Alle indlæg af MBN

14. maj 1917 – Thyge Thygesen: “Sådan et Bysbarn er vist ikke meget bevendt på Landet!?”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. Herfra blev han i slutningen af marts udkommanderet til at bevogte krigsfanger.

Lauchhammer d. 14. 5. 1917.

Kære Alle sammen! Mange Tak for Eders kære Brev.
I spørger efter Marius! Ja, jeg har heller ikke hørt fra ham i meget længe. Så længe jeg er her vist kun 2 Gange, han var jo altid lidt sliden med at skrive. At han vist snart fik Orlov, skrev han allerede da jeg endnu var på Lazarettet. Jeg kan ikke vide om han er i eet af Brændpunkterne nu, men komme der skal han jo nok – 36erne er aldrig bleven forskånede. Det eneste er, om, da han nu er ved Minekasterne, ikke bør med. Ja, når man tænker på, hvadfor et Liv de fører derude og vi går her i Ro og Mag – taknemmelig nok kan vi aldrig være!

Havde Brev fra lille Vips i Dag. Hun er jo udmærket tilfreds, det er nu da godt for hende. At I ingen nye Rekl. må indsende, har jeg jo skrevet, nu er jeg meget spændt på hvad det bliver til. Hvad er det for en Pige I har fået? Får hun Løn? Sådan et Bysbarn er vist ikke meget bevendt på Landet!? Hvorledes er Karlen til Arbejdet? Har I så Mikael endnu? Har I da så koldt endnu at Kreaturene ikke kan komme ud? Der er måske heller ikke meget Græs!? Hvorledes har Fodret ellers slået til? Skal Lisbeth snart fole? Der er vel da ikke Tanke om, at de også skulde komme efter Jutta?

Undertrøjerne sender jeg hjem engang ved Lejlighed, jeg bruger dem nemlig ikke. Hvis I har nogle korte Strømper var de mig også kære nu, men lad det nu kun vente en rum Tid for om jeg da ikke selv skulde komme. Jeg skrev en Gang, at jeg havde for megen Smørelse, det er desværre ikke Tilfældet nu længere. I de sidste 3 Uger har vi fået for 26 pf. Smør. Men i den sidste Pakke jeg fik med Smør, var det blevet meget blød. Den var jo nu meget længe under Vejs, ellers ved jeg snart ingen Råd.

Kærligste Hilsener, Thyge.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

Fra samlingerne: Feltgrå Atilla, Husar-Regiment Nr. 15

Feltgrå husarjakke (såkaldt Atilla) M1909 for gefreiter ved 2. eskadron ved Husar-Regiment Nr. 15. Ligesom den øvrige tyske hær aflagde husarene også deres ofte meget farverige uniformsjakke for en feltgrå, der bortset fra farven i stort set alle enkeltheder svarede til fredsuniformen. Husar-Regiment Nr. 15 var hjemhørende i Altona og tilhørte IX. Armekorps område, som også Nordslesvig var en del af.

Jakken har feltgrå, stående krave med afrundede hjørner og lysegrå kantning af kraftigt snoreværk, samt på hver side en gefreiterknap. Ærmeenderne er pyntet med kraftigt lysegråt snoreværk, som også bryst, skøder og ryg. Jakken knappes fortil med 5 knebler af træ og 3 metalhægter. På bagsiden to messingknapper i taljen, og i hver side en taljekrog til at støtte bæltet. Taljekrogene kan afmonteres. Kraven fæstnes med 2 hægter. De blå og hvidstribede skuldersnorer med gulbroderet nummer “W” m. krone over holdes ved kraven fast af hver en kunststofknap m. 2-tal. Jakken er i overkroppen foret med hvidt stof, skøderne med brunt. I bagskøderne findes to inderlommer og i venstre forskøde en kortlomme m. hornknap, samt i højre forskøde en lomme til forbindingspakke og på venstre bryst en inderlomme. På hvert forskøde en lomme med flap, som fæstnes med en kronet bronzeknap.

Stempler
I nakken med blæk et ulæseligt overstreget navn, derunder “Götje”. På venstre revers i rektangel “40 96/86 43/42[?]”, derunder i rektangel “B.A.IX 1913”, derunder “H E [—]”.

Jakken til hører Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot

Husar Regiment Nr. 15´s mørkeblå Atilla (Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot)

12. maj 1917 – Enkefru Røgind: “min kære, gode, dyrebare Mand.”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

12. Maj.
I Haderslev Dagblad har jeg læst følgende inderlige Dødsannonce, der i al sin sorgfyldte Naivtet, betog mig:
Underofficer Jørgen Christensen er falden paa. Forpost ved ………. Natten mellem 22.—23. April- knap 30 Aar gammel. I dyb Sorg.  Didde Christensen, født Møller, og Familie, Blansskov, 9. Maj
1917:

De svandt saa hastig hen, de lykkelige Dage,
mit veltilfredse Sind med dem svandt hen,
da du i Krig langt bort fra Hjemmet maatte drage,
min allerbedste, dyrebare Mand.
Dog trøstig gik vi frem, med Haabet fast for Øje,
det Haab, at vi dig dog fik hjem igen.
Ja, hvor vi bedet har til Herren i det høje,
at du dog maatte komme til os ihjem.
Dog dette Haab, mit sidste, jeg maa nu opgive,
da Efterretningen saa tung mig naaet har,
at du ved …….. nu maatte blive,
min kære, gode, dyrebare Mand.
Men aldrig vil vi glemme dig herneden,
saalænge vore Hjerter endnu slaa,
og altid vil vi Herren ydmygt bede,
at vi engang med dig hist samles maa
for aldrig mer at skilles.
Ja der kan Sorgen stilles.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 136)

12. maj 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “Preussere skød paa Slesvigere …”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Okdoen E-Sekstion
Meddelser fra Tyskland

Paa Kieler Bugt holdtes 8-10/5 Udskibningsøvelser i Baade fra Større Skibe.

Ammunitionsfabrikken i Køln arbejder kun for halv Kraft.

Der har været Mytteri i Rgt. 75 (Slesvigere, Preussere, Sachsere). Preussere skød paa Slesvigere, (der ikke vilde i Ildlinien), Sachsere skød dereffter paa Preussere. 200 døde og saarede.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

11. maj 1917 – Hans Majestæt Kejser Wilhelm I

Under hele krigen led Tyskland under mangel på råstoffer, og det blev kun værre som krigen trak ud. Man begyndte derfor tidligt at indsamle værdifulde materialer, men i begyndelsen af 1917 var man  kommet så vidt, at man også begyndte at omsmelte kirkeklokker og statuer. De lokaler myndigheder blev i den anledning bedt om at gøre rede for, hvad de der fandtes af mulige emner i deres område. Nedenfor ses den blanket, der blev udfyldt i forbindelse med Kejser Wilhelm-mindesmærket på Torvet i Haderslev.

Meddelelsesblanket vedrørende Kaiser Wilhelm-statuen i Haderslev i forbindelse med overvejelser om at smelte den om til brug i krigsproduktionen (Haderslev Rådstuearkiv Acta 18, 2b, Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

Som det fremgår, anslog man mængden af bronze til 2000 kg med en samlet værdi på 16.000 Mark. Det var nu noget optimistisk, for han vejer kun 720 kg – trods alt ikke nogen letvægter!

Trods tilsendt fragtbrev blev statuen dog ikke sendt til omsmeltning, men blev stående på Torvet ind til Genforeningen i 1920, hvor den først fik en sæk over hovedet og senere blev fjernet. Statuen kan i dag ses på Sønderborg Slot.

Fra Sønderborg Slots udstilling om perioden 1864-1920. Til venstre ses statuen af Kejser Wilhelm I, som 1890 blev opstillet på Torvet i Haderslev

 

 

11. maj 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “Alle blev taget …”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia.

Fra meget paalidelig Kilde

a. Kysten syd for Hjelsminde har i den sidste Tid ofte været besøgt af tyske Officerer. I sidste Uge var en Stab paa 6 Officerer, som med Kort i Haanden syntes at have Opmærksomheen henvendt paa Brandsø.

b. Ved Gasse Høje er opstillet 4 Kanoner af meget svært Kaliber (38 cm).

c. I April Maaned har der i Haderslev været Session over 17-aarige. Alle blev taget – hovedsagelig til Artilleriet og Rytteriet.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

9. maj 1917 – Enkefru Røgind: “… en Søn har jeg ved Fronten”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

9. Maj.
Hørte i Dag om Falle Jørgensen i Fredsted. at da. de kom ind til ham for at opfordre til at tegne sig for Krigslaan, sagde han Nej, det vilde han ikke, og da de saa sagde, at det skulde han dog betænke, han havde jo Russere, og noget maatte man jo ofre, svarede han: »Synes I ikke, at jeg har ofret nok, en Søn har jeg ved Fronten, og en Søn har jeg bragt paa Kirkegaarden, og hvad de Russere angaar, vil jeg dog spørge Landraaden, om det er med hans Vilje og Vidende, at de saadan truer Folk til at tegne.« Saa blev de bange og sagde, det maatte han endelig ikke, men sine Russere beholdt han.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 136)

8. maj 1917 – Flensborg Avis: Kvindelige udskejelser i Sønderborg

Uddrag af Flensborg Avis´s meddelelser fra provinsen.

En Udskejelse
øvedes i Fredags Eftermiddags af nogle Koner i Sønderborg. De mødte ifølge ”Sonderburger Zeitung” paa Sønderborg Brødfabrik og krævede der Brød uden Mærker, hvorved de truede med, at hvis det ikke blev givet dem godvilligt, skulde de nok sørge for, at de fik det. Den tilstedeværende Kusk B. gav dem nogle Brød, og som Følge deraf kom der i Løbet af Eftermiddagen gentagne Gange Kvinder, som ligeledes forlangte Brød uden Mærker. De afvistes.

De Koner, der har deltaget deri, har aabenbart ikke været sig Rækkevidden af deres Handlemaade bevidst, skriver nævnte Blad. De har ikke tænkt paa, at det at trænge ind i Brødfabrikken og true med Voldshandlinger, ifald deres Krav ikke opfyldtes, efter de bestaaende Love kan føre haarde Straffe med sig. De har ved deres Trusler forledt Brødfabrikken Funktionærer til lovstridige Handlinger, hvad der ligeledes trues med Straf. Men mod saadanne Overfald maa de næringsdrivende værnes ved Lov. Der er derfor blevet sørget for, at sligt ikke kan gentage sig. Hvis Konerne virkelig allerede havde opbrugt deres Brødkort, som endnu gjaldt for en Uge, og de ikke havde andre Levnedsmidler til Raadighed, saa burde de ikke have henvendt sig til Brødfabrikken, men til Byens Brødkort-Kontor i Posthuset med Bøn om at faa Tilskudsbrød. Det vilde have været den rigtige Vej.

Indskrænkningen af Brødrationen føles vist overalt tungt. Men der bør huskes paa, at Folk intet Sted i det tyske Rige faar mere Brød end i Sønderborg. Forholdene tvinger os til at indrette os med det, vi har; ogsaa den enkelte maa i denne Tid eje den gode Vilje til at holde Hus med Brødet, ja til at omgaas det sparsommeligt. For at lette det har Rigs-Ernæringskontoret forøget Kødrationen og ved Tilskud gjort det muligt for den mindrebemidlede Befolkning at købe det. Efter hvad der meddeles os, vil der endvidere i de nærmeste Dage blive udgivet Gemyse-Konserver. Desuden har Landraad Schønberg vedvarende været ivrig bestæbt paa at fremskynde de større Kartoffel-Leveringer, som endnu ikke er komne. De almindelige Trafikvanskeligheder, hvorunder – hvad enhver, der staar i Erhvervslivet, veed – den afsides liggende Sønderborg Kreds særlig har maattet lide, er Hovedaarsagerne til denne Forsinkelse. Der er imidlertid Haab om, at ogsaa Kartoflerne vil ankomme i den nærmeste Tid. Dermed vilde Hovedvanskelighederne være overvundne.

Men fremfor alt bør enhver sige sig selv, at der ved Udskejelser som i Gaar ikke hidskaffes en enkelt Smule Brød, at det tværtimod fører bitre Følger med sig for de delagtige.

Funden Gris.
Politiforvaltningen i Aabenraa bekendtgør, at der er blevet anmeldt en Gris som Hittegods, og anmoder Ejeren om at melde sig inden 8 Dage fra den 8. Maj af, da der i modsat Fald vil blive Dispositioner med hensyn til Grisen.

Uheldig Sejllads. (Dv.)
I Søndags Eftermiddag kæntrede en Mand med sin Baad paa Haderslev Dam i Nærheden af Johannesdal. Manden var dog i Stand til at holde sig fast ved den væltede Baad og raabe om Hjælp. Hans Raab hørtes af nogle Drenge ved Badebroen. De fik hidkaldt Hjælp, og den uheldige Mand slap med en vaad Trøje som en alvorlig Advarsel om at være mere forsigtig næste Gang.

Opdagede Skjulested.
Landraaden i Haderslev bekendtgør i Kredsbladet følgende:
Landmand Sch. I Sp. have skjult 287 Pund Rug i en Tønde pa Høloftet og hemmeligholdt den ved Korneftersynet.
Landmand H. i St. havde skjult 217 Pund Mel over Bageovnen og hemmeligholdt det ved Korneftersynet.
I begge Tilfælde er Varerne blevne konfiskerede uden Godtgørelse, og der er blevet anlagt Sag imod vedkommende.

8. maj 1917 – Thyge Thygesen: “Mig er de temmelig underdanige”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. Herfra blev han i slutningen af marts udkommanderet til at bevogte krigsfanger.

Lauchhammer d. 8. 5. 1917.

Kære Forældre og Søstre!
Har nu lige fået ”Onnen.” Vi har fået Nudler i Går og jeg har nu kogt nogle i Dag. Det går udmærket med Kogningen, det er jo slet ikke så slemt. Det eneste er, der går altid en hel Del af Fritiden dermed, men så har jeg jo til gengæld også altid hvad jeg lige har Appetit på. – Ansøgningen må I altså foreløbig ikke sende ind, den gamle er jo da så ikke helt ude af Verden, hvad det nu bliver til, skal Tiden nu vise.

– Sæbe har jeg foreløbig også nok af. Fangerne får lidt sendt hjemme fra og nogle af dem betænker jeg somme Tider med lidt Mad eller Brød og de har så givet mig lidt Sæbe. Mig er de temmelig underdanige, de kalder mig endogså ”Herr Posten.”

Vi har det dejligste Forår her, nu begynder alt at blive grønt. Men den dejlige Bøgeskov mangler her. Her i dette Ufrugtbare Land gror der kun Fyr og Birk.

Nu de kærligste Hilsener fra Eders Thyge.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

6. maj 1917 – Claus Eskildsen: “Faldskærmen brænder, han selv brænder.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I slutningen af marts blev regimentet indsat ved Lens nær Lorette-højen.

Et Par Dage senere rettes der et Generalangreb mod hele Ballonrækken. En Mand kommer styrtende ind paa Skrivestuen og fortæller hæsblæsende, at Ballonen Nord for os brænder. Lidt efter hører vi en heftig Luftkamp lige ved. Et Par Flyvere har angrebet »vore« Balloner. Snart brænder den ene. Observatøren springer ud med sin Faldskærm, Men nu bliver vi Vidne til noget af det frygteligste, jeg har set under hele Krigen. Manden er sprunget for sent ud. Den brændende Ballon daler ned og lægger sig over ham. Faldskærmen brænder, han selv brænder. — Gysende ser vi paa, hvorledes Faldskærmens Skelet med det forkullede Lig dinglende under sig synker til Jorden.

Tysk observationsballon (Zeppelin- og Garnisonsmuseet Tønder)

I den anden Ballon var der to Mand. De sprang begge ud og havde mere Held. Vinden drev dem lidt til Side, og deres Ballon, der ogsaa falder brændende til Jorden, rammer dem ikke. Men nu gør den ene Flyver en Kurve og gaar løs paa dem med sit Maskingevær, medens de hænger i Luften under Faldskærmen. Heldet forlod dem dog ikke, de naaede begge helskindet ned.

Denne Formiddag kostede Tyskerne her ved Montigny-en-Gohelle tre Balloner, 60,000 Mark.

De tyske Flyvere har helt tabt Modet, men »Flak« Folkene sparer ikke paa Krudtet og oversaar Himlen med deres Skyer. En enkelt Gang lykkes det dem at ramme en af de store Fugle. Vi ser en engelsk Flyver styrte ned. Hans ene Vinge, der er skudt af, kommer dansende gennem Luften langt bagefter.

(Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront,  1929, s. 164-5)

6. maj 1916 – Thyge Thygesen: “…med blødende Hjerte”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. Herfra blev han i slutningen af marts udkommanderet til at bevogte krigsfanger.

Lauchhammer d. 6. 5. 17.

Kære Forældre og Søstre!
Frisk op min Sjæl, forsag dog ej! – Nu bliver Du Degn i Jenses Stej, det sidste passer vel nu ikke, men ellers er der da nu et lille Lyspunkt i dette Tusmørke.

Altså: I går kom der fra Wittenberg en Skrivelse til mig hvorpå jeg skal besvare en hel Mængde Spørgsmål, det kan jo kun være angående Reklamationen. Det skal så sendes til Wittenbg. Der vil naturligvis så hengå nogen Tid, måske ca. 1 Måned, før jeg atter hører noget.

Så er min Tid som ”a.v.” [arbeitsverwendbar] jo desværre omme, (d. 15. 6.) men glad er jeg nu dog, da Rekl. altså dog ikke er helt ude af Verden. Hvad det nu bliver til vil meget afhænge af en ny Undersøgelse, som jo desværre nok skal blive foretaget og denne Gang har jeg jo, som allerede før meddelt, ikke stort Håb. Nu vil vi jo håbe det Bedste!

Underoffz. skulde være kommen Fredag Aften, men er endnu ikke her. Det er uforskammet af ham. Jeg har havt et farligt Bryderi i Morges. Alle Fangerne skal arbejde i Dag. Også dem som har arbejdet i Nat og som skal ud næste Nat. Da jeg ringede dem ud i Morges kom de ikke. Da jeg omsider fik dem udenfor, stillede Hælften sig til de Syge og meldte sig syg. Så har jeg smidt hele Selskabet ud, både syge og sårede, alt uden Undtagelse. Der måtte naturligvis gås håndgribelig til værks, mange måtte jeg have i Nakken og så hjælpe dem, ikke helt lempelig, udenfor. Sådan noget gør jeg med blødende Hjerte, for for min Skyld kunde de jo sågodt blive inde – men det var jo en Befaling og så må jeg jo også lystre.

Det regner i Dag, nu kommer de hjem, måske først Kl. 1, gennemvåde og Kl. 6 skal de atter ud, hele Natten. Det er også uforskammet at forlange sådan noget og så ved den Kost som de får! Jeg undrer mig blot at de ikke gjorde Gewalt, så kunde jeg jo slet intet have gjort mod så mange. Skyde dem ned, kan jeg jo da ikke godt. Nå, nu de Kærligste Hilsener fra Eders Thyge. Altså foreløbig ingen ny Reklamation!!!

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

3. maj 1917 – Flensborg Avis: “… strafbart, at Børn driver omkring”

Uddrag af Flensborg Avis´s meddelelser fra provinsen.

Kvindelig Arbejdskraft til Landet.
Paa Landet er der stor Mangel paa Arbejdskraft. Der kan ikke skaffes Krigsfanger mere og kan ikke regnes med omfattende Orlovsbevillinger. Det maa derfor hilses med særlig Glæde, hedder det i en Meddelelse til Bladet, at der er skabt en omfattende Organisation for at faa Kvinder, som stammer fra Landet, og som er kendt med Arbejdet der til at vende tilbage dertil. Der har allerede meldt sig mange Kvinder. Landmændene bør henvende sig til Kommuneforstanderne og i rette Tid meddele deres Behov, hvis der skal tages Hensyn dertil.

Kødkortene.
De nye Huslister til de næste Tilskuds-Kødkort bæres rundt i disse Dage. Ved de første Lister er det hyppig sket, at Husholdninger har krævet og faaet Kødkort til Fortrinspriser, skønt de efter de udstedte Bestemmelser ikke var berettigede dertil. Der gøres opmærksom paa Magistratens Bekendtgørelse i Dag.

 En Paamindelse.
„Sonderburger Zeitung” i Sønderborg er bleven anmodet om paa ny at henvise til den stedfortrædende Generalkommandos Forbud, hvorefter det er strafbart, at Børn driver omkring paa Gaderne efter Klokken 8 om Aftenen og at unge Mennesker ryger.

Kanintyveri. (Hmb.)
Hos Skomagermester Karl Kjer Nygade 50 i Aabenraa er der i Gaar Nat blevet stjaalet en stor sort Kanin. Ved Ellevetiden om Aftenen var den endnu paa sin Plads. En Kanin med 3 Unger i en Kasse ved Siden af var bleven forsmaaet af Tyven. Den har vist næppe syntes Tyven fed nok til at slagtes.

Mejeriet i Løjt har fra Tirsdag den 1. Maj af igen optaget Driften hver Dag.

Telefonspærringen inden for Haderslev Kreds kan, efter hvad der skrives i ”Schleswigsche Grenzpost”, nu som før ikke ophæves i Almindelighed. Men Krigsøkønomistedet har af den stedfortrædende Generalkommando i Altona faaet Tilsikring om, at der over for enkelte begrundede Andragender om Frigivelse af bestemte Telefontilslutninger i Betragtning af den store Betydning, som Landbruget har i denne Tid, vil blive udvist den største Imødekommen. For de paagældende Kredse bekendtgøres dette ad denne Vej, skriver Bladet, idet det overlades vedkommendes forgodtbefindende at indsende Andragender om Frigivelse af Telefontilslutninger til Krigsøkonomistedet i Haderslev

Sorrig og Glæde. (Dv.)
Landstormsmand Harald Fogt fra Tiset, som har faaet otte Ugers Orlov for at faa sin Foraarssæd lagt, modtoges ved sin Hjemkomst med den sørgelige Efterretning, at hans ældste Barn, en fire Aars Dreng, var bleven syg og under Sygdommen ramt af et Slagtilfælde og død. Han laa Lig, da Faderen kom hjem.

Ny Gennemgangspost.
I „Haderslev Kredsblad” for 26. April 1917 bekendtgøres af Landstorms-Inspektion I i Flensborg, at indtil videre er ogsaa Grænseovergangsstedet Farris (Jels Sogn) tilladt som Gennemgangspost. Gennemgangsbeviser for denne Gennemgangspost udstedes af Grænseovergangskommandoeni Farris paa Grundlag af de af Landraaden i Haderslev udstedte Passer med Viseringsanmærkning. Grænsekommandoen bestemmer de Tog, som maa benyttes paa Gennemgangsbeviser.

3. maj 1917 – Milert Schulz: “Es wird jetzt hier Kollosal warm”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien, hvor han i slutningen af marts 1917 blev kompagniskriver.

Im Felde, den 21.4.17

Meine lieben Eltern u. Geschw.! Gotte Friede zum Gruss. Zuerst danke ich Euch für erhaltenes Paket mit Fusslappen und Semmel. Habe die Semmel gleich zu Kaffe aufgegessen. Dieselben waren schon etwas muggelich. Schad aber nichts. Ebenfalls habe ich ein Paket erhalten mit Schmalz und Gebäck.

d. 3.5.17.
Also den angefangenen Brief werde ich jetzt vollenden. Ich habe ja wehrend der Zeit noch verschiedene andre Pakete dankend erhalten[,] aber was alles drin gewesen ist[,]
weis ich nicht mehr. Eins war ein Stückschen geräucherten Schinken, und “Boller”[,] leider sind dieselben schon muggelich eher die hier ankommen. In eins war Pladekage.

Denn habe ich vorgestern deinen lieben Brief vom 15/4 dankend erhalten liebe Mutter. Mir geht es ja noch immer recht gut hier und bin Gott sei dank gesund und munter und hoffe auch dasgleichen von Euch allen.

Es wird jetzt hier Kollosal warm. Es ist kaum, zum Aushalten. So fern man ein paar Schritte geht fängt man gleich an zu schwitzen. Und die Hitze kann ich nicht gut vertragen. Ich habe es eben so wie du liebe Mutter[,] wenn du im Hochsommer an der Küche stehst dann[,] fängst du auch gleich an zu schwizen. Jetzt steht die Sonne fast direct über uns. Also könnt Ihr Euch die Hitze vorstellen. Aber lass erst Juni Juli werden. Wen wir bloss nicht Malaria bekommen dann geht es ja noch.

Hier an der Front ist es sonst ziemlich ruhig. Aber in Frankreich geht es jetzt ein bischen doll her. Hatte vor kurzem auch einen Brief von Hans Asmussen. Unser Regiment ist jetzt in Ruhe. Nur müssen die jeden Tag ezerzieren. Ich brauche ja nicht zu machen, weil ich Schreiber bin.

Sende Euch heute wieder ein kleines Andenken nach Hause. Könnt Ihr mich finden? Das Bild ist nicht so gut gelungen aber erkennen kann man es doch. Da sind wir grade auf dem Marsch gewesen. Alle die Andern sind meistens Fahrer. (Kutscher). Da haben wir grade 6 Stunden Rast gemacht[,]  da wir Abends um 7 Uhr weiter marschieren sollten und sind wir denn die ganze Nacht im Regen bis morgens um 4 Uhr marschiert. Es war nämlich sehr gefährlich da zu fahren[,] weil der Franzmann dort mit der Artellerie hinschiessen konnte[,] wo der Weg führte.

Zum Schluss seid Ihr denn recht herzl. gegrüsst und geküsst von mir Euer Sohn und Bruder

Milert.

Ist mein Paketchen angekommen?

(Brev i privateje)

2. maj 1917 – Claus Eskildsen: “Disse Englændere er nogle kække Karle!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I slutningen af marts blev regimentet indsat ved Lens nær Lorette-højen.

Richthofen er paa Orlov, og de engelske Flyvere faar igen Overtaget i Luften. De har faaet en ny Model, en lille, hurtig Maskine med tre Bæreflader.

Den 2. Maj hører vi en Flyver brumme lige hen over Husene. Ringen under Vingerne viser, at det er en Englænder. Han gaar lige løs paa Observationsballonen, den store, gule Pølse, der hænger i Luften tæt ved Montigny-en-Gohelle. Men Manden i Ballonen har et Maskingevær og værger for Liv og Ballon. Englænderen gør omkring. Men paa Tilbagevejen holder han sig stadigt saa lavt nede, at han med sit Maskingevær skyder langs ad Billy-Montignys Gader. — Disse Englændere er nogle kække Karle!

(Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront,  1929, s. 164)

2. maj 1917 – Thyge Thygesen: “… død en Russer for os”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. Herfra blev han i slutningen af marts udkommanderet til at bevogte krigsfanger.

Lauchhammer d. 2. 5. 17.

Kære Forældre og Søstre!
Har næsten ingen Tid til at skrive i, men Tiden til et Brev tager jeg mig nu. Jeg er jo kommandofører i denne Uge og nu skal da også alt muligt indtræffe lige udregnet, da Underoffz. fejler. For det første er der død en Russer for os. På Torsdag kom han i Sygehuset, på Lørdag døde han, Mandag Aften fik jeg det først at vide. I Går har jeg så havt et Løberi som er til at blive tosset over. Jeg skal melde det an alle mulige og umulige Steder, sørge for Kiste, Grav, Begravelse, katolsk Præst o.s.v. o.s.v. I Aften Kl. 7 finder Begravelsen så Sted. Nå, Hovedsagen er, at de får ham i Jorden, enten det så er på den foreskrevne Måde eller ej!

Takker mange Gange for Pakken med Flæsket og Ærterne, har i Dag kogt Ærter som efter min Mening og også efter en Russers Udsagn, som jeg gav en Tallerkenfuld, smagde helt udmærkede. Vi har i Dag fået 1 pund Sukker. Nå, I er nu af med lille Vipsen , at I vil komme til at savne hende, kan jeg så godt forstå. Gid hun nu må få det godt. Hun skrev i det sidste Brev, at hun troede helt bestemt jeg fik fri – ja, gid hun havde Ret, jeg tror det næppe. Til nu er jeg jo da her, men nu skal vi jo see hvad de næste Dage vil bringe!

Det er en slem Malheur for Peters, at de nu også har mistet en Hest, så høj som Værdien er nu, er den naturligvis ikke forsikret for!! Blot det nu må gå godt med Lisbeth når hun skal fole!

2 Russere har jeg sendt til Lazarettet i Wittenberg i Dag og så klager de enda alle: ”kaput, kaput,” Men jeg kan jo ikke, som jeg helst vilde, sende hele Flokken derhen.

Nu de kærligste Hilsener, Eders Thyge.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

1. maj 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “Skyttegrave med mange Opholdsrum”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia.

1. En Sønderjyde fra Haderslevegnen har meddelt følgende:

a. i Haderslev ligger 1´ og 2´ Bataillon af 84 Ersatz-rgt. (c. 2000 Md) og desuden 1 Komp badensiske Fodfl. ( 200 Md.)Desuden c 600 Ryttere af 20´D.R., deraf var Hestene med meget Mandskab paa Landarbejde i Meklenborg[?]; medens Resten af Mandskabet var paa Mark i Omegnen af Haderslev.

b. Fra Hoptrup til Genner ligger Skyttegravene i N-S, front mod Ø. (tidligere meldt). Ligeledes Skyttegrave med mange Opholdsrum og med Pigtraad foran fra Genner til Havslund.

c. Ved Aarøsund ligger Marineartilleri med et Batteri paa 4-6 Kanoner, vistnok 10,5 c/m Haubitze.

d. 45. Art.Rgt. – tidligere i Rendbg – ligger nu i Bamfeld ved Altona.

e. I de fleste Byer ligger altid en Del af Troppe[r]ne komignerede[?] i Kaserner o.l. for at være rede ved Optøjer.

f. Troppeafdelingerne skifter hyppigt Garnison for ikke at blive for kendt med Befolkningen.

2. 1 Zepp. S.f. Grænsen 5 Morgen i Retning V-Ø.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

29. april 1917 – Thomas Thomsen: “… über das Wetter kann ich doch schreiben”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der i foråret 1917 befandt sig i Galizien.

Galizien 29/4 1917.

Liebe Kristian Pedersen!
Jetzt muß ich dir doch mit aller Gewalt schreiben und mein herzlichster Glückwünsch zu deiner Verlobung mit Asta Brommer. Du kannst glauben ich habe große Augen gemacht, als ich das in Hejmdal gelesen habe, das hätte ich doch nicht geglaubt.

Auch meine besten Dank für alle deine Briefen die ich mit Freude erhalten habe. Ich hätte dich ja sonst viel früher schreiben müßen, aber ich kann dir nicht direcht von hier aus schreiben, ich muß es erst nach Hause schreiben und dann müßen die es weiter transportieren.

Ich habe es sonst ganz gut, aber das gefällt mir doch alles nicht. Das war viel besser in den alten Tagen als man so frei weck über die Grenze verkehren konnte. Jetzt ist man so gebunden[.]
Ich darf ja nicht viel schreiben aber ein bischen über das Wetter kann ich doch schreiben[.] Frühling haben wir schon lange gehabt und jetzt haben wir wieder Winter[.] die Nacht hat es wieder geschneit und ist eine Hundekälte das ist ganz schräcklich[.] Hoffentlich giebt es bald Friede das ich dir wieder besuchen kann.

Die freundlichster Grüße sendet euch allen
dein
Thomas Thomsen

(Kåre Pedersens Samling)

28. april 1917 – Milert Schulz: “… einen Berg gestürmt”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien, hvor han i slutningen af marts 1917 blev kompagniskriver.

Geschr. den 28/4 17.

Meine lieben Eltern und Geschwister!Gottes Friede zum Gruss! Habe nun in langer Zeit nicht an Euch geschrieben. Wir [sind] nämlich wieder3-4 Tage auf den Marsch gewesen und erst vor ein paar Tagen wieder an Ort und Stelle angelangt. Hatte schon in dem andern Dorfe wo wir waren[,] einen Brief angefangen und war grade mit der Hälfte fertig[,] als plötzlichder Befehl kam, wir sollten noch am selben Abend abrücken und schnell anspacken rann gehen.

Der Brief liegt in meinen Tornister noch halbfertig geschrieben. Ich habe dort nämlich drinn geschrieben was ich dort an Pakete erhalten habe und werde ich es in diesen Briefe nicht wiederschreiben, da heute die Post wiederzum ersten mal wieder abgeht[,] und will ich Euch bloss flüchtig ein paarZeilen noch mitschreiben. Der andre Brief folgt den nach.

Mir geht es ja noch immer recht gut hier auf der Schreibstube und bin Gotte sei dank gesund und wohl und hoffe ich dasgleichen von Euch meinen Lieben. Habt Ihr mein Bild erhalten? Dann könnt Ihr ja doch wenigstens sehen wie ich so ungefähr aussehe hier im Felde.

Sonst ist ja hier noch alles beim alten. Ein Toter und ein Verwundeter haben wir bei der Komp. so lange ich hier bin gehabt. Wo wir letzt waren ist es ein bischen dolger gegangen sonst aber noch gut abgelaufen. Wir haben dort nämlich einen Berg gestürmt und gewonnen un[d] da haben wir auch die beiden Verluste gehabt.

Hier hat es in 8 Tagen in einer Tour geregnet. Heute haben wir nun wieder Sonnenschein. Ja ein merkwürdiges Klima hier unten. Schnee haben wir auch vor ein paar Tagen gehabt so dass es ganz kalt war.

Soeben kam die Post an, aber für mich war leider nichts dabei. Hoffentlich nächstes Mal. Habe heute 45,- Mark nach Hause geschickt. Habt Ihr die 15 Mark noch nicht erhalten? Na hoffentlich kommen diese gut an. Der Cigarettenhandel geht ganz gut hier.

Nun viele herzl. Grüsse und Küsse an Euch allen meine Lieben und in der Hoffnung[,] das wir uns bald wiedersehnvon mir Euer Sohn und Bruder

Milert.

Hoffentlich kommt bald ein Paketchen mit, ”Beggenödder”??das schmeckt nämlich ganz gut. Fettigkeiten verderbenbloss eher es hier ankommt.

(Brev i privateje)

27. april 1917 – H.P. Hanssen: “Mishandlinger, Sygdomstilfælde og barbariske Straffe”

H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede blandt andet som medlem af den tyske rigsdag mindretallet i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin d. 27. April 1917.
[…] Gothein, hvem jeg havde forsynet med Materiale, gav en overordentlig drastig Skildring af Tilstanden ved Fangekompagnierne i Nordslesvig. Tilstanden i Fangelejrene ved Løgumkloster, Tinglev og Enemark  spottede, sagde han, enhver Beskrivelse. Fangerne pines af Sult og Arbejde, som langt overstiger deres Kræfter. De lider under Mishandlinger, Sygdomstilfælde og barbariske Straffe. Dødsfaldene er talrige. Angrebet rettedes især imod Major Stöckel, som har Overkommandoen over Fangerne, og derfor bærer Hovedansvaret for disse skandaløse Tilstande.

Krigsministeren tog Major Stöckel i Forsvar. Efter at en Kommission havde undersøgt Forholdene i Fangelejrene i Nordslesvig, var der nu bleven indført bedre Lægeundersøgelse, bedre Kost, bedre Vask og en Hviledag ugentlig foruden Søndagen.

Dr. Oscar Cohn, som støttede Gothein, oplæste en skriftlig Redegørelse for Forholdene i Fangelejren i Løgumkloster, som han havde modtaget fra unavngiven Side — øjensynlig fra en Mand, der har en betroet Stilling i Fangelejren — der gjorde et meget vederhæftigt Indtryk. Det fremgik deraf, at Fangerne midt i den haarde Vintertid bliver vækkede Kl. 3 1/2 om Morgenen. Kl. 4 faar de Kaffe med en Skive tørt Brød, naar der endnu er noget tilbage af den minimale Ration, som de faar. Derefter kommanderes de paa Arbejde. Vejen, som de maa marchere til Arbejdsstedet, er 28-30 Kilometer frem og tilbage.

Arbejdet er haardt, for Tiden bestaar det mest i at aflæsse og bære svære Byrder fra Vogne til Skyttegravene, til andre Tider i svært Jordarbejde. Klokken 8 Aften kommer de først tilbage til Fangelejren. De faar saa Roesuppe, for det meste kogt paa Foderroer, røde Runkelroer eller Kaalrabi og  kommanderes derefter Kl. 9 1/2—10 til Ro. Saaledes Dag ud og Dag ind.

Kun Fanger, som har aabne Saar eller Feber, maa efter Major Stöckels Anordninger fritages for Tjeneste. Andre Syge maa arbejde med. Fodtøjet er meget daarligt. I de sidste Maaneder har de ikke haft Smørelse. De fleste savner Strømper og maa i den haarde Vinterkulde gaa med bare Fødder i de stive hullede Støvler. En Del Fanger er allerede døde af Overanstrengelse, saaledes Eiermann, Bucken, Husimanns, Premer m. fl.

De lider alle af stærk Underernæring og lider meget af Tarmsygdomme og Blodgang.

Den 7.-8. November 1916 anordnede Major Stöckel, at en Fange, som efter gentagne Opfordringer under foregiven Sygdom vægrer sig ved at arbejde, skal stikkes ned af en energisk Underofficer. „Fangen skal,” hedder det i Anordningen, „først trues. I Reglen vil han da falde til Føje. Men gør han ikke det, skal Truslen omsættes i Handling og Fangen ubarmhjertigt stikkes ned.”

— Her har vi altsaa Forklaringen af det før omtalte Mord i Hoptrup, hvor en stakkels syg Fange faktisk, bundet til et Træ, blev myrdet med et Bajonetstik paa denne barbariske Maade!

Iøvrigt stemmer Angivelserne i denne Redegørelse nøje
med de Informationer, jeg har modtaget af danske Tillidsmænd,
baade hvad Ernærings- og Arbejdsforholdene angaar. […]

(H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd. 1, Kbh. 1925, s. 303-4)

26. april 1917 – Thyge Thygesen: “bange for at jeg alligevel kommer til at gøre den sidste Akt med”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. Herfra blev han i slutningen af marts udkommanderet til at bevogte krigsfanger.

Lauchhammer d. 26. 4. 17.

Kære Forældre og Søstre!
Mange Tak for Eders kære Brev. Ja, Du må nok sige det, lille Mor, at jeg kan være glad for at jeg ikke er ved Fronten nu. I kan tro jeg er det også. De arme Mennesker som skal holde det ud! Men efter Beretningerne lader det jo dog ikke at Gennembruddet lykkes. Hvad mon det dog vil ende med?

Jeg er nu meget spændt på hvad mon der gøres ved mig til Mai. Jeg er kun bange for at jeg alligevel kommer til at gøre den sidste Akt med derude. Øjnene er nu næsten helt gode og Nerverne har også bedret sig betydelig, mærker jeg. Min hele Skæbne står i Guds Hånd, Hans Villie ske, lad det så gå hvordan det vil.

Til en Tid troede jeg bestemt at Afgørelsen vilde falde i Sommer, nu tvivler jeg stærk derpå. Med Våben lader det jo ikke til at de kan komme til et Resultat og skal der ”holdes ud,” så kommer jo nu den nye Høst, så går det jo igen. Men også der kan vi kun sige: ”ikke min, men Din Villie ske.”

Havde nær glemt det, mange Tak for Pakken, Smør og Kage!!

Kærligste Hilsener Eders Thyge.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

25. april 1917 – H.P. Hanssen: “Nægtelsen af Orlov til dansksindede”

H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede blandt andet som medlem af den tyske rigsdag mindretallet i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin d. 25. April 1917.
[…] Mit Materiale angaaende den i Hoptrup myrdede Fange

overgav jeg i Dag til Schöpflin, som skal behandle Soldatermishandlingerne. Davidsohn fik Materialet vedrørende Nægtelsen af Orlov til dansksindede Sønderjyder, deriblandt opsnappede tyske Skemaer med Rubriker vedrørende Ansøgerens politiske Sindelag. Schopflin paatalte senere Fangens Mord med stor Virkning og krævede nærmere Oplysninger af Krigsministeren, som straks lovede at indlede en Undersøgelse. Materialet angaaende Orlovsansøgningerne vakte megen Opmærksomhed, og Krigsministeren tog Afstand fra de benyttede Skemaer. Det politiske Sindelag var i og for sig ligegyldigt, naar en Soldat søgte om Orlov. Der skulde kun tages Hensyn til, om der var Fare for Desertation. Hvor en saadan Fare forelaa, kunde der ikke gives Orlov. […]

(H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd. 1, Kbh. 1925, s. 297)

24. april 1917 – Lorens Jepsen: ” Livet som Prisoner”

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. Den første tid af fangenskabet befandt han sig i en britisk fangelejr i Frankrig.

24. April 1917

Min kære Anne!
Har atter Lejlighed til at give et Livstegn fra mig. Kan da meddele, at det gaar mig rigtig godt. Vilde selvfølgelig være glad ved atter at have min Frihed, dog Livet som Prisoner vænner man sig ogsaa til, og saa er det da uendelig bedre her end i Skyttegraven. Her har man da sin Nattero og færdes ude i Guds frie Natur om Dagen.

I Gaar saa jeg her for første Gang Kreaturer paa Græs, dog Græs er der endnu kun lidt af, men da vi nu har varmere Vejr saa kommer alt vel snart i Gang.

Naar jeg faar Brev fra Dig, saa meddeler Du mig vel ogsaa hvorledes det gaar Dig med Bedriften. Om Privatsager kan Du selvfølgelig skrives saa meget som Du vil.

Haabende, at I allle er sunde og har det godt slutter med de hjerteligste Hilsner til Eder alle
Din egen Lorens.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

22. april 1917 – Enkefru Røgind: “Moralen er slappet ved Grænsen”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

22. April.
Fru Lindstrøm fortalte dramatisk om sin Rejse. Den har i Sandhed været spændende; godt det gik saaledes. Man faar ret Indtryk af, hvor Moralen er slappet ved Grænsen, baade dansk og tysk er lige god, gælder kun Smørelsen.

Hvad der havde gjort et meget stærkt Indtryk paa hende, var Mødet med en Soldat i Toget fra Fjelstrup. Han kom fra Arras, havde rejst uafbrudt fire Dage og Nætter, havde Orlov, var lige ankommet, et Telegram ventede ham og en Gendarm ligesaa, og øjeblikkelig maatte han efter Rekvisition tilbage til Arras uden at have set sit Hjem, sine Kære.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 135)

22. april 1917 – Claus Eskildsen: “… svært at skrive alle de mange Breve hjem til de paarørende”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I slutningen af marts blev regimentet indsat ved Lens nær Lorette-højen.

