Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Skud ved grænsen – en desertør haardt saaret
Sidste nat ved 2-tiden blev en tysk soldat, der ville flygte over grænsen, ramt af 2 skud fra grænsevagten ved Post 21 syd for Høm. Desertøren, der er fra Flensborg, var en mand paa ca. 30 aar og havde været ved fronten i 31 maaneder. Han er haardt saaret i bækken-partiet og underlivet og blev ført til sygehuset i Gram.
Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Mens Eskildsen passer arbejdet med brevskriveriet, drikker officerene sig godt og grundigt fulde.
Alle Officerer i Felten synes at drikke til den store Medaille.
Det er galt ved Staben, det er værre ved Bataillonerne. II. Bataillons Kommandør, for Resten en dygtig og afholdt Officer, er næsten aldrig ædru, og ved III. Bataillon slaar Adjutanten, Premierløjtnant L„ ligeledes en meget afholdt og uforfærdet Officer, alle Rekorder. »Jeg gad engang se al den Rom, som Premierløjtnant L. har drukket i Felten, paa eet Sted, det vilde være et helt Hav!« sagde en Regimentskammerat efter Krigen engang til mig. — Den gode L. drak sig ihjel.
Mens Officererne om Aftenen drikker, skriver vi det daglige Brev hjem til vore kære. Maaske var det Krigens eneste gode, at den genindsatte Brevet i sin Ret.
Disse Feltbreve uddybede, fæstnede og fyldte Forholdet mellem Mand og Kone, Søn og Moder. Alt det smaalige fra Dagliglivets mange smaa Skær er rystet af, alle de kedelige, kivsættende Spørgsmaal om Mad og Drikke, Arbejde og Adspredelse, Butikspriser og Pengepung er traadt i Baggrunden.
Det virkelig store og ægte, Kærlighed, Samhørighed, Evighed, toner gennem Brevene i fulde Akkorder, som aldrig mere kan forstumme helt.
Brevet er færdigt, Telefonen er rolig i Aften, Halvlyset opfordrer til at holde en lille Skumringstime. Vi filosoferer over det store Problem: Krigen!
»Hvor hurtigt blev det civiliserede Menneske omskabt til det primitive Menneskedyr! Husker du, Heinz, da vi en af de første Dage i Masuren stampede gennem Sneen, snusende efter et Feltkøkken? Maven var vor Motor, den havde erobret sin oprindelige Førsteplads.«
»Og se, hvor alt det svandt hen som Dug for Solen, alt det, der var »Livsnødvendighed« for det moderne Menneske: Sofa og Seng, Delikatesser og Pynt, Kunst og Litteratur! Det var Vaner alt sammen! Et Stykke Brød til Maven, et Stykke Tøj paa Kroppen, en Hule i Jorden, saa er Menneskedyret tilfreds!«
»Og læg Mærke til, hvorledes de primitive Instinkter er brudt frem! Flokinstinktet! Hele Fronten bestaar af smaa faste Flokke, hvor hver enkelt er det primitive Menneske og det hele smelter sammen til et eneste Menneskedyr med mange skarpe Instinktsanser. En vejrer Mad paa lang Afstand, en vejrer Kvinden, en anden Faren, en anden anviser instinktivt Værnet mod Faren.«
Vi selv er en saadan lille Flok, af Krigen kastet sammen fra Arbejdets stille Vande og det brusende Livs bevægede Bølger. Vi deler Sult og Kulde, Farer og Omskiftelser som trofaste Brødre — og gaar senere hver til sit.
Jeg aner i Dag intet om de andre. Krigen med dens mange grufulde Oplevelser forsvandt ved Freden i et Taageslør, og i denne Taage gik ogsaa Venner og Kammerater af Syne.
Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.
Den 27.11.17.
Meine lieben Eltern u. Geschwister!
Besten Dank für Vaters Karte vom 19. Sowie deinen Brief vom 20 liebe Mutter. Sehe gleich zu Anfang das Briefes dass du mir ein Paket mit Kuchen abgeschickt hast. Nun warte ich ja darauf mit Freuden. Hier ist noch alles heim alten. Ich bin Gott sei dank soweit gesund munter. Sehe aus deinem Schreiben das zu Hause im lieben Heim dasselbe der Fall ist. Nein liebe Mutter mit meinen Magen habe ich noch nicht krank gemeldet. Es wird auch nur wenig Zweck haben, da man doch bloss ein paar Tage Schonung bekommt und am liebsten möchte ich auch hier bei der Komp. bleiben. Denn wenn man ins Laz. kommt wird man zum Ersatz Truppenteil nach Arys geschickt wenn man wieswe gesund ist. Und von dort geht es denn wieder gleich ins Feld und denn noch womöglich nach Frankreich. dann will ich doch lieber hier bleiben. Heute bin ich beim Zahnarzt gewesen.
Ich wollte den Zahn eigentlich rausziehen lassen aber der Arzt meinte er wäre noch zu schade und hat er mir ihn blombiert. Am 1. Dez. muss ich wieder hin zum 2ten mal bohren. Hoffentlich wird ér mir nicht so sehr schmerzen mehr. Das dicke Kinn ist auch bald wieder verschwunden.
Wir liegen ja immer noch in Ruhe. Am 4 Dez. geht es ja wieder in Stellung, ich glaube ich habe es Euch schon letztes Mal geschrieben. Das Wetter ist auch ziemlich milde jetzt. In dieser Zeit ist die Verpflegung auch ziemlich gut. Wir bekommen schon seid langer Zeit jeden 2.ten Tag 125 Gram Butter. Ist ganz gut nicht wahr. Bloss der nötige Belag fehlt. Aber hoffentlich hast du wieder ein Paketchen mit der schönen Wurst abgeschickt liebe Mutter, denn die schmeckt doch zu schön. Aber Kuchen ist mir auch sehr lieb. Ja meine Lieben man möchte ja gerne so manches haben, aber ich bin immer zufrieden mit dem was ich bekomme. Sonst wäre ja weiter nichts neues zu erzählen. Sei denn für diesmal recht herzl. Gegrüsst und geküsst vn mir Euer Sohn und Bruder
Milert.
(Breve i privateje)
Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter ankomsten til Cheppy har Eskildsen og resten af skrivestuen travlt med de foregående ugers store begivenheder. Optimismen for sejr ses tydeligt hos officererne.
Vi bliver længe her.
Aarstidernes Hjul drejer sig. Det regner, regner, regner hver Dag, det bliver koldt og mørkt. Kulden er der gode Raad for. Nok trækker det slemt i vor Jordhule, men vor Hofmurer har af Teglsten bygget os en Kakkelovn, som intet Jernstøberi kan lave saa god.
Værre er det med Belysningen. Vore Tællelys blafrer i Trækluften; men der skal hænges i. Blækkrigen raser lige saa heftigt som Blodkrigen. Vor Journal for Aaret 1917 naar op paa 12,000 Numre!
Krigens Hjul drejer sig. I Oktober smækker man Italien i en stor Offensiv, i November laver man Revolution med Lenin og Trotzki i Rusland. Krigens sidste Akt begynder.
Tyskerne har Medvind og sætter alle Sejl til. Fra 24. November til 3. December er der spærret for al Orlov; -hver eneste Jernbanevogn skal bruges til at kaste Tropper østfra over til den franske Front.
Hele Fronten er i Spænding. Nu kommer Sejren vel omsider! Officererne er fulde hver Aften. De drikker paa Sejrsmeldingerne fra Italien, paa Kerenskis Fald, paa Fredsforhandlingerne med Rusland, paa det kommende store franske Nederlag.
De drikker hele Natten og undrer sig næste Dag, naar der igen kommer en hemmelig Forordning, der gør opmærksom paa, at Officerernes Vellevned og Ødselhed ødelægger Stemningen ved Fronten.
»Gleiche Löhnung, gleiches Essen, wär’ der Krieg schon längst vergessen!«
siger den menige Mand. —Hvad har han vel at klage over? Han faar hver Dag en Feltkøkken-»Middag« og hver anden Dag 3/4 Brød, en Knivspids Smør, 1 salt Sild og 3/4 Lageagurk!
Den 24. November fejrer vi Aarets største Festdag, Oberstløjtnantens Fødselsdag. Officerernes Rejsende, der ikke har anden Bestilling end at gøre Indkøb, er lige kommet hjem fra Bruxelles med de fineste Delikatesser.
Regimentsmusikken spiller ved Morgenkaffen, Franskmanden skyder, saa vort Vindue splintres, Oberstløjtnanten holder Kur, om Aftenen spises de dyreste og lækreste Retter, der drikkes Vin og Champagne til Kl. 2 om Natten.
I Dagens Anledning beslutter man, at man fra nu af foruden Oppasserne vil holde en Tjener, der kun skal servere. En Skovrider har vi allerede ved Staben.
Han har intet andet at gøre end at dressere og pleje de to Officershunde. De opdrages ved Hjælp af Sult og Klø; men Resultatet er dog ikke bedre, end at v. Oven en Dag i et forkælet Barns lunefulde Vrede knalder sin »Lump« ned, fordi den ikke apporterede fint nok.
Sidste nyhed om Nis Kock findes her. Det følgende er et efterskrift fra bogen “Sønderjyder forsvarer Østafrika”. Det giver en fin lille krølle på Nis Kocks historie efter hans tilfangetagelse i Nambindinga og efterfølgende færd frem til hjemkomsten til Danmark.
EFTERSKRIFT
Nis Kock blev sammen med de øvrige Fanger fra Nambindinga ført til Havnebyen Lindi og derfra til Daressalam.
Her var de Jul og Nytaar over og blev derefter fordelt i forskellige Fangelejre udenfor Østafrika.
Nis Kock kom til Lejren i Sidi Bish i Ægypten, hvorfra han i Efteraaret 1919 blev ført til Danmark. I Anledning af Afstemningerne i Sønderjylland blev de sønderjyske Krigsfanger omkring i Verden befordret hjem før de øvrige tyske Krigsfanger, og Nis Kock, Peter Hansen, tredie Mester Lauritz Hansen var mellem dem, der den 10. September 1919 gik i Land fra Krydseren „Valkyrien“ ved Langelinie og i en lang Række festlige Dage var et jublende Københavns Gæster.
Da han senere kom til Berlin for at faa ordnet sine Papirer, var Modtagelsen knap saa hjertelig. Spartakisterne raabte „Noskegardister“ efter de Mænd, der havde kæmpet i Østafrika for Tysklands sidste Koloni.
I denne Bog er ikke alle Navne fra Besætningen paa „Kronborg“ medtaget, men kun dem, der naturligt falder ind i de forskellige Begivenheders Ramme.
De øvriges Navne bør dog ikke derfor glemmes, og de gengives her med deres rigtige Adresser i Modsætning til, hvad der var Tilfældet paa „Kronborg“s Mandskabsliste:
Kaptajn, Oberløjtnant Chr. Christiansen fra Sild — nu Politipræsident i Magdeburg — l.Styrmand Daniels, Flensborg, 2. Styrmand Jes Bagger, Flensborg, 3. Styrmand Elborg, Aabenraa, Lods Albers, Rigstysker, 1. Maskinmester Chr. Hansen, Løjt kirkeby, 2. Maskinmester Hans Nissen, Nordborg (død kort efter Hjemkomsten), 3. Maskinmester Lauritz Hansen, Kobberholm paa Sundeved, Assistent Willy Norling, Graasten, Telegrafist Jonny Wagner, Hamborg og Karotki, Aabenraa, Baadsmand Lorentz Mathiesen, Alnor ved Graasten, Intendant Anker Nissen, Haderslev, Kok Lorentzen fra Husum, Kokmedhjælper Tyksen, Flensborg (død i Afrika af Slangebid). Matroserne Mads Møller, Aabenraa, Peter Jørgensen, Skovby ved Haderslev, Pitzner, Angel, Christian Møller, Sotrupskov (død kort efter Hjemkomsten), Warshun, Mecklenborg, Boysen, Flensborg (død af Malaria kort efter Ankomsten til Afrika), Tømrer Hans Hansen, Flensborg. Fyrbødere: Ernst Rode (død i Fangenskab i Indien), Hamborg, Willy Maus, Rhinlandet (død af Malaria i Daressalam), Peter Hansen, Egernsund, Nis Kock, Sønderborg, Karl Bahr, Danzig, Peter Albrechtsen (faldt paa en Patrouillefægtning i Afrika), Sønderborg, Christian Hansen, Flensborg (død af Malaria i Afrika), H. Bartram, Sønderborg, Karl Sørensen, Sverige (faldt i en Fægtning i Østafrika).
Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden
Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. Det sidste forsvar ved Nambindinga begyndte så småt at trække sig ud for at følge general Lettow-Vorbeck mod (hvad der i dag er) Mozambique. Efterfølgende kom englænderne så småt ind i lejren.
Ude omkring Lejren lød Maskingeværsalverne, men der blev længere og længere imellem dem, og op mod Højen kom nu gaaende nogle sidste Askariafdelinger, der havde hindret Englænderne i at trænge frem, saa længe det var lyst.
De kom gaaende langsomt og tungt og forsvandt imellem Træerne igen. Men nu kom, som vokset op af Jorden, andre Afdelinger dragende ud af Tusmørket.
De gik lige forbi det Sted, hvor jeg laa. Jeg rejste mig op paa Albuen og saa paa dem med vidt opspilede, febersyge Øjne. Hurtigt og næsten lydløst sluttede Afdeling sig til Afdeling og voksede ud af Mørket, blev tydelige et Øjeblik i Skæret af de mange Baal og forsvandt igen i Mørket. Det var den tyske Østafrika-Hær, der marcherede mod den portugisiske Grænseflod Rovumi.
Baalene skinnede paa eventyrlige Skikkelser, hvide og sorte imellem hinanden, med Geværerne over Nakken med Kolben bagud. Der var barfodede Skikkelser og Folk med nøgen Overkrop og Patronbælterne som Bandoler over Brystet, der var Folk med skæve Tropehjelme, gamle Filthatte, Uniformskasketter eller bare Hoveder.
Alle Slags Laser dukkede op belyst af Baalene og forsvandt igen ud i Mørket. Forbimarchen blev ved. Baalenes Ild gav Glimt i de blanke Riffelløb og i Stellene til Maskingeværerne, der blev baaret som Tomandsbyrde.
Afdeling efter Afdeling sluttede sig til. Nogle af dem var kun ganske smaa, men der var mange af dem — det maatte være Resterne af de forskellige Kompagnier.
Hvor mange var der? Jeg kunde ikke faa Tal paa dem, men over et Par Tusinde var der ikke. Og her i Østafrika var der rejst en Hær paa tre Tusind hvide og 11,000 Askarier.
Afrika havde næsten slidt denne Styrke op — de lasede Mænd, der drog forbi, var de sidste, der var tilbage. Efter Askariernes Skyggehær fulgte en uendelig Strøm af Bærere, og efter dem igen en lang, lang Række Kvinder og Børn, der klamrede sig til Hærens Bagtrop.
Det blev mørkere og mørkere, og jeg saa mindre og mindre af, hvad der skete omkring mig. Feberen steg, og jeg havde næsten intet Kinin. Jeg lagde mig ned i mine Tæpper, men endnu længe efter kunde jeg høre Lyden af de Hundreder af Fødder, der vandrede ud af Nambindinga paa Vej til Rovumi.
De andre drog videre, og jeg blev tilbage. Jeg kunde ikke sove. Over hele den store Lejr, hvis Udstrækning jeg ikke kendte, havde sænket sig Stilhed. Baalene begyndte at brænde ud, men omkring dem laa Hundreder af Mennesker og ventede paa Morgenen.
Tidligt den næste Morgen smeldede Maskingeværerne mod Lejren fra Englændernes Stillinger, men ikke et Skud svarede fra den døde Lejr. Kort Tid efter saa jeg de første engelske Soldater forsigtigt dukke op i Lejrens Udkanter, og et Øjeblik efter vrimlede det af dem. Det var Negersoldater fra Kaplandet i flunkende nye Uniformer med opkrammede Boerhatte.
Solen blinkede i Hundreder af Geværer, da de løb gennem Lejren raabende og skrigende. De standsede ikke ved de syge, men ledte efter levende og kæmpende Tropper.
En Officer fulgt af en halv Snes Mand var ved at falde over Vaabenmesteren. Han svingede en Revolver i Haanden og var kobberrød i Ansigtet af Ophidselse, mens han raabte den ene Gang efter den anden:
— Generalen, hvor er Generalen?
Der var ingen, der svarede ham, men han blev ved at gentage sit Spørgsmaal. Saa rejste en af de syge Hovedet og begyndte at le.
Flere stemte i med. — Generalen, raabte en Stemme paa gebrokkent Engelsk, Generalen — han er marcheret ad Helvede til.
Det var den 18. Oktober 1917 [Der skulle stå november her red.], at den store Overgivelse ved Nambindinga fandt Sted. Ude omkring i den store Lejr laa mange Sønderjyder fra „Kronborg“, men vi saå først hinanden flere Dage senere paa Vej til Lindi.
[Der var over 300 hvide soldater og op mod 700 askarier (sorte soldater) tilbage i Nambindinga da den blev taget. De fleste blev sendt i fangelejrer i Egypten. Heriblandt Nis Kock.]Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden
Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. Med nyheden om at Nis skulle blive i Nambindinga, var det tid til at tage afsked med hans folk. Nis Kocks store safari var ved at drage mod enden.
[Note fra redaktøren: Denne dag har rigtig meget indhold for Nis Kock, så indslaget vil blive delt op i flere segmenter i løbet af dagen. Følg med endelig med på siden løbende!]Jeg gik hen til Vaabenmestrene og fortalte dem, at jeg skulde blive tilbage. Det skulde den ene af dem ogsaa. Saa gik jeg tilbage til min Lejrplads og hentede mit Gevær og mine Patroner og min Pistol, som jeg afleverede til Vaabenmestrene, og derefter sagde jeg Farvel til mine Bærere, Mand for Mand.
Det var det værste af det altsammen. De stod dér saa ubevægelige og ulykkelige, og jeg havde intet at sige dem andet end at ønske dem god Rejse og takke dem for den Tid, vi havde været sammen.
Tung i Sindet og tung om Fødderne vendte jeg mig fra dem og gik hen til det Sted, hvor Ramasan havde redt mit Leje.
Nu var det uigenkaldeligt forbi. Den store Safaris Rytme, som jeg endnu havde i Blodet, var kun Fortid, og Fremtiden kunde jeg ikke danne mig nogen Mening om.
Jeg var ikke mere, og mine Fodtrin skulde ikke længere blandes med de Hundreder Fødders Trav gennem Urskove og Græssletter, over Bjerge og udtørrede Flodlejer. Jeg var afvæbnet og sat udenfor, og i samme Nu forstod jeg, at det, som jeg havde oplevet, var noget stort og eventyrligt — et Stykke Verdenshistorie, som nu var afsluttet for mit Vedkommende.
Jeg var et Stykke Vraggods fra det store Forlis og talte ikke med mere. Ramasan tog imod mig, og jeg fortalte ham, at det, som vi havde talt om for nogle Dage siden, var gaaet i Opfyldelse.
Nu var Krigen endt for os. — Nu kommer du hjem igen til Daressalam, og det gør du ogsaa, Ali.
— Amri ya Mungu — det er Guds Villie, svarede Ramasan paa begges Vegne. Ingen af dem saa videre begejstrede ud, men maaske skjulte de deres Følelser. Jeg lagde mig paa mit Leje og svøbte mig ind i Tæpperne. Feberen var igen begyndt at gøre sig gældende.
Den kom altid, naar man var længst nede i Humør. Ramasan og Ali syslede med Maden, og jeg spiste lidt. Saa satte de sig i Græsset et Stykke fra mig og talte sammen. Og medens vi laa dér og ventede paa, at Natten skulde komme, kom der andre og slog sig ned ved Siden af os, Hvide og Sorte imellem hinanden.
Ikke langt fra mig laa en af Vaabenmestrene stærkt angrebet af Malaria, og et Stykke til den anden Side, tæt ved Ramasan og Ali, havde Ambulancesoldater lagt en saaret Officer, som jeg genkendte som Kaptajn Liebermann, der havde ført de Afdelinger, som havde forsvaret Ndanda. Han var haardt saaret og laa og stønnede paa sit Leje.
Imellem Træerne og Buskene tændtes Baal ved Baal — ikke høje frejdige Soldaterbaal, men smaa bitte Lysprikker i Mørket, og om de fleste af dem laa Folk, som skulde blive tilbage.
Ramasan fortalte mig, at Hundreder af Sorte og Hvide skulde efterlades i Lejren, og at sorte Soldater havde knust deres Geværer og brændt dem paa et stort Baal, for at de ikke skulde falde i Englændernes Hænder.
Han havde forsøgt at komme hele Lejren igennem, men var ikke naaet saa langt. De saarede og syge og en Del Fanger, som var taget ved Mahiva, laa spredt over et stort Terræn, og der kom stadig saarede fra de Kampe, som hele Dagen havde raset omkring Lejren.
Jeg forstod, at dette var en Overgivelse i den store Stil, og at General Lettow-Vorbeck havde noget ganske særligt i Sinde, siden han sorterede saa mange af sine Soldater fra, og snart løb det ogsaa Lejren rundt fra Sygeseng til Sygeseng, at Generalen var vendt tilbage efter et Opklaringsridt, hvor han havde fundet en Vej ud mellem de engelske Tropper.
Den gik stik mod Syd, og det var Meningen, at de Afdelinger, der var dannet af det sidste kampkraftige Mandskab, skulde gaa over Grænsen til portugisisk Østafrika og fortsætte Krigen dér. Kunde der ikke længere kæmpes i Østafrika, saa skulde der kæmpes andre Steder, hvor der var Plads til det.
Jeg fyldtes af en gysende Beundring for denne stædige og utrættelige Mand, paa hvis Ordre jeg havde vandret det halve Østafrika igennem og udholdt Sygdom og Sult, og som nu, da alle Sunde var lukket, alligevel havde fundet en ny Udvej.
[FORTSÆTTES…]Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden
Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. Mens den tyske hær var i Nambindinga blev de så småt omringet af de engelske styrker. Det var planen at hæren skulle bryde fri, men det betød også at de syge måtte blive tilbage. Heriblandt de malariaplagede.
[Note fra redaktøren: Denne dag har rigtig meget indhold for Nis Kock, så indslaget vil blive delt op i flere segmenter i løbet af dagen. Følg med endelig med på siden løbende!]Jeg talte med et Par hvide Soldater, deriblandt med de to Vaabenmestre, som jeg havde arbejdet under i Livale og kendte godt. Jeg spurgte dem, om vi var fuldstændig omringet, og det mente de nok, men den ene af dem var sikker paa, at Generalen nok skulde finde en Aabning at smutte ud igennem.
Den anden mente ingenting. Han laa indsvøbt i sine Tæpper stærkt angrebet af Malaria. Ud paa Eftermiddagen begyndte der at gaa Rygter om, at Gennembrudet skulde finde Sted om Natten. Ramasan kom hen imod mig og fortalte, at der havde været en Ordonnans med Meddelelse om, at alle hvide Mænd skulde undersøges af Lægerne.
Jeg gik hen til en Græshytte, udenfor hvilken der stod en Del hvide Mænd, som jeg ikke kendte. En Læge undersøgte dem hurtigt og var færdig, inden jeg kom derhen, og Mændene begav sig bort i en anden Retning, saa jeg ikke fik talt med dem. Lægen sagde ogsaa nok. Han undersøgte mig et Øjeblik og spurgte saa:
— Malaria?
— Javel!
— Kan De klare Dem uden Kinin et længere Stykke Tid?
— Det har jeg ikke prøvet det sidste Aar, men jeg har haft for lidt.
— Saa maa De blive tilbage her.
—Blive tilbage — saa bliver jeg jo fanget. Lægen trak paa Skuldrene:
— Der er ikke anden Udvej end at efterlade alle dem, der behøver Kinin, og som er saa medtaget af Sygdommen som De. Vi kan ikke føre syge Mennesker med os. Jeg kan trøste Dem med, at vi maa efterlade Folk, der ikke er tilnærmelsesvis saa medtaget som De.
Tankerne svirrede rundt i Hovedet paa mig, da jeg gik tilbage til mine Bærere. Lægen havde talt saa roligt og sindsligevægtigt til mig, som om det var en selvfølgelig Sag, at jeg skulde blive tilbage her i Nambindinga og lade mig tage til Fange.
For mig var det en Verdensbegivenhed, og et svagt Haab blussede op i mig om at gense mine Kære derhjemme. Men det var stadig lige ufatteligt, at jeg ikke var med mere.
Jeg var udenfor det hele. Naar de andre drog videre, skulde jeg ikke følge med. Vi skulde aldrig mere gaa sammen paa de lange Safarier, og jeg skulde ikke mere høre Bærernes enstonige Sang, som forstummede, naar Solen stod højest, men levede om Morgenen og i Aftentimerne, naar vi nærmede os Lejrpladsen.
Jeg blev et Bytte for de mest modstridende Følelser, og dertil kom, at et nyt Malariaanfald var paa Vej og bredte Haabløshed over mit Sind. Hvad kunde det nytte altsammen?
Hvordan kom jeg hjem? Som en syg og nedbrudt Mand. Afrika havde taget det bedste af min Kraft, og nu da jeg var udslidt og næsten havde forsonet mig med min Skæbne, skulde jeg lade mig fange, mens de andre drog videre.
Men Tanken om Hjemmet blussede op igen, og træt af at kæmpe med mine forvirrede Tanker naaede jeg hen til et lille Træskur, hvor vi om Formiddagen havde anbragt vor Ammunition.
Her stod de to Vaabenmestre, som jeg kendte saa godt, og her stod mine Bærere, som havde været sammen med mig i over halvandet Aar.
Det gav et Stik i mit Hjerte, da jeg saa deres trofaste og gode Ansigter, som jeg havde haft for Øje Dag efter Dag paa de lange Rejser, og som havde kendt Stache. Det var som at sige Farvel til ham engang til.
[FORTSÆTTES…]Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden
Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.
Jeg saa Vorherre hvor han stod og omfavnede min Broder, han
skulde nu paa en lang Vandring. Min Broder haude en lys dragt
paa, saa drog han afsted. Men Vorherre pregte og sagte, »det
Sted kan du ikke være, thi der var Krig.« Befolkningen der haude
omheng om dem og lange spyr i Haanden i dette Land. Vorherre
viste min Broder, hvor han hang paa Korset og har lidt.
Saa saa jeg et Skib, og der steg min Broder i og sejlte over
et Vand. Saa naaede han et Land, men der var sorte Folk, og
der kunde han heller ikke være, der var ogsaa Krig. Saa pregte
Vorherre og gik videre. Saa kunde min Broder ikke holde det
ud længere, saa lagde han sig ned og sov. Jeg saa Vorherre staa
ved ham. Da han haude hvilet sig, saa jeg, hvor han sad paa en
Hest, og saa drog han videre. Saa blev han tret af at ride, saa
stod han af og gik ved Siden. Saa viste Vorherre ham en underjordisk
Hule, der haude Vorherre ligget begravet. Saa drog han
langt videre bort, saa kom han til et Land, der var hvide Folk
med hvidt Omheng om dem.
Og der i dette Land stod der et stort Taarn med glinsende Steen paa Tornet og runde Telte. Nu viste Vorherre ham for tredie Gang, hvor han hengt paa Korset og haude lidt. Og der satte Vorherre ham og gav min Broder Haanden og sagde Farvel til ham. Og saa forsvant Vorherre. Og disse Folk var fredelige og gode ved ham. Og jeg saa, hvor di gav ham noget at spise. Og det Land kaltes Kuba.
Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.
Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. Midt i november samledes den tyske hær i Nambindinga. Nis Kock opsøgte her general Lettow-Vorbeck.
Nambindinga var blot et Navn. Der laa ingen By paa det Sted, men maaske havde der engang ligget en. I disse midterste Dage af November 1917 var det imidlertid det Navn, der oftest blev nævnt blandt Resterne af de tyske Tropper i Østafrika.
Da vi naaede dertil, fik jeg kun lidet at se af Stedet, men alligevel er Nambindinga en Milepæl i den østafrikanske Krigs Historie. Hæren trak sammen mod Nambindinga.
Alle Afdelinger, jeg mødte, var paa Vej dertil. Nogle marcherede som i Fredstid maalbevidst frem gennem det bjergfulde og uvejsomme Land, medens andre knap slap saa let af Sted. Langs de Veje, hvor jeg med min Safari førte den Ammunition, som jeg havde arvet efter Stache, til Samlingsstedet, blev der kæmpet.
Maskingeværerne knitrede, og Geværerne hakkede uregelmæssigt ind imellem. For hver to Kompagnier, der kunde marchere farefrit til Nambindinga, var der ét, der maatte holde Englænderne tilbage.
Fra Morgen til Aften hørte vi Skydningen omkring os, og da vi holdt vort Indtog i Lejren ved Nambindinga den 16. November kort før Mørkets Frembrud, smældede Maskingeværsalverne rundt i Skovene og fortsatte længe efter, at det var blevet mørkt.
Jeg lod mine Folk lægge sig og gik ind i den store Lejr, der var spredt over et meget udstrakt og temmelig bevokset, højtliggende Terræn, for at melde mig til General Lettow-Vorbeck.
Han var imidlertid ikke til Stede i Lejren, og jeg meldte mig saa i Stedet for til hans Adjudant, der gav mig Ordre til at overtage Staches Arbejde og Plads Det fyldte mig med Stolthed, at jeg var blevet betroet det store og vanskelige Arbejde, men ogsaa med Ængstelse for ikke at kunne gøre det godt nok.
De sidste Par Dage havde været temmelig nedslaaende for mig. Malariaen var vendt tilbage, om ikke med uformindsket Styrke, saa dog paa en saa ubehagelig Maade, at jeg var ved at segne af Træthed. Jeg vidste, at der maatte være en Del Kammerater i Lejren og vilde komme flere endnu, efterhaanden som Afdelingerne trak sig sammen her, og jeg vilde ogsaa gerne have hilst paa dem og talt med dem, men jeg havde ikke Energi til at opsøge dem og til at tale med nogen.
Jeg rullede mig ind i mine Tæpper og faldt snart i en tryg Søvn af Træthed. Den gik dog hurtigt over til den typiske hvileløse Febersøvn, og om Morgenen den næste Dag var jeg alt andet end kampdygtig. Hele den tyske Styrke samledes i Nambindinga.
Ind i Lejren kom dragende Bærerkolonner, Askarikompagnier, Safarier af Kvinder og Børn, der fulgte med Soldaterne og Bærerne. Ude omkring Lejren hørtes en vedvarende Maskingeværild, der syntes at komme fra alle Sider, og nogle af de Tropper, der kom ind i Lejren, saa ud til lige at have været i Kamp. De var trætte og udasede, og mange af dem bar friske Forbindinger.
For første Gang i denne Krigs Historie var de tyske Afdelinger trængt sammen paa en saa snæver Plads, at de, der havde begyndt Kampene ved belgisk Kongo, og de, der havde kæmpet paa Grænsen til Kenya, kunde høre hinandens Geværer knalde.
Den kæmpemæssige Klapjagt var ved at være til Ende. Der kunde kun være et Gennembrudsforsøg eller en almindelig Overgivelse tilbage.
De sorte Soldater, som rykkede ind i Lejren, tog sig fantastiske ud i Solens Lys. Nogle var i engelske Uniformer, andre var klædt i Resterne af tyske, og atter andre havde begge Nationers Uniformsdele hængt paa Kroppen.
De fleste havde noget paa Hovedet, men mange af dem gik barhovedet, og de andres Hovedbeklædninger var saa forskellige, at det grænsede til det helt utrolige. At der fandtes saa mange Slags Hovedbeklædninger i Verden, var ikke til at forstaa.
Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden
H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.
Det var kun Rygter, det med Vestfronten, thi nu sidder vi her i Skjorteærmer under Italiens dejlige Sol. Jeg har faaet overdraget en „Rekvisitionskommando” og er selvstændig. Folkene skal ikke faa for meget Vand i Suppen, saa længe vi er her.
Hver Dag „rekvirerer” jeg en Ko eller to, ligesom der nu er Brug for dem. Jeg har endvidere faaet overdraget Indkvarteringskommandoen. Det volder dog ingen Vanskeligheder; thi jeg har lagt Beslag paa et Par store Skoler, og der er Plads nok. Værre er det med en Underhaandsordre, som jeg har, og som gaar ud paa at skaffe lidt „Adspredelse”.
Der er nemlig kun to Lokaler af den Slags, jeg finder formaalstjenlige, og dem vil de russiske Krigsfanger, som arbejder her paa Egnen, ikke afstaa. De ér ikke til at drive bort, og hele Dage staar de i Kø for at komme ind. Den Sag har jeg opgivet. De mange Fanger er begyndt at komme fra Fronten, der ligger langt borte.
Aldeles uden Bevogtning kommer de, i Flokke fra 2—10 og flere Mand ad Gangen. Afstandene imellem Flokkene er store, og i flere Dage er de marcheret igennem Byen. I Forbimarchen gennemroder de Møddingerne efter noget spiseligt. Afmagrede, sultne, trætte og forkomne slæber de sig af Sted. Mange Brød har vi stukket ud til dem, men det forslaar kun lidet.
Ved Byens eneste fælles Pumpe er der altid Slagsmaal imellem dem for at komme til at faa noget Vand. I Begyndelsen forsøgte vi at skille dem ad, men det har vi opgivet. Vi lader dem slaas. De skal samles i Leibach og skal derfra føres videre til Lejrene i Tyskland og Østrig, hvortil det er Meningen, at vi skal føre dem.
— Det blev imidlertid ikke til noget, og om Grunden herfor er der ingen, der ved nogen ordentlig Besked. Men der gaar fæle Rygter.
Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. På vej sydpå betragtede Kock de hyppige skovbrande, og Ramasan spørger ind til krigen i Europa.
Det begyndte at mørknes, og ude i Skovene tændtes Baal ved Baal lige for Øjnene af mig og ud til Siderne, og bagved mig, da jeg rejste mig op for at se hele Horisonten rundt.
Det kunde være Englændernes Lejrbaal, men de fleste af dem var sikkert Skovbrande. De bevægede sig ganske langsomt, da der var fuldstændig vindstille, og vilde vel først blive slukket, naar Regntiden kom.
Senere fik jeg at vide, at saadan brænder Skovene ofte i Afrika og har gjort det fra Tidernes Morgen. Disse Brande er helt forskellige fra de fremstormende Skovbrande i andre Lande.
De holder sig ganske stille paa ét Sted, til der ikke er mere, der kan fortæres af Ilden, saa springer Ilden over i den næste Trægruppe og kan saaledes meget langsomt æde sig en Vej gennem Skoven. De almindeligste Brandstiftere er Lyn og Baal, der ikke er slukket ordentligt.
Her var det vel ogsaa Brandbomber, Granater og maaske skødesløst henkastede Cigaretter.
Da det blev helt mørkt, fik Himlen et brandrødt Skær hele Horisonten rundt, og jeg kunde først rive mig løs fra det sjældne Syn, da Ramasan kom hen til mig med min Mad.
Da jeg havde spist, blev han staaende, og jeg var klar over, at han vilde tale med mig, og spurgte ham, hvad han vilde
— Jo, jeg vil spørge dig, Bwana, om Krigen i Ulaya (Europa) snart holder op.
— Ja, Ramasan — jeg skottede ud til de brændende Baal og den brandrøde Himmel, der laa om os som et Krigens Tegn — jeg tror næsten, at Krigen snart er forbi.
— Vender du saa tilbage til Ulaya?
— Ja, det gør jeg, Ramasan — dér har jeg jo min Bibi, men maaske vender jeg engang tilbage til Afrika sammen med min Bibi — vil du saa være Boy for mig igen?
— Ja, Bwana, det vil jeg — kwa heri, Bwana!
— God Nat, Ramasan.
Den stakkels trofaste Ramasan! Nu var det ogsaa blevet for meget for ham. For første Gang havde han spurgt mig om, hvad. Tusinder af Hvide havde spurgt hinanden om i Aarevis.
Mit Svar til ham var ikke nøje overvejet, men jeg følte det som en sikker Sag, at nu maatte det lakke ad Ende med Krigen baade her og i Europa. Og dengang var min Hensigt at vende tilbage til Afrika, hvis jeg nogen Sinde slap levende derfra.
Der er en ejendommelig dragende Magt i dette mærkelige Land. Mange Sønderjyder, der har gennemlevet endnu mere end jeg, nærede det samme Ønske, og nogle vendte ogsaa tilbage.
Men de fleste af os blev fanget ind af Hverdagen, da vi kom hjem. Hvor længe har Ramasan ventet paa, at jeg skulde vende tilbage?
Vi hvide Mennesker kaster den Slags Løfter i Flæng, men i Afrika bliver de bevaret i dybeste Alvor og med en lang Hukommelse.
Hvornaar holdt Ramasan op med at vente paa mig?
Jeg gik hen til mit Græsleje, som Ramasan havde redt, og rullede mig ind i mine Tæpper. Feberen kom igen, og jeg laa længe uden at kunne sove, medens Himlen rødmede af de brændende Skove.
Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden
Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. Efter tabet af Ndanda og hans overordende Stache, fortsatte Kock safarien sydpå.
Under vore Marcher mod Syd var vi ellers kommet ind i et Landskab af sjælden Skønhed og af megen Ejendommelighed. Det var et Bjerglandskab med en langt bedre Luft end Lavlandet, og den livede mig meget op, men ikke nok til, at jeg kunde glemme Malariaen.
Vi gik op ad Bjerge, der ligesom var forsynet med Trappetrin lavet af Naturen selv, og fra den ganske flade Top, hvor vi slog Lejr, havde vi en pragtfuld Udsigt over det skønneste Skovlandskab.
Rundt omkring bredte sig herlige Skove og smukt og ejendommeligt formede Bjergtoppe, men mærkeligt nok var Beboerne i dette smukke Landskab noget af det grimmeste, man kunde se for sine Øjne.
Det var dog ikke Naturens Værk.
Wamakondestammerne, som bor her, er verdensberømte for den Maade, hvorpaa de vansirer deres Kvinder. Deres Læber bliver, fra de er ganske smaa, udspilet med Træringe, der stadig gøres større og større, med det Resultat, at de voksne Kvinder ligefrem har Næb som Ænder.
Ramasan fortalte mig, at de gjorde dette for at hindre Bortførelser, og jeg maatte indrømme, at det var ganske snildt udtænkt, selv om det medførte, at de lykkelige Ejermænd skulde gaa rundt og se paa de rædselsfulde Andenæb.
Af alle hidtil udpønskede Midler til at forhindre Bortførelser er dette sikkert det mest effektive.
Vi slog Lejr, og jeg satte mig ned paa en Sten og saå ud over det smukke Landskab.
Efter Maaneders Vandring i Elefantgræs og sur, sumpet Jungle var dette Syn en Hvile for Øjne og Nerver. Ramasan havde tændt et Baal mellem tre Stene, som han havde gjort det paa Hundreder af Lejrpladser, og Bærernes Baal blussede ogsaa lystigt nede bag nogle store Sten, hvor de havde slaaet sig ned.
Jeg sad og tænkte paa min gamle Ven Peter Hansen — om Englænderne nu gad ofre saa megen Lægekunst paa ham, at han kunde blive rask, og paa Stache.
Jeg savnede ham. Vi havde siddet sammen ved saa mange Lejrbaal, at jeg ikke kunde tænke mig, at han ikke var et eller andet Sted i Lejren. Selvfølgelig maatte han dukke op og begynde:
— Naa, Kock — saa slap vi da levende over denne Dag.
Men Stache kom ikke — han kom aldrig. Da Bærerne drog ud fra Ndanda skrukkende sig for Geværkuglerne, der fløj over Hovedet paa dem, saå jeg ham for sidste Gang.
Et Nik og en skødesløs Hilsen var den Afsked, vi fik taget.
Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden
Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.
Den 14.11.17
Meine lieben Eltern u. Geschw.!
Gottes Friede zum Gruss!
Schwester Olga’s Brief vom 7.11. habe ich dankend erhalten. Sehe dass noch alles wohl ist im lieben Heim.
Wie ich sehe ist Schw. Mie auch eine kleine Zeit zu Hause. Habe einen Brief von Ihr bekommen weis aber nicht ihre neue Adr. da ich dieselbe verlegt habe. Hoffentlich ist ihr Fuss bald wieder heil. Mir geht es aj immer noch recht gut. Den Herrn sei dank für soweit er helfe auch noch weiter. Mein Trost ist immer wie es im Liede heisst: ”Mig intet skal fattes min Hyrde han er”. Ja og som du skrev paa dit Kort kjære Fader i Joh. Aab. 3.5 Gid at vi rigtig maatte mere og mere lære at kun i Gud har min Sjæl sin Ro og til ham maa vi komme med alt vad der ligger os paa Hjertet. Maatte hver Gjerning skee til hans herr. lige Navnes Ære. Daa vil Gud ogsaa nok giver os sin Velsignelse til alt vad vi foretager os. Men det er ikke saa ledt immellem at staa som et Guds Barn i denne Verden, men vi vil bede Gud om Kraft og Hjælp.
Vi ligger jo endnu i Ro og om en 3-4 Uger gaar vi maaske igjen i Stilling. Nu kan jeg jo snart fejre min 21. Födsesldag. Forhaabentlig kommer der saa et godt Pakke ikke sandt kjære Moder. Ja nu fejrer man allerede sin tredje Födselsdag som Soldat. Jeg vil da ikke haabe at jeg di næste tre Aar skal fejre den som Soldat. Og den dejlige Julefest nærmer sig ogsaa nu. Men at fejre den hjemme for mig er der jo nu slædt ingen Tanker om. Her merker man jo ikke meget dertil.
Nu har Regnperioden begyndt hernede. Det er saa smussig og beskidt at man vojer i Leer op til Knoglerne. I dag er det nu lige Solskinsvejer.
Sidste Nat har det regnet heele Natten og da vi kun har et Telt over Hovedet har det naturlig regnet igjennem ned til os. Det er ugmütlig naar det saadan regner igjennem. Jeg har det jo rigtig godt her ved Telephonen. Pakken med Kagen har jeg ikke modtaget endnu. Send mig engang ved Lejlighed en Haandtörklæde kjære Moder mit det er heelt itu.
Nu være I saa mange (gange) hjertelig Hilset og Kysset fra mig Eder Sön og Broder
Milert.
(Breve i privateje)
Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. Som Englænderne rykkede nærmere skulle ammunitions depotet også skaffes af vejen, men Nis Kock måtte skynde sig inden de tyske tropper rykkede for langt tilbage.
Fra et højt Stade kunde jeg se den tyske Front i hele dens Udstrækning. Afstanden til de nærmeste var vel omkring 300 Meter, og hvis de sprang tilbage endnu engang, vilde de være indenfor Farezonen, naar Sprængningen skete.
Og det kunde ikke vare længe, før de maatte tage dette Spring, da Englænderne ustandseligt søgte at omgaa deres Flanker, hvad de havde let ved paa Grund af deres store Antal.
Jeg blev liggende nogen Tid endnu og saa paa Kampen. Meget var der ikke at se af Englænderne udover smaa Grupper, der paa én Gang dukkede op, løb frem og kastede sig ned igen.
Saa steg Geværilden i Styrke paa tysk Side, og ofte naaede ikke alle Gruppens Medlemmer frem.
Det var, saa vidt jeg kunde skønne, en ualmindelig haardnakket Fægtning mellem to Parter, der havde haft hinanden i Kikkerten i snart et Døgn, og for mig var der nu ikke noget Valg. Enkelte tyske Grupper begyndte at gaa tilbage.
Jeg satte Ild til Tændsnoren og løb i rasende Fart hen til den Dækning, jeg havde udsøgt mig — en stor Termittue. I samme Øjeblik, som jeg kastede mig ned bag den, rystede Jorden af en mægtig Eksplosion, og Sprængstykker snurrede om Ørene paa mig.
Hele Flodlejet fyldtes med en tæt Røg, der bed i Øjnene, og rundt omkring mig plaskede Sten og Jord, Patronhylstre, Bræddestumper og meget andet, som Eksplosionen havde flaaet i Stykker og sendt til Vejrs.
Et mægtigt Springvand af Jord og Ild havde rejst sig i den udtørrede Flodseng og faldt nu til Lave igen. Da Braget og dets Eftervirkninger var døet bort, var der én Ting, der straks forekom mig mærkelig, men først efter et Par Sekunders Forløb forstod jeg, hvad det var.
Skydningen var holdt op paa begge Sider. Lige foran mig laa mindst 1500 Mand og spekulerede paa: — Hvad i Alverden var nu det?
Jeg rejste mig og gik gennem den røgfyldte Kløft op paa den sydlige Skraaning og begyndte min ensomme Vandring mod Syd. Bagved mig vaagnede Geværilden atter op, og pibende vildfarne Kugler fulgte mig et langt Stykke paa Vej.
Ramasan og Ali var ude af sig selv af Befrielse og Glæde, da de saå mig komme helskindet tilbage.
Det vældige Brag, som Eksplosionen havde givet, kunde høres i Miles Omkreds, og ingen af de to var rigtig kommet over den Forskrækkelse, de fik, da jeg blev slaaet ud af Eksplosionen i Livale.
Nu var de straalende glade, og Ramasan havde Mad parat til mig. Da jeg havde spist, vandrede jeg videre, og efter et Par Dagsmarcher kom vi til den Lejrplads, hvor mine Bærere havde slaaet sig ned for at vente paa mig.
Nu var Friheden forbi. Jeg havde ikke længere Stache til at træffe Dispositionerne, men maatte handle paa egen Haand.
Det var jeg ikke bange for, og havde aldrig været det, men Malariaen var kommet tilbage, og den gjorde mig træt og nedtrykt.
Jeg saå Farer og Besværligheder, hvor der ingen var, og min Opgave, som jeg under normale Forhold vilde have glædet mig over, forekom mig besværlig og vanskelig.
Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden
Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.
Den 10.11.17
Mine Kjære Forældre og Sösk.!
Guds rige Fred til Hilsen!
Dit kjære Brev fra den 1.11. har jeg i forgaars modtaget kjære Moder ligeledes har jeg modtaget Babbas Brev fra den 3.11. igaar. For bægge min beste Tak kjære Forældre. Seer at I endnu har det rigtig godt derhjemme. Ak ja kunde man endnu havde været hjemme igjen i sin gamle Bestilling. Men nu sidder man her fjernt fra alt. Forhaabentlig kommer det længselsfulde Fredsbudskab. Gid dog at Herren snart vilde byde sit holdt over denne Elendighed. Mon det ikke skulde give en Forandring i Sagen med Italien? Her hos os er det ikke meget lös men det er jo godt at man kan sidde her i ro. Naar det saadan bliver ved hernede saa kan ja sagtens holde det ud. Naturligvis bliver der her ja ogsaa skudt med Granater med det er dog ikke saa slem som ved andre Fronter hvor der bliver Kempet hver dag. Her giver der jo ogsaa saarede og döde men jo da ikke i den Grad som f.eks. i Flandern. Gud skee Tak at man ikke er der.
Hem ved om man havde været levende endnu. Herren vil i Naade holde sin beskyttende Haand over os alle og naar det er sin vilje fore os sund og rask hjem igjen. Hvorlenge mon Broder Matth. vel skulde holde sig i Flensbg. Igaar havde jeg Brev fra ham at skulde til Backsted at skyde.
I dag har jeg ogsaa sendt et Kortbrev. Ja kunde man dog blodt saadan havde rejst hjem et smudt om Söndagen det kunde være heelt dejlig, men det er jo nu ikke saadan. Af dit Brev seer jeg at du igjen har sendt mig en Pakke med Kage kjære Moder.
Ja nu kan jeg dejlig bruge den. Som du skriver kjære Fader har jeg allerede for 8. Dagen siden skreven et lang Brev til Tante Mie paa den nye Adr. ja nu er di ogsaa borte fra Svejlund. Vi har da nydet meget godt eroppe for dem. I den förste Tid vil man jo komme til at savne dem. Nu er Svejlund jo ikke mere noget for os. Babba har vel samledt meget godt Skrammel hjem. Jeg kan nok forestille mig ham hvordan han har seet alle Hjörne og Kroge godt efter.
Nu er det ved at blive Efteraar hernede det er mere kold nu. Men endnu holder man det nok ud. Der har været lidt tale om at vi skulde bort herfra men hvordan ved man ikke og i det heele er det et stort Spörgsmaal om vi kommer bort.
Ellers er der ikke megen Nyt at fortelle. Saa være I alle hermed hjertelig Hilset og Kysset fra mig Eders Sön og Broder
Milert.
Paa snarlig gjensyn.
(Breve i privateje)
Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. Efter englændernes angreb på Ndanda, var Stache enten faldet eller tilfangetaget. Kocks malaria begyndte også at vise sit grusomme ansigt endnu en gang. Men der var stadig det store ammunitions depot der skulle gøres noget ved.
Den anstrengende Dag havde været for meget for mine Nerver, der i Forvejen var haardt medtaget af Malariaen.
Ogsaa den havde ladet høre fra sig i de sidste Dage med smaa Anfald. Den stærke Indsprøjtning var aabenbart ved at have udspillet sin Rolle, og jeg kunde igen mærke den uhyggelige Træthed, som jeg havde været forskaanet for en kort Tid.
De stærkt forcerede Marcher om Eftermiddagen havde næsten slaaet mig ud, og dertil kom, at jeg ikke kunde faa Dagens to Begivenheder ud af mine Tanker:
Peter Hansen paa sit Græsleje, graa i Ansigtet og med Blod om Munden, og Stache, der pludselig var forsvundet ud af min Tilværelse — død eller fanget.
Han var nok ikke fanget. Jeg kunde ikke tro paa det. Stache havde langt snarere forsvaret sin Ammunition til det sidste og var faldet imellem Patronkasserne, som han havde ført til Ndanda gennem alle Østafrikas Jungler og Sumpe.
Jeg kunde endnu høre hans rolige, venlige og dybe Stemme og se hans skarpskaarne, solbrændte Ansigt for mig. Han havde været min Overordnede, men havde aldrig i den Tid, jeg havde kendt ham, ladet mig føle det.
Jeg kunde slet ikke forestille mig, hvordan Livet videre skulde forme sig for mig, naar Stache ikke var mere.
Ud paa Morgenstunden faldt jeg endelig i Søvn, men fo’r et Øjeblik efter — troede jeg da — op ved den voldsomme Skydning, som aabnedes, saa snart det var blevet lyst.
Hele Koncerten fra Aftenen i Forvejen genoptoges, men blot laa Skyttelinierne endnu nærmere ved mit Flodleje end Aftenen i Forvejen.
Tyskerne havde trukket sig lidt tilbage i Nattens Løb, og Englænderne var fulgt efter. I Løbet af ganske kort Tid kom Begivenhederne saa tæt ind paa Livet af mig, at jeg ikke behøvede at høre mig til dem.
Den tyske Skyttekæde trak sig hurtigt tilbage lige mod Flodlejet. Jeg kunde se, hvorledes Askarierne rejste sig op, løb lidt tilbage og kastede sig ned igen, og Kuglerne hvinede over Flodlejet, saa det ikke var raadeligt at vise sig i oprejst Stilling.
Jeg lod Ramasan og Ali og mine tre Bærere begive sig paa Vej mod Syd med Ordre til at vente paa mig et Par Kilometer fra Flodlejet, og da de var kommet vel af Sted, traf jeg mine sidste Forberedelser til Sprængningen.
[Fortsættes…]Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden
Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. Efter at have sluppet væk med noget af ammunitionen, var det umuligt for Kock at få resten væk grundet mangel på bærere. Og Stache var borte.
Askarisoldaterne laa spredt i Græsset i en uregelmæssig Linie med Geværerne i Næverne, ivrigt spejdende frem for sig.
Engang imellem faldt der et Skud imod Linien eller fra Linien, men Ilden var dog i det store og hele døet hen og vilde sikkert ikke blive genoptaget før den næste Morgen, da begge Parter var trætte og Nattekampe ikke yndede i denne Krig, fordi Negrene saa fik Bersærkergang.
Jeg spurgte om Vej til Afdelingens Chef og traf en ret kendt Officer, Kaptajn v. Liebermann, der laa i Græsset ivrigt studerende et Kort sammen med en anden Officer.
De saa begge to meget medtagne ud i Tøjet og lignede alt andet end de flotte Officerstyper, der tjente i Beskyttelsestropperne ved Krigens Begyndelse.
Jeg meldte mig til Kaptajnen og fortalte, at jeg havde en Ladning Ammunition liggende i Nærheden, men ikke kunde faa det transporteret væk paa Grund af Mangel paa Bærere, men maaske kunde jeg laane nogle af Kompagniernes Bærere. v. Liebermann rystede energisk paa Hovedet. — Jeg kan ikke hjælpe Dem med andet end med at skyde den væk, sagde han, og det kan jeg heller ikke, for saa længe kan vi ikke holde Stillingen.
De er 6 Kompagnier imod os, og vi er kun 3.
Skuffet gik jeg tilbage til Flodlejet, hvor jeg traf Ramasan og Ali vagtsomt spejdende ud i Mørket.
Der var ingen Chance for, at de trætte og forslæbte Bærere naaede tilbage, inden det blev lyst, og saa var der kun ét at gøre — at sprænge Ammunitionen i Luften.
Jeg traf alle Forberedelser til Sprængningen og udsøgte mig et Sted, hvor jeg kunde ligge i Dækning.
Da dette var gjort, lagde jeg mig til at sove, men fik ikke megen Søvn i Øjnene.
Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden
Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. Kock var taget afsted i al hast for at bringe en stor del af den ammunition de havde liggende i Ndanda ud af byen. Ikke længe efter fik han dog en bekymrende nyhed.
Vi satte Kurs ret mod Syd og kom uantastet ud af Lejren. En halv Snes Kilometer mod Syd i et udtørret Flodleje havde vi endnu et Depot, som vi havde udlagt for nogle Dage siden, og hertil førte jeg mine Folk.
Vi kom hurtigt af Sted, og snart tabte Geværilden sig i det fjerne som en stadig svagere Støj.
Vi naaede Flodlejet efter en temmelig forceret March, læssede af og begav os atter mod Nord.
Da vi var kommet Halvvejen, kom nogle Bærere, som var blevet tilbage, løbende os i Møde og raabte, at Stache var død eller taget til Fange.
Kort efter hørte jeg voldsom Skydning lige foran mig og var klar over, at Ndanda var taget, og at Englænderne var under Fremrykning lige mod det Sted, hvor vi havde vort store Ammunitionslager liggende.
Jeg lod straks mine Folk vende om, og vi begav os i Hurtigmarch tilbage til det udtørrede Flodleje.
Jeg lod dem tage deres Byrder op igen og gav dem Ordre til at bære dem endnu en halv Snes Kilometer mod Syd, medens jeg selv, mine tre Bærere, Ramasan og Ali blev tilbage som Vagt ved den Ammunition, der ikke kunde føres med.
Jeg lod Ramasan og Ali holde Vagt, medens jeg selv gik tilbage i Retning af Ndanda for at se, om de kæmpende tyske Kompagnier ikke kunde undvære nogle Bærere.
De laa ikke langt borte, hvad jeg kunde høre paa Skydningen, og kort før Solnedgang var jeg naaet ud til den kæmpende tyske Linie.
Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden
Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. Englænderne angreb pludseligt den position, Ndanda hvor Nis Kock og Stache holdt til.
Jeg stod og talte med Stache, da Uvejret pludselig brød løs over vore Hoveder. Det var næsten ganske som i Kisakki.
Paa én Gang brød en infernalsk Geværild løs fra de to Sider, og et Øjeblik efter hørte jeg en lige saa kraftig Geværild besvare den.
Jeg havde ikke lagt Mærke til tyske Soldater i Nærheden, men der var saa mange Lejrpladser, at der godt kunde ligge flere Kompagnier dér, uden at jeg havde bemærket det efter saa kort Ophold paa Stedet.
Der var, saa vidt jeg kunde høre, betydelige Styrker i Kamp paa begge Sider, og flere kom til. Englændernes Skydning forstærkedes stadig, og Askarier og hvide Mænd kom i stort Tal løbende over den aabne Slette ved vor Lejrplads i den Retning, hvorfra Skydningen kom.
I Løbet af nogle faa Minutter steg Geværilden fra begge Sider til en Helvedeslarm, saa man vanskeligt kunde raabe hinanden op.
For os var der imidlertid ikke andet at gøre end at slippe ud af Byen med Ammunitionen, saa godt det lod sig gøre. Vi havde ikke meget, men havde dog i de sidste Dage faaet samlet mere sammen i Ndanda, end vore Bærere kunde tage paa én Gang.
Vi havde i det hele taget altid mere Ammunition, end vi kunde bære paa en enkelt Safari, og mange af de Vanskeligheder, vi havde været ude for siden vor March fra Ruponda, skrev sig netop fra dette Forhold, at vi havde for lidt Mandskab.
Som sædvanlig blev Stache tilbage, medens jeg drog af Sted med den første Safari, der bar Drejebænken og Ammunitionen.
Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
De flygtede – i døden!
Fra Tønder meddeles til Vestslesvigsk Tidende fredag: De to russiske fanger var i sidste uge flygtede fra Oldesloe, den ene en sergent, den anden en menig. Sandsynligvis har de villet fortsætte rejsen langs jernbanevolden nordpaa til grænsen, men er ved Tinglev komne ind paa sporet til Tønder. De har formodentlig vandret midt paa sporet og har stridt sig op imod den forrygende vestenstorm med regn- og haglbyger og har derfor hverken hørt eller set noget til toget, som indhentede dem ved Duborg mellem Terkelsbøl og Bylderup og dræbt dem. De forulykkede er slæbt et langt stykke med paa kofangerne, thi da togpersonalet anede uraad og holdt, fandt de et gyseligt sønderflænget lig paa Banevolden, som klæderne var slidt af kroppen paa. Først næste morgen fandt man den anden forulykkede samt en støvle med en fod i af den første. Den ene, sergenten, har haft en større sum penge hos sig. Man fandt ogsaa et landkort paa det ene lig.
Faldne
Gartner Lehmkuhls enke i Kolstrup ved Aabenraa har modtaget meddelelse om, at hendes yngste søn, Walter, er falden paa Vestfronten, 20 aar gl. Forrige aar mistede fru Lehmkuhl sin mand og den næstyngste søn.
Peter Matthiesen og hustru i Klingbjerg ved Notmark har modtaget efterretning om, at deres søn Johan den 10. oktober er falden i Flandern, 28 aar gl.
