englændere sætte ind paa den. Og det er vist vanskeligt, at det hører op, inden de helt eller delvist har naaet deres Maal. Vi har faaet nye Folk, for en stor Del, halvt Krøblinge, der har faaet Fingre skudt af og lignende. Vore gamle Folk, der har været Kavalerister i tre Aar, Trainsoldater i et, bliver nu uddannet til Infanteriet i Tyskland. Det bliver taget med alt nu. Vor Koks Fader, er bleven indkaldt, han er 49 Aar gammel. Kan den Misvækst, der er, Ikke faa Krigen til at høre op før, saa bliver der vist Ikke Slut, inden der ingen flere Folk er. Men i hvordan det end gaar, vil det give nogle kønne Finanser.

Nu maa jeg slutte. VI har i Dag begyndt at høste Vinterbyg og Rug. Nu mange Hilsener til Dig og M. og hvem der ellers bryder sig om en
Hilsen fra Jeres H. S.

Har læserne har en ide hvem brevskriveren er?

Senest ændret den 4. april 2023 11:25

Hejmdal, tirsdag den 18. september 1923.

Feltbreve.
Under Krigen var »Hejmdal« det Blad, der var friest stillet af Censuren med Hensyn til Gengivelsen af Breve fra Felten. Det er ikke for meget sagt, at de var Bladets vigtigste Indhold for mange af vore Læsere, baade dem herhjemme og dem ude ved Fronten, i Etapperne og i Garnisonerne. Det var ganske utvivlsomt for en væsentlig Del Feltbrevenes Skyld, at »Hejmdal«s Abonnementantal omtrent fordobledes i Krigsaarene, og vi fik baade fra Soldaterne og fra Læserne herhjemme mange Udtryk for den Glæde, som Feltbrevene vakte, idet de bragte Bud til Hjemmet fra dem, der var derude, og paa samme Vis mellem de dansksindede Soldater indbyrdes. »Heimdal«s Feltbreve blev en betydningsfuld Kultur- og nationalhistorisk Kilde, og som bekendt er der da ogsaa senere bleven udgivet flere Bøger om Soldaterbreve paa Grundlag at de FeltIreve, som »Heimdal« bragte.

Det viste sig, at de unge of ældre Sønderjyder, som var med, havde en udmærket Evne til at fæstne deres Tanker paa Papiret og give Udtryk for de Følelser og Stemninger, der rørte sig i dem, og det maa siges, at Censuren, som den blev haandhœvet i Krigens første Aar her, ogsaa havde Forstaagelse herfor. Men selvfølgelig var der mange Feltbreve eller Afsnit i disse, som ikke slap igennem. Alt, hvad der bar Vidne om tysk Tilbagegang og om daarlige Forhold i den tyske Hær, blev ubarmhjertigt strøget.

Og paa samme Maade selvfølgelig alt, hvor et udpræget dansk Sindelag gav sig Udtryk. Der findes endnu i vor Besiddelse en Række Feltbreve, navnlig fra de senere Aar, der bærer Censors Paategning med den blaa Blyant: »Nicht genehmigt«. Disse Feltbreve er selvfølgelig ikke de mindst interessante. Mange at Brevskriverne maatte senere lade deres Liv paa Slagmarkerne, og det er med dyb Vemod at man her griber til disse Breve, der er som et Pust fra en kvælende tung og haard Tid, som vi nu knap forstaar, at Befolkningen Kunde komme igennem.

Vi tror, at disse Feltbreve endnu har Interesse blandt Læserne, og vi vil i det kommende Kvartal fortsætte Offentliggørelsen at dem. Vi begynder i Dag med et Brev, der giver Udtryk for, hvordan en dansksindet Landværnsmand opfatter sin og de danske Sønderjyders Stilling til Krigen. Dette Brev indeholder Tanker, som vil have beskæftiget alle de dansksindede Soldater, der stod overfor den tunge Virkelighed, der krævede Livet af dem som Indsats for en Sag, der ikke var deres.

Her på siden vil vi gengive en række af disse breve. Brevet der er nævnt ovenfor bliver vist på næste mandag.

Student Fuglsang i Rønne.

Et varmtfølt foredrag.
Den unge Sønderjyde, Student Fuglsang, har i den sidste Tid holdt en Række Møder rundt om paa Bornholm. Vi har talt med mange, der har varet til Stede ved disse Møder, og alle har de givet det Vidnesbyrd: Hr. Fuglsang er en Mand, der er værd at høre. Alle dem, der hørte ham i Aftes i Rønne, vil sige det samme. Det var et i alle Maader ganske fortrinligt Foredrag, som greb den ret talrige Forsamling stærkt. Vi har hørt mange Foredrag om Krigen ogsaa af Folk, der, som denne unge Sønderjyde, selv har været med — men ingen har i den Grad som Hr. Fuglsang forstaaet at give et virkeligt Billede af det, der er sket ude paa Slagmarkerne.

Mødet aabnedes med, at Sønderjysk Forenings Formand, fhv. Redaktør M.M. Smidt, bød velkommen, særlig til Taleren. Man sang: »Det haver saa nyligen regnet«, og derefter tog Student Fuglsang Ordet.

Han indledede med at sige, at der i ethvert Folk gives Opgangs- og Nedgangstider. Nu staar Danmark overfor en Opgangstid: Sønderjylland skal snart genforenes med Moderlandet. Men ikke paa den Maade, at der bagefter kommer en Nedgangstid, for vi tager kun, hvad der er vort. Taleren bragte en hilsen fra Sønderjylland, det Land sagde han – som jeg lærte at elske lige fra jeg var Dreng, da jeg saa en tysk Skolelærer prygle en af mine Kammerater, som ikke vilde synge en tysk Sang. Mine Studeringer – fortsatte han – førte mig til Strassburg i Elsass-Lothringen. Dér lærte jeg Elsass-Lothringernes Kamp at kende, og jeg følte, at vi kæmpede for det samme. Vi havde Længsler tilfælles.

Dernede fra maatte jeg ud i Verdenskrigen og tilbragte 18 Maaneder i Felten, til jeg blev taget til Fange af franskmændene i 1916 og ført til Sydfrankrig, hvor der var indrettet en særlig Fangelejr for Sønderjyder. Der er – fortsatte Taleren – en Salme, der har haft særlig Betydning for os Sønderjyder. Det er: »Den signede Dag med Fryd vi ser af Havet til os opkomme.« Det var den første Salme, der lod til os, da vi steg i Land paa dansk Grund. Og jeg kan ikke tro, det var en ren Tilfældighed. Ingen anden Salme tolker bedre den Stemning, der er over det danske Folk. Natten er omme. Dagen er nær. Vi kalder det en Højtidsdag med Straalekrans om Tinde. Den Dag skulde gerne sætte Præg paa vort Liv. Det maa blive den store Glades dag.

I Ibsens »Brand« hedder det et Sted: Evigt ejes kun det tabte. Det tabte Sønderjylland bar Danmark op mod det høje. Sønderjylland var Danmarks Længslers Land. Hele Danmarks Land langes mod Sønderjylland, det blødende Land, som Ulykken brød ind over i 1914. Jeg stod den 1. August paa min Hjemstavns Banegaard. Jeg saa, hvordan de første, der skulde med, tog Afsked med deres kære. Mange vendte ikke tilbage. Alle gik de ud imod det uvisse. hvorfor gik vi? For at kæmpe for vor tusindaarige Ret til Sønderjylland, for at værne om vort Land og vort Folk. Og trods al Modsigelse, er der dog intet saa vidunderlig dejligt skønt som at give sit Liv for sit Lands Lykke. End er der en Gud for oven, som raader for Danmarks Sag, nynnede vi, naar Tyskerne sang deres: Deutschland, Deutschland, über alles«.

Taleren gav en gribende Skildring af Livet derude i Skyttegravene, hvor Døden lurede fra alle Sider. Det var yderst sjældent, sagde han, at træffe Landsmand, da Sønderjyderne med Vilje var spredt over hele Fronten.

Hr. Fuglsang omtalte til sidst Franskmændenes gode Behandling af de sønderjyske Fanger. Allermest glade var vi, udtalte han, naar vi fik Besøg af den franske Professor Poul Verrier, den Mand, vi for en stor Del kan takke for, at vi faar Sønderjylland tilbage. Han var alt for Sønderjyderne.

Red. Smidt takkede med Forsamlingens Tilslutning for Foredraget, og man sang »Slumrer sødt i Slesvigs Jord« og den Sang, som Sønderjyderne holder saa meget af: »Jeg elsker de grønne Lunde«.
Derefter samledes en Del af Forsamlingen med Foredragsholderen om et fælles Kaffebord.

