Skulle læserne ligge inde med breve, postkort eller andet, der er skrevet med gotisk eller vanskelig læsbar håndskrift og måske på tysk, tilbyder vi her at lægge en skanning ud på siden, som andre så kan hjælpe med at tyde.
I er også velkommen til at stille andre spørgsmål om uniformer, våben mv.
I kan sende en skanning (300dpi) til May her
eller Hanne C. Christensen her
Postkort indsendt af Achilles.
Senest ændret den 4. april 2023 11:25
Hejmdal, tirsdag den 18. september 1923.
Feltbreve.
Under Krigen var »Hejmdal« det Blad, der var friest stillet af Censuren med Hensyn til Gengivelsen af Breve fra Felten. Det er ikke for meget sagt, at de var Bladets vigtigste Indhold for mange af vore Læsere, baade dem herhjemme og dem ude ved Fronten, i Etapperne og i Garnisonerne. Det var ganske utvivlsomt for en væsentlig Del Feltbrevenes Skyld, at »Hejmdal«s Abonnementantal omtrent fordobledes i Krigsaarene, og vi fik baade fra Soldaterne og fra Læserne herhjemme mange Udtryk for den Glæde, som Feltbrevene vakte, idet de bragte Bud til Hjemmet fra dem, der var derude, og paa samme Vis mellem de dansksindede Soldater indbyrdes. »Heimdal«s Feltbreve blev en betydningsfuld Kultur- og nationalhistorisk Kilde, og som bekendt er der da ogsaa senere bleven udgivet flere Bøger om Soldaterbreve paa Grundlag at de FeltIreve, som »Heimdal« bragte.
Det viste sig, at de unge of ældre Sønderjyder, som var med, havde en udmærket Evne til at fæstne deres Tanker paa Papiret og give Udtryk for de Følelser og Stemninger, der rørte sig i dem, og det maa siges, at Censuren, som den blev haandhœvet i Krigens første Aar her, ogsaa havde Forstaagelse herfor. Men selvfølgelig var der mange Feltbreve eller Afsnit i disse, som ikke slap igennem. Alt, hvad der bar Vidne om tysk Tilbagegang og om daarlige Forhold i den tyske Hær, blev ubarmhjertigt strøget.
Og paa samme Maade selvfølgelig alt, hvor et udpræget dansk Sindelag gav sig Udtryk. Der findes endnu i vor Besiddelse en Række Feltbreve, navnlig fra de senere Aar, der bærer Censors Paategning med den blaa Blyant: »Nicht genehmigt«. Disse Feltbreve er selvfølgelig ikke de mindst interessante. Mange at Brevskriverne maatte senere lade deres Liv paa Slagmarkerne, og det er med dyb Vemod at man her griber til disse Breve, der er som et Pust fra en kvælende tung og haard Tid, som vi nu knap forstaar, at Befolkningen Kunde komme igennem.
Vi tror, at disse Feltbreve endnu har Interesse blandt Læserne, og vi vil i det kommende Kvartal fortsætte Offentliggørelsen at dem. Vi begynder i Dag med et Brev, der giver Udtryk for, hvordan en dansksindet Landværnsmand opfatter sin og de danske Sønderjyders Stilling til Krigen. Dette Brev indeholder Tanker, som vil have beskæftiget alle de dansksindede Soldater, der stod overfor den tunge Virkelighed, der krævede Livet af dem som Indsats for en Sag, der ikke var deres.
Her på siden vil vi gengive en række af disse breve. Brevet der er nævnt ovenfor bliver vist på næste mandag.
Skulle læserne ligge inde med breve, postkort eller andet, der er skrevet med gotisk eller vanskelig læsbar håndskrift og måske på tysk, tilbyder vi her at lægge en skanning ud på siden, som andre så kan hjælpe med at tyde.
I er også velkommen til at stille andre spørgsmål om uniformer, våben mv.
I kan sende en skanning (300dpi) til May her
eller Hanne C. Christensen her
Postkort indsendt af Achilles.
Student Fuglsang i Rønne.
Et varmtfølt foredrag.
Den unge Sønderjyde, Student Fuglsang, har i den sidste Tid holdt en Række Møder rundt om paa Bornholm. Vi har talt med mange, der har varet til Stede ved disse Møder, og alle har de givet det Vidnesbyrd: Hr. Fuglsang er en Mand, der er værd at høre. Alle dem, der hørte ham i Aftes i Rønne, vil sige det samme. Det var et i alle Maader ganske fortrinligt Foredrag, som greb den ret talrige Forsamling stærkt. Vi har hørt mange Foredrag om Krigen ogsaa af Folk, der, som denne unge Sønderjyde, selv har været med — men ingen har i den Grad som Hr. Fuglsang forstaaet at give et virkeligt Billede af det, der er sket ude paa Slagmarkerne.
Mødet aabnedes med, at Sønderjysk Forenings Formand, fhv. Redaktør M.M. Smidt, bød velkommen, særlig til Taleren. Man sang: »Det haver saa nyligen regnet«, og derefter tog Student Fuglsang Ordet.
Han indledede med at sige, at der i ethvert Folk gives Opgangs- og Nedgangstider. Nu staar Danmark overfor en Opgangstid: Sønderjylland skal snart genforenes med Moderlandet. Men ikke paa den Maade, at der bagefter kommer en Nedgangstid, for vi tager kun, hvad der er vort. Taleren bragte en hilsen fra Sønderjylland, det Land sagde han – som jeg lærte at elske lige fra jeg var Dreng, da jeg saa en tysk Skolelærer prygle en af mine Kammerater, som ikke vilde synge en tysk Sang. Mine Studeringer – fortsatte han – førte mig til Strassburg i Elsass-Lothringen. Dér lærte jeg Elsass-Lothringernes Kamp at kende, og jeg følte, at vi kæmpede for det samme. Vi havde Længsler tilfælles.
Dernede fra maatte jeg ud i Verdenskrigen og tilbragte 18 Maaneder i Felten, til jeg blev taget til Fange af franskmændene i 1916 og ført til Sydfrankrig, hvor der var indrettet en særlig Fangelejr for Sønderjyder. Der er – fortsatte Taleren – en Salme, der har haft særlig Betydning for os Sønderjyder. Det er: »Den signede Dag med Fryd vi ser af Havet til os opkomme.« Det var den første Salme, der lod til os, da vi steg i Land paa dansk Grund. Og jeg kan ikke tro, det var en ren Tilfældighed. Ingen anden Salme tolker bedre den Stemning, der er over det danske Folk. Natten er omme. Dagen er nær. Vi kalder det en Højtidsdag med Straalekrans om Tinde. Den Dag skulde gerne sætte Præg paa vort Liv. Det maa blive den store Glades dag.
I Ibsens »Brand« hedder det et Sted: Evigt ejes kun det tabte. Det tabte Sønderjylland bar Danmark op mod det høje. Sønderjylland var Danmarks Længslers Land. Hele Danmarks Land langes mod Sønderjylland, det blødende Land, som Ulykken brød ind over i 1914. Jeg stod den 1. August paa min Hjemstavns Banegaard. Jeg saa, hvordan de første, der skulde med, tog Afsked med deres kære. Mange vendte ikke tilbage. Alle gik de ud imod det uvisse. hvorfor gik vi? For at kæmpe for vor tusindaarige Ret til Sønderjylland, for at værne om vort Land og vort Folk. Og trods al Modsigelse, er der dog intet saa vidunderlig dejligt skønt som at give sit Liv for sit Lands Lykke. End er der en Gud for oven, som raader for Danmarks Sag, nynnede vi, naar Tyskerne sang deres: Deutschland, Deutschland, über alles«.
