Alle indlæg af DenStoreKrig

27. marts 1917. I eftermiddag får vi en russer. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag, den 27. marts 17

Min egen kære Jørgen! Det var et dejligt brev, jeg fik fra dig i dag, fra den 23. marts. Mon det da virkelig skulle give orlov. Ja, det ser jo næsten ud efter det, når den så blot ikke må blive alt for kort. Jeg tænker nok, du kan træffe H.C. herhjemme, han har vistnok orlov til tæt henimod maj. Hvor kunne det være rart for jer at se og tale med hinanden. I har jo da ikke set hinanden, siden I skiltes den aften i Husum. Da var det trist. Og et godt kvarter har du jo også nu. Det må rigtignok være en flink kone, at hun sådan vil vaske og stoppe for soldater, som hun ellers slet ikke kender. Det var vi andre næppe kommet i tanker om, hvis det var os, som skulle have huset fuld af »fjender«…

I eftermiddag får vi en russer. Hans vil nu prøve, om han kan lære ham at malke. Hvis det lykkes, skal han jo så passe kreaturerne, og så vil Hans have en daglejer foruden. Jeg synes, det er mange karle, 4, men sådan som i vinter kan det jo heller ikke gå. Så biir de bagefter med arbejdet, og det vil Hans helst ikke være. Men nu sørger jeg ikke så meget for alt det, for når du kommer hjem, kan I jo tale om det, og så får vi så meget ordnet…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

26. marts 1917 – Johannes Christensen: Hver dag bliver opreven af uhyggelige og ulykkelige begivenheder

20-årige Johannes Christensen befinder sig med Regiment 84 på det rolige frontafsnit ved Thiacourt sydøst for Verdun. I dette brev til sin familie hjemme i Visby ved Bredebro prøver han at udrede, hvilken betydning de seneste begivenheder i krigen – Operation Alberich (tyskernes planlagte tilbagetog til stærkere stillinger på vestfronten) og Februarrevolutionen vil få for krigens gang.

Stillingen 26/3 1917.

Kære alle sammen!

Nu skal I så have det lovede brev, som jeg skrev på forrige kort. Jeg er stadig i skansearbejde nu og bliver her 3-4 dage. Vi arbejder fra om morgenen klokken 7.00 til 15.00 eftermiddag i en tur, men så er vi da også for det meste færdig for en dag, så med tjeneste går det jo endda, men det skal jo også forestille ro for os. En ordentlig appetit har vi , kan I tro, når vi kommer tilbage efter at have arbejdet otte timer ud i ét, og så i denne sne og kulde, som vi stadig har endnu hver dag.

Så er Alfred (Johannes storebror, red.) heller ikke kommet på orlov endnu. Jeg gad nok vide, hvornår I alle skulle få os at se derhjemme. Måske bliver det ikke før pinse, men hovedsagen er jo, at vi blot kommer hjem en gang, så må vi have tålmodighed så længe. Det går forfærdeligt langsomt med orloven i denne tid. Der kører seks mand ad gangen. De næste, der kører, bliver vistnok omkring 6-7. april, så de kan være hjemme påskedag. Det var nok rart, at komme med på den tur, men stort håb har jeg jo ikke.

Hvordan har I det ellers derhjemme? Går det nogenlunde med sundheden mor og far? Mon vi dog ikke snart skulle fred?

Tyskerne er jo gået et stort stykke tilbage deroppe ved Somme, men af hvilken grund de har gjort det, og hvad følgerne vil blive er jo ikke godt vide. I Rusland har de også haft et mægtig spektakel, ladet det jo til og her fortalte de i går, at de havde tilbud om fred, men det stemmer jo naturligvis heller ikke.

Ah! Gid det dog snart var så vidt, at vi kunne drage hjem igen og ud af denne krigstummel, hvor hverken sind eller tanke nogensinde kan finde ro, men stadig på ny hver dag bliver oprevet af uhyggelige og ulykkelige begivenheder og tildragelser. Oh! Ja, hvor vi længes efter at komme hjem igen, ud af det hele og begynde et andet liv igen. Ja, Gud give, at det ikke må vare så længe. Jeg synes, at jeg er så adspredt i disse dage, så jeg kan slet ikke tænke mine tanker til ende. Det blev heller ikke noget rigtigt brev i aften. I må undskylde, men jeg kan ikke samle mine tanker. I hører nok snart igen. Jeg har det ellers godt.

Med kærlig hilsen og på gensyn, Eders Johannes

Hils venner og bekendte derhjemme. I har vel ikke hørt noget om ansøgningen? Har I heller ikke hørt noget fra Thorvald (Johannes’ bror, red.). Han er jo flyttet igen.

Hils venner bekendte derhjemme.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

23. marts 1917 – Ribe Stiftstidende: soldaters efterladenskaber

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

De 45-aarige ved fronten

Som svar paa en skrivelse  af 25. januar har den prøjsiske krigsminister meddelt rigsdagsmand  Dr. Düller-Meiningen, at man i længere tid har bestræbt for at trække alle mandskaber over 45 aar, som har ligget i felten længere end 6 maaneder,  tilbage fra den forreste linie, og dette vil ifølge Dannevirke ogsaa ske i fremtiden, for saa vidt det ikke er den enkeltes udtrykkelige ønske at blive dér.

Efterladenskaber efter afdøde soldater

Det prøjsiske krigsministerium har i Berlin, Joachimsthalerst. 10, indrettet et centralsted for efterladenskaber. Dette omfatter en samling af efterladenskaber efter faldne og afdøde, hvis identitet ikke har kunnet fastslaas. Paarørende af savnede, hvem det er bekendt, at den savnede stadig har bestemte erindringer, karakteristiske smykker osv. hos sig, kan henvende sig til dette centralsted. Nøjagtige opgivelser er ifølge Dannevirke nødvendige, ved urene numret, ved ringe indskrift eller lignende. Formularer til forespørgslerne kan faas ved Underudvalget for krigsfangne tyskere i Kiel, Holstenst. 64, og paa Oplysningskontoret for krigsdeltageres paarørende paa raadhuset i Flensborg, værelse 28, aabent hver søgnedag klokken 4-7.

Kun én slags kager

Magistraten i Kiel har paa grund af knapheden paa det mel, der er anvist byen, forbudt at bage kager og tærter. Alene nogle faa rene konditoriforretninger vil i fremtiden faa tildelt en beskeden mængde mel til at lave kager af, for ikke at deres forretninger helt skal standse; men der maa ifølge Dannevirke kun bages én slags kager og tærter, for hvilke der er fastsat højestepriser.

Faldne

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Jürgen Jürgensen fra Storwich(?) i Haderslev kreds, Clausen Lund fra Skjoldager og Jens Skov fra Brorsbøl er faldne samt at Jørgen Nissen fra Brandsbøl, der tidligere har været meldt haardt saaret, og at Wilhelm Schmidt fra Sønderborg er død som følge af sygdom.

I fangenskab

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Christian Nielsen fra Ulkebøl er saaret og i fangenskab, Ottosen Dahl fra Birkelev er i fangenskab.

23. marts 1917. I går var alle landmændene på skriverstuen. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 23. marts 1917

…For tiden er vi i en kulmineby og bor hos en kone, som har 4 børn. Folkene er meget flinke og gode mod os og giver os hver dag kaffe, rigtig bønnekaffe, som de får fra Amerika. De vasker også vort tøj, hvad vi er dem meget taknemmelige for. Nu lige er konen ved at stoppe mine strømper. Hun spurgte selv om jeg havde stoppegarn, men jeg vil selvfølgelig gerne betale hende derfor. Den ældste datter hedder Martha og er 19 år, så er der en lille pige på 12, som hedder Adelaide, derpå en på 10 år, som hedder Juliette og så en lille dreng, som er 8 år og hedder Clement. Jeg synes, det kan være helt morsomt for dig at vide lidt besked om, hvad det er for folk, jeg bor hos. Vi ligger på gulvet, men vi har rigtig gode madrasser at ligge på, så det er lige så godt som en seng.

Om dagen når vi er fri, sidder vi nede i stuen og ligeledes når vi spiser. Det er det bedste kvarter, jeg endnu har haft i den tid, jeg har været soldat. Jeg må jo ikke skrive, hvor jeg er; men jeg har det godt her og er aldeles udenfor fare. Vi slap godt fra englænderne denne gang uden det ringeste tab. Det var ellers en god orlov for H.C., og jeg kan forstå, at han og Bertha er glade.

Jo, jeg tænker også nok, at jeg får orlov. Det kunne jeg forstå på feldweblen forleden dag. Det er nok den ansøgning til generalkom., som har virket. I går var alle landmændene på skriverstuen og skulle opgive, hvor meget land enhver havde, samt når vi ønskede at få orlov. Jeg ønskede at komme hjem først i april. Til den tid begynder forårstravlheden jo også…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

22. marts 1917 – Ribe Stiftstidende: der er bud efter belgiske civilarbejdere

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Lynafledningsanlægenes kobber og platin

Den 9. marts 1917 er en ny bekendtgørelse traadt i kraft om beslaglæggelse, anmeldelsespligt, tvangstægt og aflevering af det ved de offentlige og private bygningsværker til lynafledningsanlæg og trækning anvendte kobber samt de ved lynafledningsanlæget værende platindele. Alt nærmere ses af ordlyden og udførselsbestemmelserne, som udstedes af kommunalmyndighederne. Offentliggørelsen sker paa sædvanlig maade. I bekendtgørelsen er der forudset undtagelser, ligesom der tages hensyn til kunstindustriel og kunsthistorisk værd, der vil blive fastslaaet af sagkyndige. Det skal ifølge Hejmdal bemærkes, at jern har vist sig som god erstatning for kobber ved lynafledningsanlæg.

Belgiske civilarbejdere

Den stedfortrædende Generalkommando i Altona bekendtgør, at der i den sidste tid er indgaaet saa mange andragender om at faa anvist belgiske civilarbejdere, at derved antallet af de til raadighed staaende belgiere er formindsket i saadan grad, at der foreløbig ikke kan tages hensyn til nye andragender.

Fader og søn i felten

Ølhandler Nissen i Aabenraa og hans søn Willy blev begge to indkaldt for omtrent 1½ aar siden. Fader og søn kæmpede først paa forskellige fronter. Nu er faderen ifølge Hejmdal kommen til samme front, hvor sønnen ligger, og da saa nær til dennes opholdssted, at de til deres store glæde nu og da kan besøge hinanden.

Om hjælpetjenstpligtiges beklædning

er der ifølge Dannevirke truffet følgende bestemmelser: 1) hjælpetjenstpligtige og frivillige hjælpetjenstydende skal principielt bære borgerlig dragt, ogsaa naar de sysselsættes ved troppedele og hos militære myndigheder. De skal selv sørge for beklædning. De faar paa ingen maade særlig beklædningsgodtgørelse; denne er tværtimod indeholdt i deres løn – § 8 i loven om fædrelandsk hjælpetjeneste. 2) Forbundsraadsforordningerne og de dertil hørende udførselsbestemmelser om at faa borgerlig klædning og fodtøj gælder ogsaa for hjælpetjenstpligtige osv. For erhvervslig særklædning gælder bestemmelserne i forordning af 14. marts 1917.

Faldne

Maler Hans Lorensen fra Rinkenæs er falden paa Vestfronten. Han efterlader sig hustru og barn.

Bagermester Jessen og hustru i Sommersted har modtaget den tunge efterretning, at deres søn Marius er død paa et feltlazaret den 9. marts efter at være bleven haardt saaret den 28. februar. Marius Jessen blev næppe 21 aar gammel.

Peter Christensen Green fra Agerskov er falden den 21. februar, 33 aar gl. Han efterlader sig hustru og en lille datter.

I de sidste prøjsiske tabslister meddeles, at gefreiter Jens Toft fra Hundslev. Knud Lund fra Kvistrup, Svend Nielsen fra Halk, Peter Schmidt 4. fra Kliplev og gefreiter Christian Becker fra Fjersted er faldne.

I marinens sidste tabsliste meddeles, at gefreiter Johannes Hansen fra Dynt, fyrbøder forstærknings-reservist Viggo Mackeprang fra Graasten og mine-overmatros i reserven Christian Petersen fra Bovrup er døde. Endvidere meddeles, at matros i søværn 2., Andreas Skaarup fra Haderslev, der har været meldt savnet, er død.

Til Øster Lindet kom der i mandags atter et trist budskab, idet nemlig elektriker Hans Hansen er død af sine saar den 4. marts paa et feltlazaret, hvor han blev indlagt den 27. februar, saaret af en granat i venstre ben. Hans Hansen var en meget dygtig og energisk mand i sit fag; han efterlader en sørgende hustru, søn og datter.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Johs. Muurholm fra Over Lert er død af sine saar.

Saarede

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Peter Møller fra Nimsted og underofficer Kurt Hesse fra Sønderborg er haardt saarede.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Andreas Petersen fra Lunderup er haardt saaret.

I fangenskab

Den sidste prøjsiske tabsliste melder, at gefreiter Falle Rudbeck fra Hajstrup er i fangenskab.

20. marts 1917. Hvor jeg er, må jeg ikke skrive. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 20.3.1917

Min egen kære Inger! Som jeg skrev til børnene i går, skal du nu ikke gå og være urolig for mig, for nu får vi det nok godt en tid, da vi ikke er ved fronten længere. Hvor jeg er, må jeg ikke skrive, men det gør jo også mindre til sagen… I dag har vi regnvejr, og det er koldt, men det gør ikke så meget, da vi her har husly. Forleden nat gik vi i 7 timer. Det var strengt, men det var godt, at det gik den vej. Vi bor i et »Estaminet«, et gæstgiversted eller beværtning. Det er så fuldt, så folkene næsten ikke kan røre sig for os, men det lader til, at de finder dem helt godt deri, og der er jo heller intet andet at gøre for dem…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

20. marts 1917. Efter hvad der står i aviserne ,har det igen været galt på den egn, hvor du er. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag aften d. 20.3.17.

… Jeg venter meget efter at høre fra dig nu, der har ingen brev været siden lørdag, og efter hvad der står i aviserne, har det igen været galt på den egn, hvor du er. Det er mere uroligt rundt omkring nu, som nu med revolutionen i Rusland. Når bare dette kunne være begyndelsen til enden, så vi måske kunne øjne freden. På en eller anden måde må den jo da komme…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

 

19. marts 1917 – Ribe Stiftstidende; Nis Nissen taler

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Landdagsmanden Nis Nissen taler

Ved tredje behandling af finansloven i den prøjsiske landdag har landdagsmand Nis Nissen haft ordet. Ifølge et kort referat i Berliner Tageblatt sagde han: Ligesom i tidligere aar indeholder dette aars finanslovsforslag talrige positioner til bekæmpelse af den danske folkestamme i Nordslesvig. Myndighederne lader sig ensidigt informere af vore mest hadefulde modstandere. Vi ser ingen bedring og hører kun ubestemte løfter om en kommende ny-orientering, hvormed man vil holde os hen. Vi kan altsaa ikke stemme for loven og vil derfor afholde os fra at stemme.

16. marts 1917. I Østafrika “men jeg maatte gøre min Pligt”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Under hans arbejde med at fremstille miner, gik det galt og en af dem eksploderede i hans hytte. De følgende mange uger brugte han på at komme til hægterne igen.

I de kommende Uger blev jeg baaret ud af Hytten hveranden Dag, og Bindene blev taget af mig, medens Lægen med sin Pincet rodede efter flere Jernstumper i mine Saar.

Der var ikke megen Forskel paa Fremgangsmaaden fra den første Tortur, men han havde dog nu luret mig af, saa han vidste, hvor min Grænse laa, og han holdt altid op, lige før jeg var ved at glide væk af Smerter.

Han havde nu pillet saa mange Stumper ud, at der var gaaet Sport i ham. Han samlede dem i en Æske og viste mig stolt alle Nyerhvervelserne — smaa og store, takkede, undertiden sylespidse Jernstumper, der satte sig imod at blive halet ud med alle deres Takker og Flige.

Jeg tænkte tit efter en saadan Omgang paa, at de samme Lidelser havde jeg maaske beredt andre ved mine Granater og Miner
— men det var jo Krigen, Krigen — jeg havde ikke bedt om Krigen.

Jeg havde ønsket den saa langt bort, som noget Menneske kunde ønske den, men jeg maatte gøre min Pligt efter mine Evner, som de andre gjorde deres.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

13. marts 1917 – Ribe Stiftstidende: nye beslutninger omkring krigsunderstøttelse

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Krigsunderstøttelser

Rigsdagens Hovedudvalg har ifølge Hejmdal vedtaget følgende beslutninger: Familieunderstøttelsen paa 20 mark for hustruen og 10 mark for hvert barn skal ogsaa udbetales i sommermaanederne. Under krigen skal understøttelsen til barselskoner udvides til ogsaa at omfatte hjælpetjenestepligtiges hustruer, for saa vidt der foreligger trang.  Barselskoner faar herefter 1,50 mark pr. dag i understøttelse i stedet for som hidindtil 1 mark.

Inden foraarskontrolforeninger?

Ifølge Armee-Verordnungsblatt skal der i aar ingen foraarskontrolforsamlinger afholdes.

En krigsbededag

I gaar, søndag den 11. marts, blev der efter det evangeliske Overkirkeraads anordning i alle evangeliske kirkesogne afholdt en bededag for krigens lykkelige udfald.

Honninghøsten beslaglægges

Krigsernæringskontoret har besluttet, at hele honninghøsten for aaret 1917 skal beslaglægges. Kun til eget forbrug har avleren lov til at beholde.

12. marts 1917 – Johannes Christensen: Det er nemlig ude med eventyret imellem os

20-årige Johannes Christensen befinder sig med Regiment 84 på det rolige frontafsnit ved Thiacourt sydøst for Verdun. I et brev rapporterer hans søster Agnes, at Johannes’ forlovede – den lokale pige Misse – ikke længere besøger dem hjemme i Nørby ved Visby. Johannes må forklare sig.

Mange tak for dit brev kære søster, som jeg modtog i dag. I kan tro, jeg er glad for I også er så flittige til at skrive. Mange tak også for den dejlige skinke, som jeg modtog i går. Nu har jeg forråd nok til Påske.

Alfred er så ikke kommet hjem endnu. Det lader jo til, at han skal vente til jeg er så vist også. Ja. Hvem ved, hvad det må være godt for. Gid det måtte lykkes Thorvald at blive vagtmand derhjemme, da ville han ellers blive glad, kan I tro. Hvor er han egentligt henne?

Misse har altså ikke besøgt jer i den sidste tid. Ja. Det må du nu ikke tage hende ilde op – kære søster – for det har hun sine grunde til. Det er nemlig ude med eventyret i mellem os. Kort sagt, vi er frie fugle begge to igen. Hm. Så længe det varer, men det varer nok et stykke tid.

Hvordan går det ellers med Thorvald og Mie? Forhåbentlig ender det ikke sådan.

Ja – kære søster – hvad jeg har opskrevet i min dagbog er måske slemt, men det værste, jeg har været med til, har jeg slet ikke opskrevet, for ikke at have forfærdelige minder bagefter. Gud give at de minder måtte kunne glemmes.

De kærligste hilsner

Din hengivne broder Johannes

I Sune Wadskjær Nielsens biografi om Johannes Christensen kan du finde svaret på, om han finder kærligheden igen. Bogens titel er ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/

Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

 

12. marts 1917 – Ribe Stiftstidende: syd for grænsen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Hjempermitteret

Landmand Jørgen Hybsman fra Aabøl ved Toftlund, der som hjemløs har været indkaldt i 10 maaneder og ligget i garnison i Lybæk, er nu efter at have faaet sine undersaatsforhold ordnede bleven sendt hjem.

Faldne

Forholder Wilhelm Jacobsen, Former Otto Petersen, arbejdsmændene Gustav Matthiesen og Henrik Nielsen samt modelsnedker Ludvig Dethloff er faldne.

Andr. Andresen og hustru i Beding har modtaget efterretning om, at deres søn Andreas er falden den 1. marts, næppe 26 aar.

Andr. Paulsen og hustru i Tønder har faaet underretning om, at deres søn Andreas er falden, 19 aar gl.

Marius Schmidt, søn af Peter Chr. Schmidt og hustru i Raad, er falden , 24 aar gl.

I tabslisten meddeles, at hornist Aleks Clausen 2.  fra Aabenraa er falden.

I tabslisten meddeles, at underofficer Friedrich Bendiksen fra Rørby (kredsen er ikke anført) og vicefeldwebel Gunge Lohfert fra Vester-Lindet er døde.

Saarede

Landmand Laus Lausen i Trænge paa Kegnæs er kommen fra garnisonen som uduelig paa grund af sygdom.

Hans Aaskov fra Grønnebæk er haardt saaret og chauffør Christian Nissen fra Nordborg er bleven saaret den 17. juni 1916.

Theodor Olsen fra Gramby, der har arbejdet som blikkenslager paa det kejserlige værft i Kiel, har faaet den ene haand haardt kvæstet og er indlagt paa lazaret.

I fangenskab

I tabslisten meddeles, at Hans Hansen fra Broager og Hans Møller 2. fra Jels er i fangenskab.

12. marts 1917. Det bedste råd er bønnen. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag aften d. 12.3.17

Min kæreste Jørgen! …Når blot jeg vidste, at du har det nogenlunde godt, kære, men nu er du jo i stillingen igen, og så kan jeg aldrig være rolig. Det eneste og bedste råd er bønnen. Det ved vi så godt, og dog kniber det så tit med rigtig at bruge det. – Der var både kort og brev fra dig i dag, fra den 6. marts og fra den 8.3., ude fra stillingen vel. I morgen sender vi en ny ansøgning for dig, så du skal vist ikke spørge om orlov til Flensborg. Lad os hellere vente at se, om den sidste vil hjælpe. Nu skal »kommissionen«, Kr. Juhl, Joh. Bramsen og Eickemejer prøve at søge. Det har hjulpet flere steder, det vil sige i andre kommuner. Kr. Thuesen er kommen hjem på orlov igen. Det blev ikke denne gang, at han kom til Rumænien, heldigvis…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

11. marts 1917. I Østafrika: “jeg maatte bide Tænderne sammen for ikke at skrige i vilden Sky.”

Nis Kock fra Sønderborg, deltog i forsvaret af Tysk Østafrika. Under hans arbejde med at fremstille miner, eksploderede der en ved siden af ham. Han var stærkt medtaget, men hans hjælper Ramasan gjorde hvad han kunne for at passe på ham.

Jeg fik Tiden forkyndt af Ramasan, der ikke veg fra mit Leje.

Han sov tæt op ad det om Natten, og jeg kunde høre hans dybe rolige Aandedrag, naar jeg langsomt og under store Smerter vendte mig en Smule paa mit Leje, men saa snart jeg raabte eller blot talte, vaagnede han op og spurgte hviskende, bøjet over mig:

— Lider du meget, Bwana — hvad skal jeg gøre for dig?

Ingen Sygeplejerske kunde vaage over en Patient, pleje og passe ham med større Omhu, end Ramasan lagde for Dagen i denne Tid.

Engang imellem hørte jeg ogsaa den lille Alis Stemme, men forstod paa det hele, at han hurtigt blev gennet ud af den omsorgsfulde Ramasan.

— Jeg tror, jeg bliver blind, Ramasan.
— Nej, du bliver ikke blind, Bwana, du vil snart blive rask — det siger Bwana Stache og Lægen.

Han trøstede mig saa godt han kunde, men det var mig umuligt at faa den Frygt ud af mit Sind.

Det var næsten bedst, naar Smerterne vældede ind over mig som en rød Flod. Saa kom Lægen med Morfinsprøjten, og Smerterne maatte vige, alle Tanker og al Frygt maatte vige.

Den fjerde Dag blev jeg baaret ud i Sollyset — jeg kunde mærke Varmen — og Lægen begyndte at tage de mange Meter Bandage af mig.

Først blev Hovedet gjort fri, og Lægen spurgte igen, om jeg kunde se.

Jeg aabnede med stort Besvær Øjnene, der var tilklistrede af Blod og Materie — og jeg kunde se. Med det venstre Øje kunde jeg lige skimte Stache, der stod tæt ved Baaren, men med det højre kunde jeg kun se utydelige Omrids af mine Omgivelser.

Det var altsaa værst medtaget — men jeg kunde se med dem begge to.

Jeg blev fyldt af en saa jublende Glæde og Taknemmelighed over, at jeg kunde se, at jeg til at begynde med ikke mærkede, at Lægen var ved at fjerne Bindene fra mit Bryst og mine Arme.

Efterhaanden blev jeg dog opmærksom paa det, nemlig da han naaede til den indvendige Belægning.

Da fulgte store Dele af den forbrændte Hud med, og jeg maatte bide Tænderne sammen for ikke at skrige i vilden Sky.

Sveden drev ned over mit Ansigt, og jeg rystede over hele Kroppen af Smerter. Saadan maatte det være at blive levende flaaet.

Lægen begyndte nu at rode i Saarene med en Pincet og fiskede forskellige Jernstykker ud og viste mig dem — af lutter professionel Interesse naturligvis.

Men jeg var utaknemlig nok til at lukke Øjnene og glide væk i en Bevidstløshed, der indtil videre forskaanede mig for Smerte. Da jeg kom til mig selv, laa jeg igen i Hytten med Ramasan ved min Seng, men nu var hans Stemme glad og fortrøstningsfuld.

— Du kan se, Bwana, du bliver ikke blind.

Ogsaa den lille Ali fik Lov til at komme ind til mig, og jeg kunde se ham. Stache kom ogsaa paa Besøg og snakkede om Dagens Besværligheder.

Jeg maatte se at blive rask lidt hurtigt, sagde han paa sin barske Maade, der skjulte megen Hjertelighed, for han kunde ikke undvære mig.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

9. marts 1917. Vi har 3 brædder at ligge på. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 9. marts 1917

Hvor er jeg da glad for de lys, du sendte mig. I dag har jeg et i brug for første gang, og det er ligefrem en fryd at have det tændt. Tænk dig at sidde nede i en hule, hvor dagslyset slet ikke kan trænge ned. Så forstår du min glæde ved dine gode lys. De har vist været meget dyre, for jeg købte et lille lys for nogen tid siden til 60 Pg. Det var ikke nær halvt så stort som disse her.

Ja, jeg er altså igen i skyttegraven og ligger foran M. Her har vi en ny stilling med gode grave og huler, og englænderne er langt herfra, da de ingen grave har. Så jeg tror, at det bliver mere roligt hos os denne gang. Nu er der vist gået nogle dage, siden du sidst har hørt fra mig. Men når- vi flytter, og ligeledes når jeg er herude, så kan jeg ikke få post sendt afsted hver dag. Og så vil jeg bede dig om ikke at blive urolig for mig, kære Inger, når det ikke går så regelmæssig med skrivningen. Jeg har det jo ellers ved det gamle. Om natten står jeg på vagt hver 2 timer, fra 7-9 og 11-1 og så fremdeles. Men så kan vi også sove hele dagen, for da står vi kun hver 1½ time i det hele. Jeg står og skriver her ved min seng, om man ellers kan kalde den sådan, da det kun er 3 brædder at ligge på. Lejerne er slået op tre oven hinanden…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

8. marts 1917 – Ribe Stiftstidende: færdselen ved grænsen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Nye bestemmelser om færdselen ved grænsen

General Falk har, som vi erfarer, under 28 f. m. udstedt følgende bestemmelser: Feltpostkæden langs landgrænsen mod Danmark maa kun passeres ved grænsestederne Høkelbjerg og Hvidding eller paa de af 1ste Landstormsinspektion bestemte steder. I terrænet mellem feltpostkæden og grænselinien er det forbudt at opholde sig uden for de offentlige veje. Landstormsinspektionen kan tillade afvigelser fra bestemmelserne, men ellers straffes overtrædelse med indtil 1 aars fængsel eller med pengebøder indtil 1500 mark. Bestemmelserne finder ikke anvendelse i jernbane-samfærdselen. Landstormsinspektionen har derfor truffet følgende bestemmelser: Det tillades – indtil videre – at passere feltpostkæden ved Frørup, Jels-Troldkær, Skodborg, Foldingbro, Bavngaard, Kamptrup, Gjelsbro og Spandet, men kun for den umiddelbart ved grænsen boende befolkning, naar det gælder ejendommens drift eller tilvejebringelse af næringsmidler til eget brug. For at passere de nævnte steder kræves en skriftlig tilladelse fra Bataillonskommandøren, forsynet med billede af indehaveren. De ovennævnte overgangssteder kan ikke passeres fra kl. 10 aften til kl. 6 morgen, undtagen naar bataillonskommandøren giver tilladelse i meget paatrængende tilfælde.

Hvem der vil forsyne sig med roer til menneskeføde

kan i Haderslev by til senest onsdagen den 7. marts melde sig i fødevarekontoret i raadhuset og straks faa den ønskede mængde. Fra den 8. marts standser byen med at levere roer.

Standset forretning

I Schleswigsche Grenzpost bekendtgøres af Haderslev Dampvaskeri og Badeanstalt, at forretningen paa grund af mangel paa kul og gas er standset indtil videre.

7. marts 1917. “Hele min saarede Overkrop brændte, som om jeg laa i flammende Ild.”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Mens han befandt sig i byen Livale arbejdede han med at dreje granater og fremstille miner. Under dette arbejde gik det galt og en mine eksploderede i hytten.

Da jeg kom til mig selv, laa jeg paa en Baare udenfor en Græshytte, og en Læge, som opholdt sig i Livale, stod bøjet over mig.

Hele mit Ansigt og mit Bryst klæbede af Blod, og jeg havde kun i et Glimt, da jeg kom til Bevidsthed, kunnet se, hvad der skete omkring mig.

Saa blev alt mørkt igen.

— Kan De se? spurgte Lægen, men jeg bevægede blot Hovedet svagt som Svar.

Det var mig umuligt at aabne Øjnene.

— Du bliver blind — du bliver blind!

den Tanke arbejdede uafbrudt i min Hjerne. Alle Smerter var glemt for den frygtelige Rædsel for at blive blind.

Saa begyndte de at skære Tøjet af mig og vaske mine Saar.

Derefter blev jeg surret ind i Forbindinger — hele Hovedet med Undtagelse af en Smule Plads ved Munden, Armene og Brystet.

Jeg blev surret sammen som en Mumie, løftet op og baaret ind i noget køligt — den Hytte, jeg før havde skimtet.

Ud paa Natten vendte Bevidstheden klart tilbage, og jeg kunde i Tankerne gennemleve, hvad der var sket.

Det var mig umuligt at finde en Forklaring paa Aarsagen til Eksplosionen. Jeg havde lagt Tændladningen fra mig, da Eksplosionen skete — det var jeg ganske sikker paa, men der var vel ikke noget at sige til det.

Naar man til daglig omgaas Sprængstoffer, maa man løbe en vis Risiko.

Og nu fik jeg ogsaa andet at tænke paa. Med Bevidstheden vendte Smerterne tilbage, eller rettere meldte sig for første Gang.

Aldrig havde jeg troet, at et Menneske kunde komme til at lide saa meget. Hele min saarede Overkrop brændte, som om jeg laa i flammende Ild.

Jeg aabnede Munden og raabte stønnende, og ud fra Mørket svarede Ramasans bedrøvede Stemme og Lægens Stemme.

Saa blev en Naal stukket ind imellem Bandagerne, og et Øjeblik efter blev Smerterne svagere. Nogle Timer efter var Helvedet over mig igen, og Lægen maatte atter tilkaldes.

Saadan gik der fire Dage.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

7. marts 1917 – Ribe Stiftstidende: hjælp ved desertion

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Direkte eller indirekte hjælp ved desertion

I det sidst udkomne nummer af Haderslev Kredsblad for den 1. marts 1917 findes en kundgørelse fra det stedfortrædende Generalkommando i Altona, hvori det hedder: 1)hvem der faar troværdigt kendskab til, at en aktiv militærperson eller en hjempermitteret person har i sinde at desertere, og paa et tidspunkt, da det endnu vil være muligt at forebygge denne forbrydelse, og med forsæt eller uagtsomhed undlader ufortøvet at give den nærmeste militær- eller politimyndighed meddelelse herom, bliver, saafremt de bestaaende love ikke bestemmer højere frihedsstraffe, for det tilfælde, at den forbrydelse at desertere er begaaet eller blevet forsøgt, straffet med fængsel indtil et aar, og foreligger der formildende omstændigheder med arrest eller pengebøder af indtil 1500 mark. 2) samme straf faar den, som troværdig faar kendskab til og med forsæt eller af uagtsomhed undlader straks at meddele nærmeste militær- eller politimyndighed det, hvor en deserteret  eller en person, der egenmægtig har fjernet sig fra sin trop eller tjenestestilling eller med forsæt holder sig borte eller egenmægtig har overskredet den ham tildelte orlov og holder sig skjult eller paa anden maade unddrager sig den militære kontrol.

Bladenes krigsvanskeligheder

Det i Aabenraa udkommende Apenrader Tageblatt meddeler i fredags sine læsere: Efter at allerede hærberetningen ikke kunde hænges ud i byen paa grund af mangel paa elektrisk strøm sidste søndag, og vi desuden er tvungne til at omgaas meget sparsommeligt med papir, beklager vi at maatte meddele, at for fremtiden beretningen ikke mere vil blive hængt ud paa tavlerne i byen, men kun paa vort forretningshus’ tavle.

6. marts 1917 – Ribe Stiftstidende: den civile hjemmehær mobiliseres

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

9de Armékorps Generalkommando

vil for den tilbageværende del af krigen blive forlagt til fra Altona til Hamborg, hvor den skal installeres i Elite-hotellet ved Burstah.

Den civile hjemmehær mobiliseres

Rigsdagens udvalg for hjælpetjenestepligten har nu givet sin tilslutning til en forbundsraadsordning, ifølge hvilken hjælpetjenestpligtige skal opføres i en lægdsrulle. For indkaldelsernes rækkefølge er efter loven familieforhold, helbredstilstand, bopæl, hidtilværende sysselsættelse, arbejdsløn og meget andet i første linie afgørende. Ugifte skal indkaldes før de gifte, i første linie selvfølgelig dem, der melder sig frivillig, desuden saadanne personer, som har været sysselsatte i virksomheder, som nu er standsede, folk, som ikke er i deres tidligere erhverv(rentierer, tidligere embedsmænd og privatfunktionærer), og saa de, der kan erstattes af helt unge eller kvindelige kræfter, for eksempel tjenere, barberer osv. I øvrigt regner man med endnu mange frivillige, nu da det bliver alvor, og tvangen truer, og enhver naturligvis vil foretrække at komme til et arbejde, han er kendt med, i stedet for at blive indkaldt til et andet arbejde. Anmeldelserne vil allerede finde sted først i marts maaned, og indkaldelserne vil begynde fra 1. april. Den opgave, der agtes løst ved loven om hjælpetjeneste, tager navnlig sigte paa at afløse det store antal krigsduelige folk, som endnu anvendes ved Etappe-tjenesten og i de besatte omraader. Som følge af lovens tilblivelse har allerede talrige krigsduelige soldater kunnet sendes til fronten. Men tallet kan endnu forhøjes betydeligt. Desuden er trangen til arbejdere ved hærforsyningen i hjemmet endnu langt fra tilfredsstillet. Først og fremmest gælder det at skaffe arbejdere til veje til landbruget, som staar over for foraarsarbejdet. Der raades nemlig ikke over et tilstrækkeligt stort antal fanger. Ogsaa fabrikkerne, der opføres med hærens forbrug for øje, kræver vedvarende i øget grad arbejdskraft, ligeledes samfærdselsinstitutionerne. Det er en af lovens vigtigste opgaver at sørge for det nødvendige antal arbejdere til disse forhold.

6. marts 1917. Østafrika: “Der lød et klingende, syngende Brag”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Mens han befandt sig i byen Livale, i den sydlige del, arbejdede han med at dreje granater og fremstille miner.

Mit Arbejde i Livale ledte til at begynde med ogsaa Tanken hen paa den almindelige Udgang.

Jeg hjalp Vaabenmestrene med at ødelægge tyske Geværer. Der var kommet en Mængde af dem til Livale, og en god Del af dem var de samme, som vi i sin Tid havde sejlet til Østafrika.

Nu var der ikke mere Ammunition til dem. De sidste Beholdninger var gemt til Maskingeværerne, og Geværerne skulde gøres ubrugelige, før de blev efterladt til Fjenden.

Det var et ejendommeligt og ikke opmuntrende Arbejde. Jeg har aldrig brudt mig om at ødelægge. Kolben blev slaaet over paa en Sten, og derefter blev Løbet stukket ind imellem et Par Træstammer og bøjet, saa det var ubrugeligt.

Det eneste, der kunde anvendes af Geværerne, var Laasen, som skulde anvendes til Tændmekanisme til Miner.

Da jeg var færdig med dette Arbejde, skulde der atter drejes Granater, og derefter skulde der laves Miner. Sta­che mindede mig om, at vi stadigvæk ikke havde opfundet den Mine, som Generalen ønskede, og jeg spekulerede ogsaa meget over den, men min stadige Sygdom og Træther virkede ikke inspirerende paa min Opfindsomhed.

Vi lavede derfor indtil videre Minerne paa samme Maade som hidtil. Efter dem tog jeg fat paa et helt nyt Arbejde.

Med Bærerkolonner fra den sydlige Del af Landet var der kommet en Mængde portugisiske Granater til Livale. Tyskerne havde ogsaa erobret nogle portugisiske Kanoner, men kunde ikke anvende Granaterne, da Portugiserne enten ikke havde faaet Tid til at sætte Tændrør i dem eller ogsaa havde faaet Tid til at pille dem ud.

Nok er det — det var Granater uden Tændrør, man havde erobret, og nu skulde jeg gøre dem brugbare.

Stache og jeg blev enige om, at det kunde lade sig gøre at sætte Tændrør fra de tyske 10,5 cm Granater til Kønigsberg-Kanonerne i de portugisiske Granater. Vi havde en Mængde af de svære tyske Granater liggende i Depotet i Livale og havde ingen Brug for dem udover til at lave Miner af.

Der eksisterede, fortalte Stache mig, nu ikke en eneste Kønigsberg-Kanon i den tyske Hær i Østafrika.

Alle 10 store Kanoner og de mindre 8,8 cm Kanoner og Maskinskytset var ødelagt, sprængt, erobret af Englænderne, sænket i Floderne eller væltet ned i Afgrunde.

Hele den tyske Hærs Artilleri bestod i Øjeblikket af et Par portugisiske Kanoner af meget let Kaliber. Vi kunde derfor med rolig Samvittighed pille Tændrørene ud af de store 10,5 cm Granater og sætte dem i de erobrede portugisiske Granater efter at have lavet lidt om paa dem.

Det var, medens jeg stod med dette Arbejde, at det skete, som baade Stache og jeg længe havde forudset:

— Det gaar galt engang!

Der lød et klingende, syngende Brag, der fyldte hele Hytten, hvor jeg arbejdede, og jeg mærkede noget slaa imod mit Ansigt, mit Bryst og mine Hænder.

— Færdig! tænkte jeg i den Brøkdel af et Sekund, der var forundt mig til at tænke i, og saa styrtede jeg baglæns om paa Gulvet.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

6. marts 1917. Døde mennesker har jeg set nok af. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 6. marts 1917

Min kære, kære Inger!  … Nu er vor ro nok snart forbi for denne gang, for i morgen skal vi flytte igen, og så nærmer vi os så småt fronten. Men det var noget, vi kunne vente. Jeg ved ikke rigtig, hvor vi kommer hen, men jeg har hørt, at det skulle være lidt til højre for det sted, hvor vi var sidst. Du synes, at jeg skal søge om at få orlov til Flensborg.

Ja, det kan godt være, at det var rigtig nok, men nu vil jeg hellere vente lidt for at se, hvad det bliver til med ansøgningen, og jeg må jo også først have degn Paulsens adr., inden jeg kan spørge om at få orlov dertil. Du vil nok huske at sende den. Nu får jeg alligevel ikke orlov så længe vi er i stilling…

Hvor var det da godt, at Fedder endnu slap for at blive indkaldt. Ja, de andre stakler, for dem har det ikke været rart. Det er værst for de gamle M. Knudsen og degn Klausen. Er Hans Bang også blevet indkaldt, jeg troede da, at han var helt fri. Det ser ud, som om de ikke vil indkalde landmændene nu til såtiden, og det var da også forkert at tage de få, som endnu er hjemme…

Sidste søndag blev en engelsk flyver skudt ned, lige her i vor nærhed. Han sprang ud af maskinen højt oppe i luften og var selvfølgelig død, inden han nåede jorden. Der var mange, som var henne og se derpå, men jeg blev hjemme. Døde mennesker har jeg set nok af. De engelske flyvere er meget dristige. De kommer ofte hertil, så langt bag fronten, men de vil jo se, hvad der her foregår. Her er en hel mængde russiske fanger, som også arbejder på den nye stilling. Det er nok derfor, vi ingen kan få hjemme…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

5. marts 1917 – Ribe Stiftstidende: en trist orlov

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Ikke opvarmede jernbanetog

Efter hvad der meddeles skal opvarmningen af jernbanetogene, der i fjerntrafikken allerede er meget begrænset, nu helt ophøre af mangel paa opvarmningsslanger, til hvis fremstilling, der skal bruges gummi.

Mangel paa gas

er der nu ogsaa i Tønder. Dér vil gasværket fra 1. marts ikke levere gas fra 1 til 6 om eftermiddagen.

En trist orlov

Murer Berliner fra Slotsgade i Aabenraa kom for nogle dage siden hjem fra fronten for at besøge sin hustru, der laa syg. Nu er hustruen i søndags afgaaet ved døden, og om nogle faa dage skal manden ifølge Flensborg Avis atter af sted til fronten, efterladende 6 moderløse børn i hjemmet. 

Faldne

Enke Berteline Schmidt i Høgsbro ved Hvidding har modtaget budskab om, at hendes eneste søn, Søren Knudsen Schmidt, er død i et feltlazaret, 23 aar gl.

 

4. marts 1917. “Det svandt ind i “Kronborg” s Mandskab”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af Tysk Østafrika. I byen Livale blev han informeret om at en del af hans kammerater fra “Kronborg” var faldet og en anden sønderjyde fra skibet “Marie” der ligeledes var død.

Af en Officer fra et af disse Kompagnier fik jeg at vide, at den lille Svensker Karl Sørensen var faldet.

Han var, sagde Officeren, en ualmindelig modig og dygtig Soldat, som vilde være avanceret, hvis han havde faaet Lov til at leve. Men hans Mod havde til sidst udartet til den rene Dumdristighed.

Overalt hvor der søgtes en Mand til en farlig Patrouille, meldte Karl Sørensen sig, og under Kampene var han altid at finde paa de farligste Steder. I Begyndelsen af Aaret havde han ført en lille Afdeling Askarier frem mod Belgierne, og da Folkene trykkede sig, havde han som sædvanlig udsat sig for den fjendtlige Ild for at give dem et godt Eksempel.

Her døde saa Karl Sørensen ramt af flere dræbende Skud. Jeg genkaldte mig Billedet af den unge, raske Fyr, som han stod ved Siden af mig paa „Kronborg“s Dæk en af de første Dage i Wilhelmshafen, tindrende af Fornøjelse over at have overlistet sin Moster og straalende af Lykke over endelig at være kommet ud paa et Eventyr.

Men han døde jo smukt — ja — blev ikke henvist til langsomt at undergraves af Malaria.

Han døde ligesom Svenskernes store Konge:
Han kunde ikke vige,
blot falde kunde han.

Oppe fra Rufijifloden kom Meddelelse om Christian Hansens Død. Det var ham, der blev baaret forbi min Lejr i Kungulio, stærkt lidende af Malaria. Han var Kullemper, paa Peter Hansens og min Vagt, og var en af de første, der blev angrebet af Malariaen, da vi arbejdede i Mansabugten. Sygdommen havde forfulgt ham siden og havde nu taget hans Liv.

Peter Christensen fra Kajnæs var ogsaa død. Han var faldet under et Forsøg paa at sprænge sin Haubitz i Luften. Han havde, sagde den Mand, der fortalte mig det, faaet den smukkeste Anerkendelse i en Udtalelse af Lettow-Vorbeck. Ja, ja, men hvad hjalp dog det mod al den Sorg, som denne Krig bredte om sig i de nordslesvigske Hjem.

Peter Albrechtsen fra Sønderborg var død. Han var faldet i en Patrouillefægtning ved Rufiji. Det var ham, der blev slynget over Bord af en Styrtsø under Stormen ved den norske Kyst. Dengang var han blevet reddet paa en næsten mirakuløs Maade — men det var altsaa for at dø i Afrika.

Kokkens Medhjælper, Tyksen fra Flensborg, var ogsaa død — bidt af en Slange. Hans Død erfarede jeg fra flere Sider. Den havde vakt stor Opmærksomhed, fordi der mærkeligt nok kun var ganske faa, om i det hele taget andre end Tyksen, der var kommet af Dage ved Slangebid.

Det svandt ind i „Kronborg“ s Mandskab, og de, der var tilbage, havde det næppe stort bedre end jeg.

Malariaen hærgede overalt i Vest som i Øst og i Nord, og baade Hvide og Sorte var konstant underernærede.

Uden at vide noget om Stillingen paa Fronterne kunde man se, hvad dette maatte føre til — enten til, at Hæren smuldrede helt sammen af Sygdom og Tab, eller ogsaa til en Kapitulation.

Alle Hvide, der kom gennem Livale, talte om det samme:
— Hvor længe kan dette vare
— har vi ikke snart lidt nok for Østafrika.

Men de gjorde dog alle deres Pligt i Farens Stund alligevel, og ingen formaaede blot i Tankerne at svigte den stærke Villie, der holdt det hele sammen.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

3. marts 1917 – Ribe Stiftstidende: fra kirken til krigen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Aflevering af kirkeklokkerne – fra kirken til krigen.

Den 1. marts 1917 traadte en ny bekendtgørelse i kraft, hvori der opfordres til frivillig aflevering af bronzeklokker samt beslaglæggelse, tvangstægt og inddragelse af bronzeklokker. Der skal dog forblive én klokke i hver kirke. Der vil blive taget det nødvendige hensyn til den kunstindustrielle eller kunsthistoriske værd.