Efter et Par Dages Pusterum genoptages Slaget den 22. April. En Granat dræber Løjtnant Bong-Schmidt fra Flensborg i Billy-Montigny, ude i et Granathul falder Løjtnant Franken. Et Par Timer efter melder hans Broder sig paa vor Skrivestue. Han er paa Grund af en Ansøgning forflyttet til vort Regiment for at være sammen med Broderen!— Det er ikke let at skulle meddele ham, hvad der er sket for et Par Timer siden.

Soldaterkirkegård, Leutnant Bong-Schmidts grav ses forrest i midten (Claus Eskildsens Vestfront-album, Lokalhistorisk arkiv for Gl. Tønder Kommune)

Det er svært at skrive alle de mange Breve hjem til de paarørende, naar en Bekendt er faldet eller savnet.

Slaget fortsættes de følgende Dage. Billy-Montigny brænder og forvandles til en Ruinhob. Henin-Liétard faar samme Skæbne. Vor lille By midt imellem ligger ikke ved alfar Vej og skaanes. Men Befolkningen sendes bort. Atter køber vi, atter stjæles der, Soldater løber rundt midt i Dødens Gru som til en Maskerade, klædt i Frakker og Damekjoler, med høj Hat paa Hovedet og Parasol i Haanden.

(Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront,  1929, s. 163-4)

22. april 1917 – Thyge Thygesen: “Skal Lisbeth snart fole?”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. Herfra blev han i slutningen af marts udkommanderet til at bevogte krigsfanger.

Lauchhammer d. 22. 4. 17.

Kære Forældre og Søstre!
Er nu atter Kommandant på ”Djævleøen,” da Underoffz. atter er udrejst. Har nu fået Fangerne sendt på Arbejde og vil så straks begynde på et Brev til Eder. I Går Aftes modtog jeg Pakken med Kartofler og siger Eder mange Tak derfor. Har det jo ellers udmærket og håber det samme om Eder alle.

– Jeg talte i Går Aftes med Kameraterne og Underoffz. om Reklamationen. De mente ikke det kunde gøre noget om der blev sendt en ny ind. Jeg ved nu ikke om det ikke er klogere at vente til efter Maj, da jeg jo sandsynligvis da atter må forandre Opholdssted. Ellers skal den jo rettes til:

9. Landst. Ers. Batl. 4/27
2. Kompagnie
Klein Wittenberg (and.
Elbe.)
Abkommandiert zum Arbeitskommando 57a
Lauchhammer.

Det kan I nu gøre som I vil, men jeg tror nu det er sikrere at vente til nogle Dage hen i Maj. Det er naturligvis skammelig for hver Dag der går, men på den anden Side var det jo også ærgerlig hvis den ikke skulde nå mig på Grund af, at jeg flytter. Efter Maj er Chancerne naturligvis ikke så gode, da I jo da får en Karl. Jeg vil nu overlade det helt til Eder – men jeg tror nu alligevel det er bedre I venter. – Det er nu ikke for det, der er enkelte Rekl. som er gåede et helt ¼ Aar, men da denne her var til Forårsarbejdet skulde man jo synes den måtte gå hurtigere, så jeg er alligevel bange for den er afslået. Prøv at tale med P. Petersen hvad han mener.

Er alt ellers vel om Bord derhjemme? Skal Lisbeth snart fole? Nu må I da have en Masse Mælk da alle Køerne har kælvede? I Aar kommer de nok ikke ud til Maj!!? Et Får og eet Lam!! Ja, alt er knap!!!

Nu de kærligste Hilsener til Eder alle, Eders Thyge.

Hilsen til Naboer og Bekendte!

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

21. april 1917 – H.P. Hanssen: “at støde ham ned med Bajonetten”

H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede blandt andet som medlem af den tyske rigsdag mindretallet i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Aabenraa d. 21. April 1917
Min Paaskeferie har jeg be nyttet til at afholde Møder med Tillidsmænd i private Hjem paa de forskellige Egne. Jeg har holdt Foredrag om Stillingen bag lukkede Døre. Stemningen har i det hele været god. Befolkningen ranker sig. Modet vokser. Og Lunet lader sig ikke længere undertrykke af Trængslerne.

I Nørborg talte jeg bl. a. med Dyrlæge Dau i Hagenbjerg, der lige havde haft Brev fra sin Søn Thorvald, en udmærket ung Mand, som Krigen allerede har ført det halve Evropa rundt. I Fjor kæmpede han i Italien i østerrigsk Uniform, da Tyskland endnu ikke havde erklæret Italien Krig. For Tiden ligger han i Bjærgene mellem Ungarn og Rumænien. Han er her afkommanderet til en Trup, som skal transportere Kvæg fra Ungarn over Bjærgene til Rumænien til den tyske Hær, som kæmper nede paa Sletterne. En Tidlang gik det godt med Transporterne. Men saa forbød Ungarn Udførslen af Kvæg. Overkommandoen svarede med at befale, at Kvæget skulde smugles over Grænsen. Driften skulde føres op imod Grænsen ad Biveje og derefter passere Passet ved Nattetide. Tab vilde være uundgaaelige, men de maatte ikke opholde Transporten. Nær Grænsen blev de imidlertid overfaldne af en ungarnsk Husarpatrouille, som efter kort Kamp fratog dem Kvæget!

Paa et af mine Møder meddelte man mig, at en tysk Straffefange, der tilhørte en Kolonne, som arbejder paa Befæstningsanlægene ved Hoptrup, havde vægret sig ved at arbejde. Han blev da først bundet til et Træ i flere Timer. Derpaa adspurgt, om han nu vilde arbejde, svarede han atter nej. En Løjtnant befalede da en Underofficer at støde ham ned med Bajonetten. Underofficeren erklærede, at det kunde han ikke. Saa befalede han en anden Underofficer at gøre det, og han gennemborede ham derefter med Bajonetten, saa han sank sammen med et Skrig og kort efter døde! — Jeg optog straks Sagen til Undersøgelse og har nu fra absolut paalidelig Side faaet den stadfæstet i alle Enkeltheder. Materialet vil jeg fremlægge i Finansudvalget.

Paa et andet Møde meddelte man mig, at 20 belgiske Civilister, som er ankomne til Grusgraven i Uge, Onsdag før Skærtorsdag vægrede sig ved at arbejde videre. I bidende Kulde og stærkt Snefog blev de da stillede op med Ansigtet imod en Mur og skulde staa stille der, indtil de erklærede sig villige til at optage Arbejdet. Saaledes stod de i 4—5 Timer. Saa kunde de ikke holde det ud længere. Paa fire nær optog de „frivillig” Arbejdet!

Mit Møde i Aabenraa i mit eget Hjem i Dag var besøgt af 19 Tillidsmænd fra Aabenraa Amt. Vi drøftede Forholdene i Amtet indgaaende, og jeg fik udmærkede Informationer. 

(H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd. 1, Kbh. 1925, s. 292-3)

17. april 1917 – Milert Schulz: “Einen abgestutzten Schnurbart”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien, hvor han i slutningen af marts 1917 blev kompagniskriver.

Im Felde, den 17.4.17.

