Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
De nordslesvigske retsforhold
Advokat Andersen, Haderslev, anslaar, at der ved overgangen til Danmark vil findes henved 12,000 løbende retssager i 1. zone. Man har grund til at antage, at alle tyske dommere og alle underordnede retsembedsmænd, der ikke er født i det afstaaede omraade, saasnart den danske besættelse sker, vil forlade landet. Retsarbejdet vil saaledes blive begyndt saa at sige paa bar bund og vil sikkert give anledning til mange mærkelige retssager.
De sønderjydske lærere maa afbryde deres kursus i København
Alvorlige chikanerier fra de tyske myndigheder. Som tidligere nævnt opholder der sig for tiden en del sønderjydske lærere i København for at tage kursus paa Statens Lærerhøjskole.
I disse dage har lærerne, efter hvad vi erfarer, modtaget en ordre der er udsendt fra det tyske kultusministerium i Berlin om, at lærerne øjeblikkeligt og i egen interesse maa afbryde deres kursus og rejse hjem. Fristen for lærernes tilbagekomst er sat til 3. november, saa de bliver nødt til at afslutte deres kursus i København en maaned tidligere end bestemt. Desværre vil det være nødvendigt for lærerne at rejse, idet der staar store økonomiske interesser paa spil for dem, bl. a. et løntillæg og et senere dyrtidstillæg, der i altfald for fleres vedkommende vil beløbe sig til tilsammen 3-4000 mark. Det Sønderjydske ministerium har forhandlet med lærerne om sagen, men der synes ikke anden udvej for dem end at rejse.
Bevægelsen imod dem menes udgaaet fra skoleinspektør Schacht, Aabenraa amt. Om det lærerkursus, der var fastsat til tiden ind under jul, nu kan afholdes, menes ret tvivlsomt.