 

 

3. marts 1917. I Østafrika: “De saa frygtelige ud, de Kompagnier”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. I byen Livale hvor han opholdt sig en stund, marcherede der mange tropper igennem, og de var ilde tilredt. Derudover havde han svært ved at slå malariaen helt ud af kroppen.

Værst var Manglen paa Kinin. Det fandtes endnu baade i Form af de almindelige Kininpiller og i Form af Kininbark-Udkog, den saakaldte Lettowsnaps, men i alt for smaa Mængder.

Følgen deraf blev, at jeg ikke kunde faa Malariaen ud af Kroppen. Den blev ved at sidde der og gjorde sig gældende gennem en stigende Træthed, Irritation og Feberanfald hver 14. Dag.

Jeg delte mine Kininpiller i indtil 10 Dele for konstant at holde Feberen Stangen, men den Ration, vi fik udleveret, forslog ikke til en fuldstændig Helbredelse.

Derfor gik jeg en god Del af den Maaned, jeg tilbragte i Livale, rundt i en Taage af Feber og Træthed og Uoplagthed og havde en stigende Fornemmelse af, at dette kun kunde ende paa én Maade, nemlig med en Begravelse i Afrikas Jord.

Dér laa allerede mange af mine Kammerater. Jeg erfarede deres Skæbne ad mærkelige Omveje og altid Maaneder efter, at det var sket. Livale var et Gennemmarchsted for Tropperne, der kom fra Vest, hvor de havde kæmpet mod Belgierne.

De saa frygtelige ud, de Kompagnier, der med Mellemrum slog Lejr i Livale eller marcherede igennem.

Det uhyre lange Tilbagetog havde næsten slidt dem op, og Uniformerne hang i Laser paa Kroppen af dem. Undertiden havde Askarierne opgivet ethvert Forsøg paa at holde Uniformen paa Kroppen og optraadte kun med Resterne af de korte Bukser og i øvrigt med nøgen Overkrop med Maskingeværbaand over Kryds paa Brystet eller med erobrede engelske eller belgiske Patronbandolerer.

Det var ikke altid, de havde Støvler paa Fødderne, og naar de havde det, var det som Regel engelske eller belgiske Støvler, som de havde trukket af de døde paa Valpladserne.

Alle disse Folk stod under General Wahle, hvis Styrke ellers havde faaet en særlig god Udrustning, men det var ikke til at tage fejl af, at Lettow-Vorbeck havde et bedre Tag paa at holde sine Folk i Tøjet.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

2. marts 1917 – Ribe Stiftstidende: den sidste flaske brændevin

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Faldne

I tabslisten meddeles, at Asmus Petersen fra Dybbøl, der tidligere har været meldt savnet, er falden den 7. oktober 1914.

Saarede

Jørgen Fogt fra Stubbom er saaret.

Savnede

Christian Hansen (ikke Hansen 4.) fra Sverdrup, der tidligere har været meldt let saaret, er savnet.

I fangenskab

Gaardejer J. Fuglsang i Hjerndrup har faaet meddelelse fra sin søn Johan Fuglsang om, at han er i fransk fangenskab.

I tabslisten meddeles, at Martin Johannsen fra Aabenraa er i fangenskab og at Ole Olesen fra Haderslev ligeledes er i fangenskab.

Krigsøkonomi-kontorer

For at sikre jordens dyrkning og for at fremme samarbejdet mellem militær- og civil-myndigheder er der i tilknytning til de bestaaende provinsmyndigheder oprettet krigsøkonomi-kontorer og for de enkelte landkredse skal der dannes krigsøkonomi-steder. Krigsøkonomi-kontoret har ifølge Dannevirke den opgave inden for provinsen at understøtte og fremme landbrugets produktion ved at forskaffe driftsledere og arbejdere og, hvis det er nødvendigt, bevirke tilbagestilling fra militæret, at forskaffe arbejdsheste, maskiner og driftsmidler samt sørge for, at markerne bliver tilsaaede og høsten bragt i hus.

Den sidste flaske brændevin

En arbejdsmand fra Tyrstrup, som var gaaet over grænsen for at hente fødevarer, havde været forsvundet i en uges tid. I lørdags fandtes hans lig ifølge Dannevirke paa Taps Mark, noget medtaget af markens vilde dyr og fugle. Han menes at være falden om paa hjemvejen og er frossen ihjel. Man fandt i hans lommer 2 fyldte og 1 tom brændevinsflaske samt en rygsæk, fyldt med varer. Den omkomne efterlader sig kone og 5 børn.

Pludselig død

Gaardejer Nis Maag i Løjtkirkeby ramtes i lørdags morges af et slagtilfælde og var død med det samme. Han blev omtrent 81 aar gammel. Hans søn ligger ifølge Hejmdal for tiden ved fronten, saa ejendommen nu er helt uden bestyrer.

I russisk fangenskab

Ifølge en fra Krigsministeriet i Berlin indløben meddelelse befinder sig landmand Christian Møller fra Overby ved Døstrup, som laa ved et reserve-infanteriregiment og som har været savnet siden 31. august 1916, sund i russisk fangenskab i Ochansk, guvernementet Perm.

 

2. marts 1917. I Østafrika: ” vi sank efterhaanden ned paa Urskovstrinnet”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. I marts 1917 befandt han sig i byen Livale, og her var det svært at opdrive fødevarer, og andre fornødenheder.

Til denne almindelige Nød og Elendighed paa Pengevæsenets Omraade kom ogsaa en stadig føleligere Varemangel.

De fleste af de Ting, som man for betragtede som Livets absolutte Nødvendigheder, maatte vi nu give Afkald paa, og vi sank efterhaanden ned paa Urskovstrinnet paa mange Omraader.

Heldigvis var baade Ali og Ramasan godt hjemme i primitiv Husholdning og vidste at hjælpe sig med smaa Midler.

Ramasan forstod at bagt godt Brød af Majsmel, som vi nu helt var henvist til, Hvide som Sorte, men det havde den Fejl, at det Dagen efter at det var bagt var lige saa haardt som en Sten. Egnede sig altsaa bedst til at nydes paa Stedet.

Ali laa heller ikke paa den lade Side. Under hans Pligter hørte Vasken — og i Afrika var det trods de mere og mere fortvivlede Forhold Skik og Brug, at Tøjet skulde være rent. Men hvorledes vaske ordentligt uden Sæbe?

Ali vidste det. Han havde Kendskab til Træer og Urter og deres særlige Egenskaber. Han kendte en Busk, hvis Rod havde den mærkelige Egenskab, at den virkede ligesom Sæbespaaner, naar den blev skaaret i Stykker og kogt sammen med Tøjet.

Men trods al denne udmærkede Hjælp var Situationen i Livale tæt op ad Hungersnød, og mange vigtige Ting maatte vi helt undvære.

Fedtstof var ikke til at opdrive. Her havde Flodhestene og til Dels Elefanterne været den store Kilde til Rigdom, men nu var vi drevet væk fra de Egne, hvor Flodhestene fandtes, og der var Flokkene for Resten ogsaa saa beskudt, at det var en hel Sjældenhed at se et saadant Dyr.

Elefanter var der heller ikke mange af paa disse Egne, og jeg naaede aldrig at komme nogen paa Skud.

Og det værste af det hele var, at Saltet begyndte at slippe op. Salt og Kinin var uundværlige Ting, og der var lige lidt af begge Dele. Følgen af Manglen paa Salt var en stigende Lede ved fersk Mad.

Jeg tænkte med Vemod tilbage paa den Tid, da vi var ved at lynche Kokken paa „Kronborg“, fordi der var alt for meget Salt paa hans Menu.

