23. november 1915. Andreas Bøgen, Vennemose, afrejser til fronten med fuld musik!

Senest ændret den 4. marts 2021 11:32

Af Allan Otto Wagner

Andr. Bøgen, Vennemose, blev indkaldt i sommeren 1915 og efter træning i Slesvig blev han i november 1915 transporteret til øst fronten.

Sommeren var til Ende, og vi var kommet ind i November Maaned; da mærkedes det, at der var noget i Gære. Det rygtedes, at der skulde en Transport til Fronten. Der blev forespurgt, hvem der var ugift, hvem der var gift og ingen Børn havde — mellem dem var jeg — og hvem der kun havde eet Barn. Saa vidste vi, at vi snart skulde tage Afsked med Slesvig.

I de følgende Dage foretoges Indklædning og Tildeling af Udrustning, og enhver fik et Par Dages Orlov for at besøge Kone og Familie og tage Afsked med dem. Den 23. November skulde Afrejsen til Fronten foregaa, og samme Dags Morgen blev vi med fuld Musik ført til Banegaarden, fulgt af Løjtnanten for vor Afdeling, en fin og dannet Officer, som vilde tage Afsked med os; han bad os sende ham et Livstegn, naar vi kom til Fronten.

Klokken ni satte Toget sig i Bevægelse, og saa gik det til fremmede og ukendte Egne, maaske for aldrig mere at vende tilbage; ja, det var saadanne Tanker, vi havde den Morgen. Toget kørte kun langsomt, men vi havde ogsaa Tid nok. Det var allerede ved at blive mørkt, da vi naaede Wittenberge, hvor vi fik Middagsmad. Noget over Midnat var vi i Berlin. Her modtog vi Kærlighedsgaver i Form af Bolsjer, Chokolade og andre Godter.

Næste Dag spiste vi til Middag i Kreutz, hvorpaa. vi sneglede videre, indtil vi henimod Aften naaede Bromberg. Efter at vi havde holdt her en Tid, fik vi Ordre til at stige ud og medtage al vor Bagage. Dette var vi ikke forberedte paa, og da Toget var mørklagt, famlede vi rundt for at faa fat paa alle vore Ejendele.

Vi blev opstillet i Gruppekolonner og marcherede til den modsatte Ende af Byen. Ved Siden af mig, paa Fortovet, gik et ungt Par, og jeg hørte den unge Dame sige til sin Ledsager: „Mon de har Lus?“ Det kunde den unge Mand ikke svare paa. Nej, Lus havde vi nu ikke, eftersom vi kom lige fra Garnisonen, men det kunde de jo ikke vide.

Endelig naaede vi vort Bestemmelsessted, en stor Skolesal, som vi blev stoppet ind i. Vi stod som Sild i en Tønde.

I Bromberg opholdt vi os en Uges Tid, og Tiden gik med lidt Eksercits og med Marchture. Saa blev vi igen puttet i Toget, og Turen gik mod Øst, over den russiske Grænse. Her forandrede Landskabsbilledet sig, idet landet var sparsomt bebygget, og som Følge heraf var der langt mellem Stationerne. Naar der saaledes ikke var noget særligt at se efter, blev der spillet Kort.

Jeg husker, at nogle af Kammeraterne havde megen Morskab med en Maler fra Hamborg, en lille Vissenpind med en pibende Stemme. Han var altid gnaven og pirrelig, hvilket gav Anledning til Kammeraternes Drillerier. — Med Tiden naaede vi frem til Warszawa, hvor vi opholdt os et Par Dage, det vil sige uden at forlade Toget.

Igen satte Toget sig i Bevægelse, og et Par Dage efter naaede vi Baranovitz. Her blev der sagt, at vi var kommet for langt frem og skulde nogle Stationer tilbage

DSK-årbøger 1952

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *