Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar.
Berlin S.W. den 29.I.18.
Kære Forældre, Marie og Muddi!
En tæt Taage ligger siden igaar Morges over Berlin, saa man paa den lyse Dag kun kan see nogel Skridt foran sig. Det hindrer Færdslen meget, Sporvognene kører kun helt langsom. I Formiddag gjorde vi en lang Biltur til Gr. Ziethen, Selchow, Rotzis og Lichenrade. Trods det vi kuns kunde see nogle Skridt foran os, suste vi i stærk Fart langs Chausseen. For at see bedere, maatte vi klappe Glasskiven foran Vognen, som altid bedæggedes, ned, saa Vinden rigtig kunde komme an. Da vi kom hjem, var Næsen, Øjenbrynene og vort Tøj overtrukket af Dis. Det var en kold Partie!
Igaar maatte vi hele Dagen blive hjemme og holde os ”fahrbereit” ved vore Vogne, da man frygter Uro i Berlin. Over 100000 Arbejdere strejker nemlich. Gaderne er fulde af Gendarmer og Politibetjente. I alle Sporvogne og ved alle Gadehjørner hænger der Plakater med Overskriften: ”Was Hindenburg über den Streik sagt.” Største Delen deraf er nedreven og reven i lutter Stykker.
– Søndag Eftermiddag ofrede jeg til et Besøg ved Dr. Miang. Han var desværre – Gud ske Lov – ikke hjemme! – Maden bliver nu lidt daarligere. Det er jo heller igen Under numidt i Vinteren. Eders Tilskud er altsaa vented med Længsel.
– Her passerer saa lidt Nyt. I maa spørge mere, saa veed jeg ogsaa mere at fortælle. Jeg haaber snart engang at faa Svar paa mit sidste Brev. (Jensen etc.)
Hjertelig Hilsen fra
Eders Hans
(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)