Taleren gav en gribende Skildring af Livet derude i Skyttegravene, hvor Døden lurede fra alle Sider. Det var yderst sjældent, sagde han, at træffe Landsmand, da Sønderjyderne med Vilje var spredt over hele Fronten.
Hr. Fuglsang omtalte til sidst Franskmændenes gode Behandling af de sønderjyske Fanger. Allermest glade var vi, udtalte han, naar vi fik Besøg af den franske Professor Poul Verrier, den Mand, vi for en stor Del kan takke for, at vi faar Sønderjylland tilbage. Han var alt for Sønderjyderne.
Red. Smidt takkede med Forsamlingens Tilslutning for Foredraget, og man sang »Slumrer sødt i Slesvigs Jord« og den Sang, som Sønderjyderne holder saa meget af: »Jeg elsker de grønne Lunde«.
Derefter samledes en Del af Forsamlingen med Foredragsholderen om et fælles Kaffebord.
Her blev der bi. a. stillet Forespørgsel til Hr. Fuglsang om, hvordan det var med de sønderjyske Krigsfanger i Rusland. Forespørgslen blev besvaret derhen, at der ikke var meget Haab om foreløbig at faa de ca. 100 Fanger, der er spredt over hele Rusland, hjem. Der er gjort nok, men det har alt sammen ikke frugtet noget.
Lærer Ole Koefoed bad Foredragsholderen bringe Sønderjyderne en Hilsen fra Bornholm, og Hr. Fuglsang fik Forsamlingen Tilslutning til at sende Professor Verrier, der for Tiden opholder sig i Købenavn, en telegrafisk Hilsen. Det hyggelige Samvær sluttede med Sang.
Skulle læserne ligge inde med breve, postkort eller andet, der er skrevet med gotisk eller vanskelig læsbar håndskrift og måske på tysk, tilbyder vi her at lægge en skanning ud på siden, som andre så kan hjælpe med at tyde.
I er også velkommen til at stille andre spørgsmål om uniformer, våben mv.
I kan sende en skanning (300dpi) til May her
eller Hanne C. Christensen her
Postkort sendt fra Daniel Lafrentz, født 24/02-1895 i Flensborg til manufakturhandler Emil Wolffhechel i Tønder fra fangelejren i Kamenka, Gouv. Kostroma.
Senest ændret den 22. marts 2023 8:52
Den Tjekkoslovakiske Legion var frivillige tjekker og et mindre antal slovakker, der fra krigens start kæmpede på Ententens side, både på øst- og vestfronten. På østfronten blev Legionen suppleret med tjekkiske desertører og krigsfanger fra den østrig-ungarske hær, så den voksede til 5-6 gange den oprindelige størrelse. De ønskede at løsrive Bøhmen og Mähren fra det østrig-ungarske kejserrige og håbede på Ententens hjælp til at opnå det.
Brest-Litovsk fredsaftalen i marts 1918 mellem Ententen og Rusland, indeholdt en aftale om at krigsfangerne i Rusland skulle sendes hjem, men Tjekkerne ville ikke sendes tilbage til Østrig-Ungarn, da de frygtede der at blive behandlet som forrædere.
De fik en aftale med bolsjevikkerne at de kunne tage toget til Vladivostok og sejle derfra til Frankrig for at forsætte kampen på vestfronten. Nu var det nemmere sagt end gjort. Kapaciteten på den transsibiriske jernbane var begrænset, det rullende materiel var i en dårlig stand, der var mange tog med krigsfanger fra øst mod vest og bolsjevikkerne i Sibirien forsøgte at forhindre transporterne.
Tjekkerne gjorde oprør og Nanning Ingvard Jensen, der var øjenvidne til tjekkernes oprør, skriver i sin beretning fra fangenskabet:
“Nu havde vi i flere dage fra fangelejren set at der kørte lange transporter på Jernbanen efter Vladivostok, og vi fik at vide at det var tjekkoslovakker, som under fangenskab i Rusland havde samlet sig, og fuldt bevæbnet drog igennem Sibirien, for så at blive udskibet i Vladivostok, og tage del på de allieredes sider. Men så pludselig en dag, da den 21. transport skulle passere Irkutsk, blev den standset på stationen af bolsjevikkerne, og det kom til en kamp på selve banegården og tjekkerne måtte trække sig tilbage på banelinien. Vi kunne følge begivenhedernes gang fra lejren, da der kun var et par hundrede meters afstand, Jeg kunne tydelig se hvordan bolschevikkerne sprængte broen over Ikutfloden, men de måtte prøve til flere gange før det lykkedes, for det var nok ikke kyndige folk, der foretog dette arbejde. Nu havde tjekkerne trukket sig tilbage for at vente på de følgende transporter, som kom bagefter.
(Han skriver i sin beretning, Angaraen, men broen er over bifloden Ikut, lige før den løber sammen med Angaraen.)
Nu da de havde rigelig forstærkning, begyndte de at gå frem igen, men da de nåede frem til omkring ved fangelejren, blev der pludselig skudt på dem fra lejren, det var vore egne folk, som havde meldt sig til bolsjevikkerne, der foretog denne dumme letsindige handling, og som let kunne have fået alvorlige følger for os der var i lejren, for pludselig rettede tjekkerne deres geværer og maskingeværer mod fangelejren, det var ved nattetid, og det kan nok være vi blev puret ud af vores søvn, og kom ned for at lægge os fladt ned på gulvet, for kuglerne gik lige igennem disse træhuse. Der blev også adskillige dræbt og såret, men disse kammerater, der havde forvoldt denne skydning, tog hurtigt flugten over til Irkutsk, da så tjekkerne kom ind i fangelejren, kunne de jo nok se at det var fredelige mennesker, der var her, og den tjekkiske kommandant kom personligt ind i barakkerne og beklagede det skete, og der skulle nok blive sørget for de sårede.
De fortsatte nu langs jernbanen efter Irkutsk til, og det blev til en heftig kamp, før de kom over broen. Vi hørte også skydning i den anden ende af byen, som faldt bolschevikkerne i ryggen, så de måtte forlade byen, det var nemlig hvidgardisterne, som havde benyttet dette øjeblik, hvor tjekkerne var i kamp med de røde og sorte. De sorte var nemlig arnakister.
Men så skete der noget, som aldrig skulle have været tilladt, for da Irkutsk var indtaget myldrede det pludselig med tidligere russiske officerer, og de kom ud til fangelejren. Her kom de ud i barakkerne og tog det mandskab, de havde brug for, jeg var imellem et hold, hvor vi var en 120 mand. Så førte de os til Irkutsk, hvor der var blevet dannet en hel hær af hvidgardister under ledelse af general Koltjak, og her blev vi tildelt officererne som arbejdsmandskab, og der var ikke noget at gøre, enten gå med eller også få en kugle, så det var jo ikke spøg mere.”
(Nanning Ingvard Jensens beretning er værd at læse i sin helhed. Link.)
