Den 31. marts 1917 bragte Flensborg Avis sidste del af Det store Hovedkvarters beretning om tilbagetoget til Siegfried-Stellung i februar-marts 1917.
(læs første del)
Kampene ved Ancre.
Fra det store Hovedkvarter skrives:
3.
En anden Gruppe af Kampe udspandt sig i det østlige Afsnit af det opgivne Omraade. Her var det ved Landsbyen Warlencourt af særlig Vigtighed at forhindre, at Fjenden fulgte efter. Med Glæde løste Tropperne denne Opgave. De i dette Afsnit opstillede Divisioner havde siden først i November Maaned befæstet de i og for sig paa lavt og sumpet Terræn beliggende Stillinger, som til at begynde med kun bestod af Granathuller, og udbygget dem, og nu skulde der uden Tvang gaas tilbage, skønt Modstanderen tit havde hentet braadne Pander her.
Forberedelserne var vanskelige, thi Fjenden maatte ikke mærke noget. Og derved kunde der ingen Tvivl være om, at han i det mindste i Almindelighed var underrettet om, hvad der forestod. Han maatte vide, at der bag ved vore forreste Linjer var lavet en Række gode Stillinger. Men det viste sig straks ved Begyndelsen af vore Bevægelser, at i det mindste Tidspunktet vor forblevet skjult for Fjenden, at han altsaa ikke havde erkendt Formaalet med de nævnte Sprængninger og ødelæggelser, og vore dristigste Forventninger blev overtrufne, da vi saa Fjenden endnu i Dagevis fyre med Artilleri og Maskingeværer mod vore forladte Stillinger.
Dette skylder vi vore Patrouillers tapre Udholdenhed, idet de holdt godt ud i de forladte Grave. Til Trods for Faren for at blive rendte over Ende eller afskaarne, forstod de stadig at skuffe Fjenden, som om Gravene endnu var fuldt besatte. Da de mærkede, at denne Hensigt lykkedes, var de endda saa kække at stødte frem ud over vore for længe siden af Hovedstyrkerne forladte Grave, og det kom til Patrouillekampe i Forterrænet uden nogen Støtte i Ryggen! Herved fastsloges det, at Fjenden endnu som før arbejdede paa sine Traadforhindringer. Det var altsaa lykkedes fuldstændig at skuffe ham.
Først den tredje Dag efter Rømningen kom Fjenden under Vejr med, at der var sket en Forandring, og han begyndte da ogsaa straks at skyde sit Artilleri frem, men han vidste ikke, hvor langt vi var gaaede tilbage, og overstrøede planløst Terrænet med sin Ild. Lidt efter lidt blev hans Patrouiller dristigere; Aarsagen til denne stigende Selvbevidsthed kendtes rigtignok paa — deres usikre Gang.
Nu trak vore Fortropper sig lidt efter lidt tilbage til den længere bagved liggende Linje og holdt kun den saakaldte „Bastion”, en Højde nord for Landsbyen Warleneourt, som i en Bue fra Syd og Vest var omsluttet af „Warlencourt-Værket” og mod Øst af ”Leipzig-Værket”. Paa denne i Terrænet stærkt fremspringende Høj, som ligefrem udfordrede til et Angreb, laa da ogsaa snart haard fjendtlig Ild.
Kun skilt fra „Bastionen” ved en jævn Sænkning hævede sig i Retning af Sydøst til Øst den højtliggende Gruppe Landsbyer Le Barque, Ligny-Thilloy og Thalloy; ogsaa de var naturligvis fuldstændig i Ruiner. Her satte lidt efter lidt fjendtlige Patrouiller og senere større Styrker fast, som sprang frem fra den fjendtlige Linje. Dette fremkaldte Tanken om et kraftigt Modstød for derved at søge at afskære Fjenden, som var trængt frem til Landsbyen.
Ud fra disse Overvejelser fødtes et større Modangreb, som gennemførtes den 2. Marts. Dette Foretagende, som paa Grund af sit dramatiske Forløb nok havde fortjent en nærmere Beskrivelse, kom dog paa Grund af et samtidigt ført stærkt engelsk Angreb paa „Bastionen” ikke til fuld Udførelse. Denne maatte efter en heftig Modstand overlades Fjenden, men Forsvarernes Holdning er hævet over enhver Ros. Rømningen af Stillingerne fulgte svarende til Befalingerne efter en heftig Modstand, som kostede Fjenden store Tab, og alt indbygget Materiel og alle de saarede skaffedes tilbage. Ikke engang de døde efterlod man i Fjendens Haand.
Ved denne Afslutning af Kampen om „Bastionen” blev der paa en vis Maade grebet ind i Resultatet mod Landsbygruppen, idet den angribende Gruppe saa sin højre Fløj blottet. Og dog naaede de paagældende Kompagnier under koncentrisk Samvirken ind i Landsbyerne og vendte planmæssigt tilbage til deres Grave, mens de førte et betydeligt Antal Fanger med sig, deriblandt flere Officerer.
Desværre betjente Englænderne sig under disse Kampe igen af folkeretsstridige Midler. Det er utvivlsomt bevist, at de har prøvet paa at skaffe en sønderskudt tysk Gravmortér tilbage paa en Sygebaare under Røde Kors-Mærket. Et andet Sted har en Afdeling, som det var lykkedes at komme bag om et af vore Kompagniers Fløj, nærmet sig dette bagfra, idet de havde ombyttet deres flade Staalhjælme med tyske. Begge disse forsmædelige Krigslister opdagedes i Tide, og saavel „Transporten af den saarede” som „Flankedækningen” ødelagdes til sidste Mand af Maskingeværild.
Ogsaa under Kampene om det østlige Afsnit stod vore Troppers friske og glade Angrebslyst sin Prøve. I stort Overtal meldte de frivillige sig til Patrouiller eller større Foretagender og kappedes om at bidrage til, at det hele lykkedes.
Det er ikke tysk Skik at fejre tilbagegaaende Bevægelser, selv hvor disse sker uden Tryk og Paavirkning fra Fjendens Side, og hvor de lykkes langt ud over, hvad man havde haabet, som Sejre. Den „triumferende Likvidation af Gallipoli-Foretagendet” og „Polens geniale Rømning” overlader vi til vore Fjender. Men vi har dog Ret til med Stolthed og Tilfredshed at henvise til den lykkelige Tilbagelægning af vor Front paa begge Sider af Ancre-Bækken. Den leverer Beviset for, at som i Hjemmet saaledes bevarer ogsaa Tropperne den ubetingede Tillid til deres Førere, ogsaa naar det gælder af højere Hensyn at bringe det tungeste Offer for Soldaten: Paa Befaling at opgive en gennem lange Maaneders Kampe sejgt forsvaret Stilling planmæssigt, uden at spore Fjendens Klinge.
Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her
