Student Fuglsang i Rønne.
Et varmtfølt foredrag.
Den unge Sønderjyde, Student Fuglsang, har i den sidste Tid holdt en Række Møder rundt om paa Bornholm. Vi har talt med mange, der har varet til Stede ved disse Møder, og alle har de givet det Vidnesbyrd: Hr. Fuglsang er en Mand, der er værd at høre. Alle dem, der hørte ham i Aftes i Rønne, vil sige det samme. Det var et i alle Maader ganske fortrinligt Foredrag, som greb den ret talrige Forsamling stærkt. Vi har hørt mange Foredrag om Krigen ogsaa af Folk, der, som denne unge Sønderjyde, selv har været med — men ingen har i den Grad som Hr. Fuglsang forstaaet at give et virkeligt Billede af det, der er sket ude paa Slagmarkerne.
Mødet aabnedes med, at Sønderjysk Forenings Formand, fhv. Redaktør M.M. Smidt, bød velkommen, særlig til Taleren. Man sang: »Det haver saa nyligen regnet«, og derefter tog Student Fuglsang Ordet.
Han indledede med at sige, at der i ethvert Folk gives Opgangs- og Nedgangstider. Nu staar Danmark overfor en Opgangstid: Sønderjylland skal snart genforenes med Moderlandet. Men ikke paa den Maade, at der bagefter kommer en Nedgangstid, for vi tager kun, hvad der er vort. Taleren bragte en hilsen fra Sønderjylland, det Land sagde han – som jeg lærte at elske lige fra jeg var Dreng, da jeg saa en tysk Skolelærer prygle en af mine Kammerater, som ikke vilde synge en tysk Sang. Mine Studeringer – fortsatte han – førte mig til Strassburg i Elsass-Lothringen. Dér lærte jeg Elsass-Lothringernes Kamp at kende, og jeg følte, at vi kæmpede for det samme. Vi havde Længsler tilfælles.
Dernede fra maatte jeg ud i Verdenskrigen og tilbragte 18 Maaneder i Felten, til jeg blev taget til Fange af franskmændene i 1916 og ført til Sydfrankrig, hvor der var indrettet en særlig Fangelejr for Sønderjyder. Der er – fortsatte Taleren – en Salme, der har haft særlig Betydning for os Sønderjyder. Det er: »Den signede Dag med Fryd vi ser af Havet til os opkomme.« Det var den første Salme, der lod til os, da vi steg i Land paa dansk Grund. Og jeg kan ikke tro, det var en ren Tilfældighed. Ingen anden Salme tolker bedre den Stemning, der er over det danske Folk. Natten er omme. Dagen er nær. Vi kalder det en Højtidsdag med Straalekrans om Tinde. Den Dag skulde gerne sætte Præg paa vort Liv. Det maa blive den store Glades dag.
I Ibsens »Brand« hedder det et Sted: Evigt ejes kun det tabte. Det tabte Sønderjylland bar Danmark op mod det høje. Sønderjylland var Danmarks Længslers Land. Hele Danmarks Land langes mod Sønderjylland, det blødende Land, som Ulykken brød ind over i 1914. Jeg stod den 1. August paa min Hjemstavns Banegaard. Jeg saa, hvordan de første, der skulde med, tog Afsked med deres kære. Mange vendte ikke tilbage. Alle gik de ud imod det uvisse. hvorfor gik vi? For at kæmpe for vor tusindaarige Ret til Sønderjylland, for at værne om vort Land og vort Folk. Og trods al Modsigelse, er der dog intet saa vidunderlig dejligt skønt som at give sit Liv for sit Lands Lykke. End er der en Gud for oven, som raader for Danmarks Sag, nynnede vi, naar Tyskerne sang deres: Deutschland, Deutschland, über alles«.
Taleren gav en gribende Skildring af Livet derude i Skyttegravene, hvor Døden lurede fra alle Sider. Det var yderst sjældent, sagde han, at træffe Landsmand, da Sønderjyderne med Vilje var spredt over hele Fronten.
Hr. Fuglsang omtalte til sidst Franskmændenes gode Behandling af de sønderjyske Fanger. Allermest glade var vi, udtalte han, naar vi fik Besøg af den franske Professor Poul Verrier, den Mand, vi for en stor Del kan takke for, at vi faar Sønderjylland tilbage. Han var alt for Sønderjyderne.
Red. Smidt takkede med Forsamlingens Tilslutning for Foredraget, og man sang »Slumrer sødt i Slesvigs Jord« og den Sang, som Sønderjyderne holder saa meget af: »Jeg elsker de grønne Lunde«.
Derefter samledes en Del af Forsamlingen med Foredragsholderen om et fælles Kaffebord.
Her blev der bi. a. stillet Forespørgsel til Hr. Fuglsang om, hvordan det var med de sønderjyske Krigsfanger i Rusland. Forespørgslen blev besvaret derhen, at der ikke var meget Haab om foreløbig at faa de ca. 100 Fanger, der er spredt over hele Rusland, hjem. Der er gjort nok, men det har alt sammen ikke frugtet noget.
Lærer Ole Koefoed bad Foredragsholderen bringe Sønderjyderne en Hilsen fra Bornholm, og Hr. Fuglsang fik Forsamlingen Tilslutning til at sende Professor Verrier, der for Tiden opholder sig i Købenavn, en telegrafisk Hilsen. Det hyggelige Samvær sluttede med Sang.