Tjekkerne dannede derefter rygraden i Koltjaks hvide hær og besatte hele jernbanen i Sibirien. Stoppede dermed al videre transport af krigsfanger vestpå. Borgerkrigen mellem de hvide og røde skabte store problemer for beskyttelsesmagterne Sverige og Danmark i deres arbejde med at hjælpe krigsfangerne. I nogle tilfælde var det med livet som indsats, men den historie må fortælles en anden gang.
Da de tyske og østrig-ungarske kejserriger kollapsede i efteråret 1918, gav tjekkernes kamp i Rusland ikke nogen mening mere, desuden var blevet krigstrætte og ville bare hjem og hjælpe med at skabe det nye Tjekkoslovakiet. I begyndelsen af 1920 blev det aftalt med sovjetregeringen at de kunne rejse videre til Vladivostok og sejle hjem. Den Tjekkoslovakiske Legion dannede derefter rygraden i den Tjekkoslovakiske hær.
Efter at sovjetregeringen havde erobret hele Sibirien begyndte fangetransporten vestpå igen.
Ferdinand Gustav Nielsen, der var blevet gift med en tysk pige i Sibirien, skriver i Hejmdal 8. september 1920:
“Under bolsjevikkernes første periode, i 1918, forsøgte jeg også som så mange andre fanger at rejse hjem, men da var tjekkerne allerede kommen til magten. De havde besat store dele af den transsibiriske jernbane og forbød os at rejse hjem, af frygt for at fangerne skulle indtræde i den røde armé.
Da bolsjevikkerne efter Koltjaks fald 1919 atter kom til magten, solgte jeg alt og fik en stor sum penge, men sibiriske rubler, og de var jo ikke ret meget værd. Sammen med min hustru begav jeg mig atter på hjemrejsen, men kom kun til Tjeljabinsk. Efter at vi i to måneder havde opholdt os der og fristet livet ved, at min kone lavede cigaretter og jeg solgte dem på torvet, rejste vi ved vinterens begyndelse atter tilbage til Shchuchye, hvor både min kone jeg blev syge af tyfus. Der herskede denne vinter en forfærdelig tyfus epidemi, som bortrev den ene efter den anden.
Endelig i maj 1919 kunne vi rejse videre til Moskva, hvortil vi ankom efter 5 uger.
I Moskva fik vi dog nogenlunde forplejning gennem Røde Kors. Derfra gik turen videre i en transport på ca. 900 mand. Vi var omtrent 100 mand i hver vogn (kreaturvogn), så turen til grænsen var just ikke nogen fornøjelsestur. Ved grænsen mødte vi transport russiske fanger for hjemadgående. I Narva (Estland) kom vi i den store koncentrationslejr for Røde Kors.”
Andreas Madsen, fra Genner beretter i en artikel i Hejmdal 13. december 1920:
Derfra kom vi til Barnaul og her, langt inde i Altai-bjergene traf jeg to sønderjyder, Peter Quitzau fra Aabenraa, der er kommet hjem for 8 dage siden og Johansen fra Hellevad. Herinde sad vi i 3 måneder og led megen nød. Vi gik så til fods til Kulikov, hvor vi arbejdede en årstid hos bønderne og ved jernbanen. Her lavede bønderne oprør mod Koltsjak, mens vi var her, og fik forbindelse med sovjetregeringen først i august 1919. I løbet af året trængte sovjetregeringen helt igennem Sibirien. Tyfusepidemierne rasede her meget alvorligt, så vi måtte blive vinteren igennem og vi arbejdede her i en lejr, som sovjetregeringen opløste. Vi kunne gå hvorhen vi ville, nåede så frem til de tyske kolonister.
Her fik vi at vide, at tranporterne begyndte at gå hjemad, og endelig kom vi med en. Den 24. september 1920 kørte 110 tyske og 390 østrigske fanger til Omsk, hvor 500 østrigere endnu sluttede sig til. Så kørte vi over Ishim, Tjumen, Jekaterinburg, Perm, Vologda til Moskva, hvor vi var i 8 dage, forplejet godt af det tyske soldaterhjem. Alt var frygteligt dyrt, så vi kunne intet købe, men fik her tysk militærtøj. Da vore papirer var bragt i orden, kørte vi videre. Igennem Petrograd kørte vi om natten. Fra en finsk havn kom vi så om bord i en damper til Swinemünde.
Yderligere oplysninger findes hos:
Høeg, Mathias Peter (1889-1964)
Nanning Ingvard Jensen (1895-1968)
Hörlyck, Hans Christian (1891-1957)
Andreas Madsen (1894-)
Møller, Andreas Peter (1890-1964)
Ferdinand Gustav Nielsen (1887-)
Link til indlæg om sønderjyske krigsfanger i Rusland.
Internettet:
Wikipedia: Tschechoslowakische Legionen, og Tjekkoslovakiske Legion.
Yderligere Litteratur:
Beevor, Antony: ”Rusland, revolution og borgerkrig 1917-1921.” Lindhardt og Ringhof 2022.
Brändström, Elsa: ”Unter Kriegsgefangenen in Rußland und Sibirien 1914-1920” 1922. PDF.
Høeg, Mathias Peter: ”Jeg har ikke flere patroner.” 1943
Preben-Hansen, Bernadette: ”Da danskerne rejste fra borgerkrigen.” Personalhistorisk Tidsskrift 2011 (1), 90-116. PDF.
Skulle læserne ligge inde med breve, postkort eller andet, der er skrevet med gotisk eller vanskelig læsbar håndskrift og måske på tysk, tilbyder vi her at lægge en skanning ud på siden, som andre så kan hjælpe med at tyde.
I er også velkommen til at stille andre spørgsmål om uniformer, våben mv.
I kan sende en skanning (300dpi) til May her
eller Hanne C. Christensen her
Postkort fra Ludwig Wilhelm Vollertsen (1875-1941).
Senest ændret den 13. maj 2023 12:30
Af Bernadette Preben-Hansen
Frits Brøndal, 1890-1919, var handelsuddannet fra Købmandsskolen i København, og arbejdede som bogholder ved Magasin du Nord på Kongens Nytorv. Han kedede sig, og sidst i april 1917 krydsede han torvet med en ansøgning til Udenrigsministeriet om en stilling ved det danske gesandtskab i Petrograd (Sankt Petersborg). Han fik jobbet – fordi han havde studeret russisk privat i to år – og ugen efter, den 6. maj 1917, rejste han med Udenrigsministeriets rejseselskab fra København til Petrograd. 23 medarbejdere var i al hast blevet ansat ved gesandtskabet i Petrograd – afdeling B. De skulle arbejde for den danskorganiserede krigsfangehjælp i Rusland. To uger gik Brøndal rundt i Petrograd, inden han kom til generalkonsulatet i Moskva, hvor han blev sekretær for krigsfangeposten.
Som flere andre af gesandtskabets delegerede, gik Brøndal i 1918 over til Dansk Røde Kors, for at fortsætte hjælpearbejdet. Han tilsluttede sig Dansk Røde Kors i Moskva i november 1918 for at arbejde med krigsfangetransporter fra Sibirien til Tyskland. Han skulle tage sig af syge krigsfanger på sanitetstog. Nu holdt han – som en slags bogholder – regnskab med invalidetransporter. Brøndal var dygtig og fik ros som leder af den sidste transport af franskmænd fra Moskva til Petrograd og videre til den finske grænse i november 1918. Da Dansk Røde Kors oprettede et kontor i Kiev, blev Brøndal udset til leder, og han rejste til Kiev i januar 1919.
Ukraine lå i et borgerkrigskaos i 1919. Denikins styrker og bolsjevikkerne var i krig, som også flere ukrainske selvstændighedsstyrker. Der var pogromer i Ukraine. De hvide hære, den røde hær, den polske hær, ukrainske selvstændigheds-enheder, lokale krigsherrer og kosakker dræbte vel en tredive til tres tusinde jøder.
Kiev blev kastebold i borgerkrigen imellem den røde hær og de hvide styrker, i Ukraines selvstændighedskrig. Simon Petliura, en socialistisk avisredaktør og medlem af den ukrainske republiks selvstændighedsregering, brød med regeringen, bekrigede den sidste hetman og tyske marionet Pavlo Skoropadskij, og Petliura erobrede Kiev med en bondekosakhær i december 1918. Den 5. februar 1919 besatte bolsjevikkerne Kiev. Petliura, nu ataman og stats- og militærchef, ledte modstanden mod den røde hær. De hvide styrker rykkede ind i Kiev i august 1919, men efter den røde hærs sejr i december 1919, måtte Petliura flygte til Polen. I 1920 nåede en polsk-ukrainsk hær imidlertid Kiev. Den blev dog slået tilbage af den røde hær, en kommunistisk sovjetregering indsat i Kiev, og i oktober var Den ukrainske socialistiske Sovjetrepublik en realitet. Alt imens arbejdede Brøndal videre i Dansk Røde Kors’ kontor i Kiev: ”Fra december 1918 til marts 1919 er der gået 35.000 fanger gennem vore hænder” skrev Brøndal til Camillo Martiny i april 1919. Martiny var militærlæge og leder af Dansk Røde Kors i Rusland i 1919. Samme måned præsenterede Brøndal Dansk Røde Kors’ projekter for Christian Rakovskij, der var præsident for sovjetregeringen i Ukraine. Den forbindelse skulle blive vanskelig for Brøndal.
”Samtlige danske i Kiev er i god behold”, skrev de danske aviser, da den røde hær besatte Kiev i februar 1919. Danskerne var i live, men de skulle ”nu bespises og hjælpes af Dansk Røde Kors’ kontor i Kiev”. Dansk Røde Kors i København kunne ikke få kontakt med kontoret i Kiev, og Politiken skrev i november 1919: “Lederne af Dansk Røde Kors i Kiev er på Denikins ordre blevet arresteret, fordi de optrådte som agenter for det tyske og østrigske arbejder- og soldaterråd i Kiev, der arbejder i nøje forbindelse med Ruslands sovjetregering”.
Dansk Røde Kors stoppede sit arbejde i Rusland i juli 1919, og alle ansatte blev beordret til København. Brøndal fik ordre til at afvikle Kiev-kontoret og rejse til København med arkivet. Rejsen kunne gå over Moskva, Odessa eller Østrig. Han trak på afrejsen. Brøndal kunne ikke komme med jernbanen til Moskva; der var intet skib i Odessa, og han ville ikke gå – til fods – til Wien, for så kunne han ikke få arkivet med, som det var hans pligt.
Arkivet indeholdt oplysninger om forholdene i Ukraine. Russisk Røde Kors arbejdede med frontlinje-institutioner til ”indkøb af fødemidler til russiske fanger i Østrig og Tyskland, og forsørgelsen af de tusinder af fanger, der til fods vandrede bort fra disse lande og gennem Ukraine søgte mod Rusland”. Dansk Røde Kors i Kiev arbejdede for at skaffe fødevarer til de østrig-ungarske og tyske krigsfanger, der under usle forhold vandrede i store flokke gennem Ukraine, i retning mod Tyskland og det fhv. Østrig-Ungarn.
Da de hvide erobrede Kiev fra bolsjevikkerne i august 1919, var Brøndal optimistisk efter at havde set de rødes terror. Det var ubegrundet. Hvide politienheder endevendte Kiev-kontoret. De østrig-ungarske og tyske officerer, der arbejdede for Dansk Røde Kors, blev arresteret, som også Brøndal selv. Dansk Røde Kors i Kiev blev på den hvide general Denikins ordre beskyldt for spionage, samt samarbejde med Tyskland og bolsjevikkerne. Nu var der hvid terror i Kiev.
Brøndal havde skrevet under på ikke at ville forlade Kiev men rejste alligevel til Rostov ved Don. Han ville forsøge at rejse over Krim og Sortehavet med Dansk Røde Kors’ arkiv, men han blev arresteret, måske i Taganrog, og han blev ført tilbage til Rostov. Her havnede han i et hviderussisk fængsel med en dødsdom ved skydning som bolsjevikspion, tyskersympatisør og jødehjælper. Men de hvide nåede ikke få ham skudt, inden den hvide hær flygtede fra Rostov ved Don, da bolsjevikkerne indtog byen.
Brøndal modtog Dansk Røde Kors’ krigsmindetegn in absentia, hvor Christian Hansen underskrev for sin stedsøn – på Christiansborg i København i september 1919. Frits Brøndal døde – 29 år gammel – af tyfus i fængslet i Rostov ved Don i julen 1919. Han var blevet overladt til sig selv i borgerkrigenes ragnarok. Brøndal var blot én af flere – en hel del – danske hjælpearbejdere, der gik til i de russiske borgerkrige, døde af sygdom, blev myrdet eller begik selvmord.
I 2009 fortalte jeg om Frits Brøndal i Danmarks Radio. Her hørte familien for første gang om ”onkel Frits” skæbne, mens Udenrigsministeriet kendte til hans død allerede i 1920. Udenrigsministeriet fortalte ikke sandheden til en moder i tiden, men anså – misforstået – uvisheden for at være mere skånsom.
LITTERATUR
Preben-Hansen, Bernadette. Frits Brøndal – fra Magasin du Nord til døden i et fængsel i Rostov ved Don. Dansk krigsfangehjælp i Rusland og Ukraine 1917-1919. Siden Saxo 2010 (27/3), s. 26-37.
Preben-Hansen, Bernadette. Dansk krigsfangehjælp i Rusland og Sibirien 1917-1920. Magasin fra Det Kongelige Bibliotek 2014 (4), s. 51-60. Historien om Frits Brøndal ses på s. 56-58.
Skulle læserne ligge inde med breve, postkort eller andet, der er skrevet med gotisk eller vanskelig læsbar håndskrift og måske på tysk, tilbyder vi her at lægge en skanning ud på siden, som andre så kan hjælpe med at tyde.
I er også velkommen til at stille andre spørgsmål om uniformer, våben mv.
I kan sende en skanning (300dpi) til May her
eller Hanne C. Christensen her
Et postkort der kom retur. Det er sendt fra Danmark.
Senest ændret den 10. marts 2023 18:50
Skulle læserne ligge inde med breve, postkort eller andet, der er skrevet med gotisk eller vanskelig læsbar håndskrift og måske på tysk, tilbyder vi her at lægge en skanning ud på siden, som andre så kan hjælpe med at tyde.
I er også velkommen til at stille andre spørgsmål om uniformer, våben mv.
I kan sende en skanning (300dpi) til mig her
eller Hanne C. Christensen her
Carl Vollertsen vil gerne vide hvad der er skrevet i en gammel bog.
Sorø Amts Dagblad, 3. oktober 1921.
Udgiver og ansvarshavende Redaktør: J. P. Jørgensen. (var krigsdeltager)
Et Foredrag at fhv. Minister H. P. Hanssen.
Ved Efteraarsmødet i Egehjerg holdt fhv. Minister H. P. Hanssen et Foredrag om Sønderjydernes Kaar under Krigen og udtalte iflg. „Holbæk Avis” bl. a. følgende:
Efter den tyske Forfatning gaar hele Forvaltningen over til Militæret, naar Landet er i truende Krigsfare. Magten tilfalder de kommanderende Generaler. I Virkeligheden er det Militærdiktatur. Der raader den største Vilkårlighed fra Militærets Side. Det første, der skete, var at sikre sig de Personer, man kunde tænke sig vilde skade Statens Interesser Listerne var færdige lang Tid i Forvejen.
Henved 150 Mænd indespærredes paa Sønderborg Slot, andre kom til Flensborg, Aabenraa eller Øen Dahnholm ved Rügen. Behandlingen var meget daarlig, issær i Begyndelsen. Ialt indespærredes 300 Sønderjyder; det var Foregangsmændene i den nationale Kamp og det var Fiskere, som boede langs Kysten, fordi de var i Besiddelse af Baade, hvormed de kunde færge værnepligtigt Mandskab bort fra Landet! Baadene blev beslaglagt. Det kostede store Anstrengelser, inden disse Folk kom paa fri Fod.
Disse Arrestationer kendte man intet til i Berlin. Taleren, der ogsaa havde været fængslet, fik en Undskyldning! Den prøjsiske Indenrigsminister erklærede, at Anholdelsen ikke kunde opretholdes, hvis ikke der forelaa faktiske Overtrædelser. Men Generalerne vilde ikke frigive den. Der maatte en kejserlig Ordre til. Det varede 4 Maaneder, inden de sidste slap ud. Indenrigsministeren sagde de betegnende Ord: Naar det prøjsiske Politi har slaaet Klo i en Mand, kan selv Fanden ikke befri ham.
Forholdene var dog værre i Elsass-Lothringen.
Indkaldelserne.
De Scener, der udspilledes foran de prøjsiske Indkaldelsesplakater, vil man aldrig glemme. Men der var et „skal” Sønderjyderne maatte gaa ud at Kæmpe for en Sag. der ikke var deres. 20,000 Sønderjyder sendtes straks til Fronten. Og der afholdtes hurtigt Ekstrasessioner, saaledes at hver 6. Person stod ved Fronten. Selv Krøblinge blev indkaldt.
Og denne Krigstjeneste var ogsaa, bortset fra Kampene, meget haard.
Den tyske Felttogsplan, hvori var indbefattet Overfaldet paa Belgien, udarbejdedes allerede i 1906. Og samtidig afgav Tyskland paa de internationale Kongresser dyre Forsikringer om sin Neutralitet. Hovedangrebet skulde rettes mod Frankrig i Belgien. Og det sønderjyske Mandskab fik Plads yderst paa højre Fløj, hvor Masrcherne var længst og Kampene haardest. Deres Oppakning vejede 90 Pund. Af et Regiment, der talte 3060 Mand den 6. August, var der den 20. September kun 310 Mand tilbage.
Kongeparrets Billeder.
Mange Sønderjyder tjente paa Flaaden og mange i Undervandsbaadene. Mange led Døden i de lukkede Jernkasser, naar U-Baaden sænkedes. Fire Skibe udrustedes som danske Skibe og besattes med dansktalende Mandskab. De skulde fore Krigsmateriel til Østafrika. At tale Tysk var strengt forbudt. Dannebrog hejstes, og det danske Kongepars Billeder blev hængt op paa Væggene! Et Skib blev opdaget ved Afrikas Kyst. Besætningen slap i Land. I to Aar kæmpede de blandt tyske Kolonialtropper. De blev saa taget til Fange i portugisisk Østafrika og førtes saa til en Fangelejr i Alexandria i Egypten.
Spionagen.
Sønderjyderne kunde kommanderes til Spionagetjeneste. Soldaten stilledes overfor Valget at tage ud til Fronten i Ildlinien eller f. Eks. tage til Aarhus for at drive Handelsspionage. Spionerne sad tæt i de danske Byer under Krigen En Ledvogter i Sønderjylland havde en Søn, der var Maskinsmed og blev indkaldt. Da de hørte, han talte Dansk, blev han sendt til Spionskolen i Berlin. Efter 4 Maaneders Uddannelse sendte Admiralitetet ham til Trondhjem, hvor der stod ham Plads aaben som Maskinsmed, og med fornøden Instruktion om at meddele alt, hvad der foregik. Han blev efter nogen Tid opdaget, sad tre Aar i Fængsel og henvendte sig i November 1918 til Taleren om Hjalp til at søge Erstatning for alt, had han havde gennemgaaet som værnepligtig Saaledes drives Spionagen til det yderste og i alle Lande.
Hele Pressen under Censur.
De sønderjyske Blade blev forbudte. Befolkningen var ganske uvidende om, hvorvidt Kampene allerede var begyndt, om deres Kære var i Ilden. Det var Det Soldaterne forbudt at skrive hjem.
Pressen fik bestemte Ordrer om, hvad der maatte skrives. Kritiserede et Blad et eller andet, kunde det paagildende Blad blive forbudt. „Heimdal” blev forbudt i 8 Dage, fordi det ikke havde omtalt Kejserindens Fødselsdag.
Tabene.
Og ind i alt dette kom Efterretningerne om de Faldne. Der findes ikke et Hjem, der ikke har nære Slægtninge blandt dem, der blev derude. En Arbejdsmand i Broager mistede 6 Sønner. En anden Familie mistede 5 Sønner: af disse faldt den ene som Frivillig i den amerikanske Armé. Der er 1500 Enker og 5000 Faderløse. Under Krigen døde 2000 gamle Folk ud over det normale. Der er født 10,000 Børn færre i de fire sønderjyske Amter, end der normalt skulde fødes. De Fanger, der kom til England og Frankrig fik det bedst. Men alligevel levede de under triste og trange Forhold og led under den franske Befolknings glødende Had. For Menigmand var en tysk Soldat naturligvis en tysk Soldat.
Langt værre var det længere ude. Der var Sønderjyder i Fangenskab næsten over hele Verden, i Java, Kina, Ægypten, Australien og Amerika. Mange Fanger transporteredes til Sibirien, adskillige arbejdede under forfærdelige Forhold ved Murman-Banen. Ø. K. har ofret over en Million Kroner paa at hjælpe sønderjyske Krigslanger hjem og fortjener derfor den varmeste Tak.
I det bolschevikiske Rusland sidder der endnu Sønderjyder i Fangenskab. For 10 Dage siden kom en ung Sønderjyde fra Løjt Kirkeby hjem. I tre Aar havde han vogtet Faar blandt Kalmukkerne ved Foden af Uralbjergene. Først nu naaede han hjem.
Paa Baggrund af disse Lidelser forstaar man den Lykkefølelse der greb de danske Sønderjyder, da der aabnede sig Muligheder for at komme hjem.
Taleren omtalte til sidst, hvor hurtigt en saa forfærdelig Ulykke som en Krig glemmes. Tanken skyer det stygge og fæstner sig ved de lysere Minder. Der glider Romantik over Krigen.