Her blev der bi. a. stillet Forespørgsel til Hr. Fuglsang om, hvordan det var med de sønderjyske Krigsfanger i Rusland. Forespørgslen blev besvaret derhen, at der ikke var meget Haab om foreløbig at faa de ca. 100 Fanger, der er spredt over hele Rusland, hjem. Der er gjort nok, men det har alt sammen ikke frugtet noget.

Lærer Ole Koefoed bad Foredragsholderen bringe Sønderjyderne en Hilsen fra Bornholm, og Hr. Fuglsang fik Forsamlingen Tilslutning til at sende Professor Verrier, der for Tiden opholder sig i Købenavn, en telegrafisk Hilsen. Det hyggelige Samvær sluttede med Sang.

Hans Fuglsang-Damgaard (1890-1979)

Hejmdal bragte 27. august 1921 nedenstående artikel på side 2:

Artiklen afsluttes i næste spalte med:

Læs resten af dagens udgave af Hejmdal. (Eksternt link, august 2021).

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Præsteforholdene i Sønderjylland

Kirkeministeriet har nu truffet en foreløbig ordning med hensyn til præsteforholdene i Sønderjylland efter Genforeningen. En snes ny embeder bliver ledige og skal besættes foreløbig. Der er allerede mange, der har erklæret sig villige til at overtage den midlertidige virksomhed.

De slesvigske lærere. En tysk forklaring

I den prøjsiske landsforsamlings møde i gaar rettede Wittrock (demokrat) en forespørgsel til regeringen i anledningen af, at 70-80 lærere og lærerinder fra Nordslesvig har faaet 1-3 maaneders orlov for at deltage i et dansk undervisningskursus i København, hvorved tyske børn i tyske skoler helt eller delvist i længere tid unddrages den planmæssige undervisning.

En regeringsrepræsentant svarede, at regeringen ved at give denne orlov havde ladet sig lede af den betragtning, at disse lærere var villige til at blive ved deres skoler, ogsaa hvis Nordslesvig blev afstaaet, og at der, selvom Nordslesvig forblev tysk, maatte gives disse lærere lejlighed til at fuldstændiggøre sig i kendskabet til det danske sprog! Det er ogsaa en forklaring!

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Flensburger Norddeutsche Zeitungs ledende redaktør, hr. Gustav Lohmeier, meddeler mandag i sit blad, at han nedlægger redaktionen og anmoder bladets udgiver, grosserer R. C. Müller i Hamborg, om at engagere en anden i hans sted. Hr. Lohmeier anker over de utrolige personlige angreb, der fra altysk side i de sidste uger rettet imod ham og hans blad. Kampagnen imod ham har antaget ganske exceptionelle former, og gaar ud paa at nedsætte ham i hans medborgeres agtelse. Natten fra lørdag til søndag har man saaledes paa husfacader, søjler osv. – kort sagt allevegne, hvor man kunne til, klæbet røde plakater for at gøre ham, red, Lohmeier, “mør”.

Hans modstandere – der tænkes særlig paa Flensburger Nachrichten – skriver selv indsendte indlæg i deres egne blade  for at komme ham til livs. De bør ikke helt udtømme deres kostelige aandelige kraft. Derfor finder hr. Lohmeier det betimeligt at gaa.

Flensburger Norddeutsche Zeitung har under hr. Lohmeiers ledelse som bekendt iagttaget en velvillig neutralitet overfor Danmark og danskheden.

Korsør Avis skriver i november 1918.

“Sønderjylland. En tysk amtsforstander sat under kontrol.
Den forhadte Amtsforstander Rafalski i Rødding er nu af befolkningen sat under kontrol af tre gode danske mænd, der skal skrive under på hvert aktstykke fra amtsforstanderens kontor, før det har gyldighed. Amtsdistriktet omfatter 21 kommuner.
En af disse gode mænd er gårdejer August Lassen, som på amtsforstanderens foranledning blev arresteret i 1914 og ført som fange til en forbryderlejr.”

Billedet foroven forestiller brøderne August og Peter Lassen. Arkiv.dk.

Som et eksempel på de ubehageligheder befolkningen blev udsat for, er dette brev avisen Hejmdal modtog i marts 1919.

”Hvad der bør mindes! Vi har modtaget følgende:
Den 1. juni 1915 blev min broder og jeg afhentede af politiet i vort hjem, og ført til Haderslev. Der blev vi indespærrede som forbrydere, og næste dag blev vi sendt sydpå, hvor vi så vandrede fra det ene regiment til det andet.

Den 23. november kom jeg til fronten, jeg kunne selvfølgelig ikke som de store tyskere komme hjem på orlov inden, og min broder gik det akkurat på samme måde.

Da jeg kom tilbage til garnisonen i 1917, fordi jeg var stærkt angrebet af lungebetændelse og var meget syg, fik jeg endelig orlov bevilliget, men hr. Amtsforstander Rafalski i Rødding – stemplede mig som ”politisch unsicher”, og min orlov blev mig nægtet. Så tog min mor over til ham og sagde, at hun hun ville stille 10.000 Mk. I kaution, dersom min broder og jeg kunne komme på orlov. Men hr. Rafalski er ikke den mand, der lader følelserne løbe af med sig, eller også er han ikke i besiddelse af sådanne. Han bemærkede spydigt og overlegent, at det ikke var Rusland vi levede i, men ”das große Vaterland”.

Min moder kunne så gå hjem med den trøst, at vi var under den preussiske svøbe. I sandhed, en sørgelig trøst for en sønderjysk moder, der ikke har set sine sønner i 2 år.!

Min broder forblev stadig ved fronten, først i Rusland og senere i i Frankrig, hvor han i september måned i fjor faldt såret i engelsk fangenskab, og hvor han nu er død af sine sår. Han skulle altså ikke de det hjem, han elskede så højt heroppe i Sønderjylland, ikke se det danske flag gå til tops i Sønderjylland. Men forhåbentlig vil Amtsforstanderen vente at se korsbanneret gå til vejrs til ære for ham, når han sammen med sine kollegaer damper sydpå.
Underskrevet K. J. ”

Det er ikke lykkedes os at identificere disse 2 brødre.
Skulle nogen have oplysninger, der kan identificere brødrene, kan oplysningerne sendes til mig her. Eller som kommentar.

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Paa et møde i krigsinvalidernes forening for Haderslev kreds fredag aften gaves der oplysning om antallet af forsørgelsesberettigede inden for de fire nordslesvigske kreds, der foreløbig ser saaledes ud:

Haderslev kreds 1324 invalider, 415 enker og 2125 børn.

Aabenraa kreds 423 invalider, 293 enker og 2125 børn.

Sønderborg kreds 580 invalider, 389 enker og 1477 børn.

Tønder kreds 700 invalider og 1500 efterladte.

Krigsinvalidernes udvalg  vil i København foreslaa, at de tyske stadslæger, der ved afstaaelsen følger med til Danmark, skal have lov til at danne undersøgelsesraad; i modsat fald skal alle, som vil søge forsørgelse foretage en rejse til Tyskland. Hvis Flensborg gaar med til Danmark, vil man foreslaa, at der her nedsættes en tysk lægekommission, der har alle invalide-akter til raadighed og kan foretage bedømmelsen.

Hvad man efter minister H. P. Hanssens udtalelse kan vente, er for det første raadets anerkendelse for den danske regering, for det andet skattefrihed for alle ramte, for det tredje understøttelse til familien ved invalidernes sygdom.

Paa mødet vedtoges at indgive forlangende til kredsudvalget om, at de kvinder, der er ansat paa de offentlige kontorer, skal afskediges, for at invaliderne kan komme ind i deres gamle pladser.

Efter minister H. P. Hanssens udtalelse kan det ventes, at den danske regering vil stille pladser til raadighed for invaliderne ved jernbanevæsenets offentlige kontorer osv., som tyskerne allerede har gjort det. Det er endvidere givet, at der vil blive oprettet skoler forskellige steder i landet, hvor de mænd, der ikke længere kan passe deres tidligere gerning, paa grund af invaliditet, kan faa adgang til at lære en passende beskæftigelse.

Paa mødet fremkom endvidere følgende forslag, der vil blive forebragt i København.

1. Alle penge, som ikke udbetales i forhold 8 kr. 9 mark, skal gives til invaliderne til en kurs af mindst 50.
2. Rejsegodtgørelse for de rejser, der skal foretages for undersøgelsens skyld.
3. Forslag til, at der fastsættes et bestemt beløb, som Danmark modtager af Tyskland.

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Undtagelse fra afspærringspligten

Det bekendtgøres, at nedenstaaende varer ikke er underkastet spærringen for tilførsel af gods i vognladninger til afstemningsomraadet; kul, koks, tørv, træ med undtagelse af sveller, flyttegods samt levnedsmidler, der gaar til kommunalforbundenes økonomisteder og forsendes af disse.

