I min farfars 13 binds værk: Verdenskrigen i tekst og billeder, redigeret af P. A. Rosenberg – 1919-25, fandt jeg et avisudklip fra Amtsavisen (Frederiksborg amt) fra ca. 1963-64.

Amtsavisens kronik.

Kunne første verdenskrig være undgaaet?
Det mener en skotsk skibsbygger, der skulle spille rollen som dobbeltgænger i Serajewo. Smøleri paa et postkontor reddede hans liv, men kom til at koste milliarder af kroner og strømme af blod
Af V. J. Brøndegaard

Det er snart 50 aar, siden første verdenskrig brød ud. Søndag den 28. juni 1914 faldt i en krog af »Europas krudttønde« Balkan et par skud, som blev den blodige optakt til millioner af menneskers drab … og alle senere storpolitiske forviklinger frem til nutiden. De to revolverskud, affyret af den 19-aarige serbiske student Gabriel Princip i Serajewo, hovedstaden i det kort forinden af Østrig annekterede Bosnien, dræbte tronfølgeren i Østrigs kongehus Franz Ferdinand og hans gemalinde, grevinde Sophie Chotek.

Hvad der i de følgende fire uger foregik af kabinetspolitik og intriger bag kulisserne, summeres maaske bedst af den amerikanske diplomat George F. Kennan: — Det gamle Europa havde gravet sin egen grav. Fugerne i dets statssamfund viste mange svage steder. Skuddene i Serajewo traf midt i dem — og pludselig anede ingen, hvad man skulle gøre for at undgaa krig.

Raadvildheden er vel det mest karakteristiske ved datidens Europa. Et typisk eksempel paa den blindhed, hvormed næsten alle ansvarlige mænd var slaaet, har vi i en samtale mellem general Potiorek, Serajewos guvernor, og grev Harrach, i hvis vogn tronfølgerparret kørte gennem byen. Om formiddagen den 28. juni blev der mod vognen kastet en bombe, der ikke eksploderede. Grev Harrah paapegede over for generalen den helt utilstrækkelige politistyrke, som skulle beskytte de kongelige gæster hvortil Potiorek pikeret svarede: »Tror De, herr greve, at hele Serajewo vrimler med attentatmænd?« — Faa timer efter indtraf tragedien.

***

Om krigens aarsag er der blevet forsket meget i dokumenter, noter, telegrammer og memoirer.

Læser vi i dag, hvad historien kan berette om tidsrrummet 28. juni—1. august 1914 – mellem dobbeltmordet og den første krigserklæring – synes det at vare én lang kæde af aktioner og modaktioner, fortvivlede anstrengelser og skæbnesvangre fejltagelser, der tilsidst kulminerede med verdensbranden.

Og dog … kunne den første verdenskrig have været undgaaet? Var aarsagen til syvende og sidst, at man paa en telegrafstation smølede med at ekspedere et telegram, hvis indhold tilsyneladende var ganske ligegyldigt, men i virkeligheden gav kodeord for en meget vigtig meddelelse?

Til krigens forhistorie hører nemlig, at alle medlemmer af det Østrigske kongehus havde en dobbeltgænger. Kejser Franz Joseph’s hed Komorany, og det gik saadan til, at han fik stillingen: Som arkivar paa et eller andet kontor var Komorany engang rejst til Wien for at beklage sig over, at man havde forbigaaet ham ved besættelsen af et højere embede. Han undrede sig over, at næsten alle folk hilste ærbødigt paa ham. Høflige mennesker, disse wienere! tænkte han. Men da ogsaa elegante damer nejede, hvor han kom frem, og man begyndte at overrakke ham bønskrifter, blev han klar over, at man forvekslede ham med selve kejseren.

I regeringsbygningen, hvor arkivaren ville forrette sit ærinde, kunne han overhovedet ikke faa et ord indført. Samtlige funktionærer kappedes om at bukke og skrabe for ham, mens de forsikrede, at de ville bevare »Hans majestæts« inkognito.

Rygtet naaede frem til kongeslottet, Franz Joseph lod ham kalde, rystede paa hovedet og udbrød: »De kunne jo vare min broder!« Saa drog han omsorg for, at den derhjemme oversete mand blev forfremmet, og Komorany drog tilbage til Temesvar i Ungarn.

Men nogle aar efter, da den aldrende monark fik besvær med at klare sine mange repræsentative forpligtelser, kom man i hofkanceliet i tanker om dobbeltgængeren. Komorany rejste paany til Donaustaden, nu som kongelig-kejserlig kancelliraad, og i en aarrække var han Franz Josephs stand-in ved jagter, parader, modtagelser o.s.v., uden at nogen fattede mistanke. Majestæten døde i 1916, men dobbeltgængeren trak endnu engang i sin pragtuniform, da der skulle drejes en film om det sidste kejserhof i Wien.

***

Som dobbeltgænger for den myrdede tronfølger Franz Ferdinand fungerede en skotte ved navn Alexander Kidd. Eller rettere: han var udpeget til hvervet, men naaede aldrig at spille rollen. Som følge af en postal forsømmelse blev han forhindret i at være i Serajewo hin søndag den 28. juni 1914. Og nu spørger mr. Kidd sig selv og andre, om hans udebliven ikke indirekte udløste den første verdenskrig.

Hvis han nemlig punktligt havde modtaget ordren om at rejse til den bosniske hovedstad, ville han vare faldet som offer for attentatet. De serbiske terrorister var nok blevet arresteret og henrettet, men ad diplomatisk vej ville man have sørget for, at der intet sivede ud om dobbeltgængeren. Tronfølgerparret kunne forlade byen uskadt, og alt havde varet i bedste orden. Den politiske højspænding var vel af den grund ikke blevet mindre og havde rimeligvis siden fundet sin udlosning. Men maaske saa situationen da helt anderledes ud, og mangt og meget ville have formet sig mindre tragisk.

Mr. Kidd har fortalt om sin sælsomme livsskæbne til det kendte engelske ugeblad »Today«. I sine unge aar arbejdede han som skibsbygger paa et værft i Glasgow. En skønne dag fik han lyst til selv at se og opleve de fjerne egne, som skibene, han var med til at bygge, naaede hen. I 1908 tog han hyre og havnede i den lille by Monfalcone ved Triest. Han syntes godt om stedet og slog sig ned her.

To aar senere var han paa en udflugt til de berømte Adelsberger bjerggrotter. Efter besigtigelsen gik han ind paa en vinstue. Han havde ikke siddet der ret længe, for en elegant kladt herre nærmede sig bordet, tog plads og begyndte en samtale. Den fremmede præsenterede sig som Karl Hoffmann og fortalte bl. a., at han tilhørte en ærkehertugs hofhusholdning.

Dette møde udviklede sig til et nært venskab mellem en østrigsk aristokrat, der kaldte sig »Karl Hoffmann«, og den jævne skotske skibsbygger Alexander Kidd.

Som tiden gik, erfarede Kidd af sin nye bekendt mange intime ting fra det kejserlige hof i Wien, saaledes ogsaa, at hvert prominent medlem af den kejserlige familie raadede over en dobbeltgænger, som ved særlige lejligheder altid viste sig i hans sted. Endnu to aar efter blev Kidd – som indtil da ikke var klar over, at han paa en prik lignede tronfølgeren Franz Ferdinand — engageret til dennes dobbeltgænger. Kidd rejste med Karl Hoffman til Wien og levede fra nu af i et af de kejserlige slotte.

I de følgende maaneder blev han forberedt til sit nye job. Han lærte at tale den østrigske dialekt uden accent, blev gjort fortrolig med den militære disciplin, lærte at ride og fægte — fik undervisning i samfundsvidenskab og geografi samt ikke mindst i landets historie. Han maatte hele tiden holde sig a jour med det, »man« talte om ved hoffet, saa han til enhver tid kunne vare paa højde med situationen. I mellemtiden tillagde han sig overskæg og bakkenbarter og den samme frisure som forbilledet.

Efter endt uddannelse blev Kidd præsenteret for tronfølgeren. Denne betragtede først sin kopi fra alle vinkler, greb saa hans haand og sagde med et smil, at det virkelig ikke hændte hver dag, at man mødte en ukendt tvillingebroder.

Efter anerkendelsen som dobbeltgænger begyndte lærerne anden fase af Kidds uddannelse. Den 12. maj 1912 flyttede han over i tronfølgerens palæ og opholdt sig fra nu af altid i dennes umiddelbare nærhed. Han indprentede sig majestætens specielle vaner 0g særprægede opførsel, lærte at udfore de samme haandbevægelser som originalen, at nikke som han enten venligt eller nedladende, at spadsere med værdige skridt, og saa videre. Skotten maatte aflægge ed paa den strengeste tavshed — foruden tronfølgeren, tre af kejserens fortrolige og Kidd selv anede ingen om den ham tiltænkte rolle. Ikke engang tronfølgerens gemalinde, den bohmiske grevinde Chotek.

I september samme aar var ogsaa anden del af uddannelsen afsluttet og tidspunktet kommet, da Alexander Kidd for en sikkerheds skyld maatte forlade Wien og hoffets umiddelbare nærhed saa hemmeligheden kunne bevares. Sammen med et par indviede rejste han først til Grækenland, saa til Italien og Balkanlandene, hvor han nogen tid opholdt sig ogsaa i Donaumonarkiets stater.

Juni 1914 boede han sammen med Karl Hoffmann paa et hotel i Konstantinopel. Fra Wien var kommet en forhaandsordre om, at han holdt sig parat til sin første opgave. Begge mænd pakkede straks kufferter. Det var meningen, at de først skulle rejse pr. skib til havnebyen Pola (i det nuværende Kroatien) og derfra med tog til Serajewo. De ventede kun paa det telegram, som gav dem den nøjagtige afrejsedato.

Der kom intet telegram. Kidd og Hoffmann ventede forgæves i fire døgn. Om aftenen fjerdedagen kom Hoffmann styrtende ind i værelset, hvor Kidd sad rejseklar, og bragte den sørgelige nyhed, han netop havde faaet fra gesandten. Kidds rolle som dobbeltgænger var allerede udspillet.

***

Paa den østrigske eller tyrkiske telegrafstation var der sket en fejl eller forglemmelse. Maaske kom rejseordren til at ligge nederst i en stabel papirer eller havnede i en forkert afdeling … det vil sikkert aldrig blive opklaret. Men størsteparten af menneskeheden kom til at lide for en eller anden underordnet kontorists forsømmelse. Thi i stedet for dobbeltgængeren maatte originalen nu selv sidde i bilen, der langsomt korte gennem Serajewos gader. Og ikke Kidd, men Franz Ferdinand blev offer for de serbiske nationalisters attentat. Den næsten fireaarige uddannelse af mr. Alexander Kidd havde været til ingen nytte.

Her slutter dobbeltgængeren sin beretning uden at fortælle, hvor og hvordan han tilbragte resten af sit liv, om den mislykkede mission ogsaa sluttede ønskedrømmen om at lære hele verden at kende. Mr. Kidd er vel dengang rejst hjem til Glasgow, nu da huset Habsburg ikke længere behøvede hans hjælp. Og da hele Europa faa uger senere stod i flammer, maatte rimeligvis ogsaa han tjene sit land som soldat, men som original og ikke som kopi.

Indholdsfortegnelse til “Verdenskrigen i tekst og billeder.”

af Hans Jørgen Lysholm, Viborg.

Interview i 1971 med Fhv. mejeribestyrer Erik Oluf Jepsen på Mælkecentralen i Haderslev. Optaget på spolebånd, som er i undertegnedes besiddelse.
Erik Jepsen fortæller om ”Kongeågrænsen” og Genforeningen. Der er også minder om hans egen familie og situationen under det tyske styre. Endelig har Erik Jepsen personligt overværet situationen i Kiel i 1918, hvor de tyske matroser i de sidste dage før våbenstilstanden, gør oprør mod deres officerer.

Erik Oluf Jepsen, Født 13/08-1891 i Aastorp, Taps sogn, Død 27/02-1979 i Haderslev
Gift med Metty 1896-1956

Forsat fras den 26. juni.

Dramatisk Kieler-tur

I 1918 kom Georg Jørgensen hen på mejeriet. Han var formand. Jørgensen havde et brev med fra sin doktor i Kiel. Det var en forespørgsel fra doktoren, om Jørgensen kunne skaffe Kielerdoktoren et hus i Haderslev.

Formand Jørgensen og mejeribestyrer Jepsen blev enige om, at de ville rejse til Kiel – postgangen var usikker og langsom. Det var den 7. eller 8. november 1918. De kom til Flensborg og tog ind på Sommers (?) Hotel. Der var mange soldater i Flensborg. Mange snakkede om revolution og om, at krigen snart var slut. Jørgensen og Jepsen troede ikke på det.

Så kom de til Kiel. Jørgensen gik op til sin læge, og Jepsen gik lidt rundt i byen, som han kendte ret godt.

Jepsen fortæller, at i havnen lå det største tyske slagskib ”Markgraf”. Afstanden fra ham selv og han til skibet illustrerer han med afstanden fra stuen i hans hus, hvor vi sidder, og hen til et hus i nærheden. De var ved at losse projektiler på krigsskibet fra godsvogne. Jeg ville gerne se, hvad der skete – dum som jeg var – men nogle soldater sagde, at jeg hellere – for min egen skyld – måtte gå lidt af vejen. For os er det ”egal”, sagde de, fortæller Jepsen.

Han gik så hen i retning af værftet. Han kunne se flere krigsskibe fra Skagerakslaget og flere u-både. Da han ville gå ind gennem en port, blev han stoppet og sendt tilbage.

Lidt derfra mødte han Georg Jørgensen, som var kommet tilbage fra lægen. ”Vi skal herfra”, sagde Jørgensen. ”Der bliver revolution”! Tror du virkelig det, spurgte Jepsen – – du som gammel preussisk soldat kender jo den disciplin, der er! Jørgensen havde også hørt om 70.ooo marinesoldater ved Frederiksort, som nægtede at slås i Flandern.

”Vi så skibet dreje lidt rundt, og så hørte vi, at de skød. Vi så også nogle, der blev smidt ud – vist nogle officerer”, fortæller Jepsen.

”Så kom vi op til banegården. Der var fuldt af folk – alle værftsarbejderne var gået”. Der var en officer, som blev gjort til nar.

”Så kom vi op til Holtenau med toget. Der var så mange med toget, at det ikke kunne trække op. Vi var nok 30 i hver kupé. Så skulle vi stå ud og gå et stykke, før vi kunne køre videre. Det tog noget tid. Det gjaldt om at komme derfra.

Vi kørte over Eckernförde og kom til Flensborg, hvor toget nordpå ventede. I Flensborg var de ved at afvæbne nogle soldater. I Tinglev var der fuldt af soldater. Så kom vi til Vojens, men der var ikke noget tog til Haderslev, så vi gik hjem”.

”I Haderslev var alt roligt. Jeg kom hjem den 10.november. Så kom telegrammet med besked om, at der var våbenhvile fra den 11.11. kl. 11.”

Mange møder

Jepsen understreger, at jeg jo nok kan forstå, at det var en bevæget tid, hvad jeg naturligvis nikker bekræftende til. På dette tidspunkt synes Jepsen, at vi skal stoppe optagelsen og fortsætte en anden gang. Alligevel må han være fortsat med at fortælle – i hvert fald fortsætter optagelsen efter et kortere eller længere brud. Her fortæller Jepsen, at han ønskede ”Ausweiss” for at rejse til Danmark. Han går op til formanden for soldaterrådet. Han kendte ham lidt, men alligevel var ”det vist lidt vovli”.

Her beder Jepsen igen om at få stoppet optagelsen. Da den bliver genoptaget, leder han i nogle papirer, og det rasler i mikrofonen. ”Her er det”, siger han så. Han læser navnene på det omtalte Ausweiss: Hr. Erik Oluf Jepsen und Hausfrau Alma Betty Jepsen aus Hadersleben. Godkendt af formanden for soldaterrådet.

Jepsen foreslår at vi stopper for at fortsætte en anden gang, men hans tanker er allerede ved det næste, som han vil fortælle. Han fortæller om møder på Harmonien. Fortæller om en ældre købmand og ægsamler, der bliver anklaget for uregelmæssigheder. Hans fra fronten hjemvendte søn tager faren i forsvar, og Jepsen bemærker, at ”så blev der ro i lejren – – men de var jo tyske”.

På et andet møde var der en konfrontation om sproget. En mand rejser sig og forlanger, at han og andre skal have lov til at tale dansk. Da de dansksprogede truer med at forlade mødet, får de lov til at tale dansk. Det hele var så ”kommunistisk”, bemærker Jepsen. ”Der var generalstrejke hver 14. dag”. Han nævner, at ”soldaterrådspigerne” (??) var det værste skidt. Her i 2013 kan jeg ikke komme frem til, hvad det drejer sig om. Det er svært at høre, hvad Jepsen har ment, og det må stå hen i det uvisse.

Jeg får også en lille beretning om en togtur til Skodborg, hvor de kom over grænsen og til Vejen, hvor de drak chokolade. Efter en tur til Kolding kom de efter nogle problemer tilbage over grænsen og hjem til Haderslev.

Efter et spørgsmål om afstemningen forud for Genforeningen, mener Jepsen at kunne huske, at H.P. Hanssen holder tale på Folkehjem i Åbenrå d. 17. november 1918. Her nævner han, at den tyske udenrigsminister Solf havde lovet en afstemning.

Jepsen fortæller, at man ikke var sikker på, om tyskerne ville anerkende §5 fra Pragerfreden. Derfor ville man sende en deputation til Paris, og de mødtes for at samle penge ind til formålet. En navngivet mand tegner sig for 30.000 Mark, nævner Jepsen.