Det er Danmarks Pligt, selv om det er et lille Land, at gøre sit til at forebygge saadanne Ulykker. Et lille Folk kan ikke bygge sin Fremtid paa Magt, men kun paa Retten.
Skulle læserne ligge inde med breve, postkort eller andet, der er skrevet med gotisk eller vanskelig læsbar håndskrift og måske på tysk, tilbyder vi her at lægge en skanning ud på siden, som andre så kan hjælpe med at tyde.
I er også velkommen til at stille andre spørgsmål om uniformer, våben mv.
I kan sende en skanning (300dpi) til mig her
eller Hanne C. Christensen her
Brev fra Heinrich Henningsen (1878-1918)
Skulle læserne ligge inde med breve, postkort eller andet, der er skrevet med gotisk eller vanskelig læsbar håndskrift og måske på tysk, tilbyder vi her at lægge en skanning ud på siden, som andre så kan hjælpe med at tyde.
I er også velkommen til at stille andre spørgsmål om uniformer, våben mv.
I kan sende en skanning (300dpi) til mig her
eller Hanne C. Christensen her
Brev fra Heinrich Henningsen (1878-1918)
Skulle læserne ligge inde med breve, postkort eller andet, der er skrevet med gotisk eller vanskelig læsbar håndskrift og måske på tysk, tilbyder vi her at lægge en skanning ud på siden, som andre så kan hjælpe med at tyde.
I er også velkommen til at stille andre spørgsmål om uniformer, våben mv.
I kan sende en skanning (300dpi) til mig her
eller Hanne C. Christensen her
Ansøgning om orlov for Heinrich Henningsen (1878-1918)
Skulle læserne ligge inde med breve, postkort eller andet, der er skrevet med gotisk eller vanskelig læsbar håndskrift og måske på tysk, tilbyder vi her at lægge en skanning ud på siden, som andre så kan hjælpe med at tyde.
I er også velkommen til at stille andre spørgsmål om uniformer, våben mv.
I kan sende en skanning (300dpi) til mig her
eller Hanne C. Christensen her
Brev fra Nis Nissen Wogensen (1887-1958)
Da sovjetregeringen i november 1917 kom til magten, erklærede de alle krigsfanger og civilfanger som frie medborgere med de samme rettigheder som russerne. Det gjalt dog kun i de områder hvor sovjetterne havde kontrollen, dvs. den europæiske del af Rusland. Fangerne håbede på at nu kunne komme hjem, men håbet forsvandt hurtigt igen på grund af den kaos og nød der opstod i kølvandet på revolutionen.
Teknisk set var Rusland stadig i krig med centralmagterne, så hjælp derfra var endnu ikke muligt. Fangerne blev overladt til sig selv og forsyninger var dyre og svære at skaffe. Mange fanger prøvede på egen hånd at vandre mod vest, men da borgerne i de store byer led hungersnød, gjorde strømmen af krigsfanger situationen endnu mere fortvivlet.
Sovjetregeringen så en fordel i at overtale krigsfangerne til at slutte sig til revolutionen. Der blev efterhånden oprettet grupper af såkaldte internationalister, krigsfanger der tilsluttede sig revolutionen, forskellige steder. Brändström nævner 90.000, Bevoor nævner mellem 40.000 og 250.000. det er selvfølgelig ikke mange i forhold til de ca. 2,3 millioner krigsfanger, som Brändström mener der var i Rusland.
Disse internationalister overtalte sovjetterne til at lade fangerne fortsætte med at være interneret, da det så ville være nemmere at overtale dem til tilslutte sig revolutionen. En del krigsfanger oplevede den forsmædelse, at de russiske fangevogtere blev udskiftet med internationlister. De mistede dermed deres frihed igen.
Først ved Brest-Litovsk freden i marts 1918 blev krigsfangernes forhold bragt i orden. Derefter begyndte hjemsendelsen af krigs- og civilfangerne fra den europæiske del af Rusland at tage fart.
De sønderjyske krigfanger havde den fordel, at der i Rusland stadig var danske statsborgere, der gav dem en hjælpende hånd.
Jens Henriksen, der var i fangenskab i Sarapul, skriver i Almanak for Nordslesvig 1939.
Da jeg var på Lazaret havde jeg ikke Lejlighed til så nøje at følge med i, hvorledes Situationen udviklede sig for mine Kammerater i Barakkerne, men derom har Jes Ravn senere fortalt mig følgende:
Kort efter Pastor Jensens Bortrejse fra Sarapul ankom Fritz Clausen, Aabenraa, nu Læge i Bovrup, og 3 sønderjyske Kammerater fra Jurjev Polskij til os. Det var endnu før Pastor Jensen var nået tilbage til den sønderjyske Lejr, hvor alt på dette Tidspunkt var i Opbrud og Forholdene på forskellig Måde meget usikre. Disse 4 sønderjyske Landsmand mente at risikere mindst ved at rejse østpå og havde hos Bolschevikerne i Jurjev Polskij, der nok vilde af med Fangerne, skaffet sig Pas og fri Rejse for at søge Beskæftigelse i Sibirien. Men det viste sig umuligt at nå så langt, og de kom derfor over til os, idet de vidste, hvor vi var.
Men her var der ikke noget at vente efter, idet vi ikke spekulerede på andet end at komme til den sønderjyske Lejr, og de besluttede derfor straks at vende tilbage, hvorefter Aftalen blev, at også vi skulle se at gøre Alvor af at komme bort. Efter i flere Dage bogstavelig talt, næsten at have belejret de stedlige russiske Kontorer for Krigsfangevæsnet, lykkedes det under store Vanskeligheder Fritz Clausen at skaffe Rejsetilladelse samt Fribillet for sig selv og sine tre Ledsagere. Allerede den følgende Dag rejste de med Skib, og ved et lykkeligt Tilfælde – man kan næsten sige Mirakel – formede det sig sådan ved denne Afrejse, at vi, efter at de 4 var gået om Bord, beholdt Papirerne på Frirejse og det hele. Dermed var Rejsen sikret for 4 Mand mere, som tog afsted Dagen derpå, og blandt disse var jeg. Rejsen gik med Baad til Volgabyen Nischni Nowgorod og derfra videre med Tog til Jurjev Polskij, hvor efterhånden alle Kammeraterne fra Sarapul samledes.
Da vi ankom til Jurjev Polskij var alle Sønderjyder, med Undtagelse af Fritz Clausen og sine Mænd samt Pastor Jensen – som tidligere havde været der, taget bort. De var rejst til Moskva, hvorfra de med Støtte af derboende danske Forretningsfolk og forsynet med Pas. som danske Arbejdere rejste videre over Petrograd og Sverige hjem til Danmark. Hjemsendelsen på denne Måde, der langtfra var uden Fare, lykkedes udmærket. Efterhånden, som der inde i Moskva var Mulighed for at få nogle bort, sendtes der Bud efter flere sønderjyske Krigsfanger. Samme Vej kom også en lille Flok fra Sarapul, da de Tid efter anden ankom til Jurjev Polskij. Når Krigsfangerne først var i Toget, så gik Hjemrejsen hurtigt, og i Løbet af Sommeren og Efteråret kom alle med Undtagelse af mig og en Kammerat mere hjem over Sverige. Det var Meningen, at vi skulle have rejst ad samme Rute, men grundet på særlige Forhold blev vi i Stedet for gennem det tyske Røde Kors sendt hjem over Tyskland og først henimod Jul 1918, sluttede Jes Ravn, ankom jeg til mit Hjem.
Yderligere oplysninger findes hos:
Frits Clausen (1893-1947)
Jens Henriksen (1887-1964)
Peter Jensen (1888-1972)
Jes Georg Ravn (1876-1957)
Marius Niels Riis (1895-1959)
Link til indlæg om sønderjyske krigsfanger i Rusland.
Yderligere Litteratur:
Beevor, Antony: ”Rusland, revolution og borgerkrig 1917-1921.” Lindhardt og Ringhof 2022.
Brändström, Elsa: ”Unter Kriegsgefangenen in Rußland und Sibirien 1914-1920” 1922. PDF.
Jensen, Peter: ” Jurjeff-Polskii og andre russiske krigsfangelejre.” Sønderjysk Månedsskrift 1968, PDF.
Hensriksen, Jens: ”I russisk krigsfangenskab.” Almanak for Nordslesvig 1939. PDF.
Skulle læserne ligge inde med breve, postkort eller andet, der er skrevet med gotisk eller vanskelig læsbar håndskrift og måske på tysk, tilbyder vi her at lægge en skanning ud på siden, som andre så kan hjælpe med at tyde.
I er også velkommen til at stille andre spørgsmål om uniformer, våben mv.
I kan sende en skanning (300dpi) til mig her
eller Hanne C. Christensen her
Brev til Nis Nissen Wogensen (1887-1958)
Det er i dag 164 år siden at kejser Wilhelm 2. af Tyskland blev født.
Kejserens fødselsdag blev fejret på behørig vis i hele kejserriget. Selv ved fronten blev det markeret.
Andreas May skriver til sine forældre den 27. januar 1916 fra Mauregny i en hvilestilling bag fronten:
“Idag er det kejserens fødselsdag. Alle husene er smykkede med grønt”
Selv i Norge blev dagen fejret, i hvert fald før krigen.
I mange år tog kejseren og hans følge på sommertogt til det norske fjordlandskab i den kejserlige yacht “Hohenzollern”. Turene blev dækket i medierne og åbnede dermed Norge som turist land.
Erik Sommer har fundet følgende.
Aftenbladet (København), 28. januar 1904, skriver:
Jubel over Kejser Wilhelm.
Kejser Wilhelm har opnaaet at gøre sig ovenud populær i Norge. I gaar telegraferedes der fra Kristiania:
“Her er almindelig flagning på offentlige og private Bygninger samt ved Havnen i Anledning af Kejser Wilhelms fødselsdag. Fra alle kanter af Landet meldes om almindelig flagning. Statsminister Hagerup og Stortingets Præsident aflagde besøg hos den tyske Generalkonsul for at overbringe deres Lykønskning i Anledning af Kejserens fødselsdag. 2000 personer har afleveret deres Visitkort hos Generalkonsulen.
Naturligvis var alle flag oppe paa Havnen i Aalesund.
Baggrunden var, at byen Aalesund brændte natten mellem 22. og 23. januar. “Brannen ødela omkring 850 hus og 230 hus ble spart. Byen besto nesten bare av trebygninger. Minst 10 000 mennesker ble husville (flere kilder oppgir 12 000).
Etter brannen fikk ålesunderne hjelp fra hele landet og fra utlandet, med særlig omfattende hjelp fra Tysklands keiser Wilhelm II. Bykjernen ble gjenreist på tre år i form av murbygg i særpreget jugendstil.”
Kejser Wilhelm sendte straks 4 skibe med nødhjælp. En hjælp som overskyggede alt andet. Tilsyneladende kendte Wilhelm byen og området fra tidligere besøg, og nogen tid efter branden kom han selv til byen for at se skaderne.
Avisen ‘København’, 15. juli 1904 skriver:
Kejser Wilhelm i Aalesund.
I gaar er Kejser Wilhelm paa sin Nordlandsrejse ankommen til Aalesund, hvis befolkning selvfølgelig har ydet ham en begejstret Modtagelse.
Da “Hohenzollern” sejlede ind paa Rheden, stod kejseren alene paa Kommandobroen.
Social-Demokraten, 4. februar 1904, skriver:
“Aalesund. Brandkassen maa laane 5 Millioner.
Siden Kejser Wilhelm med så stor Applomb er kommen Aalesund til hjælp, er det over næsten hele Tyskland blevet en Art Nationalsag at tage den brandlidte by under Armene. I Stuttgart har f.Eks. Byraadet besluttet at rette et opraab til samtlige Kommuner i Landet. I dette opraab skal det foreslås, at Kommunerne bidrager med 1 Pfennig pr. Indbygger til de brandlidte Nordmænd. Stuttgart har selv straks bevilget 1800 Mark.”
(Ordet Applomb / Aplomb kendes ikke i dag. Ordbog over det danske Sprog oplyser: “en vis Sikkerhed i den Maade, man præsenterer sig, taler og handler paa, der røber Erfaring og Tact; ..”)
Skulle læserne ligge inde med breve, postkort eller andet, der er skrevet med gotisk eller vanskelig læsbar håndskrift og måske på tysk, tilbyder vi her at lægge en skanning ud på siden, som andre så kan hjælpe med at tyde.
I er også velkommen til at stille andre spørgsmål om uniformer, våben mv.
I kan sende en skanning (300dpi) til mig her
eller Hanne C. Christensen her
Brev fra Nis Nissen Wogensen (1887-1958)
Skulle læserne ligge inde med breve, postkort eller andet, der er skrevet med gotisk eller vanskelig læsbar håndskrift og måske på tysk, tilbyder vi her at lægge en skanning ud på siden, som andre så kan hjælpe med at tyde.
I er også velkommen til at stille andre spørgsmål om uniformer, våben mv.
I kan sende en skanning (300dpi) til mig her
eller Hanne C. Christensen her
Brev til Nis Nissen Wogensen (1887-1958)
Senest ændret den 8. februar 2023 16:33
Den logistiske opgave med at få de slesvigske krigsfanger hentet hjem inden afstemningen i februar 1920, var til at overkomme for krigsfangerne i Frankrig, England og Amerika, da disse lande havde styr på hvor fangerne befandt sig og at de var anbragt i få lejre. I Rusland var situationen noget vanskeligere fordi fangerne var spredt ud over det store rige og russerne ikke havde styr på hvor fangerne var, samt at situationen var ret kaotisk på grund af revolutioner og efterfølgende borgerkrige. En række artikler i løbet af foråret vil beskrive hvordan sønderjyderne kom hjem, hovedsagelig baseret på deres egne beretninger.
Russerne havde fra krigens begyndelse besluttet at skille de nationale mindretal blandt krigsfangerne fra de rigstyske og østrig-ungarske krigsfanger. Dvs. tjekkerne, serberne, slovakkerne mv. fra den østrig-ungarske hær og fangerne fra Polen og Elsas-Lothringen fra den tyske hær. Da disse mindretal ønskede selvstændighed, håbede at russerne med egnet propaganda at kunne overtale dem til at skifte side.
Ideen var at sende de tyske og østrig-ungarske fanger til fangelejre i Sibirien, medens de adskilte mindretal blev sendt til fangelejre i den europæiske del af Rusland.