Militæret sælger ud

Der var stort røre forleden morgen ved torvehallerne ved Tønder bys Sønderport, hvor den prøjsiske militærforvaltning holdt udsalg af beklædningsgenstande og lignende. De lysthavende maatte ifølge Vestslesvigsk Tidende staa i række i timevis, før de kunde komme ind. Enkelte kvinder fik den snilde idé at krybe ind ad vinduerne for at komme først til mølle.

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Ankomsten til Esbjerg

Kl. 2 1/4 i gaar eftermiddags stod den store smukke damper Sct. Thomas ind i Esbjerg havn. Et par tusinde mennesker havde givet møde ved Englandskajen for at byde fangerne velkommen til Danmark. Det var et imponerende syn, da det store tætfyldte skib med stærk slagside stævnede ind i havnen, fra øverst til nederst fyldt af mænd, der i aarenes løb havde været borte fra hjemstavnen og nu naaede den sidste station paa vejen mod hjemmet og alle deres kære. Ganske unge 20-aarige var der iblandt dem, næsten drenge at se paa og dog hærdede i livets haardeste skole. Der var nogle af dem, der var bleven indkaldte som 17-aarige og havde været 3 aar med ude i krigen. De stod side om side med skæggede mænd og skuede længselsfuldt mod det land, gennem hvilket de skulde naa deres længslers maal.

Til tonerne af “Der er et yndigt land” gled skibet ind i havnen, og mangt et slesvigsk øje duggedes, da velkomsthilsnerne lød dem imøde. De følte alle fuldtud, at her var de iblandt venner, og da løjtnant Hansen, Esbjerg, paa Sønderjydsk Fonds vegne bød fangerne velkommen til Danmark og udtalte det danske folks glæde over at modtage dem efter de mange trange og mørke aar, da besvaredes denne hilsen med  stærke hurraraab saavel fra gæsterne som fra modtagernes side. De, der overværede det øjeblik, da Sct. Thomas med sin rige flagsmykning og Dannebrog i for- og agterstavnen lagde til i Esbjerg havn, vil sent glemme den dybt menneskelige samfølelse, der besjælede alle.

Glæden over opholdet i Sct. Thomas

mens musikken spillede “I Danmark er jeg født” gik fangerne i land og fordeltes saa mellem Varde og Ribe. Ribe fik i alt 157, deriblandt 3 officerer. Modtagelseskomitéen, d’herrer borgmester Helle, bankdirektør Kaalhauge, adjunkt Reincke og cand. theol. H. Andersen modtog paa Ribe bys vegne de slesvigske landsmænd. Vi gik inden afrejsen fra Esbjerg havn om bord i  Sct. Thomas for at se det smukke skib, der har vakt alle fangernes begejstring og vil indtage en særlig plads i den danske handelsflaades og specielt Ø.K.s historie. Og vi forstaar sandelig fangernes glæde over det store, smukke  og i alle maader dejligt indrettede skib. Smukke kahytter, rummelige soveværelser med udmærkede køjer – fangerne havde da ogsaa befundet sig udmærket om bord og havde kun ros tilovers for skibet. Mandskabet og – forplejningen, ja, den dejlige mad paa Sct. Thomas! det var det stadige omkvæd.

Fangernes fordeling

voldte nogle smaa vanskeligheder. Der var tildelt Ribe 157, og der maatte passes paa, at dette tal overholdtes. Det var nu ikke saa helt let; for gæsterne vilde jo helst færdes ud og ind paa gangene i Boggievognene, og saaledes kunne det jo nok hænde, at nogle blev talt dobbelt, medens andre overhovedet ikke kom med ved tællingen. Der var somme, der mente, at saa kunne det passende gaa op, men det besynderlige var, at der hver gang kom et forskelligt facit, saa det til slut syntes, at dette vanskelige aritmetiske problem kun kunde løses ved hjælp af den højere matematik. Men til slut fandtes fejlen – der havde øjensynligt været lidt kludder i decimalerne, og de overtallige maatte stige ud og slutte sig til Varde-afdelingen.

Afrejsen fra Esbjerg til Ribe fandt sted kl. 4 eftermiddag.  Stationen i Esbjerg vilde gerne have krigsfangerne til Varde med 3-toget, men i Varde var man ikke belavet paa modtagelsen før ved 7-tiden, og stationsforstander Diechmann ordnede det saa med vanlig elskværdighed saaledes, at der blev sat ekstra vogne ind i 6-toget, der i forvejen var meget langt, og saaledes reddede vardenserne saa nogenlunde deres i forvejen lagte modtagelses-arrangement. Ved begge togs afgang var der en hel del mennesker paa perronen, der hilste og tilviftede sønderjyderne og genhilstes af disse, da togene,  satte sig bevægelse.