I tabslisten meddeles, at Lorenz Hansen fra Aabenraa er falden, at Nis Lorenzen fra Sillerup er død af sine saar.
I tabslisten meddeles, at reserveløjtnant Eduard Hansen fra Haderslev er død af sygdom.
Enke Petersen i Aabenraa fik i fredags et brev, hun havde skrevet til sin søn Rudolf, tilbage med paategningen “falden”.
I torsdags modtog gæstgiver Johan Clausen og hustru paa Skærbæk Brohoved efterretning om, at deres ældste søn Christian er falden, 20 aar gl.
I tabslisten meddeles, at Richard Christiani fra Haderslev er falden.
Jørgen Petersen, søn af gaardejer Mathias Petersen paa Avnbøl Mark i Sundeved, er forulykket under en sprængning; han blev revet helt i stumper, saa at de enkelte legemsdele ikke kunde findes sammen – Jørgen Petersen, der blev 30 aar gl., havde et landboelsted i Søst i Ris sogn, hvor han efterlader sig hustru og 2 børn.
Saarede
Thomas Hansen fra Stubbæk ved Aabenraa, Jesper Møller fra Uldal og Marius Witte fra Nordborg er haardt saarede.
Ernst Christensen fra Bæk er haardt saaret.
Jørgen Nymann fra Købingsmark og Hans Petersen fra Hjortholm er haardt saarede
Savnede
Johan Johansen fra Sønderborg og Marting Jørgensen fra Aabenraa savnes.
Esben Mathiesen fra Tandslet savnes.
I fangenskab
Fra Peter Simonsen, søn af gaardejer S. i Flovt i Øsby sogn er indløbet efterretning om, at han usaaret er i engelsk fangenskab.
Fra landmand Hans Petersen, næstældste søn af afd. gaardejer Fr. Petersen fra Felsted Mark, er kommen meddelelse om, at han usaaret er i engelsk fangenskab.
Johannes Kruse fra Sønderby, der hidtil har været meldt savnet, er i fangenskab.
Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. Efter slaget ved Mahiva får Nis Kock dårlige nyheder om en anden sønderjyde
En Dag i Begyndelsen af November holdt vi vort Indtog i den katolske Missionsstation Ndanda, der ligger paa Grænsen mellem Lavlandet, som vi stadig havde vandret i siden Livale, og Bjergene ud mod Kysten.
Vi slog Lejr et Stykke fra den stenbyggede Station for de katolske Missionærer, der virkede paa disse Egne, og Stache fik her en Ordre fra en Løber. „Flere Miner!“ skrev Generalen, der aabenbart stadig var i det Humør, og jeg lod mine Folk stille Drejebænken op.
Kort efter kom Ramasan løbende og raabte allerede paa lang Afstand: — Bwana Hansen har faaet en Kugle. Jeg bad ham vise mig Vej, og vi løb hurtigt hen imod en stor Græshytte, som Ramasan pegede paa.
Ja, Peter Hansen havde faaet en Kugle. Han sad paa sit Græsleje med Blod omkring Munden og graableg i Ansigtet. Kuglen havde ramt ham fra Siden, var gaaet gennem Skulderen og tværs igennem Kroppen paa ham. Det var ved Mahiva, det var sket.
Han forklarede mig langsomt og stødvist og med stort Besvær. — To Mand bar mig fra Mahiva hertil. De var fire Dage om det, men jeg er ikke den eneste. Der ligger fuldt af saarede her omkring, baade Tyskere og Englændere.
Jeg tog Afsked med Peter Hansen for ikke at trætte ham yderligere og gik derfra i tunge Tanker. Hvis han kom over dette, saa var det mere end et Mirakel.
Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden
H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni ved Infanterie-Regiment Nr. 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.
Jeg er kommet til Rekonvalescentkompagniet af Regiment 168. Der er Liv og Røre i Kasernen i disse Dage; thi der er en stor Undersøgelse i Gang.
For at vække saa lidt Opmærksomhed som muligt, opholder jeg mig derfor ude i Byen, dog kun for saa vidt, der ikke er Spisetid i Kasernen. Men heller ikke den Tid skulde jeg have vist mig. Det fandt jeg nemlig ud af i Middags.
Der bliver nemlig uddelt Spisekort, og uden dem kan man intet faa, saa det skulde jo gaa galt i Længden. Nu skulde Feldveblen netop bruge en Underofficer til en Transport, og da han i Middags opdagede mig, syntes han at have fundet det rigtige Offer.
Jeg protesterede, og fortalte, at jeg ikke var skrevet „K.V.”. „Nej, det ved jeg,” svarede han, „og netop af den Grund skal De med.” Jeg maatte med paa Skrivestuen, og her fik jeg at vide, at der skulde afgaa en Transport til Italien.
Dens officielle Navn var: „Gefangenenbegleitbataillon des 18 A.K . ” Det syntes jeg godt om, vi skulde nemlig ikke andet, end afhente nogle af de 24,000 italienske Fanger, der var blevet taget under de sidste store Slag i Alperne og ved Tagliamentofloden.
— Saa sidder jeg da her i Toget og faar ikke fejret Fødselsdag den Gang. Retningen gaar efter Munchen, saa min første Frygt for, at der skulde være Rævestreger med i Spillet, er ubegrundet — og alligevel.
V i har faaet udleveret skarpe Patroner, men har ikke faaet Staalhjelme, saa der er vel intet Lumskeri med i Spillet her. Der var nemlig Tale om, at vi skulde til Vestfronten, men at Ledelsen ad Omveje skulde bringe os dertil. Dog, forhaabentlig viser det sig kun at være Rygter og ondsindet Sludder.
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Til undersøgelse
Tirsdag den 6. november skal alt hjemmeværende mandskab i Haderslev kreds – saavel hjemsendt som endnu ikke indkaldt mandskab – møde til undersøgelse. Ingen har kunnet faa udsættelse længere end til 31. oktober d. A.
Han fik held til at lokke dem. Flygtningen var en politimand.
Gaardejer Mads Vind fra Fjersted sidder for tiden tillige med sin datter arresteret i Flensborg anklaget for at have villet hjælpe en desertør over grænsen til Danmark. Sagen er, efter hvad vi har bragt i erfaring, ret mærkelig og vidner om en meget fiffig fremgangsmaade fra det tyske politis side for at komme den slags overtrædere ved grænsen til livs. For en 8 dages tid siden kom en mand ind til Mads Vind, der bor i nærheden af grænsen, og gav sig i snak med ham. Under samtalen lod manden sig forstaa med, at han meget gerne vilde se at komme over grænsen, og bad Mads Vind om at være ham behjælpelig dermed; han vilde gerne betale en pengesum for hjælpen. Det endte med, at Mads Vinds datter gik med manden ud og viste ham vej eller maaske fulgte med ham et lille stykke vej for at vise ham grænsen, hvor efter den fremmede forsvandt. Mads Vind og hans datter blev derefter arresteret og ført til Flensborg. Manden var nemlig en tysk embedsmand fra Haderslev eller Flensborg, der var ude i hemmelig politivirksomhed ved grænsen. Det forlyder i dag, den 5. november, at Mads Vind og hans datter nu er kommen hjem mod en større kaution, men at datteren er meget sjælelig medtaget af den behandling, der er bleven hendes fader og hende til del.
Det nye krigsfodtøj
Som følge af den tiltagende knaphed paa læder vil der, som tidligere omtalt, i fremtiden kun blive lavet “enhedsfodtøj” i tre forskellige slags, nemlig: 1) en snørestøvle, hvis skaft bestaar af et vævet stof med en smal læderindfatning, saaler af træ beslaaet med metal. 2) en snørestøvle, hvis skaft er at vævet stof med en smal læderindfatning, en anden slags saaler af træ med metalbeslag. 3) en snørehalvsko eller en snørestøvle, hvis skaft er af vævet stof med læderindfatning, saalen dels af læder, dels af erstatningsstof samt en beskyttelsessaal af træ. Der skal laves krigsfodtøj til mænd, kvinder og børn. For at spare paa materialet maa skafterne paa de to slags være 12-13 centimeter, paa tredje slags 13 centimeter paa herre- og henved 15 centimeter paa damefodtøj. To tredjedele af krigsfodtøjet skal laves som tøfler(klodser). Prisen fastsættes fra tid til anden.
Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.
Den 4 November:
Jeg saa Vorherre, hvor han kom gaaende med et Kors i Haanden
og bankede paa Dören. Og jeg svarede, »kom ind til os med
Glæde.« Vorherre svarede og sagde, »Eders Sön lever. Og jeg vil
tage Korset bort fra eder, som I har baaret, thi Korset som I har
baaret med Sygdom og Sorg har I baaret med Taalmodighed.
Og jeg vil tage Korset med mig.«
Og han pregte med Staven efter os og sagde, »I Huset skal
det blomstre med Lykke og Glæde. Og i skal finde eders Sön
levende. Ja, han er paa Djævelöen.« Nu lyste Vorherre op, og
saa saa jeg min Broder, hvor han red paa en Hest. Saa rakte
Vorherre mig Haanden og sagde, »Siden den jer [den her] dag
du have seet Vorherre, vil Huset blive smykket med Lykke og
Glæde.«
Den 14 November:
Jeg saa et sort Skikkelse, der kom om ved et Telt. Töiet paa
Teltet var saa langt, at det slepte om paa Jorden. Og der i dette
Telt saa jeg min Broder, hvor han gik ud af det. Og Vorherre
stod og holt sin Haand over ham. Disse Folk, som bor der, di
haude gul prikkede hvide Hengebukse rynkede ved Knæerne
og kort prikkede Vest.
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Faldne
I tabslisten meddeles, at sygebærer Peter Christensen fra Adserballe og Peter Jepsen fra Tamdrup er faldne.
Saarede
Malersvend Henrik Thomsen fra Graasten er bleven saaret for tredje gang ved Vestfronten.
Hermann Gebel fra Haderslev er haardt saaret.
I fangenskab
Karl Heide fra Aabenraa, Christian Jessen fra Tyrstrup, Rudolf Rudnagel fra Egernsund, Asmus Michler fra Holebøl, Andor Møller fra Fjelstrup og Hans Nielsen Hansen fra Hyrup er i fangenskab.
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Lørdag, d. 3. nov. 17
Min egen kære Jørgen! Tak for dit brev fra den 31. okt. Det er nu rart, at postforbindelsen er så god… I går skrev jeg ikke til dig. Da var det, at vi var til sørgegudstjeneste for Troels Fogt. Der var mange mennesker, kirken var omtrent fuld. Pastor Dahl taler kønt ved sådan en lejlighed, især bad han så kønt for alteret, for dem, der endnu var derude. Troels var blevet sygebærer, men det har det jo ikke været bedre af…
Det er svært med alle de unge mennesker, som falder. Det var den 16. fra Aller sogn, den 5. fra Stubbom. Thomas Ellegård og Karen var der også, men jeg talte ikke med dem. De har jo også nok tænkt på dagene i Husum.- Vi var kørende med skimlerne for den store vogn. Den er alligevel meget villere at køre i, og du kan tro, folk kiggede på skimlerne. Det er jo også et par dejlige dyr, og Hans er ikke så slem til at sætte dem i fart nu, som han var før ….
(Jørgen bevilliges 4 ugers orlov som kompensation for at han ikke får en Zurück-stellung, en plads bag fronten. Red.)
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Belgiske piger til Sønderjylland
I nordslesvigske blade læses i disse dage følgende bekendtgørelse: Belgiske piger til malkning og alt arbejde for land og by indtræffer omkring ved den 1. november. Bestillinger og rejsepenge bedes omgaaende indsendte. Offentligt Arbejdsanvisningskontor, Haderslev, Slotsgade 18.
Styrmanden sidder i Ægypten
En kaptajn i Flensborg har ifølge Flensborg Avis uventet efter 2½ aar faaet et brev fra sin tidligere styrmand, J. Bagger, der befinder sig i fangenskab i Kairo (Ægypten) som overstyrmandsmatr.
Faldne
Chr. Jørgensen og hustru i Hønkys ved Hellevad har modtaget meddelelse om, at deres søn Friedrich er falden i Frankrig den 9. april, 26 aar gl.
I tabslisten meddeles, at Anders Ottesen fra Rejsby er falden og at Hans Willesen fra Blans er falden den 28. oktober 1916.
Claus Freund i Hejsager bekendtgør, at hans eneste søn Søren er død om bord paa krigsskibet Albatros i en alder af 26 aar.
I tabslisten meddeles, at Hans Andresen fra Graasten, der hidtil har været meldt savnet, retslig er erklæret død.
Købmand H. A. Hansen og hustru i Aabenraa har faaet meddelelse om, at deres søn Walther Robert den 20 d. m. er falden i Frankrig.
Ernst Michelsen, søn af slagtermester M. i Sønderborg er falden 22. ds., 19 aar gl.
Købmand Hans Bertelsen i Skærbæk har modtaget budskab om, at hans søn Christian er falden, 20 aar gl.
I tabslisten meddeles, at Theodor Iversen fra Sønderborg er falden og at Christian Seemann fra Hostrupskov, der hidtil har været meldt savnet, er død.
Saarede
Musketer Kongsted, søn af gaardejer Chr. K. i Kvistrup i Øsby sogn, ligger haardt saaret i Bremen.
Lærer Rolfs fra Hvidding er bleven saaret paa Vestfronten og ligger paa lazaret.
Ifølge tabslisten er Thomas Thomsen fra Sønder-Hostrup haardt saaret.
Savnede
Christian Rode, søn af guldsmed Carl Rode i Aabenraa, har deltaget i Flandern, har været savnet siden omkring ved den 12. oktober.
I fangenskab
Ifølge tabslisten er reserveløjtnant Rudolf Martin fra Kristiansfelt og Oskar Nielson fra Majbøl i fangenskab.
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen
En Nordslesvigers grav i Galicien
En landstormsmand har ifølge Hejmdal paa en bjergskraaning i Karpatherne paa den ungarsk-galiciske grænse fundet en grav, der gemmer 5 faldne soldater. Blandt disse hviler: Grenader Thomsen fra Nordslesvig, falden 14. juni 1915. Graven ligger i en granskov i nærheden af byen Alco-Berecte, og stedet er af landstormsmanden betegnet paa et prospektkort, som af mulige interesserede kan tages i øjesyn paa Vestslesvigs Tidendes kontor i Tønder.
Pressens vanskeligheder
medens henved 4000 tyske aviser paa grund af økonomiske vanskeligheder har maattet standse driften under krigen, har de danske blade sønden aa trods alle besværligheder holdt sig oven vande. Og haaber det fremdeles, skønt annonceindtægterne stadig svinder ind og der atter til 1. november indtræder en betydelig prisstigning paa avispapiret. Vi har udregnet – skriver Hejmdal – at denne sidste prisstigning alene vil paaføre vort blad en aarlig merudgift af 7000 mark. Men – tilføjer bladet – de danske aviser i Nordslesvig haaber dog med deres holderes og læseres bistand ogsaa at kunne klare dette skær.
Stævnede værnepligtige
I det sidste nummer af Offentlige kundgørelser for regeringsdistriktet Slesvig bekendtgør første statsadvokat i Flensborg, at følgende 15 mænd beskyldes for som værnepligtige at have forladt det tyske forbundsomraade uden tilladelse for at unddrage sig værnepligten: tjenestekarl Otto Barovski fra Kolstrup, arbejdsmand Hans Andersen Callesen fra Horsbyg, tjenestekarl Christian Jensen Schmidt fra Fol, Johannes Schmidt fra Krogstrup, landmand Christian Johannsen Bejer fra Roager, tjenestekarl Jes Peter Asmussen fra Mellerup, tjenestekarl Anton Marius Nielsen fra Agerskov, landmand Bon Skak Schmidt fra Raahede, landmand Theodor Matthiesen Storck fra Jernhyt, tjenestekarl Emil Goosgaard Mariussen fra Ottersbøl, landmand Karl Alfred Hansen fra Hjortvad, tjenestekarl Niels Andersen Wang fra Gjerrup, købmand Daniel Theodor Adamsen fra Nordborg, tjenestekarl Falle Frandsen fra Øster Lindet og købmand Detlef Detlefsen Schaacht fra Haderslev. De stævnes til at møde til hovedforhandling ved landsretten i Flensborg den 21. december om formiddagen kl 9.
Faldne
Chr. Larsen og hustru i Brunsnæs ved Broager har modtaget budskab om, at deres søn Ludvig er falden paa valpladsenden 9. oktober, 22 aar gl.
Enkefru Gunder Fogt i Stubbum ved Aller har modtaget efterretning om, at hendes søn Trouls er falden den 9. oktober. Forrige sommer mistede hun sin mand , der dræbtes ved fald fra et læs hø.
I tabslisten meddeles, at Peter Holm fra Stepping og Jens Jensen fra Dybbøl er faldne og at Arthur Helmer fra Sønderborg er død af sygdom og at Peter Jensen fra Graasten, der tidligere har været meldt saaret, er død den 30. august 1915.
Saarede
Peter Jørgensen, søn af Martin Jørgensen i Jernhyt ved Hammelev, er bleven saaret ved Vestfronten og ligger paa et lazaret i Baden.
Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.
Den 31.10.17.
Meine lieben Eltern u. Geeschw.
Endlich komme ich wieder mal dazu Euch ein paar Wåorter zu schreiben. Habe Mutters Brief vom 21. Und Pappa vom 22.10 dankend erhalten. Sehe dass es Euch ja noch immer recht gut geht Hause im lieben Heim. Mir geht es ja soweit recht gut. Aber mein Magen will garnicht in Ordnung kommen, dauernd immer durchfall. Wie ich Euch im Kartenbrief geschrieben habe bin ich ja nun beim Telephon als Truppführer. Auch ein ganz schöner Posten. Liege doch nicht vorne im vordersten Graben sondern einige hundert Meter dahinter gewöhnlich da wo der Komp. Führer wohnt, und da sind wir doch ziemlich sicher.
Ich bin beinahe froh dass ich abgelöst bin denn es ist doch zu bezwungen dort zu sein. Von morgens bis Abends dauernd dasein. Aber hier beim 7. Ist mehr sein freier Mann. Kann tun und lassen wie man will. Jetzt könnte ich ja wohl ab und zu mal ein kleines Fettpaketchen gebrauchen liebe Mutter. Danke heute an Tante Mie u. Onkel Jens. Die sind wohl jetzt fort. Weder Morgen einen Brief an sie schreiben. Heute haben wir Feiertag und Dienstfrei aus Anlass des 400 Jährigen Reformationsfestes. Von 10-11 heute vorm. hat unser Major eine Ansprache gehalten dazu hat denn die Regts. Musik gespielt. Zuerst sangen wir: Aus tiefer Not schrei ich zu dir und zum Schluss das schöne Lied: “Ein feste Burg ist unser Gott“. Dann sind wir nach Hause in unsere Erchütte gegangen. Welche aus 4 Mauern aus Grasstücke und grosse Steine besteht darüber ein Zelt gespannt ist. Taucht aber nicht viel, denn wenn es regnet dann kommt es gleich durch. Aber man ist doch froh dass man eine solche Hütte hat. Nachts schlafe ich ganz gut. Morgens um 6 Uhr stehen wir auf dann wird gleich Kaffe getrunken und denn eine Cigarette geraucht. Dann wird sich gewaschen und die Hütte gemütlich gemacht. Dann habe ich frei den ganzen Tag brauche kein Dienst mit zu machen. Um 12 Uhr giebts Mittag und um 5 Uhr Tee. Das ist so der ganze Betrieb was ich mache. Nun sei denn herzl. Gegrüsst und geküsst von mir Euer Sohn u. Bruder
Milert.
(Breve i privateje)