Sønderjyderne var ikke med i begyndelsen, men blev først i 1916, takket være N. H. Rasmussen og med hjælp fra kejserinde Dagmar, forsøgt samlet i én lejr. Men på dette tidspunkt var de allerede fordelt på de sibirske fangelejre, og da russerne ikke havde styr på hvem der var hvor, og krigsfangerne i lejrene var under selvstyre, dermed underlagt de tyske officerer, der ofte saboterede forehavendet, lykkedes det aldrig at samle flere end 36 danske sønderjyder i lejren. De danske sønderjyder blev anbragt i et hjørne af en tjekkisk fangelejr i byen Jurev-Polskij, ca. 200 km nordøst for Moskva.
Da det efter Brest-Litovsk freden blev muligt at komme hjem, ville de dansksindede sønderjyder fra Jurev-Polskij lejren ikke hjem via Tyskland, da de risikerede at blive sendt til Vestfronten efter en kort orlov. Ved hjælp af danske statsborgere, der arbejdede i Rusland for Dansk Russisk Handelskompagni og af konsulatet i Moskva og St. Petersborg, fik de falske danske pas, som de så kunne benytte til at rejse fra St. Petersborg igennem Finland, derfra sejle til Stockholm og videre til København. Undersejlturen til Stockholm bliver passagerne og passene kontrolleret at tyske patruljebåde.
Peter Jensen skriver i Sønderjyske Månedsskrift 1968 bl.a. følgende:
”I juli måned 1918 kommer så begyndelsen til afslutningen. Pastor Jensen og vore venner og hjælpere derinde i Moskva og Petrograd, og ikke at forglemme den danske ambassade med hr. minister, kammerherre Harald Scavenius i spidsen, har gjort en stor og meget bekostelig gerning med at få os sønderjyder gjort klar til hjemrejsen. Et ikke alene omstændeligt arbejde med at skaffe de nødvendige papirer. Der skulle også penge til rejsen, og de skulle også iklædes, så de ikke lignede krigsfanger, men almindelige danskere, som skulle igennem paskontrol og undersøges af tyskere, som kontrollerede farvandene ved den finske bugt og Rigabugten. En meget streng personlig undersøgelse, så sønderjyderne måtte passe på ikke at lade sig mærke med, at de kunne forstå eller tale tysk. Når de var kommet igennem denne kontrol, følte de sig fri og sikre for både tyskere og bolshevikker. Rejsen foregik med skib fra Petrograd til Stockholm og tog omkring tre døgn til Stockholm og et til København. Den 20. juli kl. 12 sejlede de første fem fra Petrograd. Den 23. gik de i land i Stockholm. Den 24. kl. 11 ankom de velbeholdne til København.”
Foto foroven, pastor N. A. Jensen: Fangelejren i Jurev-Polskij.
Yderligere oplysninger findes hos:
Frits Clausen (1893-1947)
Jens Henriksen (1887-1964)
Peter Jensen (1888-1972)
Jens Juhl Nikolaisen (1892-1989)
Anton Hansen Nygaard (1886-1958)
Falle Petersen Rudbeck (1890-)
Link til indlæg om sønderjyske krigsfanger i Rusland.
Litteratur:
Bechshøft, Gitta: ”Tante Ebba og Revolutionen”, 2020.
Brändström, Elsa: ”Unter Kriegsgefangenen in Rußland und Sibirien 1914-1920” 1922. PDF.
Clausen, H.C.: ”Kejserinde Dagmar” 1991. Udsnit PDF. (Samtale med Frits Clausen i 1928.)
Jensen, N. A.: ”Ventetider” 1926.
Rasmussen, Bent: ”Om krigsfangelejrenes oprindelse.” Sønderjyske Årbøger 1960, side 41-80. PDF.
Rasmussen, Bent: “I gerning og sandhed. N.H.Rasmussen og de Sønderjydske Krigsfanger.” 1927.
Trampe, Ebba: “Sønderjyske krigsfanger i Rusland.” Thyras Vold, 1963 PDF.
Skulle læserne ligge inde med breve, postkort eller andet, der er skrevet med gotisk eller vanskelig læsbar håndskrift og måske på tysk, tilbyder vi her at lægge en skanning ud på siden, som andre så kan hjælpe med at tyde.
I er også velkommen til at stille andre spørgsmål om uniformer, våben mv.
I kan sende en skanning (300dpi) til mig her
eller Hanne C. Christensen her
Postkort til Chresten Thomsen (1891-1964)
Skulle læserne ligge inde med breve, postkort eller andet, der er skrevet med gotisk eller vanskelig læsbar håndskrift og måske på tysk, tilbyder vi her at lægge en skanning ud på siden, som andre så kan hjælpe med at tyde.
I kan sende en skanning (300dpi) til mig her
eller Hanne C. Christensen her
Postkort fra Claus Hansen Eskildsen (1881-1947)
Achilles har sendt os dette billede.
Vi ved ikke hvem personerne på billedet er, men det er sandsynligt at der er sønderjyder blandt.
Hvis nogen kan genkende personer på billedet, hører vi gerne fra jer.
Skulle læserne ligge inde med breve, postkort eller andet, der er skrevet med gotisk eller vanskelig læsbar håndskrift og måske på tysk, tilbyder vi her at lægge en skanning ud på siden, som andre så kan hjælpe med at tyde.
I kan sende en skanning (300dpi) til mig her
eller Hanne C. Christensen her
Postkort fra Fedder Lorenzen Feddersen (1898-1961) 
Skulle læserne ligge inde med breve, postkort eller andet, der er skrevet med gotisk eller vanskelig læsbar håndskrift og måske på tysk, tilbyder vi her at lægge en skanning ud på siden, som andre så kan hjælpe med at tyde.
I kan sende en skanning (300dpi) til mig her
eller Hanne C. Christensen her
Postkort fra Lorenz Kræmer (1885-1917)
Skulle læserne ligge inde med breve, postkort eller andet, der er skrevet med gotisk eller vanskelig læsbar håndskrift og måske på tysk, tilbyder vi her at lægge en skanning ud på siden, som andre så kan hjælpe med at tyde.
I kan sende en skanning (300dpi) til mig her
eller Hanne C. Christensen her
Postkort fra Lorenz Kræmer (1885-1917)
Skulle læserne ligge inde med breve, postkort eller andet, der er skrevet med gotisk eller vanskelig læsbar håndskrift og måske på tysk, tilbyder vi her at lægge en skanning ud på siden, som andre så kan hjælpe med at tyde.
I kan sende en skanning (300dpi) til mig her
eller Hanne C. Christensen her
Brev fra Niels Hansen (1882-1932).
Skulle læserne ligge inde med breve, postkort eller andet, der er skrevet med gotisk eller vanskelig læsbar håndskrift og måske på tysk, tilbyder vi her at lægge en skanning ud på siden, som andre så kan hjælpe med at tyde.
I kan sende en skanning (300dpi) til mig her
eller Hanne C. Christensen her
Brev fra Niels Hansen (1882-1932).
Skulle læserne ligge inde med breve, postkort eller andet, der er skrevet med gotisk eller vanskelig læsbar håndskrift og måske på tysk, tilbyder vi her at lægge en skanning ud på siden, som andre så kan hjælpe med at tyde.
I kan sende en skanning (300dpi) til mig her
eller Hanne C. Christensen her
Brev fra Niels Hansen (1882-1932).
