3. december 1915. Andreas Bøgen på Østfronten: Hvor er kammeraterne?

Af Allan Otto Wagner

Andr. Bøgen, Vennemose, blev indkaldt i sommeren 1915 og blev efter træning i Slesvig i november transporteret til østfronten.

I Modsætning til hjemme i Sønderjylland, hvor Vinteren endnu ikke havde indfundet sig, havde der her været Frost og Sne; men nu var det Tøvejr. Vejene var plørede, og i Vejlavningerne var der Vandpytter med Isunderlag. Paa saadanne Veje begav vi os ud til Fronten.

Vi var ikke kommet ret langt, før Kammeraten foran mig gled og satte sig paa Halen i en Vandpyt. Uheldet fremkaldte Munterhed, men for Kammerat Barsø fra Flensborg var det ikke videre morsomt at skulle gaa med vaade Bukser.

Efterhaanden, som vi skred frem, blev vor Kolonne noget langstrakt. Jeg var kommet lidt bagefter, men kom dog i Følgeskab med nogle Kammerater, som jeg opmuntrede til at satte Tempoet op. Ved en Vej drejning ind i Skoven saa vi nogle Kammerater forude, som ventede paa os. Vi fik Besked om, at vi skulde skynde os.

Saa vandrede vi videre i Pløret; men nu kom en Vognkolonne. Den kørte i skarpt Trav ud imod Fronten. En Kammerat og jeg fik Tilladelse til at køre med. Vi kørte forbi Smaagrupper af Soldater, men Hovedkolonnen saa vi ikke noget til, idet den, som det senere viste sig, var gaaet ind ad en Sidevej.

Under dette drog et kort, men heftigt Tordenvejr hen over Egnen, og Regnen skyllede ned. Jeg var blevet noget betænkelig ved at komme bort fra Kammeraterne, og da vi naaede til en Landsby, fik jeg efter eget Ønske Lov til at forlade Vognen, for at orientere mig.

Jeg undersøgte de omkringliggende Huse, som saa ud til at vare ubeboede; men omsider kom der en Soldat hen til mig og spurgte, hvad jeg vilde. Jeg spurgte, om der kunde blive Plads; til mig om Natten; men det viste sig, at det var et Officerskvarter. Denne Mulighed var altsaa udelukket. Soldaten fulgte med mig ud paa Vejen.

Det var imidlertid blevet mørkt. Han viste mig en tændt Lygte, som hængte over Vejen et Stykke borte. Der var Vognkolonnerne stationerede. Muligvis kunde jeg faa Natlogi der.

Takket vare min medbragte Lommelygte naaede jeg i Mørket gennem Pløret og hen til Kolonnen. Paa mit Spørgsmaal, om jeg kunde blive der Natten over, blev jeg bestormet med Spørgsmaal i det uendelige. Endelig fik jeg et afvisende Svar; men jeg kunde kanske faa Natlogi i en anden Del af Byen hos Kammerater fra et andet Regiment.

Jeg fandt omsider frem til Huset, hvor jeg fandt en Kammerat. Denne var en flink, ung Mand, som jeg til at begynde med havde Vanskelighed ved at forstaa. Han var nemlig en „Leipziger Bub“. Lidt efter lidt gik det bedre med Underholdningen; han kogte Kaffe og serverede for mig. Jeg udtalte min Bekymring for, hvorledes jeg skulde finde min Afdeling, men han trøstede mig med, at Afdelingen nok skulde passere Byen Dagen efter, og dette slog til.

DSK-årbøger 1952

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *