Alle indlæg af MBN

15. april 1917 – Thyge Thygesen: “Øverstkommanderende her på ”Djævleøen””

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. Herfra blev han i slutningen af marts udkommanderet til at bevogte krigsfanger.

Lauchhammer d. 15. 4. 17.

Kære Forældre og Søstre!
Venter nu at høre lidt fra Eder i Dag da jeg ikke har hørt i nogle Dage. De to små Pakker har jeg jo, som allerede meddelt modtaget.

Jeg er Øverstkommanderende her på ”Djævleøen” i disse Dage. Underofz. som ellers fører Kommandoet, er nemlig afkommanderet og skal med og revidere hos Bønderne. Han har været borte siden Torsdag og kommer sandsynligvis først på Tirsdag. – Han kom dog i Går Aften og har været her i Nat og det er jeg meget glad for. Russerne vilde næmlig ikke arbejde i Dag, da de efter deres Tidsregning har Påskedag i Dag. Nu da han selv har været her er jeg da fri for Ansvaret.

Modtog nu lige Brev fra Eder, hav mange Tak derfor. Seer deraf at Asmus Nissen er på Orlov, er det atter fra Fronten? Hvor er han og Hans ellers egentlig? Er Klaus hjemme endnu? Det var da godt at han alligevel kom med hjem, Asmus mener jeg, ellers var det da en kedelig Orlov! Ja, er det ikke grusom med sådan et Tyranneri? Men efter de sidste Frontberetninger fra Vestfronten, lader det jo til at der nu bliver gjort en Ende derpå. Os kan det jo snart være det samme hvorledes det går, blot Danmark må blive udenfor.

– Skal Brevene afleveres åbne til mig? Så skal I jo nu da betænke hvad I skriver!!! – Håber I har modtaget Pakken fra mig. Sender også een af Dagene Penge, jeg tænker 30 Mk. Men jeg må vel hellere vente til Underofz. kommer, jeg må næmlig ikke gerne forlade Lageret før. Var nu alligevel i Teater Fredag Aften. Der blev spillet en Oparette ”Das Försterchristel” det var for resten helt godt. Det var i Neuendorf Kredsstaden her er Liebenwerda. Vi er her tæt ved Grænsen til Kongeriget Sachsen og også til Schlesien, jeg ved ikke om I har fundet det på Kortet.

Har i begyndt med Forårsarbejdet? Sædekorn må I vel da beholde nok af, kære Far? Hvad Bygget, fik Du Lov at beholde det? Reklamationen kommer I nok til at slå af Hovedet. Nej, kære Mor, forespørge til Eisl. må jeg nok ikke. Og kommer den dertil, kommer den også nok her, men jeg er bange for at den ikke er kommen så langt. – Men længe går de jo – og til mig vil det jo vare endnu længere.

Kærligste Hilsener fra Eders Thyge.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

15. april 1917 – Johannes Ankersen: “… begge officerer faldt truffet af samme kugle.”

Johannes Ankersen fra Flensborg gjorde som løjtnant tjeneste ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der siden årsskiftet 1916-17 havde været indsat på østfronten.

Det russiske infanteri forholdt sig helt roligt, derimod havde artilleriet flere kanoner, der forstyrrede os hyppigt – dvs. i skyttegraven, uden at anrette nogen videre skade. Når disse ”korte August´er” – sådan blev de kaldt, fordi afskud og nedslag fulgte så tæt på hinanden – blev for frække, fik det russiske infanteri et par salver miner i hovedet som hævn. Man ser endnu engang, at det altid er infanteriet der må holde for.

Af overløbere fik vi at vide, at det russiske artilleri havde franske og japanske officerer, derfor kunne det ikke forholde sig roligt. Med infanteriet forholdt det sig anderledes. En tid lang havde vi en decideret våbenhvile, da man antog, at det snart vil komme til en våbenstilstand. Vores kaptajn, som jeg allerede har fortalt om, talte flydende russisk, og en skønne dag ville han sludre med brødrene på den anden side. Han og bataljonslægen trådte halvt ud af grave og begyndte at forhandle med russerne.

Pludselig faldt længere borte på russisk side et skud og begge officerer faldt truffet af samme kugle, kaptajnen i hovedet og lægen gennem kroppen. Nu var fredsforhandlingerne forbi for os. Hændelsen blev meldt til divisionen, og derefter fik det svære tyske artilleri til opgave at tage den russiske skyttegrav under beskydning, hvilket de også gjorde med stor succes.

Denne gemenhed (en russisk officer havde skudt) havde, erfarede vi senere, kostet modstanderen uhyre meget blod. Vores regiment tog dog en særlig hævn, i det der gennemførtes en stor patruljeoperation, hvorved der blev taget mange fanger. Kaptajn Hofrichter og lægen begravede vi med fuld militær honnør i Jelowka.

Dog dette mellemspil blev, som så mange andre i soldaternes liv, hurtigt glemt, snart gik alt igen sin vante gang. Freden med Rusland var ikke blevet til noget, regeringen Kerenski ville endnu ikke give op, og så fortsatte småkrigen igen. Jeg kan dog ikke sige at kampglæden var blevet større hos russerne, soldaterne var vel stadig underlagt den gamle disciplin.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

15. april 1917 – H.P. Hanssen: “„Schnapspreusse”, „Schiedpreusse” og „Stinkpreusse””

H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede blandt andet som medlem af den tyske rigsdag mindretallet i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Aabenraa d. 15. April 1917.
I Dag talte jeg med en gammel alsisk Landstormsmand, som kom tilbage fra Strassborg. Han fortalte meget ædrueligt om alt det Onde, som han havde døjet i Skyttegravene paa Vestfronten. Men det værste af alt, sagde han meget troværdigt, var dog, at Badenserne, som han laa sammen med, daglig skældte ham ud for „Schnapspreusse”, „Schiedpreusse” og „Stinkpreusse”. „Ihr Preussen,” sagde de til ham, „tragt Schuld an allem.” „De va’ pinte itt te o hold’ ue,” sagde han.

En Bonde fra Varnæs, som ligeledes besøgte mig i Dag, talte medfølende om den voksende Mangel med Sult og Savn i de tyske Byer, gik derefter over til at tale om Forholdene i Landsbyerne, hvor Bønderne, skønt Kontrollen var stærk, havde nok af alt. „Men,” sagde han, „den Bu’en, der dør af Sult, vil æ min Sandten heller itt følle hen.” Det vil sige han fortjente efter Bondens Mening ikke, at man viste ham den Ære at følge ham til hans sidste Hvilested.

(H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd. 1, Kbh. 1925, s. 292)

14. april 1917 – H.P. Hanssen: Rygter om russiske revolutionære

H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede blandt andet som medlem af den tyske rigsdag mindretallet i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Aabenraa d. 14. April 1917.
Fra Generalkommandoen i Altona har vi faaet følgende, under 12. April udstedte Anordning:

„Enhver Meddelelse om russiske Emigranters Rejse fra
Svejts gennem Tyskland er forbudt.
v. Falck
Infanterigeneral.”

Der er i Rigsdagen udbredt Rygter om, at russiske Revolutionære
er undervejs fra Svejts til Petersborg for at sætte mere Fart i den russiske Revolution. Muligvis staar Anordningen i Forbindelse dermed.

(H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd. 1, Kbh. 1925, s. 291)

10. april 1917 – Lorens Jepsen: “tykke Overfrakker”

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. Den første tid af fangenskabet befandt han sig i en britisk fangelejr i Frankrig.

10. April 1917

Kære Anne!
Saa er Paasken forbi. Hvorledes mon I har forlevet Festen der hjemme? Jeg tænker meget paa Eder og længes efter at høre noget fra hjemmet. Meget kan du dog heller ikke skrive, men det faar [n]u hjælpe sig. Hovedsagen for mig er at [hø]re at I er [sun]de og raske, hvilket jeg da haaber.

Paaskedag havde vi dejligt Vejr, ellers er det endnu meget koldt. Godt at vi har faaet udleveret tykke Overfrakker, thi det er ikke saa næmt at holde sig varm, naar man skal staa ude hele Dagen. I Dag har det sneet. Tiden er vel ikke bedre oppe i Nord.

Kunde Du ikke en Gang sende mig Valdemars Adr. havde Lyst til at sende ham en Hilsen herfra, tænker det vil glæde ham, da han jo har skrevet nogle Gange til Dig. Hermed slutter med de hjerteligste Hilsner til Dig og Børnene
Din hengivne Lorens
Paa Gensyn!