Det blev ikke nødvendigt at sende en deputation af sted. Nu blev der holdt møder overalt. I Haderslev 3 steder på samme tid: Harmonien, Højskolehjemmet og måske er det tredje sted, som Jepsen nævner, Missionshotellet. Talerne var bl.a. Kloppenborg Skrumsager og advokat Andersen. De gik fra det ene sted til det andet og talte. Der var fuldt af folk. Vi sad på madrasser, fortæller Jepsen, og da vi kom hjem, var vi fulde af lopper.

Ved et af møderne, hvor Jepsen var med, fortæller han om en gammel kone. Hun stod oppe på en balkon og viftede med sit Dannebrog samtidig med, at hun fortalte, at dette øjeblik havde hendes bedstefar drømt om at kunne overvære.

Her er det, at jeg afbryder båndoptageren. Nogle gange har Jepsen bedt om at få stoppet båndoptageren, men vi er fortsat alligevel. Nu er jeg klar over, at den skal stoppes. Jepsen bliver meget bevæget, og det er først efter nogen tid, at vi fortsætter med optagelsen.

Jepsen fortæller, at ”det trak ud”, men den 20. januar 1920, mens de var ved at bygge mejeriet om, kommer han forbi Julius Nielsen, som er ved at hejse Dannebrog. Nielsen fortæller, at franskmændene kommer. Jepsen fortæller, at franskmændene kom lige fra fronten med geværerne skydeklare. De vidste jo ikke, hvor og til hvad de kom. En ung student talte til dem på fransk, og så blev geværerne lagt til side, og franskmændene myldrede ud.

Så drog franskmændene ind på kasernen, og tyskerne drog af. På banegården stod de tyske soldater og deres kommandant. Før afgang sagde kommandanten til de omkringstående: ”Um fünfzehn Jahre kommen wir wieder”. (Om femten år kommer vi igen) Det var der ingen, der troede på!

Afstemningen

Så kom afstemningsdagen. Det regnede og stormede. Der kom både med danske og tyske embedsmænd, der skulle stemme. – og der kom tog fulde af folk. Det var en fest! Der kom også nogle tyske seminarister. De viftede med deres medbragte tyske flag foran næsen på en fransk soldat. Til sidst var han så provokeret, at han rev flaget fra dem, trampede på det og greb til geværet. ”Så blev der ro”, fortæller Jepsen.

Dagen efter marcherede vi gennem byen med franskmændene foran.

Hvor mange tyske stemmer var der i Haderslev, spørger jeg, og Jepsen mener at kunne huske, at der var 24 %.

Hen i maj rygtedes det, at de danske soldater skulle komme. Der var sort af mennesker på havnen, da de skulle komme. Ligesom ud af tågen kom der først en undervandsbåd fulgt af flere skibe deriblandt Heimdal. De danske soldater blev opstillet med front til de franske. En lille pige kom en buket blomster, som hun gav til den franske kommandant. Han delte buketten og gav halvdelen til den danske kommandant. Så holdt franskmanden tale, og den danske kommandant svarede ham med en tale på fransk. Derefter blev der kommanderet præsentér gevær og geledderne rettede ind.

Et par tysksindede officerer i civil, som var til stede, bemærkede, at det kunne tyske soldater ikke have gjort bedre. Og sådan var det, fortsætter Jepsen i forlængelse af denne bemærkning. Altid var det ”die dumme Dänen”. Her kunne de høre, at danskerne ikke stod tilbage for andre, hverken med hensyn til militær eksercits eller sprogkundskaber.

De franske soldater var i Haderslev fra 20. januar til 6. maj 1920, fortæller Jepsen, ”men dem havde vi nu længe nok”. Igennem hele interviewet udtrykker Jepsen sig med varsomt og sagligt, men her fortæller han uden filter. ”De var de rene svin – altså seksuelt. De kom jo lige fra fronten og havde ikke set kvinder i lang tid – – de var helt vilde. Jo, jo, der var mange problemer”.

”Der var mere orden og disciplin hos tyskerne. Klokken 5 minutter i 10 gik der 12 bevæbnede mand gennem byen med en underofficer og holdt orden. ” Denne erindring må henvise til tiden, før de franske soldater kom til Haderslev.

Jepsen sidder lidt. Han er gammel. Længe har han fortalt, og mange minder og tanker er genopfrisket og genoplevet. Jepsen er træt.

”Det var en tid, som vi aldrig glemmer”, afrunder han, og ”nu tror jeg vi skal holde, for nu kan jeg ikke holde til mere”.

Erik Jepsen sagde et par gange under interviewet: ”Det kan vi tage en anden gang”. Jeg glad for, at han alligevel fortsatte med at fortælle den eftermiddag, for ”den anden gang” kom aldrig, og nu er det for længst for sent.

Viborg februar 2013
Hans Jørgen Lysholm (lærer og tidl. efterskoleforstander)
Lysholmfoto.dk.

af Hans Jørgen Lysholm, Viborg.

Interview i 1971 med Fhv. mejeribestyrer Erik Oluf Jepsen på Mælkecentralen i Haderslev. Optaget på spolebånd, som er i undertegnedes besiddelse.
Erik Jepsen fortæller om ”Kongeågrænsen” og Genforeningen. Der er også minder om hans egen familie og situationen under det tyske styre. Endelig har Erik Jepsen personligt overværet situationen i Kiel i 1918, hvor de tyske matroser i de sidste dage før våbenstilstanden, gør oprør mod deres officerer.

Erik Oluf Jepsen, Født 13/08-1891 i Aastorp, Taps sogn, Død 27/02-1979 i Haderslev
Gift med Metty 1896-1956

Fortsat fra den 20. juni.

En strid om flag

Jepsen fortæller også en lidt indviklet beretning fra Vojensgård. En polak havde hejst det tyske flag på kejserens fødselsdag, og den dansksindede ejer havde revet flaget ned igen. Det blev han anmeldt for. Det var en alvorlig sag, der kunne give en lang straf med fæstningsarbejde og trillebør.

Også her glattede amtsforstanderen ud. Flaget var vendt forkert, og så var der jo ikke noget at sige til, at den gode tyske statsborger, som ejeren på Vojensgård var, havde taget flaget ned. Han ville jo ikke vise mangel på respekt for det tyske flag.

Hvad der var op og ned i den sag, vidste Jepsen ikke, men manden gik fri. Amtsforstanderen blev afsat. Han gik danskernes ærinde. Så kom der en ny amtsforstander. Engang var han til møde i Haderslev – hesteforsikringsmøde. De fik nogle dramme, og da han kom ud på gaden, så sang han ”Kong Christian stod – – ”. Så var han afsat!

”Nu kunne de ikke finde nogen. Til sidst fandt de pastor Schmidts søn fra Bevtoft. Han var tysk men en flinke mand. Vojens var jo en rigtig tysk by med alle de embedsmænd, men omegnen var dansk”.

I 1914 søgte jeg udrejsetilladelse til Amerika, fortsætter Jepsen. Det fik jeg bevilget lige da krigen brød ud. Jeg var på Kildevæld mejeri oppe ved Randers, men så blev jeg indkaldt. Det var vist d. 31. juli. Vi blev sejlet over til Sjælland. Fiskerne på kajen råbte, at så snart vi kom ud i Kattegat, blev vi plaffet ned af tyskerne. Der skete nu ikke noget.

Vi kom til Slagelse. Efter 4 timer var i iklædte og bevæbnede med bajonet og 10 skarpe skud. Så blev vi kørt ned til Stigsnæs. Vi havde strandvagten fra Skælskør til Karrebæksminde. Jeg var kun 6 uger i sikringsstyrken, så blev jeg hjemsendt, og jeg kunne rejse til Amerika, hvis jeg ville.

Så kom der et brev til mig på mejeriet. Jeg husker det så nøje. Det kom en søndag. Præsten havde 2 kirker. Undervejs mellem gudstjenesterne i de 2 kirker, kom han ind til mejeribestyreren med brevet. Det var til mig. Det var fra nogle folk i Haderslev. De kendte mig som ”a mejerist fra Styding.” – om jeg kunne komme og passe deres mejeri? Min svoger var allerede på mejeriet, og jeg læste det som om, at han ”var dragen af.”

Jeg ville ikke rejse – – ville ikke rende af pladsen. Mejeribestyreren så brevet og sagde til mig, at han godt kunne få en afløser for mig, og dernede – i Slesvig – kunne de ikke få nogen, så jeg måtte gerne rejse, hvis jeg ville.

Jeg kom til Haderslev med ”a tog”. Da jeg kommer ind på mejeriet, gik min svoger der. Jeg spørger ham om, hvad det skal betyde.

I Jepsens erindring står hele situationen klar. For mit vedkommende – ja, så forstår jeg det meste, selv om der er uklarheder.

Jo, hans far var tysk og hans mor var dansk. Hans brødre og hele familien var tysk, men han var dansk. Han drillede tyskerne, hvor han kunne komme til det. Så blev han indkaldt til Kiel. Derfra blev han flyttet til Köningsberg, hvor han skulle ligge i 3 år. Derovre holdt han ”Modersmålet.” En tysk officer kaldte ham til sig, og fortalte ham, at han ikke måtte læse denne dansksprogede avis. Min svoger holdt fast i, at han ville følge med i det, der skete på hans hjemegn, og det kunne han læse i ”Modersmålet.”

Så blev han som straf forflyttet til en bataljon i Berlin. Den var kendt for den strengeste eksercits. Derfra kom han til Kiel. Han skulle være mariner og sendes 3 år med flåden til et af Tyskland styret område i Kina. Inden afrejse fik han orlov til en hjemrejse, men i stedet for at stå af toget i Flensborg og få ”et stempel” rejste han videre og flygtede til ”Det gamle Land.” Dér blev han.

Denne beretning bringer Jepsen på sporet af en anden hændelse. Han fortæller, at de krige kom, ja så kom der også soldater til grænsen mellem Tyskland og Danmark. Der gik med 100 meters afstand mellem hinanden. Hvis man skulle over, gjaldt det om at komme over, når de gik fra hinanden. Så var det en lørdag aften i 1916 eller 1917. Der kom 5 mand fra Feldsted. Jeg kendte dem godt. De skulle stille i Åbenrå mandag morgen – til soldatertjeneste. Nu kom de og spurgte, om jeg kunne hjælpe dem over. ”Lille folkes – så er det o a sille kant”, svarede jeg. ”Vi skal langs”. Jeg spurgte, om de havde dåbsattest med – det havde de.

Vi kørte op til Torning ved Christiansfeld. Lige før Frederikshøj stoppede vi. Til venstre for vejen var der en lille skov. Dér kom de over. På det sted er der ingen å. Taps Å kommer først hen ad Skoverup til.

Og Jepsen fortæller videre om en anden situation, hvor det lykkedes folk at komme over. Det var en mand fra kreditbanken i Haderslev. Han var på jagt ved Stepping – tæt på grænsen ved Højrup.

Så affyrede han 2 skud. Derefter løb han, alt hvad han kunne hen til en grænsesoldat og spurgte pegende: ”Så du også de 2 harer”? Grænsesoldaten blev noget forvirret, og så var manden fra Haderslev allerede på den anden side af grænsen.

Herefter fortæller Jepsen, at hen mod slutningen af krigen, blev det efterhånden mere småt. Det var ikke sådan, at man sultede, men man fik ikke nok at spise.

Historien fortsættes den 27. juni.

Viborg februar 2013
Hans Jørgen Lysholm (lærer og tidl. efterskoleforstander)
Lysholmfoto.dk.

af Hans Jørgen Lysholm, Viborg.

Interview i 1971 med Fhv. mejeribestyrer Erik Oluf Jepsen på Mælkecentralen i Haderslev. Optaget på spolebånd, som er i undertegnedes besiddelse.
Erik Jepsen fortæller om ”Kongeågrænsen” og Genforeningen. Der er også minder om hans egen familie og situationen under det tyske styre. Endelig har Erik Jepsen personligt overværet situationen i Kiel i 1918, hvor de tyske matroser i de sidste dage før våbenstilstanden, gør oprør mod deres officerer.