Dengang kunde jeg ikke forestille mig, at jeg nogen Sinde skulde komme til at beklage mig over Manglen paa Salt.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

1. marts 1917. I Østafrika: “Jeg var ved at blive klædt af til Skindet blot for at faa lidt udover det daglige Brød.”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. I 1917 var han ankommet til byen Livale i den sydlige del, her var det svært at skaffe proviant, dels pga. de passerende tropper, men også pga. manglen på ordentlige pengesedler. Kock hyrede også her en ekstra mand: Penda Rocho.

Landet var fattigt og udspist af gennemmarcherende og bivuakerende Tropper. Det var det første Indtryk, jeg fik af Livale og dets nærmeste Omegn.

Ramasan kunde opbyde al sin Sporsans, han fandt dog intet spiseligt til os. Der skulde meget længere Rejser til end dem, han kunde tillade sig for at skaffe Proviant.

Saa engagerede jeg en tredie Mand til min Husstab, en Specialist i at finde Fødemidler. Han hed Penda Rocho, hvilket paa hans Sprog betød kærligt Hjerte, og han svarede for saa vidt godt til Navnet, som han af et godt Hjerte arbejdede for mig.

Undertiden kunde han være borte i Ugevis blot for at hente en Smule vild Honning eller spiselige Frugter — saa udgaaet var den nærmeste Omegn for Proviant.

Penda Rocho havde tilfilede Tander, hvilket henledte Tanken, paa Menneskeæderi, og jeg spurgte ham derfor en Dag, om han havde spist Mennesker.

Penda Roche rystede blot paa Hovedet og smilede med sine tilfilede Tænder:
— Ikke jeg, men min Fader, Bwana, men det var før de Hvide kom her til Landet.

Noget fast Led i Husstanden blev Penda Rocho dog aldrig. Han var altid paa Farten og maatte nærmest betragtes som en Slags Opkøber.

Der skulde paa dette Tidspunkt baade gode Handelsevner og god Sporsans til for at handle med Fødevarer paa denne Egn. Dels var det meget vanskeligt at finde de Steder, hvor der var Fødevarer, og dels havde vi ikke noget at købe for.

Vi fik ganske vist stadig udbetalt vor Løn, men siden vi var tvunget bort fra Centralbanen og Byerne, blev den betalt os i daarligere og daarligere Sedler.

Allerede paa det Tidspunkt, da „Kronborg“ landede saa ublidt paa Afrikas Kyst, benyttede man Nødpengesedler, men de blev dog trykt paa et rigtigt Trykkeri i en af Byerne og saa ganske nette ud.

Deres Kurs svarede dertil. Den var ikke saa høj som Metalpengenes, men man kunde dog afsætte Sedlerne til de Indfødte uden nævneværdigt Tab. Men efter Tabet af Centralbanen og Byerne var det ustandseligt gaaet tilbage baade med Pengesedlernes Udseende og med deres Kurs.

De, vi fik i 1917, var trykt paa almindeligt Skrivepapir med et Haandtrykkeri med Gummityper af den Slags, som Børnene leger med i Europa.

Trykket var ofte ulæseligt, især naar Sedlerne havde været gennem mange Hænder, og det var svært nok for en Europæer med al sin Autoritetstro i Behold at havde Tillid til disse mærkelige Penge, der var affødt af bitter Nød, men helt galt var det for de Indfødte.

De nægtede simpelthen at tage imod Pengene, og naar Penda Rocho skulde ud paa en af sine Ekspeditioner, maatte jeg skrabe Byttemidler sammen til ham — Metaldele, Uniformsgenstande o. s. v., o. s. v.

Jeg var ved at blive klædt af til Skindet blot for at faa lidt udover det daglige Brød.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

28. februar 1917 – Ribe Stiftstidende: “dauernd kriegsunbrauchbar”

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Intet mandskab fra garnisonerne til høstarbejde i aar. Børn fra 12 aar opfordres til at melde sig.

I Schleswigsche Grenzpost for i lørdags læses to bekendtgørelser fra garnisonskommandoet i Haderslev: I den ene opfordres landboere og gartnere i Haderslev by til den 10. marts 1917 at opgive, hvor mange unge arbejdere 1)12-14 aars, 2) mere end 14 aars drenge (piger), for hvor længe og i hvilke maaneder de vil sysselsætte i deres bedrifter. Hvem der ikke anmelder sit sandsynlige behov til det foran opgivne tidspunkt, kan ikke regne sikkert med at faa ungdommelige hjælpekræfter. Det vil ikke være muligt i aar af militære grunde at stille mandskab fra garnisonen til landbrugsarbejder osv. I den anden hedder det: Ungdom, som ikke mere besøger skolen, men endnu ikke er hjælpetjenstpligtige (altsaa endnu ikke 17 aar) og ikke tilhører et ungdomskompagni, men med deres forældres samtykke vil stille sig til fædrelandets tjeneste, kan melde sig til 5. marts 1917 hos garnisonskommandoet, hvor der gives nærmere oplysning. Schleswigsche Grenzpost forklarer bl. andet: Til understøttelse af landbrugs- og gartnerbedrifter her i byen agter man i aar i udvidet omfang at tage ungdommen af begge køn fra det 12. aar til hjælp.

Varigt uduelige

Landraaden i Haderslev bekendtgør som formand for Forstærkningskommissionen i Schleswigsche Grenzpost i lørdags: Alle mandskaber af alle aargange, som paa og ved sessionen for “varigt uduelige”(D.U.) i oktober 1915 er bleven betegnede som D.U. eller “evigt  krigsubrugbare”(dauernd kriegsunbrauchbar) og som følge deraf ikke mere har staaet under militær kontrol, opfordres hermed til under fremlæggelse af militærpapirer(militærpas eller mønstringslegitimation) straks at melde sig mundtlig eller skriftlig paa det kongelige landraadskontor(Militærkontoret).

27. februar 1917 – Ribe Stiftstidende: syd for grænsen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Skolebørn til at luge

Den prøjsiske landbrugsminister har udsendt en rundskrivelse til regeringspræsidenterne, hvori det anbefales at faa skolebørnene til at luge ukrudt af, hjælpe ved kartoffellægningen og ved høstarbejdet. Det maa dog indrettes saaledes, at børnenes sundhed ikke lider skade ved arbejdet, der ikke maa overstige deres kræfter.

Faldne

Johan Johansen, søn af sporskifter J. i Skærbæk, der har været savnet, skal ifølge efterretninger til forældrene være falden.

Landmand Johannes Klindt i Sølsted ved Tønder har modtaget budskab om, at hans søn Chresten er forulykket ved et togsammenstød i Ungarn den 23. januar. Den forulykkede var soldat ved krigens udbrud og havde nu været soldat i 4 aar og 4 maaneder. I hans vennekreds var han anset og afholdt, og han var en dygtig landmand. En af hans brødre er ved Østfronten, og en anden har faaet benet knust i Rusland og har ligget 16 maaneder paa et hospital.

Martin Nissum og hustru i Gjelstoft har faaet efterretning  om, at deres yngste søn Martin er død paa et krigslazaret den 7. februar, 24 aar gl.

Enke Berteline Schmidt i Høgsbro har modtaget budskab om, at hendes eneste søn, S. Knudsen Schmidt, er død paa et feltlazaret i Rumænien, 23 aar gl.

Saarede

Gaardejer Jørgen Staugaard fra Felsted er i de sidste dage bleven saaret i begge ben. Saarene er ikke farlige.

I tabslisten meddeles, at Peter Wind fra Spandet ved Arnum er bleven let saaret ved et ulykkestilfælde.

I fangenskab

I torsdags modtog rentier M. A. Jessen og hustru i Aabenraa meddelelse fra Røde Kors i København, at deres søn Heinrich befinder sig rask i rumænsk fangenskab.

I tabslisten meddeles, at Hans Fromm fra Grarup, der tidligere har været meldt savnet fra udlandet, er i fangenskab.

Jørgen Uldal i Arnitlund, der var meldt savnet, befinder sig i fransk fangenskab.