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

10. april 1917 – Enkefru Røgind: “Tag da Russerne, jeg tegner ingen Krigslaan”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

10. April.
En Gaardejer, som de var kommet til med dette Enten-Eller [Krigslaan eller af med de russiske Fanger], svarede: »Tag da Russerne, jeg tegner ingen Krigslaan«. Ogsaa en kendt Gaardejer, der var hjemme paa Orlov, havde ti Dage, erklærede Nej, og da de saa slog paa, at han godt kunde blive kaldt til Fronten, førend de ti Dage var forbi, sagde han: »Krig’slaan faar De ikke«.

Det er skandaløst, som de gaar frem med dette Krigslaan. Hvis de tegner dem, faar de Orlov bevilget. En Soldat kom ind i Sparekassen og havde 1000 Rmk. og sagde: »Det er til Krigslaan for fem Dages Orlov. Men man tager den jo, man ved jo ikke, hvor længe man er i Live, og om man faar Brug for de Penge«.

Der bliver holdt Foredrag for Soldaterne om Fordelen ved Krigslaanet, og de, der er skikkede dertil, bliver udtagne for at agitere for Sagen mellem Kammeraterne. Soldaterne faar i Lønning 33 Pg. om Ugen [?], derfrabliver nu fradraget l Rmk. [?] pr. Mand til Krigslaan, Børnene i Skolen bliver tvunget til at tegne, Præsterne gaar omkring til Sognebørnene og agiterer for Tegning.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 134)

8. april 1917 – Johannes Ankersen: “… vejret var slået om, det ville være forår”

Johannes Ankersen fra Flensborg gjorde som løjtnant tjeneste ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der siden årsskiftet 1916-17 havde været indsat på østfronten. I februar og marts havde Ankersen været på minekasterkursus.

Jeg kom efter min tilbagekomst som minekasterofficer til anden bataljons stab, hvilket jeg var glad for, da jeg altid gerne befandt mig ved II/63. I den første tid var der temmelig meget arbejde i at indarbejde det nye våben i bataljonens struktur. Vi modtog 4 minekastere og fra kompagnierne de uddannede underofficerer og menige. Da anden bataljon på det tidspunkt lå i hvile, kunne jeg selv øve med minekasterne og eksercerer mandskabet. Det var ikke nogen udelt fornøjelse, for vejret var slået om, det ville være forår.

Det begyndte på en gang. Solen fik dag for dag mere magt og sneen blev stadig blødere og vådere. Så dannede der sig små vandløb, kanaler og søer indtil alt var i opløsning. Da løb små fløder henover de tidligere veje, vand overalt, rislende, brusende vand, det var farligt at følge ukendte veje, da man ikke vidste, hvor de førte hen.

I den våde sne sank man nu i til knæet. Der var alt for meget, det kunne ikke forsvinde fra den ene dage til den næste, selvom solen gjorde sit bedste for at få det væk, og selvom om tusinde kanaler, bække og småstrømme førte vandet bort. I det fri blev det stadig varmere, solen skinnede dag for dag varmere.

Så kom den tid, hvor sneen var forsvundet og i dens sted den brune jord kom til syne. Nu blev det helt galt med snavset. Det var svært at beslutte om man skulle køre med slæde eller vogn. Til sidst sejrede solen også her, jorden blev fast og tør. Samtidig begyndte også planterne at røre på sig. Næsten over nat skød tusinde små grønne spidser op af jorden, insekter og biller begyndte at sværme, foråret var kommet.

Besynderligt var det dog, at træerne endnu ikke bar løv, men rødderne stak så dybt, at varmen endnu ikke var trængt ned til dem og også kunne vække dem af vintersøvnen. Meget senere gjorde det et besynderligt indtryk at se hvordan, når en skyttegrav skulle grave, folkene i skjorteærmer med sveden løbende ned af deres ansigter med deres spidshakker stod i frosen jord til livet. Men herligt er det, det russiske forår, livsvækkerens, solens, pludselige, enorme sejr over vinteren.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

7. april 1917 – H.P. Hanssen: “Censurens meningsløse Rasen”

H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede blandt andet som medlem af den tyske rigsdag mindretallet i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Aabenraa d. 7. April 1917.
Fra Frimenighedspræst Thade Petersen i Haderslev har jeg i Dag faaet tilsendt et omfattende Materiale angaaende Censurens meningsløse Rasen imod Kirkebladet „Den nordslesvigske Kirkesag”. Det fremgaar deraf, at ikke blot større og mindre Stykker stryges ud af Artikler, men at hele Artikler, som ikke har det mindste med Krigen at gøre, stryges ubarmhjertigt. Saaledes er bl. a. en Prædiken „Paaskemorgen”, som
Grundtvig holdt i 182y, bleven strøget fra Ende til anden, uagtet Grundtvig sikkert ikke i 1827 har kunnet have den mindste Tanke henvendt paa Krigen. Men dette er betegnende for Militærcensuren, og en Besværing til Generalkommandoen i Altona er bleven tilbagevist som ugrundet af General v. Falck.

(H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd. 1, Kbh. 1925, s. 291)

6. april 1917 – Lorens Jepsen: “fem dansktalende Kamerater”

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. Den første tid af fangenskabet befandt han sig i en britisk fangelejr i Frankrig.

Langfredag 1917

Kære Anne!
Ja kære, denne den helligste Dag i hele Aaret blev denne Gang til en Arbejdsdag for mig. Det er jo ikke som at fejre disse høje Festdage der hjemme. Men alligevel kan Du tro, at jeg takker Gud, at jeg kan være her, sund og rask.

Jeg tænker paa hvorledes I mon forlever Paasken, I svæver endnu i Uvished om min Skæbne, thi endnu har mit Brev vel ikke naaet Dig for at oplyse Dig om, at den savnede er i god Behold. Jeg har arbejdet her paa Vejen i Dag, og om end dette ikke falder netop i min Smag, saa trøster jeg mig med, at et Gensyn nu er mig mere sikkert, og Freden kommer vel en Gang. Blot jeg nu atter havde Efterretning hjemme fra, men der faar jeg vist Lov at vente længe.

Har her fem dansktalende Kamerater, hvilket glæder mig meget. Kan ogsaa laane danske Bøger her, kun Skade, at jeg ikke ogsaa kan købe et dansk Brød. Havde Kulde og Regn her hele Marts, nu bedres Vejret. Haaber I har det godt.

Hjertelig Hilsen Lorens.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

5. april 1917 – Milert Schulz: “Ja wenn man so an die Friedenzeit zurück denkt”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien, hvor han i slutningen af marts blev kompagniskriver.

Im Felde den 5.4.17.
Auf Schreibstube Abends um 9 Uhr.

Meine lieben Eltern und Geschw.!
Gottes Friede zum Gruss. Da jetzt alles schläft sitzte ich nun hier und schreibe den Brief nach der lieben Heimat. Ich warte nur noch auf ein Vizefeldwebel der hier schlafen soll und da er bis jetzt noch nicht eingetroffen ist habe ich ja die schönste Ruhe.

Sitzte bei einem Talglicht und habe eben vorher ”Det gamle Budskab” gelesen mit den Text ”Ildlinien”. Ja liebe Eltern dieselben Gedanken habe ich auch oft gehabt wie dieser junger Mensch, und um mich noch mehr im Herrn zu freuen habe ich mir auch damals ”Lommesangbogen” schikken lassen und gleich habe ich mir mein Lieblingslied aufgeschlagen No 60 “Du evige Klippe jeg kommer til dig o.s.v. Wie habe ich diesen Gesang oft gesungen in Lgkl. Abends wenn ich nach Hause kam mit
meinen Freund Anton Hansen. Ja wenn man so an die Friedenzeit zurück denkt. Nicht wahr[,] schön war es doch wenn man Abends zusammen kommen und nun ist man Soldat muss hier draussen im Felde sein fern von den Seinen. Aber will es Gott so hoffen wir auf ein frohes Wiedersehen in der Heimat hier oder dort.

Das ich mal auf Urlaub fahren soll wird wohl noch ein weilchen dauern aber hoffentlich haben wir bald Frieden[,] dass wir den grossen Urlaub gesund und glücklich antreten können. O welch eine Freude wird das werden. Gott gebe das es bald Schluss ist. Nach Aussagen eines Gefreiten von unserer Kompanie der aus serbischer Gefangenschaft entwichen ist und heute hier bei der Companie ankam, meinen die Feinde auch, dass es wohl in 2 Monate Schlus sein wird und ich glaube auch es wird nicht mehr lange dauern. aber nur nicht verzagen.

Nun liebe Eltern, danke ich Euch erstmal für die vielen Briefe welche ich gestern erhalten habe. Es sind alles Briefe vom 16-26 Märtz. Im vorigen Brief habe ich Euch ja geschrieben, wie das kam. Ebenfalls habe ich 1 Paket mit Kuchen, 1 mit Wurst und Carbonae (aber leider nicht mehr geniesbar) 1 mit den Schinken was noch sehr gut ist und 1 mit Kuchen, Zucker und Butter, und noch eins mit Schreibpapier von Schw. Thilde.

Die Erinnerungen von denen ich Euch ebenfalls geschrieben habe werde ich morgen abschicken. Ich werde mal sehen ob ich ein paar andre be- kommen kann. Wenn ich mal nach Prilep wieder kommen sollte werde ich Euch etwas kaufen. Hier gibt es ja nichts zu kaufen. Dann schreibst du wegen Thee und Pfeffer liebe Mutter. Wenn ich was bekommen kann[,] will ich dir gerne ein Paket voll schicken und ich will auch mal sehen ob ich nicht was bekommen kann. Das kann hier wohl nicht so schlimm sein, denn die Bulgaren essen nur stark gepfefferte Speisen und daher haben sie auch alle einen üblen Geruch an sich. Kaffee kann ich aber nicht bekommen.

Gestern hatten ich und ein paar Kameraden uns Photographieren lassen, es ist aber leider nicht geglückt. Na vielleicht ein andres mal. Sonst bin ich ja noch immer gesund und wohl und hoffe dasgleichen von Euch. So lange ich hier als Schreiber bin stehe ich ja nicht aus. Genug zu essen und trinken. Hungern brauchen wir tatsächlich nicht.

Nun zum Schluss seid Ihr alle recht herzlichst gegrüsst und geküsst von mir Euer Sohn und Bruder Milert.

(Jetzt ist die Uhr 10 also eine Stunde hat das schreiben gedauert ich gehe jetzt schlafen Gute Nacht)

(Brev i privateje)

3. april 1917 – Milert Schulz: “Die Bevölkerung ist hier auch viel netter”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien, hvor han i slutningen af marts 1917 blev kompagniskriver.

Im Felde den 3.4..17

Meine lieben Eltern und Geschwister!
Besten Dank für erhaltenes Paket mit Kuchen und Torte, aber von wann dasselbe ist weis ich nicht. Ebenfalls für das Schreibpapier von Thilde und Onkel Anton. Briefe habe ich nun in 14 Tage nicht gehabt, aber der Grund ist nicht Euch zu beschuldigen sondern das liegt an diesem Marsch den wir gemacht haben. Aber in 4-5 Tagen kommt da
4 Wagen voll zum Regiment. Aber das ist ja noch lange nicht alles[,] denn Post liegt da in der Etappe für mindestens 15 Wagen. Das wird ja auch so allmählig geholt. Hoffentlich bekomme ich denn einen ordentlichen Schwung Briefe und Pakete.

Ihr habt ja nun wohl auch in langer Zeit keine Post von mir gehabt? Aber deshalb beunruhigt Euch nicht. Ich habe Euch ja schon einmal auseinanderge setzt mit welchen Schwierigkeiten das Transportieren verbunden ist. 10 Tage sind wir auf den Marsch gewesen und erst vor ein paar Tagen an Ort und Stelle gekommen. Wir liegen jetzt westlich von Monastier dicht an Albanien.

Ich habe ja so richtig Glück gehabt dass ich Kompagnie-Schreiber geworden bin. Einen tadellosen Posten. Ganz hinten in aller Ruhe. Brauche nicht vorne im Schützengraben zu sein, also auch nicht so vielen gefahren ausgesetzt. Wir haben hier ein schönes Quartier.

Nun fängt man erst rigtig an die Hitze zu spüren. Wenn man Mittags in der Sonne Sitzt ist es kaum auszuhalten. Sonst Ist es ja ganz schön hier. Die Obstbäume stehen schon in voller Blüte. Herlich anzusehen. Die Bevölkerung ist hier auch viel netter als dort wo wir waren. Die Machen und tun alles für uns. Sonst ist da ja nicht viel neues zu erzählen. Ich habe es ja tadellos und bin noch immer Gott sei Dank gesund und munter, und hoffe ich auch dasselbe von Euch meine Lieben.

Wünsche Euch auch noch nachträglich ein von Gott reich gesegnetes Osterfest. Ich kann ja leider nicht zu Hause sein, aber hier können wir ja auch Ostern feiern. (Jedoch ohne Eier.) Aber das ist ja auch nicht die Hauptsache des Festes. Hoffentlich können wir nächstes Jahr Ostern zusammen feiern. Gott gebe das der Krieg bald ein Ende nehmen. Nun zum Schluss seid Ihr alle recht herzl. gegrüsst und geküsst von mir Euer Sohn und Bruder

Milert.

Auf Wiedersehn!

Die erste Seite habe ich etwas schön geschrieben[,] aber das letzte ist nicht so gut[,] da ich mich beeilen musste.

(Brev i privateje)

3. april 1917 – Claus Eskildsen: “selve Friherre v. Richthofen!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I slutningen af marts blev regimentet indsat ved Lens nær Lorette-højen.

Denne Gang ved vi, hvad der venter os her, vi ved alle, at Krigens hidtil største Slag om faa Dage vil bryde løs. Vi er sendt herud til Forstærkning af den forreste Linie, og bag Fronten trækker man hver Dag nye Tropper og Batterier sammen.

Det store Slags Stormfugle fylder Luften i tætte Skarer. Naar den lunefulde April bringer »Flyvervejr«, minder de om Myggesværme, saa tæt synes de at staa mod den blaa Himmel. Vi tæller 50, vi tæller 60, vi tæller en Dag 77 paa een Gang. Der gaar ikke en Dag, uden at flere af dem maa gøre det susende Fald ned i Døden, thi hver Dag udkæmpes der større og mindre Flyverslag der oppe i Luften.

Luftfoto med nedskudt engelsk flyvermaskine i nederste højre hjørne (Claus Eskildsens Vestfront-album, Lokalhistorisk arkiv for Gl. Tønder Kommune)

Englænderne er overlegne i Tal; men de har ikke mere den absolute Overlegenhed som for nogle Uger siden. Tyskerne har faaet nye Maskiner, lettere, bevægeligere end Englændernes. De kan dreje hurtigere, de lader sig falde, slaar Kolbøtter, drejer sig i Faldet om deres Længdeakse og snor sig ud af en uheldig Kamp for at dukke op paa et for Modstanderen uventet Sted.

Detalje af luftfoto med nedskudt engelsk flyvermaskine (Claus Eskildsens Vestfront-album, Lokalhistorisk arkiv for Gl. Tønder Kommune)

Den 3. April følger vi en større Flyverkamp. De to store Eskadrer sejler frem mod hinanden. Det lykkes Tyskerne at faa en Englænder skilt fra sin Flok. En lille Tysker styrter sig over ham og bearbejder ham ovenfra, fra Siden, nedefra, idet han efter hurtige Kurver altid paany gaar løs paa ham. Englænderen trykkes ned; men den hurtige Tysker slipper ikke sit Bytte, før han har sendt det ned i Døden. Saa vender han sig mod en anden og sender ham samme Vej. Idet den lille Tysker er lige over vore Hoveder, falder Solen paa hans Maskine, og vi ser, at Skroget er malet knaldrødt. Det var altsaa »den røde Ørn fra Lens«, selve Friherre v. Richthofen!

Siden den Dag saa vi ham hver Dag skyde sine 2 og 3 engelske Flyvere ned. Den 13. skød han en engelsk Flyvemaskine i Brand. Observatøren fløj ud af den brændende .Maskine, Flyveren susede i Flammerne til Jorden. Begges forkullede Lig fandtes tæt ved Byen.

(Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront,  1929, s. 159-160)

2. april 1917 – Claus Eskildsen: »Saa — aa? Kan De have Medlidenhed med de Folk!«

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I slutningen af marts blev regimentet indsat ved Lens nær Lorette-højen.

I de første Dage af April døde Byen [Lens]. Tyskerne vidste, hvad der kom, og tvang de sidste Indbyggere til at drage bort. Saa skød Englænderne den i Grus Læs videre 2. april 1917 – Claus Eskildsen: »Saa — aa? Kan De have Medlidenhed med de Folk!«

1. april 1917 – Thyge Thygesen: “Den meste ægrelse har vi med Russerne”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. Herfra blev han i slutningen af marts udkommanderet til at bevogte krigsfanger.

Lauchhammer Søndag d. 1. 4. 1917.

Kære Forældre og Søstre!
Har i Dag modtaget 4 Breve fra Eder, de 2 har både været i Eisl. og W. Hav mange Tak for dem alle. Her er jeg udmærket tilfreds. Skal der være Krig så kan den ikke være bedre som her. Når vi har stået 6 Timer Vagt er vi 12-18 Timer fri. For det meste 18 hvis alle er her, så det kan vi jo sagtens holde ud. Hvis bare Vejrliget må være nogenlunde, for giver det Regn bliver her et bundløst Føre.

Med Kogningen går det også helt godt – hvis der bare er noget at Koge af. I Går har vi fået Kød. Her af Værket får vi 600 gr. (2,35 Mk.) Så har vi endda hos Slagteren hented hver et ½ pund det bliver 850 gr. På så meget Kød kan vi jo koge Suppe hver Dag. Sukkerkort har vi også fået, så nu kan vi hente 750 gr. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre med alt det Sukker for Kaffen drikker jeg lige så gerne uden. Lidt Smør kan vi også hente hver uge, (for 39 pf.) I Går fik vi Forplejningspenge. Jeg fik fra Tirsdag af, det blev 15,85 Mk. Brød og Kød fratrådt. Nu da jeg har købt omtrent alt hvad jeg bruger, kan jeg nok spare lidt over i denne Uge. Det værste er at vi slet ingen Kartofler kan få. Brødet er jo i Forvejen lidt knap, nogle Kartofler kunde jo spare meget derpå.

Verdipakken har jeg, som jo allerede meddelt fået. Hav mange Tak for det alt, kære Forældre. Æggene lugter desværre ikke godt, men på Smagen har de ikke lidt. Når I nu sender lidt, overdriv det så ikke, lille Moder. Betænk at Kød har jeg nok af!! Hellere lidt Kartofler eller Nudler eller lignende, at jeg ikke altid behøver at koge Suppe. Så kan jeg jo da stege Kødet, eller bruge det på anden Måde.

– – Den meste ægrelse har vi med Russerne. Sidste Nat er der løben een bort. Ham det er sket for, får jo sagtens en 3 Dage i Kasten. Det er nu for resten slet ikke at hindre. Vi har for det meste 20-30 Mand at holde Opsyn over. Det værste er så at de ikke arbejder sammen. Når man så er ved den ene Kolonne er der Lejlighed nok til at løbe for den anden. De arme Fanger, de har det ikke godt og så den usle Forplejning til! Der kom i Går 50 pund Kød til hele Ugen. Deraf skulde vi tage vores. Vi er 11 Mand, altså over 13 pund. Fangerne 110 Mand fik så Resten 0,40 pund. Vi tager naturligvis ikke Knogerne .

Det var da godt, lille Far, at Du fik Chr. Jacobsen til at hjælpe Dig og at Du senere kan få M. Tandrup. Skån Dig nu selv, lille Far, at Du da kan beholde Sundheden, ellers kommer det da til at see helt sørgeligt ud. Jeg er jo nu bange for at det ikke lykkes med Rekl. så til Forårsarbejdet må I sagtens ikke regne med min Hjælp. Men nu, må jeg så få Lov at blive kan jeg jo ikke klage. Nå, Chr. fik Ubehageligheder, det var jo ikke så rart for ham, så bliver hans Rekl. jo vist ikke bevilliget. Det er da godt at det er bedre med Dig lille Didde og ligeledes Morbr. Hans.

Hils dem nu alle, alle, og selv være I hilset på det kærligste fra Eders Søn og Broder Thyge.

Her kommer en Kone som vasker for Fangerne og os. Så sende hjem gør jeg ikke.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

31. marts 1917 – Det store Hovedkvarter: “… vore Troppers friske og glade Angrebslyst”

Den 31. marts 1917 bragte Flensborg Avis sidste del af Det store Hovedkvarters beretning om tilbagetoget til Siegfried-Stellung i februar-marts 1917.

(læs første del)

Kampene ved Ancre.
Fra det store Hovedkvarter skrives:

3.
En anden Gruppe af Kampe udspandt sig i det østlige Afsnit af det opgivne Omraade. Her var det ved Landsbyen Warlencourt af særlig Vigtighed at forhindre, at Fjenden fulgte efter. Med Glæde løste Tropperne denne Opgave. De i dette Afsnit opstillede Divisioner havde siden først i November Maaned befæstet de i og for sig paa lavt og sumpet Terræn beliggende Stillinger, som til at begynde med kun bestod af Granathuller, og udbygget dem, og nu skulde der uden Tvang gaas tilbage, skønt Modstanderen tit havde hentet braadne Pander her.

Forberedelserne var vanskelige, thi Fjenden maatte ikke mærke noget. Og derved kunde der ingen Tvivl være om, at han i det mindste i Almindelighed var underrettet om, hvad der forestod. Han maatte vide, at der bag ved vore forreste Linjer var lavet en Række gode Stillinger. Men det viste sig straks ved Begyndelsen af vore Bevægelser, at i det mindste Tidspunktet vor forblevet skjult for Fjenden, at han altsaa ikke havde erkendt Formaalet med de nævnte Sprængninger og ødelæggelser, og vore dristigste Forventninger blev overtrufne, da vi saa Fjenden endnu i Dagevis fyre med Artilleri og Maskingeværer mod vore forladte Stillinger.

Dette skylder vi vore Patrouillers tapre Udholdenhed, idet de holdt godt ud i de forladte Grave. Til Trods for Faren for at blive rendte over Ende eller afskaarne, forstod de stadig at skuffe Fjenden, som om Gravene endnu var fuldt besatte. Da de mærkede, at denne Hensigt lykkedes, var de endda saa kække at stødte frem ud over vore for længe siden af Hovedstyrkerne forladte Grave, og det kom til Patrouillekampe i Forterrænet uden nogen Støtte i Ryggen! Herved fastsloges det, at Fjenden endnu som før arbejdede paa sine Traadforhindringer. Det var altsaa lykkedes fuldstændig at skuffe ham.

Først den tredje Dag efter Rømningen kom Fjenden under Vejr med, at der var sket en Forandring, og han begyndte da ogsaa straks at skyde sit Artilleri frem, men han vidste ikke, hvor langt vi var gaaede tilbage, og overstrøede planløst Terrænet med sin Ild. Lidt efter lidt blev hans Patrouiller dristigere; Aarsagen til denne stigende Selvbevidsthed kendtes rigtignok paa — deres usikre Gang.

Nu trak vore Fortropper sig lidt efter lidt tilbage til den længere bagved liggende Linje og holdt kun den saakaldte „Bastion”, en Højde nord for Landsbyen Warleneourt, som i en Bue fra Syd og Vest var omsluttet af „Warlencourt-Værket” og mod Øst af ”Leipzig-Værket”. Paa denne i Terrænet stærkt fremspringende Høj, som ligefrem udfordrede til et Angreb, laa da ogsaa snart haard fjendtlig Ild.

Kun skilt fra „Bastionen” ved en jævn Sænkning hævede sig i Retning af Sydøst til Øst den højtliggende Gruppe Landsbyer Le Barque, Ligny-Thilloy og Thalloy; ogsaa de var naturligvis fuldstændig i Ruiner. Her satte lidt efter lidt fjendtlige Patrouiller og senere større Styrker fast, som sprang frem fra den fjendtlige Linje. Dette fremkaldte Tanken om et kraftigt Modstød for derved at søge at afskære Fjenden, som var trængt frem til Landsbyen.

Ud fra disse Overvejelser fødtes et større Modangreb, som gennemførtes den 2. Marts. Dette Foretagende, som paa Grund af sit dramatiske Forløb nok havde fortjent en nærmere Beskrivelse, kom dog paa Grund af et samtidigt ført stærkt engelsk Angreb paa „Bastionen” ikke til fuld Udførelse. Denne maatte efter en heftig Modstand overlades Fjenden, men Forsvarernes Holdning er hævet over enhver Ros. Rømningen af Stillingerne fulgte svarende til Befalingerne efter en heftig Modstand, som kostede Fjenden store Tab, og alt indbygget Materiel og alle de saarede skaffedes tilbage. Ikke engang de døde efterlod man i Fjendens Haand.

Ved denne Afslutning af Kampen om „Bastionen” blev der paa en vis Maade grebet ind i Resultatet mod Landsbygruppen, idet den angribende Gruppe saa sin højre Fløj blottet. Og dog naaede de paagældende Kompagnier under koncentrisk Samvirken ind i Landsbyerne og vendte planmæssigt tilbage til deres Grave, mens de førte et betydeligt Antal Fanger med sig, deriblandt flere Officerer.

Desværre betjente Englænderne sig under disse Kampe igen af folkeretsstridige Midler. Det er utvivlsomt bevist, at de har prøvet paa at skaffe en sønderskudt tysk Gravmortér tilbage paa en Sygebaare under Røde Kors-Mærket. Et andet Sted har en Afdeling, som det var lykkedes at komme bag om et af vore Kompagniers Fløj, nærmet sig dette bagfra, idet de havde ombyttet deres flade Staalhjælme med tyske. Begge disse forsmædelige Krigslister opdagedes i Tide, og saavel „Transporten af den saarede” som „Flankedækningen” ødelagdes til sidste Mand af Maskingeværild.

Ogsaa under Kampene om det østlige Afsnit stod vore Troppers friske og glade Angrebslyst sin Prøve. I stort Overtal meldte de frivillige sig til Patrouiller eller større Foretagender og kappedes om at bidrage til, at det hele lykkedes.

Det er ikke tysk Skik at fejre tilbagegaaende Bevægelser, selv hvor disse sker uden Tryk og Paavirkning fra Fjendens Side, og hvor de lykkes langt ud over, hvad man havde haabet, som Sejre. Den „triumferende Likvidation af Gallipoli-Foretagendet” og „Polens geniale Rømning” overlader vi til vore Fjender. Men vi har dog Ret til med Stolthed og Tilfredshed at henvise til den lykkelige Tilbagelægning af vor Front paa begge Sider af Ancre-Bækken. Den leverer Beviset for, at som i Hjemmet saaledes bevarer ogsaa Tropperne den ubetingede Tillid til deres Førere, ogsaa naar det gælder af højere Hensyn at bringe det tungeste Offer for Soldaten: Paa Befaling at opgive en gennem lange Maaneders Kampe sejgt forsvaret Stilling planmæssigt, uden at spore Fjendens Klinge.

30. marts 1917 – Claus Eskildsen: “Jeg har kendt mange af dem, der nu ligger her …”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I slutningen af marts blev regimentet indsat ved Lens nær Lorette-højen.

En lille Time vestpaa, helt tæt op ad Skyttegravene, ligger Egnens Hovedstad Lens, der i Fredstider tæller 30,000 Indbyggere. Man fortæller saa meget om den mærkelige, halvdøde By, at jeg straks en af de første Dage gaar ind for at se den.

Min Seminarieelev Koopmann, nu Cyklist ved Staben, og jeg gaar Kl. 7 Morgen hjemmefra. En bred, brolagt Landevej fører ind til Byen. Uden Afbrydelse ligger Hus ved Hus i dette tæt befolkede Kulmineomraade. Til højre og til venstre knejser de høje Minetaarne, og i Klynger samler sig omkring dem nye Arbejderhuse, bundhæslige alle sammen. Saa megen Smag Franskmanden viser ved sin Boligs indre Udstyr, saa ringe er tilsyneladende hans Sans for Husenes Ydre. De er stilløse og grimme i Linierne, har grufulde Prydelser og fornærmende Farver.

Sallaumines Soldaterkirkegård, 1917 (Claus Eskildsens Vestfront-album, Lokalhistorisk arkiv for Gl. Tønder Kommune)

I den næste By Sallaumines staar vi foran et Mindesmærke: »Købstaden Sallaumines over sine ved Courriéres-Katastrofen omkomne Børn 1906.« Saa først rinder det os i Hu, at Skæbnen har ført os til en Egn, mod hvilken for ikke mange Aar siden Alverdens Blik var rettet med rystende Spænding. Dengang, da de mange Grubearbejdere her var indespærret bag Flammernes Mur, ilede et Redningskommando fra Ruhr til Hjælp, drevet af den naturlige Medfølelse, som Skaberen har lagt ned i Menneskets Bryst, den, der ikke kender noget til Landegrænser.

Og i Dag? — Hvor er Krigen naturstridig og ugudelig!

Tæt ved Sallaumines kommer vi forbi en Soldaterkirkegaard, saa storslaaet smuk og pyntelig, at vi tvinges til at gaa ind. Jeg træder hen til den første Gravsten og læser: »Wehrmann Heinrich Popp. * — + —«. Jeg stod ved min gode Ungdomsvens Grav!

Heinrich Popps grav, Sallaumines Soldaterkirkegård, 1917 (Claus Eskildsens Vestfront-album, Lokalhistorisk arkiv for Gl. Tønder Kommune)

Vi dvæler en Stund paa den smukke Kirkegaard og ser, at det alt sammen er Landsmænd, der her er lagt ned i den franske Jord. Kirkegaarden tilhører det 9. Reservekorps, Reserveregimenterne 86 (Flensborg), 84 (Slesvig), 31 (Altona) og Regimenterne 162 og 163 (Lübeck og Neumünster). Jeg har kendt mange af dem, der nu ligger her, og fotograferer flere Grave for at give de efterladte hjemme en lille Glæde og Trøst i Sorgen.

Kort før Lens aabner sig en vid Udsigt over By og Egn. Foran os ligger Byen med den gamle Domkirke, omgivet af driftige Minebyer, og hist ovre i Synskreds sen ser vi den alt beherskende Lorettehøj, nævnt utallige Gange i denne Krig, suget fuld af Blod, nu allerede i halvandet Aar fast i Englændernes Haand.

Byens Lens, halv død, halv levende, gør et uudsletteligt Indtryk. En stor Del af Byen ligner ganske La Bassées Sten- og Murgrav, en anden Del er endnu saa velholdt, at der findes Butikker og Værtshuse. Men der holdes Udsalg, thi Folkene ved nok, at det bærer mod Slutningen af den 12. Time for deres By. Jeg køber en udmærket Vinterfrakke for 20 Mark, et Par Manchetskjorter for 3 Mark Stykket, Bordduge til 2 Mark Stykket. Derimod holdes Levnedsmidlerne endnu i opskruede Priser. For et Pund Sukker forlanger man 4 Mark. Købmanden er overalt sig selv lig, selv om han sælger lige foran Kanonmundingerne.

(Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront,  1929, s. 157-8)

30. marts 1917 – Det store Hovedkvarter: “Folks Glæde ved igen at komme ind i Kampe …”

Den 30. marts 1917 bragte Flensborg Avis nedenstående beretning fra Det store Hovedkvarter om tilbagetoget til Siegfried-Stellung i februar-marts 1917.

Kampene ved Ancre.
Fra det store Hovedkvarter skrives: Kun langsomt og nølende havde Englænderne besluttet at følge vore Tropper til det Terræn, som vi siden den 23. Februar havde overladt dem. Vore Bagtropper og vort Artilleris energiske Ild fik dem til at studse og gjorde dem hver Fodsbred Jord stridig. Naar vore Tilsløringsforholdsregler havde opfyldt deres Formaal og et yderligere Terrænafsnit frigaves af os, forkyndte de engelske Hærberetninger dette som „Sejre”, „Erobringer” og Befrielser. Først fra den 23. Februar af tog Angriberne sig sammen til kraftigt at trænge efter, og nu udspandt der sig i Forterrænet ved vore nye Stillinger tre nye Afsnit af Kampe, som fortjener en indgaaende Skildring. De giver vore Troppers og disses Underføreres Aand et glimrende Vidnesbyrd.

1.
Det yderste Forspring af den af os nu opgivne Landstrimmel ind i de fjendtlige Stillinger dannede Landsbyen Gommecourt. Alle Franskmændenes og Englændernes Angreb mod dette fremskudte Punkt var strandede, ogsaa for Sommeslaget. Da dette begyndte, havde Modstanderen efter den bekendte Artilleriforberedelse, som varede en Uge, den 1. Juli 1916 angrebet Landsbyen med store Styrker og var ogsaa enkelte Steder trængte ind i Gravene, af hvilke de dog endnu samme Aften kastedes ud med Tab af nogle Fanger og mange døde. Siden da har kun Artilleriet, men meget stærkt, i de 8 Maaneders Forløb virket mod Landsbyen og skudt den helt sønder og sammen; ogsaa det prægtige Slot med sin smukke Park var, som saa mange andre i Somme-Omraadet, jævnet med Jorden af det franske og engelske Artilleri.

Det faldt meget svært for vore Tropper at efterkomme Befalingen fra oven om at rømme de Grave og underjordiske Beboelsesrum, som ligefrem var komne til at staa deres Hjerte nær, og i hvilke de under vanskelige Forhold havde budt den fjendtlige Ild Trods under de endeløse Slagmaaneder. Da Fjenden endelig en Række af Dage efter Rømningen vovede at sætte sig fast i Landsbyen med stærkere Patrouiller, trængte vore Bagtropper endnu engang paa eget Initiativ ind i Landsbyen, kastede Fjenden ud af den, besatte „Kærneværket” i vor forladte Stilling, som allerede under Kampene den 1. Juli havde været Hovedstøttepunktet, og vendte saaledes endnu en Gang tilbage til Hjemstedet for lange vanskelige Maaneder. Der behøvedes en ny udtrykkelige Befaling for at faa dem til at rømme Stillingen igen.

Under de nu Haarders begyndende Bagtropskampe ydede Forsvarerne sejg og udholdende Modstand mod den først nølende og langsomt efterfølgende Fjende, stødte stadig paa ny frem igen og forhindrede saaledes, at Fjenden rykkede efter i det planmæssigt opgivne Terræn langt ud over den Tid, man havde antaget. Under denne Kamp viste sig tydeligt vore Folks Glæde ved igen at komme ind i Kampe, som i det mindste mindede om Bevægelseskrigen. Underførernes glade Lyst til at gaa paa, den menige Mands Lyst til Eventyr, til personlig Fare osv, traadte frem i en Grad, som viste, at den lange Gravkrigs Nervepirrende Indflydelse ikke i mindste Maade havde skadet Troppernes Aand. Hvad der under disse Kampe er ydet af Enkeltmand, maa forbeholds Regimenternes Historie, i hvilken disse Dages Kampe vil komme til at spille en ærefuld Rolle.

Til en særlig livlig Kamphandling kom det den 27. Februar om Morgenen under et stærkt Angreb fra Englændernes Side paa den hidtil bag de tyske Linjer beliggende lille Skov ved Høj 125. Her viste et Reserveregiment, som allerede har udmærket sig under hele Felttoget, sig særlig under en forbitret Nærkamp. At de har naaet en væsentlig heldigere Stilling, har haft en lige saa heldig Indflydelse paa Nordvestfløjens Tropper paa vor nye Front, som Kampenes Forløb har haft det paa deres Stemning og Selvtillid. Hos Infanteriet og Artilleriet har Indtrykket af deres ubetingede Overlegenhed i Feltkrigen over den Modstander, de hidtil kun har staaet over for i Gravkampen, urokkelig fæstnet sig.

2.
Som Hjørnet ved Gommecourt sprang langt frem imod Vest, saaledes sprang ogsaa Spidsen ved Grandcourt langt ind i Fjendens Stilling i sydvestlig Retning, saa den samtidig kunde tages under den fjendtlige Ild i Front og Flanke. Dette gjorde sig saa meget mere gældende, som dette „blæsende Hjørne” ogsaa omfattede et større Antal Landsbyer, nemlig Serre, Puisieux, Miraumont, Irles og Pys. Rigtignok var disse smukke franske Landsbyer for længe siden af Franskmændenes Forbundsfæller forvandlede til Grushobe og kunde knap nok kendes fra Markerne rundt omkring, idet det hele kun var en Række af Granathuller. Navnlig Serres, det vestlige Hjørne, var fuldstændig raseret bort fra Jordens Overflade. „Befrielsen” af disse Landsbyer, som i de fjendtlige Hærberetninger fremhæves med teatralsk Begejstring, kommer altsaa for sent til at udløse andet i deres tidligere Indbyggere end en ret platonisk Tilfredsstillelse.

Til Trods for deres Tilstand, i hvilken de heller ikke i mindste Maade mere mindede om deres tidligere beboelige Tilstand, udøvede disse kun paa Kortet kendelige geografiske Punkter dog en særlig Tiltrækning paa det fjendtlige Artilleri. Naar man tilføjer, at disse næsten ubeboelige Stillinger gennemstrømmes af Ancre-Bækken og dennes to sumpede øvre Løb, af hvilke Bækken flyder sammen i Landsbyen Miraumont, saa er det forstaaeligt, at netop her Befalingen til at ombytte disse Stillinger med højere, længere tilbageliggende hilstes med særlig Glæde.

Og saa har de til Forsvar efterladte Tropper endda ikke gjort det let for Fjenden at faa Fodfæste paa det opgivne Terræn. Deres Patrouiller og Bagtropper i Samvirken med Artilleriet, som naturligvis kendte Terrænet helt nøje, holdt Modstanderen under en virksom Ild, at han kun meget langsomt besluttede sig til at besatte de mudrede og sønderskudte og af de tyske Sprængninger til den sidste Rest ødelagte Grave, der gik gennem en Ruinørken, som engang hed Puisieux eller Miraumont. Kun helt langsomt rømmede de her tilbageladte Sikringsafdelinger, følgende den almindelige Befaling, de Terrænafsnit, der skulde opgives, over for Fjendens stadig stærkere Afdelinger, som lidt efter lidt samlede sig henimod den 28. Februar. Den nævnte Dag fandt Fjenden endelig Mod til en større Angrebshandling, som dog allerede brød sammen i Artilleriets og Bagtroppernes Ild.

(fortsættes)

Fra samlingerne: Russisk Nagant-revolver

Den russiske standard-revolver Nagant M1895. Revolveren havde en kaliber på 7,62 mm, og  der kunne være 7 patroner i tromlen. Efter sigende kom revolveren i én udgave til underofficerer og menige med “singel-action” og én til officerer med “double-action”. Underofficerer og menige skulle derfor før hvert skud spænde hanen med hånden før de skød, mens officeren ved et tryk på aftrækkeren på en gang kunne spænde hanen og affyre revolveren.

nagant_mss-3

Revolverens belgiske konstruktør havde på forskellig vis forsøgt at forhindre gassen fra krudtets eksplosion i at slippe ude mellem den uundgåelige revne mellem tromle og løb. Når man spændte hanen blev tromlen efter at have drejet næste patron foran løbet presset frem mod dets bagende. Projektilet var desuden omgivet fuldstændigt af patronhylstret, som ved affyringen blev presset ud til siderne mod overgangen mellem tromle og løb, så mest muligt af gassens energi drev projektilet frem gennem løbet.

nagant_mss-2

Revolveren var dog ret langsommelig at lade. Det kunne kun ske en patron af gangen, og ved genladning skulle patronhylstrene først skubbes ud et efter et. nagant_mss-1

Revolveren blev overtaget af Den røde Hær og blev også brugt under Anden Verdenskrig. Pistolen tilhører Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

28. marts 1917 – Thyge Thygesen: “Uden Knubs og hårde Ord går det ikke her”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. Herfra blev han i slutningen af marts udkommanderet til at bevogte krigsfanger.

Lauchhammer d. 28. 3. 1917.

Kære Forældre og Søstre!
Har Tjeneste her i Barakkerne i Eftermiddags (6 Timer og så 12 Timer fri) og får så lidt Tid til at skrive lidt til Eder. Ja, sikke Stillinger, sikke Stillinger, som Steffen Overbeck sagde. Det er snart til både at lee og græde over.

Hvad Tjenesten angår så har vi det jo helt godt her. Vi er delte i 2 Hold. Eet Hold har skiftevis Barakketjeneste, det andet må med ved Arbejdet. Der skiftes hver Uge. Af Fangerne arbejder 1 Hold om Dagen og 1 om Natten. 12 Timer Arbejde og er så 12 Timer fri.

I Formiddags var jeg oppe i Byen og hentede mig et Par Gryder. Jeg købte lidt Kartofler af ham der var på Orlov, så har jeg i Middags kogt Kartofler og atter lidt Suppe. Jeg har ingen Mærker endnu, så jeg kan ikke købe det mindste. Vil I, kære Forældre, ikke sende mig lidt af alle Slags. Det er vist ikke let at få noget til Købs. Bruger jeg så ikke alle Pengene, sender jeg dem hjem. For Eks. Lidt Nudler, lidt Løg, Kartofler især o.s.v.

Thyge Thygesen (øverst til venstre) som krigsfangevogter på brunkulsværket i Lauchhammer, 1917 (I privateje)
Thyge Thygesen (øverst til venstre) som krigsfangevogter på brunkulsværket i Lauchhammer, 1917 (I privateje)

Jeg vilde også være Dig, lille Mor, meget taknemmelig for nogle Opskrifter til noget hvad der er let at lave. Jeg troede altid at jeg var mægtig bevandret i Kogekunsten, men nu mærker jeg min Afmagt. Kaffeerstatning og ”Tut” har jeg også købt. Kaffen blev for resten god. Brændsel får vi så meget vi vil have, (Briketter) Ilden lader vi aldrig gå ud.

Det er et kolosalt Værk her. Rigtige Kul er det ikke. Det er snart som Tørvejord og bliver lavet i Briketter. Lejerne ligger ikke dybt. Den øverste Jord bliver bare rømmet væk og så bliver der med Bakkere og Gravemaskiner taget vist et halvt Hundrede m. dybt som alt bliver lavet til Briketter. Det Hele seer altså snart ud som en mægtig stor Grusgrav ca. 50 m. dyb. Kun at Jorden er helt sort. Lejren ligger her midt i al den gennemrodede Jord næsten en ½ Time fra alle Byer. Hvis det regner må her næsten være ufremkommelig.

Med Fangerne giver det endda lidt Kævleri, især Russerne, Englænderne og Franskm. er mere flinke. I Middags havde vi 6 Russere indespærrede her, de skulde så ikke have noget at spise. De andre havde så naturligvis sørget for dem også, der stod ikke mindre en 15 Vaskefaderfulde skjult til dem. Vi undersøgte alt og har så taget det fra dem. Uden Knubs og hårde Ord går det ikke her.