Paa vej til Ribe

Vi gaar en lille tur gennem vognene, fra kupé til kupé for at passiare med sønderjyderne. Alle ser de solbrændte og godt ud. De havde da ogsaa haft en dejlig overfart med roligt og stille vejr. Fangenskabet havde været haardt, meget haardt for de fleste af dem. Enkelte havde været fanger siden det første Marne-slag i september 1914 og ført en omtumlet tilværelse. Saa godt som alle klagede de over kosten, der havde været ualmindelig sløj. De tre sidste maaneder havde de imidlertid haft det udmærket; de havde levet godt og ikke haft noget at bestille.

Omtumlede skæbner

Under samtalerne gribes sindet af mange tanker. Hvor mange forskellige menneskeskæbner kunde dette tog ikke fortælle om! Der var én, der havde kæmpet paa Balkan og været med i kampene omkring Saloniki. Ved Monaskir var han faldet i serbisk fangenskab, og hans skæbne havde visselig ikke været blid. En anden havde været 2 aar i Tunis og sukket under Afrikas glødende sol. Atter andre havde pløjet Auvergnes marker og havde været med til at rydde i Nordfrankrigs ødelagte egne. Det døde land stod for dem i al dens gru: skyttegrave, pigtraad, granathuller, forhugninger, sammenskudte huse, alt sammen en stor ørken, hvor ligene endnu laa i hundreder maaneder efter kampenes ophør og hvor døden truede fra de ikke-eksploderede granater. De vidste at fortælle om, at mange kammerater, der var undgaaet krigens farer og havde overstaaet fangenskabets lidelser og savn, fandt døden under det farlige arbejde med at sprænge granaterne, den død, der endnu paa det sidste forenede fjende og ven. Men alt det vilde de helst glemme. For nu skulde de hjem, hjem til alle deres kære! hjem til nyt liv og nyt arbejde i en vanskelig tid…..

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Grosserer Adolf Beck i Haderslev og salget af Vilstrupgaard

For nogen tid siden solgtes den store ejendom Vilstrupgaard ved Haderslev, der i lang tid havde været i tyske hænder, til en dansk mand. Kort tid efter solgtes gaarden paany, og et bestemt forlydende vilde vide, at den nye køber var en tysker og at det var den kendte danske storkøbmand i Haderslev, grosserer Adolf Beck, der fornylig valgtes til raadmand, der havde en fremragende andel i dette salg.

Sønderjydsk Arbejderforening rettede derfor en anmodning til Hr. Beck om at tage klar stilling til dette forlydende, men Hr. Beck har givet et undvigende svar og hævdet, at køberen vel var sydfra, men at han var dansksindet. Det havde været en let sag for Hr. Beck at rense sig fra mistanke om delagtighed i salget, skriver Danskeren. Han har ikke villet og ikke kunnet det. Det maa da herefter anses som en kendsgerning, at grosserer Adolf Beck i Haderslev har fremtrædende del i, at Vilstrupgaard paany er gaaet over paa tyske hænder.   

Denne kendsgerning bør først ses i forbindelse med raadmandsvalget, skriver bladet. Beck var paa den tid opstillet som dansk kandidat til en plads i byraadet. Han blev valgt ind som dansk kandidat og sidder der som dansk medlem.

Men dernæst maa Hr. Becks forhold til salget af Vilstrupgaard ses i forbindelse med tilsynraadsvalget til vælgerforeningen i januar i aar. Valget stod i Haderslev for det ene medlems (advokat J. Andersen) vedkommende for og imod Flensborg. Hr. Beck var, saa vidt vi ved, ivrig modstander af Flensborgs tilknytning til Danmark, og som man maatte gaa ud fra af nationale grunde. Det var “den kompakte tyskhed” i anden zone, han frygtede for. Dette syn paa sagen hindrer senere ikke Hr. Beck i at medvirke til, at Vilstrupgaard gaar over paa tyske hænder og tilskødes en mand nede fra tredje zone. Vi er for vort vedkommende ikke i tvivl om, hvordan dette Hr. Becks “nationale standpunkt skal værdsættes”.