Erik Oluf Jepsen, Født 13/08-1891 i Aastorp, Taps sogn, Død 27/02-1979 i Haderslev
Gift med Metty 1896-1956

Fortsat fra den 19. juni.

Medaljen fra 1864

Jepsen flytter lidt på papirerne – leder lidt – – det rasler. Lyden går direkte i mikrofonen. Ja, her er så min morfars medalje fra 1864. Christian d. 9. – konge af Danmark føjer Jepsen til. Fik de alle en medalje, spørger jeg. Ja, det gjorde de, svarer Jepsen. Det er jo også en smuk tanke, tænker jeg, men da jeg senere undersøgelser sagen, viser det sig, at sandheden var, at de kæmpende fra 1864 først fik bronzemedaljerne i 1877. I et antal af 58.000 blev medaljerne uddelt til 1864-veteranerne ikke efter Rigsdagens initiativ men efter et initiativ af en komité under Våbenbrødreforeningen. Derefter vedtog Rigsdagen medaljeuddelingen i 1875. Alle fik altså medaljen, men altså først efter nogen tøven fra officiel side.

”Nej, han var ikke med i Dybbøl skanser”, svarer Jepsen på mit spørgsmål. ”Han var med ved Sankelmark. Han så, hvor nederdrægtigt det var, at de skulle slæbe kanonerne fra Dannevirke til Dybbøl. At de ikke kunne fatte at bruge toget, som holdt klar i Slesvig – opfyret og al ting. Ja – dem, som vi sætter højest, har ikke altid tanke for – – – ”

Senere kom han til Vorbasse. Der var megen sne. De tog ind til smeden – hestene skulle jo skos. Smedekonen kom ud med pandekager. Om de ville have nogle? Det ville de jo gerne. Pludselig kom der melding om, at østrigerne var der. De kastede sig på hestene med og uden saddel. De kendte jo terrænet, så de ”hvipsede” over sneen.

Ja, der er så meget at fortælle om grænsen, går Jepsen videre. Han taler sønderjysk. Måske er det for de indforståede ikke helt korrekt sønderjysk, men for mig, som lytter på, at det uforfalsket den sønderjyske dialekt. Faktisk var Jepsen fra Taps. Han var altså fra det gamle hertugdømme, men han var født i et af de 8 sogne, der ved fredsslutningen i 1864 blev ved Danmark – Danmark som hver gang kaldes ”Det gamle Land”.

Almindeligvis var der et godt forhold mellem grænsegendarmerne på begge sider af grænsen. Nede ved Kjær Mølle f.eks. Der var en bænk på den danske side, og tit kom de tyske gendarmer og satte sig dér for at snakke. Vi lokale blev aldrig kontrolleret. Der var heller ikke den store forskel på priserne nord og syd for grænsen. Det eneste, der kunne være lidt – – det var de cigarer, man kunne købe i Christiansfeld. De var bedre end de danske. – – men det var jo ikke noget, man snakkede om. Vi gik også til gymnastik i Christiansfeld – på Frej. Det var det danske forsamlingshus.

I de unge år vandrede jeg rundt i Tyskland. Da jeg var på Styding mejeri, kom der af og til en gendarm fra Vojens og snakkede. Jeg svarede ham ligegodt på tysk. Så kom der et stort brev – lukket og med stempel. Jeg skulle møde på Tivoli i Haderslev. Jeg var jo nødt til at møde op, men jeg protesterede. Det var jo session. De undskyldte, at jeg var blevet tilsagt, men de troede, at jeg var tysk på grund af mit gode tyske sprog. Der skete ikke noget.

Jepsen fortæller. Han følger nogle tankerækker, som har lagt sig tydeligt i hans erindring. På min side har jeg nogle spørgsmål, som jeg gerne vil have svar på. Det er spørgsmål, som ikke så meget er på det personlige plan men mere på et overordnet historisk plan. Jeg spørger Jepsen, om der var nogle, der flygtede til kongeriget efter grænsedragningen i 1865.

”Jo”, svarer Jepsen. ”Det var der da. Der var unge slesvigere på næsten alle gårde på egnen. De opterede for Danmark. Det betød, at de vedblev at være danske statsborgere. Det var deres børn, der blev statsløse, men det fik H.P. Hanssen ordnet, dengang den tyske kejser skulle på besøg i København.”

Om der var grænsevagter, spørger jeg. Nej, der var ingen vagter – man kunne frit gå over grænsen. Vi havde jo jord på begge sider – det kunne man jo ikke kontrollere. Forældrene til dem, der gik over, blev heller ikke straffet.

Grænsebevogtningen blev skærpet.

I skrivende stund – i 2013 – fortæller det mig, at den periode, som Jepsen beskriver, antagelig er perioden efter Kölner-perioden omkring århundredskiftet indtil 1914, hvor 1. verdenskrig brød ud. Det betød, at grænsebevogtningen mellem 1914 og 1918 gradvis blev mere og mere skærpet.

”Tryk avler modtryk” siger Jepsen, men som eksempel på, at man også kunne tage trykket af modsætningerne mellem danske og tyske fortæller han:

2 gange om ugen gik vi til gymnastik på Højskolehjemmet i Haderslev. Det er det, de nu kalder ”Norden”. Vi kørte med toget, men der var nogle giftige kontrollører. Så kunne det jo ske, at vi kom til at synge ”Kong Christian stod ved højen mast.” Så blev vi anmeldt. Vi var en 4 – 5 stykker der blev tilsagt til møde hos amtsforstanderen på Tørninggård. ”Han var tysk, men han var ingen krakiler”. Ja, I er jo blevet anmeldt for at synge dansk i toget, sagde amtsforstanderen. Det var vel en aftensang, spurgte han. Ja, det var det da, var vores svar. Vi skulle holde op med det, sagde amtsforstanderen. Det er ikke alle, der kan tåle det. Så kunne vi gå.

Historien forsætter den 26. juni.

Viborg februar 2013
Hans Jørgen Lysholm (lærer og tidl. efterskoleforstander)
Lysholmfoto.dk.

af Hans Jørgen Lysholm, Viborg.

Interview i 1971 med Fhv. mejeribestyrer Erik Oluf Jepsen på Mælkecentralen i Haderslev. Optaget på spolebånd, som er i undertegnedes besiddelse.
Erik Jepsen fortæller om ”Kongeågrænsen” og Genforeningen. Der er også minder om hans egen familie og situationen under det tyske styre. Endelig har Erik Jepsen personligt overværet situationen i Kiel i 1918, hvor de tyske matroser i de sidste dage før våbenstilstanden, gør oprør mod deres officerer.

Erik Oluf Jepsen, Født 13/08-1891 i Aastorp, Taps sogn, Død 27/02-1979 i Haderslev
Gift med Metty 1896-1956

”Ja, ser du – – Slesvig gik jo til Kolding. Det var jo derfor, at man byggede slottet. Det lå jo på jysk grund, og det blev bygget for at forsvare Sønderjylland”.

Det er efteråret 1971. Det er forhenværende mejeribestyrer Jepsen, der fortæller. Han er en ældre mand. Vi sidder i hans stue i Haderslev. Båndoptageren kører og Jepsen fortæller. Af og til beder han om at få slukket båndoptageren. Måske synes han, at det er for privat eller af mindre betydning, men jeg protesterer og siger, at det hele helst skal med. Jepsen godtager det og forsætter den fortælling, som har præget ham dybt, og som det er ham magtpåliggende at få fortalt. Spolebåndoptageren optager. Der er ikke tale om en systematisk og velgennemtænkt fortælling. Det er en ældre mand, der fortæller til og svarer på spørgsmål fra en ung historieinteresseret mand. De to har ikke noget særlig personligt kendskab til hinanden, men Jepsen vil gerne fortælle – og den unge mand vil gerne lytte.

Ser du – – der blev jo bygget en chaussé, som de kaldte det – altså den nye hovedvej, som nu er hovedvej 10. Nede syd for Taps lå Frederikshøj Kro. Da den nye grænse kom i 1864 – ja 1865, gjaldt det om for kromanden at blive under danske styre.

Han indbød den tyske eller rettere den preussiske generalstab og den danske til en stor frokost. Efter frokosten blev det sådan, at grænsen tog et sving lige syd om kroen, og han forblev på dansk side. Jeg tilkendegiver på én gang både overraskelse og en smule skepsis, men Jepsen slår fast: ”Skal der laves noget, så skal det være over en frokost!”

Grænsen blev trukket og grænsegendarmerne holdt vagt. Der var et stort skilt med en ørn. Königreich Preussen, stod der. Det skilt blev savet ned! ”Danskerne var så snuttet”, siger Jepsen. Jeg kender ikke betydningen af ordet ”snuttet”, men jeg registrerer det. Senere vil jeg forhøre mig hos en sønderjyde om ordets betydning.

Vi havde intet pas, fortsætter Jepsen. Vi gik over, som vi ville. Christiansfeld var jo ligesom vores nærmeste købstad – ikke Kolding. Vi tog aldrig til Kolding. Haderslev var købstaden. Dér havde vi jo alle papirer osv.

Magthaverne i København svigter det danske sprog

Ordet papirer må have vækket nogle associationer i Jepsens tanker. Han finder i hvert fald nogle papirer frem – beder om at få slukket for båndoptageren, men fortæller ufortrødent videre, da jeg siger, at det hele skal med. Kun én gang senere i interviewet er jeg klar over, at dér skulle jeg stoppe optagelsen.

Ja, her er min bedstefars soldaterbog – 1820 læser vi. Jørgen Stefan Jepsen var navnet. – – og her skal du se, hvor uforskammede, de var, fortæller Jepsen. Her ser han på en attest for hans bedstemor. I 1822 var hun blevet vaccineret – der foreligger en attest. – og her kan du se: Attesten er med dansk krone, men alt er skrevet på tysk. ”Det var København, der fortyskede os – det tyske kancelli” fastslår Jepsen.

Og her et papir fra min fars søster – fra 1840 – det er også skrevet på tysk.

”Kan du læse tysk”, spørger Jepsen. Jeg svarer bekræftende. ”Så kan du også læse det her her”, siger Jepsen og viser mig et brev fra april 1814. Det er sendt til ”hofbesitzer” Jepsen. Brevet fortæller, at hans 23-årige søn er fritaget for militærtjeneste. Han var ellers taget til soldat – han var født i 1792. Der var 3 brødre. De 2 ældste brødre var soldater i Napoleonskrigene, og de kom aldrig hjem. Nu var faderen 60 år, og han havde mistet 2 sønner. Derfor blev den tredje søn fritaget for militærtjeneste – han skulle overtage gården.

Ja, fortæller Jepsen videre. Min oldefar var født omkring 1750. Han gik i skole ved præsten i Aller, og det betød, at han var lidt bedre stillet – han var lidt mere snuttet. Igen dette ukendte ord – jeg må undersøge det nærmere. Nå, men han blev udskrevet som soldat i Ratzeborg. Han lå 3 år ved jægerne. Ja, det var en måde at styre ham på.

I denne forbindelse går mine tanker i retning af, at denne unge mand har haft gode evner, og han har fået en smule uddannelse og måske også mere udsyn end normalt. Derfor skulle han ”styres”. Han blev hjemsendt, men på et tidspunkt klager han til myndighederne i Haderslev over nogle jagtrettigheder. Det skulle han ikke have gjort. Som straf blev han indkaldt igen – – hjemsendelsespapirerne er underskrevet på Gottorp slot, viser Jepsen.

Og her i 2013 har jeg stadig ikke spurgt en sønderjyde om ordet ”snuttet”s betydning, så jeg googler ordet i Sønderjysk Ordbog. Det bliver oversat med ”næsvis”. Jeg overvejer, om det er en dækkende oversættelse. Passer det i sammenhæng med Jepsens fortælling? Efter min mening må et ord som ”frygtløs” eller ”frimodig” passe bedre. Vi lader det stå hen i det uvisse.

Historien forsætter den 20. juni.

Viborg februar 2013
Hans Jørgen Lysholm (lærer og tidl. efterskoleforstander)
Lysholmfoto.dk.