Nu de kærligste Hilsener fra Eders Søn og Broder Thyge.

Hvorledes går det Mbr. Hans og dig lille Didde? Jeg længes efter at høre fra Eder.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

27. marts 1917 – Ole Damm: “…kun at jeg mangler mit Ben”

Ole Damm gjorde fra slutningen af 1915 tjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment 207´s 3. kompagni.  Den 29. maj 1916 blev han under kampene ved Verdun såret af en geværkugle i venstre ben, otte måneder senere, den 2. februar 1917, blev det amputeret.

Flensburg d. 27.3.17.

Kjære Pastor Nielsen
Mange Tak for Bladene som De sender mig. Nu er jeg sund og rask igjen, kun at jeg mangler mit Ben. Det er jo et Savn og vil blive ved at være det, men Herren som har hjulpen mig saa godt Hidindtil, han hjælpe ogsaa nok med at bøde det[.] Jeg var simpel, dog han har holdt sin beskjærmende Haand over mig og ladt mig blive rask igjen. Nu skal jeg snart til at bort at gaa paa det kunstige Ben. Kjærlig Hilsen og Guds Fred Deres
Ole Damm

(P116, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

 

26. marts 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “… nødlidende tyske Børn”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fredericia
1. Gennem H.
a. I Stedet for afdøde Gnr. v. Kunau har nu General v. Mühlertz faaet Kommandoen. Stabskvarter i Flensborg.
b. Det hedder sig, at engelske Flyvere har været inde over Tønder og ødelagt den ene Luftskibshal, hvori en Zepp.
c. Broen over Kongeåen ved Knagmølle er ødelagt som Følge af det oversvømmende Vands Tryk.

2. Fra anden Kilde.
a. Kommuneforstandere og Schaidede[?] Lærere i Egnen S.f. Grænsen f.Ex. i Anslet og omliggende Sogne gaar f.T. rundt hos Beboerne for at bede dem tage nødlidende tyske Børn paa Kost, hvilket skal være lykkedes i stort Omfang.
b. Fra Haderslev klages meget over Ernæringsvanskeligheder.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

26. marts 1917 – Thyge Thygesen: “Men den Tvang!”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. Herfra blev han i slutningen af marts udkommanderet til at bevogte krigsfanger.

Klein Wittenberg d. 26. 3. 1917.

Kære Forældre og Søstre!
Er atter ved at pakke, men vil dog lige i al Hurtighed skrive Eder et Par Ord. Jeg er bleven afkommanderet til et Jernwerk ”Lauchhammer.” Der skal jeg jo sandsynligvis passe Fanger. Ja, havde det nu været ud på Landet, så synes jeg endda, men i et Jernwerk, hvad forstår jeg der! Nå, dårligere som her kan det snart ikke være. De står Vagt hver anden Dag og Dagen imellem må de arbejde. Der skal jeg jo sandsynligvis passe på Fangerne ved Arbejdet.

Jeg længes meget efter at høre fra Eder nu, men nu vil det naturligvis vare længe igen. Nu må I endelig ingen Pakker sende så længe Adr. er så ubestemt. Går der nogle Breve tabt, har det jo da ikke så meget at sige. Jeg vil nu her skrive Eder Adr. som jeg tænker den bliver. Den må I nu intet sende efter, højst skrive et Par Ord. Så snart jeg kommer dertil skal jeg nok meddele Eder den udførlige Adr.

Adr. som jeg tænker den: Gefr. T. T.
2 Komp. 4/27
Zur Zeit Akt. Ges.

Lauchhammer

Vent hellere til I får den noget udførligere, dette her er vel dog for ubestemt. Hvor det ligger ved jeg heller ikke. Men efter hvad de andre siger endda lidt forbi Falkenberg, det må altså være tæt ved Dresden.

– Hvor vi er nu er lige ved Wittenberg. Jeg var der i Går, har også set Statskirken hvor Luther slog de 95 Theser på. Ja, havde man været på egen Hånd her i det Fremmede!! Men den Tvang! Jeg gad vide hvad der går af Rekl. Den hører vi vist aldrig et Ord fra!

Nu de kærligste Hilsener Eders Thyge.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

23. marts 1917 – Milert Schulz: “… Kugeln pfeifen ja hier auch”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Geschrieben d. 23/3 1.

Meine lieben Eltern u. Geschw.!
Gottes Friede zum Gruss! Zuerst meinen besten Dank für erhaltene Briefe vom 12 u. 14. und Karte vom 14/3 liebe Eltern.

Entschuldige, dass ich nicht früher geschrieben habe. Wir sind nämlich auf dem Marsch nach anders wo. Von Besista sind wir am 20/3 abmarschiert und liegen nun erst noch auf halben Wege im Biwak unter Zelte und habe Euch deshalb nicht schreiben können. Wo wir hin kommen weis ich selber nicht. Aber wie Ihr ja wisst ist es hier auf dem Balkan ja nicht so gefährlich als auf den andern Kriegs schauplätzen[,] aber Kugeln pfeifen ja hier auch.

Mir geht es ja noch immer Gott sei Dank gut bin gesund und wohl. Von Schwester Mie habe ich auch Brief gehabt worin sie mir geschrieben hat, dass sie ihr Herz dem lieben Herrn und Heiland auch gegeben hat. Ja dass ist etwas herrliches sich in Gottes Hand geborgen zu wissen. Der Herr gebe, dass wir alle seine treuen Nachfolger werden und einst bei ihm in ewiger Herrlichkeit sammeln.

Du schreibst wegen Urlaub liebe Mutter. Ja da muss ich die leider mitteilen, dass die jenigen nur auf Urlaub fahren können, welche schon ein Jahr hier im Felde gewesen sind. Natürlich gibt es ja auch ausnahmen z.B. bei Todesfällen oder sonst irgend ähnliches. Na hoffenlich ist der Krieg bald zu Ende[,] dann bekommen wir einen grossen Urlaub.

Aber klagen könne wir ja auch nicht hier draussen[,] wiewohl wir vieles entbehren müssen, aber wir haben immer genug zu essen und trinken. Wie ich Euch schon mal geschrieben habe, wir leben viel besser wie manche Städter. Wir haben genug zu schmieren aber bloss keine Butter.

Und mit diesen Strafen lieber Vater, da brauchst du für michkeine Angst zu haben[,] ich werde mir schon keine Strafen zuziehen dazu habe ich zuviel Ehre im Leibe.

Hier ist es in der letzten Zeit ziemlich warm gewesen und könnt Ihr Euch wohl das mar schieren in solcher Hitze vorstellen. Vielleicht kannst du mir ein paar Strümpfe oder Fusslappen schicken liebe Mutter.

Sons für diesmal nichts mehr. Viele herzl. Grüsse und Küsse und auf ein frohes Wiedersehn hoffend von mir Euer Sohn und Bruder Milert.

Die Sachen habe ich noch nicht abgeschickt.

(Brev i privateje)

21. marts 1917 – Jens Iversen: “Mænd og Kvinder i Fangedragt”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Onsdag den 21. marts 1917
I Eftermiddags undervejs til Siedels kom jeg i Nærheden af “Tyrma” dvs. Fængslet, uforvarende ind i en ophidset Menneskehob. Fangevagten havde egen Haand aabnet Fængselsportene og løsladt ikke alene de politiske Fanger, men ogsaa de kriminelle Forbrydere. Man var ikke lidt foruroliget ved at Mænd og Kvinder i Fangedragt løbe ned ad Gaden og ud i Friheden.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

19. marts 1917 – Thyge Thygesen: “Hvad mener Du, kære Fader, med at tegne Krigslån?”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben.

Eisleben d. 19. 3. 17.

Kære Forældre og Søstre!
Kan vel nu snart begynde at vente lidt fra Eder. Har det ellers godt her, vi har mere Tjeneste nu, men desto bedre går Tiden jo. Hvis nu bare snart Reklamationen må indtræffe. Af Landmændene bliver der nogle afkommanderet hver Dag. Jeg skal nu see og hytte mig, for hvis jeg først er sat i Arbejde her et Sted, går det vist ikke så let at komme hjem. Det vilde da være kedeligt hvis jeg skulde blive sat i Arbejde her i det Fremmede og af den Grund ikke kunde komme hjem.

Påskeorlov kan det vist ikke lønne sig for mig at give ind. For det første er det vist for kort siden jeg har havt Orlov. For det andet, giver det vist kun nogle Dage, så den Tid går jo med Rejsen frem og tilbage. Orlov kunde jeg vist også nok have fået, hvis jeg vilde tegne Krigslån. Men det giver jo sagtens heller ikke mere Tid end at jeg lige kan Rejse frem og tilbage i.

Hvad mener Du, kære Fader, med at tegne Krigslån? Når det nu senere ender med en stor Bankerott, for Krigslånet skal da vist hele Riget (hvis der da bliver noget tilbage!) stå ind, er det så ikke sikrest anbragt? Men forlænge Krigen vilde man naturligvis heller ikke gerne, det er ikke til at træffe det rigtige!!

Her var Teater i Går, hvortil jeg var med. Der blev spillet ”Heimat” af Leipziger Skuespillere, det var helt godt, men er naturligvis ikke noget imod noget i Modersmålet. Hvis den kedelige Tid da bare snart var til Ende, nu efter den skønne Orlov er jeg da så led på det hele som aldrig før og så må jeg jo endda være glad, hvis jeg bare kan blive her.

Hvad Christian, men han fik vel ingen Efterorlov? Blev den anden Ansøgning (til Kompagnieføreren) siden rakt ind for ham? Her har jeg hørt af een at han har gjort lige så – men han har endnu ingen Besked fået. ( det er allerede 4 Uger siden) På den skal der utrykkelig bemærkes at der er en anden rigtig Ansøgning undervejs. Den gør hverken fra eller til, da det hele jo kommer fra oven! Håber det går godt med Mbr. Hans? Hils dem alle – alle!

Nu de kærligste Hilsener til Eder alle fra Eders Thyge.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

 

17. marts 1917 – Jens Iversen: “Store Optog myldrer gennem Gaderne”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Lørdag den 17. Marts 1917
Det bekræftes, at Gouvernøren er fængslet, ligeledes Garnisonskommandanten, Vojenskij Natshalnik, under hvem vi Krigsfanger sorterer, og Politichefen. Polititjenesten forrettes af de revolutionære Soldater og ældre Gymnasiaster. “Meetings” er blevet et elektriserende Ord. De afholdes hele Dagen og alle Vegne, hovedsageligt i Kremlhaven overfor Aleksander Boulevard og Aleksander Square. Man gaar grundigt til Værks. Store Optog myldrer gennem Gaderne, man hører endog Marseillæsen. De vildeste Rygter svirrer gennem Byen, og de blir troet allesammen. Fremfor alt er alle, vi med, enige om, at Freden nu er nær. Fred og Brød, siger Russerne.

Med Udskejelser hører man ikke noget om. Folk føler sig som rusket op af en døsig Dvale, man gned sig vel i Førstningen i Øjnene, som om man ikke rigtigt fæsted Lid til, at en Verden virkelig var brudt sammen. Men nu er de besatte af en forunderlig Rus, at nu, da Folket selv har overtaget Magten, hele Magten, nu vil med ét Slag alt blive godt. Der males kun sort og hvidt.

Med Begejstring modtoges Bekendtgørelsen om, at Hæren og Flaaden staar bag den provisoriske Regering og Duma´en og at Mikael Aleksandtrovitj har frasagt sig Regentskabet og Tronen, som han kun vil modtage af Folket ved almindelig, hemmelig, direkte og frie Valg. Rasputin hedder den myrdede hemmelighedsfulde sibiriske Munk, der nu er i alles Munde, og det er de utroligste Ting, man vil vide om ham og Tsarinden.

Hos Familien Chlebnikoff er, saavidt jeg kan se, Overgangen fra det gamle til det nye Regime foregaaet temmelig smertefrit. Lavrentje Aleksejevitj bærer uanfægtet sine Distinktioner, men han har nu som før lidt Tjeneste. Aleksej Lavrentjevitj viste ved Middagsbordet et Telegram, hvorefter der ogsaa var Revolution i Berlin og at Kejser Wilhelm var fængslet, men det stoler han dog ikke rigtig paa.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

17. marts 1917 – H.P. Hanssen: “Stemningen er trods Tabene god”

H.P. Hanssen var en af de danske sønderjyders ledende mænd, og repræsenterede blandt andet som medlem af den tyske rigsdag mindretallet i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin d. 17. Marts 1917.

Under et Ophold hjemme i Nordslesvig i Anledning af P. Skaus Jordefærd har jeg haft Lejlighed til at drøfte Stillingen indgaaende med en Del af vore Tillidsmænd. Stemningen er trods Tabene god. Man ser Fremtiden tillidsfuldt i Møde.

En enkelt for Forholdene ret karakteristisk Episode skal jeg notere: I Jernbanen fra Vojens til Haderslev traf jeg Klokken godt 9 Aften sammen med et Par Hestehandlere. Den ene fortalte, at han endnu samme Aften skulde til Bryllup hos en Købmand i Haderslev. Da jeg udtalte min Forundring over, at Bryllupet blev holdt saa sent, fortalte han: „Brudgommen har flere Gange søgt om Tilladelse til at rejse til Danmark for at gifte sig. Ansøgningen er hver Gang bleven afslaaet. Hans Kæreste har ligeledes faaet Afslag paa flere Ansøgninger om at rejse til Haderslev for at holde Bryllup. Nu har han brugt Hjemmeraad. Forleden gik han „over Stien”, lod sig vie i Danmark, og i Aften har han smuglet sin Kone ind. Nu er hun tysk Statsborger og kan ikke udvises, og Brylluppet skal i Nat fejres med et lille Knald.” — Jeg fik i det hele det Indtryk, at „Stien” til Kongeriget nu bliver flittigt brugt.

Censuren har strøget store Afsnit af en Nekrolog, som jeg har skrevet om min afdøde Ven P. Skau og ligeledes det væsentligste af en Artikel om hans Jordefærd. Finansudvalget fortsatte i Dag sine Forhandlinger.

Krigsministeren gav en Oversigt over den militære Situation. Omvæltningerne i Rusland, udtalte han, vil lette Stillingen paa Østfronten. I Rumænien vil man næppe naa ud over Serethlinjen. Tilbagetoget i Vesten har længe været forberedt. Det strækker sig over en Bredde af indtil en Dagsmarch. Foran de nye Linjer er alt ødelagt. Tilbagetoget var nødvendigt, fordi de gamle Linjer var sønderskudte og ødelagte. Hindenburg-Programmets Udførelse er bleven forhalet af den strenge Vinter. Derfor er det af Betydning at vinde Tid. Hvis Fjenden nu vil angribe, er han velkommen. Der er truffet Forberedelse til at modtage ham. Et Angreb i Elsass-Lothringen er ikke udelukket. Mesopotamien er en underordnet Krigsskueplads. Afgørelsen vil falde i Evropa og ved Undervandskrigen. Bagdads Fald er værst for Tyrkiet. Der maa regnes med, at Palæstina ogsaa kan gaa tabt. — Ministeren var træt og nervøs. Han bestræbte sig for at sige saa lidt som muligt og undveg alle Spørgsmaal.

Fra alle Sider krævede man, at Militærmyndighederne nu omsider skulde opgive Hemmelighedskræmmeriet med Hensyn til Eksplosioner og Flyverangreb i Indlandet […]

(H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd. 1, Kbh. 1925, s. 281-2)

16. marts 1917 – Jens Iversen: “… nu prydet med en rød Fane”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Fredag, den 16. Marts 1917
I Formiddags saa vi fra Gaardens Port store Flokke, Mænd og Kvinder, langs Admiralteiskij Satons Dige færdes ad Byen til. De fleste kom vist fra Nobels Fabrikker paa den anden Side Volga. Da jeg i Eftermiddags gik ind i Byen, var Gaderne stuvende fulde af Mennesker. De samledes paa Aleksander Square, hvor Statuen af Aleksander I., Tsarbefrieren, er rejst, nu prydet med en rød Fane.

Jeg stod paa Gadehjørnet ligeover for Indgangen til Gouvernørspalæet og kunde overse hele Sideflø[j]en. Der sagdes, at Gouvernøren havde tilbageholdt Telegrammer fra Petersborg og modsat sig Offentliggørelsen. Saa Traadte han i fuld Generalsuniform frem paa Balkonen, omgivet af nogle Officerer og civile. I en kort Tale redegjorde han for Begivenhederne i Hovedstaden og bekendte sig til den nye Regering. Han opfordrede til Ro og Orden og udbragte et Leve for Rusland, der dog kun fandt maadelig Tilslutning. Maaske havde man ventet mere, maaske mistroede man den gamle Kosakhetman og “Reaktionær”.

Pludselig banede en sig en Trop unge Infanteriofficerer [sig] Vej gennem Mængden og ind i Palæet. Jeg havde Indtryk af, at i det mindste nogle af dem var spirituspaavirket. Hen paa Aftenen fortaltes, at den gamle Mand var blevet fængslet af Officererne. Man havde slæbt ham ned paa Gaden, Pøblen havde flænget hans Distinktioner og Ordener af ham og slaaet ham blodig.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)