Meine lieben Eltern und Geschwister.
Da ich heute wieder mal Zeit habe, will ich Euch doch ein paar Zeilen schreiben. Ich danke Euch herzl. für die vielen Pakete die ich in letzter Zeit empfangen habe. Was da alles drin gewesen ist[,] kann ich Euch nicht mehr schreiben[,] da ich selbiges schon aufgegessen habe. Das letzte war aber mit Schmalz, Wurst und Zwieback. Ich glaube kaum, dass da ein Paketchen verloren gegangen ist. Eure Briefe erhalte ich ja auch ständig.

Der letzte Brief war von dir liebe Mutter vom 6.4.17. Wie ich daraus ersehe[,] freut es mich sehr, dass es Euch allen im lieben Heim noch Gesundheitlich gut geht. Dasselbe kann ich auch von mir mitteilen. Habe bis jetzt noch keine Not gelitten hier im Felde und hoffe ich auch[,] dass ich einst gesund und wohlerhalten wieder zurückkehren darf. Der Herr gebe dass wir doch bald den langersehnten Frieden wieder bekommen.

Ich sehne mich danach Euch allen Lieben mal wieder zu sehen und sprechen. Nun habe ich Euch beinahe in 1½ Jahren nicht gesehen. Da hat sich ja auch verschiedenes in der Heimat geändert. Ja sogar meine jüngste Schwester Annÿ kenne ich nicht einmal. Bruder Oskar habe ich ja doch als klein gesehen[,] aber der ist ja jetzt auch grossgeworden. Wenn ich einst nach Hause kommen sollte],] kenne die beiden Jüngsten mich ja garnicht und ich die auch nicht[,] dann wird kleine Annÿ wohl laufen und sprechen können. Habt Ihr denn nicht eine Photographie von den beiden?

Ich sende Euch nun heute ein Bild von mir und meinem Feldwebel. Hoffentlich wird es Euch freuen. Nun könnt Ihr ja doch sehen wie ich ungefähr aussehe. Einen abgestutzten Schnurbart habe ich auch bekommen. (Schon in Lyck) Was Ihr wohl auch nicht wisst. Das Bild ist grade nicht so gut geworden, aber erkenne kann man es doch. Heute werde ich mich wieder abnehmen lassen mite in paar Kameraden zusammen.

Habe schon verschiedene Kameraden von anderen Komp. geschprochen welche auch aus Nord Schleswig sind. Hier beim Regiment sind überhaupt viele Schleswig-Holsteiner.

Die Hitze hat hier auch schon gut angefangen. Alles ist schon grün. Es ist jetzt beinahe zu warm. Heute ist es nun grade nicht so schönes Wetter, es ist so stürmisch. Nun zum Schluss recht viele herzl. Grüsse und Küssen an Euch allen meinen Lieben und auf ein baldiges frohes Wiedersehen hoffend von mir Euer Sohn und Bruder

Milert.

Die Taschentücher habe ich auch erhalten

(Brev i privateje)

17. april 1917 – Claus Eskildsen: “… følte »min« Granat komme”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I slutningen af marts blev regimentet indsat ved Lens nær Lorette-højen.

Den 17. April tager vi Kvarter i Montigny-en-Gohelle lidt længere tilbage. Vi har Skrivestue i en Estaminet — hvert 5. Hus i Frankrig synes at være en Kro. Officererne bor i et andet Hus, men har ikke megen Glæde af det. Saa længe Slaget staar paa, maa de sidde ude bag Lens i en dyb, natmørk Jordhule.

Derfor skal jeg hver Eftermiddag paa Cykle ud til dem for at faa Underskrifter og modtage Ordrer. Det er ikke hyggeligt, naar Vejene ligger under Ild. Men Øret øves og Instinktet siger, hvilken Granat der er bestemt til een. Den har en særlig Nuance i Knaldet, en lidt afvigende Tone i dens Hylen og Brusen. Jeg mindes smilende, hvorledes jeg en Dag, da jeg saaledes instinktivt følte »min« Granat komme, smed Cyklen til den ene og mig selv til den anden Side, ned bag et Træ. Jeg slap med at blive godt overdænget af Jord, — men hvad kunde Træet vel have hjulpet?

(Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront,  1929, s. 163)

16. april 1917 – Matthias P. Branderup: “Sig mig, har i ikke jøder hos jer deroppe i Slesvig ?”

Matthias P. Branderup fra Rødekro blev indkaldt i december 1914 og kom til at gøre tjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 37 på vestfronten. I april 1917 var han med til udbygningen af den såkaldte “Siegfreid-Stellung”.

Med mellemrum fik vi fra Tyskland opfyldningsmandskab, og ofte var der blandt disse unge på 19 år (senere endnu yngre). De havde ikke nogen træning i at bruge skovl og hakke. Jeg havde således en ung jøde i min gruppe, en bankmand, og så havde jeg en robust fyr – Kroli hed han -som altid var på nakken af den lille jøde.

Jeg husker selv, hvor kejtede vi var i den første tid ved skansearbejdet, og gav Kroil en henstilling om at lade den unge mand i fred. Jeg mente, at jøder var en slags mennesker lige som vi andre.

Men så kan det nok være, at han fik luft “Sig mig, har i ikke jøder hos jer deroppe i Slesvig ?”

“Nej, det havde vi da ikke. Jeg kendte ingen.

“Så forstår jeg dig bedre,” sagde han, “hjemme i Schlesien er de ved at blive overklasse. Alle steder trænger de sig ind. Hvem behersker pressen idag,? Jøderne. Hvem ejer de store købehuse? [dvs. indkøbscentre, red.]  Jøderne. Og bankerne? Jøderne. Hvem sidder på højfinansen? Jøderne. Og den oversøiske handel? Jøderne.

Jeg mente, at det jo måtte være en fordel for Tyskland, at have sådanne dygtige mennesker inden for sine grænser. De skaffede jo omsætning og handel, som kom hele landet tilgode. Og det er såmænd ikke altid, man kan se på en mand, at han er jøde. Engang vil de vel blive blandet op i befolkningen.

“Ja,du forstår ingenting, min gode Branderup. De er en fremmed race, og holder sig for sig selv. De har deres Synagoger med deres frimureri, hvor de hjælper hinanden indbyrdes. Og vi tyskere er vel lige så oplyste og dygtige. Vi behøver vel ikke at lade os beherske af dette jødepak. Se blot til de sorte i vore kolonier i Afrika. Vi lader dem studere på vore universiteter. Du skal bare se, at en dag er de lige så oplyste, som alle andre. Så kan de klare sig selv, og så bliver vi smidt ud af vore kolonier. Nej, – racespørgsmålet vil alle dage blive ved med at eksistere.”

“Hvad mener du så om underofficer Meyer. Han er også jøde, og et bedre og mere pligtopfyldende menneske findes ikke i hele kompagniet,” spurgte jeg ham.

“Ja,” mente han, “lad gå med, at der findes undtagelser. Men i det store hele, er de nogle udbyttere og noget rak.”

Vi måtte afslutte diskussionen, da vi alligevel ikke kunne komme til enighed i dette spørgsmål.

(Efter Matthias P.  Branderup: Verdenskrigen 1914 — 1918, renskrift af upublicerede erindringer på Lokalhistorisk Arkiv i Rødekro)