Hejmdal 29. september 1923.

Paa Feltvagt under et skyggefuldt Pæretræ.

Neuilly, St. Front, 4. sept. 1914.

Kære allesammen!

I Forgaars blev det bestemt, at vort Kompagni skulde blive tilbage her i denne lille Landsby for at bevogte Flyveafdelingen. Vi var alle glade ved at kunne tilbringe et Par Dage under blidere Kaar. Vi er næsten ødelagt af de anstrengende Marchture vi bar haft. Vi gennemstrejfer Landet paa Kryds og Tvers, hver Dag ca. 40 km. Vi kommer sjælden til Ro fer KI. 10- 11. Hver Morgen skal vi op KI. 3¼. Mange, mange bliver til. bage som fodsyge, men Parolen er altid fremad. Jeg hørte en Flådeofficer udtale, at hellere lader vi det halve af vort Kompagni ligge i Vejgrøften end at de bagefter falder i Kampen. Sagen er nemlig den, at vad denne hurtige og i Historien enestaaende Fremmarch faar den tilbagegående Fjende Ikke et Øjeblik Ro til at samle sine Kræfter. Denne hurtige Fremmarch, udtalte Flyveofficeren videre, bar besparet os mange Fægtninger.

De blidere Kaar vi troede at skulle have, blev det paa en Maade ikke til noget med. I Gaar kom der franske Flyvere over os og kastede Bomber ned. Af den første Bombe blev en Enårig Gefr. Tiedemann fra Flensborg saaret haardt i Underlivet. Han afgik i Morges ved Døden. Af den anden, som slog ned 1 min Nabofeltvagt ca. 300 m fra mig, blev en Underofficer Jepsen fra Flensborg haardt saaret i Underlivet, medens tre Menige blev let saaret. Jepsen døde en Times Tid senere.

Begge disse Døde ligger begravet sammen med to andre fra Feltlazarettet, som ligeledes blev dræbt af en Bombe 10 m her fra min Feltvagt. Jeg har besørget Gravene opkastet. For to Timer siden blev de jordfæstet. Chefen holdt en kort Tale, en Krans var bundet, og Æressalven blev afgivet. I Morgen tænker jeg vi bliver løst fra denne ubehagelige Post; for atter at komme til vor Bataillon. Ved Mons i Belgien, hvor der var Kamp mellem os og Englænderne, laa vi i anden Linje, men i meget heftig Shrapnellild. Vi lå ti Timer uden at kunne røre os af Pletten. Der blev Jakob Petersens Broder let saaret.

Ellers har vi det her paa Feltvagten godt, hvad Føden angaar. Alle Butikkerne er plyndrede, og Vin har vi Masser af. I Formiddags lavede vi Te og fyldte Rødvin i. Det smagte fortrinligt. Til andre Tider har vi igen ingenting. Det gaar op og ned. Fra den øvrige Krigsskueplads faar vl ikke meget at vide. Fra jer har jeg kun modtaget Post en Gang.

Det gaar mig saadan, at for hvert Øjeblik der gaar, bliver det mig stadig mere og mere uforklarlig, hvordan de ledende kan for svare det, at lade det komme til en saadan Krig. Naar man er Vidne til al den Elendighed, som en Kamp fører med sig, de saarede ligger og hyler, Indbyggerne flygter i Flokkevis medførende deres dyreste Ejendele, ja saa har man set en Del at Krigens Skyggesider. Man bliver baade blød of haard i sin Karakter. Blød, da man atter og atter deler til det sidste Stykke med sine Kammerater, haard, da man ikke tænker sig det mindste ved at skyde Mennesker ned. Det er som paa en Klapjagt. Ved 0. brød Belgierne en for en ud af Skyttegravene, og en for en faldt om. Men vort Løsen er altid fremad, fremad. Jeg gad gerne vide, hvor alle mine Kammerater er henne.

Jeg har da her i Kompagniet mange som taler Dansk, og som gode Kammerater har jeg en Del foruden H. R. og Th. R. Vi deler alt med hinanden. Særlig Cigarer er meget efterspurgt her. De er næsten ikke til at opdrive. I det hele taget, sine Penge kan man slet ikke komme af med. Vi kommer jo kun sjældent igennem en større By, holder i Fald vi kommer igennem kun et Øjeblik Rast og gaar saa videre. Men Soldaterne er endda glade, at det gaar sejrrigt frem, hvor maa det ikke være demoraliserende, naar man er slaaet og i stadig Tilbagetog. Vi vinder da stadig Terræn, det holder Modet oppe blandt Soldaterne. Og dog barmes man mangen Gang over Ledelsen, naar vi marcherer fire Timer uden Standsning og ser sine Kammerater blive tilbage i Vejgrøften. Men det er Krigen »c’est la guerre«. som vi gerne siger til Indbyggerne for at berolige dem.

Jeg forstyrres her i mit Skriveri stadig af Civilister, som vil passere igennem mit Distrikt, og der maa ingen komme igennem uden Pas eller anden Legitimation Jog maa saa først langt og bredt forklare dem det paa Fransk. Men med det franske Sprog gaar det ellers helt godt, man kan bare ikke huske alle Gloser.

Th. R. kom lige tilbage fra sin Feltvagt og ligger her ved Siden af og vasker sine Skjorter. Jeg fik mine vasket i Gaar, efter at have haft dem paa uafbrudt i 3 Uger. Det er velgørende. Nu har han Storvask og vil gerne skrive her paa det sidste Blad at dette Brev. I bringer saa nok det hele ned til R og lader dem læse det hele. H. R. er i Dag paa Feltvagt, men faar vist heller ikke Tid til at skrive. VI har her paa vor Feltvagt været heldig med at kapre et Bord og et Par Stole. Lige Du kommer en Soldat at min Feltvagt slæbende med en stor Krukke Honning, hvor det kommer fra, det tales der aldrig om, »C’est la guerre«. Bring ogsaa dette Brev til H. R. og lad dem læse det, hvis de ikke har hørt noget fra Hans.

Mange Hilsener til Jer alle. Eders Peter.