Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Fredag, d. 4. maj 1917
Min kære Jørgen! …De har straks sagt dig det om den efterorlov, du ikke fik, men som var dig tiltænkt; men hvorfor kunne du så ikke med det samme rejse hjem igen. Det kan jeg ikke forstå, det var da altid bedre end at være der. Ja, det kan jo nu ikke nytte at ærgre sig over det, for nu er det for sent, men det kunne ellers have været en god uge for os alle herhjemme. Men ellers må vi jo være glade ved, at du har været hjemme i den tid, dit kompagni har været for. Hvor har de dog lidt meget. At tænke sig, at halvdelen af den flok på de fotografier, du har, er borte. Og Koch, det var jo ham, du holdt mest af. Den tanke ligger jo så nær, hvordan mon det kunne være gået dig, hvis du ikke havde været hjemme, men været med de andre derude. Gud ske tak for, at du slap fri for alt dette denne gang. Måske du også herefter kan blive bevaret, det er jo da altid vor bøn. – Hans Hansen fra Stenderup er død i Vitry og ligger begravet der…
Du skriver, om Louise er lidt ked af at gå i skole. Ja, det fortalte jeg dig jo om i mit brev fra i går. Det går jo så meget godt for os, endnu da. I morges var hun lidt ked af det. Hun klagede sig, at hun havde ondt i halsen, hun ville i seng igen. Så lå hun en halv times tid længere, men så fik jeg hende snakket for, jeg kunne jo nok mærke, at det var ikke så slemt. Hun græd så lidt over, at hun ikke kunne huske, hvad dør og vindue hed på tysk. Se, det var jo nu en stor modgang for hende, lille pige, men jeg trøstede hende, og så gik vi med hende ned til kroen, Agnete, Kirstine og jeg, så ville hun selv gå resten. Det skal ellers nok gå, det er jeg ikke bange for…
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.
